Landkrigen i Norge 1808/8

Andreas Faye

Landkrigen i Norge 1808

Carl C. Werner & Comp., 1861 (s. 38-57).

VIII. Den svenske Hærs venstre Fløi. (De Svenske trække sig tilbage over Grændsen. – Kampen ved Prestebakke 10 Juni)

Medens de 3 første Brigader af det svenske Centrum havde, som vi have seet, rykket ind i Norge, blev den fjerde Brigade under Cronstedt, der vel skulde vedligeholde Forbindelsen med venstre Fløi og handle i Forbindelse med den, staaende rolig paa en enkelt Recognoscering nær. Ligesaa forholdt den venstre Fløi, som led under alskens Savn og hvis Chef Vegesack blev syg, sig rolig, naar undtages enkelte Recognosceringer og et lille Streifetog, som 16 April foretoges under Overadjutant Carl Lövenhjelm forat bortlede Opmerksomheden fra Hovedangrebet mod Lier og opsnappe en norsk Postering ved Bjerkebæk. Det sidste mislykkedes, da de Norske betimelig trak sig tilbage.

Den 28 April overtog Vegesack, som imidlertid var bleven rask igjen, Commandoen over venstre Fløi. Kort efter modtog han kgl. Befaling af 25 April om ufortøvet at følge den øvrige Armees Exempel og rykke ind i Norge.

Ifølge denne Befaling gjorde Vegesack de fornødne Foranstaltninger til at angribe den norske Hærs høire Fløi, understøttet fra Søsiden af 12 Kanonjoller og 6 Kanonchalopper. Imidlertid foruroligede de 2 Armens Recognosceringspartier hinanden. Saaledes overraskede et norsk Streifparti under Capt. Hvitfeldt en svensk Postering ved Geilerød i Enningdalen og fordrev den 4 Mil ind i Sverige. Endelig rykkede Vegesack 3 Mai over Grændsen i 2 Colonner, hvoraf den ene besatte Prestebakke og den anden Berby. Forat drive Fienden tilbage fra Berby, Prestebakke o. s. v. udsendte Commandanten paa Fredriksten Oberstlieut. Juel 9 Mai 3 smaa Afdelinger, tagne af Garnisonen og Landeværnet under Lieutenanterne Spørck, Myhre, Qvisling, Capt. Hvitfeldt og Tøihuslieut. Magnussen; men da Overmagten hos Fienden var for stor, maatte de Norske med uforrettet Sag, men uden Tab, trække sig tilbage, uagtet saavel Officierer som Mandskabet roses meget for Tapperhed og Ufortrødenhed. Især nævnes i Rapporten med Udmærkelse Lieutenanterne Qvisling og Magnussen.

Istedet for Befaling til rask at rykke frem fik ogsaa her de 3 Brigader, hvoraf de Svenskes venstre Fløi bestod, kgl. Befaling til at forskandse sig, og hvor det ei kunde skee, skulde man erstatte Manglen „ved Dispositionens Fortræffelighed eller Angreb med Bajonetten.“ Men neppe havde Vegesack betraadt norsk Grund, førend han blev kaldt til Stockholm og derfra sendt til Finland, hvorpaa oberst Posse 15 Mai overtog Commandoen. Nogle Dage tidligere (11 Mai) blev Overhofstaldmester Grev Gustaf Lewenhaupt udnævnt til Overadjutant hos Armfelt.

Forat faae opreisning for de lidte Tab bestemte Armfelt sig til at søge Leilighed til at levere et Slag. Han lod derfor sit Artilleri rykke frem paa Punkterne ved Ørje og Opsahl og opstillede 2den, 3die og 4de Brigade saa, at de inden 4 Dage kunde forene sig forat rykke frem paa Sletten ved Eidsberg, angribe den der samlede norske Hær og saaledes ved et Hovedslag afgjøre Felttoget. Just i dette Øieblik kom en Coureer med den Efterretning, at en engelsk Flaade, der havde 10,000 Mand ombord, var ankommen til Göteborg 17 Mai. Armfelt antog, at da Englænderne landede ved GÖteborg, var deres Bestemmelse at anvendes mod Norge. Han opsatte derfor sit Angreb og sendte en af sine betroede Adjutanter til General Moore, som anførte Englænderne, for at aftale det Fornødne ved et fælles Angreb. For at drage den svenske Generals Opmærksomhed mod Nord, skede efter de Svenskes Formodning, det omtalte mislykkede Angreb paa Lier og Mobæk den 18 Mai. Armfelt lod sig imidlertid ei ved indtrufne Hindringer rokke i sin Plan, da „som et Tordenslag“ traf ham den kgl. Befaling af 19 Mai om at forlade Norge og indskrænke sig til den strengeste Defensive. Befalingen lød:

1) „Vestarmeens Inddeling i Fløie ophæves fra nu af og skal Armeens Brigader af begge Fløie staae under General, Baron Armfelts Befaling.

