I 1702 forlod Ludvig Holberg Bergens Latinskole. Egentlig skulde han først være bleven dimitteret det følgende Aar, men en ulykkelig Begivenhed i hans Fødeby kom til at fremskynde hans Afgang til Universitetet. Det var atter en af de mange Ildebrande, hvorpaa Byens Historie er saa rig. Ulykken fandt Sted den 19de Mai 1702, og næsten hele Byen blev dennegang et Rov for Luerne. Blandt andet brændte hele Tydskebryggen, og de større Handelsgaarde, som endnu bære sine middelalderlige Navne, maatte opføres paany. Ogsaa Latinskolen brændte, ligesaa Holbergs Hjem, Peder Lems Hus. Alt kom i Forvirring. Rektor Lintrup forlod Bergen for at drage til Kjøbenhavn, hvorhen han længe havde stundet, saameget mere som han havde Løfte paa ved given Leilighed at blive Professor, men forinden dimitterede han alle de Disciple, som dimitteres kunde, og saaledes faldt det sig, at Holberg blev Student et Aar før hans Tur egentlig var kommen. Nogle og tyve unge Mennesker afgik dette Aar fra Bergen til Kjøbenhavns Universitet. Mellem disse var der foruden Holberg ogsaa enkelte, der siden bleve kjendte i Verden. Ole Camstrup blev saaledes i sin Hjemstad en yndet Digter i den gammeldagse Stil, og har han ogsaa skrevet et enkelt Digt i Bygdedialekt. Johan Daniel Ramus gik over til Katholicismen og blev tilsidst Bibliothekar hos Erkebispen af Cøln.

Holberg blev altsaa Student i Juli 1702, men havde ikke Raad til at blive i Kjøbenhavn. Han maatte drage til Norge igjen og blev for det første Huslærer hos Provst Weinwich paa Voss. Her maatte han ogsaa præke. Bønderne syntes, at han prækede godt, men Provsten syntes, at Prækenerne var for korte, og lod ham høre, at det ikke gik an at staa kun et Kvarter paa Prækestolen. Den attenaarige Student var dristig nok til at svare, at „naar unødige Repetitioner bleve borttagne af Provstens Taler, præke vi begge lige længe.“ Man kan allerede heraf let skjønne, at en saadan Huslærer ikke blev meget afholdt i Præstefamilien, og det saameget mindre, som de tre Præstesønner som skulde undervises, alle vare store Stympere. Præstekonen taalte ikke, at Holberg bankede dem, og han blev opsagt og reiste efter et Aars Forløb. Endnu vises eller ialfald endnu for faa Aar siden vistes paa Præstegaarden i en gammel Bygning Holbergs Værelse. Mærkeligere end dette er det imidlertid, at Holberg selv synes at have lært at holde af Vossingerne. I sin Bergens Beskrivelse kalder han Voss „en af de angenemeste Egne udi Norge“ og tilføier, at „saasom Landet i sig selv er godt og frugtbart, saa have Bønderne ogsaa bedre Føde og conseqventer ere stærkere og mere behjertede end de andre Nordhordlandske; hvilke sidste Vosserne gemenligen se over Axlerne og derfor ikke kan lide, at man kalder dem Horder, men ville være Vosser alene“[1]

Saa drog Holberg atter til Kjøbenhavn 1703. I mindre end et Aar tog han baade Andenexamen (i April 1704) og theologisk Embedsexamen, den sidste med Laudabilis, dengang en sjelden Karakter, og fandt ved Siden af al denne Examensleesning ogsaa Leilighed til at lære Fransk som dengang ikke var Skolefag, og Italiensk. Om dette hans korte Studenterliv vides ellers omtrent Ingenting.

Han vendte saa igjen tilbage til Bergen og var en kort Tid Huslærer hos Lektor, siden Biskop Nils Smed. Denne Mand havde, som overhoved de Fleste paa den Tid, der havde Raad dertil, reist meget udenlands i sin Ungdom og ført udførlige Dagbøger over sin Reise. Disse Dagbøger[2] fik Holberg nu læse, og snart vaktes der hos ham selv en uimodstaaelig Reiselyst. Alle Mennesker fandt denne Plan helt uforstandig, da han jo Ingenting eiede, og baade hans Slægtninge og Lektoren selv fraraadede ham det paa det bestemteste, men det var ikke Holbergs Sag at spørge andre til Raads. Han gik nu, som bestandig, sine egne Veie og solgte alt, der kunde gjøres i Penge. Paa den Maade opdrev han sexti Daler, i de Tider rigtig nok meget mere end nu, og med dem begav han sig, endnu inden Aaret 1704 var gaaet tilende, ud i Verden for aldrig mere at gjense sin Fødeby. Han var da tyve Aar gammel.

