Om Almue-Bibliotheker
Efter Overlæg med mine Kolleger i Bestyrelsen for Selskabet for Folkeoplysningens Fremme tillader jeg mig at fremføre det ønske, at samtlige Bestyrelser for Almue-Bibliotheker (eller for Bogsamlinger, der kunne sættes i Klasse med Almuebibliotheker, saasom de i senere Aar oprettede Børne-Bibliotheker ved Almueskolerne, i By eller Bygd), ville indsende til os Oversigt over samme Bibliothekers Forholde eller Opgaver og Besvarelser til følgende Punkter:
1. Stedet, hvor Bibliotheket er, og den Kreds, for hvilken det er bestemt (Præstegjeld, Sogn, Skoledistrikt, Grænd).
2. Aaret, da det blev oprettet.
3. Har Bibliotheket nydt Understøttelse, og i saa Fald hvor megen, af det Fond, som til saadant Brug har været bevilget og gjennem Kirkedepartementet uddelt?
4. Har Bibliotheket i sidste Regnskabs-Aar nydt Bidrag af Kommune-Bestyrelsen – og i saa Fald hvor stort?
5. a) Har Bibliotheket faste Bidrag-ydende Medlemmer, og hvor mange vare i saa Fald disse samt hvor stort det indkomne Beløb i det sidste Regnskabs-Aar?
b) Og hvilke andre Indtægter monne Bibliotheket have havt i samme Aar?
6. Er Adgangen til at laane Bøger aaben for Alle og Enhver i Kredsen eller kun for de faste Medlemmer?
7. Er Bestyrelsen ordnet af Stedets Formandskab eller ved frit Valg af Medlemmerne eller paa nogen anden Maade?
8. Har Bibliothekaren Løn, og hvor stor?
9. Hvor mange Bøger eier Bibliotheket nu? (En hel Aargang af Folkevennen f. Ex. regnes for 1 Bog eller 1 Bind, men ikke et enkelt af dens Hefter. Et af Folkevennens Tillægs-Hefter derimod bør regnes for 1 særskilt Bog. Et større Værk, der er afdelt i flere særskilte Dele, saasom Mau’s Christelig Samler, bør tælles som ligesaa mange enkelte Bind; men om en Aargang af Skillings-Magasinet er indbundet i 4 Kvartals-Hefter, saa bør samme ikke regnes for 4, men kun for 1 Bind).
10. Hvor mange Udlaan har fundet Sted i det sidste Regnskabs-Aar? (Om et og samme Værk i Aarets Løb er bleven udlaant 10 Gange, maa dette regnes for 10 Udlaan. Om en Laantager paa en Gang tager 4 Bøger, maa det regnes for ligesaa mange eller 4 Udlaan. Og for at undgaa altfor stor Vidtløftighed bliver det her nødvendigt, at ethvert udlaant Skrift tælles som et særskilt No., om det saa kun er et enkelt Hefte af en Bog. Om En og Anden end synes, at dette er en mindre rigtig Tællemaade, saa vil det dog i dette Tilfælde være rigtigst at følge den, for at der kan blive Ligelighed i Beretningerne om alle Bibliotheker).
11. Nævn Titlerne paa de 10 Bøger, som have været mest udlaante i det sidste Regnskabs-Aar.
12. Man behage i Anmærkninger at anføre, hvad der videre kan synes værd at nævne om Sagen, naar man først har Pen i Haand – saasom Erfaringer om Fordomme og andre Hindringer for Sagens Fremme, Erfaringer om det Gavn, som kan stiftes med Almue-Bibliotheker, om den rette Maade at indrette Bestyrelsen og Udlaanet, om hvad Slags Bøger der mest tiltrænges eller yndes, hvilke Klasser af Folket det er, som især benytte Bøgerne o. s. v.
13. Disse Meddelelser ønskes inden Udgangen af August førstkommende. De bedes addresserede „til Bestyrelsen for Folkeoplysnings-Selskabet“, og Bestyrelsen betaler gjerne Porto-Udgiften.
