Ludvig Holberg (Daae)/7
De Verker, hvorved Holberg har udøvet sin største og varigste Indflydelse, har han frembragt i Frederik IV.s Dage. Denne Konge omfattede han ogsaa med stor Hengivenhed og Anerkjendelse. Visselig var Frederik ingen særdeles fremragende Personlighed, men han var dog en i mange Henseender sund og praktist Natur. Forstod Kongen end selv lidet af Holbergs Betydning for Land og Folk, havde han dog med et rosværdigt Instinkt modsat sig dem, der vilde ham tillivs. Det var derfor uden Tvivl af Hjertens Grund, at Holberg ved Kongens Død i 1730 udtalte sig om ham med den Varme, som han gjorde det i en akademisk Tale, som han holdt ved Universitetet den 12te December 1730, selvfølgelig paa Latin. Denne Tale udkom først 17 Aar senere i Trykken, en Omstændighed der ikke er uden Interesse. Thi Frederik IV.s Søn og Efterfølger, Christian VI., yndede ikke Lovtaler over sin Fader. Han havde for det første i mange Aar med Bedrøvelse iagttaget sin Moders Sorg over sin Ægteherres grove Utroskab og det derpaa følgende Ægteskab mellem Faderen og hans Frille, Anne Sophie Reventlow, og, hvad der var af end større Betydning, Christian tilhørte helt igjennem en fra Faderens grundforskjellig Aandsretning, den fra Tydskland udgaaede Pietisme.
Det vilde være højst ubilligt at overse de mange Fortjenester, hvorved Christian VI.s Regjering har vundet Krav paa Anerkjendelse og det netop i særegen Grad paa Aandslivets Enemærker. Indførelsen af Konfirmationen, Oprettelsen af Almueskolerne, hvorved Almuen i begge Riger først egentlig lærte at læse indenad, den heldige Reformation af Latinskolerne, det juridiske Studiums Grundlæggelse ved Universitetet, Stiftelsen af Videnskabsselskabet i Kjøbenhavn og det „danske Selskab“ til Historiens og Sprogets Forbedring o. s. v., alt dette er, om end Fortjenesten just ikke ligefrem var Kongens, dog i høi Grad blevet støttet og fremhjulpet af ham. Har nogen havt den redelige Vilje, da var det Christian. Men samtidig var han en Mand af et indskrænket Syn, og den Aand, som under ham fra Hoffet af gjorde sig gjeldende rundt om i Rigerne, var ikke ubetinget heldbringende. Holberg følte sig ikke vel under disse Tilstande, men det fulgte af sig selv, at han maatte bære sin Utilfredshed i Stilhed. Hans virkfomme Aand lod ham imidlertid ikke hvile. Om at skrive Komedier og Satirer kunde der foreløbig ikke være Tale, derfor vendte han sig nu først og fremst imod Historien, hvis Studium altid havde tiltalt ham, og i hvilken han allerede før i nogen Grad havde forsøgt sig som Forfatter.
Allerede i 1729 havde han udgivet sin „Danmarks og Norges Beskrivelse“ eller, som Titelen paa den anden Udgave (1749) lyder: „Danmarks og Norges geistlige og verdslige Stat“, et Verk, der ikke egentlig beskriver selve Landene, men fremstiller Statens vigtigste Forhold og Indretninger paa et historisk Grundlag. Man finder her intet af det statistiske Tabelvæsen, som i vore Dage betegner den Art Skrifter, dette var noget, som Datiden endnu lidet eller intet kjendte til. Det er derimod mere en populær Bog, hvor man faar vide Besked om Statsforfatning og Religion, Universitetet, Handelen, Krigsmagten, Retsvæsenet o. s. v. Et Stykke deraf fortjener at hidsættes. Det er Forsatterens Skildring af sine nærmeste Landsmænd, Nordmændene, mærkelig ikke mindst ved den Varme, med hvilken han fremhæver deres Lyssider. Her er altsaa nogle Prøver:
„Hvad sig anbelanger de Norske, da, saasom de leve under et andet Clima, saa differere de meget fra de Danske baade i Humeur og Sæder: Dog hindrer den Forskiel ikke, at der jo er en fuldkommen Forening og Overensstemmelse imellem begge disse Nationer, og have de alletider, siden den navnkundige Forening blev sluttet imellem Dannemark og Norge, været anseede som et Folk.
