Mere om Almue-Bibliotheker

Mere om Almue-Bibliotheker.
Ved Eilert Sundt.

I Folkevennen for iaar Side 90 tillod jeg mig at fremsætte den Anmodning til Forstandere for Almue-Bibliotheker, at de til Bestyrelsen for Selskabet for Folkeoplysningens Fremme vilde sende Beretninger med visse Opgaver, saa der kunde udarbeides en Oversigt over samme Bibliothekers Udbredelse og Betydning for det hele Land.

Jeg har allerede den Glæde at se, at Beretninger begynde at indkomme. Og en af disse, fra Høland, indeholder foruden det Begjærede en Del historiske Oplysninger, som det kunde være artigt at faa fra flere Steder. Men dette er Anledningen til, at jeg nu skal tillade mig at fortælle lidt om Almue-Bibliothekers Oprettelse her i Landet i tidligere Dage.

Der har vel aldrig været ivret saaledes for Almue-Bibliotheker som i Christiansands Stift i Aarene nærmest omkring 1800, da Dr. Hansen var Biskop der. Jeg finder Efterretning herom i et Skrift, som Biskoppen udgav.[1] Det begyndte dermed, at Præsten til Valle øverst i Sætersdalen Aar 1798 fik stiftet et „Selskab til Oplysnings og gode Sæders Udbredelse“ og indberettede dette til Biskoppen, der – ivrig, som han var, og med det Syn for Oplysning, som han delte med Tidsalderen („Oplysningens Tid“) – optog Ideen og blev dens ufortrødne Talsmand og Befordrer. Han fik Lovene for disse Selskaber stadfæstede af det kongelige Cancelli; paa sine Visitatsreiser fremstod han selv som Stifter af Selskaber, og han indviede dem med Taler i Kirkerne.

Det er ganske forunderligt at se, hvorledes Iveren for denne „Oplysning“ traadte istedetfor Troen paa og Hengivenheden for Religionen selv. Det var som en Gudsdyrkelse at være med i Sogne-Selskaber og Almue-Bibliotheker.

I Aaret 1799 holdt Biskoppen i Lunds Kirke (ved Flekkefjord) en Tale i Anledning af et Selskabs Stiftelse. Themaet var: „Den Lykke det er at være en hæderlig Bonde,“ og Slutningen lyder saa:

„At I Alle, mine Venner, maatte blive saa hæderlige og derved saa lykkelige, det er Øiemedet for mine, for Eders værdige Lærers Bestræbelse. Dertil sigter der af os oprettede Selskab: til Oplysnings og gode Sæders Udbredelse, i hvilket I som Medlemmer med os have forenet Eder. Dertil sigte de Love, hvilke vi frivilligen have foreskrevet os, og hvilke nu snart skulle oplæses. Haabfuld og glad ser jeg de nylig omtalte gode Virkninger imøde, og vort Selskab stedse forøget med værdige Lemmer. Under Gud mig Liv og Helbred, at jeg om nogle faa Aar ser Eder igjen, da haaber jeg at kunne sige ved den Unges Prøvelse i sin Kundskab, ved at se den muntre og lyse Gout (!) og Pige: din Fader maa høre til Selskabet for Oplysnings og gode Sæders Udbredelse! Og naar jeg da træder ind i Eders venlige Boliger, naar jeg ser Flid og Orden, Sundhed og Velstand blomstre, da veed jeg strax: Husfaderen hører til det Selskab, som elsker Oplysning og lægger Vind paa gode Sæder! Gud tage Eder, Brødre! og Eders Familier, Eders Eiendomme under sin Varetægt.“

Og med Forundring vil man læse en Indberetning fra Sognepræsten i Hjelmeland ved Stavanger-Fjorden, hvilken Indberetning Biskoppen med kjendelig Tilfredshed har ladet trykke, at den kunde tjene som Exempel til Efterlignelse af andre Præster. Den er dateret 4de Febr. 1800 og lyder saa:

