Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848/3
Nu vil jeg besøge Naboerne og jeg tager dem da i den Orden, de laa fra mit Hjem, Jakobstuen. – Vi kommer da først til Søgaln, hvor Haaken Haakensen (Haakaa Søgala) boede med sin Kone Mary Arneberg, to voxne Børn, Marte og Ole, og to ukonfirmerede omkring min Alder, Anne Marja og Haaken. Gamlingen Haakaa var en høi, langbenet, lyslet Mand med et godt, venligt Ansigt. Han klædte sig pent og med en vis Smag og gik aldrig med bødte Klæder. Han var ædruelig, sædelig og spagfærdig og førte aldrig letfærdig Tale og svor aldrig. Han barberede sig mindst en Gang ugentlig og saa ud som en ærværdig Klokker. Han var skrivekyndig og læste meget men gjorde aldrig noget haardt Arbeide. Han førte blot Tilsyn, men dette gjorde han med stor Dygtighed, og hans Ager og Eng stod altid blandt de bedste i hele Bygden. Han spiste ikke sammen med sine Børn og Arbeidsfolk i Kjøkkenet, men ved et særskilt Bord i Stuen. Storkarer, som kom til Sorknæs, søgte altid til dette Hus, og bleve gjæstmiidt modtagne. Vaaningshuset var tvehøgt med Svalgange, og ovenpaa var 4 Gjæsteværelser med Senge. Om Vinteraftenerne spillede Haakon gjerne sit Parti Mariage enten med Capt. O. Colbjørnsen, som boede i Ivarstuen, med en eller anden Reisende, eller med sin Kone. Naar der var Flere, blev det Polspas. Om Sommeren spadserede han gjerne en Tour hver Dag i godt Veir sammen med Nordstumanden eller Andre og pratede og saa paa Ager og Eng. I Almueskolen indfandt han sig ofte om Formiddagen og hørte paa Overhøringen. En Gang, naar han havde siddet og hørt paa til Slut, bad han Skolemesteren spørge Børnene, om de vidste, hvad Ordet „Forjættelse“, som netop var forekommet i et Svar af Pontoppidans Forklaring, betydede; men ingen vidste det. Haakon vilde hermed uden al Tvivl tilkjendegive, at Overhøringen bare gik ud paa at ramse op efter Bogen uden Eftertanke og at dette var en daarlig Maade at oplære Børn paa i Religion; men Skolemesteren tog det rimeligvis som en Vigtighed af Haakon, der havde Ord for at ville være lidt høiere paa Straa end andre Bønder. Nok er det, naar vi kunde ramse op de Salmer Bud, Bønner, Forklaringer og Bibelhistorier, vi havde lært udenad, saa blev det derimod uden nogen Undersøgelse, om vi havde forstaaet og tilegnet os den sande Mening. Mary Arneberg var en flink, grei, skarp Husmo’r. Alt i Hus og Hylder maatte være rent, pent og ordentligt, og selv var hun altid pent og renligt klædt. Hendes Væsen var noget selvgodt, og hendes Meninger bestemte. Overtroiske og ukyndige Folk feiede hun ofte af og blottede deres Svagheder paa en spydig og haanlig, men dog som oftest paa en spøgende og kvik Maade, som vakte Moro og Latter. Trods sin skarpe, gode Forstand og sin Vittighed var Mary, naar hun var ude i Selskab, blyg, undselig og ordknap, meget opmærksom, forekommende og beskeden mod Alle; men man vidste, at dette var Skallet, og at hun i Grunden var den skarpeste Iagttager og den strengeste Dommer over ethvert Anstød i Ord eller Handling mod det Passende, Sande og Rette, og at Enhver bagefter vilde faae sit Pas ordentlig paaskrevet. Alle Qvinder, gamle og unge, ja Mænd og Gutter vogtede sig derfor paa det Omhyggeligste for at tale eller te sig anderledes end sædeligt og passende var i hendes Nærhed. Det var blandt Smaagutterne anset for en Skam at sværge og bruge uhøviske Ord. Dette var vistnok os Alle indpræntet i Hjemmet, men jeg tror Mary bidrog betydeligt til, at Sværgen blev næsten total bandlyst fra Sorknæsgreina. Hvad Mary var som Qvinde, en Slags Skolemester i Sædelære og Opførsel, vilde Haakon gjerne være blandt Mændene, men, skjønt man havde høi Agtelse for hans rene Sæder, venlige og