Min vens bok/Marionetteatret
Steenske Forlag, (s. 140-145).
Igaar gik jeg med Susanna paa Guignol. Vi fandt begge megen fornøielse deri; det er et teater som ligger indenfor vor fatteevne. Om jeg var teaterskribent, vilde jeg skrive for marionetterne. Jeg vet ikke om jeg har talent nok til det; opgaven vilde ihvertfald ikke skræmme mig altfor meget. Men jeg vilde aldrig vove at forme sætninger for de store og skjønne skuespillerinders velskolerte læber. Desuten er teatret, saaledes som de voksne forstaar det, noget altfor sammensat for mig. Jeg begriper ingenting av de velspundne intriger. Hele min kunst vilde bestaa i at male lidenskaperne, og jeg vilde vælge de enkleste. Det vilde ikke due til noget paa Gymnase, Vaudeville eller Comédie Française ; men det vilde være ypperlig for Guignol.
Ja for der er lidenskaperne enkle og sterke. Stokken er deres sædvanlige redskap. Det er utvilsomt at en stok er av stor komisk virkning. Stykket erhverver ved dette uttryksmiddel en beundringsværdig kraft; det løper med raske skridt hen mot det »store, endelige hurlumhej«. Saaledes betegner Lyoneserne, hos hvem Guignol-figuren blev skapt, det almindelige haandgemæng som ender alle stykker paa repertoiret. Der er noget evig bestandig og uundgaaelig ved dette »store hurlumhej!« Det er den 10. august, det er den 9. thermidor, det er Waterloo!
Som sagt gik jeg med Susanna paa Guignol igaar. Stykket som blev opført hadde visselig sine mangler; jeg fandt det paa flere steder uklart; men det kan allikevel ikke andet end behage en grublende sjæl, for det gir meget at tænke paa. Saavidt jeg skjønte det, var det filosofisk; karaktererne i det var sande og handlingen kraftig. Jeg skal fortælle Eder det saadan som jeg forstod det.
Da tæppet gik op, saa vi Guignol selv komme frem. Jeg kjendte ham igjen; det var ganske rigtig ham. Hans brede, fredfulde ansigt bar merker av de gamle stokkeslag som hadde gjort hans næse flat uten at forandre den elskværdige troskyldighet i hans blik og i hans smil.
Han gik hverken med sirsblusen eller bomuldsluen som Lyoneserne i 1815 ved Brotteaux-alléen ikke kunde se paa uten at le. Men om nogen gjenlevende av de smaagutter som ved Rhônens bredder samtidig hadde set Guignol og Napoleon, i sin alderdoms dage var kommet og hadde tat plass med os paa Champs-Elysées, vilde han ha gjenkjendt sin kjære marionets berømte haarpisk, den lille stjert som svinser saa skøieragtig paa Guignol's nakke. Den øvrige paaklædning, grøn kjole og sort admiralshat, var i den gamle parisiske tradition som gjør Guignol til enslags lakei.
Guignol saa paa os med sine store øine, og jeg blev med en gang vundet av hans oprigtige, frække mine og denne aabenbare sjælens enfold som forlener lasten med en viss uskyld. Det var ganske rigtig i sind og skind den Guignol som den gode Mourguet fra Lyon indblaaste med et saa fantastisk liv. Det synes mig endnu som jeg hører ham svare sin husvert, hr. Canezou, der bebreidet ham for at »slaa i nogen skrøner som var til at sovne av«.
– De har ganske ret: la os gaa og lægge os.
Vor Guignol hadde endnu intet sagt; hans lille stjert svinset paa hans nakke. Man lo allerede.
Hans søn Gringalet kom bort til ham og gav ham med medfødt anstand en kraftig skalle i maven. Publikum tok ham det ikke ilde op; tvertimot, det brast i latter. En saadan begyndelse er den høieste kunst. Og hvis I ikke vet hvorfor denne dristighet gjør lykke, skal jeg si Eder det: Guignol er lakei og bærer livré. Hans søn Gringalet gaar med busserul; han tjener ingen og tjener ikke til noget. Denne overlegenhet tillater ham at prygle sin far uten at overskride grænserne for det passende.
Dette forstod frøken Susanna fuldkommen vel, og hendes venskap for Gringalet led ikke derved. Gringalet er virkelig en tiltalende person. Han er spinkel og spæd av ydre; men han har en opfindsom aand. Det er ham som gir konstabelen juling. Skjønt hun ikke er mere end seks aar, har frøken Susanna opgjort sig sin mening om retfærdighetens haandhævere: hun er mot dem og ler naar Pandore faar stryk. Deri har hun selvfølgelig uret. Men jeg tilstaar at det vilde mishage mig om hun ikke hadde denne uret. Jeg liker at man i enhver alder er litt oprørsk. Den som taler til Eder er en fredsommelig borger som overholder lovene og er øvrigheten underdanig; om man imidlertid i hans paasyn spiller en konstabel, en sorenskriver eller en lensmand et godt puss, er han den første til at le av det. Men vi talte om et tvistemaal mellem Guignol og Gringalet.
Frøken Susanna gir Gringalet ret. Jeg gir Guignol ret. Hør og døm: Guignol og Gringalet har vandret langt og længe for at komme til en forborgen landsby, som de alene har opdaget og hvor dristige og griske mænd vilde løpe hen i flok og følge hvis de kjendte den. Men denne landsby er bedre gjemt end Torneroses slot var i hundrede aar. Der er hekseri med i spillet; ti stedet er bebodd av en troldmand som har lovet en skat til den som gaar seirrik ut av endel prøvelser, som faar en til at skjælve av skræk bare man tænker paa dem. Vore to reisende drager ind i den forheksede egn i meget forskjellig sindsstemning. Guignol er træt; han lægger sig ned. Hans søn bebreider ham denne blødagtighet.
– Er det paa det vis, sir han, at vi skal faa fat paa de skatter som vi er kommet for at lete efter. Og Guignol svarer:
– Er der nogen skat som kan opveie søvnen?
Jeg liker dette svar. Jeg ser i Guignol en vismand som har erkjendt alle tings forfængelighet og som længes til hvilen som det eneste gode efter livets syndige eller golde slit. Men frøken Susanna anser ham for en døgenigt som sover naar han ikke skal og som derfor ved egen skyld gaar glip av de kostbarheter som han var kommet for at søke, store kostbarheter kanhænde: kaker, silkebaand og blomster. Hun roser Gringalet for hans iver efter at vinde disse pragtfulde skatter.
Prøvelserne er, som sagt, frygtelige. De maa kjæmpe med en krokodille og dræpe djævelen. Jeg sir til Susanna:
– Mamsel Suzon, der kommer djævelen!
Hun svarer mig:
– Han der, det er jo en neger!
Dette svar, som er præget av rationalisme, gjør mig fortvilet. Men jeg, som vet hvad jeg skal tro, bivaaner med interesse kampen mellem djævelen og Gringalet. En forfærdelig kamp som ender med djævelens død. Gringalet har dræpt djævelen!
Oprigtig talt, det hører ikke til det beste han har gjort, og jeg forstaar at mere ideelt anlagte tilskuere end mamsel Suzon forblir kjølige og til og med en smule forskrækkede. Naar djævelen er død, kan man si synden farvel! Kanhænde vil skjønheten, denne djævelens bundsforvandt, vandre heden med ham! Kanhænde faar vi ikke mere se blomsterne man beruses av og øinene man dør av. Hvad skal der saa bli av os paa denne jord? Vil vi ikke engang ha den utvei tilbake at være dydige? Jeg tviler paa det. Gringalet har ikke nok betænkt at det onde er nødvendig for det gode, som skyggen for lyset; at dyden ligger i bestræbelsen alene og at hvis man ikke længere har djævelen at bekjæmpe, vil helgenerne gaa likesaa ørkesløse som synderne. Man vil komme til at kjede sig tildøde. Jeg forsikrer Eder at Gringalet har begaat en alvorlig uforsigtighet ved at dræpe djævelen.
Polichinel kom frem og bukket dypt for os, tæppet faldt, smaagutterne og smaapikerne gik sin vei, og jeg blir sittende fordypet i mine egne grublerier. Mamsel Suzon, som ser mig tankefuld, tror jeg er sørgmodig. Hun pleier at ha den opfatning at de mennesker som tænker sig om, er ulykkelige. Det er med kjærlig medlidenhet hun tar min haand og spør hvorfor jeg er bedrøvet.
Jeg tilstaar for hende at jeg er kjed over at Gringalet har dræpt djævelen.
Da lægger hun sine smaa armer om min hals og hvisker mig i øret:
- Jeg skal si dig en ting: Gringalet dræpte negeren, men han dræpte ham ikke for alvor.
Disse ord beroliger mig; jeg sir til mig selv at djævelen ikke er død, og vi gaar fornøiede vor vei.