Min vens bok/Stjernen
Steenske Forlag, (s. 135-140).
Susanna har iaften fyldt sin tolvte maaned, og i det aar hun har været paa denne gamle jord, har hun gjort mange erfaringer. Et menneske som var istand til paa tolv aar at opdage saa mange og saa nyttige ting som Susanna har opdaget paa tolv maaneder, vilde være en gud iblandt dødelige. De smaa barn er miskjendte genier; de tar verden i besiddelse med en overmenneskelig kraftutfoldelse. Intet er at ligne med dette livets første fremstøt, denne sjælens første vekst.
Kan I fatte at de smaa væsener ser, føler, taler, iagttar, sammenligner, husker? Kan I fatte at de gaar? Kan I fatte at de leker? Det er især vidunderlig at de leker, ti leken er alle kunsters ophav. Dukker og sanger, det er allerede næsten hele Shakespeare.
Susanna har en stor kurv fuld av leker, hvorav bare nogen ifølge sin art og bestemmelse er leker, saaledes som dyr av polert træ og dukker av gummi. De øvrige er kun blit leker ved skjæbnens særlige tilskikkelse: det er gamle pengepunger, filler, æskebunder, et metermaal, et sakseetui, en tekjedel, en togtabel og en rund sten. De er alle tilhobe ilde medfarne. Hver dag trækker Susanna dem én for én ut av kurven for at gi dem til sin mor. Hun lægger ikke merke til nogen især, og hun skjelner i almindelighet ikke mellem dette sit liggendefæ og alle de øvrige ting. Verden er for hende en uendelig stor utklippet og malet leke.
Hvis man vilde sætte sig ind i denne opfatning av naturen og henføre alle Susannas handlinger og alle hendes tanker til den, maatte man beundre denne lille sjæls logik; men man bedømmer hende efter vore forestillinger, ikke efter hendes. Og fordi hun ikke har vor forstand, paastaar man at hun ingen forstand har. For en uretfærdighet! Jeg som kan stille mig paa det rette synspunkt, jeg opdager en følgerigtig aand der hvor folk flest kun ser usammenhængende handlinger.
Og dog lar jeg mig ikke skuffe; jeg er ikke en forblindet far; jeg indrømmer at min datter ikke er synderlig mere merkværdig end et andet barn. Jeg anvender ikke overdrevne uttryk naar jeg taler om hende. Jeg sir bare til hendes mor:
– Kjære veninde, det er en meget vakker liten pike vi har.
Hun svarer mig omtrent hvad fru Primerose svarte naar hendes naboer sa hende en lignende artighet:
– Min ven, Susanna er hvad Gud har gjort hende til: hun er vakker nok, om hun er god nok.
Og mens hun sir det, hyller hun Susanna ind i et langt, straalende, kilderent blik, hvori man under de sænkede øienlaag aner nogen øiestener som skinner av kjærlighet og stolthet.
Jeg holder fast ved mit:
– Indrøm at hun er vakker.
Men for ikke at indrømme det har hun flere grunder som jeg opdager endnu bedre end hun selv vilde gjøre.
Hun vil høre sagt atter og atter at hendes lille barn er vakkert. Hvis hun selv sa det, vilde hun synes at hun støtte an mot velanstændigheten og at hun ikke viste den fornødne finfølelse. Hun vilde især være ræd for at krænke en eller anden usynlig, dunkel magt som hun ikke kjender, men som hun føler er tilstede derhenne i skyggen, færdig til at straffe hoffærdige mødre i deres smaa barn.
Og hvilket lykkelig menneske vilde ikke ræddes for dette spøkelse som saa sikkert er skjult mellem kammerets gardiner? Hvem vilde, naar han om aftenen trykket sin hustru og sit barn i sine armer, vove at si i dette usynlige uhyres nærvær: »Mine kjære, hvilken del har ikke vi faat av glæden og skjønheten?« Derfor sir jeg til min hustru:
– Du har ret, kjære veninde, du har altid ret. Lykken hviler her, under dette ringe tak. Tys! la os være stille: den kunde flyve bort. De ateniensiske mødre frygtet Nemesis, denne stedse nærværende, aldrig synlige gudinde om hvem de ikke visste andet end at hun var gudernes nid, ak! Nemesis, hvis finger overalt, til enhver stund merkedes i dette hverdagslige og gaadefulde som kaldes ulykkestilfældet. De ateniensiske mødre!... Jeg liker at tænke mig en av dem vugge sit spædbarn, der er nøkent som en ung gud, isøvn til cikadernes summen under laurbærtræet, ved foten av det huslige alter.
»Jeg forestiller mig at hun het Lysilla, at hun frygtet Nemesis som du vilde frygte hende, min veninde, og at hun, som du, saa langt fra at ville ydmyge andre kvinder med glansen av en orientalsk pragt, bare tænkte paa at faa tilgivelse for sin glæde og sin skjønhet... Lysilla, Lysilla! er du da gaat bort uten at efterlate paa jorden en skygge av din form, et pust av din fortryllende aand? Er du da som om du aldrig hadde været?
Susannas mor avbryter disse tankers nykkefulde traad.
– Min ven, sir hun, hvorfor taler du saaledes om denne kvinde? Hun hadde sin tid som vi har vor. Saaledes er livet.
– Kan du da fatte, min sjæl, at det som har været kan ophøre at være?
– Fuldkommen vel. Jeg er ikke som du som undrer dig over alt, min ven.
Og disse ord uttaler hun i en rolig tone mens hun klær Susanna paa til natten. Men Susanna negter haardnakket at gaa tilsengs.
Denne vægring vilde i den romerske historie gaa for et vakkert træk i en Titus', en Vespasians eller en Alexander Severus' liv. Denne vægring gjør at Susanna faar skjænd. Menneskelige retfærdighet, saadan er du! Sandt at si, naar Susanna vil være oppe, er det ikke for at vaake over keiserdømmets velfærd, men for at rote i skuffen til en gammel tykmavet hollandsk komode med tykke kobberbeslag.
Hun dukker sig ned i den; hun holder sig fast i skuffekanten med en haand og med den anden griper hun fat i luer, liv og kjoler som hun med stor anstrengelse kaster for sine føtter, idet hun utstøter vekslende, lette, vilde smaa skrik. Hendes ryg med tørklædesnippen er rørende latterlig at se paa; hendes lille hode, som hun nu og da vender mot mig, uttrykker en endnu mere rørende tilfredshet.
Jeg kan ikke beherske mig længere. Jeg glemmer Nemesis og utbryter:
– Se paa hende, se hvor hun er søt der i skuffen! Med en halvt skjelmsk, halvt frygtsom haandbeægelse la hendes mor fingeren paa min mund. Saa vendte hun tilbake til den herjede skuf. Imidlertid forfølger jeg min tanke:
– Kjære veninde, om Susanna er beundringsværdig for hvad hun vet, er hun ikke mindre beundringsværdig for hvad hun ikke vet. Det er netop i sin uvidenhet at hun er fuld av poesi.
Ved disse ord vender Susannas mor øinene mot mig og smiler litt til siden, hvilket er tegn paa at hun gjør nar av mig, saa utbryter hun:
– Susannas poesi! din datters poesi! Men hun liker sig bare i kjøkkenet, din datter! Forleden dag fandt jeg hende midt oppe i alt kjøkkenavfaldet, henrykt. Kalder du det poesi?
– Det gjør jeg rigtignok, kjære veninde. Den ganske natur gjenspeiler sig i hende i en saa straalende renhet, at intet i verden er smudsig for hende, ikke engang kurven med kjøkkenavfaldet. Derfor fandt du hende forleden dag ute av sig selv av henrykkelse over kaalbladene, løkskrællene og rækehalerne. Hun var fortryllet, kjære frue. Jeg forsikrer dig at hun omskaper naturen med en englelig magt og at alt hvad hun ser, alt hvad hun rører, præges for hende av skjønhet.
Under denne tale forlot Susanna komoden og gik hen til vinduet. Hendes mor fulgte efter hende og tok hende i sine armer. Natten var stille og varm. Et gjennemsigtig tusmørke hyllet akasiaens fine krone, og vi saa dens nedfaldne blomster danne hvite fonner i gaardsrummet. Hunden sov med forbenene utenfor hundehuset. I det fjerne badet jorden i himmelens blaa. Vi var alle tause.
Da løftet Susanna i stilheten, i nattens ærværdige stilhet, sin arm saa høit som det var hende mulig og med spissen av sin finger, som hun aldrig helt kan strække ut, pekte hun paa en stjerne. Denne finger, som er av en vidunderlig litenhet, bøiet sig fra tid til anden som for at kalde.
Og Susanna talte til stjernen!
Det som hun sa bestod ikke av ord. Det var en dunkel og fortryllende tale, en underlig sang, noget uendelig liflig og gaadefuldt, kort sagt det som maa til for at uttrykke et barns sjæl naar en stjerne speiler sig i den.
– Hun er rar, den lille, sa hendes mor og kysset hende.