„Jeg tager mig den Frihed her indlagt at sende en Optegnelse paa dem her i Hjelmelands Kald, som efter deres Høiærværdigheds Anmodning ere indgaaede i et Læseselskab, hvis Samling jeg udsatte til Nytaars-Dag, som den mærkværdigste, vi have oplevet og kunne opleve, da vi paa den Dag indtraadte i et nyt Sekulum.[2] Efter foregaaende Tillysning lod jeg, da al Tjenesten var endt, afsynge det Vers: I Jesu Navn skal al vor Gjerning ske, hvorefter jeg traadte op til Alteret og der holdt en Indbydelses-Tale. Da denne var til Ende, traadte Enhver, som var nærværende, op til Alteret og lod sit Navn tegne; men da den største Del af Almuen formedelst Is og Uføre ei kunde komme til Kirke, saa gav jeg mine Medhjelpere Applikationen af min Indbydelsestale, for at de hver i sit Distrikt kunde indsende deres Navne, som vilde være med i dette ærefulde Selskab. Det har derfor taget saa lang Tid; og endda kan jeg ikke oppebie Alle. I Anledning af dette Kalds Vidtløftighed har jeg inddelt det i 10 Roder, nemlig 5 i Hovedsognet, 3 i Aardals og 2 i Fisters Annex. Var det derfor muligt, ønskede jeg at faa 10 Bøger af Gangen, paa det de Sidste ikke skulle blive altfor utaalmodige.“

Af flere Træk i det nævnte Skrift skjønner jeg, at som Biskop Hansen selv lod sig tegne som Medlem af de Læseselskaber, han fik oprettet, saa besørgede han ogsaa Indkjøbet af Bøger.

Ved Udgangen af Aaret 1800 var der ikke mindre end 41 Læseselskaber i Gang i Stiftet, og det opgives, at der da var bragt Bøger i Omløb for omtrent 600 Rdlr.

Biskoppen indleder sin bane om Læseselskaberne med det Ord af Skriften: „Værer begjærlige efter den fornuftige (!) uforfalskede Melk, at I kunne voxe ved den. Peder.“ Det kan maaske interessere En og Anden at se, hvad det var for „fornuftige“ Bøger, hvis Læsning i de Dage pristes saa høit. De Bøger, som først anskaffedes, opregnes saaledes:

Mallings store og gode Handlinger. Peder Jensen, af Salzman, ved Guldberg. Jesper Hansen, ved Storm. Sommerfeldts Afhandling om nyttige Havevæxters Dyrkelse i Norge. Fleischers Agerdyrknings-Kathechismus. Faust’s Sundheds-Kathechismus. Menneskets physiske Beskrivelse ved Odin Wolf. Menneskets Historie, ved Villaume. Hjelpemidler til Overtroens Udryddelse, ved Hallager. Hallagers Folkeprækener. Funkes Ledetraad i Naturhistorien. Henches bibelske Fortællinger. Haandbog for Mødre eller Grundsætninger for Børns første Opdragelse. Kundskabsbog for Ungdommen, som begynder at læse og skulle dannes til Eftertanke. Frimanns Sange for Almuen. Mangors Efterretning om Barselkoners Levemaade og Pleie. Den astronomiske Børneven. Hasses Almuens Lærer. Bojes svenske Landmand. Hjorts Sange for unge Piger. Visdomsbog for den christelige Landmand, ved Staal. Helmuths Naturlære for Menigmand.

Hvad Tanker mon den christiansandske Bonde-Almue gjorde sig om disse Anstalter? Mon det var saa, at de gode Bønder ikke skjønnede, hvor det bar hen? eller mon det var saa, at den nye Aand virkelig var trængt igjennem til Mængden?

