Ludvig Holberg (Daae)/2
Ludvig Holberg er født i Bergen 1684. Man lagde i de Dage ingen videre Vegt paa Fødselsdage, og Holberg vidste selv ikke saa nøie, naar han var født, ja var ikke engang rigtig vis paa Aaret. Først i vor Tid har en endnu levende Mand, Provst J. F. Lampe, opdaget, at hans Fødselsdag var den 3die December. Det Hus, hvori han saa Dagens Lys, er forlængst forsvundet, men man kjender Beliggenheden, og Bergenserne har derfor opkaldt en aaben Plads eller „Almenning“ i Nærheden efter sit berømteste Byesbarn. Ved Tohundresaarsfesten blev ogsaa et prægtigt Monument over ham afsløret i hans Fødeby.
Hans Fader, Christian Nilsen Holberg, var en mærkelig Mand og kunde fortjene en Plads i Norges Historie, selv om han ikke havde havt en berømt Søn. Denne Mands Navn er nemlig knyttet til nogle af den nyere, norske Hærs første Heltebedrifter. Det var netop i det syttende Aarhundrede, at Nordmændene efter meget lange Tiders Forløb gjenvandt den krigerske Ære, der var begyndt at hendø allerede kort efter Middelalderens Borgerkrige og ganske var forsvunden i den nordiske Unions Dage, da de Danske roste sig af at kunne indtage Norge med to Skibe og tre hundrede Mand. I Syvaarskrigen og i Kalmarkrigen havde det staaet slet til, og flere Gange var det hændt, at Vestlandsbønderne, naar man forsøgte at jage dem i Marken, havde rømt sin Vei i Flok og Skare. Men saa kom Hannibalskrigen, Throndhjems Tilbageerobring, Haldens Forsvar og Gyldenløves Tog, idethele Udviklingen af en virkelig Hær, der snart skulde kjæmpe med Ære paa meget fjerne Kamppladse. Christian Nilsen var med i adskillige af disse Kampe, saaledes baade ved Throndhjem og ved Halden og var siden i særlig Gunst hos Statholder Gyldenløve. Han havde derhos seet sig om i fremmede Lande, gjennemvandret hele Italien og en Tid tjent baade de kjække Johanniterriddere paa Malta og den venetianske Republik, altsaa netop de to Magter, som paa den Tid søgte at holde de endnu mægtige Tyrker Stangen i Middelhavet. Her har han visselig trusset paa mere end en tapper Landsmand, thi det var ingen Sjeldenhed i de Dage, at Nordmænd (især kommende over Holland) toge Tjeneste i Venedig, og en iblandt dem, Curt Adelaer fra Brevig, fik siden et stort Ry for Bedrifter i Tyrkekrigen. Efterat være kommen hjem, drev Christian Nilsen det til Oberstlieutenant, ja han var en Tidlang endog Kommandant paa Bergenhus.
Om Christian Nilsens Familieforholde ved man egentlig Ingenting, uden at han sikkerlig har været en norsk Bondesøn, sandsynligvis fra Throndhjems Stift, hvor flere Gaarde af Navnet Holberg findes, og hvor han først optræder som Kriger. De Forsøg, der have været gjorte paa at udfinde hans Slægtskab, vil jeg ikke opholde mig ved, da intet af dem er mere end Gjetning. At han trods ringe og ubekjendt Herkomst drev det til en høj militær Stilling, var noget ganske usædvanligt, og beviser noksom, at han var mere end almindelig dygtig. Længe efter sin Død var han ogsaa almindelig omtalt og kjendt i hele Norge, og hans Søn siger selv (i den 128de Epistel): „Hvor jeg i mine Barneaar er kommen blandt Høje og Lave, blandt Officerer, Bønder og Almue, da have de enstemmigen raabt: Ak, er I Christian Nilsens Søn? og have derpaa begyndt at anføre adskillige Historier til Bevis saavel paa hans Tapperhed, som paa hans Dyd, Moderation og kristelige Hjertelag mod alle Mennesker.“ Han var saa anseet, at der endog fortaltes, at man havde hørt „en sagte Musik i Kirken“ den Nat, der fulgte paa hans Begravelse.
