Ludvig Holberg (Daae)/1
Vi leve i en Tid, da det bliver mere og mere almindeligt at reise Monumenter og at feire Jubelfeste. Hvert Øieblik mindes vi om, at nu er det hundrede, halvhundrede eller endog kun fem og tyve Aar, siden den eller den Institution blev til, saa og saa lang Tid er forløben, siden den eller hin Begivenhed fandt Sted, det er nu saa og saa længe, siden den eller den Mand betraadte Forfatterbanen, udnævntes til sit første Embede o. s. v. Ofte kan man ikke værge sig for den Tanke, at saadan Stads maaske gaar vel hyppigt paa, at der ofte gjøres mere Væsen baade af Begivenheder og Personer, end de egentlig fortjente, og at det nok kunde være et Spørgsmaal, om det, man festlig erindrer, netop er det, som havde størst Krav paa at blive det. Mangengang hænder det ogsaa, at der ligger Partiberegninger og Sidehensyn bag ved saadanne Tilstelninger, og at de, som drive paa at faa dem istand mere tænke paa sig selv og egne Interesser end paa den eller det, som forherliges gjennem Taler, Sang eller Kunstverker.
Men, dengang vi for kort Tid siden, den 3die December 1884, holdt en Fest i Anledning af, at to hundrede Aar vare forløbne siden Ludvig Holbergs Fødsel, da var der ingen, som ikke følte, at vi skyldte ham en Tak og Ære, som ingen af de Forfattere, der have skrevet i vort Modersmaal. Ingen har nemlig i den Grad som han baade udviklet vort Sprog og udvidet vort Folks Synskreds. Han gik foran og brød nye Baner i de forskjelligste Retninger, og hvad vi hos denne ene Mand finde forenede, vilde, selv om det havde været fordelt paa flere Mennesker, have været tilstrækkeligt til at sikre hver af dem et uforglemmeligt Navn.
Det er ogsaa vanskeligt nok hos noget fremmed Folk at finde en Forfatter, der indtager en saa enestaaende Plads i dets Udvikling, som Holberg indtager i vor. Men saa kommer hertil endnu en anden mærkelig ligesaa enestaaende Kjendsgjerning. Thi ikke et, men to Folk samles i den samme Hengivenhed, den samme Taknemlighedsfølelse ligeoverfor Holbergs Minde. Festen feiredes med de samme Følelser og med lige Føje i Danmark, som i Norge, i Kjøbenhavn og Sorø, som i Christiania og Bergen. Dette er et stærkt Vidnesbyrd om, at — for at laane et Udtryk fra Welhaven:
De tvende Nordens Folk, hvem samme Sprog
Og Seklers Samliv inderlig forbinder,
Vil holde fast, som i en Pagtens Bog
Hinandens store aandelige Minder.
Det er en baade mærkelig og glædelig Kjendsgjerning, som herved træder frem for os. Den lader os for det første se et stort og følgerigt Afsnit af vor Historie i klar Belysning. Og den giver os dernæst, hvergang vi tvinges til at huske paa, at vort Samfund ikke hører til de store, den uvurderlige Trøst, at Danske og Norske ikke alene ere nærbeslægtede af Naturen, men at de ogsaa staa paa den samme Kulturgrund og derfor, i en Grad, som neppe to andre Folk i Verden, formaa at støtte og paavirke hinandens Aandsliv.
Norge og Danmark have altsaa begge lige Lod og Del i Holbergs Arv. Dette kommer deraf, at han selv egentlig var hverken Nordmand eller Dansk, men var begge Dele i Forening. Den, som misforstaar dette, misforstaar Historien og forvexler hvad dansk og norsk har at betyde nu og hvad det havde at betyde i Holbergs egen Tid. Selv har han allermindst kunnet ane, at der nogensinde skulde kunne tvivles om hans Nationalitet. Han og hans hele Samtid ansaa nemlig Forbindelsen mellem Danmark og Norge for ligesaa uopløselig som vi anse Forbindelsen mellem Sjelland og Fyen, mellem Thrøndelagen og Oplandene. Den oplyste Del af begge Nationer var ogsaa i Virkeligheden saagodtsom et, og paa den kom det dengang an paa en ganske anden Maade end nu.
Det forstaar sig, at Holberg, der allerede i sit store komiske Heltedigt har mindet om, at han „er i Norge fød, er Paars’s Landsmand ei“, ikke sjelden lader sine Læsere mærke, at han er Nordmand. Han omtaler Norge i sine statistiske og historiske Skrifter med en ganske særegen Varme, og gaar temmelig vidt, naar det gjælder dets Ære. Men denne hans Vedhængen ved Fødelandet er vidt forskjellig fra de Følelser, hvormed en Nordmand i vort Aarhundrede omfatter Norge. Hos Holberg er nemlig hans norske Patriotisme endnu ikke stort andet, end en halvklar provinsiel Forkjærlighed for den Del af Datidens Helstat, hvorfra han selv var udgaaet. Det hele Fædreland var for ham de to dengang forenede „Tvillingriger“. „Disse Nationer have,“ siger Holberg selv i sin „Danmarks og Norges geistlige og verdslige Stat“, „siden den navnkundige Forening blev sluttet, været ansete for eet Folk.“ Og i hans Testament forekommer Udtrykket: „Mine Landsmænd, det er Danske og Norske“. Holbergs Personlighed er stærkt præget af hans norske Herkomst, og den Omstændighed, at han, skjønt han fuldstændig havde indlevet sig i de danske Forhold, dog var født udenfor dem, bidrog visselig betydelig til at give ham det frie og uhildede Blik, hvorved han udmærkede sig. Men paa den anden Side blev dog hans hele Gjerning kun mulig derved, at han tidlig forlod det Fødeland, hvor hans Geni dengang ikke kunde finde Udvikling eller Anvendelse, og tog Bolig i den daværende Helstats Hovedland. Hvorledes man anskuer Holberg og hans rige Virksomhed, vil man derfor altid komme tilbage til den Sandhed, at hans Storhed aldrig kan være Gjenstand for det ene eller det andet Folks Særeie, men at han tilhører deres uskiftelige, historiske Fællesbo.