Lidt om Fjeldbondens Liv
At Slægtninger, der bor adskilte, gjærne vil høre fra hinanden, hvorledes det staar til, er baade naturligt og meget vakkert. Det vilde da se altfor daarlig ud med Slægtskabet dersom man ikke vilde bry sig saapas om hverandre. Men nu er alle Norske en saadan stor Slægt, som nedstammer fra samme Fædre og Mødre, er Kjød af deres Kjød og Ben af deres Ben; de har følgelig saameget Dyrebart tilfælles, at det skulde være rart, om ikke deres Hjerter slog varmt for hverandre. Det norske Folk siger jo ogsaa selv, at „Blodet er tykkere end Vandet;“ og derved giver det tilkjende, at det ikke har glemt sit eget Folk, sin egen Slægt. Det er derfor ogsaa mit Haab, naar jeg nu agter at skrive Lidt om Fjældbonden, at Mange nede i Dalene og ude ved Sjøkanten vil læse det som en Underretning om, hvorledes deres Brødre og Søstre oppe i Fjældegnene har det. Og selv for den, der muligens ikke bryr sig stort om Andre end sig selv eller idethøjeste sin egen Grænd eller Bygd, kunde nogle saadanne Ord have sin Nytte.
Ordet „Bonde“ kjender nu alle til, da det allerede er bleven gammelt i vore Øren; – hvad det betyder, tør derimod for Mange være ubekjendt. Ordet kommer af „at bo,“ hvilket er det Samme som at have fast Bopæl, saa at man Aar ud og Aar ind opholder sig paa samme Sted. Vi ved jo, at der gives Mange, som ikke har det paa den Vis; Finnerne for Eksempel flytte bestandig snart hid, saart did, uden at have noget egentligt Hjem, hvorfor de ogsaa, naar man spør dem, hvor de er fra, ikke kan give andet Svar end „fraa Fjellom.“ Og saa omtrent var det ogsaa med de gamle Patriarker (Abraham og Flere), som vi læser om i Bibelen; de havde heller ikke nogen faste Bopæle, men flyttede fra et Sted til et andet, eftersom det kunde falde sig med Bejten eller Græsgangene for deres Buskaper (eller Hjorde). Det er saadanne Folk, man undertiden kalder Nomader eller Hyrdefolk. De Folk derimod, som har Gaard og Grund og derfor ikke kan føre et saadant omflakkende Liv eller snart opholde sig etsteds, snart pakke sine Sager sammen og drage et andetsteds hen, dem kalder vi Bondefolk, hvilket altsaa er det samme, som om man sagde boende (buandes) Folk. Fjældbonde bliver da det samme som Fjældboer, eller En som bor i Fjældene.
At Kvægavl er den fornemste Næringsvej for Fjældbonden, det følger af sig selv; ti Vejrets Haardhed og Jordbundens Beskaffenhed lægger slemme Hindringer ivejen for Agerbrug; og den Fortjeneste, man et og andet Sted kan have af et Bergværk, kan kun for dem, som har fast Arbeide ved samme, kaldes en Levevej, om der endogsaa for mange Andre kan være mangen vakker Skilling at tjene, som man snart vilde savne, dersom Værkerne var borte. Men er Kvægavl Fjældbondens fornemste Næringsvej, saa har han ogsaa rig Anledning til at drive den; ti de ypperlige Fjældbejter, som ved at benyttes rigtig kunde bringe de ellers saa ufrugtbare Egne til at flyde af Mælk og Honning, de kan nok sætte ham istand til baade at have Smør og Ost nok selv paa sit Bord og at vende saapas deraf i Penge, at han for disse kan kjøbe den Grønskab, han behøver. Naar han alligevel stundom misunder Kornbonden hans gule Agre, da beviser ikke det just, at Gud har været sparsom med sine Gaver til ham, men megetmer, at han er smittet af samme Syge som Menneskene ialmindelighed; ti han lægger herved for Dagen, at ogsaa han har bedre for at se Andres Fordele end sine egne. Imidlertid er det vistnok saa, at Fjældbondens Levevei i mange Maader er besværligere og ofte forbunden med flere Farer end deres, som magelig pløjer sine Agre og træsker sine Kornbaand; og har han alligevel Mod og Kraft og Udholdenhed til at kjæmpe med disse Vanskeligheder uden at klage, da er dette allerede meget at rose.