Der var dengang neppe noget Land, hvorhen det var lettere at komme fra Vestlandet end til Holland, og did begav ogsaa Holberg sig hen. Han kom ogsaa, efter nær at være bleven tagen tilfange af en Sørøver, over til Amsterdam, og morede sig en Stund ganske fortræffeligt med at se sig omkring i denne By, dengang endnu Verdens livligste Søstad, men fandt snart, at de sexti Daler begyndte at smelte sammen. Bergensere og andre Landsmænd traf han nok af, men derimod fandt han ingen Anledning til Erhverv og blev fordetmeste kun udleet af Hollænderne og behandlet som en Gut, der var løbet af Skolen, især fordi han saa endnu yngre ud, end han i Virkeligheden var. Han blev ogsaa syg og gjorde derfor en Afstikker til de varme Bade i Aachen. Her var han allerede saa fattig, at han i sin Fortvivlelse vilde rømme fra sin Vert uden at betale, men blev greben i Forsøget og maatte punge ud med, hvad han havde; Han glemte ikke let denne ubehagelige Begivenhed og drømte tidt om Natten, at den ubarmhjertige Vert havde fat paa ham. Hvorledes han siden klarede sig under denne Reise, der varede et helt Aar, har han ikke villet fortælle, men han tilstaar, at han var bleven saa omtrent en Tigger. En Stund skal han have fristet Livet sammen med en „moskovitisk Edelmand“, rimeligvis som hans Lærer. Vist er det ogsaa, at der var mange af den Slags Folk ude at reise i den Tid, thi det var jo netop dengang, at Peter den Store havde begyndt sit store Arbeide til at gjøre sine barbariske Undersaatter delagtige i den europæiske Dannelse. Hvorlænge og paa hvilken Maade Holberg har levet sammen med sin Moskovit, vide vi ikke, men synderlig beriget blev han ikke derved, thi da han omsider i 1705 skulde reise tilbage til Norge, var han i yderste Pengeknibe, og det var først efter mange frugtesløse Forsøg, at han omsider fandt en Vexelerer, der forbarmede sig over ham og laante ham en liden Sum.

Til Bergen vilde han ikke, thi han havde allerede havt nok af Formaningstaler af sine Slægtninge der og længtes ikke efter nye. Han drog derimod til Christiansand, hvor han ogsaa havde nogle, men fjærnere Slægtninge, men hvor han ikke behøvede at frygte for at modtages som en Slags forloren Søn. Han forsøgte her at erhverve det fornødne som Lærer i Sprog, fornemmelig Fransk, og det gik nok saa godt. De norske Kjøbstæder havde nogle fordelagtige Aar dengang, da Danmark og Norge vare neutrale under en almindelig europæisk Usred, den spanske Arvefølgekrig, og skjønt Christiansand i Regelen var en temmelig næringsløs, ved Privilegier opretholdt By, stod det dengang vistnok ret godt til der.[3] Borgerstanden stræbte desuden paa den Tid at gjøre sig mere gjældende i Samfundet og at tilegne sig noget større Dannelse, helst ydre, og dertil hørte jo fremforalt en Smule Fransk. Han fik ogsaa Elever blandt Byens fornemste Folk, derimellem endog Kommandanten paa Fæstningen, dengang en tydsk Adelsmand Nostitz, der senere i fremmede Magters Tjeneste blev en berømt General. Den meste Tid boede Holberg hos sin Frænde, Præsten Stoud, og kom derhos meget ud til de bedste Familier i Stiftsstaden, dengang en By paa omtrent 4000 Mennesker. Allerede dengang i nogen Grad uddannede han sine medfødte musikalske Anlæg, og det kom ham ogsaa til gode især blandt Damerne. Endel af disse havde han vistnok i Begyndelsen forarget en Smule ved paa Skrømt at benegte, at Kvinder ere Mennesker, men den Spøg lod han snart fare, og efterhaanden kom han paa den bedste Fod med Byens unge Piger, om hvem han en Menneskealder senere endnu udtalte, at de „kunne forsvare den første Rang mellem det ganske Norges Jomfruer.“ Mangfoldige Aar efter Holbergs Død dukkede der endog op det Sagn, at han i Christiansand skulde have havt en liden Kjærlighedshistorie, ja man nævnte endog Biskop Bircherods Datter som Gjenstanden for hans ømme Følelser. Dette sidste er nu umuligt, thi Biskop Bircherod var endnu ikke kommen til Christiansand. Snarere kan, som jeg i et tidligere Skrift har paavist, tænkes paa Præsten Stouds Søster, ligeledes en Bispedatter.[4]

