Menons tale
Og den gamle vismand Menon
sat ved Erekteion trist
i en hullet, gammel kiton
efter en forvist sofist.
Men da sendebud fra østen
talte høit om Indras berge,
tok han til at hæve røsten
og at true og besverge:
„Agt jers tunge vel, at slegten
ikke skades af jers ord! —
Indra mangler likevegten
mellem himmelen og jord!
Vé og jammer tusenfold
over slikt et fjeld, som sprænger
slettens vise maal og kold
ind i himlens verden trænger!
Tror I ikke, luften verner
sig med neb og skarpe klør?
Kulden fra de klare stjerner
rammer berget, saa det dør.
Mere nære rummets klarhet
end kanhænde sletten her,
sturer det i ufrugtbarhet,
uten frugter, uten trær!
Venner, søg de lave høie —
der staar likevegtens naal
ret og rigtigt, net og nøie
mellem vor og ødets skaal!
Vore vilde, hvite traner
flyr saa høit som der kan fly’s
over pinjer og plataner
halvt begravede i lys!
Der er livets grænsestrime —
under dem er livet skjønt!
Kun paa harmoniens høie
bor der guder, gror der grønt!“
Men en mand af færdens unge,
som med haanden for sit syn
hadde hørt den vises tale,
traadte frem med krumme bryn!
„Menon, disse døde tinder
gjennem Indras rene luft
er mig mer end vin og kvinder,
mer end guder og fornuft!
O, ved denne store reise
var det først, mit sind forstod:
Haard og modig skal du kneise
gjennem rummets drageblod.
Først ved det er ødet røbet,
først ved det er livets værd
gjennemlevet, gjennemprøvet — —
det er ingen elskovsfærd!
Det har lært mig, gamle daare,
at fordømmes i mit savn,
at forfryse uten taare
i det grænseløses favn!
Ikke vil jeg leve livet
i en lav og lunken egn,
som bedrar mit vilde sind med
noget sol og noget regn!“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |