I en liden skidden hytte sad en mand og en kone. Han saa ud til at være en del ældre end hun. Paa spørgsmaal om, hvor han hadde hjemme, svarte ham: „I nærheden af Ranafotsy.“
„Du er altsaa en Tatsimo mand?“
„Ja.“
„Hvor er dine børn?“
„I Tandroy.“
„Men du sa jo, at du er en Tatsimo mand.“
„Ja, men deres mor er i Tandroy.“
„Hvem er saa den kvinde, som er med dig?“
„Hun er min kone.“
„Du har altsaa mer end en kome?“
„Ja.“
„Ved du ikke, at skaberen hader flerkoneri?“
„Nei. Skaberen liker flerkoneri.“
„Neivist; han hader og forbyder det.“
„Nei, han liker det.“
Med det samme kom en anden fillet, skidden mand hen til mig og spurgte, hvad vi snakket om.
„Aa, hun siger, at skaberen hader flerkoneri,“ forklarte manden inde i hytten. „Nei, flerkoneri er godt, det,“ sa den nyankomne med det samme han smat ind igjennem den lave, smale døren og satte sig paa gulvet. „Naar den ene konen reiser, saa har man endnu en igjen. Hvis de ene ikke faar børn, faar den anden børn.“
Mændene sad og tygget paa noget, som de havde ristet ved ilden. „Hvor bor du?“ spurgte jeg den sidst ankomne.
„I nærheden af Ranafatsy.“
„Hvormange koner har du?“
„Bare en.“
„Hvormange børn har du?“
„Fire levende og fire døde.“
„Fire døde? Hvorfor er de døde?“
„Skaberen tog dem.“
„Hvorfor gjorde han det?“
„Hvem ved, hvorfor skaberen gjør dette eller hint?“
„Jo, jeg skal fortælle eder noget. I gassere, I kan ikke stelle eders børn, og derfor blir de syge og dør fra eder.“
„Fortæl os du, hvorledes børn skal stelles.“ Dette var sagt i et sligt forunderligt tonefald — det var ikke netop en bøn, heller ikke var det haan eller spot. Spisningen af deres lækkerbisken ophørte ikke. Konen sad stille og uden at delta i samtalen. Tænk, hvilken anledning at faa holde foredrag for to ældre mænd om barnepleie! Og det siges jo, at ingen har saa god greie paa barneopdragelse som netop ugifte kvnder. Men her maa man være snartænkt.
„Fortæl os, du, hvorledes børn skal stelles.“
„Ja, gjerne, hvis I vil tie stille og høre efter. Ønsker I virkelig at lære det?“
„Ja, da.“
„For det første maa I slutte aldeles med flerkoneriet og al anden forargelse. Har ikke I gassere øine? Ser I ikke al den sygdom, som hersker iblandt eder netop paa grund af eders urene liv og levnet? Enten faar I ikke børn eller ogsaa faar I sygelige børn, som dør i en spæd alder. Og saa er der en ting, som I maa afskaffe, og det er fugleburet.“
Naar et barn er født, hænger de en matte fra tag til gulv i den ene ende af huset. Dette danner et lidet kammer, som de kalder fugleburet. Det er saapas stort, at konen med nød og nepper har rum til at ligge derinde. Foran indgangen laves et ildsted, og her holdes en stor ild gaaende nat og dag fra en til fem maaneder. I al den tid faar ikke konen lov at komme ud af fugleburet. Et rigtigt langvarigt svedebad, ikke sandt? Barnet er derinde hos hende og noet klær at tale om har hverken mor eller barn. Naar de saa slipper ud, blir de let forkjælet, og det er ikke at undres paa, at mange spædbørn dør herude til trods for det varme klimat. Dette forklarte jeg paa min vis for dem saa godt jeg kunde, og saa føiet jeg til:
„Istedetfor at holde eders koner inde slig, skulde I la dem gaa, hvor de vilde, om nogle faa dage; men gode klær burde de ha, baade de og børnerne.“
„Ser du dette lamba?“ afbrød den ene mand mig. „Dette lamba har jeg betalt femten dollars for.“ Lambaet var af gassisk silke med perler indvævet, og jeg tviler
ikke paa, at det engang i tiden havde kostet femten dollars,men nu var det udslidt og skiddent, og hvem ved, hvormange lopper eller andet utøi der i sin tid har været i det. At jeg talte om konen og børnene, hindret ikke manden i at tænke paa og tale om sig selv.
„Ja, saadanne gode klær skulde I gi eders koner og børn; varme klær for de kolde dage, helst kjoler skulde de ha.“
Hvad jeg sa videre om diæt og lignende bør helst ikke nævnes her, ti det vilde bli langt og kjedeligt; men for disse to mænd var det nok visdomsord. Om de husket det til næste dag, ved jeg ikke, langt mindre om de gaar hen og gjør derefter. Men at de tiet stille og hørte paa var jo bevis for, at de for øieblikket var overvundne i debatten. Det maa siges til gassernes ros, at naar de skjønner der er overvundne i en diskussion, saa gir de sig. De holder ikke paastaaeligt paa sit. Naar jeg saa var færdig og hadde sagt enkelte ting op og op igjen, spurgte jeg, om de hadde forstaaet mig, og derpaa svarte de ja.
„Hvem er lærer i Ranafatsy?“ spurgte jeg.
„Job.“
„Hvormange koner har han?“
„Han har bare en, han.“
„Hvormange børn har han?“
„Han har tre.“
„Er han snil eller slem?“
„Aa, han er snil, han.“
„Ja, slig skulde det være. Bare en kone og mange børn. Og slig vil det bli, om I gassere vil følge Guds bud. Gaa nu til læreren i Ranafatsy og lær mer om Skaberens vilje; det vil gavne eder baade til legem og sjæl.“
Jeg sa farvel til dem og gik videre. Mon tro læreren paa landet vil faa se nogen frugt af disse husbesøg og disse samtaler?
Nogen kan maaske undres over de svar, jeg fik af disse Tatsimo-mænd, og at jeg uden videre nævnte, hvad Skaberen hadede, men her er ikke en mand eller kvinde, en gut eller pige, uden at de svarer som følger paa disse spørgsmaal.
„Hvem har skabt dig?“
„Skaberen.“
„Hvor er han?“
„Oventil.“
„Hvorhenne?“
„I himlen.“
„Hvem er herre over liv og død?“
„Skaberen.“
„Hvor reiser menneskene hen, naar de dør?“
„Til skaberen i himlen.“
Men at skaberen er hellig, retfærdig, sanddru og vis, og at han alene skulde tilbedes, derom har de ingen ide. Helo (den onde aand), han maa tilbedes, til ham maa der ofres for at han ikke skal tilføie dem noget ondet. Men Gud, som er god, som har skabt dem og er herre over baade liv og død, med ham har de intet at bestille. Hos troldmændene faar de tryllemidler, som skal forhindre Helo fra at gjøre dem noget ondet.
Hvis I bare vidste, hvor glade gasserne er i børn og hvor inderlig de ønsker at faa mange efterkommere, saa vilde I ynkes over dem, saa syge som de er baade til legeme og sjæl.