Lappiske Eventyr og Folkesagn/Kadnihak
(Fra sv. Lapmark. Efter L. Læstadius.)
Kadnihak ere et Slags underjordiske Væsener, som undertiden vise sig for Folk, — i røde Klæder, med langt Haar, der naar lige til Midjen og ligner grønt Lin. De have, ligesom Lapperne, Rensdyr og Huude
m. m. Baade Sproget, Sangen og Klædedragten er Lappisk. Man har endogsaa lært sig enkelte af deres Sange, som kaldes Kadniha-vuolle.
For omtrent 70—80 Aar siden hændte det, at en hel Del Fjeldlapper havde opslaaet sine Telte ikke langt fra Kvikjok i Luleå Lapmark. Det var paa den Tid, da der holdtes Thing og Marked i Jokmok. Da nu alle ældre Personer vare dragne afsted til Markedspladsen, slog den tilbageværende Ungdom sig løs med al Slags Leg og Kommers paa en liden Indsø i Nærheden af Teltpladsen. En gammel Lappekvinde, som var bleven tilbage, og som vidste om, at Kadnihak eller Indvaanerne i Bjerget ligeoverfor Teltpladsen ikke taalte saadant Uvæsen, advarede Ungdoramen, men forgjæves. Nu blev det Aften, og Alle gik til Hvile. Men neppe var der bleven tyst i Lappernes Telte, førend Kadnihak begyndte at gjøre Allarm. Skrammel af Bjælder, Raab af Folk, Hundeglam og Gny af Renhjorder, som satte sig i Bevægelse, hørtes i Nærheden. Det lignede aldeles et stort Flyttetog af Lapper med sine Rensdyrhjorder. Lappernes egne Hunde rusede ud af Teltene og begyndte at tude, hyle og gjø. Forskrækkelse og Forfærdelse greb Alle i Teltene. Den gamle Lappekvinde reiste sig da op af Sengen og tittede ud igjennem Teltdøren. Der fik hun se den underjordiske Horden komme farende ret imod Teltene. Der var ingen Tid at spilde. Hun svøbte sig strax ind i en Skindfæld og gik saa den underjordiske Horde imøde og begyndte at dagtinge med dem. Hun lovede Bod og Bedring paa den støiende Ungdoms Vegne. Med stor Møie fik hun tilslut bevæget Kadnihak til at vende om og afvendte saaledes Faren for at blive nedtrampet. Men tyst blev det fra den Dag, og Ungdommen holdt sig rolig, saalænge de holdt til der paa Stedet.