Førend jeg taler videre om samme Nation, vil jeg her løsligen merke, at Skribentere, fast udi ingen Ting fare saa meget vild, som udi at beskrive de Norskes Art og Egenskab. De fleste grunde deres Beretninger paa adskillige gamle Skrifter, som ere publicerede for lang Tid siden om Findlapperne, hvilke Folk ere de Norske fast ligesaa ubekiendte, som Græker og Persier, og ere de fleste ligesaa nysgjerrige efter at see en Findlap, som en af bemeldte Nationer. Ikke desmindre udstrekke dog Fremmede den Character, som gives dette raa Folk, til den hele Norske Nation. — — Jeg kan ikke forbigaae her at fortælle en Ting, som mig udi min Ungdom er vederfaren. Da jeg opholdt mig til Rom, og af en Hendelse kom i Selskab med en Piemonteser, der havde læst adskilligt om Tydskland og de Nordiske Lande, og samme Piemonteser fornam, at jeg havde nogen Kundskab derom, spurgte han mig: Om jeg ikke nogen Tid havde seet en Normand, da jeg nu sagde ham, at jeg var selv fra Norge, forundrede han sig ikke lidet derover, og endelig efter nogen Betænkning svarede, at jeg maatte da være fød af fremmede Forældre; thi han vidste vel, at Norske Folk vare vanskabte, og havde Ansigter der lignede mere Svine-Hoveder end Menneskers. Jeg forsikrede ham om, at der fandtes ikke kiønnere Folk nogensteds end udi Norge. — — —
Udi gamle Dage vare de Norske meget urolige, saa at der vare faa Konger, der jo maatte ligge udi Felten, nu mod en, nu mod en anden Rebeller, og satte mange af dem Livet til udi saadanne indvortes Krige. Men for nogle hundrede Aar siden, besynderlig efter Foreningen med Dannemark, havde de ladet see saa stor Lydighed mod Øvrigheden, at de kan tiene til Exempel derudi for alle andre Nationer. Dette have de høilovlige Konger af det Oldenborgske Huus ogsaa merket, og derfor havt en besynderlig Estime for samme Nation, og brugt altid en stor Deel af dem til deres Liv-Guarder. Man kand sige til de Norskes Berømmelse, at, saa grumme og hidsige de ere mod deres Fiender, saa føielige og lydige ere de imod Øvrigheden, saa at man i nogle hundrede Aar fast ingen Urolighed eller Opstand haver hørt udi samme Rige, hvilket jeg veed ikke, om mange Nationer kan berømme sig af.
Hvad deres Tapperhed er angaaende, da tør jeg understaae mig at sige, at deres Lige nu omstunder ikke findes. Mange skulde vel tænke, at jeg siger saadant for at smigre for mine egne Landsmænd, hvilket ellers er en almindelig Lyde hos Skribentere. Men jeg vil ikkun bede enhver, der fatter saadanne Tanker, læse samme Nations Historie og Bedrifter, saa vel hos Svenske, som Danske Skribentere, saa skal han finde, at fast ingen Fiende har havt nogen Fordeel mod de Norske. De Svenske selv, som alle Tider have havt store Tanker om deres Manddom, maa mod deres Villie bekiende, at de Norske udi Tapperhed intet give dem efter. De Norske derimod agte sig langt høiere end de Svenske og grunde de Tanker, de derudi have om dem selv, paa de mange herlige Seiervindinger, som de stedse med ulige Magt have erholdet over samme ellers stridbare Nation. — — — Hvad Folk de Norske ere, have de Svenske besynderlig fundet til Søes, hvor de have contribueret faa meget til de store og herlige Seiervindinger, dette Rige stedse imod Sverrig haver erholdet. Dette er Aarsag, at Fremmede heller antage Norske Matroser end andre udi deres Tieneste, saasom de ere ikke mindre haarde og beqvemme til at udstaae alle de Uleiligheder, som Krigen fører med sig, end modige at stride mod deres Fiender, og tro mod dem, udi hvis Tjeneste de ere.
Til Konster og Haandverke ere de Norske synderligen beqvemme; thi omendskiønt de samme aldrig nogen Tid have ret floreret udi Norge, saa dog have Indbyggerne noksom ladet see, og endnu give Prøve paa, baade hvor store Naturalier, saa ogsaa hvor megen Lyst og Tilbøjelighed de have dertil. Der er fast ingen Bonde udi Norge, der jo, foruden sit nødvendige Arbejde, gjør noget med sine Hænder til Zirat. Det meste er at forundre sig over, at de giør alting udaf deres egne Hoveden saasom de hverken have lært eller seet noget tilforn, og er der ingen Tvivl paa, at, dersom mange af dem komme iblant store Mestere, de jo skulde kunde forarbeide de Ting, som endogsaa Franske og Italiener skulde forundre sig over. — — —
Hvad Lærdom er angaaende, da, omendskiønt der intet Academie er udi Norge, ei heller mange store Bibliotheker, som jeg veed, saa dog findes der mange lærde Mænd; thi fast alle de, som have Midler, efter at de nogen Tid have studeret paa Universitet til Kjøbenhavn, reise Udenlands, for at lære fremmede Sprog, hvortil de ere synderlig hengivne, have ogsaa den Fordeel frem for andre Nationer, at de treffe saavel den fremmede Accent og Udtale. Hvorvel man ikke kan negte, at jo undertiden gjøres noget formeget deraf, og at adskjllige andre Ting derved forsømmes.
De store Qvaliteter og Sindets Gaver, som findes hos denne Nation, foraarsage, at mange fatte for store Tanker om dem selv, og see andre over Axslerne; De andre Skrøbeligheder, som de Norske ere hengivne til, er at de gjerne vil stadse og holde dem over deres Formue, hvilket foraarsager, at mange blive bragte til Armod, og, efter at de en kort Tid have været udi Anseelse, siden maa paatage sig Tjeneres Skikkelse. De Danske derimod ere mere sparsommelige, og indrette meer deres Tæring efter deres Pung.
Endeel holder for, at de Norske ere meget Trættekiere, og grundes deres Mening paa de mange Trætter, Angivelser og Efterstræbelser, som idelig høres om udi Norge, hvorvel, naar man alting nøie efterseer, saa finder man, at saadant reiser sig meget af Fremmede, der opholde sig udi samme Rige, hvilket dog tilskrives Nationen alene.
Drukkenskab gik tilforn meget udi Svang udi Norge, og er endnu temmelig udi Moden paa endeel nordlige Steder, men blant den største Deel er den efter andre Nationers Exempel meget aflagt, saa at ingen tvinges mere til at drikke over sin Formue.“
I Aarene 1732—1735 udgav dernæst Holberg et Hovedverk: „Dannemarks Riges Historie“ i tre Kvartbind, hvilket Arbeide fra Rigernes Forening af tillige medtager Norges Historie. Fremstillingen er knyttet til den danske Kongerække fra den fabelagtige Kong Skjold af indtil Frederik III.s Død 1670. Men det er meget langt derfra, at Holberg, som saamange eller næsten alle Historieskrivere dengang havde det for Skik, indskrænker sig til at fortælle Kongernes Levnet og de „Bedrifter“, som med større eller mindre Grund kunne tillægges disse. Han betegner ogsaa heri vor Literatur et mærkeligt Omslag og Fremskridt idet det netop var ham, som hos os egentlig først har skabt den virkelige Nationalhistorie ved at inddrage under Behandlingen en Mængde af de almindelige Forhold, der vise Folkets Tilstande og Udvikling. Hertil kommer en Fremstilling og et Foredrag, hvorom Ingen tidligere hos os havde havt nogen Anelse. De ældre historiske Arbeider, der havde seet Lyset efter Reformationen, vare enten for en stor Del skrevne paa Latin (Svaning, Krag, Bering o. s. v.), tildels endog af dertil bestilte Udlændinger (som Pontanus og Meursius), eller bestode nærmest i Samlinger af Dokumenter, saaledes som Tilfældet er med det vigtigste af dem allesammen, Arild Huitfelds bekjendte Krønike, der dog tiltrods for sin Formløshed havde talrige Læsere og fremdeles er umistelig. Holberg blev saaledes vor første egentlige historiske Fortæller i Modersmaalet.
