Mandhusingen af Surendalen i 1718
Der levede i min Opvekst i de trondhjemske Bygder nogle ganske eiendommelige Forestillinger om „Stormagta“ eller „Mandhusingen“ og dens Vælde i Krig. Knyttede, som de vistnok var, til Minderne omen ældgammel Krigsforfatning, der kaldte „Tegn og Træl“ under Vaaben ved fiendtlige Angreb paa Landet, havde de under Trykket af den lokale Chauvinisme antaget ret barokke Former. Der hvilede for meget af historisk Realitet over dem, til at de uden videre kunde afvises som Fostre af Folkets frie Fantasi. Men søgte man at trænge ind til, hvad man kunde kalde Kjernen i disse Sagn, gled den unda og fortonede sig gjerne i Halvmythens Verden.
Hvad der gjør det saa meget vanskeligere at udskille det historisk sande i Traditioner af denne Art, er en gjængs Tilbøielighed hos Menigmand til uden ethvert Hensyn til Afstand i Tid at henføre dem til en mere bekjendt Personlighed, som har spillet en Rolle i Egnens Historie. Erindringen om Mads Dalekarl, den vilde Partigjænger fra Syvaarskrigens Dage, gaar saaledes igjen i Bygdefortællinger om Begivenheder, som der er Grund til at antage ligger halvandet Aarhundrede nærmere vor Tid.
Kun i nogle af Nordmøres nordligste Bygder var disse Traditioner om „Folket i Vaaben“ saa levende, at man med fuld sikkerhed kunde henføre dem til en bestemt Tid: de pegte hen paa en Bondereisning, som maatte have fundet Sted, da den Armfeldtske Hær laa i Guldalen, nogle Mile søndenfor Trondhjem. Men ogsaa disse Sagn, som meldte om et stort „Slag“, som havde fundet Sted i „Bugraaven“ – en Lokalitet, hvis Beliggenhed Fortællerne ikke syntes at have fuld Rede paa – maatte af forskjellige Grunde forekomme mistænkelige.
I mit historiske Debutarbeide „Armfeldts Tog nordenfjelds“ (Historisk Tidsskrift 2 R. II,193 ff.) har jeg flere Gange omtalt Mandhusingen i Trøndelagens Bygder og den Rolle, som ved enkelte Leiligheder var ham anvist. Da min Fremstilling helt igjennem var bygget paa de militære Autoriteters Rapporter, var det ogsaa disse, som fuldstændig bestemte mit Syn paa den Betydning, som Mandhusingens Optræden havde for Landets Forsvar. Jeg sluttede fra den Omtale, som de militære Kilder – deriblandt ogsaa de Memoirer, enkelte Officerer har efterladt – viede den trondhjemske Bondevæbning, at den gjennemgaaende ikke duede stort. Kaptein J. W. Klüwer giver i sin Beretning oftere tilbedste Spydigheder over den Ynkværdighed, som Mandhusingen i sin Færd havde lagt for Dagen, og de ledende Officerers Rapporter forsømmer heller aldrig at understrege, hvor lidet de væbnede Bønder var at stole paa, naar det gjaldt Operationer i aaben Mark mod en fiendtlig Overmagt. Det fremgaar ogsaa med al ønskelig Klarhed af Generalmajor Buddes Rapporter i den første Tid efter Fiendens Indfald, at han ansaa Mandhusingen for at være et byrdefuldt Paahæng, som fortærede Kongens Proviant uden at gjøre synderlig Nytte for sig. Det er derfor ogsaa med kjendelig Lettelse, at han lader Bønderne drage hver til sit i saa stort Antal som muligt, saasnart han havde faaet Undsætning af regulære Tropper fra det søndenfjeldske.