Oberstlieutenant Holberg var gift med Karen Lem, hvis Fader var Lektor i Theologien (et Embede, som ophævedes i det følgende Aarhundrede) i Bergen og tillige Sognepræst til det nærliggende Landkald Fane († 1663), og hvis Moder var en Datter af den bekjendte Biskop i Bergen Mag. Ludvig Munthe. De fik tolv Børn, af hvilke dog kun tre af hendes Kjøn bleve voxne. Den yngste i den hele Flok var den siden berømte Forfatter, som efter sin Oldefader, Biskoppen, fik Navnet Ludvig. Here vi Intet om hans Fædreneæt, saa kjende vi desto flere Slægtninger af ham paa Mødrenesiden, thi Biskop Ludvig Munthe var „Stamfader til en saa talrig Efterslægt, at han kan forsvare en Plads blandt Norges Patriarker“.[1] Der har foruden Holberg været mange betydelige Mænd blandt den Mands Efterkommere.
Christian Holberg døde i Marts 1686. Han efterlod sin Familie i nogenlunde gode Kaar, men snart omvexledes disse med Armod, thi i September s. A. rammedes Byen af en ødelæggende Ildebrand, ved hvilken Enken og Børnene mistede det meste af sin Eiendom, ja endog selv nær vare blevne indebrændte. Hvad de havde tilbage, var nogle Bondegaarde, bortbygslede til Leilændinger mod en yderst ringe Afgift. Men Karen Lem var en husholderisk Kone, og de ti Aar hun levede med sine Børn, forstod hun at bevare det lille Jordegods uformindsket.
Imidlertid voxede Ludvig Holberg op i Bergen. Her var en stor Del af Befolkningen, som bekjendt, dengang tydsk, og der gaves derfor ogsaa tydske Pugeskoler for Smaabørn. I en af dem blev Holberg anbragt allerede, „saasnart han begyndte at tale“, thi man „ræsonnerede saaledes: Lad ham kun brav øves i det Tydske, det Danske læres af sig selv.“ Siden kom han i Latinskolen. Her synes han allerede at være bleven optagen i 1692, altsaa endnu før Moderens Død; og vist er det, at han var Elev af Skolen i Slutningen af 1694, thi da sees af en gammel Protokol, at han og hans to Brødre var tilstede paa Bispegaarden, hvor der efter Tidens Skik uddeltes Klæder til Disciplene. De tre Holberger fik bedre Klæder, end de øvrige, hvilket udentvivl kom deraf, at de ansaaes for de fornemste.[2] Men Aaret efter døde Moderen. Ved Skiftet efter hende fik Ludvig en liden Arv af henimod 30 Rdl. i rede Penge og dertil lidt Jordegods til en Skyld af 7 Løber. Hans Formynder blev Morbroderen Peder Lem, en Borger i Bergen, og samtidig blev der tænkt paa en ny Bestemmelse for ham, nemlig at lade ham gaa den militære Vei. Officersbørn kunde i den Tid lettere end andre komme ind paa denne, og det var derfor almindeligt, at disse valgte Faderens Stand. Det var endog ikke sjeldent, at de i spæde Barneaar bleve indskrevne som Underofficerer og fik en liden Gage som saadanne, og hvor besynderligt saadant tager sig ud efter Nutidens Forestillinger, var det dog ikke saa underligt endda, at de nød denne Understøttelse, thi Officerslønningerne vare baade saare ringe og bleve kun uregelmæssigt betalte, saa at militære Embedsmænd ofte kun paa denne Maade blev i Stand til at sørge for sine Sønner. En af Holbergs ældre Brødre havde allerede forlængst, skjønt han gik i Latinskolen, nydt en saadan Korporalsløn, og nu skulde ogsaa Ludvig have en lignende fra det oplandske Regiment, ved hvilket han indskreves. Nu traf det sig saa, at der i Gudbrandsdalen levede en Præst Otto Munthe i Fron,[3] der var et