Mens vi bodde i Hankow var der en liden 5 aar gammel pige, som faldt ned i en stor vandkrukke og druknet. Alle naboerne strømmede til for at se, og jeg ogsaa. Alle spurgte: „Er det en gut eller pige?“ De nærpaarørende svarte: „Bare et pigebarn.“ Det var jo ikke saa nøie med et pigebarn. Mange af dem faar jo bare saavidt se dagens lys, og saa sendes de ind i evigheden med en gang.
Saa er det fodbindingen. Aa, hvor smertelig smaapigerne maa lide under den! Hvor ofte ser vi ikke en forgrædt smaapige komme ud af en hytte hinkende paa hælene og sætter sig paa en sten. Spør vi, hvad som feiler, svares der gjerne med en løgn. De ved vi er imod sligt barbari og formander dem at spare sig selv for saadanne unødvendige pinsler, der gjør deres fødder næsten ubrugelige.
Det første vi kom til Kina, hadde jeg en enke for at se til børnene, da jeg selv laa syg. Hun hadde en liden pige paa omtrent otte aar med sig. En søndag eftermiddag, da alt var stille, og kvinden med sin lille pige var i sit rum, hørte vi ligesom en underkuet skrig og jammer fra pigen. Jeg laa i min seng og kunde ikke undersøge, hvad det var. Jeg spurgte smaagutterne min, og de sa bare, at kvinden og lille pigen var i sit rum og døren var laast. Jeg laa der saa ængstelig og hørte paa dette. Smaaguterne blev ogsaa ræd og paa samme tid nysgjerrig. De saa et hull høit oppe paa væggen og fandt sig noget at klyve op paa, saa de kunde faa se, hvad som foregik derinde. Saa komme de styrtende ind i rummet til mig og sier: „Hun holder paa at binde pigens fødder, og hun har en saks, som hun klipper skindet mellem tæerne, og et vestykke, som hun banker hende med, om hun ikke ligger stil.“ Jeg næsten fløi ud af sengen og var saalangt, at jeg tog i dørlaasen, før jeg sanset paa, at jeg ikke hadde lov at snu mig i sengen, lang mindre gjøre sligt sprang. Jeg raabte da paa min mand, at han maatte gaa og stanse barbariet. Siden hørte vi ikke mer jammerskrig, og pigens fødder fik vist vokse sin naturlige vekst den korte tid, de var hos os. Aa, for alle de søvnløse nætter fodbindingen forvolder. Er pigerne uvillig til at la fødderne binde, skræmmes de med: „Binder vi ikke dine fødder, saa de blir rigtig smaa, saa blir du ikke gift. Hvem vil ha en med store fødder labbende rundt i huset?“
Fodbindingen skulde dog nu snart ha set sine bedste dage. En stor del kvinder af høiere stand har løst sine fødder og modarbeider skikken; men de almindelige folk vil nok holde sine fædres skikke i lange tider endnu.
Naar en pige blir henimod halvvoksen, maa hun næsten aldrig sees ude. Kommer der fremmede, maa hun springe ind i sin lille hybel. Skal hun besøge en ven eller slægting, maa hun gaa en bagvei eller saa ubemerket som muligt, helst i lukket bærestol. Men er der teater, kan de alle gaa frit ud, og ved slige anledninger blir piger tildels stjaalne.
En pige har ingenting at si om sin forlovelse, som almindelig sker i barneaarene. Naar hun skal flyttes hjem til sin svigerforældre, har hun som regel ikke set hverken dem eller sin vordene brudgom, og hun er meget ængsteleig over, hvar slags fremtid hun gaar imøde. Aftenen før brylluppet sammenkalder hun sine barndomsvenninder, som skal hjælpe hende at græde hele natten, fordi hendes bedste dage i verden er forbi. Nu skal hun være træl i sine svigerforældres hjem. Før det blir lyst klær hun sig i brudedragten og gaar ind i en lukket bærestol, fint udskaaret og malet rød og forgyldt. Denne bæres af fire mænd. En hel procesion følger med. Naar hun er kommen til sit vordende hjem gaar brudgommen ud og aabner døren til bærestolen. Bruden ledes ind af to ældre kvinder, den ene brudgommens mor, om hun lever. Saa knæler brudgom og brud for husets gud og forfædrenes tavle, af hvem de venter gunst, rigdom og lykke. Siden ledsages de til brudekammeret, hvor der bringes den bedste the. Han drikker først og hun efterpaa. Dette gjentages tre gange, saa er de gifte. Under festlighederne og bespisningen er mænd og kvinder i hver sit rum og brudens forældre og slægtninger er ikke med; de holder fest en maaned efterpaa for sine venner. Mens alle spiser, drikker og prater sidder bruden paa sine korslagte fødder paa matten og vender sig mod væggen, mens baade voksne og børn gaar frit ud og ind for at se paa hende. Hun skal sidde slig i tre dage, siges der.