2) Overadjutant Oberst Baron Posse skal herefter gjøre Tjeneste som Oeradjutant hos den Høistcommanderende for Vestarmeen, ligesom Major Adlersparre.“ Endvidere blev under samme Dato befalet: „Indtil H. M. Kongen maatte behage at bestemme den Operationsplan, hvorefter Armeen i Anledning af de ufordelagtige, forandrede Omstændigheder skal operere, skal Vestarmeen indtage en sikker og fordelagtig defensiv Stilling mod Norge, hvorfra senere de offensive Bevægelser med Fordel kunne begynde, i hvilken Position den skal blive staaende indtil H. Majestets nærmere Ordres ankomme. Den Rolighed, hvori Armeen derved muligens kan komme, bør anvendes til at organisere de til Armeens Forstærkning ankomne Tropper og til opførelse af Retranchementer og Feltforskansninger i Grændsepassene.“ Armfelt vovede ikke alene at forestille Kongen, hvor skadelig denne Forholdsregel var, men han tilføiede, at nu eller aldrig var det Øieblik forhaanden enten ved Englændernes Hjelp eller ved Sendelse af Forstærkninger at erobre det sydlige Norge. Alt var forgjeves. Man maatte adlyde. Den svenske Konge havde nemlig pludselig faaet Lyst til ved General Moores Understøttelse at forekomme den fransk-spanske Hær, der under Prinds Pontocorvo var rykket ind i Danmark for at angribe Skaane, og besætte Sjælland, hvorfor Livgrenadeer-Regimentet ogsaa erholdt Befaling at bryde op fra vestre Fløis 1ste Brigade og marchere til Sydarmeen. Da den svenske Konge kort efter blev uenig med den engelske General, blev der ligesaa lidt Noget af de Svenskes Besættelse af Sjælland som af de Danskes og Franskes Landgang i Skaane.

Ved Udstedelsen af den omtalte kgl. Befaling gjorde vel Generaladj. Tibelt 19de Mai det fornyede Forslag, heller at anvende Hæren og de engelske Hjelpetropper til Finlands Forsvar, men denne forstandige Plan blev aldeles forkastet af den egensindige Konge. Ifølge Kongens Ordre af 19 Mai befol Armfelt: „Vestarmeens 1ste og 2den Brigade skal 3 Mai om Aftenen bryde op fra deres indehavende Stilling ved Lier og bag Austbølaaen og gaae tilbage til Sverige.“

Ifølge denne ordre forlod 1ste Brigade, som Oberst Drufva anførte, (da Leionstedt 27 Mai formedelst Sygdom var reist hjem til Sverige), deres Forskansninger ved Lier og bag Austbolaaen og drog sig uden Tab tilbage til Sverige, hvor den 1 Juni tog Cantonnementskvarter i Morast.

2den Brigade fulgte efter 1ste, ødelagde Broerne, anlagde Forhugninger, og stillede sig ved Edaskandse. 3die Brigades Tilbagetog var forbundet med større Vanskeligheder, da Isens og Myrene, hvorover de vare indrykkede, nu ei vare farbare, men ved Hjelp af Flaader lykkedes det de Svenske med megen Anstrengelse at medføre Kanoner og Ammunition. Den stilledes ved Passet ved Tecksmark. 4de Brigade fulgte 3die og først 9Juni brod Brandstrøm op, og trak sig tilbage til Budalsviken.

Dette Tilbagetog kom saa uventet, at de Norske ei fik Anledning til videre at forurolige de Svenske paa Tilbagetoget. Derimod vakte dette Tilbagetog almindelig Glæde i Norge. Det af den aandrige Enevold Falsen udgivne Blad, Budstikken, der i de Dage meget bidrog til at vække og vedligeholde det Norske Folks Begeistring, meddelte denne overraskende Begivenhed med de Ord: „Norge aander friere, dets Helte, som saa hederligen hævde Fædrenelandets Frihed, Uafhængighed og vor gode Sag, nyde deres Idrætters Løn. I Morgen ville vi Alle, Medborgere, ile til Templet og takke ham, den Almægtige, Hærenes Herre for Danmarks Seir og Ære og med taknemmelige Hjerter anraabe ham fremdeles om at sende os disse og bevare Kongen og Fædrelandet.“

Prindsen, der ei heller havde nogen Anelse om dette uventede Tilbagetog, havde befalet oberst Staffeldt at indfinde sig hos ham i Høland, da han havde besluttet, naar Markerne bleve ganske frie for Sne, at gjøre et almindeligt Angreb paa den hele svenske Linie. Dette var bestemt til 10 Juni og Prindsen gav Staffeldt og Lowzow de nødvendige Befalinger, men inden Angrebet blev udført, havde den svenske Hær frivillig forladt Norge, saa den udkastede Plan kun kom til Udførelse paa den svenske Hærs venstre Fløi, som havde besat Berby og Prestebakke i Nærheden af Fredrikshald.

Prindsen havde befalet Interimscommandanten paa Fredriksten, Oberstlieut. Juul, at fordrive de Svenske fra deres befæstede Stillinger i Enningdalen. Den gamle og syge Commandant overdrog Udførelsen af dette Hverv til Capt. Arild Hvidtfeldt og stillede til hans Raadlighed: 1) Lieutenanterne Heide og Paul Birch af søndenfjeldske Inf. Reg., med 40 Skarpskyttere, 160 Musketerer og Landeværnsmænd samt 30 Bønder, tilsammen 230 Mand. 2) Premierlieut. Thambs med Lieuten. Spørck, Myhre, Leth, Beichmann og Qvisling, – alle ogsaa af søndenfjeldske Inf. Reg. med 60 Skarpskytter og 200 Musketerer fra Fredriksten, 200 Landeværnsmænd og Bønder samt 60 Mand af Tistedalens frivillige Corps under Anførsel af Kjøbmand Selmer og Overtoldbetjent Stang, tilsammen 540 Mand. 3) Tøihuslieut. Magnussen med Skibscaptainerne Fredrichssen, Jonassen, Lund og Andersen med 32 Infanterister, 24 Artillerister og 50 Jægere af Fredrikshalds frivillige Jægercorps under Stadscapt. Mamen, 4 trepundige Kanoner, 1 tyvepundig Haubits, 2 Amusetter og 7 Haandmortere, tils. 106 Mand, hvilke indskibedes paa en Slup, 3 Pramme og 14 Baade, forat true Fienden langs Idefjorden paa flere Punkter og tilsidst ved Berby forat drage de Svenskes Opmærksomhed bort fra Hovedangrebet paa Prestebakke.