Det er vist ikke fornødent at bruge mange Ord for at begrunde denne Anmodning. Det er naturligvis min Mening, at et Sammendrag af Meddelelserne maa snarest muligt udarbeides og trykkes (her i Folkevennen), og jeg tænker mig, at en saadan Oversigt skal interessere enhver den, som i Almue-Bibliotheker ser et Middel til Folkeoplysningens Fremme. Der burde maaske endog tilveiebringes aarlige Oversigter, at vi kunde se, hvordan Sagen arter sig, hvad Mangler der er at afhjælpe, hvilke Hindringer at modarbeide o. s. v.; men det er vel sikkrest ikke at sige noget bestemt derom nu, men bie med yderligere Planer, indtil vi faa se, hvordan den første Oversigt vil tage sig ud. (Sml. Beretn. om Almue-Bibliothekerne i Gausdal og paa Agerøen, i Folkevennen 1859, Side 165 og 371).
I Folkevennen for 1859 skrev jeg et langt Stykke om Almuebibliotheker, og navnlig meddelte jeg paa Side 111 det Cirkulære, som Kirke-Departementet i 1851 lod udgaa med fornøden Underretning for dem, som vilde søge Understøttelse for Almue-Bibliotheker af de Penge, som Storthinget dertil havde bevilget. Sidste Storthing bevilgede atter Penge til samme Brug, 400 Spd. aarlig i Budget-Terminen, og herom har Kirke-Departementet i Skrivelse af 2den Oktober f. A. sendt Underretning til samtlige Biskopper.
Men i denne Skrivelse – og det var især dette, jeg her vilde meddele Underretning om – giver Departementet nogle Tillæg til hint Cirkulære af 1854. Ordene lyde saa:
„Ved at meddele Foranstaaende til Efterretning for Hr. Biskoppen skal Departementet – – bemærke, at, skjønt man som Regel fremdeles vil anse det hensigtsmæssigst at knytte Tilstaaelsen af Bidrag i foran nævnte Øiemed til de hidtil gjældende Betingelser, antager Departementet dog tillige undtagelsesvis at kunne tilstede Afvigelser fra disse Betingelser med Hensyn til Bogsamlingernes Bestyrelse og Virkekreds, naar Omstændighederne iøvrigt afgive Betryggelse for, at Bidraget vil blive vel anvendt. Derhos agter Departementet fremtidig kun under aldeles særegne Forholde at tilstaa noget Distrikt gjentagne Bidrag, idet de Beløb, der kan tiltrænges til en Bogsamlings Fortsættelse, i Regelen ikke vil være større, end at de uden Vanskelighed kan tilveiebringes af vedkommende Distrikt selv, naar Sagen finder Deltagelse, og man, hvis denne Betingelse ikke indtræder, maa anse yderligere offentlige Tilskud for mindre vel anvendte.“
Altsaa, der gjøres ikke længer saa aldeles bestemte Fordringer med Hensyn til Almue-Bibliothekers Bestyrelse m. m.; ogsaa de mere frie Bogforeninger kunne nu, skjønt vel kun undtagelsesvis, faa Andel i Storthingets Bevilgning. Men fra nu af bør et Almue-Bibliothek ikke vente at faa saadan Understøttelse gjentagne Gange. Meningen er: en god Haandrækning engang for alle, og siden: „Hjælp dig selv.“ Paa den Maade bliver Storthingets Bevilgning hovedsagelig til Opmuntring for nystiftede og vordende Almue-Bibliotheker.
Naar en Bogforening holder paa at danne sig i en Bygd, og naar den ikke ønsker at gaa ind paa Departementets oprindelige Betingelse, nemlig at et Par af Formandskabet og Sognepræsten skal danne Bestyrelsen, saa vil jeg tilraade, at man – hvis man agter at andrage om Penge fra Departementet – først erhverver sig Formandskabets og Sognepræstens Anbefaling og saa ledsager sit Andragende dermed. Man bær naturligvis ogsaa sende med en Forklaring om Bibliothekets Tilblivelse og Bestyrelse.
Endnu en Bemærkning i samme Anledning: Det hænder undertiden, at Formanden for et Bibliothek har indsendt sit Andragende til Departementet og derefter gaaet i nogle Maaneder med Forundring over ikke at faa noget Svar og saa tilsidst skriver til mig med Anmodning om at undersøge i Departementet, hvad der kan være i Veien. Svaret er dette: Da det vilde foraarsage uforholdsmæssigt Bryderi, om Departementet særskilt skulde behandle og afgjøre ethvert af disse Andragender, efter hvert som de indkomme, saa lader man dem ophobe sig i nogle Maaneder, til det bliver en passende Mængde, som da med betydelig Arbeids-Besparelse gjennemgaaes og afgjøres paa en Gang. Sagen kan altsaa være i god Orden, om end Svaret ikke indløber saa hurtigt, som Andragerne monne have tænkt sig det.
