Lysets seier/Fong Tsens befrielse

Lina Dæhlen
Augsburg Publishing House (s. 41-46).



D
et er nu tre aar, siden jeg først stifted Fong Tsens bekjendtskab. Hendes mor var enke og hadde fra sin ungdom af været en nidkjær afgudsdyker, saa den stakkels lille datter blev tidlig lært at bøie knæ for de grumme afguder. Da hun endnu var ganske liden, blev hun af sin mor bragt til et kloster, hvor hun skulde uddanes til afgudsprest. I vil maaske undre, hvorledes en mor kunde skilles fra sit barn. Elsked hun hende ikke? Aa jo, det gjorde hun nok. Det var netop derfor, hun beslutted sig til det. Hun troed nemlig, at ved at gi sin datter til et afgudstempel, vilde derved hendes evige vel være sikret. Arme mor! Hun hadde ikke hørt om Jesus, som intet andet offer kræver end vort hjerte. Fong Tsen hadde ingen af de mange barnlige glæder, som I, kjære smaapiger, paa hendes alder fryder eder i. Medens I ganske uhindret kan løbe omkring i det frie, maatte hun tilbringe sine barneaar indenfor de mørke kloster. eller tempelvægge. Hvor ofte har hun ikke fortalt mig om sit liv der. Naar solen spredte sine første straaler over mark og eng, var de allerede oppe og forrettede sin gudstjeneste, hvilket bestod i at slaa paa en stor klokke og synge de monotone messer. Saaledes henrandt tiden uden nogensomhelst afveksling. Dette slags

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
templer er en verden for sig selv og er ganske afskaaret fra

enhver forbindelse med udenverdenen. Mange er de, som kommer did som smaa og maa forbli der hele sit liv, indtil døden gjør ende paa trældommen. Som ældre kvinder sendes de dog ud iblandt for at tigge.

Gud hadde dog en anden hensigt med Fong Tsen. Efterat hendes mor blev kjendt med kristendommen, blev det hende magtpaaliggende at faa sin datter ud. Vi loved at gjøre, hvad vi kunde, men hadde vore tvil om, hvorvidt det vilde lykkes. Menneskelig talt saa det ganske umuligt ud. Vi bar det dog frem for Gud i bøn, og han skuffed og ikke heller, men gjorde det virkelig saa, at vi efter meget besvær fik hilse hende velkommen. Merkeligt var det, at hun netop da skulde være bleven indviet til nonne, eller rettere afgudsprest, hvilket sker ved at brænde ni merker paa panden med et hedt jern, — tre merker til tre forskjellige gange. Det vilde da blit endda vanskeligere at faa hende ud. Aldrig skal jeg glemme, da hun og hendes mor kom til missionsstationen, fulgt af evangelist Tou, som med straalende ansigt fortalte, at nu var de komne. Ja, det var en glædens dag for os alle, og vi prised Gud for hans godhed imod os.

Saa var da de tunge tempeldøre for altid lukket for Fong Tsen, og et nyt afsnit af hendes liv tog sin begyndelse. Men tilbage til vort første møte. Foran os stod en kjæk, vakker pige paa fjorten aar, klædt i buddhisternes dragt, som blandt andet bestaar af en sid kaabe, som bæres af baade mænd og kvinder. Det mest iøinefaldene ved dem er dog, at hovedet er aldeles glatraget, og heri danned Fong Tsen heller ingen undtagelse. De mange aar hun hadde tilbragt i det ensomme tempel hadde allerede sat sit stempel paa hende. At tale indlod hun sig ikke paa, men slog øinene ned og skotted kun flygtigt op, naar hun troed sig ubemerket. Da theen omsider blev serveret, turde hun ikke engang smage paa den. Det var jo intet under, at hun var bange, da hun aldrig før hadde set en udlæmding. Hun forblev ogsaa sky en tid, og de første faa gange, jeg besøgte hende, blev samtalen saagodtsom udelukkende ført fra min side. Det var dog kjært at se, at hun lidt efter hvert blev mer frimodig, eftersom kjendskabet øgedes. Det skye, haabløse udtryk gav plds for et lykkeligt og freidigt væsen. Hun forsøgte nu ikke længer at holde sig paa afstand, men løb os glad imøde, naar vi kom, og var altid den første til at byde os en kop the, som efter kinesivk skik er et tegn paa, at man er velkommen.

Da hun kom til os, kunde hun lidet eller intet læse; men hun overrasket os alle med sin færdighed i at lære, og snart læste hun flydende i det nye testamente foruden andre kristelige bøger. Ligeledes var det med sangen. Da vi gjorde de første forsøg, saa det ganske trist ud, da sangen kun blev en grov brummen, og jeg hadde allerede i mit stille sind opgivet det som haabløst, da hun ingen evner syntes at besidde i den retning. Dog, da vi altid sang i pigeskolen, fik hun ogsaa være med, hvilket hadde det resultat, at hun efter at have hørt en sang nogle gange begyndte at nærme sig melodien, og snart sang hun med klar stemme: „Jesus elsker mig“, som var hendes yndlingssang. Spurgte jeg, hvad vi skulde synge, kom det fra Frong Tsen: „Lad os synge, Jesus elsker mig.“ Montro ikke englene deroppe lyttede glade til, naar de hørte, at hun, som for nogle faa maaneder siden sang messer til ære for afguderne, nu sang lovsange for den sande Gud! Vel et aars tid senere hadde vi den glæde at døbe hende; og hvad er endnu glædeligere, hun er en meget tro Jesu discipel, som daglig beder for sine ukjendte venner i Amerika.

I pigeskolen var hun særdeles afholdt; hendes blide, aabne væsen vandt alle. De øvrige piger kaldte hende aldrig andet end „Chie-chie“ — ældre søster. Hun var ogsaa en søster for dem i ordets fulde betydning og var altid villig til at hjælpe de mindre. Hendes ihærdighed og flid var beundringsværdig. Hun længtede efter at lære alt det, vi kunde undervise hende i, og jeg kan med sandhed sige, at hun ikke stod noget tilbage for sine jevnaldrende herhjemme i kristendomskundskaber. Hun fortalte mig engang om en søster, der var død, og sa blandt andet: „Dengang vidste ingen af os om Gud, og jeg er saa bange, at hun ikke blev salig.“ Hvor disse ord gik mig til Hjerte. Gud give, at evangeliet snart maatte forkyndes over hele det mørke land, saa at alle smaa gutter og piger kunde lære at kjende den Herre Jesus, deres bedste ven!

Fong Tsen er nu paa en høiere pigeskole, og det sidste, vi hørte fra hende, er, at hun er lykkelig og trivedes godt i sine nye omgivelser. Der er mange fristelser derude i hedningelandet for den, som vil høre Jesus til, og de maa udstaa megen haan og spot, som vi herhjemme ved lidet af. Men han, som selv har sagt, at han er den gode hyrde, vil ogsaa vogte Fong Tsen og føre hende vel hjem.

Saasnart hun er færdig paa skolen, haaber vi at faa benytte hende som lærerinde i vor pigeskole. Her vil hun faa anledning til at fortælle andre smaapiger om den frelser, som har gjort hende selv saa glad. Straks før vi skiltes, sa hun med taarekvalt stemme: „Jeg vil aldrig gaa bort fra Jesus.“