I Strid med saadanne Udtalelser af General Budde og andre Militære af anerkjendt Duelighed staar Udtalelser fra civilt og civil-militært Hold, der priser Bøndernes Heltemod paa Soldateskens Bekostning. Men Overdrivelserne er herunder saa paatagelige, at man vilde slaa Sandheden i Ansigtet, om man vilde lægge Beretninger af denne Art til Grund for den historiske Fremstilling. Saa lidet de i Realiteten er at bygge paa, modificerer de i nogen Grad de haarde Domme fra militært Hold. Men i Særdeleshed faar vi gjennem dem et Indblik i den almindelige Panik, som det fiendtlige Indfald havde skabt i det trondhjemske. Men om end Armfeldts geniale Overlegenhed og den finske Hærs raske Bevægelser til en Begyndelse maatte virke overraskende paa Befolkningen og lammende paa det norske Landforsvar, har man historisk seet af Trøndernes Vaabenuheld og det efemere Udtryk for Paniken ikke Ret til at udlede nedsættende slutninger hverken om Egnens Militær eller Bondemilits.
Saasnart Trønderne var komne over de første Overraskelser, indtræder der strax et Omslag i Begivenhederne paa den nordenfjeldske Krigsskueplads. Det ser da ud til, at der her er foregaaet en Folkereisning, som taaler at sidestilles og sammenlignes med de almindelig bekjendte Folkeopbud, som i 1716 fandt Sted i det søndenfjeldske.
Den Armfeldtske Hærs Holdning i Tiden efter Overgangen over Nidelven og til Opbrudet fra Melhus, tyder hen paa, at der har været Forhold tilstede, som har tvunget den sammen paa et forholdsvis snevert Omraade og hindret den fra at trække Provisioner til sig fra de rige Bygder vestenfor, hvor Aarveien denne Høst var særdeles vellykket. Den maa have havt det vanskeligt for at opretholde Forbindelsen med den i Indherred staaende Afdeling og Jemtland. Forholdene ved den tapre Partigjænger Nils Langströms Fald viser, at Mandhusingen i Stjørdalen var opbudt til Bevogtningstjeneste, og senere hen ser vi ogsaa Bondevæbningen i Selbu operere i Forening med Emahusens Skiløbere. Det er ikke umuligt, at der endnu kan opdages en upaaagtet samtidig Notis, som oplyser os om en eller anden Bedrift af Mandhusingen i disse Egne, som er vel værd at ihukommes af Efterslægten.
Tingprotokollen for Nordmøre Sorenskriveri for Aarene 1716–21 indeholder en saadan kortfattet Tilførsel, som fortjener Opmerksomhed. Ved denne kan forskjellige delvis kjendte, men overseede Momenter, som blot findes antydede i Autoriteternes officielle Rapporter, nu lade sig sammenkjæde til et større sammenhængende Hele, og vi faar et videre Udsyn over Begivenhederne i Guldalen og Orkedalen i de sidste Maaneder af 1718, end vi før har havt. Det nye Bidrag viser os, hvorledes Mandhusingen og norske Tropper under kyndig Ledelse i Forening opererer mod fremskudte svenske Afdelinger, og hvorledes disse ved Forhugninger har været hindrede i sin Fremtrængen. Om de svenske Troppers Bevægelser faar vi derimod intet at vide.
Der er af Krigshistorikerne fra Tid til anden udtalt en skarp Kritik over den Uvirksomhed, som man har tillagt Generalmajor Budde i de Uger, den Armfeldtske Hær stod søndenfor Trondhjem.
Denne Kritik taber dog mere og mere sin Brodd, efter hvert som det lykkes at fremdrage Momenter, der nærmere belyser, hvad Budde har indskrænket sig til at antyde i de kortfattede Rapporter, han indsendte til den norske Hærs Øverstbefalende, Generalløitnant B. H. Lützow.
I sine Indberetninger om Begivenhedernes Gang efter den finske Hærs overgang over Nidelven forsømmer Budde ikke at understrege den Virksomhed, som udfoldedes af de af ham udsendte Streifpartier.
„Jeg har ellers Streifpartier ude overalt og paa alle Kanter at allarmere Fienden samt ikke at give ham den ringeste Rolighed“, skrev han saaledes den 6te December, og nogle Dage senere (10 December) heder det, at Fienden „ikke syntes sig sikker uden at have sin Armé tilhobe, allerhelst han er kommen i Erfaring om mine udsendte Partier, som ham ingen Ro giver, men stedse allarmerer“.