Det var vel forskjelligt, ligesom det gik forskjelligt med Indførelsen af den evangelisk-christelige Psalmebog, som ogsaa var en af Gjenstandene for denne Biskops Iver.[3] Ved sin Visitats i Finnø, Rennesø, Strand, Jelse, Vikedal og Skjold, ved Stavanger, fandt Biskoppen god Stemning for den nye Psalmebog, og det tilskriver han Læseselskaberne, som havde „gjort en velsignet Nytte til Folkets Oplysning og Stemmelse“ Men en Præst, hvis Navn Biskoppen fortier (aabenbart af Skaansomhed, da han fandt hans Yttringer altfor gammeldags enfoldige), men hvis Navn man kunde ønske at kjende, da han viser en christelig Tænkemaade og nogenlunde selvstændig Charakter, siger i en Indberetning at Guldbergs Psalmebog (den ev. chr. kunde der nu slet ikke være Tale om) skulde det ikke holde haardt at faa i Brug – „ikke halvt saa haardt som at faa Læseselskab indført.“ Til disse Ord bemærker Biskoppen: „Andres Breve til mig sige, at en stor Del af Almuen ynder den nye evangelisk christelige Psalmebog, og dette siges just om slige Menigheder, hvor Læseselskaberne ere i ønskelig Gang. Dette lader mig tro, at disse bane Veien for hin, og at hvor Læseselskaberne ikke yndes, og hvor det holder haardt at faa dem i Brug, der ligger Aarsagen til Hindring for den ev. chr. Psalmebogs Indførelse tydelig.“

Hvilken Ensidighed og Skjævhed og Vildfarelse! Men tillige hvilken Iver og Virkelyst! Det forekommer mig meget interessant at se, hvorledes en dansk Mand, som Hansen var, kunde fatte Godhed for den norske Bonde og ret af Hjertet glæde sig i Tanken om hans Fremgang i Oplysning og gode Sæder. Man læse f. Ex. hvad han skriver om de Samlinger, han paa tredie Visitats-Dag pleiede holde med Læseselskabernes Medlemmer:

„Jeg kalder disse Samlinger med Sandhed høitidelige, ikke alene for saa vidt de gav et frydeligt Syn, ved at se saa mange agtværdige af Bondestanden, baade som Lemmer af Selskaberne, saa og af andre udenfor disse, med glødende Varme og Glæde at høre og modtage Raad, Veiledning og Opmuntring af den offentlige Tale; men og var det frydeligt at se agtværdige Mænd fra Stæderne at være nærværende og at lade sig med anseelige Tilskud optage som Medlemmer i disse Selskaber. Iblandt de Stæder i Stiftet, hvis agtværdige Borgere og Embedsmænd have bidraget til Læseselskabernes Fremgang, fortjene her at ommeldes Østerrisøer og Stavanger. – Jeg kalder det et frydeligt Syn at se disse Selskabers Medlemmer, hvilke paa de fleste Steder af deres Præster, efter Handlingen i Kirken, med et anstændigt Maaltid bleve beværtede, at sidde med os alle i glad Vennekreds og at samtale med hinanden om rene Sæder, om Overtroens Skadelighed om gode Indretninger og om Konge, Kronprinds og Fædreneland. Hvo som ved slig en Scene og dens haabefulde Udsigter ikke fryder sig, maa ikke være god Borger og Christen. Flere slige Dage vorde mig mange! og dem ser jeg herefter paa mine Visitatser imøde. Da lærer man at kjende Folk, der fortjener Agtelse og Kjærlighed; og de, hvilke endnu staa tilbage fra denne hæderlige Standpunkt, ville vist med Tiden opvækkes til at slutte sig til os som veltænkende og oplyste Medborgere.“

Her nævner Biskoppen den før omtalte Sum, som der var kjøbt Bøger for, og spørger: „Skulde denne Sæd vel være aldeles spildt?“