De Norske udgjorde tils. 876 Mand. Fra Hvidtfeldts Corps sendtes Heide^[1] med 60 Mand til Folkseter forat dække den høire Flanke og Birch med 40 Mand til Stenersrød forat recognoscere og ophæve den der staaende svenske Feltvagt. Lieut. Thambs^[2] inddelte sit Corps i 4 Afdelinger. Han beordrede Myhre^[3] med 50 Mand mod Gjeddelund, Riis med 40 Mand mod Kobberlund og Spørck med 140 Mand at omgaae Ørsøen og angribe Prestebakke bagfra. Lieut. Leth med 40 Mand dannede Avantgarden, og Lieut. Thambs med Resten, eller 200 Mand som Reserve, marcherede østenfor Ørsøen mod Prestebakke. Lieutn. Qvisling^[4] førte denne Afdelings Avantgarde. 10 Juni om Morgenen Kl. 2 satte Alle sig i Bevægelse. Kl. $\scriptstyle 3{\frac {1}{2}}$ begyndte Spørck Angrebet i Ryggen paa Prestebakkestillingen, i det han ved et enkelt Kast af en Haandmorter underrettede sine Landsmænd om, at han havde naaet det ham bestemte Sted. Strax derpaa gav Major Hvidtfeldt Signal til Angreb ved Kast af en Haandmorter, hvorpaa han selv rykkede mod Forskansningernes Front ved Prestebakke, medens den tappre Lieut. Paul Birch^[5] angreb og sprengte Feltvagten ved Stenersrød, forcerede Dæmningen og Broen over Ørelven og stormede Forskansningerne, ved hvilken Anledning den 19aarige kjekke Lieut. Sæther faldt. Samtidig stormede Thambs’s Colonne Prestebakken i Ryggen, understøttet af Spørck, Qvisling samt Beichmann, der allerede i længere Tid havde vedligeholdt en levende Fegtning med den svenske Besætning, som efter 2 Timers Fegtning overgav sig. De Svenske vare tilsidst bleven trængte ind paa den nærliggende Kirkegaard og ind i Kirken. Da al videre Modstand var unyttig, stillede Lieut. Nat og Dag, der under Kampen havde vist sig meget kjek, i Kirkedøren og viftede med sit Lommetørklæde som Tegn paa, at de vilde overgive sig. Knorring og Lieut. Lillie søgte vel at undslippe til Berby, men de bleve tagne til Fange af Beichmann og Heide. Lieut. Elfmann med 150 Mand og 2 Kanoner søgte ogsaa at undkomme til Berby, men stødte paa Heide med 60 Mand ved Ende og bragtes ved Heides Conduite og Dygtighed i Hast til at overgive sig. Da Affairen ved Prestebakken saa godt som var endt, ilede Birch med 40 Skarpskyttere efter Elfmann og bidrog saaledes ogsaa til Elfmanns Overgivelse. Kun Lieut. Axelson lykkedes det med Bataillonens Jægere at undslippe over Doctorsæter og Høgen. I Kirken lagdes de saarede Norske og Svenske ved hinandens Side forat forbindes. Knorring bad om Tilladelse til at gaae ind i Kirken og see til sine saarede og fangne Kammerater, hvilket indvilgedes. Han talte da nogle Trøstens Ord til de Saarede og Fangne.

I sin Rapport fra Fredrikshald 11 Juni skriver Knorring, at han forgjeves forsøgte at slaae sig igjennem, at Nat och Dags, Lövenhaupts og Debesches blodbestænkte Klæder blandt Andet viste, at man gjorde hvad man kunde. „Jeg kan ikke noksom“ tilføier ban, „rost den udmærkede Agtelse, som bevistes os, efterat vi kom i Fangenskab. Al Plyndring blev hindret.“

Lieut. Magnussen med sin Eskadre var ligeledes afgaaet den 9de og lagde sig ved Sandviken i en truende Stilling. Adlersparre, som havde sit Hovedkvarter paa Berby, ventede nu hvert Øieblik at blive angreben. Han samlede strax 200 Livgrenaderer forat gjøre de Norske Modstand. Disse aabnede nu en levende Kanonild, hvorved de naaede deres Hensigt at hindre de Svenske paa Berby at ile deres ved Prestebakke betrængte Landsmænd til Hjelp. Da de Norske erfarede, at de Svenske havde overgivet sig ved Prestebakke, trak de sig efter $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Times Kanonade tilbage henimod Idefjorden. Den norske Flotille led ved dette Angreb intet Tab, men bemægtigede sig en Del Provisioner. Magnussen roser i sin Rapport de frivillige Jægere under Mamen for Tapperhed og Raskhed under Angrebene. Da disse vare grønklædte, skal Fienden have antaget dem forat være de flygtede staffeldtske Jægere og derfor ventet en alvorlig Dyst.