Skjønt Holberg saaledes trivedes godt i Christiansand og i sin Levnetsbeskrivelse omtaler sit Ophold der med en vis Forkjærlighed, gik hans Længsler dog andensteds hen, til en ny Udenlandsrejse og han vilde neppe være forbleven længere end nødvendigt der, selv om ikke en hollandsk Kjøbmand, der havde spillet Fallit i sit Hjem, var kommen op til Christiansand og begyndt at gaa ham i Næringen som Sproglærer. Nu traf det sig saa, at der samtidig var en anden reiselysten Student i Christiansand, en Thrønder, Christian Brix. Denne unge Mand var snart bleven Holbergs Ven og havde hjulpet ham betydeligt til at faa Adgang i Byens gode Huse. Ingen af dem havde mange Reisepenge, men Brix havde dog en ret velhavende Moder i Throndhjem.

De besluttede at reise til England sammen, og i Arendal gik de saa ombord paa et Skib, der efter fire Dages Seilads bragte dem over til Gravesend ved Themsen. Dette var om Vaaren 1706. Til Norge kom Holberg aldrig mere tilbage.

Holberg tilbragte over to Aar i England, i Begyndelsen sammen med Brix, der dog tidligere end sin Ven maatte drage hjem igjen.[5] Han opholdt sig dels iLondon, dels og fornemmelig i Universitetsstaden Oxford. I sin Levnetsbeskrivelse omtaler han sit Liv her med stor Tilfredshed og Erkjendtlighed, mens paa hvilken Maade han egentlig har levet og studeret i Oxford, er dog ikke ganske tydeligt. Ingen af de mange, der har skrevet hans Levnet, have forsøgt eller formaaet at opklare det, og selv udtrykker hans sig, som saa ofte, kun altfor kortfattet. Det er overhoved en Egenhed ved hans forøvrigt saa tiltrækkende og fængslende Selvbiografi, at den fuldt saa ofte spænder, som den tilfredsstiIler Læserens Videbegjærlighed. Har Holberg virkelig været indskreven som Student i Oxford og været formelig optaget i dets akademiske Republik? Saa har man vistnok troet. Hans Navn findes endnu indtegnet der, men vel at mærke, saavidt jeg ved, kun i Bibliothekets Protokol, hvor det læses sammen med Brix’s, under 18de April 1706. Thi for at kunne faa Adgang til det berømte Bodleyanske Bibliothek udkrævedes, at vedkommende aflagde en Ed paa de akademiske Love.[6] Men nu vides med Sikkerhed, at de engelske Universiteter dengang stillede meget strenge Betingelser til alle dem, der vilde studere ved dem, thi af disse fordredes ei alene Eden paa de akademiske Love, at man skulde bo i et Kollegium, vælge sig en Præceptor o. s. v., men der sorlangtes, at man skulde aflægge Ed paa den engelske Statskirkes ni og tredive Artikler. Ikke engang Engelskmænd kunde altsaa blive akademiske Borgere, hvis de vare Dissenter.[7] En saadan Ed kunde Danske og Norske i hin Tid, da Religionstvangen hos os, som omtrent overalt, var saa streng, ikke have aflagt uden at gjøre sig umulige hjemme, allermindst to Theologer, som Holberg og Brix. Forelæsninger kan Holberg saaledes neppe have hørt i Oxford. Han har maattet indskrænke sig til at laane Bøger, læse paa egen Haand og knytte private Forbindelsen idet han naturligvis her, som overalt i Livet, brugte sine Øjne og Øren, som kun saa have gjort det.