Jeg har alt sagt, at Kvægavl er det, en fornuftig Fjældbonde hovedsagelig lægger sig efter, og at han dertil har den bedste Anledning i sine græsrige Fjældmyrer. Disse benytter han dels som Slaatteland, dels som Havnegange. Hans Hjemjorde er oftest utilstrækkeligt til at skaffe Vinterføde for hans hele Buskap; derfor maa han i Aannetiden („Vinnen“) anvende omtrent sin halve Arbejdsstyrke paa at samle Foder i disse Fjældsletter. Aannen er hans kostbareste Tid; den, som da sover, maa svælte om Vinteren; men anvender man da alle sine Kræfter for at skaffe Mad til Koens Baas, da vil hun betale det ved at skaffe Mad paa Mandens Bord. Dette har man indset; og derfor maa da Store og Smaa drage afgaarde med dragne Sværd for at levere et Slag, hvis Sejer er vis, og for efter endt Kamp at skjænke Fjøsets Dronning det vundne Bytte. Nu er nok denne Tid den mest slæbsomme; og ingen Gang er man saa „griug“ om Morgenen og sejg paa Kvælden som da; men ligevel er Aannen en halv Høitid; Alt er da mere muntert end ellers; Arbeidet gaar som en halv Leg; og selv om Søndagene er man lidt mere pyntet og pen end ellers, naar man gaar til Kirken, eller bort i en Grandegaard. Rejsen til Fjældsletten betragtes ogsaa af Arbejdsfolkene mere som en Højtidsfærd end som en traurig Hverdagstur. Gutterne henter fram Hestene sine, pusser Faks og Krop, „nøkjer“ Skoene under deres Hove og reder ud Mejsegrejerne (Mejsdonen), medens Jenterne kommer tridsende med de renskurede Mælkebøtter og Brødlauper, hvori de til en tarvelig Marka-Husholdning fornødne Koge- og Spiseredskaber m. M. er opbevarede. Alt bindes eller snøres i Mejserne; Kløven lægges paa Hesteryggen; Gutterne lægger sine Ljaaer og River, som er sammenbundne med en Vidje, paa Akslen; Brejtauserne, med hver sin Rive under Armen, ordner sine Bindinger for at lade sine Fingre ret lystig gaa løs paa den. Naar saaledes Selskabet er færdigt til Afmars, trækker en af Gutterne frem sin Klarinet[1], blæser op en Brurmars, og Toget stryger afgaarde, idet Vidjemejserne gnigse og Ljaaerne skramle, drager saa langsomt frem henad Bakkene og bort gjennem Buskene, indtil det endelig forsvinder inde i Skogen, og Klarinetten kun sender enkelte glade Afskedstoner tilbage til Hjemmet.