Endnu sterkere fremholder han i sine Rapporter af 14de og 24de December Betydningen af den lille Krig, han saaledes førte. I den første omtaler han Fiendens formodede Forehavende over Orkedalen at trænge ind i Meldalen, hvor han vilde søge at ruinere det derværende Kobberverk: „dog haaber jeg – skriver han – at han, forinden han didkommer, vil forefinde nogenledes Modstand, saasom jeg dertil forlængst haver føiet al mulig Anstalt saavelsom og af Verkets Participanterne forlangt, at de ved Fiendens Annærmelse vilde søge mine Partier, som er hver en Løitnant og 30 Mand, at assistere som og lade Bergsfolkene tilligemed Mand af Hus sammenstøde, hvilket de og har belovet“. I den sidstnævnte Skrivelse faar vi Rede paa, hvilke Resultater denne Krigsførelse bragte. Det heder nemlig her: „Ellers er ikke noget betydeligt forefalden videre, end de af mig udsendte Partier har her og der nedlagt en Del Svenske, hvorover Fienden skal være forbitret, til den Ende og ikke ringere sine Patruljer lader udgaa end hver paa 20 à 24 Mand sterk ...... Om Natten maa ikke en af dem være ude fra Armeen af Frygt for, mine Partier maatte blive de for mægtig“.
Paa Grund af Rapporternes knappe Form vilde vi fremdeles have været uvidende om Mandhusingens Deltagelse i Forsvaret af Bygderne i Orklas Dalføre, om vi ikke fra andre Hold havde havt tilstrækkelige Oplysninger derom.
Af en Indberetning, som en kongelig Kommission under 10de Juni 1719 afgav om Tilstanden ved Meldals (Løkkens) Kobberverk, ser vi, at Verket vistnok blev forskaanet for Besøg af Fienden; alligevel havde Participanterne ved den fiendtlige Invasion i flere Henseender lidt et betydeligt Tab. I Henhold til en Befaling af Generalmajor Budde af 5te December 1718 havde Participanterne ladet de Forraad, som fandtes i Magazinerne, uddele til Verkets Folk, for at de ikke skulde falde i Fiendens Vold. Bergkompagniet ved Verket, der bestod af 100 Mand, havde i 9 Ugers Tid gjort virkelig Krigstjeneste sammen med de regulære Tropper, som var sendte herhen, og derhos havde Participanterne i væsentlig Grad bidraget til de opbudte Mandhusingers Underholdning.
Det Militær, som sendtes til Meldalen for at operere sammen med det lokale Værn, bestod af søndenfjeldske Dragoner, af Infanteri af Rappes Bataillon af 2det Akershusske Regiment og af Trondhjemmere. Kommandoen over denne Styrke indehavdes af Kaptein Kristofer Lossius, der tidligere paa Høsten havde udmerket sig bl. a. under Expeditionen til Ytterøen og vistnok for sit fortrinlige Kjendskab til Egnen havde faaet sig dette Hverv overdraget. Ogsaa enkelte af Officererne ved de søndenfjeldske Tropper sees at have været fra de nærmest søndenfor Trondhjem liggende Bygder.
Der er ingen Tvil om, at Kaptein Lossius maa have udfoldet megen Dygtighed i Løsningen af sin ingenlunde lette Opgave; saa meget mere maa man derfor beklage, at de bevarede Kilder kun giver os høist sparsomme Oplysninger om de af ham trufne Dispositioner. Da den under ham staaende Kommando af Militær og Bondemilits sees at have staaet i Rapport med de søndenfjeldske Skiløbere og Midtskogens Postering paa Femmilsskogen i Østerdalen, tør man i Mangel af andre Kilder vistnok holde sig til, hvad Major Even Kraft i sin Indberetning af 9de Januar 1719 har meddelt derom. Vi ser af den, at Lossius ved Aarets Udgang havde lagt Forhugninger baade i Rennebu[1] og paa Høilandet, hvorfra Fienden kunde trænge ind i Meldalen og Orkedalen, og disse bevogtedes fornemmelig af Mandhusinger. Fra Posteringen i Rennebu var mindre Afdelinger, der tildels bestod af regulære Soldater, skudte frem gjennem Soknas og Buas Dalfører, og mellem disse og svenske Tropper kom det paa forskjellige Steder til Sammenstød. Det ene af disse, som vi senere skal komme tilbage til, fandt i Begyndelsen af December Sted paa Bonesvolden i Støren. Ved denne Leilighed tog Nordmændene, som anførtes af Løitnant Benoni Mentzonius af 2det Akershusske Regiment – en Prestesøn fra Melhus, – den svenske Løitnant Örnberg med nogle Ryttere tilfange.