„Da Posten ved Berby var mediberegnet i Knorrings Capitulationer, sendtes Lieut. Spørck som Parlementair hen for at opfordre dem. En Overadjutant Adlersparre erklærede ei at staae under Knorring. Da Spørck saa, at den fiendtlige Post bestod af over 500 Mand med 4 Kanoner, vores ikkun noget over 600, nu belæsset med 340 à 350 Fangne, saa resolverede han kort at slutte en Vaabenstilstand, ifølge hvilken alle Fangne m. m. transporteredes under Fiendens Øine til Vands og er nu for det meste lykkelig kommet til Fredrikshald^[6].“ Vaabenstilstanden lød saa:

„Eftersom Oberstlieut. Baron v. Knorring har overgivet Commandoen over Positionen ved Prestebakke til den kgl. norske Nations Vaaben, og rimeligvis, formedelst Misforstaaelse af Sproget, troede at kunne disponere over Berby med tilhørende Posteringer, som ikke staaer under hans Ordre, saa bliver, for at iværksætte de af Oberstlieut. Knorring indgaaede Capitulations Betingelser over de Fangne og Blesseredes Transport Søveien, og for at give dem en bedre Pleie, herved sluttet en Vaabenstilstand med 4 Timers Opsigelse fra norsk Side, under hvilke de Norske ikke kunne avancere, men beholde den indehavende Position, og de kgl. svenske Tropper beholde ogsaa deres Stilling. Berby- (Ør-) Elven og Iddefjorden blive Grændsen imellem begge Armeer. Skulde de norske Tropper paa andre Steder have tilkjæmpet sig Fordele, saa skulle de gaae tilbage til den Stilling de havde i Dag, den 10de ds., Kl. 10 Formiddag.“

Gustav Liljeham, Hans Majestet Kongen af Sverige tjenstgjørende Adjutant.

Spørck, Brigade-Adjutant.

Denne Stilstands Overenskomst anerkjendes herved. Berby 10 Juni 1808.

Georg Adlersparre, Overadj. du Jour hos den høistcom. Gen. Maj. Befalingsmand over Vestarmeens venstre Fløi.

H. Hvidtfeldt, Norsk Detachements Chef.

Den kloge Adlersparre benyttede Vaabenhvilen til i største Hast at sammentrække de forskjellige Troppeafdelinger, som fandtes i Nærheden, hvorpaa han Kl. 1 om Natten den 14de opsagde Vaabenstilstanden med den Erklæring, at Fiendtlighederne begyndte Kl. 5. Da rykkede Oberstlieut. Skjöldebrand med 700 Livgrenaderer og Jægere samt 2 Feldtkanoner over Enningdalsbroen ved Berby. Underveis traf han paa en grædende Bondegut, der beklagede sig over, at en Bondekone havde taget Hesten fra ham og derpaa sprengt afsted hen ad Prestrbakke til. Da flere svenske Troppeafdelinger vare samlede, besatte Adlersparre igjen de Svenskes forrige Stilling ved Berby og Prestebakke, i det de Norske efter et let Sammenstød med den 4 à 5 dobbelte svenske Overmagt uden Tab trak sig tilbage til Iddeböen. Ved disse smaa Sammenstød maatte man, siger de Svenske, beundre „de norske Jægeres ubeskrivelige Færdighed i at bestige og rømme de utilgjængeligste Bjerge. Deres Skud derimod vare høist usikkre og gjorde liden Skade^[7].“ – Saasnart Prinds Christian fik Underretning herom, sendte han den tappre Major Krebs hidhen med et passende Corps. Kort efter forlode de Svenske deres Stilling, i det de, ifølge deres Konges Befaling, trak sig tilbage over Grændsen^[8].

Angaaende Affairen ved Prestebakke tilskrev Overgeneralen, Armfelt, Overadjutant Adlersparre, der den 9de Juni efter Generalens Ordre var kommen til Berby forat overtage Commandoen over de derværende Tropper: „Det var en forbandet Historie med Knorring og Borttagelsen af den hele omkringliggende Postering. At en Postering som den ved Prestebakke kan blive forceret, ja tourneret, er ikke underligt, men helt og holden borttaget – det overgaaer mine militaire Begreb, og Knorring maa langt fra have opført sig som han burde.“ Ernst v. Vegesack yttrer: „At en Bataillon af Skaraborgs Regimente saa skammelig blev tagen, maa tilskrives Bataillons-Chefens feilagtige Dispositioner, ikke alene for men under selve Tildragelsen, samt endelig Mangel paa en modig Beslutning at forsøge paa at slaae sig igjennem, som efter al Sandsynlighed maatte lykkes. – – – Et af Felttogets sterkeste Skyggesider er Hændelsen ved Prestebakke. Knorring gik ei blot uforsigtig frem, „utan besakede sig äfwen i högsta måtte illa.“

I det Prindsen fra Hovedqvarteret Hafslund 17 Juni 1808 oversendte Kongen officiel Relation om den for vores Vaaben hæderfulde Affaire ved Prestebakke den 10, tilføier han, „at man har at takke Oberstlieut. Juuls gode Dispositioner, de anførte Officierers Mod og Conduite, ligesom hele Commandoens Raskhed og udmærkede Bravour for det lykkelige Udfald.“

