Ludvig Holberg (Daae)/6

Ludvig Daae

Ludvig Holberg

Grøndahl & Søn, 1886 (s. 43-60).

Om Holberg var død i samme Aar, som Peder Paars var udkommen, vilde alene dette Digt have været fuldkommen tilstrækkeligt til at gjøre ham uforglemmelig i vor Literatur. Men allerede et Par Aar efter (1722) indtraadte han paa en ny Bane, og paa den var det, at han skulde vinde sin største Anseelse og sin største Fortjeneste. Her komme vi til det, som Enhver af os elsker og kjender, eller idetmindste burde elske og kjende: Holbergs Komedier!

Vi have ikke Tid eller Rum til at fortælle Skuepladsens Historie i Danmark, for os faar det være nok, at der egentlig ingen scenisk Kunst gaves i vore Lande før Holberg. Latinskolernes Disciple opførte vistnok et Slags Stykker, hvis Emner vare hentede fra Bibelen eller Klassikerne, udenlandske Trupper viste sig hist og her, endog i Norge, for at opføre noget fremmed Jux, men et virkelig nationalt Drama kan man ikke sige, at man havde. Omsider gav nogle tilfældige Omstændigheder Stødet til, at der forsøgtes et dansk Theater i Kjøbenhavn. Ved Hoffet havde der været spillet franske Stykker af indkaldte Skuespillere, men de vare blevne afskedigede, og deres forrige Theatermaler, Franskmanden Capion, havde saa faaet Privilegium paa at opføre Skuespil. Holbergs nyserhvervede Ry som komisk Forfatter bragte nu nogle Venner og andre, der ønskede en national Scene, deriblandt mærkelig nok den nysnævnte Rostgaard, til at foreslaa ham at forsøge sig i at skrive danske Komedier. Muligt er det ogsaa, at Holberg allerede af indre Drist havde begyndt at skrive Lystspil. I ethvert Fald gik det vidunderlig raskt med hans Forfatterskab i den Retning, det ene Mesterstykke efter det andet fremkom i en ubegribelig kort Tid. Den 23de September 1722 aabnedes i lille Grønnegade „den danske Skueplads“. Det første, der opførtes, var et oversat Stykke, men saa kom strax efter Holbergs „politiske Kandestøber“. Endnu inden Aaret var omme, fik man „den Vægelsindede“, „Jean de France“. „Jeppe paa Bjerget“ og „Geert Westphaler“, og saa kom raskt det ene Stykke efter det andet. Men det nye Theaters Levetid blev kort. Vel morede man sig godt, men Theaterbesøgene bleve ikke saa hyppige, som man havde ventet. Hofset kunde efter Datidens store Etikette ikke indlade sig paa at besøge et privat Theater, den fornemme Verden holdt sig derfor ogsaa næsten borte, og dette indvirkede igjen paa den formuende Borgerstand. Menigmand var paa den anden Side saa udannet, at han nok hellere saa de tydske Spektakelstykker med Lynild, Torden o. s. v. eller morede sig ved at se paa „den stærke Mand“. Vanskeligt var det ogsaa at faa gode Skuespillere, helst vilde man have Studenter, men for dem ansaaes intet for mere upassende end en saadan Optræden, ligesom det da heller ikke manglede paa dem, der fandt det i høieste Grad anstødeligt, ja forargeligt, at en Professor ved Universitetet indlod sig paa at skrive for Theatret. Omsider spillede vedkommende Fallit; og Theatret maatte lukkes 1727, idet der tilsidst opførtes et lidet Stykke af Holberg, „Den danske Comoedies Ligbegjængelse“. Aaret efter indtraf Kjøbenhavns store Ildebrand, der for en længere Tid gjorde en Gjenoptagelse af et Theater umulig. I 1730 begyndte Christian VI.s Regjering. Under den var der, som Læseren vil forstaa, ikke Tale om at faa Regjeringens Tilladelse til noget saa ugudeligt og syndigt som Theaterforestillinger. Først efter denne Konges Død fik man (1747) atter et dansk Theater. Man maatte derfor indskrænke sig til at nyde Holbergs Stykker gjennem Læsning, thi han havde naturligvis udgivet dem i Trykken, og de fandt en rivende Udbredelse.

Vi skulle nu beskjæftige os en Stund med Holbergs Stykker i Almindelighed og med enkelte af dem i Særdeleshed Jeg er ikke Æsthetiker, og det vil derfor ikke være min Sag at skildre dem fra den Side. Heller ikke agter jeg her at indlade mig paa Forholdet mellem Holberg og de antike Digtere, Plautus og Terents, fra hvem han har laant mere end et Træk og mere end en Vittighed, eller paa Forholdet mellem ham og Franskmanden Moliere. Derimod vil jeg dvæle ved de Holbergske Stykkers Betydning som levende Malerier af Tilstanden, Levemaaden og Tænkemaaden i Digterens Samtid, der give dem en saa overordentlig stor historisk Betydning. Allerede Øhlenschlæger har i denne Henseende gjort den berømte og træfsende Bemærkning, at om Kjøbenhavn sank i Afgrunden og man efter Aarhundreders Forløb opdagede de Holbergske Lystspil, vilde disse med Hensyn til Kundskab om Hovedstadens borgerlige Liv paa denne Tid have samme Værd og Betydning, som Pompejis Ruiner, hvad det gamle Italien angaar.^[1]

Med Hensyn til den Holbergske Tidsalders Karakteristik maa der strax i Retfærdighedens Navn gjøres en Hovedbemærkning. Det er nemlig blevet sagt og utallige Gange gjentaget, at netop den Tid var i en saa særegen Grad indbydende til satirisk Behandling, og at i den mere end ellers — for at tale med Welhaven —:

Hver Tankens Form var stivnet og forskruet
Og gik i tusind Daarligheders Sold,

men dette er kun en Paastand, som ikke kan bevises. Sandheden er uden Tvivl den, at de menneskelige Daarskaber til alle Tider ere de samme, om end den ene af dem kan gjøre sig mere gjældende til en, den anden til en anden Tid. Enhver Tid frembringer rigeligt Stof for en satirisk og komisk Digter. Men det er ikke til enhver Tid, at en stor og overlegen Satiriker melder sig. Mange og lange Tidsrum flyde hen, uden at dens Synder og Fejl blive gjorte til Gjenstand for den Art af Tilrettevisning. En Holberg hører til de allersjeldneste Forekomster. Men naar saa en enkelt Periode finder en saadan Forfatter, er det dermed ingenlunde sagt, at den derfor fortjener i særegen Grad at stilles i Historiens Gabestok. Holbergs Tid havde sit Philisteri, vore Dage have sit, og det ville alle Dage have. „Det er derfor snarere Holbergs Natur, hans Blik for de Medlevendes Svagheder, der har gjort ham til komisk Digter, end Mangelen paa Alvor i hans Tid.“^[2] Man maa erindre at Holbergs Tid ei alene vrimlede af Jean de France’r, Tyboer og Stygotier, men at samtidig Kirken viste kraftige Livstegn gjennem Hersleb, Pontoppidan, Hans Egede og Th. v. Westen, ligesom Videnskaben gjennem Gram, og det var i den samme Tid, at Slesvig gjenerhvervedes, at Tordenskjold kjæmpede og Frederikshald brændte for Konge og Fædreland.