pene Væsen, rolige og værdige Holdning saa manglede han dog den skarpe Forstand og de udmærkede Evner til at revse med Satirens Svøbe som Mary, og dertil kom, at man syntes, at Haakon var en Lating og levede og førte sig med en Fornemhed, som passede daarligt til hans mindre end gode Formuesforfatning. Hans Skov var udhugget, og han maatte næsten hvert Aar holde frivillig Auktion over, hvad han kunde undvære, for at klare sig. Han kunde derfor passe sig selv, mente man, og lade være at age til Byen i Spidsslæde og Graabeinpels, holde Traver og gjøre sig naragtig og arm ved Storleter. Mary derimod stod i det som Husmoder med en Flid og Dygtighed Orden og Sparsommelighed, som var hævet over enhver Ros eller Dadel. Sønnen Ole, (Marys Stedsøn og en Fuld-Broder af min ovenomtalte Jeterkammerat, Marte, som havde saa vakker Sangstemme), havde efter endt Almueskolegang gaaet i Klokker Lars Jensens Skole paa Ringsager og var næst Knud Gundersen (H. Schultzes Knud Haugen) om ikke den mest belæste, dog den, der havde de bedste Skolekundskaber af Alle i Greina. Han havde derhos et ganske godt Hoved og havde tilegnet sig meget af sin Stedmoder Marys Maade at tugte Folk paa. Han var meget arbeidsom deltog i al Drift som en simpel Tjener og var et Mønster af en Ungdom i sit Væsen og i sin Opførsel. Helligdagene var han omhyggeligt og pent klædt, som hans Fader, medens han om Hverdagene havde bødt Brok som vi Andre. Han indtog derfor en lignende Stilling blandt de unge Mænd i Greina, som Mary blandt Qvinderne, men ogsaa hans Indflydelse strakte sig udover hans Jevninger og rammede især Jenterne, hvem han kritiserede skarpt og strængt. Gud naade den Jente, som lod sig bedaare og fik Lokunge. Hun kunde ikke vise sig, men maatte holde sig inde og afsondret i lange Tider, og Pletten den kunde aldrig afvadskes. Tonen var slig, at hele Huset kom i Graad og Sorg over en saadan Begivenhed, som jeg kun mindes en af i Greina og en tæt udenfor i min Tid, idet to forlovede Piger bleve tykke og maatte gifte sig før Tiden for den Enes Vedkommende, medens Forældrene i det andet Tilfælde vare Uvenner og nægtede Staklerne at forene sig i Ægteskab, uagtet de elskede hinanden høit og sørgede sig blege. Tjenestepiger af Husmands- og Indersteklassen, som uden at være forlovede og blive gifte, kom med Lokunger, vare fortabte og foragtede næsten som offentlige Fruentimmer i Byer. Det er klart, at denne strænge Sædelighed især var begrundet i det ovenomtalte jevne, arbeidsomme, nøisomme og gudfrygtige Levnet, men jeg tror ogsaa, at slige Mønstermennesker som Mary og Ole „Søgala“ bidrog ikke saa ubetydeligt dertil, hvorvel de ofte misbrugte sin hvasse Tunge og satte ondt Blod i Folk.
Haakon og Anna Marja, mine Jevninger, havde arvet meget baade af Fader og Moder og vare snille og gode Legekammerater. De artede sig begge vel og Haakon blev i 1834 sendt som Elev i Svenskeruds høit ansete Privatskole, kom senere som Handelsbetjent til Christiania, forfaldt til Drik og reiste som en forloren Søn til Amerika, hvor han rimeligvis er død. At nu denne velopdragne, brave Gut skulde gaa slig under, grunder sig uden Tvivl paa, at hans Principal i Byen var drikfældig og vænte Gutten til at drikke Drammer flere Gange om Dag. Anne Marja fik halve Gaarden og blev gift med Arne Iversen og arvede sin Moder i alle Dele som dygtig og forstandig Husmoder og ypperlig Beskytter af rene Sæder og god Tone, akkurat i samme Smag men ikke fuldt saa skarpt som Moderen. Jeg holdt af Anne Marja som af en kjær Søster og sørgede over hende som en Slægtning, da hun for nogle Aar siden døde. Ole, der fik den anden Halvdel af Gaarden, bor nu paa Skytteren og skal være en velhavende, agtet og æret Mand.
