Ludvig Holberg (Daae)/10
Nogle Ord om Holbergs politiske saavelsom ogsaa om hans religiøse Standpunkt maa her finde sin Plads. Men paa Forhaand vil jeg stærkt fremhæve, at det vilde være ligesaa uheldigt, som uberettiget, ifald nogen under Nutidens Kampe og aandelige Brydninger forsøgte paa at ville hævde Holberg som sin egen særlige Forbundsfælle. Saadant vil man ikke komme godt fra. Holbergs Tider ere ikke vore, og Ingen kan med Sikkerhed paavise, paa hvilket Standpunkt han vilde have befundet sig, om han levede nu. Nærmest er han at betragte som et tveegget Sværd, som enhver yderligt gaaende Mand, uanseet Standpunkt, bør vel vogte sig for at komme nær.
Holberg var en Ven af borgerlig Lighed og hudfletter, som vi have seet, altid ubarmhjertig Rangsygen. Han holdt af Bonden og vilde gjerne have undt ham den Frigjørelse, den siden blev ham tildel. Han var ogsaa i sit Hjerte inderlig forbitret paa Censuren og beklagede meget dens skadelige Indflydelse særlig paa Historieskrivningen. Hvor forbitret han var paa umodne Domme og taabeligt Snak, saa han i Ytringsfriheden et uskatterligt Gode. Han var ogsaa den bestemteste Tilhænger af Religionsfrihed, ihvorvel han tidt var tilbøjelig til at gjøre en Undtagelse med de romerske Katholiker, mod hvilke han var alt andet end venlig stemt. Det er overflødigt at sige, at en Mand som han aldrig holdt paa det gamle, fordi det var gammelt, eller modsatte sig det nye, fordi det var nyt. Heller ikke delte han den Anskuelse, som i hans Ungdom raadede i Danmark og Norge, at Enevoldsmagten var af guddommelig Oprindelse. Han ansaa den derimod for at være grundet paa en Overenskomst mellem Konge og Folk.
Men det enevældige Kongedømme var og blev dog den Statsform, som han ansaa for den bedste, og hans politiske Livsanskuelse var stedse i sin Grund konservativ. Den „politiske Kandestøbers“ Forfatter satte fremfor alt Pris paa ordnede og faste Tilstande og paa god Disciplin i Staten, yndede ikke uvidende og uforstandige Folks Vrøvl og Ræsonnement om, hvad de ikke kjendte til eller kunde bedømme. Han vilde have en stærk Statsmyndighed og fandt, at Regjeringen havde Ret til at gribe ind i omtrent ethvert Forhold. Ens stærk Kongemagt er overhoved hans politiske Ideal, og overalt i hans historiske Skrifter vil man finde Beviser herfor. Han var en Tilhænger af det, som man senere har kaldet „der aufgeklärte Despotismus“, Peter Czar og senere Frederik II. af Preussen forekom ham at være de ypperste af alle Regenter. Vistnok indrømmede han, at „et indskrænket Monarki jo vel kan bestaa, naar det fra Førstningen af saa er indrettet og stedse bliver holdt ilige Stand,“ men han stiller sig dog altid tvivlsom ligeoverfor denne Statsform. Og det skal indrømmes, at af de Exempler paa saadanne Forfatninger, som hans Samtid kunde opvise, var der nogle højst advarende, saaledes Polens og det nærliggende Sveriges, hvis „Frihedstid“ faldt ind i Holbergs senere Aar.[1]
Hans Tilfredshed med den danske Enevoldsmagt og oprigtige Hengivenhed for Kongehuset sinder ogsaa sin Forklaring deri, at den dansk-norske Stat paa den Tid virkelig i mange Henseender frembød Samfundsforholde, der hørte til de lykkeligste i Europa. Christian V.s Lov havde fremkaldt et Retsvæsen, der i Billighed og Humanitet stod paa Høiden med det bedste i sin Tid. England kaldtes dengang Frihedens Land og indtog ganske vist i politisk Henseende en Særstilling, men i mere end et Tilfælde vare Undersaatternes Vilkaar langt bedre i det absolutistiske Danmark-Norge end i det parlamentariske Land paa den anden Side af Nordsøen med dets Habeas corpus—Act og dets andre Garantier for Friheden. Et Exempel vil oplyse Tingen. I England kunde en Fordringshaver, saasnart Fordringen var forfalden, uden forudgaaende Dom putte sin Debitor i Gjældsarrest. Der forlangtes ikke anden Bevislighed end Kreditors Godtroenhedsed. I Maaneder kunde Skyldneren ligge i Fængsel, førend hans Sag kom for, ja selv om Fordringens Rigtighed modbevistes, fik Fangen ikke sin Frihed uden Rettergang. Ja, Kreditor havde (indtil 1759) ikke engang den Forpligtelse at underholde sin Gjældsfange. Hvorledes denne opholdt Livet, var ham uvedkommende, mangengang sultede han da ogsaa ihjel. I Danmark-Norge var alt anderledes, Kreditor maatte her underholde sin Skyldner og betale hans Fangevogter; undlod han at gjøre dette i 6 Uger, var Skyldneren fri og kunde aldrig mere fængsles for samme Gjæld. Overhovedet var Fængselsvæsenet i Englaud langt mere barbarisk end hos os.[2]
Det er bekjendt nok, at Holbergs religiøse Opfatning ikke faldt ganske sammen med de orthodoxe Theologers. Han var ganske vist af Naturen væsentlig et Forstandsmenneske, stillede sig maaske noget tvivlende ligeoverfor Mirakler og blev overhoved ikke nogensinde Dogmatiker.[3]
Men fra Holbergs Standpunkt er der et meget langt Skridt til den egentlige Vantro, og det er derfor ligesaa urigtigt, som det er frækt, naar den moderne Gudsfornegtelse vil indregistrere Holberg blandt sine Befordrere og Forløbere.
Man mærke sig f. Ex. Ytringer af ham som disse: „Man maa gjøre Forskjel mellem de Ting, som ere over Fornuften, og imellem dem, som ere imod de menneskelige almindelige Sandser,“ — „aandelige aabenbarede Ting, som gaa over Fornuften, maa vi tro, omendskjønt vi dem ikke begribe, thi saadanne Ting stride ikke imod vore Sandser, men vise alene, at menneskelig Fornuft haver sine Grændser.“ Mellem saadanne Ting nævner han udtrykkelig Læren saavel om Christi Manddoms Paatagelse, som om den hellige Trefoldighed.[4]
Man læse videre: „Saasom jeg ofte med stor Bekymring haver efterforsket min Saligheds Sag, saa haver intet glædet mig mere end at udfinde retskafne Prøver og Bevisligheder, hvormed Munden kunde stoppes til paa dem, som søge at betage Menneskene den Trøst, som de have af Aabenbaringen, og det Haab om det andet Liv, som styrker dem udi dette Livs Gjenvordigheder.“ Og videre: „Livets Korthed og Haab om et bedre Liv efter dette er min eneste Trøst, hvorudover jeg mere end andre foruroliges af visse dristige Stykker, som udi vor Tid komme for Lyset, og som synes at ville betage Mennesket saadan Haab og Trøst.“
Den tolerante Holberg, Religionsfrihedens Talsmand, var saa streng som vel nogen mod Religionens Bespottere. Frivole Aander kunne have godt af at læse, hvad han siger om saadant: „Et er at skrive mod Religionen, et andet er at drive Spot dermed. Det første kan ske udi et oprigtigt, skjønt vildfarende Forsæt, det andet derimod er Bevis paa Kaadhed, Ondskab og Ugudelighed. Man maa corrigere vildfarende Mennesker med Formaninger, men Bespottere med Riis og Svøbe. Dette sker dog ikke, thi man pidsker, fængslet og excommunicerer de første og lader de sidste passere for beaux esprits.“
Holberg har i sine Skrifter efterladt en Skat, der endnu vinker hans Læser i fuld Skjønhed og Friskhed. Navnlig har han i sine Digterverker fremstillet et Galleri af menneskelige Svagheder og Daarskaber, hvori man kan se sig selv i Speil, saalænge Menneskenaturen selv bliver uforandret. Det var derfor at ønske, at
dette Salt, som han har dybt indblandet
i Folkets aandelige Næringssaft,
fremdeles maa vise sin Kraft ogsaa paa vor egen Samtid. I vor stærkt opagiterede Tid har Lidenskabelighed og Partivæsen paa en forunderlig Maade sløvet Sandsen for det Komiske, idet altfor mange Mennesker kritikløst fanges af Stikordet og blive hængende i Phrasen uden at begribe dens Tomhed. Dette er en aandelig Sygdom, der for en væsentlig Del har sin Grund i den slette og usunde Læsning, som vor Tids Døgnpresse kaster ind ad enhver Port. Lægemidlet skulde da blandt andet være at søge i en Læsning af stik modsat Natur, en Læsning, der igjen kan vække Sandsen for det sande, sunde og naturlige gjennem befriende og forfriskende Latter. I den Retning har Danmarks og Norges Literatur den Dag idag ingen Forfatter at opvise, der maaler sig med ham, der bærer Hædersnavnet Fader Holberg.
- ↑ Om Holbergs politiske Opfatning henvises iøvrigt til E. Holms ovenfor citerede Afhandling.
- ↑ Se Prof. Dr. Johannes Steenstrups Afhandling: Borgerlig Frihed i England og i Danmark-Norge i forrige Aarhundreder, i Nordisk Tidskr., utg. af Letterstedtska Föreningen, 1885, S. 655—679.
- ↑ Den for citerede Gjörwell, som fik Holberg at læse i en norsk Udhavn i Aaret 1750, skriver: Jag märkte, huru genom den flera fria och lättsinniga tankar i religionsmäl symgde sig in hos mig, besynnerligen af hans Moraliska Tankar, en bok full af skadeliga principer. Dette var början til naturalismus hos mig, och har jag altsedan ej varit i stånd at utrota detta onda utur mit hjerta, oaktadt jag i flera år rätt med alfvar arbetat herpå, utan religion och fritänkeri hafva altsedan hos mig omvexlat, dock, Gudi allena äran, altid med den förras seger. Då jag fått denna min andas första besmittelse af baron Holbergs skrifter, så må ingen förtryta på, at jag mot dem så ifrat i mina af trycket utgifna arbeten. (Samlingar till Skånska landskapens historia, III. 1875. S. 55).
- ↑ Se N. M. Petersen, Bidrag til den danske Literaturs Historie, (1ste Udg.) IV. S. 753.