For at forstaa den Baggrund, der stedse maa haves for Øie, naar man læser Holberg, maa man først og fremst erindre, at Danmark-Norge var et Enevoldsmonarki, og at dette allerede havde vundet et Par Menneskealdres Hævd og Sikkerhed.^[3] Denne Statsforandring havde naturligvis ogsaa fremkaldt en Revolution i Samfundsforholdene og derigjennem i Leveskikken. Indtil 1660 havde den gamle danske, mægtige og fornemme Adel behersket Samfundet. Nu blev det dens Lod at vige dels for en indslyttet tydsk Hofadel, dels ogsaa for den rigere Borgerstand, hvis Betydning nu blev ulige større end tilforn, og for hvis fremadstræbende Sønner der ikke sjelden aabnedes Adgang til at indtræde i den højere Embedsstand og derigjennem erhverve Rang eller Adelskab. Især maatte dette af nærliggende Grunde blive Tilfældet med Borgerstanden i Hovedstaden, hvis Velstand betydelig tiltog efter Enevældens Indførelse. Den rigere Borgerstand begyndte som en Følge heraf at føre en ganske anderledes elegant og kostbar Levemaade end før, den efterlignede nu Adelens og de Fornemmeres Skikke og Tilbøieligheder paa en helt anden Maade end før, da Kløften mellem Stænderne var dyb og omtrent uoverstigelig. For at nævne et enkelt Træk, den Lyst til lange og kostbare Udenlandsreiser, der i det 17de Aarhundrede gjaldt som det ypperste Middel for den adelige Yngling til at tilegne sig den sornemme Verdenstone, skjønt som oftest det virkelige Udbytte desværre blev noget helt andet, den gjenfinde vi nu ligesaa hyppigt og ikke sjelden med de samme Virkninger hos Borgerstanden

Netop denne højere Borgerstands Liv er det, som Holberg jevnligst og med størst Forkjærlighed skildrer. Jeronimus er gjerne disse Kredses Husfader, Magdelone Moderen, Leander den unge Herre og Leonora Datteren i Huset. Et Hovedtræk i de Kredse, hvor disse Personer høre hjemme, har ganske vist, hvad Læseren allerede har forstaaet, været Lysten til at synes fornem og altsaa Bestræbelsen for at lægge dette for Dagen ved sine Boliger, Dragt, Tjenerskab, Ekvipage o. s. v. Den, der ikke kjender nærmere til disse Forhold, vil vist forundre sig ikke lidet ved at lære dem at kjende. For „fornemme“ Folk var det saaledes forbundet med adskillige Omstændigheder at komme ud paa Gaden allerede af den Grund, at det ikke var ganske passende for dem at bruge sine Ben. Man maatte kjøre i Vogn eller — hvad Nutiden især smiler over — lade sig bære i Portechaise, saaledes som f. Ex. den falske Baron i „den honette Ambition“, der, som Arv udtrykker sig, var i „en Æske“.^[4] Indlod man sig endelig paa at spadsere, maatte man dog stadig have en „Lakei“ vandrende efter sig, men, som Holberg selv siger, saa man i Kjøbenhavn „endog Folk af maadelig Stand at lade sig se udi Equipage, som en Ambassadeur ikke vilde skamme sig ved udi et Indtog.“ I Sammenhæng med denne Skyhed for at gaa tilfods kom Klædedragtens Udseende til at staa. Støvler havde egentlig kun hjemme paa Reiser eller paa Jagt, ellers skulde det være Sko og hvide Strømper. Hovedet skulde prydes med Paryk og Hatten i Regelen bæres under Armen. Hvilken Rolle Parykken spillede, er bekjendt. Med saadan Hovedbedækning var det altid bekvemt at lade sig bære eller kjøre, og for Damerne med de da brugelige Fiskebensskjørter var Portechaisen den bekvemmeste Befordring. Dette Væsen ytrede naturligvis sin Indflydelse i mange Forhold. Det bevirkede bl. A., at Theatret fik færre Besøgende, thi man kunde ikke som nu nøie sig med at „gaa i Theatret“ med sin Billet, man maatte kjøre eller bæres, og det forøgede Udgiften.

En særlig Interesse frembyde Tyendeforholdene. Det hørte til, at den „fornemme“ Borger maatte holde ei alene de fornødne Tjenestefolk til det daglige og strengt nødvendige Arbeide, men han maatte have „Lakei“, med andre Ord der maatte være en Henrik ved Siden af en Arv. Naar Sønnen blev voxen, skulde han helst have en egen Lakei for sin Person. Naturligvis maatte Husets „Fruentimmer“^[5] (Datidens Udtryk for hvad vi kalde „Damer“) have Kammerpige, Pernille. Men hvor fornem man end yndede at være, saa er det dog vift, at der i hine Dage fandt en ganske anden Fortrolighed og et helt andet nært Forhold Sted mellem Herre og Tjenere. Herpaa giver hvert af Holbergs Stykker Beviser nok, thi i Regelen hænger den hele Intrige sammen hermed.