Slaatfolkenes ny Hjem i Marken[2] kan være meget forskjelligt men er bestandig yderst simpelt. Undertiden bor man i et Sæterhus, naar nemlig Slaatten ligger i Nærheden af et saadant, undertiden i Slaatteboder, som til det Brug er opsat; men ofte hænder det ogsaa, at man holder til under bar Himmel, og da idethøjeste om Natten søger sig et Skjul i et Høhus (Laua) eller i en Bjergkløft (Bergskaarr). Kommer der saa stridt Regn eller endog Sneslud (Ovaabaar), da er man bogstavelig ilde ude; ti ikke engang den igjorte Ild[3] vil udrette stort, da det, man skal brænde, er baade vaadt og raat. Men i godt og opholds Vejr, naar der er Hus under hver Busk, da gaar det alletider godt. Om Morgen omtrent Klokken 4 er man i Arbejdet; sommegange spiser man en liden Bid først men somoftest Intet. Kl. 7 er der Frukost (Aabit), hvormed Aabits-Uften (Økten) er endt. Om en Time, altsaa omtrent 8, begynder den følgende Uft, som varer indtil Kl. 11 og benævnes efter det paafølgende Maaltid Duggurs Uft. Efter Dugguren (Dagverden) har man en Times Søvn. Kl. 1 begynder Nonsuften, dersom det er klart Vejr, med at underkaste det liggende Hø en stræng Prøve, om det er tørt eller ej. Ser det „luri“ ud i Skyen (d. e. ser det ud til, at Regnen kan lure sig frem), da finder man det ofte raadeligere at tage det halvtørt end at lade det ligge (dryge det) længere. Kl. 4 a 5 holdes „Non;“ og Kvældsuften varer til 8–9; – saa er Dagens Byrde og Hede baaret. – Om Maden er det ikke Meget at sige; kold Grød og tyk Mælk (Kallgraut og Kjukmjølk til Aabits – Vandsuppe Vassupe) og Sild til Duggurs – Mælk og Brød (Soll) til Nons – varm Grød og Mælk til Kvældsvors (Kvældsverds): det er det Almindelige i Marken; hjemme kan det derimod være lidt Afveksling med Madlagningen. Men Arbejdstidens Inddeling er omtrent den samme overalt; dog kan denne bero meget paa Vejret.
Da man ialmindelighed har nogle Havnegange i Nærheden af Hjemmet, hvorpaa man den første Del af Sommeren kan holde sine Kreature, saa sker Flytningen til Sæteren gjærne ikke førend i Begyndelsen af Aannetiden. Til denne Tid glæder de sig meget, de, som skal følge med til Sæteren og der stelle med Kreaturerne; og disse begynder ogsaa nogen Tid forud at tilkjendegive sin Længsel ved Raut og Brægen. Og ved saadanne Flytninger sker Føringen (Transporten) paa Hesteryggen, da det er meget sjelden, at Sætervejene er saapas istandsatte, at man kan bruge Vogn. Den omhyggelige Husmor vil nu heller forlade sine koslige Stuer hjemme og selv hygge og trygge sin Ko ved sin Nærværelse og stelle med sin Budrot, end hun vil overlade denne vigtige Del af sin Dont til en Tjenestepige; det er derfor nødvendigt, at hun tager sine Smaa med; og man ser hende da tit bærende sit Nyfødbarn paa sin Ryg og ledende et ældre ved sin Haand, medens et tredie, som endnu ej kan gaa, ligger fastbunden paa Hesteryggen ovenpaa Mejsekløven. Et saadant Følge reiser da hellerikke afgaarde uden Musik, om ikke med anden saa dog med Barnelaat og Bjældeklang og Kurauting og Sauernes Brægen.
De Gamle var nu lidt mere overtroiske, end man er ialmindelighed nuomstunder; og de gjorde sig derfor stor Flid med at opføre sig saa skikkelig og høflig mod Tusserne som mulig for ved disse Smaagubber skulde der være ligesaa meget Godt som Ondt, alt eftersom man omgikkes dem paa Folkevis eller ikke. For nu ligesaavel hos disse at bruge sømmelig Folkeskik som hos enhver anden Mand, hos hvem man ønsker at bo enstund, pligtede man aldrig at tage ind i en Sæterbolig uden at bede om at faa laant Hus en bestemt Tid. Forsømte man denne Høflighed, da kunde man jo have sligt at vente sig, mente de, at nogen Ulykke kunde komme over de bedste Mælkekjør, eller at de ikke vilde trives rigtig godt paa Sætervolden idetmindste. Nu var der da intet Trangsmaal til, at noget saadant skulde hende. Med den Tanke gik engang en bra Kone, som gjærne var Venner med Alle, forud for Flytningen for at bede om Hus. Hun traadde med Sømmelighed ind i Sæteren og bad saa vakkert om at faa Hus for sig og Børn og for sine Kreature en „seks-sjue Vukku.“ Til sin store Forskrækkelse fik hun det Svar: „Ja, saapas“. Mer uhøfligt, end hun traadde ind, vendte hun tilbage. Sin Mand, som anførte Flytnings-Toget, mødte hun straks udenfor og fik knapt op Maalet saavidt, at hun kunde fortælle det Passerede. Først efterat være kommen til Kundskab om, at hendes Jætergut havde sprunget iforvejen, skjult sig under Sætersengen og givet hende Svaret, slog hun sig til Ro. At Gutten maatte bøde for sin Brøde og dyrt love aldrig at fare med sligt Fanteri mere, det var ikke andet, end man kunde vente.