Og han fortalte med stort Mesterskab. Først og fremst forstod han, hvad mange Historikere ikke have Evnen til, nemlig udaf det historiske Stof at udvælge netop det, der giver det rette Billede og den sande Belysning af de Tidsaldre eller Begivenheder, der skulle skildres. Det var aldrig hans Hensigt at samle sammen den hele Stofmasse og ængstelig opspore ethvert Vidnesbyrd om Fortiden for at blive, hvad dog ingen Historiker bliver, — fuldstændig og udtømmende. Nei, han udfandt med sit klare Blik det, hvorpaa det for hans Øiemed egentlig kom an, og lod det øvrige ligge som overflødigt. Herfor har han tildels selv gjort Rede i Fortalen til det tredie Bind, sin „Betænkning“, som han kalder den, hvilken endnu er højst lærerig at læse.
Dernæst maatte, hvad man paa Forhaand kan vide, Holbergs eiendommelige Lune og Evne til at gjøre alt, hvad der flød fra hans Pen, tiltrækkende, behageligt og fængslende, ogsaa komme hans Historie tilgode. Den blev ikke alene modtagen med stor Begjærlighed af Samtiden og uagtet sin Vidtløftighed gjentagne Gange oplagt, men den vedblev gjennem flere Menneskealdre at være den mest læste Fremstilling af Emnet.
Lærd Historiker kan Holberg derimod ikke egentlig kaldes, og om han havde været det, vilde hans store Verker i dette Fag vistnok aldrig have seet Lyset. Selv med hans overordentlige Lethed i Frembringelsen vilde det nemlig ikke have ladet sig gjøre kritisk at gjennemgaa og betragte alle Kilder og drøfte hele det Materiale, hvoraf et Lands Historie fra Hedenold og ned til Samtiden fremgaar. Herpaa indlod han sig heller ikke. Han besad vistnok megen og udbredt Læsning, og han bestræbte sig for den senere Tids Vedkommende ogsaa ivrig for at komme i Besiddelse af Haandskrifter, som i ikke lidet Antal „commnuniceredes“ ham af Tidens mange private Samlere, men Benyttelsen af alle disse Ting skede med en Raskhed og Letvindthed, som ikke en virkelig Forsker skulde have tilladt sig. For ham gjaldt det, som sagt, nærmest at uddrage det allerede ved det første Blik interessante og underholdende.