Holbergs første Stykke, „den politiske Kandestøber“, er henlagt til den tydske Fristat Hamburg. Dette er vistnok skeet ikke alene af den Grund, at netop Hamburg, hvor Kommune og Stat faldt sammen, kunde antages at være rig paa saadanne Personer som Mester Herman, men ogsaa af Forsigtighed, for at undgaa Hentydninger til hjemlige Forhold, om det end vistnok er dem, han tilsidst tænker paa. Det er ligesom i „Don Ranudo“, hvor Handlingen for et Syns Skyld er henlagt til Spanien. Kandestøberens Bedrifter maa tænkes at foregaa i Begyndelsen af den spanske Sukcessionskrig, thi man hører om Prinds Eugens Felttog i Norditalien. At den lavere Borgerstand i Hamburg kan have havt adskillige Personer som Kandestøber Herman, er ikke usandsynligt, thi der havde virkelig nylig været alvorlige Stridigheder mellem Smaaborgerne og det regjerende, pengearistokratiske Raad. Mærkes maa den Indflydelse som man ser, at Aviserne, skjønt de dengang vare i sin Barndom, allerede da udøvede ogsaa i lavere Kredse. En anden Kilde, hvorfra Herman øser sin Visdom, er, som man vil erindre, „den politiske Stokfisk“. Dette maa paa Samtiden, der kjendte denne nu forglemte Bog, have gjort et eiendommeligt komisk Indtryk, som let gaar tabt for os. Man maa nemlig vide, at den „politiske“ Stokfisk slet ikke handler om, hvad vi kalde Politik. Den var nemlig en Haandbog for Friere, der vilde gjøre fordelagtige Partier, og dens Titel lød saaledes: „Der politische Stockfisch mit seinem Kunststücke, wie ein kluger Liebhaber, wie niedrig er auch sey, reich, schön und vornehm heirathen kann“. Ordet „politisk“ svarer her til „fiffig“ eller „polisk“. Om dette uforglemmelige Stykke kan endnu anføres, at gjennem det er Ordet „Kandestøber“ i Betydning af et politisk Vrøvlehoved ikke alene blevet almindeligt hos os, men ogsaa udenfor Norden. Ogsaa i Tydskland kjendes siden Holbergs Tid „Kannengießer“ i samme Bemærkelse. Endelig frembragte „Kandestøberen“ i sin Tid en underlig Efterligning idet en Forfatter af lav Rang, J. R. Paulli, der vilde rivalisere med Holberg, gjorde et Forsøg paa at omskrive og forbedre denne Komedie. Holberg, der undertiden var pirrelig og kunde ofre Smaating større Opmærksomhed, end de fortjente, udgav i den Anledning et Par „Breve“. Af Paullis Original findes kun et eneste Exemplar (i det Deichmanske Bibliothek), men den er i vore Dage bleven optrykt for sin Snurrigheds Skyld.

Holbergs Uvilje mod ørkesløs Snak, der i ganske særegen Grad var ham en Plage, kommer ogsaa til Orde i „Geert Westphaler“. Dette Stykke foreligger i to Udgaver, først en i fem Akter, dernæst en anden i en, thi man fandt den første for langtrukken, hvorfor Forfatteren, om end med Ulyst, fandt sig i at forkorte den, thi han satte selv megen Pris paa dette Arbeide. Stykkets komiske Kraft fremtræder ikke mindst gjennem de overalt anbragte kostelige Anachronismer. Geert sammenblander nemlig idelig Personer og Begivenheder, der tilhøre de allerforskjelligste Tidsaldre, som om de vare samtidige. „Keiser August udskrev hele Verden til Skat og indstiftede de syv Chursyrster og det uagtet — Paven modsatte sig det og spurgte: „Ihro kayserliche Majestät, warum so viele weltliche Fürsten auf einmal zu machen?“ Paa et andet Sted er Arius en Præst i Danmark som af Biskoppen stevnes til Landemodet.— Cromwell, „som paa Latin heder Masaniello“, bliver sønderreven af fire Heste o. s. v. Da en Vert formedelst Geerts Snak mister sine Gjester, lader han denne indstevne for Gjesteretten o. s. v. At Geert er Barber, er ganske i Stilen, thi allerede i den gamle Verden vare Barberer bekjendte som snakkesalige og vrøvlevorne Personer. Ogsaa i „Den Stundesløse“ møder man en tydsk Barber af samme Art.

I „Jean de France“ er det den allerede ovenfor nævnte utidige Reiselyst, der maa holde for, et Emne, som forresten flere have behandlet, saaledes allerede Johan Lauremberg, der ogsaa her synes i nogen Grad at have paavirket Holberg, og senere Chr. Falster. Holberg havde jo selv været meget reiselysten i sin Ungdom, men dette hindrede ham ikke med særegen Iver at dadle denne Lyst hos Andre. Som Professor lod han ofte falde skarpe Domme om reiselystne Studenter.^[6] Skjønt det altsaa var en ganske almindelig Daarskab, som Holberg her vilde tillivs, vidste man dog, at udpege den bestemte Person, han skulde have havt for Øie.^[7]

„Jeppe^[8] paa Bjerget“ er et af Holbergs ypperste Stykker saavel i digterisk Henseende, som fordi det giver et saa udmærket Billede af Datidens særgelige Bondeliv i Danmark. Det kan for norske Læsere ikke noksom fremhæves, at medens under den gamle Forening de norske Bønder nød en personlig Frihed som kun i meget faa europæiske Lande, befandt Hovedriget Danmarks Almue sig i den mest fornedrede og mislige Stilling, thi skjønt f. Ex. Christian IV havde ønsket at ophæve Bornedskabet (Øernes Bondestands Ufrihed), var det ikke lykkedes ham. Vel var dette siden rettet paa i 1702, men den fattige Bondes svære Hoveripligt stod igjen, og snart kom Stavnsbaandet, der af militære Hensyn forbød Bonden at forlade sin Hjemstavn i de Aar, som er Livets afgjørende, i Stedet, og dette udstraktes til hele Danmark. Prisgiven en barbarisk Behandling og kjæmpende med Nød og Mangel, stod altsaa Bonden paa et lavt Standpunkt og var jevnlig henfalden til Drukkenskab. Men med alt dette var den sunde Kjerne endnu tilstede hos Bonden, om der end vistnok paa den Tid ikke var ret mange, som havde Øie derfor. Men mellem dem var Holberg, om hvem man paa en vis Maade med Sandhed kan sige, at han var en Bondeven. Det forundrer os ikke, at han i sine senere Aar, da han selv var bleven Godseier, viser sig saa vel bekjendt med de danske Bønders Forhold, men desto mærkeligere var det, at han, Nordmanden, allerede dengang han som endnu ung Mand skrev sin „Jeppe“, var saa fortrolig med Bonden og havde Øie ei alene for hans Skyggesider, men ogsaa for de bedre og tiltalende. Det vidner høit om hans geniale Blik. Bekjendtskabet har sandsynligvis været gjort under de Fodvandringer, som der er Spor til, at Holberg har foretaget i Danmark, saavel som i Udlandet. Jeppe er paa denne Maade bleven til noget mere end en Karikatur, thi vel ere de sørgelige Sider komne frem, Drikfældigheden og Trællesindet spiller en Hovedrolle i Billedet, og vi faa se, hvor galt det skulde have gaaet, om Bønderne pludselig vare komne i Besiddelse af Magten, men jevnlig er der ogsaa indstrøet sympathetiske og forsonende Træk. Jeppe er saaledes ikke blottet for Vittighed, han har Sands for Folkepoesien, og hans Afsked med Livet, dengang han mener at have faaet Gift, er smuk, og man har med Rette tilføiet, at Holberg paa intet Sted er kommet det rørende saa nær som her. Selve Stykkets Fabel har Holberg, efter hvad han selv tilstaar, hentet fra et dengang bekjendt Skrift, Bidermanns Utopia.

