Ludvig Holberg (Daae)/4
Holberg havde nu en anselig Titel, men for det første Intet at leve af. Det var derfor en Lykke for den extraordinære Professor at faa et Stipendium paa 100 Rdlr. aarlig i fire Aar. Det var et Reisestipendium, og han skulde altsaa ud igjen i Verden, hvilket han selv vist Intet havde imod, om han end vilde blive nødt til at leve knapt, hvilket han jo dog var vant til. Egentlig var der til Reisestipendiet af dets Stifter, en dansk Adelsmand, knyttet den Betingelse, at Vedkommende skulde studere ved protestantiske Universiteter, det vil altsaa nærmest sige i Tydskland, men hermed behøvede Holberg, hvis Hu stod andetstedshen, ikke at regne det saa nøie. Han drog da om Vaaren 1714 til Amsterdam og begav sig (fordetmeste tilfods) videre til Paris. Vistnok forstod han godt Fransk, hvori han længe havde givet Undervisning, men hans Udtale af Sproget vilde i vore Dage, da man lægger en saa fortrinlig Vægt netop paa den Side af Sprogkundskaben, formodentlig have gjort ham umulig som Lærer, thi da han naaede Frankriges og Verdens Hovedstad, kunde Ingen forstaa hans Tale; en fransk Pige ytrede, at han talte som en tydsk Hest, og da han spurgte efter et „Logis“, svarede man, at man ikke kjendte nogen Dame, som hed Lucie.[1] Holberg blev i halvandet Aar i Paris, i Begyndelsen ensomt og uden anden Omgang end de Studenter, med hvem han ganske tilfældig kom i Berøring, siden derimod i et muntrere Samliv med forskjellige danske og norske Landsmænd, deriblandt et Byesbarn og Skolekammerat, Bergenseren Michael Røg, der havde vundet Anseelse som Medaillør. En stor Del af sin Tid tilbragte Holberg med Læsning paa de offentlige Bibliotheker.
Fra Paris drog han i 1715 til Rom. Af Sparsommelighed laante han Michael Røgs Pas og reiste altsaa under hans Navn. Med Forbauselse gjorde han Bekjendtskab med Sydfrankrige, der var som en helt ny Verden for ham, og især blev han forundret over Synet af Marseille, den livlige Søstad med Østerlændinger, Galeislaver og Skibe i Hobetal. I Genua blev han liggende syg af Feber, men kom sig igjen og sejlede saa videre til en anden italiensk Søstad, hvorfra han gik tilfods til Rom. Efter at have overvundet et Tilbagefald af sin Feber, gjorde han da efterhaanden Bekjendtskab med denne den mærkeligste af alle Byer, saa to Gange Pave Clemens den Ellevte, krøb op ad den hellige Trappe, hørte Prækener og besaa Kirker og andre mærkelige Bygninger, besøgte Theatre o. s. v. Men for sine Studeringer synes han ikke at have udrettet, hvad han kunde ønske i den Vinter (1715—1716), som han tilbragte i Rom; thi paa Bibliothekerne stode fordetmeste netop de Bøger, han forlangte, paa den bekjendte Liste over „forbudne“ Skrifter. Tilbageveien til Paris lagde Holberg over Florents, fremdeles som Fodgjænger, og derfra over Apenninerne til Bologna og Turin. Fra Paris, hvor han tilbragte en Maaned, kom han til Amsterdam, hvor hans Feber, der paany havde meldt sig, paa en eiendommelig Maade blev helbredet af en der bosat Bergenser, Adrian
Geelmuyden. Denne fik nemlig Holberg til at spille paa Violin, og Feberen var snart som strøget bort. Over Hamburg kom han da tilbage til Kjøbenhavn 1716. Her havde der under hans Fraværelse gaaet et underligt Rygte om ham, som hans Uvenner havde udspredt videre. Der fortaltes nemlig, at Holberg var gaaet over til den katholske Religion, og at han aldrig mere vilde komme tilbage. Saadant hændte virkelig ikke saa sjelden med danske og norske Studenter, naar de Vare udenlands, og Holberg havde i Paris trusset et Par Danske, der vare gaaede over, og af hvilke den ene, Jakob Winsløv, havde et stort og vel fortjent Navn som udmærket Læge, men det lyder dog besynderligt at Nogen kan have troet om Holberg, at han havde ladet sig omvende af Munke.