De Norskes Raskhed, Tapperhed og Udholdenhed lønnedes denne Gang med det største Antal Fanger, som endnu var gjort i den hele Krig. Fangne bleve: Oberstlieut. Baron Knorring, Capt. Strömbom, Osengius og Palmkrantz, Lieut. Nat och Dag, Elfman, Lillje, Wirgin, Silfversparre, Wesfeldt, Hachwitz, de Besche og Grev Lewenhaupt, Fanejunkerne Bergin, Hulling, Axelsberg, Hackwitz, Schøll, Gerdten og Ekman, altsaa: 13 Officierer, 7 Fanejunkere, Sergeanter, Underofficierer og Menige: 15 Artillerister, 1 Dragon, 71 Livgrenaderer, 219 Mand af Skaraborgs Regiment og 105 Mand af Elfsborg Jægere, tilsammen 409, i Alt 429, desuden, ifølge de norske Efterretninger, Døde og Begravede 60, og Saarede 24. Ogsaa erobrede de Norske 2 firepundige Jernkanoner, en Del Proviant, Ammunition og Armatur.

De Norskes Tab bestod i, at den 19aarige kjække Lieut. Sæther, Corporal Trane og 4 Mand faldt og 6 Mand bleve saarede.

Ved dette Angreb roses især for Tapperhed og god Conduite: Capt. Hvitfeldt, Lieut. Thambs, Spørck, Heide, Birch og Qvisling.

Under Affairen ved Prestebakke bleve Hoboisterne af søndenfjeldske Inf. Reg., medens de musicerede, pludselig angrebne med fældet Gevær af 4 svenske Grenaderer. Hoboisterne kastede hurtigen Instrumenterne, grebe til deres Sabler, og gik raskt løs paa Grenadererne, som efter en kort Fegtning bleve overmandede og tagne til Fange.

Kong Frederik viste sin Paaskjønnelse af den norske Hærs tappre Færd ved dets Officierers Forfremmelse. Varmt anbefalet af General Krogh blev Major Ræder under 16 Juni udnævnt til Oberstlieut. Den 30 Juni fandt følgende Udnævnelser Sted: Prinds Christian August blev „til Belønning for den udmærkede Tjeneste, han har vist og viser os og Fødelandet“ udnævnt til General, Obersterne Lowzow, Krogh, Blücher, Holst og Staffeldt bleve Generalmajorer; Oberstlieut. Juul blev Oberst, Arild Hvitfeldt^[9] Major, Lieutenanterne Spørck^[10] og Magnussen^[11] fik Captains Characterer.

Under 10 Juni var Capt. Sven Arentzen ved den søndenfjeldske Skiløberbat. „der i flere Actioner mod Fienden isærdeleshed har udmærket sig,“ udnævnt til Major ved Inf.

Uagtet den svenske Hær havde trukket sig tilbage til Grændsen, forefaldt der næsten daglig smaa Fegtninger i Egnen af Vasbøen og det til Enningdalen grændsende Sverige. I sin Beretning af 6 Juli 1808 omtaler Christian August: „den dristige og saa hederlige udførte Affaire“ ved svensk Svinesund, som fandt Sted 29 Juni, og tilføier: „at alle indkomne Rapporter give nyt Bevis paa vore Troppers Mod og Længsel efter hæderlig Kamp for elsket Konge og Fødeland^[12].“ Blandt disse Grændsetræfninger fortjener endvidere at nævnes de svenskes Angreb paa de Norske ved Emterud og Berby. Generaladj. Adlersparre lod 19 Juli over Magnord anfalde de Norskes Stilling ved Emterud. Ifølge den svenske Beretning marcherede Lieut. Baron Rudbech Kl. 6 om M. med 100 Jægers over Aas ad en Skovvei forat overraske de Norske ved Emterud fra Nordsiden, medens Stabsadj. Carl Anckarsvärd med 200 Infanterister og 16 af Livregimentets Husarer angreb dem fra Sydsiden, efterfulgt af Baron Henning Wrangel med lignende Styrke. Derpaa rykkede Major Wulf frem med 3 Compagnier Infanteri, 2 Kanoner og en Esqvadron Husarer; Kl. 11 skede Angrebet og alt blev vel udført.

Fra svensk Side udmærkede sig især den unge Cornet Fr. v. Essen. Han satte med sin raske Hest over et Gjerde paa et Sted, hvor 3 norske Jægere stode, nedhug den Ene og gjorde de 2 Andre til Fanger. De Svenske gjorde ved denne Leilighed 19 Fanger. De norske Captainer Jürgensens og Blix’s Færd ved denne Leilighed blev undersøgt og Prindsen yttrer i sin Rapport til Kongen af 18 August: „Den første har ladet sig komme nogen Negligence til Last,“ hvilket med Hensyn til hans forhen beviste Bravour og Conduite vel kan afsondres med nogle Dages Arrest. Den andens Forhold er derimod saaledes, at han sandsynlig vil indkomme med en allernaderdanigst Ansøgning om Afsked af Krigstjenesten. Jeg ansøger allerunderdanigst om, at Sagen hermed maa ansees som afgjort.“ (N. S. 2, 216).

12 September gjorde den tappre og dygtige Oberst Carl Henrich Posse († 1843), der umiddelbart under Høistcommanderende havde den høieste Befaling over venstre Fløi, et Forsøg paa at overraske den norske Stilling paa 1200 Mand ved Berby og angreb den med overlegen Styrke; men den modige Krebs commanderede her og han var aarvaagen. En meget varm Fegtning fandt Sted den hele Formiddag og endte med, at de Svenske bade om Vaabenstilstand forat medtage deres mange Saarede og Døde over Rigsgrændsen, hvilket Major Krebs gjerne indrømmede, da hans Tropper næsten havde bortskudt deres Ammunition^[13].