Hvad hans Privatliv angaar, da var han for at leve nødt til at skaffe sig Informationer, og frister paany Lykken som Lærer dels i Sprog, dels i sin Yndlingsbeskjæftigelse, Musiken. Hans Dygtighed i Fløitespil skaffede ham Adgang til en musikalsk Klub, og han stiftede overhoved mange og behagelige Bekjendtskaber mellem Studenterne. Dette fortæller han os selv. Men saa fortæller han tillige noget, der vilde forekomme os utroligt, hvis han ikke med egne Ord havde forsikret det, nemlig at Ingen i hans hele Omgangskreds vidste hverken hans Navn eller i hvilket Land han hørte hjemme; først, da han lærte at kjende en engelsk Student ved Navn Holber, betroede han denne, at de hed omtrent ligedan. Hidtil havde man kun kaldt ham „Mynheer“, en hollandsk Titel, som Barberen, der vilde forstaa Tydsk, havde givet ham i den Tro, at han var en Tydsker. Dette klinger saa meget mere urimeligt, som han jo havde skrevet sit Navn i Bibliotheksprotokollen, og man desuden kan bevise, at Brix og Holberg ikke vare de eneste Nordmænd i Oxford ved den Tid. Men, hvorom alting er, Holberg fandt sig vel i Oxford, og hans Kammerater holdt saa meget af ham, at de, da han skulde reise hjem i 1708, vilde sammenskyde en Sum til Reisepenge for ham, hvilket han dog frabad sig.

Hvorledes var nu Aanden i Oxford, medens Holberg levede der? Det er bekjendt nok, at Fritænkeriet, „Rationalismen“, der i sin nyere Skikkelse egentlig først er opstaaet i England, allerede dengang havde gjort sig stærkt og mærkbart gjældende i dette Lands Literatur. Fornemmelig var dette skeet gjennem Filosofen John Locke (f. 1632, død 1704), der i sit bekjendte Skrift „Forsøg angaaende den menneskelige Forstand“ udledede al menneskelig Erkjendelse af Erfaringen som eneste Kilde, benægtede, at der gaves medfødte Ideer, og overhoved stillede sig i bestemt Modsætning til den christne Tro. I den anden engelske Universitetsstad, Cambridge blev denne Filosofi studeret med Iver, men i Oxford havde man indtaget et desto mere fiendtligt Standpunkt ligeover den nye Retning, thi her var det i 1704, altsaa to Aar sørend Holbergs Ankomst, strengt og udtrykkelig blevet forbudt, at Lockes Skrifter skulde indføres og læses. Ikke alene det falske i den filosofiske Bevægelse men ogsaa de videnskabelige Fremskridt, som denne kunde medføre, holdtes saaledes, saavidt det lod sig gjøre, borte fra Oxford, og det akademiske Liv stod derfor her i det hele ikke meget høit.[8] Hvormeget eller hvorlidet Holberg allerede nu kan have lært at kjende af denne nyere engelske Bevægelse, der snart forplantedes til Frankriges i denne Henseende langt frugtbarere Jordbund og derfra udbredte sig videre i Europa, det maa lades usagt. Men Oxford var ialfald ikke det Sted, hvor Tilegnelsen af alt dette var lettest.