Jeppe er ikke det eneste Stykke, hvori der forekommer Bønder. For ikke at tale om „den pantsatte Bondedreng“, hvis Titelrolle ifølge Stykkets hele Anlæg kun maa være Dosmerens, kan her navnlig anføres „den 11te Juni“, hvor der fremføres for os et helt Udvalg af Jyder, en Del af det danske Folk, som Holberg forøvrigt ikke rigtig yndede. Vi gjøre her Bekjendtskab med nærige Proprietærer, Studeprangere og Forpagtere, der besøge Kjøbenhavn ved Terminstiden for at inkassere Renter af sine opsparede og der anbragte Midler. Medens de fleste af disse Folk udmærke sig ved stor Snedighed og Forsigtighed, bliver en af dem, den ynkelige Nils Studenstrup, et let og værdigt Bytte for Hovedstadens Gavtyve. Den 11te Juni er naturligvis „et meget vittigt Stykke, men har ogsaa, hvad Forfatteren selv erkjendte, adskillige noget lavkomiske Scener. „Jeg maa,“ siger Holberg, „undertiden sætte min egen Humeur tilside og hænge den Mad paa Krogen, som jeg veed, Mængden helst vil bide paa.“ Dette havde sin Grund i Theatrets slette Finantser, som gjorde et Kassestykke højst ønskeligt. Beregningen slog til, thi Kjøbenhavnerne morede sig fortræffeligt. Ogsaa i Erasmus Montanus gjøre vi, som siden skal vises, Bekjendtskab med danske Bønder.

Til de ypperste Malerier af sin Tids Sæder og Skikke maa henregnes Komedien „Barselstuen“, om hvilket Baggesen med fuld Føje har ytret, at „Historieskriveren som saadan vilde mindre beklage Tabet af alle Holbergs øvrige dramatiske Arbejder end Tabet af dette ene Lystspil.“

For ret at forstaa Stykkets Situation maa man erindre, hvor væsentlig forskjellig Selskabsliv og Omgang var dengang i Sammenligning med nu. Medens man nu hyppigen ser tilfældige eller selvbudne Gjester i sit Hus og derfor ogsaa kan modtage dem uden store Anstalter eller Forberedelser, vare i Regelen dengang Husene og Familierne til Hverdags temmelig afstængte for hverandre, og skulde man have Gjester, maatte det gaa yderst overflødigt og kostbart til. Bryllupper, Barseler og Begravelser udkrævede, naar det ikke skulde ansees for en Ydmygelse eller Falliterklæring, en stor Ødselhed, thi Enhver vilde her vise, hvad han formaaede og den Ene ikke staa tilbage for den Anden, Forhold, der indtil den senere Tid have holdt sig paa Landet. For mere end en Familie har denne uheldige Skik været næsten ruinerende, og med Rette heder det derfor i den foreliggende Komedie: „En stakkels Kone mister sin Mand, som jeg sætter efterlader hende nogle Skillinger, som hun ved Forsigtighed kunde leve af. Fornuften siger, hun skal konservere dem, men Moden siger, hun skal skaffe sin Mand saadan en hæderlig Begravelse, at hun har intet tilbage at føre et hæderligt Levnet for.“ Allerede tidlig begyndte Lovgivningen at ville sætte Grændser for saadan Ufornuft ved nøie at bestemme Antallet baade af Gjester og Retter alt efter de forskjellige Stænder, men saadant lader sig nu aldrig ordne ved Lov, thi Bestemmelserne kunne ikke overholdes. Af deslige Sædvaner havde navnlig de, der stode i Forbindelse med Barseler, mange latterlige Sider og maatte altsaa i særegen Grad være indbydende for en Komedieforfatter. Thi her var det ikke nok med Beværtningen for Fadderne paa selve Daabsdagen (i Regelen, som bekjendt, faa Dage efter Barnefødslen), men det hele Hus maatte saa at sige staa paa Ende endnu i flere Uger. Christian V.s Lov (baade den danske og den norske) befaler (2—8—9), at „Præsterne skulle formane Barselkvinder til, at de sig indeholde i fem eller sex Uger efter deres Barnefødsel“, og nu var det bleven Skik i de danske Byer, at en Barselkone, der regnede sig til „den bedre“ Klasse, maatte og skulde tilbringe denne lange Tid liggende pyntet og „udstafferet“ paa en prægtig opredt Seng. Heraf har Udtrykket „Barselseng“ sin Oprindelse. En Samtidig af Holberg har optegnet, at „Konen laa som forgyldt i Sengen“, eller, som det heder i selve Comedien, „parerede som en Maibrud“. Strax efter Barnefødselen maatte den stedfundne store Begivenhed formelig anmeldes hos alle Bekjendte, Undladelse heraf vilde være en Fornærmelse mod Vedkommende; man erindrer, at Stykket begynder med Troels’s uhyre Liste paa 93 Koner, til hvem han maatte løbe omkring. Alle disse Veninder havde nu den Forpligtelse at indfinde sig i „Barselstuen“ for at se til Konen, underholde hende med Passiar, og der sendtes ogsaa jevnlig Barselmad, der imidlertid maatte betales med Drikkepenge. De Besøgende skulde naturligvis trakteres, saa at Konens Værelse ganske fik Udseende af en Damekafé. Man kan begribe, hvilken rigelig Mængde af Byrygter og Historier her maatte komme for Dagen, det blev ret en „Faddersnak“ og „Faddersladder“. Derimod vare Mændene oprindelig strengt udelukkede fra disse kvindelige Mysterier; lode de sig finde der, havde de forbrudt sin Hat, der maatte indløses som et Pant med Penge, men dette var siden gaaet af Brug. En Tilgift til disse Plager for Konen var, at ikke alene Læger, men ogsaa Kvaksalvere („Mester Bonifacius“), ja Signekjærringer idelig visiterede hende.

Holberg var bestandig en Ynder af at snakke med Fruentimmer og foretrak deres Konversation for sit eget Kjøns. Han skriver ogsaa selv i en af sine Epistler: „Naar jeg er hjemme, er jeg idelig udi et Slags Arbeide, som foraarsager Hovedbryden, saa at jeg gaar ud for at lade Hjernen have fornøden Hvile. Saadan Hvile faaes fornemmeligen udi Fruerstuer, hvor der forefalder gemenligen ikke uden jevn Snak, som ingen Meditation behøver.“ Det er en gammel Fortælling, at Holberg særlig yndede at komme i Barselstuer, hvilke dengang efterhaanden vare bleve aabnede ogsaa for Mænd, og den gjendrives just ikke ved de Referater af Passiaren i dem, som Stykket meddeler, og som optager hele anden og tredie Akt. De kunne ikke beskrives, de maa læses, man fortryder ikke derpaa. Her faar man et fuldstændigt Galleri af Borgerkoner og Sladdersøstre, og dertil endog en fattig-fornem „Frue“, ikke den mindst komiske af disse Figurer. Vore Tipoldemødre træde os imøde, som vare de levende den Dag idag. Og saa den gamle Corfits under Bordet og ved Caffekværnen! Og Troels, denne mageløse Tjenestedreng, der egentlig er baade tro og nidkjær og dog med tilsyneladende barnlig Enfoldighed driller sin Herre med de nærgaaende Maanedsberegninger o. s. v!

