Et par gange sendte vi hende ind til hospitalet i Fort Dauphin, hvor hun forblev flere maaneder. Men det gik stadig nedover med hende, og hun var ogsaa glad, hver gang hun fik komme hjem til asylet. Liden og barnslig som hun var, negtede hun dog at ta imod smaaskillinger af den katolske søster, som kom paa besøg til patienterne; derimod var vore diakonissers besøg og pleie hende anderledes kjærkommen. Paa sin maade holdt hun meget af søster Metter — hendes sygepleierske her ved asylet.
Hun hadde lidt meget hele sit liv, og lidelserne blev større henimod slutten. Den sidste dag laa hun og snakkede ting, som vi ikke forstod. „Mange hvide, mange hvide,“ sa hun, og „hvem er det, jeg skal lege med?“ Børnene her tror, at de „mange hvide“ var de frelste smaa, hun saa paa „himmelvang“, og at det var frelseren hun spurgte, hvem skulde være hendes legekammerat. Den lange sygdom sløvet hendes aandsevner, men hun bad til Jesus og likte at være det lille lam, han bærer paa hænderne. Vi haaber og tror, at hun nu er i hjemmet hos hyrden; ti formedelst ham, som er veien, skal jo end ikke en daare fare vild.
Hendes var det første dødsfald ved asylet siden dets begyndelse.Maatte hendes hjemlov være et middel til at drage de øvrige børns sind og tanker mod hjemmet histoppe og minde dem om, at det bør os alle at aabenbares for Kristi domstol.