Som bekjendt var England et af de yderst faa Lande paa den Tid, hvor man havde en fri Forfatning. Denne var ældgammel, men i det foregaaende Aarhundrede havde det Stuartske Kongehus af al Magt stræbt at svække den og samtidig villet gjennemføre Katholicismen. Kong Jakob II var derfor bleven fordreven 1688, og hans mandlige Efterkommere havde mistet sin Arveret til Riget, dog saaledes, at det afsatte Kongehus endnu havde mange hemmelige Venner, de saakaldte Jakobiter. Disse vare netop talrige ved Oxfords Universitet. Holberg kom fra en Stat, hvor Enevoldsmagten herskede i videste Udstrækning, og hvor dengang ingen tænkte paa at rokke den. Det er derfor meget interessant at se, hvorledes han har opfattet Englands fra Danmarks-Norges saa grundforskjellige Forfatning. Hans Skrifter lærer os, at han ikke synderlig tiltaltes ved Englands politiske Forhold. I sit første historiske Verk, han har udgivet (1711), staar han tydelig paa Stuarternes Side imod Frihedspartiet og siger, at „Kong Jakob var en meget from Herre, saa at hans Undersaatter derfor ikke kunde have Aarsag til andet end at elske ham“, medens han rigtignok indrømmer, at det var en Fejl af Kongen, at han „havde saadan en Nidkjærhed for den romerske Religion“. Den store Begivenhed i 1688, Grundlaget for Englands senere Storhed, havde saaledes for ham nærmest Betydning kun fra den religiøse Side, thi i denne Henseende var og blev Holberg stedse en afgjort Modstander af Katholicismen. Siden forandrede han vel tildels Mening, men uden dog nogensinde at faa synderlig tilovers for den engelske Frihed. Dels mente han, at „en Konge i England, der forstaar Regjeringskunst, kan altid være forvisset om Pluralitet udi Parlamenterne og derudover faa alt hvad han forlanger“, dels var og blev han en bestemt Tilhænger af rolige og faste Tilstande og derfor ogsaa af en stærk Kongemagt. Han syntes ikke om en Forfatning, der gjorde den engelske Nation til „en Febricitant, der plages nu af formegen Hede, nu igjen af formegen Kulde.“[9]

I den første Del af Sommeren 1708 vendte Holberg tilbage og gjensaa da efter noget over 4 Aars Fraværelse Kjøbenhavn. Han var, som sædvanlig, i Pengetrang og maatte tage sig noget til for at leve. Andre vilde i hans Sted sandsynligvis enten have taget Magistergraden, søgt og faaet et Skoleembede, og derfra maaske søgt at bane sig en Vei til Kirken eller, om Lykken var god, til Universitetet, eller de vilde have forsøgt at faa Ansættelse i et af de kongelige Regjeringskollegier eller lign. Men ingen af disse Veie tiltalte Holberg, allermindst den sædvanlige lærde Bane gjennem Disputatser o. s. v., der i hans Øjne kun var Pedanteri. Først forsøgte han derfor at holde private Forelæsninger for Studenterne mod Betaling, men det gik ilde. Der kom nok Tilhørere, men da de skulde betale, blev de borte, og alt, hvad han fik, var en dyb, ærbødig Hilsen, naar han mødte dem paa Gaden. Efter nogen Tids Forløb fik han saa Anledning til at reise ud igjen, da Professor og Etatsraad Vinding, der jo sin Tid havde været Holbergs Privatpræceptor, lod ham ledsage sin unge Søn til Dresden. Han besøgte paa denne korte Udflugt ogsaa Leipzig, hvor han sammen med en Ven og Landsmand vistnok hørte i nogle Forelæsninger, men mest for at gjøre sig lystig over de tydske Prosessorer. Tydsk Lærdom og tydsk Literatur faldt overhoved ikke meget i Holbergs Smag. Hjemveien blev lagt over Halle, ligeledes en Universitetsstad, og Hamburg, hvorpaa han kom til Kjøbenhavn igjen 1709.