Ogsaa „Julestuen“ og „Kildereisen“ høre til den samme Art Stykker, der fore os ind i Middelstandens daværende Levemaade. Julen spillede dengang en endnu større Rolle end nu. Vel kjendte man ikke Juletræet, der først et Stykke ind i vort Aarhundrede er kommet til os fra Tydskland, ei heller spillede Julepræsenter sin nuværende overdrevne og tildels uforstandige Rolle, men de mange gamle Udtryk „Julebroder“, „Julefred“, „Julemærker“, „Julebuk“ o. s. v. minde tilstrækkeligt om, at Selskabeligheden ret florerede paa den Tid af Aaret, om end under andre Former end nutildags. „Kildereisen“ minder om en eiendommelig Overtro om hellige Kilders helbredende Magt, der ogsaa har været kjendt i Norge, som navnlig har havt sine utallige Olafskilder.

„Det arabiske Pulver“ henter sit Stof fra en eiendommelig Side af Datidens Overtro, nemlig den udbredte Mening, at man kunde lave Guld ved Hjælp af mystiske Midler („den philosophiske Sten“ o. desl.). Hvor alvorligt man mente det, og hvilke Mænd der fandtes inden Guldmagernes (Alchymisternes) Rækker, kan man forstaa, naar man erfarer, at den store Philosoph Leibnitz var Sekretær i et alchymistisk Selskab, og at Hans Egede (endog under sit Ophold i Grønland) med Iver bestræbte sig for at finde „Stenen“, ja endog nær havde mistet Livet ved et saadant Forsøg. Man maa ogsaa erindre, at Chemien, der nu spiller en saa stor Rolle i Verden, for en stor Del skylder disse misforstaaede Forsøg sin Udvikling, og at de, der ikke fandt Guldet under sit Arbeide, gjorde andre Opfindelser, f. Ex. da Bøtticher, der sad fast i Dresden, opfandt Porcellænet. Det kunde synes indlysende, at om man virkelig lærte at gjøre Guld, vilde dette kun medføre, at Guldet vilde tabe sit Værd, ialfald maatte Guldmageriets Betydning bero derpaa, at Kunsten holdtes hemmelig, og dette var da ogsaa Grunden til, at Personer, om hvem man troede, at de i Løndom øvede Kunsten, hyppig bleve tagne til Fange af Fyrster, som vilde bruge dem i sin Tjeneste, men aldrig slippe dem paa fri Fod. Ogsaa en af vore egne Konger, Frederik III., var ivrig for Guldmageriet og satte paa den Maade mange Penge overstyr. Selvfølgelig gaves der ogsaa adskillige ligefremme Bedragere, der ikke engang alvorlig havde arbejdet paa at gjøre den store Opdagelse, men kun benyttede sig af Folks Lettroenhed. En saadan er det, som vort Stykke bringer paa Scenen. Mod Slutningen af forrige Aarhundrede synes Tanken om Guldmageri at være endelig opgivet, og den kjendes nu kun fra Historien.

Tre Stykker af Holberg, „Uden Hoved og Hale“, „Hexeri eller blind Allarm“ og „Abracadrabra“, behandle Scener, hentede fra Samtidens Tanker om overnaturlige Magters Indvirkning paa Menneskenes Liv. De give alle Anledning til interessante Indblik i Menigmands Forestillinger i denne Henseende om Spøgelser, Gjengangere o. s. v. Mangengang svare disse temmelig nøie til, hvad der endnu i en langt senere Tid har været troet hos os. Man sammenligne f. Ex. Act. 1, Sc. 5 i „Uden Hoved og Hale“, hvor Roland fortæller om Pigen, der for efter sin Madmoder til Bloksbjerg paa et Kosteskaft, med „Graverens Fortællinger“ i Asbjørnsens Huldreeventyr, og man vil finde en saa nøiagtig, næsten ordret Lighed, at man endog kunde fristes til at tro, at den Form, Sagnet havde antaget i Graverens Mund, middelbart stammede fra Komedien.^[9]

Af disse tre Stykker er „Hexeri eller blind Allarm“ af størst kulturhistorisk Interesse. Det bringer os til at tænke over, hvor utrolig nær den Tid ligger os, da ikke alene den uvidende Hob, men endog Samfundets mest kundskabsrige og høitstaaende Mænd, ansaa Hexeriet og Troldskaben for en Virkelighed, og at de berygtede Hexeprocesser først i det attende Aarhundrede ganske forsvandt. De vare en Arv fra Middelalderen, og det var Pave Innocents VIII. (Alexander VI.s umiddelbare og værdige Forgjænger), der ved en Bulle af 1484 havde bragt dem i System. Men det var langt fra, at Reformationen befriede de protestantiske Lande for dette skrækkelige Uvæsen. Tvertimod, i Norden begyndte de først efter Kirkeforbedringen at gaa rigtig i Svang. Fra alle danske Landskaber haves Exempler paa, at Baal og Brand kom til Anvendelse for Hexeri, og det lyder forfærdeligt, naar Sjellands første lutherske Biskop Palladius beretter om, at nylig vare blot paa Øen Als og omliggende Smaaøer „henved 52 Hexe“ fangne og brændte. 1589 brændtes 13 Troldkvinder i Kjøbenhavn. I Norge fandt lignende Rædselsscener Sted, saaledes blev i Slutningen af 16de Aarhundrede den lærde og fortjente Theolog og Historiker Absalon Pederssøns Enke brændt i Bergen som Hex. Christiansand var i de første Aar efter Anlægget Vidne til en Række af saadanne Aflivelser, ja der brændtes her paa engang syv Troldkvinder paa Natvig-Tangen udenfor Byen. En af dem var endog netop lige i Forveien trolovet med en Sorenskriver. Endnu senere forekom den bekjendte Sag mod Lisbet Nypen i Nærheden af Throndhjem. Den sidste Dom af denne Art i Danmark og Norge er, saavidt vides, fra 1693, da Høiesteret dømte to Troldkvinder til Baalet og en til Kagstrygning, hvorimod en fjerde frifandtes. Endnu længe efter forekomme imidlertid Forhør over saadanne ulykkelige Væsener, og i Sverige vedbleve ogsaa Exekutionerne at finde Sted langt ind i det følgende Aarhundrede.