Dette var, som sagt, i Christiansands Stift. I Christiania Stift blev Stødet til Almuebibliothekers Oprettelse nok først givet af Selskabet for Norges Vel, fra 1810 af. I den Tid var der ikke Formandskaber i Bygderne, ikke Amtsformandskaber i Amterne, ikke Regjering og Storthing i Hovedstaden. Men hin Patriotismens Stiftelse, Selskabet for Norges Vel, med Hoved-Bestyrelse i Christiania og Distrikts-Selskaber omkring i Bygderne, tog for sig en stor Del af de Gjøremaal, som nu høre Storthing og Formandskaber og Regjerings-Departementer til: Vei- og Postvæsenets Forbedring Næringsveienes Opkomst, Skolevæsenets Udvikling, den høiere Undervisnings Fremme, o. s. v., o. s. v. Som et Middel til at faa de mange Planer udførte blev der lagt an paa at faa Sogne-Selskaber oprettede omkring i Bygderne, og et af disses Virkemidler skulde igjen Almue-Bibliotheker være. Det var vel Landbrugs-Skrifter, som der først og fremst tænktes paa, men dog ogsaa andre fornuftige og dydige Skrifter.[4]

I Aaret 1830 ivrede Henr. Wergeland for Almue-Bibliotheker. Han skrev en „Opmuntring til Almuen at sørge for sin Oplysning, især ved gode Bøgers Læsning, og til at sætte sig istand hertil ved at fremme og benytte Almue-Bogsamlinger.“ Dette Skrift sendte han til Direktionen for Selskabet for Norges Vel med Bøn om, at den vilde lade det trykke (hvad ogsaa skeede) og give ham nogle trykte Exemplarer med paa en Reise, han vilde udføre omkring i Bygderne med den Hensigt at faa Almuebibliotheker i Gang.

„Jeg beder derfor meget og inderligen om (saa skriver han til Direktionen) snarest mulig at faa den ærede Direktions Beslutning. Jeg haaber det Bedste, og selv om kort Tid at hente den – at ile til Lehmans Officin, hjælpe Sætteren, drive, presse, og, naar det om faa Dage er færdigt, bede Direktionen om saa mange Exemplarer, den finder tilstrækkelige for de Distrikter, jeg vil røre for Sagen i Vinter. Siden kommer jeg igjen efter flere; thi jeg iler ikke blot Glommen op og Mjøsen rundt; men, til Vaaren, fra Lindesnæs, der dukker jeg ind i de dybe Dale, Sætersdalen, Raabygdelauget opad, Fjelefjeld langs, Fjordene over, Dovre over – og kommer op ved Agdenæs, naar Løvet gulner i Guldal; men – træffer jeg Mennesker – rigere end Høsten, jeg møder, Sommeren, jeg fløi forbi. Paa Christianias Marked kunne Exemplarer uddeles til Bønder, flyve videnom og forberede mange Gemytter“ o. s. v.

Lad os høre Begyndelsen af den ildfulde Almuevens Opmuntrings-Skrift:

Hæderværdige norske Mænd og Kvinder! I se (af Tittelen) hvad det er, Eders Ven har at tale med Eder om; ja sandeligen, et Ord, som ligger ham paa Hjerte som Eders Vel, og hverken for tidligt eller uden Føie talt. Store Menneskevenner have tolket Eders Trang til en Oplysning, som den blotte Religions- Undervisning eller Kirke-Foredraget ikke har kunnet tilfredsstille. Men disse Ord uddøde paa de fleste Steder; thi de traf paa kolde Hjerter. Deres Anstrængelser sank i Graven med dem. Møde ogsaa I, fribaarne Norges Mænd og Kvinder, I det 19de Aarhundredes Børn! disse Ord med kolde Hjerter og lukkede Ører, lukkede Hjerner? O, jeg vil vise Eder, at I ikke kunne det, saavist som I ikke bør det! Hvo er lunken i sin egen Sag? Hvis Sag, hvis Tarv tales her? Det er for Eder, den er vigtig – føler med mig og indser da dens Vigtighed!