Han var nu atter — for sidste Gang — et Aars Tid Huslærer, nemlig hos en Admiral Gedde, og fik saa Plads paa Borchs Kollegium, en Stiftelse for flinke Studenter, oprettet af den berømte Lærde Olaf Borch. Denne Plads beholdt Holberg indtil 1714. Under Opholdet paa Kollegiet udgav han sit første literære Arbeide „Introduction til de europæiske Rigers Historier“, en Art Lærebog i Verdenshistorien, paabegyndt allerede i Oxford, hvortil han efter to Aars Forløb føjede et „Anhang“. Ligeledes forfattede han, uden at udgive det i Trykken, et Skrift over Danmarks Historie i det foregaaende Aarhundrede, der tilegnedes Kong Frederik IV. Hans Vilkaar vare imidlertid slette, og han har aabenbart levet i ligefrem Fattigdom. Da var det, at han udentvivl først i Aaret 1714 indgav Ansøgning om at ansættes ved Universitetet. Et ordentligt Professorat var just ledigt, men da han vistnok indsaa, at der neppe var ftort Haab for ham om at faa dette, søgte han ogsaa for det Tilfælde, at han ei kunde blive virkelig Professor, om at blive udnævnt til extraordinær. Hans Ansøgning er interessant nok. Den ender saaledes: — — „og haver jeg udi Sinde, saa længe Gud sparer mig Liv og Hilsen, at fare ført udi mit Enterprise, nemlig at forbedre det Danske Sprog. Gud opvække Eders Majestæts Hjerte til Naade imod mig, thi min Condition er nu saa slet, at alle de, som kjende den, kan ikke andet end condolere mig, saasom de academiske beneficia, jeg til Dato haver nydt, nu ere expirerede.“ Den 29de Januar 1714 faldt den kongelige Afgjørelse. Det virkelige Professorat tilfaldt den uden Sammenligning lærdeste unge Mand i Rigerne paa den Tid, Hans Gram, der blev Professor i Græsk, og Holberg blev extraordinær Professor.[10] Som saadan fik han ganske vist ingen Løn, men han kunde nu med Ro se Fremtiden imøde, thi det var nu kun et Tidsspørgsmaal, naar han skulde indtræde i Rækken af de virkelige Universitetslærere, med andre Ord komme i en god og anselig Stilling. Holberg havde saaledes gjort Lykke, navnlig naar man tager Hensyn til, at han ikke havde disputeret, erhvervet Magistergraden eller overhoved fulgt de Veie, som efter Datidens Opfatning vare de eneste, der kunde føre til Universitetet. Han maa aabenbart have havt formaaende Beskyttere, der allerede have seet Spiren til noget betydeligt hos ham. Hvem disse have været, siges intetsteds, men jeg tror at kunne slutte, at Baron (senere Greve og Statholder i Norge) Christian Rantzau, den lærde Jurist og Historiker Reitzer, en af Tidens ædleste Mæcenater, samt Professor Hans Bartholin maa have hørt til hans Velyndere, thi man ser, at Holberg ved denne Tid stod i Brevvexling med dem.[11]


  1. Der gives en gammel paa Latin forfattet Præstekrønike for Voss og Hardanger af en lærd Præst Gerhard Miltzow, udgivet 1679. Her fortælles, at Vossingerne og Hardangerne fra gammel Tid have anseet det for en Ret for sig at gaa i Spidsen i Krigen. I 1677 havde de ogsaa særlig udmærket sig ved Beleiringen af Marstrand. Vossingernes Naboer stikle undertiden paa dem og sige, at naar Fremmede komme til Bygden siger Vossingen til dem: „Velkommen til Voss,“ men tilføier sagte: „Vorherre være med os, og Fanden med dikkon.“
  2. De existerede endnu længe efter (se Holbergs Forsøg til en Præstehistorie for Bergens Stift. Kbhavn 1775. S. 83), men er nu udentvivl forlængst forsvundne.
  3. Paa paatrængende Tiggere har der aldrig været Mangel i Christiansand. I sine Epistler (den 437te) fortæller Holberg en liden Historie herom.
  4. Denne min Mening er ogsaa tiltraadt af G. Brandes, Ludvig Holberg, S. 210—11.
  5. Man hører efter Englandsreisen ikke mere om Holbergs Forhold til denne, som det synes, flinke Landsmand. Brix var en Tid ansat ved det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, et utvivlsomt Vidnesbyrd om, at han havde gode Studier, og blev derpaa omsider residerende Kapellan til Meldalen i Throndhjems Stift. I denne Stilling døde han 1748, som et af de paa den Tid ikke sjeldne Exempler paa Mænd, der efter en lovende og hæderlig anvendt Ungdom endte i ringe Kaar.
  6. Fr. Sneedorffs Saml. Skrifter, I. S. 523, se ogsaa Dansk hist. Tidsskrift, 3 R. I. S. 106.
  7. A. Listov, Oxford i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, Steenstrups Danske Maanedsskrift V. (1857), S. 53.
  8. Sammenlign Listovs nysanførte Afhandling.
  9. E. Holm, Holbergs statsretlige og politiske Synsmaader. Kbhvn 1879. S. 32 flg.
  10. Dansk hift. Tidsskr. 3 R. I. S. 96—97, 130.
  11. Athene I., S. 132 flg. Brevene ere destoværre forsvundne. Christian Reitzer, der bl. A. har Fortjeneste af at Thormod Torfæus’s berømte Norges Historie paa Latin faa Dagens Lys, var siden i nogle Aar Stiftamtmand i Throndhjem. I sine Amoenitates philologicae har Chr. Falster paa flere Steder givet Bidrag til denne fortjente Mands Charakteristik.