I det foreliggende Stykke er Emnet hentet fra en virkelig Begivenhed, som i sin Tid havde vakt den høieste Grad af Opsigt. I Thisted, en liden By i Aalborg Stift i Jylland, udbredte der sig i 1696 et Rygte, at en Pige og et Pigebarn vare besatte af Djævelen. Præsten, en Nordmand af Fødsel, Mag. Ole Bjørn, tog sig af dem, arbeidede med et Par Studenter som Medhjælpere paa at uddrive Satan, omtalte Tingen i Kirken og samlede Gaver til de Ulykkeliges Hjælp. Da de „Besatte“ opgave andre Kvinder som Aarsag i Ulykken og altsaa beskyldte disse for at have forhexet dem, kom den hele By i Bevægelse, den ene efter den anden troede sig „forgjorte“, endog Embedsmændene delte disse Forestillinger, og Tilstanden i Thisted blev snart uudholdelig. Biskop Jens Bircherod i Aalborg (bekjendt af sine i vor Tid udgivne mærkelige og indholdsrige Dagbøger) havde imidlertid lige fra først af anet, at det Hele var Bedrageri, Præsten blev ogsaa omsider suspenderet og tiltalt og det kom for en Dag, at det var ham, der havde faaet det Hele istand og det af de lumpneste og gemeneste Bevæggrunde. Han dømtes til Afsættelse m. m., men appellerede til Høiesteret, der dog skjærpede Straffen til livsvarigt Fængsel, og flere andre bleve ligeledes straffede.^[10]

I „Jakob v. Tybo“ have vi et af Holbergs paa engang fornøieligste og for dem, der ønske at se hans Samtids Skikkelser gjengivne, mest lærerige Stykker. To Karikaturer, hver for sig en Repræsentant for en dengang stærkt fremtrædende Retning, have her sat hinanden Stevne: den lærde, men aandløse Pedant Stygotius og den stortalende, men i Grunden feige Krigsmand v. Tybo. Allerede deres Navne ere karakteristiske, thi den første har gjort sit Navn Stygesen om til det latinske Stygotius, en Maner, som engang var meget almindelig blandt studerede Folk, skjønt dog allerede dengang stærkt i Aftagende, medens den andens „von“ var anlagt efter militær Skik. Stygotius, der maa tænkes som en „privatiserende Lærd“ uden Embede, men i ret gode Kaar, har dog virkelig studeret og er kjendt af „alle Literati udi Rostock, Helmstädt og Wittenberg“, men Tybo roser sig derimod af at have været med i store Beleiringer („Brabants“) og Slag („ved Amsterdam“), som Historien ikke kjender, og hans Bedrifter ligge stundom, som f. Ex. „at kløve en Mand med et Hug udi fire Parter“ ligefrem udenfor Mulighedens Grændser Neppe har Holberg nogensinde skabt en mere grandios-komisk Figur end samme Tybo, som „underkjøber Folk til at laste sin Skabning, paa det at han sommetider kan have Ro for Fruentimmer“, som roser sig af at kunne „over ti Sprog“, og som „med al sin Tapperhed“ er saa „from“, at han „i sin Livs Tid ikke 2O Gange har slaget sine Tjenestepiger og i det høieste ikke pryglet ihjel mere end 6 Lakeier“. Selvfølgelig er Tybo stærkt overdreven, men ikke desto mindre en fortrinlig Type paa Officerstanden paa en Tid, da denne for en meget væsentlig Del bestod af Udlændinge eller i alfald af Personer, der

nærede liden Agtelse eller Velvilje for det Folk, som de skulde forsvare. Man erindre, at Trediveaarskrigen kun laa faa Menneskealdre tilbage i Tiden, og at Danmarks og Norges staaende Hær egentlig først var udviklet efter Enevoldsmagtens Indførelse og dertil mest ved Hjælp af indkaldte Fremmede. Endnu henimod vor egen Tid har Tybos Race, om end med betydelig nedstemte Fordringer og i stærkt formindsket Maalestok, kunnet fortsætte sit Liv saa længe, at „Lieutenant v. Buddinge“ for 40 Aar siden, da Hostrup skrev „Gjenboerne“, kunde gjøre Lykke som en heldig Figur. Holberg har i Jakob v. Tybo laant flere meget vittige Træk fra Plautus og Terents. Fra den antike Komedie har han ogsaa optaget Snyltegjesten, der er anbragt paa den mest glimrende Maade. Dennes Samtaler med Tybo, hvem han af Egennytte smigrer ved at rose hans „Talje“, ved at sammenligne hans Ryg og hans Bag med Vimmelskaftet og Amager Torv, ved at fortælle ham, at „man skulde tænke, en Løve havde været Herrens Fader og et Faar Herrens Moder, saadant Ansigt har Herren, fuldt af Mildhed og Majestæt“, ja tilsidst ved at kalde ham en „islandsk Løve“, alt dette vil ingen glemme, der først engang har fornøiet sig derover.

I Tybos Medbeiler Mag. Stygotius gjør vi Bekjendtskab med en ældre i sit Pedanteri forstenet Akademikus. En anden Repræsentant for den lærde Stands Forvildelser er „Erasmus Montanus“. Komedien af dette Navn, der af mange ansees for Holbergs største Mesterstykke skildrer os en ung, indbildsk og egoistisk Student, der dog endnu synes at kunne reddes for en forstandigere og nyttigere Livsvirksomhed. I Tidens Medfør er Montanus (atter latiniseret for Rasmus Berg) en akademisk Klopfægter, der har forelsket sig i den formelle Logiks Kunstgreb og virkelig, som det synes, tilegnet sig en stor Behændighed i at bruge dem, medens han i Virkeligheden ikke besjæles af videnskabelig Aand. Dette maa man erindre, om man vil fatte dette Stykke. Thi det er aabenbart en stor Misforstaaelse, naar nogle have ment, at Komedien er nær ved at slaa om i det Tragiske paa det Punkt, hvor Montanus skal lide, fordi han holder fast ved Sandheden, at Jorden er rund, medens „Bjergets“ Beboere paastaa, at den er „flat“. Thi Tingen er den, at Montanus netop ikke forsvarer Jordens Kugleform, fordi Jorden er en Kugle, men alene fordi han holder det for at være under sin philosophiske Værdighed at frafalde en Paastand, naar han først har fremsat den. For ham er det nemlig alene kun Formen, ikke Realiteten, hvorpaa det kommer an. Han erklærer ogsaa ligefrem, at han kan bevise, hvad han vil, f. Ex. at Degnen er en Hane, og saa have de ulærde Folk paa Bjerget ikke Lov at sige ham imod, da han er baccalaureus philosophiae. Prøver paa hin Kunst, at bevise hvadsomhelst, giver han i rigt Maal, idet han f. Ex. godtgjør, at det er Børns Pligt at slaa sine Forældre. Herfor fører han endog to Beviser, først dette: „Den, man elsker mest, slaar man mest, man bør ingen elske mere end sine Forældre, ergo bør man ingen slaa mere“, dernæst følgende: „Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erstatte, jeg har i min Ungdom oppebaaret Hug af mine Forældre, ergo bør jeg give dem Hug igjen“. Hos en saadan Person kan der ikke være Tale om den ophøjede Sandhedskjærlighed og Offervillighed for Videnskaben, der maatte til for at gjøre ham til tragisk Helt. Erasmus elsker kun sig selv og sine hovmodige Indbildninger om at være Lærd og Philosoph.