Efter Hjemkomsten levede han to Aar i stor Nød, da der fremdeles intet virkeligt Professorembede var ledigt for ham. Universitetet maatte da paa anden Maade skaffe ham noget at leve af.[2] Et Skrist, han udgav i denne Tid: „Introduktion til Natur- og Folkeretten“, fik for det første ingen Afsætning, men siden blev det en af hans allermest udbredte Bøger.
Endelig slog hans Klokke, da han 18de December 1717 blev kaldet til virkelig Professor. Men dersom man ret paatagelig vil se Forskjellen mellem Universitetsforholdene dengang og nu, da viser den sig deri, at i hine Dage en til Professor bestemt Lærd maatte kunne paatage sig hvilkensomhelst Videnskab, der først maatte blive ledig i det philosophiske Fakultet. Siden var der jo ved nye Ledigheder Anledning for ham til at skifte Fag, om han ønskede det. Nu vilde Tilfældet, at Holberg maatte overtage Metaphysiken, den aller subtileste Del af Filosofien. For en Mand, der i den Grad var anlagt for Videnskabens praktiske Side som Holberg, kunde Intet passe daarligere, og i den pedantiske og livløse Form, som Metaphysiken dengang plejede at foredrages ved Universiteterne, var den vistnok heller ikke meget værd. Han paatog sig imidlertid Embedet, idet han begyndte med en (desværre tabt) Tale til Metaphysikens Pris, der forekom mange „snarere at være en Ligtale end Lovtale“. Efter to Aars Forløb slap han imidlertid fri, thi hans gamle Rektor i Bergen, der hidtil havde været Professor i Latin (eller, som det dengang kaldtes, i Veltalenhed), blev 1720 Biskop i Viborg, og Holberg overtog nu den latinske Lærestol, hvilken han endelig i 1730 ombyttede med den historiske.
Som egentlig Universitetslærer har Holberg neppe nogensinde spillet nogen betydelig Rolle. Det Fakultet, hvortil han stedse vedblev at høre, det philosophiske, indtog ogsaa den Gang en lavere Plads end de tre saakaldte „høiere“ Fakulteter, for hvilke hint nærmest var tænkt som et forberedende; Hovedfakultetet var det theologiske, thi baade studerede en aldeles overvejende Flerhed af Ungdommen under dette, og dets Lærerposter vare de fornemste og bedst aflagte, hvorfor det endog var almindeligt, at Professorerne i det philosophiske Fakultet ligeledes „rykkede op“ til Pladse i det theologiske. Det er ogsaa klart at se, at Holberg holdt saa faa Forelæsninger, som muligt, og der er heller ikke hverken hos ham selv eller andre bevaret nogensomhelst Efterretning eller Tradition om hans Egenskaber som akademisk Lærer. Selv har han ladet falde den Ytring, at en Professor vilde kunne stifte langt mere Nytte ved at tjene de Studerende med at besvare de Spørgsmaal, som de maatte ønske at forelægge ham, end ved at holde Forelæsninger. Den Forpligtelse til af og til at disputere offentlig, der dengang paalaa Professorerne, synes han ganske at have unddraget sig. Omsider overtog han i 1737 Kvæsturen eller Kassererembedet ved Universitetet og betraadte siden ikke Kathedret, skjønt han beholdt sit Embede og sin Plads i det akademiske Konsistorium indtil sin Død.
Men ikke destomindre var hans Ansættelse som Professor af uberegnelig Nytte. Den var det for Universitetet selv, thi ingen har mere bidraget til at fremkalde bedre Tilstande i dettes hele Væsen, end han gjorde det ved med det kritiske Lune at blotte de Misligheder, der gik i Svang. Men af endnu større Betydning blev det, at den uafhængige og sorgfri Stilling, som Professorembedet tilbød, kunde tillade Holberg at leve for Literaturen og i den at udføre sit Livs store Gjerning. Han havde allerede, da han i sin Ansøgning i 1714 angav som sin „Entreprise“ at „forbedre det danske Sprog“, været sig det Maal bevidst, hvortil han vilde stevne. Vi skulle nu se, hvorledes han naaede det.
- ↑ I sin 396de Epistel spotter Holberg over Folk, som anvendte altfor megen Tid paa den franske Udtale. Han havde, siger han, kjendt to Studenter, hvis Hovedstudium gik ud paa at komme til at tale som indfødte Parisere, men „saasom de samme Personer siden begge bleve Amtmænd udi Island“, kom det dem ikke til stor Nytte.
- ↑ (Dansk) Dagbladet 1885, No. 201.