Sødskendebarn af Holbergs Moder, og til denne Frænde besluttede nu Peder Lem at sende sin Myndling. Præsten skulde da faa Korporalsgagen imod at have Gutten i Huset. Han kom ogsaa did og nød Undervisning sammen med nogle unge Fættere af en uduelig Huslærer, men Opholdet blev ikke langvarigt, thi da Pengene fra Regimentet ikke bleve ordentlig betalte, lod Otto Munthe ham reise tilbage til Bergen. Da Holberg siden blev en berømt Mand, huskede man i Gudbrandsdalen paa, at han havde været der som Gut. Man ved endnu at paavise Tomten for en liden afbrændt Bygning, „Holbergsstuen“, hvor han skal have havt sit Værelse. Reisen frem og tilbage mellem Bergen og Fron er den længste, maaske eneste, som Holberg har foretaget i det Indre af sit Fødeland. Han havde paa mange Steder underveis Slægtninger af Munthefamilien at besøge og fortæller ogsaa selv lidt om et Besøg, han aflagde hos en af disse Frænder, Oberst Krogh paa Flahammer i Lyster.
Ved Hjemkomsten kom han atter ind i Latinskolen, og der blev siden aldrig mere Tale om den militære Stilling. Peder Lem tog ham til sig i sit Hus, og der havde han det uden Tvivl godt, thi Lem var et ypperligt Hoved og udentvivl en Mand af en for sin Stilling usædvanlig Dannelse. Man kan se, at han har holdt af denne Onkel. Engang traf det sig, at Ludvig, som var en pirrelig og meget ærekjær Gut, var bleven stødt paa en Slægtning af Lems Kone. Hans satiriske Natur brød frem i et poetisk Forsøg, et Smædedigt over Vedkommende. Madame Lem vilde have sin Mand til at tugte ham, men Onkelen tog Sagen paa en meget bedre Maade. Han valgte at skjænde paa Gutten, ikke formedelst Digtets Indhold, men over dets Form, idet han viste ham, at Versemaalet var urigtigt, og endte efter en Times Forhandlinger herom med at sige ham, at naar han næste Gang vilde gjøre Vers, fik han gjøre dem bedre.
Bergens Latinskole hørte dengang til de bedste og mest besøgte i Danmark og Norge. I den længste Tid af Holbergs Skolegang havde han til Rektor en ung lærd Mand Søren Lintrup, der siden fik et stort Navn baade ved Universitetet og i Kirken. Ungdommen i Skolen bestod for den største Del af Præstesønner fra Landet og fattigere Bybørn, thi det var ikke almindeligt, at Borgernes lode sine Sønner studere, da der var gode Tider for Handel og Søfart. Disciplene vare flinke i Idrætter, saasom Svømning, Skøiteløben o. s. v. og stundom ogsaa gode Spektakelmagere og Slagsbrødre, især var det en stor Fornøielse at slaas med Gesellerne paa Tydskebryggen eller Eleverne i Styrmandsskolen. Gadelivet har jo altid været meget kvikt og muntert i Bergen. Men i alt dette tog Holberg liden eller ingen Del. Han var aandsmoden over sine Aar, men allerede dengang lidt sygelig, saa ud som en Pige og holdt sig mest for sig selv. „Skjønt jeg,“ fortæller han selv. „af Aar var en Dreng, forekom jeg mine Kammerater at være en Olding, og der manglede ikke paa dem, som paa Grund af den med mine Aar lidet stemmende Afholdenhed fra alle Fornøielser og mit alvorlige Væsen jevnlig stiklede paa mig, og da jeg af Naturen var hidsig havde jeg saameget vanskeligere for at finde mig deri.“
