Lappiske Eventyr og Folkesagn/Forord
For at faa Lapperne til at fortælle Eventyr eller Sagn om længst forsvundne Tider, maa man ikke blot være deres Sprog fuldkommen mægtig; thi selv om Lappen tilsyneladende kan tale nok saa godt Norsk, faar Fortællingen dog først Liv, naar den strømmer fra Læben paa hans eget Modersmaal, — men man maa ogsaa under et længere Ophold iblandt dem i særlig Grad have vundet deres Fortrolighed. Har man saa langt om længe i et eller andet gunstigt Tilfælde faaet Nogen til at fortælle, udkræves der fremdeles en høi Grad af Taalmodighed, idet man nøiagtigt skal optegne paa Lappisk det Fortalte, for senere at kunne gjengive det paa et andet Sprog. Under den nødvendige langsomme Fortælling kommer Lappen idelig ud af Koncepterne eller slipper Fortællingens Traad og paastaar: „De at nogai!“ — „Nu er det forbi!“ — Man maa da minde ham om Gangen og sætte ham paa Glid igjen. Men som en utæmmet Ren tager han atter Fart og fortæller saa hurtigt, at man umuligt kan følge med, men maa standse ham og minde ham om, at man ikke kan skrire saa hurtigt, som man kan fortælle. Paa denne Maade lykkes det undertiden at faa et Eventyr nogenlunde fuldstændigt nedskrevet, men ofte vil man, halvveis i en Fortælling, fortvivlet kaste Pennen og opgive Forsøget. Paa Grund af disse Vanskeligheder er det derfor Tilfældet, at man kun hos faa af de Forfattere, der have opholdt sig iblandt Lapperne og skrevet om dem, finder Sagn eller Eventyr optegnede. Nogle enkelte findes hos Högström, Fellman, Sjögren og i L. Læstadius’s Manuskript. Men ingen særskilt Samling af saadanne er hidtil udkommen. De, som jeg her vover at udgive, og som jeg for største Delen selv har nedskrevet efter Folkets egen Fortælling, maa heller ikke betragtes anderledes, end som en ubetydelig Del af, hvad der engang har levet paa Folkets Læber, og de gjør derfor heller ikke Fordring paa at ansees for Andet, end et høist ubetydeligt Bidrag til den Litteratur, som nu tæller mange fortrinlige Værker fra forskjellige Nationer.
Det er især Fjeldlapperne, der endnu kunne fortælle Eventyr. Idetmindste gjorde jeg denne Erfaring under mit første Ophold i Finmarken i 1850. En religiøs Vækkelse, som netop da begyndte at gribe om sig, bragte imidlertid dengang al Eventyrfortællen til pludselig at forstumme som letsindigt Tidsfordriv og ugudelig Tale. Det gik med Eventyrfortællernes Hukommelse, som med en urgammel Mosemark, der afsvides og lægges gold og øde. Overalt, hvor Vækkelsens tildels urene Ild naaede hen, udslettede den af Erindringen de gamle Folkesagn. Man vovede ikke at fortælle dem længer, — og de glemtes. Men talrige maa de vistnok engang have været, som rimeligt er iblandt et Folk, som ingen anden Historie har end disse Sagn. De fortaltes fra Slægt til Slægt i de lange, lyse Sommernætter ved Stokilden i Skoven eller i de mørke Vinteraftener ved Arnestedet, naar Teltet var slaaet op paa Høifjeldviddens øde Snemarker. Lad os engang kaste et Blik indom Døren i et Fjeldlappetelt en Vinteraften! Henne i „Boasshjo“ eller den bagerste Afdeling af Teltet, lige bag Arnestedet, sidder en gammel Bedstemoder, rynket og brun i Ansigtet som en Indianerinde, stirrende med sine røde, rindende Øine ind i Ilden. I Munden har hun en Pibe, hvis korte Mundstykke aldeles forsvinder indenfor de tynde, indfaldne Lææeber. Med alvorlig Tone fortæller hun om, hvad der tildrog sig i gamle Dage. Omkring hende sidde paa Huk, med korslagte Ben nogle Børn, der med spændt Opmærksomhed lytte til Fortællingen, medens Søn og Sønnekone sidde henne i „Loaiddo“ eller Afdelingen ved Siden af Arnen og arbeide, den Første paa en Ske af Renhorn, den Anden paa et Komagbaand, der væves ved Hjælp af en høist primitiv Indretning, som i fordums Tid ogsaa brugtes af norske Kvinder.