Saa kommer vi til Nystuen. Bygningerne her fra det store tvelængte Vaaningshus til Drengestue Brygger- og Bagerstue vidnede om, at der her en Gang havde været stor Velstand. Alt var storslaaet og mindede om den mægtige Storbonde fra gamle Tider. I den store Dagligstue fandtes endnu det tykke svære Langbord med Bænke ved Væggen, hvorved 20–30 Mennesker kunde spise. Peisen var ligesom Stuen selv omtrent dobbelt saa stor som andre Steder. Kjøkken og Kjælder, Sovekammer og Spiskammer stod i Forhold hertil. Men alt bar nu, naar man saa paa det noget nærmere Spor af Vanstel, Tilbagegang og Tegn paa Armodsdommens Anmarsch. Møblerne i Suset vare faa og simple, Ruderne i Vinduerne sprukne Gulvet ujævnt, Udhusene forfaldne, især de ældgamle Svalgangshuse, som stode i en lang Række af Bygninger fra Syd mod Nord i en Vinkel mod Ost fra Vaaningshuset. I en Række mod Nord stode de store Laave- og Staldbygninger med faldefærdige Vindskier og 3 Laavbroer, hvoraf den ene var saa høi, at den dannede Smaagutternes bedste Kjelkebakke. Manden paa denne Gaard, Knud Knudsen, var høi, pen og velvoxen, med mørkt Haar og et godt, pent men mat Ansigt, og Konen Thore var noksaa pen men lidt vigtig i sit Væsen, der fik et eget Anstrøg derved, at hun havde en stadig rykkende eller kastende Bevægelse med Hovedet, ligesom hun derved vilde gjøre sig til og hæve sig fornemt over Andre, naar hun snakkede, men det var en medfødt Natursvaghed denne Skjælven med Hovedet, og hvorvel Thore rimeligvis en Gang havde været stolt af at være gift med Greinas mest velstaaende Mand, og der endnu vistnok sad igjen meget af denne Svaghed, saa kuvedes dog hendes Mod nu af Synet paa og Følelsen af den stærkt synkede Velstand. I Grunden var hun et hjertens godt men svagt og ørkesløst Menneske, som overtod Husstellet til Jenterne uden at føre behørigt Tilsyn og vedbles at leve fedt og godt, saalænge der var noget igjen at leve af. Hun og Mand og deres 9 Gutter, i Alderen fra 14 Aar omtrent og nedover, drak endnu Ølost eller i Mangel af Øl, Løipsundt af nysilet Melk og spiste Rugbrød med Smør paa om Morgenen paa Sengen, ligesom de forresten førte et federe og bedre Madstel end andre Steder. Knud Knudsen var en velopdragen, sædelig, stilfærdig og til Blyghed beskeden Mand. Faamælt, velvillig og godslig sagde han aldrig, saavidt jeg erfarede, uagtet jeg vankede meget i Nystuen, aldrig et haardt Ord hverken til Kone, Børn eller Tjenere. Men han tag sig heller intet fore, men gik der i Lediggang. Hans naturlige Forstand var som Folks i Almindelighed og hans Oplysning, skjønt han i sin Ungdom rimeligvis havde lært mere end nogen af hans Samtidige i Sorknæsgreina, var nu under de fleste af hans Jevnaldrende, da han hellerikke som de gad læse eller gaa ud og prate. Som Driftsherre var han den samme Undermaalsmand, og hans Ager og Eng stod blandt de daarligste. Hans Sork(aa)hage laa der vandsyg, tuvet og bevoxet med Birkekrat uden at give hverken Hø eller Havn, medens Naboerne hende ryddet sine Hager, saa de her havde en væsentlig Del af sit Staldfoder og en ypperlig Høsthavn til Hestene. Skoven var paa det nærmeste udhuggen. Paa Gaarden var store Laan optagne for Aar efter andet at kjøbe Korn og Klæder. Besætningen i Fjøset, som skulde være tyve Klavbundne, sank Tid efter anden ned, og de gjenværende Dyr vare smaa og vantrevne. Saa maatte han sælge Halvdelen af Gaarden, og nu blev de gamle Svalgangshuse nedrevne tilligemed en Del af Laaven og flyttet ud. Kort efter hans Død gik det aldeles ud med Enken, som sidste Gang, jeg saa hende, for omtrent 20 Aar siden, var Betler, og Gutterne vare da dragne ud hver paa sin Kant, uden at jeg har hørt, hvorledes det er gaaet dem. Men de vare alle snille, kvikke og udmærket brave Kammerater, opførte sig pent og sædeligt, men vare tungnemte eller maaske rettere sagt dovne og daarlige i Skolen.