Mens vi bodde i Hankow, var der to rigtig kjække piger af velstaaende folk, som ofte besøgte os, og ønskede ogsaa at komme til vore møder. Men de turde ikek vise sig paa gaden eller i en forsamling, hvor der var mænd tilstede. De bodde bare et stenkast fra vort hus. Om en tid blev deres besøg sjeldnere og den yngste saa mer og mer nedstemt ud. En af de sidste gange hun var hos os, spurgte jeg om aarsagen. Hun svarte i en lidt barsk tone og refererte til sin forlovelse, og jeg undsaa mig at spørge mere. Hun var forlovet med en velstaaende mand og hadde faat fine smykker. Naar det siges, at man kjøber hustruer i Kina, saa bruges som oftest disse penge at kjøbe smykker for. Bedre folk kjøber smykker af guld og sølv. Almindelige folk bruger sølv og en del perleskrammel. Velstandsfolk kjøber for op til $100.000 værdi i armbaand, fingerringe, øredobber, haarnaale og kamme med blade og dobber, som bedækker hele nakken lige til ørene. Hvormeget denne pige hadde faat af kostbare smykker ved jeg ikke, men da de hadde været velstandsfolk, hadde hun nok faat adskilligt. Faderen var en kontraktør, som bragte sten til jernbanen, der just skulde bygges. Nu hadde han tabt paa den ene kontrakt efter den anden, og for at slaa sig gjennem hadde han maattet pantsætte sin datters forlovelsessmykker i haab om bedre tider, da vilde han løse dem ud igjen. Men de bedre tider kom ikke, og dagen nærmet sig, at pigen skulde føres hjem som brud. Ikke at ha sine smykker kunde kanske bli aarsag til baade misnøie og mishandling; ti en svigerdatter blir ofte behandlet som en slave.
Saa en morgen vi kom ud, var det et svært opstuds i nabolaget. Hun hadde skrevet — at kunne skrive er en undtagelse og viste, at hun var af bra folk — paa en seddel og lagt igjen paa bordet i sit soveværelse, følgende: „Forældre og søskende, sørg ikke for mig. Verden er saa fuld af møie, jammer og skuffelse. Jeg synes, der er intet at leve for. I har alle været snille mod mig, og tak for alt I har gjort for mig.“ Forældre og søskende græd og jamret sig, og hele nabolaget var med og ledte i brønde og damme; men alt forgjæves. Ud paa eftermiddagen kom der bud fra en anden del af byen, at pigen var funden. Udenfor bymuren var en stor dam. Der holdt hun paa at vade ud i den hensigt at drukne sig. Men saa kom der en mand fra landet med grønsager. De er altid tidligt ude for at komme til markedet. Han fik øie paa hende og bragte hende til land. Hun vilde ikke hjem, men gik til nogle slægtninge inde i byen.
Da det glade budskab kom, at hun var funden i live, blev der lige saa stor fryd og glæde, som der før var sorg og graad. Man raabte fra hus til hus rundt hele nabolaget, at pigen var funden. Der blev munterhed og gjensidig glæde hos store og smaa, selv i et hedensk nabolag, over en som var tabt — men funden. Ogsaa vi glædet os med de glade med et inderligt ønske om, at hun maatte bli funden af den bedste ven Jesus. Dette var straks før vi reist hjem paa ferie første gang. — Disse tildragelser viser stillingen for millioner af Kinas døtre; men de kan bli fundne, om vi er tidligt ude med evangeliets garn for at bjerge dem iland. Vi har omtren 1½ million kvinder paa vort missionsfelt i Kina, som bevidst eller ubevidst sukker efter frihed og fred, og som redskaber i Guds haand har vi faat i opdrag at bringe dem et godt budskab, om „frelsen fuld og fri“.
Vil ikke du, som læser dette, være med at bringe evangeliets lys ind i det tykke mørke, som endnu ruger over det tæt befolkede land? Være med at løfte Kinas døtre til et bedre og lykkeligere liv her, med haab om evig salighed hisset ved Jesus Kristus, deres og vor frelser?