Pludselig kan Stilheden blive afbrudt derved, at et Par Hunde, som have ligget skjulte hist, eller her i et eller andet Smuthul, med Et fare op og styrte gjøende ud igjennem Teltdøren. Noget maa være paa Færde. Maaske kommer en af Tjenestefolkene, der om Natten skulde holde Vagt ved Renhjorden, ilende hjem med det Raab, der er det forfserdeligste af Alt i en Fjeldlaps Øre: „Gumpe læ botsuin!“ — „Ulven er blandt Rensdyrene!“ — Alle, som kunne føre Ski paa Benene, fare da op og ile afsted for at redde, hvad reddes kan. Maaske er det en Reisende. For ham er Hundeglam i Begelen en kjærkommen Lyd; thi han er da sikker paa, at et Fjeldlappetelt ikke er langt borte. Saa trangt dette end er, giver det dog altid Ly for Kulden og den bidende Snø, som farer hen over Høifjeldets Sneørken. Man bliver strax indrømmet den bedste Plads ved Fjeldlappens gjæstfri Arne, og uanmodet kommer ofte en af Kvindekjønnet hen til den Reisende, trækker af ham Komagerne og forsyner dem med nyt, tørt og blødt Græs. Mad kan man ogsaa faa, kraftig Boullion og Renkjød. — Maaske er det blind Alarm. Husbonden, som er gaaet ud efter Hundene, kan Intet opdage. En eller anden Luftning, Veiret af et eller andet mindre Dyr maa have stukket Hundene i Næsen. Der er Fred og ingen Fare. Husbonden kommer ind igjen og med ham Hundene. Den ene af disse lister sig til at tage den andens Plads og lægger sig tilfreds, smaaknurrende, atter i Ring. Hver tager igjen fat paa Sit, og gamle Bedstemor paa sin Fortælling, der ofte er lige saa lang, som de lange, mørke Vinteraftener.
Blandt de Eventyr, som endnu fortælles, er der en hel Del, som sandsynligvis ere uægte, det vil sige, ikke af Lappisk Oprindelse, men laante af Finner, Svensker eller Nordmænd. De handle om Konger, Prinser, Prinsesser, Dronninger og Kongsgaarde. Disse ere de talrigste. De tilsyneladende ægte lappiske Eventyr ere af 3 Slags.
Nogle handle om Dyreverdenen. I disse fremhæves i Fortællingens Løb de forskjellige Dyrs fornemste Eiendommeligheder, paa samme Tid som man faar Forklaring over enkelte Særegenheder ved Dyrenes Skabning og Farve. Rimeligvis ere disse meget gamle.
Andre dreie sig om mythiske Vaesener eller indeholde Levninger af Lappernes gamle Gudelære, traditionelt opbevaret i Eventyrform.
Atter andre grunde sig lige saa tydeligt paa historiske Tildragelser og kaste et dunkelt Lys tilbage over en fjern Fortid, hvori „dette engang maaske talrige, om end mægtige, men dog altid fredelskende Folk“ har stødt sammen med andre mægtigere, bedre bevæbnede og mere krigerske Nationer, som Tschuder, Kareler, Russer og Skandinaver. Kun sjelden har disse Sammentræf været fredelige; som oftest have de været fiendtlige, og kun ved List har den Svage kunnet undgaa Ødelæggelsen af Overmagten.
Flare af de her meddelte Eventyr kunde vistnok uden Skade have været adskilligt beskaarne eller forkortede, men jeg har foretrukket at meddele dem aldeles saaledes, som de ere nedskrevne efter Folkets egen Fortælling. Ethvert Redaktionsforsøg vil altid give et mere eller mindre falskt Begreb om Folkets egen Fortælliagsmaade og Fremstillingsevne.
Derimod burde Eventyrene have været ledsagede af en gjennemgaaende Henvisning til Fortællinger af beslægtet Indhold i andre Samlinger. Men den Fritid, som har været mig levnet fra andre Arbeider, hvilke det ifølge Embedsstilling er min Pligt at beskjæftige mig med, f. Ex. for Tiden en lappisk Salmebog og en omarbeidet Overæettelse af det Ny Testamente, har været saa knap, at det ikke har været mig muligt at præstere nogen saadan Sammenligning.