Iblandt Eders Lige over den hele Jord, iblandt Millionerne, Folkenes Mængde og Kraft, staa I ikke tilbage i Oplysning, kjære Landsmænd. Mærkeligen fremhæve I Eder dog ikke; ogsaa paa Eder maa Betragterens sorgfulde Øie hvile, naar han skuer over alle Jordens Almuemasser og finder, at 1800 Aar efter den største Folkelærer Jesu Christi Frelserværk er Menneskeheden i det Hele saa lidet udviklet i aandelig Henseende, at en almindelig Mand af Almuen, ihvorsomhelst, kun har lidet forud før en almindelig Jøde paa Christi Tid. Endnu findes Millioner Mennesker i christelige Stater, der ere ligesaa tanketomme og uvidende som de Jøder, der gabende stimlede om Jesus, naar han talte, men lode hans Lærdomme gaa ud af det ene Øre, som de kom ind i det andet, – Mennesker, der ligesom Jøderne for 2000 Aar siden ere overbeviste om alskens Spøgelsers og Djævles Væren og Virken overalt og især paa visse Steder, – endnu Mennesker, der indskrænke deres hele Viden alene til, hvorledes en Ploug styres, en Sko syes o. s. v., og muligens, hvis de ikke have glemt det, siden de gik og læste, til de enkelte Troeslærdomme; ja, gaar det høit, saa have de vel i tyve, tredive Aar til denne Kundskabs-Skat lagt et Par Psalmer og Bønner. Skuer med Medynk disse Mange, som, skjønt voxne Mænd og Kvinder, yde det elendige Syn, at de, naar de se noget Nyt, tro, at deres Syn forblindes, – som, naar de skulle regne sammen 5 og 6, tælle paa Knapperne og komme i Vilderede, naar der mangler en, – som naar de læse, flytte Fingeren i Bogen saa besværligen, som lettede de Stene bort for hvert Bogstav – som, naar de miste Noget, gaa til en gammel Kjerring (der, hvor enfoldig hun end er, dog viser sig klogere end disse, idet hun benytter deres Lettroenhed) for at faa Hjælp af hendes indbildte Visdom eller Hexekunster, – som, naar de eller deres blive syge, skrækkes for at hjælpe Naturen ved den Kyndiges (Lægens) Hjælp, men med en afsindig Tro paa en urokkelig Skjæbne sige enten bliver det Døden eller ikke alligevel, Medicinen hjælper ikke – ja fremdeles (o, er der ikke Ende paa Uvidenhedens sørgelige Maleri?) Mennesker, som tusinde Gange have seet Himmelens straalende Stjerner uden at tænke over: hvad monne de vel ere? uden nogensinde at have faaet det opløftende Svar: „de ere Guds Verdener, større, skjønnere end vor hele Jord, de ere Sole, vandrende over dit Hoved.“ Det høieste Svar, de have givet sig selv eller faaet, er maaske det, at de ere Prydelser paa Himlen for vor Jord, som Stue-Uhr og Skilderier paa en Væg; og tilfredsstillende sig med dette Svar, krybe de i Kakkelovnskrogen for at bortslumre deres halve Liv, eller i deres Tanketomhed søge de at vække en falsk Rørelse i deres Sjæle ved Terninger eller smudsede Kaart, eller og de pleie deres Sløvhed ved Halvpæglen.“

Biskop Hansen ivrede for Oplysning for Religionens Skyld, hvis hellige Dunkelhed skulde adspredes, Selskabet for Norges Vel betragtede snart sagt Landbrugs-Skrifter som den fornemste Læsning for Almuen, Wergeland sværmede for Lyset for deltes egen Skjønheds Skyld. Men der er, synes mig, en fælles Feil i al denne Iver: der næres saa overmaade ringe Tanker om den Lærdom og Skjønsomhed, som Almuerne allerede forud besad, Aarhundreders Arv, som den ene Slægt hævede efter den anden, – den Lærdom og Skjønsomhed, som bestaar i at vide, „hvorledes en Ploug styres, en Sko syes o. s. v.,“ samt i „de enkelte Troes-Lærdømme“ og dertil „et Par Psalmer og Bønner“ – en virkelig „Kundskabs-Skat,“ til Brug for baade Livet og Døden.