Men holdt han sig end tilbage, havde han Øjnene med sig, hvor han kom. Mangfoldige Træk af hans Erindringer fra hine Skoleaar ere, det kan man trygt sige, gaaede over i hans Skrifter, og mange af de Personer, som han i sin Barndom har seet, ere endog med Navns Nævnelse forevigede i disse, som vi tildels siden skulle høre. Og endnu i hans ældre Dage stod Livet i hans Fødeby, som han i en hel Menneskealder ikke havde seet, saa klart og anskueligt for hans indre Øie, at han kunde nedskrive en ypperlig Skildring deraf. Vi ville meddele nogle Stykker af denne:
Saasom Bergens Indbyggere er en Samling af alle Slags Nationer, saa seer man dem meget udi Tale-Maader, Skik og Sæder at differere fra andre Norske; Og er der ingen Nation som de meere have udcopieret udi Sprog, Tarvelighed og Arbeydsomhed, end den Hollandske. Borger-Folk havde for 30. Aar siden deres egen Dragt, hvilken de bestandigen holdt ved lige, uden at rette sig efter fremmede Moder, saa at man paa Klæderne strax kunde kjende en Borger-Kone eller Dotter fra Folk af anden Stand; thi Magistrats Personer, Geistlige og Folk af Militaire Stand fuldte de almindelige Lande-Moder og alle de Forandringer, som de ere underkastede, saa at man derfore kunde ansee heele Ny-Kirke-Sogns Folk og det øvrige af Stranden i visse Maader, som en anden Nation, og Staden bestaaende af tvende Partier hvoraf det eene gjorde Commentarier og Gloser over det andets saa vel Klæde-Dragt og Sæder, som Tale-Maader. Saaledes blev i min Ungdom Borger-Folk af de andre Spott-viis kaldne Peter af det Hollandske Ord Petie eller Faster, efterdi de kaldte deres Faders Søstere og Morbrødre Peter og Ohmer. Borger-Folk forsømmede sig ikke paa deres Side ogsaa at gjøre Critiqver over de andre saa kaldne fornemme Folk, hvilke de ansaae som fattige og hoffærdige, og til Vederlag kaldte det Top-høner, efterdi de bare Sætte og Fantanger, som var en contrabande Klæde-Dragt Paa Stranden, hvor Borger-Koner, samt Piger og Døttre bare Huer eller rettere Hætter af en særdeles Facon, hartad gjorte som de Straa-Hætter Fruen-Timmeret brugte om Sommeren paa Landet. De samme kaldtes gemenligen Skur, og bestode af fiint Lærret. Mand-Folkenes Dragt var og heel simpel, saa at de fleeste Borgere faae ud som Skippere, bærende Kjoler uden Haand-Klapper.
Fruen-Timmeret af begge Partier var dog eenige udi en særdeles udvortes Modestie udi Mand-Folks Omgiengelse, hvilket gik saa vidt, at det holdtes uanstændigt for et Fruen-Timmer, som blev hilset af en Mands-Person paa Gaden, at hilse igjen; skiøndt saadant ikke altid er et Beviis paa en fuldkommen Kydskhed, thi Fruen-Timmeret er der ikke meer uovervindeligt end andensteds. Blandt de Epitheta, som gives til de Norske Stæder, er Bergen tillagt Løsagtighed. Men man kand derhos sige, at hvis Ord-Sproget er rigtigt, og denne Skrøbelighed er større udi Bergen, end udi de andre Norske Stæder, saa er det ikke at tilskrive Indbyggernes Naturel, men heller den store Sverm af fremmede Søefarende Folk, som der ideligen findes, hvilke naar de komme fra lange Reyser, meere jage efter Fruen-Timmer end andre, og kand ansees som forhungrede Mennesker, der paa engang forfalde til Graadighed. Hvis dette ikke var, er troligt, at man mindre udi Bergen vilde høre tale om dislige Sager, end udi nogen Stad i Norge; thi der er intet kraftigere Middel til at fordrive amaoreuse Passioner, end idelig Arbeyde og Forretninger, og intet Folk er meere arbeydsomme og duelige end Bergens Indbyggere, og det saa vel Mands som Qvindes Personer; thi