Ludvig Holberg (Welhaven)
I dette Navn er der et mægtigt Kald,
der vinker Tanken hen blandt svundne Slægter.
Hans Navn er som et magisk Ord, der mægter
at lukke op en eventyrlig Hal.
Med Eet vi staae betragtende derinde;
bag Seklets Mulm oprinder Dagens Skjær,
og hver Gestalt imødegaaer os der
fortrolig, næsten som et Barndomsminde.
Og dog hvor sælsomt var det fjerne Old,
som dette Navn kan mane frem i Nuet!
Hver Tankens Form var stivnet og forskruet,
og gik i tusind Daarligheders Sold.
I Folkets Liv, der var saa sært forpuppet,
var ingen Hjertets Puls, der kunde slaae,
og af det stive Svøb, hvori det laae,
var endnu intet Vingehylle sluppet.
Men hvergang Sjælens Blikke ledes hen
til dette Old, han har i Dagen stillet,
vi dvæle atter ved hans eget Billed —
paa denne Scene gaaer han selv igjen.
Han er blandt Mængden, med sit kloge Øie,
og Smilet leger om hans fine Mund;
bag Pandens Fold har han det rige Fund,
som Seklet arved og bevared nøie.
Til Selvbetragtning vakte han sit Folk;
i Tidens Strøm det saae sit Billed atter,
og Skuelysten og den sunde Latter
blev denne frelsende Bevidstheds Tolk.
Den aabne Sands og Viddet i hans Snille
han gav den skjæve Skik til Kommentar,
og sendte dem, som et fortroligt Par,
fra Huus til Huus i Henrik og Pernille.
Ja, hvad der aldrig tabe kan sin Kraft
for danske Sletter og for Klippelandet,
er dette Salt, som han har dybt indblandet
i Folkets aandelige Næringssaft.
I Stammens Indre laa dets Kraft forborgen,
men han, der nedsteeg i den mørke Schacht,
og hæved Skatten der ved Aandens Magt,
hans Navn har Glandsen af en gjenvakt Morgen.
Og derfor som et dyrebart Klenod
hans Verk skal hævdes i den gamle Ære.
Hans ædle Billed skal vort Norden bære
paa ømme Hænder over Glemsels Flod.
Og naar engang, i Fremtids dybe Fjerne,
et Mulm er sunket over Nuets Liv,
skal dog i Slægtens lange Perspektiv
hans Minde lyse som en evig Stjerne.