Lappiske Eventyr og Folkesagn/Goveiter-Pige

Alb. Cammermeyers Forlag (s. 39-41).
14. Goveiter-Pige.
(Fra Næsseby.)

Der var engang en Mand, som bavde en Søn, og Sønnen havde sit Natteleie for sig selv i en Stue, hvor ingen Andre laa. En Nat, som Gutten laa i Halvsøvne, kom der to Goveiter-Piger ind til ham. De vare iførte hvide Vadmelskufter og havde skarlagenrøde Huer paa Hovedet, smukke Haarbaand omkring „lagjo“ eller Huepullen og brogede Tørklæder med Fryndser baade om Halsen og paa Skuldrene. Men, skjønt de vare klædte som Lappepiger, saa Gutten dog alligevel snart, at det ikke kunde være rigtige Folk, men at det var Groveiter-Piger. Den ene af dem nærmede sig mere og mere henimod Sengen.

„Gaa ikke saa nær, Sødskendebarn,“ sagde den anden, „det kunde gaa dig ilde!“

Men den første gik alligevel endnu nærmere hen til Sengen. Da hun var nær nok, greb Gutten hende over Haandledet og holdt hende fast, medens han med den anden Haand stak hende tilblods med en Knappenaal. Hendes Veninde sprang paa Dør og forsvandt, men hun, som var stukken tilblods, kunde ingen Vei komme.

„Se her, hvad du har gjort!“ sagde hun til Gutten og viste paa Haanden, hvoraf der dryppede Blod.

„Aa, det har ingen Nød!“ mente Gutten og forsøgte at stille hende tilfreds, saa godt han kunde.


Næste Morgen gik han til sine Forældre og fortalte dem, at han havde fanget en Goveiter-Pige, og at hun var henne i Stuen hans. Moderen lavede Mad istand og gav ham med til Pigen. Selv gik hun bagefter og kigede ind imellem en Sprække i Døren for at se, hvorledes hun saa ud. Derpaa gik ogsaa hun ind, hilste paa Goveiter-Pigen og kyssede hende. Saa tog hun et stort Slør og tildækkede Pigens Ansigt, for at Folk ikke skulde se paa hende, førend hun havde været hos Præsten og var bleven viet til Gutten.

Dagen efter gik de til Præsten. „Hvem er den Pige, du vil gifte dig med?“ spurgte Præsten. „Det er en Goveiter-Pige!“ svarede Gutten. „Goveiter-Pige!“ sagde Præsten, „hvorledes fik du fat i hende?“ Gutten fortalte, hvorledes det var gaaet til. Saa døbte Præsten hende og gav hende Navn, men fraraadede Gutten at ægte hende: „Tag beller en anden Pige af rigtige Folk!“ sagde Præsten, „og overlad denne til os!“ Han saa, at hun havde et kostbart Sølvbælte om Livet og var vakker. Men „nei,“ mente Gutten, „jeg bytter hende ikke bort, om jeg saa fik selve Præstedatteren!“ „Naa,“ sagde Præsten, „naar du endelig vil gifte dig med hende, saa faar jeg i Guds Navn vie Jer da!“ Saa brudeviede ban dem og gav dem Sakramentet.

Gutten begyndte nu at raadslaa med Konen om, hvor de skulde bosætte sig, og hvorledes de skulde ernære sig.

„Det har ingen Nød med os,“ sagde Konen, „du har rig Svigerfader og rige Svogre!“ Om Natten bragte Goveiter-Pigens Brødre Bjælker og Bord og byggede op en stor, vakker Stue med Vinduer og Alting. Siden bragte de Gjeder, Sauer og Kjør.

„Du maa aldrig nogensinde,“ sagde Konen, „bande Kreaturene eller skjænde paa dem eller slaa dem. Gjør du det, saa forsvinde de. Heller ikke trænge vi at slide og slæbe for Kreaturene vore. Skyldfolket dit S0rger nok for dem!“

Buskapen trivedes, blev talrigere og talrigere, og Alt gik godt. Saa fik de ogsaa Børn og levede lykkeligt og længe, og aldrig manglede nogen Ting.