Paa Sæteren bor man til henimod Mikkelsmesse; naar da Hø og Korn er kommen under Tag, og Jorderne saaledes ryddiggjorte, faar Buskapen nyde godt af „Nylaagen“ („Haaen“ – „Avleen“), som paany er fremspiret af de frodige (frauuge) Hjemjorder, indtil Vinteren forjager denne sidste Rest af Kreaturenes Sommerglæde, bedækker Mark og Eng med sit hvide Lagen, og driver Ku og Sau og Lam ind i sit halvmørke Fængsel, Fjøset. Det er alt Vinter; Kulden bider En i Næsen, eller det stormende Snedriv pisker Væggene; Budejen forlanger Markehø og Mose til Fjøsets Beboere, og man maa til Fjælds; der er ingen anden Raad for det. Vejene kan være kortere eller længere, undertiden indtil 3 Mil; men saa lange er de snart, at Uvejr kan skaffe Folk fulde Hænder for at berge sig. Man faar forfrosne Fingre og Tæer og staar ofte i Fare for at miste Livet (at dette er sked, har jeg flere Eksempler paa fra min Hjembygd[4]); dog frelser dygtige Heste og gode Klæder her Mangens Liv, hvorfor man ogsaa har det Mundheld: Hjælp Hesten i Bakken, saa hjælper han dig i Ofsen (d. e. Faren). En velforsynt Kjører er ialmindelighed foruden dagligdags Klæder iført en Sidtrøje med Forskind (Fangskind), Renskinds- eller Sauskindspels, Hue af Hundeskind, samt Snesokker (Snehoser) og Hansker. Sommesteds bruges lange Hoser af Rensskind, der rækker fra Ankelleden til øverst op paa Laarene, tilligemed Rensdyrsko (Finsko). Men da er man sagtens ogsaa velhjulpen mod Kulden, hvis det ellers er mulig at komme vel fram og tilbage.
Med at kjøre Hø og Mose paa Gaarden eller med den saakaldte „Hemkjøring“ er man gjærne færdig til Nyaar; og naar man saa siden gjør sig Flid i de Bygder, hvor man kan fortjene dygtig ved at kjøre Malm, som Tilfældet er ved Røraas Værk, da kan det endda gaa an; værre er det derimod der, hvor man ikke har Anledning til nogen saadan gunstigere Fortjeneste. Den sidste Halvdel af Vinteren rangler man da i Færdesvejen, hvilket ikke kan have stort andet til Hensigt end at skaffe Kjørekreaturene Noget at gjøre; for man ved jo nok, at Betalingen for saadanne Lejelas ikke udgjør stort mer, end Kjørerne godt kan raade med som Drikkepenge under Rejsen, om de ikke er desmere sparsomme. Man ser derfor ogsaa, at Velstanden er størst i de Bygder og Huse, hvor man først søger for, at Koen faar saameget Mad som muligt, og dernæst kun har saamange Heste eller Okser, som netop behøves for at kjøre det Fornødne paa Gaarden, og forresten ikke bryr sig om at spørge, om Lasprisen er høj eller lav, naar man kun faar sit Smør og sin Ost betalt nogenlunde godt.