Den Tid, da Holbergs Danmarkshistorie udkom, var en lykkelig Tid for vor historiske Literatur. Thi netop de Egenskaber, som Holberg ikke besad, fandtes i rigeste Maal hos en Samtidig, den alt ovenfor nævnte Hans Gram. Denne blev den store Banebryder i den kritiske Historieforskning og har Fortjenesten af først at have indført den historiske Monografi i vor Literatur. Mellem hans Disciple var det store Trekløverblad Langebek, Schøning og Suhm. Det er bekjendt, hvorledes der mellem Holberg og denne fremragende Videnskabsmand til forskjellige Tider bestod et forskjelligartet Forhold. De vare oprindelig gode Venner, blev saa en Tidlang Uvenner, men mødtes omsider igjen. Neppe er der nogen af Holbergs danske Samtidige, hvis Forhold til denne er mere interessant end netop Grams. Han er i Henseende ei alene til dyb og omfattende Lærdom, men ogsaa til alvorlig historisk Kritik ligesaa stor, som Holberg er det i aandfuld og fængslende Fremstilling. Oprindelig Professor i Græsk (han hørte til sin Tids berømte Filologer i Europa) hengav Gram sig siden som Geheimearkivar og Overbibliothekar til den danske Historie, og det paa en Maade, der blev banebrydende for alle følgende Tider i Danmark og Norge. De flade Literater, der kun kjende Gram fra Anekdoten om, at han var Eier af „den sølvbeslagne tykke Homerus“, der figurerer i „Peder Paars“, have grovelig miskjendt ham. De, der virkelig kjendte ham, vide, at „Grams kritiske Blik paa Personer og Forhold er endnu mærkeligere end hans Lærdom“, en Dom, der er udtalt netop af den Mand, der af alle senere danske Historikere har staaet ham nærmest i kritisk Evne, C. Paludan-Müller.
Hvad Holberg mindst magtede, var selvfølgelig den ældre Historie, og hans Fremstilling af denne har derfor nu for os kun literaturhistorisk Interesse. Jo mere han nærmer sig sin egen Tid, desto mere har han derimod følt sig hjemme i sin Gjerning, og den sidste Del af Danmarkshistorien, der helt optages af Frederik III.s Tid, har fremdeles Værd endog for Historikeren af Fag[1]
Samtidig med sin Fædrelandshistorie udarbeidede Holberg ogsaa en Lærebog (synopsis) i Verdenshistorien, 1733. Den var skreven paa Latin og oplevede en Utallighed af Oplag og Oversættelser paa de forskjelligste Sprog, Dansk, Tydsk, Engelsk, Hollandsk, Russisk (i det sidste Sprog endnu 1808). I lange Tider var den lille Bog Kilden til den studerende Skoleungdoms historiske Viden, og endnu den Dag idag kan det være særdeles nyttigt for en historisk Lærer eller Lærebogsforfatter at gjøre sig bekjendt med den. Thi ogsaa her gjenfinde vi den samme Holbergske Evne til at meddele alt, hvad han rører ved, det være i sig selv saa tørt det vil, Liv og Interesse, og navnlig beundre vi ogsaa her Mesterskabet i Stoffets Udvalg. Sandsynligvis vilde Holbergs historiske Lærebog have holdt sig endnu længere, end den gjorde, hvis ikke Historiens Inddeling ogsaa hos ham havde lidt af en Feil, som endnu dengang var almindelig. Det kan have sin Interesse at paapege dette. Nuomstunder tale alle Mennesker, hvor lidet Historie de end have lært, om tre Hovedpartier af den Menneskene bekjendte Del af Fortiden: Oldtiden, Middelalderen og den nyere Tid. Men de færreste vide, at denne Inddeling først er forsøgt efter Midten af det attende Aarhundrede og egentlig først er fastslaaet i det nittende. Paa Holbergs Tid delte man endnu (i Tilslutning til et bekjendt Sted hos Propheten Daniel) Verdenshistorien efter „de fire Monarchier“, det assyrisk-babyloniske, det persiske, det græsk-macedoniske og det romerske, hvilket man betragtede som fremdeles existerende gjennem det „hellige“ tydsk-romerske Keiserdømme! Denne Inddeling har Holberg ikke fraveget. I en fransk Lærebog ser man 1753 den nu brugelige Tredeling, men det varede meget længe, inden man nogenlunde enedes om disse tre Hovedafsnits indbyrdes Grændser, idet man f. Ex. stundom saa „Middelalderen“ begynde med Christi Fødsel og den „nyere Tid“ dateret fra Carl den store o. s. v.[2]