Jeg siger er det en Arbeids-Bonde, saa maa han heller kunne pløie godt end læse godt. Jeg siger: den Sjel er vel faren, som enfoldig holder paa sine Troes-Artikler og derhos kan et Par Psalmer og Bønner, om saa hans Skolegang og boglige Lærdom har maattet indskrænke sig hertil.

Men jo ringere man anser den Opdragelse og Kundskab, som Livets Skole giver, desto mere vil en varmhjertet Menneskeven ivre for Forfatternes og Bogtrykkernes kunstige Undervisning og netop Overdrivelsen vil paa den ene Side tage sig glimrende ud og vække Ligesindedes Begeistring men paa den anden Side støde dem for Hovedet, som Sagen egentlig angaar, og derfor ikke naa Maalet.

Dog – dette Sidste, hvorvidt hine Menneskevenners i sig selv prisværdige Bestræbelser for Almuens Oplysning have viist sig forfeilede, eller hvad Frugt de monne have bragt (og jeg vil gjerne haabe med Biskop Hansen, at den i god Mening nedlagte Sæd ikke skal have været ganske spildt, – jeg kan tænke mig adskilligt Gavn stiftet ved hine Begyndelser, hvad enten paa direkte eller indirekte Maade), alt dette skulde jeg ønske maatte blive erindret og omtalt i de forventede Indberetninger om Almue-Bibliothekernes nuværende Tilstand. Det kunde f. Ex. være artigt at vide, hvorvidt Biskop Hansens Læseselskaber vedblev at bestaa, eller hvorvidt der endnu er Sagn og Erindring om dem, og om, hvad Almuen i sin Tid dømte om disse nye Indretninger. Saadanne Oplysninger om denne Bibliothek-Sags Historie turde give Bidrag til Kundskab om Forandringer og Svingninger, som ere foregaaede i selve Almuernes Tænkemaade og Interesser, og hvis Virkninger tør være adskillig Ulig- hed for Øieblikket i de forskjellige Egne af Landet, idet man snart ensidig holder sig til religiøs Læsning, snart med ubunden Frihed hengiver sig til Romanlæsning o. s. v.

Jeg mener, at naar der skal søges en Oversigt over, hvordan det nu for Tiden har sig med Almue-Bibliotheker i By og Bygd, saa skulde man ved samme Leilighed agte paa Fortidens Bestræbelser og Begivenheder i dette samme Stykke. Studiet skal saaledes give et fyldigere Udbytte.

Forresten tillader jeg mig at minde Almue-Bibliothekers Forstandere om det Side 90 fremsatte Schema, som ønskes besvaret inden Udgangen af August førstkommende.





Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Archiv for Skolevæsenets og Oplysnings Udbredelse, 2 Bind, Kjøbenhavn 1800 og 1803.
  2. Det nye Sekulum begyndte dog først Nytaars-Dag 1801.
  3. Biskop Hansen kan ligesom ikke finde Ord stærke nok for at udtrykke sin Fordømmelse af den gamle Psalmebog (Kingos). „Jeg tør tro, at alle de urigtige Forestillinger hvilke den største Del af Almuen har om den christelige Religion, hidrøre fra denne beklagelige og urene Kilde, fra denne Psalmebog, og at alt, hvad en retskaffen Religions-Lærer arbeider hos sin Ungdom, til at frembringe rigtige og lyse Begreber om Religionen og dens sande Aand, det nedriver denne uheldige Psalmebog, den Almuen anser for Guds Ord, som den dog langt fra ikke er. – – Med faa Ord: i denne Psalmebog ser jeg den ene Aarsag, at saa mange Tusinde af vore Medborgere ere saa langt tilbage i en lys og fornuftig (!) Kundskab om vor Religion,“ o. s. v.
  4. Der blev af Selskabet for Norges Vel udsat en Præmie for det bedste Skrift om, hvorledes slige Sogneselskaber skulde indrettes, og Præmien blev vunden af Selskabets egen Formand, Biskop Bech, hvis Skrift: „Veiledning til Distrikts-Selskaber i Norge til Jordbrugets m. m. Fremme, blev trykt i Selskabets Samlinger.