At Fjældbonden baade har Kraft og Vilje til at slaa sig frem i Verden, det kan ikke nægtes, endskjønt det ikke dermed er gjort. Han er baade handfast og fodsikker men endnu mere hændig (hændugg) og svindt og saa let paa Foden som en Katte. Endskjønt dette ialmindelighed kan siges til Ros for Fjældfolket fremfor mange Andre, saa er her dog som altid og allesteds Undtagelser. Forvendte Meninger om, hvad der er sømmeligt og anstændigt, lægger ogsaa undertiden sine Hindringer ivejen for en naturlig Ytring af en naturlig Kvikhed. Saaledes sagde nylig en gammel, magelig, stiv Mand til sin Søn, da han, for ikke at hæfte sig vort, lagde tilsprangs: „Aa spring inte Gut, men gaa som en Kar!“ Dette vidner da om, at der gives dem, som ikke synes, det er passende at føre sin Krop svindt og let, men anser det for noget ret Værdigt endog for den Unge at gaa langsomt som en Gubbe og stiv „som en Brur,“ eller som om man havde „nedslugt Jarstauren.“ Hos Smaagutter og Ungdommen, som endnu ikke har lært Verden at kjende, kan en rask Gang endda undskyldes, mener de, men for gifte Mænd passer det ikke, hvorfor man ogsaa efter sin Hædersdag baade i Ord og Fagter maa lægge en Værdighed for Dagen, som kan vise, at man nu ikke længer er Ungkar men Mand.
Enkelte, som dels ved sin Rigdom, dels og fornemmelig ved sit stive, myndige Udvortes har formaaet at vække Folks Agtelse for sig, er det man kalder aangnau (aagnugg ɔ: imponerende); en saadan betragtes gjærne som en liden Patriark i sin Grænd. Slige har det første og fornemste Ord i alle Fællessager; de siger for,[5] naar der skal flyttes til Sæters, og naar der skal flyttes hjem igjen o. s. v. Naar de pløjer, saar og skjærer sine Agre, saa gjør de Andre det efter; kort, de er hver sin Grænds lille Høvding og Hoved. Nu er det vistnok saa, at det tit er den Fornuftigste og Fermeste Grandlaget, man saaledes lader raade i Fællessager og forresten har som et Mønster for sig i sin Gaardsdrift; og da kan man jo ikke andet sige, end at en saadan Skik er baade vakker og nyttig. Er det nu derimod en Dumrian, man har skjænket denne Myndighed, enten fordi han er kommen af „bra Folk“ – hvorved man ofte mener rige Folk – eller fordi han ser lidt majestætisk ud, da er det jo ravende galt; om ikke for Andet, saa maa dette hindre Oplysningens Fremskridt; ti saalænge han blindt hen holder ved det Gamle – og det gjør han jo, naar han er uvidende – saalænge tillukker ogsaa de Andre Øjnene for forstandige Forandringer, som de havde godt af at anvende.
Som Følge heraf staar det ogsaa daarlig til med Oplysningen mangesteds. At komme frem i Verden er sandelig noget Vigtigt; og at stræve herefter, er meget at rose; men naar man saa kun vil slaa sig frem akkurat paa samme Maade og akkurat ved samme Midler, som Far og Bedstefar gjorde, da kan dette ikke andet end hindre al Fremgang. Og saa forvendte er, som sagt, endnu tildels Meningerne. Det Ry, om det er nok saa godt, ja ti Gange bedre end det Gamle, betragtes gjærne som Spøg[6] og Narrestreger, hvilket naturligvis Ingen, som er kommen af „bra Folk“ (rige Folk), maa befatte sig med uden at vanære Slægten. Og hvis Nogen skulde være saa letsindig at drive sin Gaard anderledes, end de hensovede Fædre gjorde det, da heder det straks blandt hans fornuftigere Slægt: „Jo, Gubben skulde ret have set op igjen nu, – – for det var Mand, som ikke vilde vide af Tøv og Fjas, det.“ – Dog maa man ogsaa her glæde sig over, at en opgaaende Dagrand begynder at kaste sit svage Skin paa Fjældets Sider og kalde dets Beboere til Liv og Virksomhed; kun gjælder det nu, at Lysten bliver vakt til at se og høre, hvorledes de Folk har det, som har arbejdet og endnu arbejder i Dagslyset, og til at lære af dem, – jeg mener blandt andet Lysten til nyttig Læsning.