Jeg tilbragte mangen en hyggelig Vinterqvel sammen med disse Gutter i Nystuen, thi naar der var reist op en Bras paa Peisen der af en to–tre Fang Ved, saa var det saa lyst, varmt og hyggeligt i den store Stue, hvor vi da enten morede os med Leg og Sang eller ved ad høre paa Ole Norstuen fortælle Eventyr. Vi havde hele Stuen til vor Raadighed, idet der ikke som andre Steder stod Vævstole, Spinderrokke, Stry og Uldkonter i Veien, thi Tjenerne holdt sig med sit Stel i det store Kjøkken, og Knud og Thore holdt sig meget i Kammeret; men vare ellers, om de var i Stuen, saa snille og venlige at vi aldrig behøvede at være bange for at lade det gaa frit og muntert til. Hermed er jeg færdig med Eiendoms-Bønderne (Søgreina) og kommer altsaa nu til Stats Leilændingerne i Nordgreina.
I Perstuen boede Peder Amundsen og hans Kone Berthe med 3 voxne Sønner, hvoraf en var gift og boede hjemme, en flyttet bort og en uconfirmeret. Per var Stedets Bajas. Han drak sig paa en Kant saa ofte, han kunde komme til og gik da omkring og sang bibelske Sange af Peder Dass og skrød af, at han hedte Per Amundsen bra Kar. „Det hændte sig Jephta“ etc. sang han, og saa spurgte han den Første den Bedste, han mødte: „Ved Du, hvad jeg hedder, Du?“ og føiede til uden at vente paa Svar: „Jeg hedder Peder Amundsen bra Kar, jeg Du“, og saa løftede han gjerne op den ene Foden spyttede i Haanden og slog med den flade Haand under Skosaalen, og saa sang han igjen: „Det hændte sig Jephta“ etc. Der var stor Armod i dette Hus. Per og hans Søn Amund reiste omkring paa Auktioner og kjøbte Madvarer og Klæder, og Stevninger og „Vurderinger“ hos de gamle og unge Folk hørte til Dagens Orden. Gamle Konen Berte bar paa et af Næringssorger og Harme over Mandens usle Levnet nedbrudt Legeme, og Lidelserne og Lidenskaberne stod malet med skarpe Træk i hendes blege, magre, rynkede Ansigt. Hun døde omkring Trediveaaret, men Peder gik der i mange Aar bagefter. Ædru var han en stilfærdig snil og godhjertet Mand, som paa det inderligste beklagede sit uimodstaaelige Hang til Brændevin og sin som Følge deraf forspilte huslige Lykke Hygge og Velvære. Der fandtes næsten ikke en Stol at sidde paa i Huset. Fjøs og Stald var ofte øde, og naar Poteterne vare indhøstede, og Kornet tærsket, kom gjerne en Udsending fra en af de navnkundige Inkassatorer Hangaard eller Isachsen og solgte det bort for Auktionsgjæld. Sønnen Amund, som efter Bertes Død stod for Gaardsbruget, var taalelig ædruelig og stræbsom, men meget letsindig. Armoden var fra Begyndelsen af stor, og han kom sig aldrig videre op fra samme, og Enden blev, at han med Familie maatte forlade Gaarden.
Ungdommen i Greina havde mangen Moro i Perstuen, thi naar man ikke fik Lov til at være andensteds Helligdagsaftener, saa bar det did, hvor man aldrig bad forgjæves om at faa holde Dands eller Moro, som det hedte, naar man legede uden Spilmand.
I Ivarstuen, som da var Compagnichefsgaard, boede Capitaine Ole Colbjørnsen, en velskabt høi, pen Mand. Han og hans Broder Arne havde i Krigen svunget sig op fra Underofficerer til Lieutenanter. O. Colbjørnsen var anset for en meget dygtig Officer, men haard og streng, og haardt og strængt behandlede han ogsaa ofte sine Børn Arne og Svend. Hans Kone, en Kjøbmandsdatter fra Laurvig, var en dannet, smuk, ædel Qvinde, men der laa stadig et saa inderlig sørgmodigt Drag over hendes Ansigt og Væsen, at jeg aldrig kunde se det uden Deltagelse. Naar jeg senere i Livet fik se Maleriet „Bertrand ved Napoleons Sygeseng“, maatte jeg tænke paa Fru Colbjørnsen. Capitainens Formuesforfatning var meget daarlig, uagtet han, saavidt man kunde forstaa, var en meget dygtig Jordbruger og var paapasselig og nøisom. Pigebørnene gik derhjemme uden Skolegang. Gutterne Arne og Svend bleve derimod samtidig med Haaken Søgala sendte til Svenskeruds Privatskole, hvor jeg en kort Tid var sammen med dem i Begyndelsen af 1836. Her fik jeg se, at Capitainen ikke var saa ond i Hjerte og Sind, som jeg før troede, og at han skrev sit Modersmaal baade flydende og grammatikalsk rigtigt, idet der blandt de Breve, som Eleverne fik læse for at øve sig i Skriftlæening og lære at forme og stile Breve, var nogle fra ham, hvori han med vemodig Varme taler om, hvor tungt det falder ham, at hans Formuesforfatnings mislige Tilstand har hindret ham fra at give sine Børn den Skolegang, de behøvede, og at han ikke længere saa sig istand til at holde sine Gutter i Skolen. Udpaa Sommeren samme Aar kom Budskabet om hans pludselige Død, hvorefter Familien forlod Sorknæs.
Før Colbjørnsen boede en Leilænding i Ivarstuen, som havde to Sønner, Ole og Haaken, der ligesom Colbjørnssønnerne svang sig op til Lieutenanter i Krigen. De toge Navn efter Nordgreina og kaldte sig Nordgreen. Sorenskriver Nordgreen i Østerdalen er en Søn af bemeldte Ole Nordgreen, der døde som Capitain og Haaken Nordgreen eiede en Tid den store Gaard Grefseng paa Næss i Hedemarken og var da anseet for en mægtig Mand. Min Fader og Lars Teistuen vare i 1848 eller deromkring efter Indbydelse i Besøg hos denne sin Ungdomsven og Krigskammerat paa Grefseng og talte med Beundring om, hvor storartet alt var paa denne Gaard.
I Gammelstuen boede Berger Halvorsen, som var gift med min Faders Søster Berte, der havde en Søn fra et foregaaende Ægteskab, Gunder Iversen, og to Børn med Berger, Per og Marte, der vare omkring min Alder, samt Halvor. Berger var en høi, lyslet, pen Mand, der klædte sig omhyggeligt, var fint barberet, naar han skulde ud til Kirke, paa Thing eller i Gjestebu, men i det daglige var han som Bønder flest. Han var en meget dygtig Jordbruger, en exemplarisk ordentlig og sædelig Mand samt en ren Arbeidstræl, som laa i det og havde noget at pusle og stelle med bestandig sent og tidlig uden at unde sig Hvile. Hans Ager og Eng stod ren og vakker, det hele Gaardsstel udviste Orden, Omtanke og Paapasselighed. I Haven, i Ly mod Nord af en Husvæg, havde Berger en Humlegaard, som Aar efter Aar stod saa frodig og vakker og gav saa god Høst som tænkes kunde. Ude i Gjæstebu var han blyg og tildbageholden som en Ungmø, men mellem Kjenninger vilde han dog gjerne prate, og især var han snaksom, naar Talen kom paa hans Ophold som Soldat i Danmark, i Kjøbenhavn og Aalborg, i hvilken sidste By han havde opholdt sig en længere Tid. Det var da morosomt at se, hvorledes hans alvorlige Ansigt lysnede, og Kroppen, som han ellers bar noget foroverbøiet, blev rank, og Maalet, som i det daglige var lidt surrende, blev mere klangfuldt, men dog altid lavmælt og langsomt, men hjerteligt og saa inderlig vennesælt. Hvor godt det gjorde mig at høre ham slig. Han roste de Danske, som brave og snille Folk, og syntes at Bønderne og Borgerne der levede saa godt og vare saa lykkelige. Berte var ligesaa flink, paapasselig, nøisom og stræbsom som Husmoder, som Berger som Mand, og havde derhos en udmærket god Forstand og var gjennem kristelig. Der var Renlighed og streng Orden i alt hendes Stel. Hun var bestemt og alvorlig mild og venlig til rette Tid. Ingen i Greina havde et mere velindrettet Fjøs, og ingen en mere udsøgt god og vakker Besætning end i Gammelstuen. Naar Kjørene bleve slupne ud om Vaaren, vare de ligesaa fede og blanke som om Høsten, og jeg mindes mangen Gang, hvor ærgerlig jeg var over, at mine Forældres Kyr maatte gaa af Veien for de større og stærkere Gammelstu-Nautene. Staburet var altid fuldt af Korn. Mel og Fedevarer Loftet af Klæder Skabet af Melk, Rømme og Smør og i Kjælderen fandtes næsten bestandig godt Øl. Desuagtet havde Berger den syndige Uvane at gaa og knurre og klage, men den Svaghed fraregnet, var han som Bonde, og hun som Bondekone rene Mønsterfolk. Sønnen, Gunder Iversen spilte en meget ren og god Violin, havde et godt, opvakt Hoved og var en inderlig snil og venlig Gut. Paa Anledning af sin Halvbroder Arne Iversen, som var i Tjeneste hos Thor Olsen i Kristiania og havde lagt sig op flere Hundrede Daler, kom Gunder Iversen til ogsaa at tage Tjeneste i bemeldte By, men han var af de læsende Folk, kom paa Askers Seminarium og fik der en god Examen, blev Lærer ved Vaisenhusskolen i Kristiania og er nu Kirkesanger i Drøbak. Per var ogsaa en ganske snil Gut og havde en overordentlig god Sangstemme, hvorved han gjorde Opsigt under den Leirsamling, som fandt Sted i Sverige under den første Krig om Slesvig 1848. Han bor nu i Amerika, hvorhen en yngre Broder, Halvor, som i den heromhandlede Tid var Kjolegut, var dragen forud. Gammelstuen var saaledes et godt og hyggeligt Hus at komme i, især for mig, som satte Pris paa god Mad og Musik; thi hjemme var der saa mange Smaa at dele mellem, at det ikke altid var faa fedt, medens Berte-Faster ikke par saa nøie paa en „Smørgaas“ eller „Romklenning“, og Moder, skjønt hun havde en ren vakker Sangstemme, sjelden fik Tid og Ro til at synge andet end Vuggeviser, Jeg har ovenfor talt om Berte-Fasters Død, og at jeg maatte synge ved hendes Kiste, før de førte hende til Graven.
I Teistuen boede Lars Gulbrandsen og hans Kone Kirste Sætre. Om begge disse Folk kan jeg kort og godt, hvad Jorddyrkning og Gaardsstel, det qvindelige Husstel, Husflid, Orden og Renlighed samt Kreaturstel angaar, sige, omtrent det samme som om Berger og Berte Gammelstuen. Lars var lyslet, af middels Høide, noget maget, med et godt levanes Ansigt. Han var en udmærket ædruelig, sædelig og brav Mand; men en stor Pussement- og Spilopmager, der altid havde paa rede Haand et løierligt Indfald, ledsaget med en eller anden Bevægelse med Haand, Fod eller Krop, et Smel med Tungen eller fra en anden Kant, som vakte Latter og Møro. Han var støt i godt Humør. Saaofte Tiden tillod det, var han ude paa Fiskeri, især i Vesleelven. Han var den bedste Eventyrfortæller, jeg har hørt, og et Eventyr, som han havde fortalt saa morsomt, at Taarene trillede af Øinene af Latter, blev der ligesom intet igjen af, naar nogen anden fortalte det. Ja det var rigtig Høitid at høre Lars fortælle Eventyr, men det gik saa sjelden paa. Og saa hans Fortællinger fra Krigen da, fra Slaget ved Trangen, Lier og Martrand og andre Steder, hvor han og min Fader, som aldrig fortalte noget herom, var med. Det var Alvor og det var Spøg i disse Fortællinger, saa man paa en Gang var fristet til at græde og le.
Jeg mindes ikke hans Fortællinger saa nøie, at jeg kan gjengive dem med nogen Sikkerhed, men jeg husker godt nogle Hovedtræk. Det var nok til at bringe ham paa Glid til at fortælle at man selv først bragte Et og Andet om Krigen paa Bane. S. Arntzen var, efter hvad jeg havde hørt, en af de Officerer som udmærkede sig, bemærkede jeg en Gang, og saa begyndte han: „Ja han Arntzen ja, han smat den Gang, bagom en Stein og laa der til Slaget var vønni, men fik ligevel Æra for Seieren han, medens Drejer stod der paa Stubben som en Skive for Svenskens Kugler og kommanderede og skjød og rikket sig ikke, skjønt Kuglerne peip om Øra hans og traf ham her og der; men tilsidst fik han en lige i Brystet, og dermed seig han dau ned“. Jeg vovede nu ikke at afbryde ham med den Bemærkning, jeg havde hørt af Andre, at en Officer nok kan være tapper, om han søger at undgaa at blive rammet af Fiendens Kugler, men jeg lod ham fortsætte. „Og han Christøffer Balnes da i Slaget ved Lier. Han blev rammet af en Kugle i den ytterste Øresnip, og dermed faldt han som dau, ja Far din, Gunnar, tror jeg saag det, og vi maatte bære ham bort og saa ham ikke mere, thi Du kan skjønne, at han, som havde faaet en liten Rift i Ørsnippen, blev liggende i Feber, saalænge Krigen varede. Men saa var det en anden Kar, – jeg har glemt Navnet – som Svensken sigtede paa, saa han saa det, og Kuglen streifede; han snude sig bare om og viste hin Ende til Svensken og bad ham sigte bedre næste Gang. Men de fæleste Folk i Krigen, det var Lerdølerne under Jørgensen. De omringede en Nat et Hus paa en Gaard i Eidsskoven, hvor der var fuldt af Svensker, drap hver Mand og plyndrede Ligene paa en afskylig Maade.“
Konen Kirsti var noget værdig og tilbageholden i sin Fremtræden, men, som sagt, en fortræffelig Husmoder snil og venlig, spag og betænksom i sin Tale og i sine Bevægelser. Der var Fred, Lykke og Velvære i dette Hus, og Børnene Gulbrand og Halvor, Gjertrud og Oliana vare udmærket brave, snille Børn, som artede sig vel. Halvor faldt i den amerikanske Borgerkrig; Gjertrud som jeg holdt meget af, er død, Oliana gift i Amerika og Gudbrand, som har kjøbt Gaarden og er gift med min Søster, Johanne, er en velhavende, agtet og æret Mand med lidt af sin Moders blyge, rolige, sagtmodige Væsen og noget af Faderens Pudserlighed.
