„Her er sommersol nok,
her er sædejord nok,
bare vi, — bare vi hadde kjærlighed nok.“
slaa røddet. Endog ungdomstiden, som skulde ha forret til dens lysende, lykkeskabende indflydelse, har gaat glip af den, — har ikke lært den at kjende. Forlovelser indgaaes og opløses som anden handel. De unge maa ta den, som forældrerne peger paa.
En undtagelse var det med Albert og Antoinette. Hun var asylpige og han evangelistelev. De hadde lovet hinanden troskab, og det saa ud, som om de skulde faa smult vand. Da Albert bragte gaven, som efter gassisk skik og brug gjør ægteskabet bindene, svarte moderen, at han fik gi den til Itofana, slægtens hoved. —Hun var skilt fra Antoinettes far og hadde, efter rygtet, beholdt ret over datteren. — Alfred bragte „faarebagdelen“ til Otifana, som modtog den under vidners nærværelse. De unge
trodde nu, at alt var i orden — fik fine klær syet, ogbestemte dagen for brylluppet. Hele Antoinettes slægt var hedninger undtagen en, som var værre end en hedning — en falden kristen. Der kom da brev fra ham, uventet, at hvis Antoinettes folk hadde noget at si, blev der aldrig giftermaal mellem hende og Albert.
Moderen var medhustru hos byens chef, var af velstaaende folk, som holdt sig for gode til at la datteren bortgiftes til den forældreløse Albert. Hun skrev nu ogsaa til Antoinette, forbandede hende og sa, at hun fik aldrig komme ind ad hendes dør, hvis hun giftede sig med Albert. Han blev nu mismodig og vilde gi Antoinette fri, heller end at bringe saadan sorg over hende. Men hun vilde ikke lytte til noget saadant. Onkelen blev arg og truede med dette og hint. Aldrig skulde de to faa hinanden. Kom de saa langt som til alteret, skulde han vide at ta hende, da hun kom ud af kirkedøren osv.
Men Antoinette trodde fast paa den forjættelse, at „dersom to af eder paa jorden blir enige om nogetsomhelst, hvorom de ville bede, saa skal det vederfares dem af min Fader som er i himlene.“ For hvert rygte, som naadde os, svarte hun frimodig, at hun sveg ikke det løfte, hun hadde gitt for Guds aasyn.
Vi sendte bud efter onkelen, som var familiens hoved, og som fra begyndelsen hadde git sit ja til forlovelsen. Nei, ham hadde de bevæget til at gaa tilbage paa sit ord. Hen sendte bud, at han kunde intet gjøre, det var bare faderen, som hadde myndighed til at gi datteren bort i ægteskab. Det var da at faa faderen hid og faa dem indskrevet i rigets bøger, siden kunde moderen og onkelen være saa vrange de vilde. Men faderen var langt nordpaa, og kom ikke sydover paa længe. Endelig hørte vi, at han skulde være kommet til Tsiharvana. Sendte da mand etfer ham, men ogsaa han negtet at komme, undskyldte sig med, at han hadde en syg søster han maatte passe. Han vilde ikke ha noget med Antoinettes affærer.
Det var virkelig en prøvende tid for de to. Gasserne er jo ikke bekjendt for udholdenhed i saadanne affærer. Men da til alles forbauselse forandrede moderens slægt sin mening. Hun, som ikke vilde tillade datteren at betræde sin dørtærskel, endog da døden skulde gjæste hende, hun sendte bud, at hun havde intet imod Albert. Og onkelen — den faldne — som hadde skrevet saa overmodig til mig, samt forbudt Antoinette, baade mundtlig og skriftlig — han kom til Fort Dauphin og sa til Albert, at han vilde gjerne, at Antoinette skulde bli hans hustru. Det var jo til at miste mælet over.
Albert blev da opmuntret til at smede, mens jernet var varmt. Det viste sig ogsaa at være nødvendigt; ti inden de blev skrevet for regjeringen syntes vinden at ville snu sig igjen. Men med regjeringens tilladelse og kirkens velsignelse blev de erklæret for „rette ægtefolk at være“.
Det viste sig saaledes, at Gud hørte dønner; og Antoinette blev ikke beskjæmmet i sin tro paa, at „dersom to af eder paa jorden blir enig om nogetsomhelst hvorom de ville bede, saa skal det vederfares dem af min Fader, som er i himlene.“
De er begge to saa barnlig glade, at det er morsomt at komme ind til dem.