Med det religiøse Liv staar det, Gud ske Lov, ganske anderledes til. Vistnok hersker der iblandt Ryggesløshed, saa at skulde man alene se derpaa, da var det ikke meget opløftende; men midt i denne Verdens støjende Larm høres ogsaa mangen vakker Stemme til Guds Pris. Unge og Gamle har lært at bøje Knæ i Jesu Navn for Naadens Trone og fundet, at Herren er nær hos alle dem, som kalder paa ham alvorligen, og at en Dag i Herrens Pauluner er bedre end ellers tusinde. Gudelige Bøger er derfor meget søgte og læste, og et godt Tegn er det upaatvivlelig, at Luthers Skrifter i den senere Tid har fundet mere venlig Modtagelse i mangt et Hus.
Gode Bøger af andet Indhold er sjeldne at finde. Almubogsamlinger er dog oprettet hist og her, men de fleste er rimeligvis for unge til at kunne have udrettet stort endnu dog er det ikke at tvivle paa, at de med Tiden vil have saare gavnlig Indflydelse paa Folkeoplysningen idethele. Husfliden staar forholdsvis paa en god Fod heroppe. Den Mand, som ikke selv kan forfærdige sine Gaardsredskaber, ansees for en Klods; og af saadanne gives der ganske faa. Foruden sine Dagsarbejder har ogsaa hver Person i Huset sit Kvældsarbejde. De samler sig da omkring den lysende Skorsten. Den Ene spikker paa en Ske, en Anden gjør Limer, en Tredie forfærdiger ny eller istandsætter sundkjørte Skjæker (Skakler), Slæder og andre Gaardsredskaber. Husmoderen og hendes Jenter sørger for, at Store og Smaa i Familjen baade Helg og Ørke, baade i Søndags- og Kvardags-Dragt kan bære hjemmegjort Ty fra Top til Taa. Af Handværkere gives her en hel Del. At enkelte af disse kunde blive mer end almindelig duelige, derom er ingen Tvivl; men Sagen er den, at Omsorgen for at tilvejebringe de første Fornødenheder for sig og Sine kun tillader dem at forfærdige saadanne Sager, som de øjeblikkelig kan finde Afsætning for; jeg kunde derfor godt finde mig i, hvad en vis Smed og Drejer sagde mig, idet han viste mig en Tollekniv, rigtig et vakkert Arbejde, han havde gjort „Je skull sakt gjærra mange Slag, søm va penar hell de der, naar je bærre hadde Tia; men de e ingen her, sem vil gji Naa før Sligt“. Hvad der kunde gjøres for, at saa udmærket dygtige Personer, hvoraf her virkelig findes Mange, kunde sættes istand til at dueliggjøre sig i sit Fag, det er isandhed et Spørsmaal, paa hvis Besvarelse Fjældbondens fremtidige Stilling i værentlig Grad beror.
Herved maa jeg stanse, idet jeg vil bemærke, at det kun er en Del af Fjældfolket i Norge jeg kjender, og altsaa her har haft for Øie.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Denne lader til mere og mere at blive aflagt.
- ↑ Marken bruges ialmindelighed i Modsætning til Hjemjorderne, om det ogsaa er egentlige Fjældsletter, man mener.
- ↑ En saadan Ild under aaben Himmel kalder man Stokeld.
- ↑ I 1812 er det endog bekjendt, at Folk paa Gudbrandsdalsfjældene frøs ihjel Jonsok- eller Sankthans-Natten.
- ↑ siger for (si’ før) d. e. bestemmer.
- ↑ Spøg betyder her i Egnen Spot.