I sine store Træk har Forsvaret af Dalene, saaledes som det væsentligst lededes af Kaptein Kristofer Lossius, hidtil nærmest været kjendt af den „Examination og Inkvisition“, som i Henhold til kongelig ordre af 18de Februar 1719 af Stiftamtmand Iver von Ahnen, Berghauptmand Abraham Dreyer og Foged Børge Eg af Nordmøres Fogderi blev anstillet over den Skade, som ved Fiendens Indfald i 1718 blev tilføiet de nordenfjeldske Bygder. I den for Orkedals Fogderi optagne Protokol, der er dateret Trondhjem den 4de Marts 1720, er der til den foretagne Ligning knyttet følgende Tilbageblik over Aarets Begivenheder:
„Forindførte Examen og Inkvisition haver vi efter Deres Kongl. Majts. allernaadigste Befaling af 18de Februar næstleden Aar forrettet udi de her i Trondhjems Amt beliggende Fogderier, hvor Fiendens Krigsmagt sig enten haver opholdet eller Deres Kongl. Majts. Trouper været indkvarterede eller kamperet, der iblandt dette Orkedalens Fogderi, som og haver maattet imodtage Fiendens Streifen, da han stod ved Melhus Prestegaard i Guldalens Fogderi og han forud havde kommanderet Generalløitnant de la Barre til Opdalen under Dovrefjeld at forfølge det nordenfjeldske Dragonkorps, imidlertid udsendte et Regiment Finner under oberst Stjernschantz til Rennebo og et Parti af 400 Heste under Oberst Meidels Kommando til Orkedalen og Meldalen for at ville have gjort Indfald i Surendalen, som Bønderne af Nordmøres Fogderi dog forhindrede, i værende Tid opbrændt i Rennebo nogle faa Gaarde, fratog Bonden Kreaturene og hvis de kunde overkomme samt konsumerede deres Foder og hvis de skulde have til Livsophold og Gaardens Drift, og som de af Deres Majts. Trouper udsendte Kommandoer, som skulde forhindre, at Fienden ikke saa meget fri skulde raade sig, behøvede noget til Forfriskning i den haardeste vinters Tid, hvormed de ikke ialt herfra kunde være forsynet, saa haver vi udi Fogdens og sorenskriverens Nærværelse nøie undersøgt og beskrevet samme foromrørte Skade, som Indbyggerne udi dette Orkedalens Fogderi taget haver, og den samme saa vidt den enten af Fiendehaand eller Deres Kongl. Majts. Trouper var forøvet, ladet forfatte udi saadanne Rubriker, som os allernaadigst har været befalet ....“
I dette Tilbageblik føies der, som man vil se, et smukt Blad til Nordmøringernes ærefulde Krigshistorie, og det er denne Episode, hvorom en uklar Tradition har bevaret et Slags Minde, som de følgende Linier skal kaste et fuldstændigt nyt Lys over.
Da Veternes Antændelse den 11te September 1718 bragte Bud over de trondhjemske Bygder om fiendtligt Anfald og kaldte Mandhusingerne under Vaaben, drog Bønderne af Nordmøre under Ledelse af sin Foged Børge Eg opover til Trondhjem, hvor de blev anvendte ved de Forskansningsarbeider, som her blev satte i Verk. Saa sterk var den Tilslutning, Udbudet havde fundet blandt Surendalens Almue, at Sage- og Skattetinget, som skulde holdes paa Sylte den 11te Oktober, maatte indstilles, da ingen søgte det.
Længere ude paa Høsten blev Mandhusingerne fra Surendalen hjemsendte. Men de fik ikke længe blive siddende i Ro paa sine Gaarde. Saasnart Armfeldt med sin Hær var gaaet over Nidelven, udgik der paany Befaling fra den kommanderende General om, at Mandhusingerne skulde væbne sig for at forsvare sin Bygd og Fogderiet mod Angreb af fiendtlige Streifpartier.
Surendalingerne nøiede sig imidlertid ikke med bogstavelig at efterkomme denne Ordre; men de sluttede sig ogsaa sammen til et Slags Frikompagni for i Forening med Militæret at kunne optræde saa meget virksommere til Landets Forsvar. Denne kjække Beslutning blev fattet paa Opfordring af Studiosus Ole Meldahl, der var Søn af Bygdens forrige Sjælesørger og ved denne Leilighed optraadte som Bøndernes Fører.
Det ser ud til, at det nærmest skyldes Tilfældet, at den smukke Daad er bleven bevaret for Historien.
Da det almindelige Vaar-Sageting for Surendalens Tinglag holdtes paa Gaarden Røv den 23de Januar 1721, havde indtrædende Storm og Uveir hindret Fogden Børge Eg eller hans Fuldmægtig fra at fremmøde paa Paatalemyndighedens Vegne. Tinget, der af den Grund havde været udsat i flere Dage, maatte nu af Hensyn til den samlede Almue alligevel fremmes. Sorenskriveren fik hurtig fra Haanden de foreliggende Sager, som baade var faa og lidet magtpaaliggende. Interessen ved Tinget samler sig for denne Gang fornemmelig ved følgende Tilføielse i skriverens Protokol:
„Efterat Sagerne saaledes var afgjort, fremstillede Studiosus Ole Meldahl sig for Retten og begjærede af samtlig tingsøgende Almue et sandfærdigt Tingsvidne, om han ikke efter sin underdanigste Pligt, som enhver Undersaat er skyldig til Kongens Tjeneste og Landets Bedste at afværge Fiendens Fremgang, da Fienden Aar 1718 var indfalden her i Trondhjems Len og dette Fogderiets Bønder eller saakaldte Mandhusinger efter høi Ordre var befalet at gjøre Fienden Hinder og Afbræk udi deres haarde Forsæt imod Landet og Indvaanerne, selvmindt og uden ringeste Befaling i Anledning af den kommanderende Generals Ordre aleneste for at udvise sin Nidkjærhed for Hans Kgl. Majts. Tjeneste, ufortøvet opbød 100 Mand, hvoraf var 60 Skiløbere, og bragte dem med sig paa Grændsen, hvor den kommanderende Kaptein Lossius i Meldalen og udi et andet Fogderi stod posteret og der skulde obagte Fiendens Fremfart, og efter velbemeldte Hr. Kapteins Begjæring fulgte han selv med og omsider med bemeldte Mandskab blev kommanderet til Løitnant Benoni Mentzonius for at gjøre paa Parti Fienden Modstand, og endelig med velbemte Løitnants og mine Folk kom i en skarp Attak med Fienden paa Bonaas Vold i Støren Sogn: hvilken Almuens Besvarelse Monsr. Ole Meldahl begjærede at maatte indføres, paa det Deres Kgl. Majst. ved Leilighed dog kunde erfare, hans gode Forsæt efter Evne har været til Hans underdanigste Tjeneste vel intentioneret. Hvortil Almuen alle enstemmig svarede, at denne Ole Meldahls Forklaring for Retten angaaende hans Nidkjærhed til Kongens Tjeneste forholdt sig saaledes i al Sandhed, med det Tillæg, at om ikke dito Meldahl havde antaget sig denne Kommando, hvorved de andre Mandhusinger blev opmuntrede, maaske Surendalens Indvaanere og Fogderiet havde bleven af Fienden ruineret, hvilken Udsagn de alletider med deres korporlige Ed vilde gestændige, naar paaæskes.“
Det er vel muligt, at Samtiden har været opmerksom paa Ole Meldahls og Surendalingernes Vaabendaad. Naar Biskop Bartholomæus Deichman i sit bekjendte Forsvarsskrift imidlertid taler om, „hvorledes af Tønsets Prestegaard (!) udi Østerdalen, under Præstens Søns Anførsel, endel samlede Bønder attaqverede og forjagede nogle svenske Kompagnier, som sig der indlogeret havde,“ – anser jeg det for utvivlsomt, at han her har blandet sammen to vidt forskjellige Begivenheder, Kampen ved Øverby i Tyldalen og Surendalingernes Reisning. De to Fættere, Løitnant Mikael Meldahl og Student Meldahl, har han antaget for en og samme Person og derefter afpasset sin Fortælling.