Ud paa Høsten 1859 gjorde jeg en overmaade interessant Tour, nemlig som Gjæst hos Hr. Foged Elster i hans fortræffelige Hjul-Baad, rundt Smølen. Dette er en Ø i Nordmør, ude mod Havet, et mærkværdigt fladt Land paa et Par Miles Længde og Bredde, opfyldt af endeløse Myrer i det Indre, omgivet af en utællelig Mængde Holmer og Skjær, hvor Tusinder og atter Tusinder af alskens Søfugle have sit Tilhold. Paa Randen af Smølens faste Land bo temmelig mange Bønder, mest paa ringe Leilændings-Brug. Her ligger Præstegaarden; nogle Træer i dens Have ere maaske de eneste paa Hen; men de vare yderlig forkuede, og en Havstorm den sidste Sommer havde revet næsten alle Blade af dem. Og paa nogle af de store Holmer, yderligst mod Havsiden, bor en talrig Fisker-Befolkning, paa Veiholmen, Bratnæs, Hallerøen og flere af disse saakaldte Fiskevær; vi vare iland paa hvert af dem og bleve baade forundrede og bevægede over, hvad vi her fik se og høre. – Touren udstrakte sig ogsaa til den afsondrede Gruppe af Holmer, som hedder Grip, i Syd for Smølen og ret ud for Christiansunds By. Kun en af disse Grip-Holmer er beboet, og den frembyder ret en paafaldende Prøve paa disse Fiskeværs Eiendommeligheder: midt paa Holmen staar en gammel Kirke, og rundt om den er der netop Plads for Husene, ved vort Besøg 36 Beboelses-Huse (for 39 Familier med lidt over 150 Sjele), hertil en hel Del Nøst, Boder og Skjaaer. Men her er ikke saa meget Jord, at de Døde kunne begraves ved Kirken, saa dette Sogn fra gammel Tid af har Begravelses-Plads ved en Kirke inde paa Landet; og her er ikke saa meget Jord, at der kan graves Brønde, som forslaa, hvorfor Beboerne maa samle Regnvand i smaa Fordybninger paa Klipperne, hvilket Regnvand idelig blandes med Rok af Saltvandet. Her er da heller ikke Tanke om Agerbrug eller Hø-Slaat, og ingen af samtlige Familier holdt i 1859 saa meget som et Faar eller en Ged. Melk er altsaa en Ting, som sjelden sees her paa Øen, Kjød ligesaa; men vi syntes at se en paafaldende bleg eller gusten Ansigtsfarve hos Beboerne, og vi tænkte os, at det vel kom deraf. – Der vilde vistnok, naar jeg skal tale ret nøiagtigt, være Plads for nogle flere Huse, men ikke nogen tryg Plads. Det viste sig engang mod Slutningen af forrige Aarhundrede: der stod da flere Huse, og der boede ogsaa en Del flere Familier; men under en stærk Nordvest Storm brød Havet engang indover Klipperne og skyllede bort de yderligste Huse, henved 100 af hine Nøst og andre Udhuse samt 3 Stue-Huse, foruden at flere Stue-Huse kastedes sammen i en Haug og knustes, og 3 Mænd bleve grebne af det graadige Hav og dragne ned i Dybet, for aldrig at sees mere. Nogle faa Aar efter, 1804, gik en ligedan Rædsel over Holmen, kun at Ulykken nu ikke blev saa stor, da man ikke havde vovet at sætte Huse igjen paa Udkanten imod Nordvest. Hver Vaar, naar Skreid-Fisket gaar for sig, ligger her vel bogstavelig talt saa mange fremmede Fiskere, som kunne finde Logis i Husene for sine Personer og Plads paa Stranden for Baadene. Thi her er ingen Havn, og Baadene maa hales op paa Land, høiere og høiere, efter som Stormen voxer og Søgangen stiger – ind imellem Husene, helt op til Kirkevæggen. De vrede Bølger naa ikke saa sjelden saaledes ind over Landet, at man kun i Mellemrummene tør vove sig fra det ene Hus til det andet, og det blev mig fortalt, at Beboerne i saadanne angstfulde Stunder tildels ty ind i Kirken for at søge Trøst i fælles Bøn. – Nu er det jo kun undtagelsesvis Tilfælde med de