man seer der Borger-Koner undertiden den heele Dag at staae i deres Kram-Boder, og der at gjøre samme Tieneste, som Krambod-Svenne paa andre Steeder. Ja adskillige af dem ere saadan drevne udi Handel, at de intet give de største Kiøbmœnd derudi noget efter. Mændene paa deres Side ere ogsaa ideligen occuperede, indtil at paatage sig Tieneres og Arbeids-Folks Skikkelse, saa at det er ikke rart at see fornemme Borgere selv at rulle deres Tønder paa Bryggerne, og hidse deres Varer op paa Pak-Huusene. Man maatte derfor ikke regne det saa nøye, om man hilsede en Borger paa Gaden, og ingen Hilsen fik igjen, saasom saadant ikke skeede af Grovhed eller Storagtighed, men efterdi de gemeenligen vare udi hastige og vigtige Ærender, og derfor ikke havde Stunder til at gjøre mange Complimenter, eller rettere ikke gave Agt paa de forbigaaende. Een af de dueligste Borgere i min Barndom var en ved Navn Jacob Andersen, hvilken var saadan Hader af Ørkesløshed, at han ikke kunde lide at see nogen ørkeløs ung Karl paa Gaden, men snappede dem op, og strax flydde dem noget at bestille hos sig selv om de intet andet havde at forrette, saa at hans Aasiun var ligesaa forfærdelig for dovne Arbeyds-Karle, som en Hververs er for Bønder og Løsgiengere.
Mange sornemme Borgere føre deres Skibe selv, som Skippere, og sætte en Kabuds paa deres Sønner, og gjøre dem til Cajut-Vogtere, saa at mangen Borger-Søn, førend han har naaet sit 20. Aar, er bleven en experimentered Søe-Mand, og beqvem til at fortfætte sin Faders Handel. Det var i min Tid rart, at Borger-Folk allierede sig ved Ægteskab med Geistlige og Magistrats Personer; thi en Borger saae ikke saa meget efter, at hans Dotter kunde gjøre et riigt og anseeligt Partie, som at hun kunde faae en Mand, der kunde fortsætte Forældrenes Handel, og var arbeydsom og duelig. Det forunderligste er, at end ogsaa unge Borger-Døttre selv, som ellers paa andre Steder seer efter Ungdom, Stand og Politesse, her alleene gemeenligen reflecterede paa Duelighed og Arbeydsomhed, saa at hos dem en duelig Søe-Mand og fornuftig Kiøbmand, skjønt han aldeeles intet besadd, hvormed han kunde charmere et ungt Fruen-Timmer, blev præferered den galanteste, artigste og fornemste Frier, hvorpaa jeg har seet adskillige merkelige Exempler i min Tid i Bergen. Det var at ønske, at denne fortræsfelige Sædvane havde altid været holdt ved lige; men der er paa en Tiid af 20. Aar giort temmelig Skaar derudi, saa at Bergen nu omstunder ligner sig ikke selv meere udi Sæder, og derfore maa skee ey heller udi Velstand. Og kand denne Uheld tilskrives visse fremmede Personer, der have indført Vellyst og fremmede Moder, ruinered sig selv med heele Familier, ved daarlig Handel, og det, som mest er, forvendet Indbyggernes gamle og priselige Leve-Maader, som i mine Tanker ikke lidet have contribueret til denne Stads Velstand og Conservation. Saa at det er gaaet udi dette Seculo til med denne Stads, som de fleeste Hollandske Stæder, hvilke man over alt seer at Vanslægte fra deres Forfædres Simplicitet, og forfalde til Stads og saadanne Leve-Maader, hvoraf fornuftige Folk ingen god Virkning ominere sig. I min Skole-Gang begyndte man alt med Baller og Allamodiske Assembleer at omstøbe Indbyggerne, og har jeg siden fornummet, at den Borgerlige gamle Klæde-Dragt ganske er afskafset.
