Min vens bok/Hanen
Steenske Forlag, (s. 127-134).
Susanna var endnu ikke begyndt at søke efter det skjønne. Hun var tre maaneder og tyve dage gammel, da hun begyndte, og det med megen iver.
Det var i spisestuen. Denne stue hadde et gammeldags tilsnit takket være fajancetallerkenerne, stentøiskrusene, tinkrukkerne og de venetianske glasflakonger som prydet skjænk og anretningsbord. Det var Susannas mor som hadde ordnet alt dette, som den nipsforgapede pariserinde hun var. Susanna ser blandt alle disse oldsaker endnu friskere ut i sin hvite, broderte kjole, og man sir til sig selv naar man ser hende der: «Det er sandelig en helt ny liten skapning«.
Hun bryr sig ikke om dette bedstefarsservice, om de gamle sorte portrætter og de store kobberplatter som hænger paa væggene. Jeg haaber nok at alle disse gamle ting senere vil skjænke hende eventyrlige forestillinger og bringe underlige, meningsløse og henrivende drømmer til at spire i hendes hjerne. Hun vil ogsaa faa sine syner at se. Og hun vil, hvis hendes aand er villig, i dem kunne øve hin vakre detaljens og stilens fantasi som gjør livet skjønt. Jeg vil fortælle hende vanvittige historier som ikke skal være synderlig mere usandfærdige end andre, men som skal være meget smukkere; de vil gjøre hende forrykt. Jeg ønsker alle dem jeg holder av, et litet pepperkorn av vanvid. Det gjør sindet lyst. Men endnu smiler Susanna ikke engang til den lille Bacchus som sitter paa sin kagge. Man er alvorlig, naar man er tre maaneder og tyve dage gammel.
Saa var det én morgen, en let overskyet morgen. Konvolvler og vildvin indrammet i floket forening vinduet med sine forskjellig formede stjerner. Vi var netop færdig med at spise frokost, min hustru og jeg, og vi sat og snakket som folk der intet har at si. Det var en av de stunder da tiden rinder som en stille elv. Det synes én som man ser den rinde og som hvert ord man sir er en liten sten som man kaster ut i den. Jeg tror vi snakket om farven i Susannas øine. Det er et uuttømmelig emne.
– De er blaa som skifersten.
– De har et skjær av gammelt guld og løksuppe.
– De spiller i grønt.
– Alt det er sandt; de er underfulde.
I det øieblik kom Susanna ind; denne gang hadde de veirets farve, de var myke og graa som det. Hun kom ind i sin barnepikes armer. Hvis hun hadde været en verdensdame, vilde hun ha kommet ind i sin ammes armer. Men Susanna gjør som La Fontaine's lam og som alle lam: hun dier sin mor. Jeg vet godt at i et saadant tilfælde og i en saadan landlig uskyldstilstand bør man ihvertfald redde skinnet ved at ha en goldamme. En goldamme gaar med lange baand og store naaler i sin kappe som en anden amme; der fattes hende ikke andet end melk. Melken, den kommer kun barnet ved, mens alle og enhver ser baandene og naalerne. Naar en mor har den skrøpelighet selv at gi bryst, tar hun for at skjule sin skam en goldamme.
Men Susannas mor er et vimsehode som det aldrig er faldt ind at tænke paa denne smukke skik.
Susannas barnepike er en liten bondepike som kommer fra sin landsby hvor hun har opdraget syv-otte smaa søskende og som synger sine lotringske sanger fra morgen til aften. Hun fik fri en dag for at se Paris; hun kom henrykt tilbake: hun hadde set nogen herlige ræddiker. Hun syntes ikke at det øvrige var stygt, men ræddikerne henrev hende: hun skrev hjem om dem. Denne enfoldighet gjør at hun passer udmerket for Susanna, som paa sin side i den ganske verden ikke synes at lægge merke til andet end lamper og karafler.
Da Susanna viste sig, blev spisestuen meget lys. Vi smilte til Susanna; Susanna smilte til os; man kommer altid overens naar man elsker hverandre. Moren strakte sine myke armer ut, og morgenkjolens ærmer gled ned over dem i sommermorgenens skjødesløshet. Da strakte Susanna frem sine smaa dukkearmer som hun ikke formaadde at bøie i pikeærmet. Hun spriket med fingrene, saa man saa fem smaa lyserøde straaler utenfor ærmene. Hendes fortryllede mor tok hende paa fanget, og vi var alle tre fuldkommen lykkelige; det kom kanhænde av at vi ikke tænkte paa nogenting. Denne tilstand kunde ikke vare. Susanna heldet sig mot bordet og aapnet øinene saa de tilslut blev ganske runde, og kavet med sine smaa armer som om de hadde været av træ; saaledes saa de ut. Der laa forbauselse og undren i hendes blik. Over hendes lille ansigts rørende, ærværdige sløvhet, gled der noget som lignet et beaandet glimt.
Hun utstøtte et skrik som en saaret fugl.
– Det er kanske en naal som har stukket hende, tænkte hendes mor, som lykkeligvis har sans for livets virkelighet.
Disse engelske sikkerhetsnaaler gaar op uten at man vet av det, og Susanna har hele otte av dem paa sig!
Nei, det var ikke en naal som stak hende. Det var kjærligheten til det skjønne.
– Kjærligheten til det skjønne, naar man er tre maaneder og tyve dage gammel?
– Ja, døm selv: hun smøg sig halvt ut av sin mors armer, hun slog med næverne paa bordet og strævende med aksler og knær, pustende, hostende; siklende, fik hun endelig fat paa en tallerken. En gammel landsens pottemaker fra Strassburg (det maatte være en enfoldig mand; fred være med hans ben!) hadde paa denne tallerken malet en rød hane.
Susanna vilde gripe denne hane; det var ikke for at spise den, det var altsaa fordi hun fandt den vakker. Hendes mor, for hvem jeg utviklet denne enkle tankegang, svarte mig:
– Hvor du er dum! hvis Susanna hadde kunnet gripe hanen, vilde hun med en gang ha ført den til munden istedenfor at beskue den. Hvor kloke mænd har litet sund fornuft!
– Det vilde hun ha gjort, svarte jeg; men hvad beviser det andet end at hendes forskjellige og allerede talrige evner har munden til sit vigtigste organ? Hun øvet sin mund før hun øvet sine øine, og det gjorde hun klokt i! Nu er hendes veløvede, følsomme mund det beste middel til erkjendelse som hun endnu har til raadighet. Hun gjør ret i at bruke det. Jeg forsikrer dig at din datter er visdommen selv. Ja, hun vilde ha puttet hanen i munden; men hun vilde ha puttet den i munden som noget vakkert og ikke som noget nærende. Merk at denne vane som findes i gjerning hos de smaa barn, forblir i billede i de voksnes sprog. Vi taler om at finde smag i et digt, i et maleri, i en opera.
Mens jeg gav uttryk for disse uholdbare tanker, som den filosofiske verden allikevel vilde godta hvis de var fremsat i et uforstaaelig sprog, slog Susanna til tallerkenen med knytnæverne, kloret den med neglene, talte til den (og med hvilken vakker, gaadefuld pludren!), og vendte paa den med voldsomme ryk.
Hun la ikke megen behændighet for dagen, langt derifra! og hendes bevægelser manglet nøiagtighet. Men en bevægelse, hvor enkel den synes, er meget vanskelig at utføre naar den ikke er vanemæssig. Og hvilke vaner kan man vel ha naar man er tre maaneder og tyve dage gammel? Tænk paa hvilken mængde nerver, ben og muskler som maa styres bare for at løfte lillefingeren. At lede alle traadene til Thomas Holden's marionetter er bare barnelek i sammenligning. Darwin, som er en skarpsindig iagttager, forundret sig over at de smaa barn kunde le og graate. Han skrev en tyk bok om hvorledes de bar sig ad. Vi eier ikke medlidenhet, »Vi videnskapsmænd«, som Zola sir.
Men jeg er lykkeligvis ikke en saa stor videnskapsmand som Zola. Jeg er overfladisk. Jeg foretar ikke eksperimenter med Susanna, jeg nøier mig med at betragte hende naar jeg kan gjøre det uten at plage hende.
Hun sat der og kloret sin hane og blev raadvild, da hun ikke begrep at noget som sees ikke kan gripes. Det gik over hendes forstand; alt gaar forresten over hendes forstand. Det er netop det som gjør Susanna saa merkværdig. De smaa barn lever i et evig mirakel; alt er for dem et under; det er derfor der ligger saa megen poesi i deres blik. De lever like ved os, men de bebor andre egner end vi. Det ukjendte, det guddommelige ukjendte omgir dem.
– Lille tossehode! sa hendes mor.
– Kjære veninde, din datter er uvidende, men fornuftig. Naar man ser en vakker ting, vil man eie den. Det er en naturlig tilbøielighet, som lovene har tat hensyn til. Beranger's zigøinere som sir se, det er at eie, er vismænd av en sjelden art. Hvis alle mennesker tænkte som de, vilde der ingen civilisation gives, og vi vilde leve nøkne og uten kunster, som Ildlandets beboere. Du er ikke av deres opfatning; du elsker de gamle vævede tæpper hvor man ser storker gaa omkring mellem trær, og du dækker alle husets vægger med dem. Jeg bebreider dig det ikke, langt derifra. Men forstaa da ogsaa Susanna og hendes hane.
– Jeg forstaar hende; hun er som lille Pierre som bad om maanen i en bøtte vand. Han fik den ikke. Men, min ven, gaa ikke hen og si at hun tar en malet hane for en virkelig hane, for hun har aldrig set nogen.
– Nei; men hun tar en illusion for en virkelighet. Og kunstnerne er vel en smule ansvarlige for hendes feiltagelse. De har nu længe med linjer og farver søkt at efterligne tingenes former. Hvormange tusen aarhundreder er der ikke siden han døde, den brave huleboer som efter naturen indridset en mammut i en elfenbensplate! Er det noget under at de efter saa mange og saa lange anstrengelser i efterligningens kunster er kommet dithen at de bedaarer en liten skapning paa tre maaneder og tyve dage! Det ydre skin! Hvem lar sig ikke narre av det? Gaar selv videnskapen, med hvis lov man fylder vore øren, utover det som synes? Hvad er det professor Robin finder paa bunden av sit mikroskop? Skin og lutter skin. »Vi tumles forfængelig om av løgn og bedrag«, sa Euripides...
Jeg talte saaledes, og skulde netop til at kommentere Euripides' vers; og jeg vilde i det uten tvil ha fundet dypsindige meninger som urtehandlerskens søn aldrig hadde tænkt paa. Men omgivelserne blev med en gang uskikkede til filosofiske funderinger; ti da det ikke lykkedes Susanna at løsne hanen fra tallerkenen, henfaldt hun til et vildt raseri. Hun blev rød som en pæon, spilet næseborene ut paa kaffervis, og skjøt kinderne op under øinene og øienbrynene høit op i panden. Denne pande, som saa pludselig var blit blodsprængt og oprørt og fuld av buler, indsøk og dype, krydsende furer, lignet en vulkansk mark. Munden spærredes op helt til ørene, og vildmandshyl trængte ut mellem gummerne.
– Ser man det! utbrøt jeg. Det er lidenskapernes utbrud!, Man skal ikke tale ondt om lidenskaperne. Alt hvad der gjøres av stort paa denne jord, gjøres ved dem. Og her kan man se ett av deres glimt gjøre et ganske litet spædbarn næsten likesaa skrækindjagende som en kinesisk avgud. Min datter, jeg er tilfreds med dig. Ha sterke lidenskaper, la dem bli store og voks med dem. Og hvis du senere blir deres ubøielige herskerinde, vil deres kraft bli din kraft og deres storhet din skjønhet. Lidenskaperne, det er menneskets hele aandelige rigdom.
– For et spetakkel! roper Susannas mor. Der er ikke længere ørens lyd at faa i denne stue, mellem en filosof som vrøvler og et spædbarn som tar en malet hane for jeg vet ikke hvad. De stakkars kvinder trænger sandelig al sin sunde fornuft for at kunne leve med egtemand og barn.
– Din datter, svarte jeg, har søkt efter det skjønne for første gang. Det er avgrundens kogleri, vilde en romantiker si; jeg vil si at det er ædle aanders medfødte idræt. Men man maa ikke gi sig av med den for tidlig og med altfor utilstrækkelige metoder. Kjære veninde, du har den høieste overtalelsens magt til at stille Susannas sorg. Dys din datter isøvn.