At Erasmus idelig taler Latin, følger af sig selv, fordi Latinen dengang var det akademiske Sprog og som saadant brugtes i alle Disputationer. Latinen hører saaledes naturligt til Kostumet, men ikke til Karakteren. Erasmus’s Aandsfrænder ere da heller ikke forsvundne med Latinens Herredømme i Skolen og Literaturen, tvertom de trives fremdeles fortræffelig, om end under et forandret Ydre. Novellistinden Fru Gyllembourg har i sin fine og skjønne Fortælling „Montanus den Yngre“ havt et aabent Blik for denne Sandhed. Hendes Montanus er en indbildsk og umoden Realist og Polytekniker.

Man maa imidlertid ikke tro, at Holberg lader „Bjergets“ Spidsborgerlighed staa med Palmer i Hænderne i Kampen med det udblæste kjøbenhavnske Skolelys. Vistnok lader han den naturlige og sunde Bondeforstand komme til sin Ret igjennem Montanus’s ustuderede, men kvikke Broder Jakob, men samtidig har han ogsaa anbragt Per Degn og Jesper Ridefoged. Per er et fortræffeligt Exemplar af en allerede fra første Færd af taabelig og tynd, senere i sin Degnebestilling yderligere fordummet, men dog fremdeles selvgod Student, der aldeles har svedet ud den lille Smule Kundskab, han maaske engang har havt, og hvis Liv nu helt er gaaet op i Strævet for det daglige Brød. Af den Sort Folk saa man dengang en uhyre Mængde, da Danmark havde Latinskoler i ethvert noksaa lidet Ravnekrog, (f. Ex. 24 alene i Nørrejylland), men den største Del af disse Skoler vare derhos saa yderst slet udstyrede i enhver Henseende, at man i 1739 omsider ophævede en stor Del af disse mere skadelige end gavnlige Skoler. Degnen er den mest fremtrædende af Erasmus’s Modstandere, men Jesper, der er skildret i kortere Træk, er ikke mindre interessant. Hans Bevisførelse imod Erasmus bør være uforglemmelig: „1) Først finder jeg i min Samvittighed, at jer Mening er falsk. 2) Siger jeg, at alt, hvad I har talt, er lutter Løgn. 3) Er jeg en brav Mand, hvis Ord altid har staaet til Troende 4) Siger jeg, at I har talt som en Carnali, og at Tungen burde skjæres af jer Mund. 5) Og endelig for det femte vil jeg til Overflod bevise jer over, enten I vil i Kaarde eller tørre Hug.“ Paa den Slags Svar maa ogsaa bedre og klogere Mennesker end Erasmus Montanus altid være forberedte.

Enevoldsregjeringen havde givet Rangforordninger og derved sat den mere velhavende Borgerstand paa en farlig Prøve, som de færreste kunde bestaa. Tidligere havde forfængelige Mennesker i Regelen indskrænket sig til en Stræben efter i det Ydre at udmærke sig fremfor Medlemmer af sin egen Stand, og Borgerstanden havde ikke lettelig kunnet tænke paa i nogen Retning at maale sig med Adelen, hvis Overlegenhed dengang var ubestridt. Men fra det Øieblik, at man uddelte Rang og Titler, der kunde bæres uden Hensyn til Fødsel eller Samsundsklasse, ogsaa af Ikkeembedsmænd, da forandredes Forholdene. Regjeringen kom her i Besiddelse af et ikke ringe Magtmiddel, og for det Offentlige aabnedes gjennem de med „Charakterers“ Meddelelse forbundne Sportler ogsaa en ny Indtægtskilde. I nogen Grad har Rangvæsen nedbrudt Skrankerne mellem de gamle Stænder, men den væsentlige Side ved Sagen var dog, at den fremkaldte en ny Fare for Demoralisation. Men der er mange, som tage betydeligt feil i sin Opfatning af Rangvæsenets Historie, naar de tro, at Rang og Titler udenvidere kunde faaes for rede Penge. Havde dette været Tilfældet, da vilde dette Uvæsen ikke have holdt sig lige henimod Nutiden, thi, hvis enhver uanseet sin Herkomst, sin Dannelse eller sit Rygte havde med Penge i Haanden ligefrem kunnet kjøbe sig den Titel, han ønskede, havde Titlen selvfølgelig snart ophørt at være en Magnet for „præsentable“ fornemme og skikkelige Folk. Tingen var derimod den, at Rangen vistnok i Regelen betaltes, (hvor Regjeringen ikke selv brugte den som Betalingsmiddel), men at det var en Naade at faa Lov til at kjøbe en saadan Vare, og at baade Rangens Grad og dens Pris bestemtes efter Omstændighederne for hvert enkelt Tilfælde.

Under saadanne Forhold krævedes der baade Ihærdighed og Opofrelse for at naa den forønskede Rang, man maatte have Patroner, og allerede disse anvendte sjelden sin Indflydelse uden Vederlag, og dernæst maatte man, naar Vejen paa den Maade var jevnet, indgive sin underdanigste Ansøgning om den høje Naade. Man har i Archiverne nok af den Art Suppliker bevarede.^[11] I Regelen flød denne Art Afgifter ikke ind i den egentlige Statskasse, men kom den dog middelbart tilgode ved at forskaane den for Udtællinger, som maaske ellers ikke havde kunnet undgaaes. Man anvendte nemlig gjerne disse Penge til Opførelsen af Kirker og offentlige Bygninger, til videnskabelige eller velgjørende Øiemed o. s. v. Mere end et lærd Verk, der ellers maaske aldrig var blevet udgivet, har seet Lyset paa den Maade.