Jeg har tilforn viiset, at Bergens Indbyggere ingen Nation meer have efterfuldt udi Skik og Leve-Maader, end den Hollandske, saa at end ogsaa de fleeste Spil og Leeg blant Ungdommen ere Hollandske, som at svemme, og dukke under Vandet, at lade flyve Drager i Luften, og at rende paa Skøytter, og det med saadan Behændighed og Konst, at jeg aldrig paa nogen Sted har seet slige Exercitier udi større Fuldkommenhed. Med de gode Hollandske Sæder ere ogsaa indbragte adskillige onde, saa at unge Personer øve visse Licencer, som ere alt for meget Republicanske. I min Skole-Gang var det ikke rart at see et Kirke-Sogns Ungdom at føre Kriig med et andet, iligemaade at den heele latin Skole har bevæbned sig nu mod Garpe—Geseller og Junger paa Bryggen, nu mod Styrmands Skolen. Saaledes var det sidste Aar, jeg gik udi Skolen, den heele Stad bragt udi Allarm formedelst en Tvistighed, som var reiset imellem latin Skolen og Garperne, saa at det kom til en Slags Bataille, som jeg selv bivaanede. Og formerede da Styrmands Skolen det tredie Corps for at give Agt paa Kriigens Udsald. Saasom saadanne Kriige gemeenligen afgjordes med tørre Hugg, saa bekymrede Øvrigheden sig ikke om dem at dæmpe; Tværtimod mange Borgere vare selv Spectateurs deraf og undertiiden gave Lectioner for deres Sønner, hvorledes de beqvemmeligen kunde forraske deres Fiender. Den største Excess jeg derudi haver seet, var at Ungdommen en gang paa Torvet oppassede Politiemester Peter Glad, og bombarderede ham med Steene, da han steeg udi Baaden. Men disse licentieuse Exercitier ere ogsaa temmeligen komne af Brug.
Blant Ungdommens uskyldige Spil og Exercitier ere adskillige, som jeg ikke har seet nogen andensteds; thi en Deel ere saadanne, som sætte den heele Stad eller i det ringeste en heel Gade udi Bevægelse, saasom udi en Leeg, som man kalder at spille Vink, hvorudi en heel Gades Ungdom deeler sig i visse Bander, og posterer sig paa visse Steder over alt udi Byen; item de Processioner, som skeer ved Mortens Tider, hvor en Dreng gaaer først ud med en Gaas paa en Stang, syngende en Viise om Mortens Gaas, og paa Vejen faaer Tilløb af andre Drenge, hvilke intonere samme Viise med ham, saa at inden han kommer til Bye-Enden, er han geleidet af den heele Ungdom, og all Staden er udi Sang. At ellers Ungdommen her er saa levende, foraarsages deraf, at mange halvvoxne Drænge have været paa fremmede Stæder, især udi England og Holland, hvor de frie Leve-Maader ere. Hvad Bergens Indbyggere i det øvrige udi Sæder og Leve-Maade have tilfælles med andre Norske, vil jeg her intet tale om.
Lærdom og Boglige Konster have i Bergen ikke været synderlig dyrkede; thi, saasom Indbyggerne fast alle have haft deres Tanker henvendte til Handel og Kiøbmandskab, saa have de fleeste Borgere fundet for got heller at sætte deres Børn udi den store Styrmands Skole end udi latin Skolen, saa at de fleeste Disciple udi latin Skolen have bestaaet enten af Ungdom fra Landet eller fattige Byens Børn. Dog er formedelst Handelens Aftagen nu omstunder ogsaa temmelig Forandring derudi giort, saa at man seer mange Kiøbmænds Børn nu aarligen at dimitteres til Kiøbenhavns Universitet.
Men, omendskiønt Lærdom saa lidet haver floreret i Bergen, saa haver dog Staden hast den Lykke frem for andre Danske og Norske Stæder, at adskillige brave Mænd der have antegned vigtige Ting, som tjene til Bergens Historie, og af hvis Skrifter Mag. Edvardsen fornemmelig har betient sig til at forfatte sin Bergens Beskrivelse. I det øvrige kand man sige, at Bergen ikke haver været det Sted, hvor lærde Folk og Philosophi kunde finde Fornøyelse at fæste deres Sæde, saasom Staden har haft temmelig Mangel saa vel paa Bøger, som paa literate Folk. Mag Edvardsen taler vel prægtigen om det Bibliothec, som har været i Dom-Kirke-Capellet, men det er troligt, at det hverken har været af megen Storhed eller Vigtighed. Det var derfor underligt, at den store Voyageur og Philosophus Abelin, der i lang Tiid havde opholdt sig udi Italien, kunde persvadere sig til at bortdrive sin Alderdom udi Bergen. Den samme boede udi min Barndom der i Staden, men var kun lidet agted. Saaledes gik det ogsaa den store Norske Historie-Skriver Tormod Torvesen, hvilken boede nogle Miile fra Staden ud paa Landet, men var udi Bergen fast ubekjendt. Men dette uanseed, har dog Bergen haft det at berømme sig af, som ingen Dansk og Norsk Stad kand viise, nemlig at den har produceret den største Poëtinde, som de Nordiske Riger have haft, nemlig den bekiendte Dorothea Engelbrechts Dotter, om hvilken Olaus Borrichius og andre vore Poëter har givet prægtige Vidnesbyrd og det med al Billighed: thi, endskiønt hendes Poëtiske Skrifter ikke have været fri for Censure i Henseende til Reglerne, saa kand man dog sige, at de ere saa fulde af Geist, og viist slige Prøver paa poetisk Fertilitet, at faa Danske poetiske Skrifter kand lignes derimod. Bemældte Navnkundige Dame levede endda udi min Barndom, i Agt tagende den gamle Bergenske Klæde-Dragt; thi jeg mindes ikke paa de Tiider at have seet nogen saaledes coëffered.
Hvad som udi Boglige Konster har manglet udi Bergen har været erstatted ved Indbyggernes Duelighed i andre Ting og deres særdeles Capacitet udi Handel og Vandel, saa at ligesom Staden i Henseende til dens Situation har Fordeel for alle andre Norske Stæder, saa have Borgerne i Henseende til deres Activitet Fortrin for alle andre Norske Handels-Mænd, saa at Staden har stedse været anseet som den fornemste høye Skole for Kiøbmænd udi Norge. Bergens Borgere have ogsaa altiid haft Reputation for Oprigtighed udi Kiøbmandskab, saa at de, som derved ere komne i Midler og Formue, have forhvervet dem heller ved Activitet, Arbeydsomhed og Oeconomie, end ved utilladelig Negotie. De have stedse været holdne for Folk af liden Facon og faa Complimenter, saa at det har været en Borger-Søn besværligere at gjøre Cour eller frie til et Fruen-Timmer, end at giøre en spansk Reise, hvorudover Forældrene ofte have maat slutte Partier for deres Børn og afgjøre Sagen forud, saa at der stod intet tilbage for Børnene end uden videre Ceremonie at gaae i Brude-Sæng. Vel er sandt, at en og anden ung Kiøbmand ogsaa lægger sig efter Galanterie, men de samme have af de andre været anseet med skiæle Øyne. Men dette saa vel som adskilligt andet er paa en tive Aars Tiid meget bleven forandred.
Staden har ellers i gamle Dage bestaaet af 3. Slags Folk fornemmeligen, nemlig af de Norske Indbyggere, de Contorske, og et andet Tydsk Societet, kaldet de 5. Amter eller Skoemagere. Hvad de første angaaer, som egentligen kaldes Bergens Borgere, da, endskiønt de ere indfødde Folk, ere de dog en Blanding af allehaande Slags Nationer, eftersom fremmede Kiøbmænd Tiid efter anden have gifftet sig med Borgernes Enker og Børn, og ere blevne boesiddende i Bergen, og kand man derfore ikke undre sig over den Irregularitet, som findes saa vel udi Sprog som Leve-Maade, saasom det er troligt, at enhver Fader har vildet optugte sine Børn efter sit Lands Maade.