andre Vær, at Havet er saa altfor nær. Men dette hører alle Fiskeværene til, at Beboerne ikke have stort mere Hjælp af Landjorden end Fodfæste, idet saa godt som al Næringen skal søges af Havet. Og det er en væsentlig Omstændighed ved disse samme Vær, at de Klipper, som de ere anlagte paa, tilhøre ikke Fiskerne, som bo der, men Handelsmænd i Christiansund, og hvad dette har at betyde, det skjønnes af dette ene Exempel, at for nogle Aar siden kom Grip, hele Kirkesognet, under Auktions-Hammeren og blev solgt for 11,800 Spd.! Foruden selve Stenen, som Holmerne bestaa af, fulgte da næsten alle Husene med i Kjøbet og fremfor alt den Rettighed, som Eieren har til Fiskerne, som bo der, ja til de fremmede Fiskere, som i Vaar-Fisket ty derhen, at han kan sige til dem: Jeg agter kun at have saadanne Fiskere paa min Eiendom, som ville sælge sin Fisk til mig –R naturligvis mod gjængs Betaling. – Det var første Gang, jeg hørte Tale om et solgt Kirkesogn; jeg havde ondt for at komme mig af min Forundring, og det lykkedes mig vist ikke ved nogle faa Dages Ophold her i Egnen at sætte mig tilstrækkelig ind i alle disse for mig uvante Forholde og bedømme deres Indflydelse paa Folkets Kaar og Sæder.
Men allerede paa hin Reise blev jeg Vidne til, hvorledes Foged Elster (denne Mand maa vist være kjendt i en vid Kreds, formedelst hans mangeaarige og utrættelige Bestræbelser her i Christiania for Rednings-Anstalten, Samfundet paa Enerhaugen o. s. v) blandt andet ivrede for Oprettelsen af Bogsamlinger paa Fiskeværene, som et af flere Midler til at hidlede et Opsving i denne Befolknings Tilværelse.
Og nu er Tingen kommen istand, som jeg ser af følgende Afskrift, den Hr. Fogden har været saa god at sende mig:
„For at give de paa og ved Fiskeværene bosatte samt derhen søgende Fiskere den savnede Adgang til nyttig og belærende Sysselsættelse i de mange ledige Stunder eller endog flere Dage, naar Veiret hindrer Fiskeriets Drift, har undertegnede Vær-Eiere, med Tilslutning af Fogden, bestemt os til at anskaffe og søge opretholdt en Bogsamling for de hver af os tilhørende Vær. Vi haabe, at saavel de bosiddende, som de til Værene søgende Fiskere, gjerne nytte den saaledes aabnede Adgang og villig underkaste sig de efterstaaende Regler, der er en nødvendig Betingelse for at Samlingen skal bestaa og blive til varig Nytte.
Vedkommende Fuldmægtig eller Betjent paa Været vil overtage Udlaanet af Bøgerne og paase, at Reglerne blive overholdt, samt forøvrigt vaage over, at hele Bogsamlingen holdes i god Stand, hvoriblandt at Bøgerne til sine Tider luftes, for ikke at beskadiges af Fugtighed. Bogsamlingen vil aarlig blive efterseet af Væreierne eller Fogden eller Nogen paa disses Vegne.
Enhver, som bidrager 12 ß aarlig til den nødvendige Vedligeholdelse af Bogsamlingen, er berettiget til at faa Bøger laant. Desuden have de til Været søgende Fiskere Adgang til saadant Laan mod for Fisketiden at betale 4 ß pr. Mand.
Ingen Bog maa benyttes længere ad Gangen end 2 Uger, og den, der har faaet samme laant, er ansvarlig for, at Bogen ordentlig behandles og tilbageleveres i uskadt Stand. Dette Ansvar bæres for de fremmede Fiskeres Vedkommende af Høveds- eller bedste Mand paa Baaden.
Mishandling i nogen Maade af udlaant Bog eller Forsømmelse af dens Tilbagelevering i rette Tid, medfører, at Laantageren mister Adgang til siden at faa Bøger laant og desuden pligter at erstatte hvad Bogens Istandsættelse, eller Anskaffelse af en ny Bog istedet, koster.