Medens dette foregik i det Søndenfjeldske, modtog General Krogh udtrykkelig Befaling fra Kongen om at sende et Par Corps ind i Sverige, forat faae Underretning om Rusernes daværende Stilling. Som Følge heraf sendtes Major Coldevin ind i Jæmteland med 644 Menige, 2 Amusetter og 6 Haandmortere, og Brigadechef Oberst Bang med 558 Menige, 2 Amusetter og 2 Haandmortere ind i Herjedalen. Den 12 August rykkede de Norske ind i Jæmteland og den 14de beskjøde de Hjerpeskandsen, som Major Dillner saa kjekt forsvarede, at de Norske her Intet kunde udrette. Ved Nordmændenes Indrykken i Herjedalen trak Befalingsmandeu Capt. Örbom sig tilbage til Hade, hvor han tog Post. Af de Svenske blev en Underofficier dræbt og Nogle saarede. Efter den svenske Oberst Engelbrechtens Rapport var „Fiendens Færd i Landet mønsterværdig. De have betalt Alt undtagen Fourage, hvorfor dog Qvittering med Løfte om Befaling er givet.“ Af Mangel paa Levnetsmidler maatte de Norske vende tilbage med uforrettet Sag.

Efter en Del forgjeves Underhandlinger mellem Christian August og General Armfelt sluttedes 7 Decbr. 1808 en Vaabenhvile mellem de Norske og den fra Hæren tilbagekaldte Armfelts Eftermand, Krigspræsident Baron Cederström^[14].

Naar vi nu kaste Blikket tilbage paa denne lille Krig, saa maae vi vistnok med den sagkyndige Vegesack erkjende, at „i reen militair Henseende er vistnok lidt at sige om dette Felttogs partielle Strider og Krigsforetagender.“ Vi indrømme ogsaa, at dette Felttog fra svensk Side kun var for lidet at regne mod den blodige Kamp, som de samtidig førte i Finland mod de i Antal overlegne Russer og hvori de Svenske kjæmpede som værdige Sønner af Heltene ved Lützen og de gamle Carolinger. Ja vi tilføie, at det for Nordmændene heldige Udfald meget var at tilskrive den svenske Konges Daarskab, der uden at besidde det mindste af Feltherredygtighed, fra Stockholm af selv vilde styre Alt og derved bandt Hænderne paa Armfelt, og at den svenske Hær led Mangel næsten paa Alt, hvad der hører til at fare en Krig i et fremmedt, derhos udhungret Land^[15]. Af langt anden og høiere Betydning var imidlertid denne lille Krig for det norske Folk. Mørke vare Udsigterne for Nordmændene, da Krigens Hovedbyrde væltedes over „paa det ulykkelige Norge, som kjæmpede med de største Lidelser, hvorunder et Land kan sukke, Næringsløshed og Hungersnød.“ Forbindelsen med Danmark vanskeliggjordes, da den dansk-norske Flaade var bortført af Englænderne, som nu afskare Forbindelsen mellem Landene og hindrede Tilførselen af Korn og andre Fornødenheder paa samme Tid, som Landet angrebes af en overlegen Hær af tappre og krigsvante Svenske. Jo mørkere og haabløsere Udsigterne havde været, desto større var ogsaa Jublen, da de mærkede, at de ved egne Kræfter ei blot kunde bestaa Kampen, men ogsaa med Hæder og Held ende den. Hvad Under, om Nordmændene hovedsagelig tilskreve det lykkelige Udfald deres Krigeres Mod og deres Anfører Prinds Christians Dygtighed, og at de vare nær ved at forgude denne Folkets Yndling; thi havde han ei Anledning til at lægge store Feltherretalenter for Dagen, saa viste han sig dog som en dygtig Anfører i den Krig, han førte, og besad i høi Grad den Gave at gjøre sig baade agtet og yndet af Hæren og Folket. Han følte, tænkte og handlede som sand Nordmand og delte med den simple Soldat alle Krigens Besværligheder^[16], var tarvelig, simpel, tilgjængelig og deltagende, kort en Fader for sine Krigere, som derfor ogsaa bare ham paa Hænderne og uden Knur bare Krigens mange Savn og næsten overalt kjæmpede med en Udholdenhed og Tapperhed, som man maa skatte høit, da neppe nogen Soldat eller Officier før havde været i Ilden og derhos havde at kjæmpe med de krigerske Svenske, som ved enhver Anledning bevarede deres Ry som tappre Krigere. Den skjønneste Side ved dette lille Felttog var den humane Aand, som besjelede Krigerne paa begge Sider. De Svenske betalte som oftest, hvad de tiltrængte, ja hjalp i Vaaraanen endog til at tilsaa Jorden for de hjemmeværende norske Kvinder, hvis Mænd og Sønner vare i Felten. De Mishandlinger og Ugjerninger, som ellers ledsage Krigen, hørte til sjeldne Undtagelser, som Rygtet vel ogsaa overdrev. Man kjæmpede som ærlige Fiender det bedste man kunde, men i den saarede og fangne Fiende saa man en Broder, hvem man behandlede med nordisk Gjestfrihed. De fangne svenske Officierer bleve optagne i Borgernes Huse og aabnede sig ved deres Dannelse Adgang i Landets bedste Familier^[17] og overalt vilde man gjerne have de tarvelige, nøisomme og flittige svenske Soldater i Arbeide. Længe mindedes man i Norge med hjertelig Deltagelse de svenske Krigsfanger.

Aaret 1808 var et for Norge saare mærkeligt og følgerigt Aar. Nordmændene vaagnede i Farens og Forladthedens Stund op af en lang Slummer. De lærte at stole paa sig selv og hjelpe sig selv. Minderne om svundne Tiders Stordaad og de Dage, da de Nordmænd raadede i Norge under en Haralds, en Haakons, en Olafs Kongespire, klarnede Anelser og Haabet om en lysere Fremtid for det elskte gamle Norge gjennembævede mangen Nordmands Barm. En varm Fædrenelandskjærlighed gjennemglødede det lille haardtprøvede Fjeldfolk. Man hørte ei tale om Forræderi eller Overløbere. Den samtidige svenske Forf. af Precis de la Camp. 1808 siger, „at den locale Kundskab, som de norske Krigere besade og den patriotiske Iver, som besjelede og karakteriserede dette Folk fra Oldingen til det mindste Barn, nødte Armfelt til at forandre sit System.“ Adlersparre klager over, at Bønderne ved ingen Midler vare at bevæge til at give Efterretning om Fiendens Bevægelser. Hærens Anstrængelser, Savn og Seier lønnedes med hele Folkets Glæde og Opmuntring. Falsens Budstikke løb fra Grande til Grande og vakte og vedligeholdt ved begeistrede Ord og Sange Folkets Mod og Kraft. Enhver ilede med at bringe sit Offer paa Fædrenelandets Alter. Alle Stænder deltoge i at yde Arméen det Fornødne. Provisioner, Penge, Klædningsstykker sendtes i Mængdevis til Hæren. Grosserer John Collett i Christiania udmærkede sig især ved at samle, befordre og selv bidrage til Hærens Forpleining. Frivillige Chor dannede sig. Grev Herman Wedel Jarlsberg oprettede et frivilligt Jægercorps, som han hovedsagelig udrustede paa egen Bekostning og selv førte. I at skabe et nyt Søværn og skaffe baade Soldaten tilbørlig Forpleining og de trængende fattige Landsmænd Brød og Vederqvægelser foregik Landets Stormænd sine Brødre ved deres lysende Exempel. En Grev Herman Wedel, en Peder Anker, en Jacob Aall, en John Collett, en Stiftamtmand Thygeson, en Rosenkrantz o. Fl. skyede intet noksaa stort Offer for at hindre lidende Landsmænds Nød og hævde gamle Norges Ære og Uafhængighed. Deres Exempel fulgtes af Folk af alle Stænder. Kjøbmanden aabnede med gavmild Haand sine Søboder og Kjeldere, Presten og Bonden sine Stafbure, ja man har Exempler paa, at selv fattige Pensionister tilbøde en Del af deres knappe Underholdning. Landets Kvinder, selv de fornemste, toge frem deres Beholdninger og plukkede Chapi til de saarede Krigere. Det ædle Danske Folk glemte ei heller deres Brødre i Nødens Stund. Rige Gaver sendtes fra Dannemænd af alle Stænder til at vederkvæge Norges kjempende og lidende Sønner. – (Aalls Erind. 142)

Fædrenelandsvennerne af 1808 „lagde kraftige Handlinger ved Siden af stærke Ord,“ „Historiens Muse“ siger den for Fødelandet begeistrede og høitbegavede Enevold Falsen i sin berømte Budstikke, skal antegne: Aar efter Guds Byrd 1808 æskedes Norge til Strid af Storbrittanien i Forening med Sverige og det betvang sine Fiender ved egen Kraft. Det gik i Kampen for Ære og Frihed og hævdede den.“