Ole Meldahl var i den Tid, som fulgte nærmest efter Krigen, bosat i Surendalen, hvor han synes at have tæret paa en liden Arv, han havde faaet efter sine Forældre. Noget Brug af det optagne Tingsvidne til at skaffe sig Forfremmelse kan han ikke sees at have gjort sig hverken strax eller senere hen. Han var for saa vidt ogsaa i sin Tænkemaade forskjellig fra de mandhaftige Prester, som udmerkede sig under Krigen i det søndenfjeldske og senere til Vederlag tog Sigte paa de fedeste Sognekald, som fandtes i Landet.
Først i 1724 lykkedes det ham at blive antagen som Personelkapellan hos Sognepresten til Ringsaker Mag. Povel Riis. Dennes tidligere Personelkapellan Peder Otto Bøyesen var nys før draget nedover til Kjøbenhavn for at sollicitere; men det skulde ogsaa for hans Vedkommende drage ud, før han blev befordret. Da Mag. Riis i 1726 afgik ved Døden, blev P. O. Bøyesen dog hans Eftermand. De ulykkelige Forhold, hvorunder denne hele sin Embedstid igjennem levede, havde tilfølge, at han ikke kunde give sig synderligt af med prestelige Forretninger, og han overlod derfor disse til Meldahl, der ogsaa var hans Personelkapellan i de 14 Aar, han beklædte Embedet. Ogsaa under Bøyesens Eftermand, Kristofer Anker, der 1740 til 1757 var Sogneprest til Ringsaker, virkede Meldahl i et Par Aars Tid i denne underordnede Stilling.
Den 27de April 1742 slog omsider ogsaa hans Klokke, idet han da befordredes til Drangedals Sognekald.
Noget Andragende fra Meldahls Haand om dette Embede findes ikke. Da det ved Sognepresten Hans Holsts Død var bleven ledigt, afgav Biskop Nils Dorph en Indstilling, dateret Kristianias Bispegaard den 6te April 1742, der gik ud paa, at Kongen hertil vilde kalde Ole Meldahl, „som henimod 18 Aar haver som Kapellan betjent Ringsakers Menighed med Retsindighed og Enfoldighed.“ Noget synderligt fedt og behageligt Sognekald var det ikke, den aldrende veltjente Prest fik. Biskopen oplyser nemlig om Drangedals Kald, at dets visse og uvisse Indkomster ikke overstiger aarligen 300 Rdlr. „Det ligger – hed det videre i Indstillingen – paa et ubehageligt Sted, afsondret ved 3 og flere Miles Distance fra nærmeste Sogneprest.“ Her virkede Ole Meldahl til sin Død 14de Oktober 1766.
O. A. Øverland.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det er meget vel muligt, at Forhugninger har været anlagte i Snevringen ved Gaarden Buan eller ved Buvandet mellem Mjuken og Brataas. Om denne Trakt benævnes „Bugraaven“ (se S. 2), er mig ubekjendt. Derimod er det aldeles sikkert, at der laa Forhugninger i Vangsgraaven, noget søndenfor Bjerkaker. Sandsynligst er det vel, at en Forveksling med den sidste Lokalitet har fundet Sted, og at det er denne, den nordmørske Tradition har havt for Øie.