Bergens Beskrivelse, der udkom første Gang 1737, er allerede tidligere omtalt. Samme Aar udgav Holberg ogsaa sin egen Levnetsbeskrivelse, der udkom paa Latin i Leipzig, men hvoraf dog allerede Begyndelsen havde seet Lyset 1727. Ogsaa den er et saare mærkeligt Arbeide. Den bliver det allerede derved, at det hidtil var noget useet i vor Literatur at fortsatte en udførlig Selvbiografi og endnu mere at udgive den i levende Live; der manglede heller ikke paa dem, som heri saa et Bevis paa Indbildskhed og Forfængelighed.[3] Fortællingen er i Brevform til en ikke navngiven fornem Herre (vir quidam perillustris). Efter at der har været gjettet paa forskjellige, tør det nu ansees for afgjort, at det er den engang ovenfor (S. 31) omtalte Grev Christian Rantzau (Statholder i Norge 1731—1739), til hvem Brevene ere skrevne.[4] Selvfølgelig oversattes Biografien strax paa Dansk (først i Holbergs Fødeby Bergen af den senere Præst Th. Krog 1741, derpaa og bedre i Kbhvn 1745) og siden ogsaa paa andre Sprog, men hvo der ret vil nyde den, maa læse Originalen. Holbergs Reiser indtage en væsentlig Del af Bogen, som, hvor ypperlig den end i sig er, dog mangengang mere pirrer end tilfredsstiller vor Videlyst, idet den — hvad der jo egentlig ikke kan forundre — som oftest fortier just det, vi helst vilde have vidst Besked om.
Den flittige og bestandig skrivende Eneboer udgav i disse Aar endnu flere historiske Verker, saaledes sin „Almindelig Kirkehistorie fra Christendommens Begyndelse til Lutheri Reformation“ i to Kvartbind (1738), „Adskillige store Heltes og berømmelige Mænds sammenlignede Historier og Bedrifter“[5] (1739) og „Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier“ (1745). Begge disse sidste Verker vare, som udtrykkelig paa Titelbladene fremhævedes, Efterligninger af den græske Historieskriver Plutark, der plejede at fortælle to berømte Mænds (en Grækers og en Romers) Levnet ad Gangen og at tilføje en Sammenligning mellem dem. Af særegen Interesse for Holbergs Opfatning og Livsanskuelse er hans Levnetsbeskrivelse af Peter Czar, thi denne kraftfulde Selvhersker var ret hans Helt. I 1742 havde han ogsaa udgivet sin udførlige „Jødiske Historie“. Af hele denne Række af Bøger, der alle læstes med Begjærlighed, har Kirkehistorien vistnok øvet størst Indflydelse paa Almenheden. Dens blev ogsaa strax udsolgt og igjen oplagt. Varsomt, men tillige bestemt, gjorde han Anskuelser gjeldende, som man hidtil ikke havde været vant til, men at skrive den Lutherske Kirkes Historie vovede han sig ikke til. Derfor er det, at han standsede ved Reformationen.
- ↑ Om Holbergs Danmarkshistorie findes de bedste Bemærkninger i Dansk hist. Tidsskrift, 5. R. IV. S. 35—55 af C. Paludan-Müller.
- ↑ Om Holbergs Verdenshistorie se Chr. Bruun, Ludvig Holberg som Lærer i Historie, Kbhvn. 1872, samt F. Schierns supplerende Anmeldelse i Dansk hist. Tidsskr. 4. R. III.
- ↑ Saaledes f. Ex. Hans Gram til en tydsk Lærd, Danske Samlinger, I. S. 14.
- ↑ Dette har det i sin Tid lykkedes mig at paavise ved Hjælp af et i vort Universitetsbibliothek bevaret, men tidligere upaaagtet Haandskrift af Langebek, se Norsk hist. Tidsskr. 1. R. II. S. 290 flg.
- ↑ Manuskriptet, efter hvilket dette Verk tryktes, findes paa Universitetsbibliotheket i Christiania.