1. Afgik som Capt. 1818, † i Skieberg 182*.
2. Født 1776, afgik 1818, † 1842 $\scriptstyle {\frac {16}{9}}$.
3. Christian August anbefaler i sin Rapport til Kongen af 10 Dec. Lieut. Myhre „som ved klog Conduite bidrog meget til Affairen ved Prestebakkes heldige Udfald.“
4. Lars Qvisling afgik som Lieut. med Titel af Krigsraad, var en Tid Undertoldbetjent i Fredrikstad, † 1857. R. af D.
5. Paul Birch lever endnu og tog 1860 Afsked som Generalmajor, R. af D. Command. af S. O. og Generalkrigscommissair. I sin Rapport af 10 Dec. yttrer Chr. August, „Blandt dem, som paa ny have udmærket og saaledes hertil, ɔ: Hederstegn, haver gjort sig fortrinlig værdige, maa jeg nævne Lieut. Birch af Søndenfjeldske Reg.“ Foruden ham nævnes Capt. Butenschøn, Lieut. Hegge, Rustad o. Fl.
6. Efter Prindsens Rapport til Kongen af 15 Juni. N. Saml. 2, 187.
7. At de norske Jægere kunne skyde sikkert, viste den norske Jæger, som fra et Hus paa den norske Side af Svinesund skjød den haabefulde Overadjutant Axel Oxenstjerna, der stod paa den svenske Side. (Armfelts Brev 2 Juli, Aalls Erind. Bil. 33).
8. Den ovennævnte Vaabenstilstand bliver skarpt dadlet af Ræder i hans ofte anførte Verk. Han yttrer bl. A.: „Spørck kom ganske uventet til de svenskes Frelse. Et saa forunderligt og usædvanligt ja exempelløst Tilbud efter en Seier greb den kloge Adlersparre med stor Begjerlighed, da han ikkun derved saa den eneste Mulighed til at redde sit Corps og beholde sin Position og at den for øvrigt dygtige Spørck var mere Soldat end Diplomat, sees af Vaabenstilstandens Vilkaar.“ Anken i sin Helhed er af sagkyndige Nordmænd, som selv deltoge i Kampen, bleven erklæret for overdreven. „Intet Angreb paa Berbystillingen var muligt for de Norske, som dels vare svækkede og udmattede ved den varme Affaire ved Prestebnkke og desuden ubekjendte med de svenskes Styrke paa Berby.“ Adlersparres Stilling var langt fra farlig. Tvertimod var den saa stærk, at en dygtig svensk Officier siden erklærede, at han kun havde ønsket, at de Norske havde vovet et Angreb. Hvad ved denne Affaire især ærgrede de Svenske var, at de lode sig ved Magnussens Demonstration mod Berby hindre i at ile Knorring tilhjelp. Ingen Daddel lød fra Samtiden over de Norske ved denne Anledning, Prinds Christian erklærer: „Jeg tør paastaae, at denne Expedition har faae, som kan sættes i Lige med samme – i Henseende til Dristighed, Udførelse, udmærket Bravour og Conduite. Alle Officierer have vist sig som Mænd af mandigt Mod og Ære. Men for Alle have Capt. Arild Hvitfeldt, Lieut. Spørck og Magnussen udmærket sig ved det Overlæg og den Raskhed, med hvilken de have dirigeret det Hele.“ N. S. II, 188. Adlersparres Rapporter af 10 Juni og Armfelts Breve (Aalls Erind. Bilag 24–32). Ræders Anke over Spørck er derimod ei ugrundet, thi ved hans Forsømmelse blev ingen Bestemmelse indtaget om Tiden, naar den af Svenskerne kunde opsiges. Disse antoge sig derfor berettigede til uden Varsel at begynde Fiendtlighederne.
9. Født 1769, † paa Eskevig ved Fredrikshald 1845, R. af D.
10. † som Commandant i Fredrikstad og Generalmajor 1849.
11. Født 1765, Off. 1801, afgik 1818 † 1838.
12. I denne Affaire var det, at den med Hensyn „til Naturanlæg, Dannelse og Character udmærket hederlige og haabefulde unge Overadjutant Grev Axel Oxenstjerna faldt for en norsk Jægers sikkre Rifle.“ Hans Død blev meget beklaget af de Svenske.
13. Denne Affaire er ligesom Prindsens Bivouaque ved Trygstad Kirke stukket i Kobber i Kbhvn. 1808.
14. Om disse Forhandlinger see Aalls Erind. Cap. 13, N. S. I, 316, 319. II, 208, 245, 254. Armfelt, der ofte havde tilladt sig de bittreste Yttringer over Medlemmerne af det svenske Krigscollegium og den Sendrægtighed og Skjødesløshed, hvormed Udrustningen og Forsyningen gik for sig, fik Afsked i Unaade og overgav 16 August Commandostaven til den udygtige Cederström. Om denne yttrer Christian August til Kong Fredrik 29 Septbr. „Deres General Cederström er almindeligt hadet, fordi han ved hans Pedantisme og Haardhed plager saavel Soldaten som Almuen.“
15. De Svenskes Stilling i Norge var visselig ei misundelsesværdig. Armfelt selv klager: „Allerede 20 April vare Isene saa svage, at man ei kunde gjøre Regning paa dem og baade Vinter og Sommerveiene ufremkommelige, altsaa alle Transporter umulige og Landet fournerer Intet. Ved Generalintendant Billbergs store Talent og utrættelige Iver sattes vi istand til at begynde Anfaldet den 13de, men slet ikke før, saameget mindre som Flintestene, Bly til Kugler, Kugleformer og Krudt stykkevis ved Courerer maatte samles, for ei at tale om Geværerne, der, før man endelig fik Tid til at reparere dem, snarere var farlige for Soldaten, der skulde bruge dem, end for Fienden.“
16. Den bekjendte svenske General Vegesack siger, at Krigen i alle Henseender førtes „skickligare fra Fiendens end vor“ (ɔ: svensk Side), men Nordmændene kjæmpede ogsaa for Arne og Frihed. Under Bivouaquen ved Trygstad Kirke var han saaledes en Aften gaaet ud paa Kirkegaarden blandt de sovende Soldater. Han svøbte sig da i sin Kappe og lagde sig paa den frosne snebedækte Jord. Hvor forbausede og glade bleve ei Soldaterne, da de vaagnede og fandt deres Anfører delende deres haarde og kolde Natteleie! Denne Scene blev aftegnet og prydede siden mangen norsk Væg tilligemed et lille Portrait af Prindsen.
17. Axel Mörner, der som Krigsfange opholdt sig i Nils Aalls gjestfrie Hus paa Ulefos ved Skien, omtalte 30 Aar senere med Erkjendtlighed og Glæde den venlige Behandling, som blev ham til Del i Norge, spurgte mig om sine Venner og tilføiede, at det var de lykkeligste Dage, han havde levet, da han var Krigsfange i Norge.