Samtidig med hin Meddelelse fra Foged Elster læste jeg et Brev til Folkeoplysnings-Selskabets Bestyrelse fra Hr. Politimester Bendixen i Christiansund, som havde været saa heldig at faa samlet ved Subskription ikke mindre end 250 Spd. til Grundlæggelse af et Almue-Bibliothek der i Byen, og nu skrev herom for at faa Raad med Hensyn til Valg af passende Skrifter. Foreløbig blev der svaret ham, at han burde telegrafere til en eller anden Kommissionær her i Christiania og overdrage ham at kjøbe for 50 eller 100 Spd. ved en nær forestaaende stor Bog-Auktion; Raadet blev fulgt, og for et Par Dage siden fortalte Kommissionæren mig om det overmaade billige Bog-Kjøb.
Jeg nævner dette for med det samme at gjøre andre Bibliothek-Bestyrere opmærksomme paa denne Maade at skaffe sig Bøger for godt Kjøb.
Endnu et tredie Brev bragtes mig ved samme Tid og af en lignende Interesse – et Brev fra Tafjorden, en Grænd i en af de inderste Kroge i Søndmørs Fjord-Distrikt. Den allerførste Uge, da her blev holdt Skole i fast Lokale efter den nye Skolelov, var et Par Bønder og nogle Ungkarle, ialt sex Personer, samlede med den nye Skolemester, og en af dem, Iver Iversen Storvik, havde ved Haanden 2det Hefte af Folkevennen for 1859 og forelæste deraf Side 105 – og nu skjød de sammen en Daler hver og tegnede sig desuden for 24 Skill. aarlig og grundede dermed en Bogforening, efter de Regler, som staa at læse paa anførte Sted i Folkevennen – Iver Storvik valgtes til Formand, en anden af de Sex blev Kasserer, og Skolemesteren paatog sig at være Bibliothekar. Vel var der Almue-Bibliothek før i Præstegjældet; men det var ved Hovedkirken (Norddalens), altfor langt borte, og man vilde have en Bogsamling, i Nærheden, særskilt for Tafjordens Skole-Distrikt med dets 38 skatlagte Opsiddere, af hvilke nogle have indtil 2 Mile til Kirken.
Det er Formanden for den lille Bogforening, som skriver, og han ønsker at høre min Mening, om hans Forening kan vente at faa noget Bidrag af det omtalte offentlige Bibliothek-Fond. Jeg mener, at han faar prøve, og jeg finder Tilfældet saa interessant, at jeg i sin Tid skal berette om Udfaldet.
Det er sikkerlig oftere gaaet saa, som jeg synes at skimte det her, at under de sidste Tiders Forhandlinger og Bestræbelser for at faa Skolens og Ungdommens Opdragelse i en bedre Skik, har der rørt sig noget i de Ældres Bryst – en Følelse af Savn, fordi ikke de fik en saadan Ungdoms-Dannelse som den der nu beredes den opvoxende Slægt. Men et Almue-Bibliothek i hver Bygd (eller paa sine Steder i hvert Skole-Distrikt), og dertil nogen Flid og Taalmodighed til at bruge sammes Bøger – og meget af det, som blev forsømt, kan endnu oprettes.
Et af de vakkreste Sagn, som Folketroen har fortalt om Norges Helgen, St. Olaf, skriver sig netop fra denne Egn, fra Tafjordens nærmeste Nabo-Grænd Valdalen. Og det er som om selve Naturen har villet gjøre denne besynderlig indelukkede Bygd, dybt inde imellem „de høie Fjelde,“ til et Gjemmested for gamle Sagn og oldtidsmæssige Sæder. Men dog bryder en ny Tid ind over Menneskelivet ogsaa her. Den nye Lovs Fastskoler og den nye Skiks Almuebibliotheker ere paa en Gang den nye Tids Affødninger og Forløbere for mangehaande Omdannelser af nedarvede Begreber og Sæder. Vel maa vi ønske, at en god Aand maa ledsage Lærerne, som beskikkes for de nye Skoler, og Forfatterne, som skulle udtænke og skrive de mere og mere efterspurgte Bøger – saa den nye Tid kan blive en god og velsignet Tid.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |