Ludvig Holberg (Daae)/9

Ludvig Daae

Ludvig Holberg

Grøndahl & Søn, 1886 (s. 101-111).

Christian VI. døde den 6te August 1746, og hans Søn og Eftermand Frederik V. var, som bekjendt, sin Fader saa ulig som vel muligt. Pietismens Herredømme i Danmark var forbi, og flere af de Mænd, der havde havt mest at sige under den forrige Regjering, tabte strax sin Indflydelse. For at nævne et Exempel, Pontoppidan blev, neppe ganske efter eget Ønske, sendt til Bergen som Biskop allerede 1747.^[1]

Holberg glædede sig ved dette Thronskifte og har givet sine Følelser Luft bl. A. ogsaa gjennem en Udtalelse, der har været overseet af hans Biograser. Det er i Forordet til en samme Aar udgiven Oversættelse af den græske Historieskriver Herodian (Fortæller af den romerske Keiserhistorie fra Marcus Aurelius til Gordian III), hvor det bl. A. heder: „Ligesom jeg tilforn haver stedse ønsket at være 10 Aar ældre, saa ønsker jeg nu at være 10 Aar yngre, thi E. Maj.s livsalige Regimente haver saaledes charmeret mig og alle oprigtige Undersaattere, at vi alle have faaet ligesom nyt Liv og nye Kræfter,“ hvorefter han fortsætter med at minde om den bekjendte Anekdote om Frederik II. af Danmark og Norge („Nu er Kongen ikke hjemme“ — „Nu er Kongen kommen hjem igjen“), „hvem E. M. priseligen imiterer.“ Det var en temmelig ligefrem Maade at sige sin Mening.

Med Fornøielse saa Holberg Fornyelsen af Theatret, hvor nu hans egne Stykker naturligvis igjen kom paa Scenen. Men han var dog nu kjendelig en gammel Mand. I samme Aar (1746) havde han været alvorlig syg, og man havde været alvorlig bekymret for hans Liv.^[2] Stærk havde han vistnok aldrig været, og kun ved den forsigtigste Levemaade kunde han holde sig oppe. Ugift og ensom levede han i sin Professorgaard paa Hjørnet af Kannikestræde og Fiolstræde ligeoverfor det nuværende Universitetsbibliothek, hvor senere en Plade er anbragt i Havemuren til Minde herom. Et meget stort Kastanietræ siges at være plantet af ham og bliver derfor fredet med Pietet. I sin store Embedsgaard lod han gjerne en Kollega bo til Leie, saaledes først Latineren Professor Anchersen, dernæst Nordmanden Professor Munthe (Forfatter af Datidens mest brugte græske Grammatik). I hans Pebersvendehjem gik det vistnok yderst stilfærdigt til. Som vi have hørt, havde Holberg siden 1737 ikke andet med Universitetet at bestille end at deltage i Consistoriets Forhandlinger og at besørge Qvæsturen. Forelæsninger holdt han altsaa ikke. Med de Studerende havde han neppe nogensinde traadt i synderlig personlig Berøring. Besøg fik han dog vistnok ofte, men af en eiendommelig forretningsmæssig Art, thi han, der for det meste plejede selv at forlægge fine Skrifter, solgte dem ogsaa hyppig fra sin egen Bolig, aabenbart for at spare Boghandlerrabatten. Hermed blev han ved lige til det Sidste, og et Par ret morsomme Anekdoter ere bevarede i den Anledning. Saaledes havde en Student væddet med en anden om, at han skulde faa den just ikke overdrevent høflige Professor Holberg til at følge sig ned ad Trapperne. Han gik da op til Holberg, bad om et Exemplar af Danmarks Historie, fik Anvisning paa selv at tage det i en paapeget Hylde, tog det og gik — uden at betale. Holberg fløi efter for at faa sine Penge, og Studenten havde vundet sit Væddemaal. Den siden bekjendte Professor Jacob Baden har fortalt, hvorledes Holberg endog liggende paa Sygesengen, solgte Bøger fra sit Værelse.

Holberg taler ikke sjelden om sine „Venner“, men det er ikke let at paavise, hvem disse egentlig have været. Han gik dog af og til ud, og man har endog flere Vidnesbyrd om, at han ikke ugjerne befandt sig mellem Damer. I egentlige Selskaber passede han imidlertid lidet. Vi have allerede hørt, at han hos Hersleb gav sig til at skjændes med Erik Pontoppidan, og en anden Samtidig, Carl Deichman, har nedtegnet Følgende: „Holberg var ikke oplagt til at freqventere de Store, havde ikke den bedste Levemaade, passede mere paa, hvad andre sagde, og var troligen formeget hengivet til Kløgt og bidende Indfald. Jeg har seet ham i Selskab, hvor de opholdt sig over hans Maniers. Hans Lader gav ikke nogen Belevenhed tilkjende.^[3] Ogsaa heri var han en Modsætning til Hans Gram, der, skjønt han altid befandt sig bedst mellem Bøger, dog ganske ypperlig forstod at føre sig i Verden.

Enkelte unge og lovende Mænd havde Adgang til ham. Blandt dem var Suhm, der som tyveaarigt ungt Menneske omgikkes baade Holberg og Gram og stode i Yndest hos dem begge. Ogsaa Schøning kjendte ham, udentvivl gjennem Professor Munthes, til hvem Schøning stod i nært Forhold. En noget tvetydig Person, Christian Gran Molberg fra Bergen, paastod siden at være Holbergs Søstersøn, ja endog at have „studeret under hans Anførsel,“^[4] men der er Grund til at tro, at dette ikke er sandt. Derimod er det sikkert nok, at den Søsterdattersøn af Holberg, den siden som Lærd og som Rektor i Bergen bekjendte Hædersmand Fr. Chr. Holberg Arentz, der blev Student 1751, har kjendt sin berømte Frænde,i dennes sidste Aar, men det fortælles, at Arentz ikke skal have rost sin Grandonkels Elskværdighed. Arentz, der først døde 1825, var forøvrigt en af de allersidste, der personlig erindrede Holberg. Det var i sin Tid Skik, at unge Mennesker, især naar de reiste udenlands, anmodede berømte Mænd om at skrive i deres Stambøger. J en eneste saadan Bog har jeg ogsaa fundet Holbergs Navn, men hvad han skrev var, som det kunde ventes, yderst tørt.^[5] En Mand, hvis Forhold til Holberg det skulde være interessant nærmere at kjende, men. hvis Levnet desværre i det Hele er lidet oplyst, er Fredrik Christian Eilschow, en ung Philosoph, der, skjønt bortreven ved Døden kun 25 Aar gammel (1750), ikke destomindre har en Plads blandt Aarhundredets mærkeligste danske Forfattere. Han beundrede selv Holberg, men denne skal ikke have vist Eilschow nogen Godhed.^[6]

Jeg er ovenfor kommen til at omtale Slægtninge af Holberg. Mod disse viste han sig kold og havde næsten aldeles afbrudt al Forbindelse med dem, saa at der ikke er nogetsomhelst Spor til, at han bekymrede sig om dem. I sit Testament udtalte han ogsaa ligefrem, at det var ham uvitterligt, hvorledes deres Forhold og Vilkaar vare. En stakkels Søstersøn, Tostrup, i Bergen pensionerede han dog med 30 Rdl. om Aaret, og en kvindelig Slægtning fik noget Løsøre efter ham.

Det er ikke Holbergs mest tiltalende Sider, vi her have streifet ind paa. Men der er andre Momenter i hans Liv og Levesæt, som efterlade et mere velgjørende Indtryk.

Herhen hører den Kjærlighed til Musiken, der fulgte ham gjennem hans hele Liv. Han havde endog medbragt norske Melodier, som han spillede med en vis Glæde. Mellem dem, hvem han omgikkes, var bl. a. en tydsk Musikus Scheibe, der har efterladt nogle, dog, som det forekommer mig, ikke meget betydelige Efterretninger om ham. En ung Nordmand, Christian Frederik Hagerup, (død som Stiftsprovst i Throndhjem 1797) var ogsaa en af dem, der paa Musikens Vegne kom den ensomme Mand noget nærmere. Ogsaa Hagerup (Student fra 1749) lærte han at kjende gjennem Landsmanden Professor Munthe, og han kom derefter til „ofte at give Fløite-Parti med ham i hans Løverdags-Conserter.“ Han har altsaa dog ugentlig paa sin høje Alderdom seet musikalske Venner hos sig.^[7]

En anden smuk Side hos Holberg er hans Kjærlighed til Landliv og Bønder. Allerede som Student var det hans Lyst at vandre paa sin Fod om paa Landet og det lange Ture. Som Professor maatte han vel efterhaanden ophøre hermed, men kun forat træde i et desto nøjere Forhold til Landlivet som Godsbesidder. Den fattige Mand var efterhaanden dels formedelst gode Embedsindtægter, dels ved sin fordelagtige Forfattervirksomhed, dels og vistnok ikke mindst ved sin lige til Gjerrighed gaaende Husholderiskhed bleven til en rig Mand, og han satte sin Formue i Jordegods, ja kjøbte ligefrem Herregaarde (Brorup 1740) og Tersløse og Ødemark (1745), alle i Sjelland. Paa Tersløsegaard tilbragte han nogle Sommermaaneder hvert Aar, og endnu henimod vor Tid viste man her hans Arbeidsværelse, Lysthus, Stenen, hvorfra han steg til Hest o. s. v. Med Bønderne indlod han sig gjerne i Samtale og forsikrede, at han altid lærte noget nyt af dem. At han kjendte den danske Bondestand ud og ind, derom bære allerede hans Komedier, der stamme fra en ældre Tid, tilstrækkeligt Vidnesbyrd. Et og andet af hans Forfatterskab staar ogsaa i Forbindelse med hans Interesse for Landvæsenet. Som et Exempel kan nævnes hans Afhandling „om den nu regjerende Kvægsyge“, som han lod oplæse i det nys stiftede danske Videnskabsselskab, hvor han aldrig personlig indfandt sig. Hvo der vil se et Exempel paa den Sandhed, at ethvert tilsyneladende noksaa prosaisk Emne kan blive interessant ei alene for Fagmænd, men ogsaa for Almenheden, naar det blot finder den rette Pen, han bør læse dette lille Stykke om Kvægsygen. Det findes i en vigtig Samling af Holbergske Smaaskrifter, som Wille Høyberg udgav Aaret efter Holbergs Død.

Lysten til at skrive fulgte Holberg lige til det Sidste, og vi skulle kaste et Blik paa de mærkeligste af hans Alderdomsverker: „Moralske Tanker“ (to Bind 1744) og „Epistler“ (fem Bind 1748—1754). De høre begge to til et og samme Skriftslags, og det er træfsende blevet sagt om dem, at de nærmest kunne sammenlignes med et Ugeblad eller et Maanedsskrift. Han har i disse Skrifter drøftet en Mængde almenmenneskelige Spørgsmaal, for at bruge hans eget Udtryk „befattende adskillige historiske, politiske, metaphysiske, moralske, item skjæmtsomme Materier.“ De „moralske Tanker“ tage som Udgangspunkt eller, om man vil, som „Text“ et eller andet af hans Epigrammer. Holberg havde nemlig allerede tidligere udgivet en stor Samling af Epigrammer paa Latin, tidt meget vittige.^[8] Det er sandt, at man i disse Holbergs populær-philosophiske Bemærkninger stundom kan finde Gjentagelser af, hvad Forfatteren allerede andensteds har sagt, og Welhavens Bemærkning, at man her „kan se Alderdommens og en udnyttet Tænknings Mærker“, er ikke uden al Grund. Men gjælder alt dette visse af Epistlerne, vil man til Gjengjæld i andre, og det den større Del af dem, finde hans Lune og Originalitet i fuld Friskhed. Det er overflødigt at bemærke, at „Epistlerne“ ikke ere virkelige Breve, men alene skrevne i Brevform. Til virkelig Brevskrivning var Holberg yderst lidet oplagt. Hvad man i den Retning har bevaret fra hans Haand er derfor næsten blot Forretningsbreve. De fleste af disse ere skrevne til en Mand i Throndhjem, Krigsraad Aage Rasmussen Hagen, som der paa Stedet forhandlede hans Skrifter.^[9] Men selv i disse Smaabilletter bryder Holbergs eiendommelige Humor uvilkaarlig frem under Omtalen af de trivielleste Ting. F. Ex. „Det er en stor Ulykke for respublica literaria, at Munck er død, thi han drak Bøger i sig, som Jorden drikker Vand.“ — „Saasom den forfærdelige 11te Junii er for Haanden, paa hvilken Dag jeg og andre Guds Børn skal gjøre Regnskab for det, vi have gjort Aaret igjennem, saa lader jeg nu mine Breve circulere om til alle gode Venner, som jeg har Regninger med. Jeg har skrevet min Herre adskillige Gange til, men han har forglemt at svare mig. I det sidste Brev, som jeg skrev udi Februario, lod jeg mig mærke, at jeg havde i Sinde at trække en liden Vexel paa ham. Men som endnu intet Svar er fulgt derpaa, udtolker jeg hans Taushed, ligesom han vilde sige: Træk i Guds Navn. — Jeg kan sige, at Trundhiem er den bedste Bye efter proportion i Danmark og Norge at kjøbe Bøger og min Herre den bedste Mand udi Trundhjem.“ o. s. v.^[10]

Som bekjendt blev Holberg paa sine gamle Dage Baron. Der har været gjort en og anden Bemærkning om, at „den honette Ambitions“ Forfatter blev baroniseret, og det fortælles ogsaa, at en Kollega, Professor Møllmann, ikke kunde bare sig for at smile, da Universitetets Rektor første Gang tiltalte Holberg i Konsistoriet med et „illustrissime“, Adelens privilegerede Epithet, noget hvorover den nye Baron selv skal være bleven meget fornærmet. Vi skulle ikke videre dvæle ved dette, men det kan dog bemærkes, at man i Tydskland havde flere Exempler paa baroniserede Forfattere, saasom Pufendorf, Leibnitz og Wolf, af hvilke dog rigtignok ingen besad noget Baroni.

Men det gjorde derimod Holberg, thi hans Godser bleve 1747 formelig erigerede til „Baroniet Holberg“, og han var altsaa virkelig Lensbaron, Medlem af den høiere danske Adel. Sammenhængen hermed var følgende. Hvor stor Pris Holberg end satte paa jordisk Gods, en Kjærlighed, som maaske netop derfor var saa stærk, fordi han i sin Ungdom havde havt at kjæmpe med Fattigdom, var han dog ikke af dem, der glemte, at der tilsidst kommer en Tid, man selv ingen Nytte eller Glæde kan have af sin Rigdom. Han tænkte altsaa paa, hvorledes disse kunde stifte Gavn for det Offentlige, thi sine Slægtninge agtede han ikke at gjøre til Arvinger. Heller ikke betænkte han sit Fødeland Norge eller sin Fødeby Bergen, men skjænkede sine Godser til Sorø Akademi. Denne Stiftelse, i sin Tid oprettet af Christian IV. som et Universitet for Adelen, havde i flere Menneskealdre været nedlagt, men i Slutningen af Christian VI.s Tid blev der Tale om at gjenoplive den. Man kan forstaa, at denne Stiftelse maatte interessere Holberg, thi netop meget eller det meste af hvad der mishagede ham ved Universitetet i Kjøbenhavn, maatte ifølge Sagens Natur være udelukket fra Sorø. Akademiet, der tilsigtede at opdroge unge Mænd til Statens høiere Poster, fik intet theologisk Fakultet, ingen Disputatser, altsaa heller ingen Baccalaurei og Magistre, det fik overhoved et stærkt praktisk Tilsnit, hvilket jo just var efter Holbergs Hoved. Hvad han lidet syntes om, var derimod, at Akademiet skulde være blot for Adelige. I en Henvendelse til Frederik V. bad han ogsaa om, at det ogsaa maatte aabnes for Borgerlige, „paa det at jeg ikke skal synes at foragte min egen Stand.“ Dette medførte dog ingen Forandring. Akademiet blev et „ridderligt“, indtil det henimod Aarhundredets Slutning sygnede hen af Mangel paa Studerende og omsider atter nedlagdes, for endnu engang at fornyes til en kort Tilværelse i vort Aarhundrede. Sorøs egentlige Betydning har bestaaet deri, at det i alle sine tre Perioder har talt udmærkede Videnskabsmænd og Forfattere blandt sine Professorer, og herved er den lille fordums Klosterbys Ry i Literaturen blevet et meget anseligt.

Det ansees for givet, at Holberg havde faaet Kundskab om Planen til Akademiet, førend denne blev offentlig bekjendt, og at han da har bestemt sig til at skjænke sine Godser til dette, naar de først vare gjorte til Baroni for ham. Erektionen af Baroniet og dettes Overdragelse til Akademiet er indbefattet i et og samme Kongebrev (af 6te Marts 1747), og dette er dateret 4 Maaneder før, end Akademiets Fundats udkom. Desuden skjænkede Holberg til Akademiet 12,000 Rdl., hvis Renter skulde bruges til Stipendier for tre fattige Akademister, siden gav han ogsaa sit Bibliothek (der desværre brændte i 1813) og en Sum til Forøgelse deraf. Indvielsen fandt Sted 7de Juli 1747. Den medførte, heder det, en særegen og for den Tid betegnende Ydmygelse for Holberg. Han lod nemlig selv bekoste et Festmaaltid, hvori han ønskede, at Kongen selv med Hoffet vilde tage Del. Det skede — men Holberg selv blev, skjønt nu Baron, ikke anseet værdig til at sidde tilbords med Kongen!^[11]

Endnu et andet stort Legat skyldes Ludvig Holberg. Han skjænkede nemlig en betydelig Sum til Udstyr for Jomfruer, der vare af god Familie, men i ringe Kaar. Det er bestemt baade for danske og norske Piger, og efter at man i Danmark, hvis Universitet bestyrer Legatet, siden Adskillelsen længe intet Hensyn havde taget til Norge, har man i den senere Tid begyndt at gjøre denne Fejl god igjen.

Ludvig Holberg døde i Kjøbenhavn i sit 70de Aar den 27de Januar 1754. Da han laa syg og Lægen havde sagt ham, at han maatte dø, skal han have sagt: „Det er mig nok, at jeg i al min Levetid har søgt at være en nyttig Borger i mit Fædreland, vil derfor gjerne dø, siden jeg mærker, at mit Livs Kræfter ei heller længere staa mig bi.“ I Stilhed førtes hans Lig til Sorø Kirke,^[12] hvor han hviler i en prægtig Sarkofag af Jern med en latinsk Indskrift.

Holbergs sidste Aar vare faldne ind i en Tid, som egentlig mindre paaskjønnede hans Værd. Den franske Smag, som havde faaet Indpas, havde ledet Mængdens letbevægelige Aand ind i nye Retninger. Skjønt Holbergs Komedier atter opførtes, faldt de ikke ret i de Dages Smag. Man var bleven snerpet, og Komedierne maatte beskjæres og lemlæstes paa Scenen for ikke at støde „fine“ Folk. I en senere Tid kunde endog en Mand som Baggesen tale om at „renskrive Holberg“. Det varede en Tidlang, inden Komedierne atter kom til sin Ret. Men det følger af sig selv, at de store Klassikere, der leve gjennem Aarhundreder, altid til sine Tider ere mere, til sine Tider mindre læste, forstaaede og paaskjønnede. Jeg behøver her kun at henvise til Shakespeares Skjebne.

---

1. Cfr. Kirkehistoriske Samlinger, 3. R. II. S. 570.
2. Dette erfares af nogle Vers af en Beundrer, hvori det bl. A. heder:

   Daarskab, Hykleri og Laster
   Holder nu en Fryde-Fest,
   Holberg snart fra Verden haster,
   Som var Eders største Pest o. s. v.

   (Norsk hist. Tidsskr. 1. R. II. S. 55).

3. Norsk hist. Tidsskr. 1. R. II. S. 294. Smnlgn. Grams Brev (af 1744) i Dansk hist. Tidsskr. 1. R. IV. S. 308 (om Holbergs Opvartning hos Geheimeraad Plessen, „da han var sig selv lig og saaledes som han altid er paa fremmede Steder den første Gang).“
4. Worms Lexikon, III. S. 524.
5. Nobilissimo D. Petro Herslebio peregre eunti fausta omnia apprecor
    Hafn. die 28 Mart. L. Holberg.
     1752.
    (Herslebs Stambog paa det st. Kgl. Bibl. i Kjøbenhavn).
6. En ellers vistnok ganske overseet Notits herom forekommer i G. L. Badens Bidrag til (Faderen) Jac. Badens Levnet &c. Kbh. 1800. S. 13.
7. Fallesens Magazin for Religionslærere, VII. 2. S. 395.
8. Der haves af dem en særdeles vellykket poetisk Oversættelse af Jens Justesen (Rektor C. Müller), Throndhjem 1862.
9. Nogle utrykte Breve af Ludvig Holberg, udgivne af Paul Botten-Hansen, Chra. 1858. (Aftryk af Illustr. Nyhedsblad). Cfr. norsk hist. Tidsskr. 1. R. III. S. 94, hvor man vil finde et nyt Brev og en Fortegnelse over Holbergs hidtil bekjendte Breve overhovedet.
10. Til de interessante Oplysninger, som disse Breve give om Udbredelsen af Holbergs Skrifter i Norge, kan føies en Notits i Samlingar til Skånska landskapens historia, Ill. 1875. S. 54—57. Den bekjendte svenske Lærde C. Chr. Gjörwell kom 1750 hændelsesvis til at opholde sig en god Stund i en Udhavn mellem Arendal og Christianssand og bemærker, at Lodserne i Havnen havde „alle Baron Holbergs Comoedier og adskillige af hans andre Skrifter.“ Gjörwell læste dem da igjennem, deriblandt var „Moralske Tanker“.
11. Det kan have sin Interesse at minde om, at, da Universitetet i Christiania blev oprettet, afgaves dertil af Sorø Akademis Formue „overensstemmende med Holbergs præsumerede Ønske“ 50,000 Sølvspecier eller i nuværende Penge 200,000 Kroner.
12. „Baron Holbergs Lig“ (skriver den bekjendte Benjamin Dass, forhen Rektor i Throndhjem, til Suhm) „blev hentet herfra af fire sjellandske og tvende Bønder udgjorde Comitaten.“ Suhms Samlede Skr., XV. S. 191.