Rangsygen maatte naturligvis i ganske særegen Grad indbyde til Satire, og Digterne have heller ikke skaanet den, skjønt deres Vittighed rigtignok ikke formaaede at udrydde Ondet. Holberg har stadig og i flere af sine Skrifter havt fat i dette Emne, og paa sine gamle Dage udbryder han i en af Epistlerne i følgende Ord: „En Affekt er der dog, hvorudi Nationen udi denne flygtige Periodo haver ladet see en stedsevarende Bestandighed, nemlig Rangsygen, thi den er og synes stedse at ville blive dette Folks Favorit-Studium.“

Af alt, hvad der er skrevet om den her omhandlede Art af menneskelig Daarskab, indtager Holbergs „Den honette Ambition“ udentvivl den høieste Plads. En gammel kjøbenhavnsk Borger, hvis Brodersøn Jesper Hansen har været saa heldig at opnaa „Promotion“ til en Rang, bliver af den Grund „urolig i Hovedet“ og vil selv have noget lignende. Medens det ellers i Holbergs Stykker pleier at være Damerne og Ungdommen, der ligge under for Modedaarskab, er det her Jeronimus selv, der betages deraf, og Magdelone, der holder igjen, men hun er tillige, da hendes Modstand slet ikke nytter, godmodig nok til at tillade ham at skyde Skylden paa hende, medens hun dog er noget fastere, da Manden, der sikkert haaber paa sin Ophøielse, vil bryde sit Løfte til den unge Mand, hvem han har lovet sin Datter, fordi Svigersønnen kun er slet og ret Borgermand. Den Gamle, som er om sig for at finde Patroner, tror at have fundet saadanne i en fornem Herres Lakei og en Skrædder, der syr for en Greve, hvorfor han indbyder dem til Middag paa en Dyrekølle og Rhinskvin. En forklædt Henrik, „Baron Renkaalavæt“, forstaar imidlertid efter en Række af herlige Scener at bringe Jeronimus til Fornuft.

Vi have her fremhævet nogle af de historiske Forhold, som maa haves for Øie, naar man læser Holbergs Komedier, og benyttet Leiligheden til en og anden Bemærkning ved enkelte af disse. Tilsammentagne danne de, som allerede bemærket, et helt Billede af Menneskene, saaledes som de færdedes lyslevende i Frederik den fjerdes Dage, og det er dertil Digteren Welhaven sigter, naar han siger:

Hans Navn er som et magisk Ord, der magter
At lukke op en eventyrlig Hal
Med et vi staa betragtende derinde,
Bag Seklets Mulm oprinder Dagens Skjær,
Hver Skikkelse i Møde gaar os der
Fortrolig, næsten som et Barndomsminde.

---

1. Tidsskriftet Athene, I. S. 304.
2. C. P. Paludan-Müller i Dansk hist. Tidsskrift, 4 R. VI. S. 93, smnlgn. mit Skrift om Johan Lauremberg, S. 27-28.
3. Dette og meget andet er først blevet grundigen udviklet af C. Molbech i Dansk hist. Tidsskrift, 1 R., VI. S. 469 flg.
4. Endnu i 1762 skrives i N. Prahls Skjalle-Tidende for Januar 1762:

   Nær havde jeg forglemt at melde Dig min Læser,
   At om Du ei vil gaa, saa er her Portechaiser,
   For otte Skilling Du velbaaren blive kan,
   Kjøb saadan Herlighed, ifald den staar Dig an.

   Man havde naturligvis ogsaa „saadan Herlighed“ i Norge. I 1781 lod Kammerherreinde Adeler sig bære i Portechaise fra Gimsø Kloster til Christiansand! (W. Lassens Norske Stamtavler, S. 44).

5. „Frauenzimmer“ betyder egentlig Samlingen eller Indbegrebet af et Hofs Damer; først senere begyndte man at kalde den enkelte (fornemmere) Dame et Fruentimmer. Endnu i Jakob v. Tybo bruges „Fruentimmeret“ i sin kollektive Betydning. Man erindre, at Jesper siger til Tybo (Act. 2, Sc. 2): „Kan Herren ikke erindre, da Herren dansede, hvilken Smilen og Hvidsken der strax blev mellem Fruentimmeret?“
6. Om Reiser har Holberg ogsaa udtalt sig i en (almindeligvis overfeet) Fortale, som han skrev til P. v. Havens bekjendte og indholdsrige Reise i Rusland. Samlgn. mine Bemærkninger herom i Norsk historisk Tidsskrift 2 R., IV. S. 444.
7. Norsk hist. Tidsskrift, II. S. 292.
8. Ligesom Peder Paars, saaledes var ogsaa Jeppe et typisk Navn paa den sjellandske Bonde allerede længe, før Holberg skrev sit Stykke. Om Bondekonen, hvem Holberg kalder Nille, brugte man gjerne Navnet Lusse (Lucie).
9. Det er ikke sjelden Tilfældet, at de Sagn og Fortællinger, man kan faa høre i Bygderne, i Virkeligheden have sin Kilde i trykte Bøger. Som et interessant Exempel vil jeg nævne — hvad Prof. G. Storm har paavist i Norsk hist. Tidsskrift, 2 R. II. S. 377—385 —, at man i vor Tid paa flere Kanter paa Vestlandet, navnlig i Sætersdalen, har Sagn om Gretter Aasmundssøn, hvilke man i Begyndelsen var fristet til at antage for ægte, da de neppe kunde stamme fra Gretters først sent udgivne Saga, men som ved nærmere Undersøgelse viste sig at have sin Rod i det 1651 udkomne Skrift Norrigia illustrata af den kjøbenhavnske Boghandler J. L. Wolff.
10. Over Hexeprocesser i Norden har R. Nyerup i det Skandinaviske Literaturselskabs Skrifter B. 19—20 givet en interessant Udsigt. Mere findes i Werlauffs hist. Antegnelser til Holbergs 18 første Lystspil. I 1865 udkom i Christiania anonymt (Forf. var F. Bätzmann) en liden Bog: „Hexevæsen og Troldskab“.
11. Til en Prøve: En Hr. Peter Schjøtt i Kjøbenhavn skriver 1765: „Tillad da, allernaadigste Konge, at jeg, en gammel Borger, som en Naade-Løn allerunderdanigst udbeder mig en kongelig allernaadigst Bestalling som virkelig Cancellie Raad. Ja tillad, at jeg til en ringe Erkjendtlighed allerunderd. erbyder 400 Rdl. ad pios usus. Mine Børn, som under Gudsfrygt og Studeringer helliges til Deres Majestæts og Landets Tjeneste, vilde blive saa meget mere opmuntrede til en bedre Bane, naar de med Deres Fader velsigne og skjønne paa Kongens Ømhed mod alle Stænder. D. K. Maj.s Naade-Glands har i disse Dage trænget ned til en udi min Familie, skulde der da og ikke være en Straale tilovers for mig, baade en Academiets og Stadens gammel Borger, o. s. v.“ Man maa imidlertid ikke tro, at Hr. Peter Schjøtt blev Cancelliraad saa billigt, som for 400 Rdl., thi Kongen skrev egenhændig paa hans Ansøgning: „Accorderes mod at betale 1000 Rdl. til gudeligt Brug.“ (Archivassistent G. Kringelbachs „Bidrag til Rangsygens Historie i Danmark“, se Tidsskriftet „For Romantik og Historie“, IV. S. 235 flg.).