I Nordstuen boede Ole Olsen og Konen Kirsti. Han gik altid under Navnet Nordstuman, var skallet, brunøiet, lidt corpulent med et rødbrunt fedt Ansigt, hvori der laa noget selvgodt og overmodigt. Han var knapt af Middelshøide og bar sin Krop „atkjekt“ med Maven ud og Næsen lidt til Veirs. Han drak sine Drammer til hvert Maal og førte Flasken med, naar han reiste til Skogs efter Ved og Bar. Men han drak aldrig mere, end han vidste, hvad han gjorde og var ligesaa dygtig Jordbruger og havde alt hørende til Gaardsdriften i ligesaa ypperlig Orden, som Berger Gammelstuen og Lars Teistuen, og da Kirsti var ligesaa flink som Husmoder, saa var der den samme Velstand Renlighed og Orden her som i de to foregaaende Gaarde. Ja, jeg tror endogsaa, at Nordstumandens Ager var den, som almindelig stod bedst i hele Greina. Jeg mindes godt, at han havde den bedste Erterager og den største, mest langstraaede og peneste Rugager, at han var den første som havde sit Korn indhøstet og derfor mangen Gang havde godt Aar, naar det frøs for Naboerne; men dette kom nok for en stor Del deraf, at Nordstujordet laa i en Helling, og Jorden derfor var tidligere tør om Vaaren og Solvarmen kunde virke kraftigere. Nordstujordet var derhos frit for Oversvømmelse af Glommen. Nordstuman var streng og faamælt og trivedes bedst hjemme. Om Sommeren gik han, som før fortalt, gjerne og spadserede sammen med Haakaa Søgala og saa paa Ager og Eng og pratede, men ude i Gjestebu og Moro blandt Naboerne var han sjelden. Igrunden skulde han være en godhjertet Mand. Kirsti, som var hans anden Hustru, var en liden væver, pen Kone, udmærket flink i alt sit Stel, livlig og pratsom, aaben og ligefrem. Børnene vare Hans, Ole og Oliana af første Ægteskab, Herman, lidt ældre end jeg, af sidste. Oliana var gift med min ældste Broder Peder Smideholen. Ole var rent forhippen efter Eventyr og at kneppe Ryg, en flink Eventyrfortæller, forsaavidt han kunde de fleste Eventyr af Alle i Greina og fortalte med stor Troskab, men tørt. Om han ikke, som han selv troede, var den bedste Ryggeknepper, havde han ialfald den meste Øvelse i denne Kunst af Alle, og liden som han var, stod han godt og var ikke saa veik, som han saa ud til. Men mod saadanne Karle som min Broder Søren og min Svoger Halvor Julier, var han dog en Smaagut, trods sin 20 Aars Alder. Han gik meget gjerne en lang Vei for at træffe En, som kunde fortælle og lære ham et nyt Eventyr eller tage Ryggetag med ham. Da vi Børn gjerne vilde høre ham, men ikke turde gaa hen og være i Nordstuen, saa fik vi ham gjerne med til Nystuen, og der kunde vi da sidde og høre ham fortælle Eventyr hele Qvelden. Broderen Hans var glad i Selskab, i at prate og i det Stærke og gik gjerne om Helligdagene paa Træk i Tovrudsgreina, hvor der var Smaabrugere, Husmænd og Inderster, som holdt Lag, naar der ikke var Dands eller Moro i Sorknæsgreina. Han var dog ikke egentlig forfalden, men trivedes aldrig alene og søgte derfor ud saaofte, han kunde. Gaves intet bedre Selskab, gav han sig til at lege med Børnene; thi han var vennesæl og barnegod, troskyldig og morsom paa sin Vis. Han vidste altid Nyt, som han forstod at krydre, og havde altid noget at fortælle, hvor han kom, og Besøg aflagde han hos Alle uden Hensyn til Stand og Stilling. Hans kunde Du saaledes en Aften træffe hos Colbjørnsens, en anden i Perstuen, en tredie i Søgala, en fjerde i en Kneipe i Tovrudsgreina, altid pratende og lyttende med høilydt Beundring og aaben Mund til de mest hverdagslige Ting. Han var saaledes en flittig Budbærer mellem Grennerne, og desuagtet kom han sjelden i nogen synderlig farlig Knibe for sin løse Tunge; thi han gjorde sig Umage for at være Alles Ven og Alle tro, men det er hermed ikke sagt, at Alle var tro mod ham. Nei, stakkels Hans, han blev ofte tilovers, saaledes som det gaar saamangen slig Sveinkal, der skal ynge sig op for at følge med det ene Skud af Konfirmander efter det andet, da han aldrig blev gammel nok til at dele Lag med de Ældre. Han var Jevnaldrende med min ældste Broder.
Hermed er jeg færdig med Besøgene hos Sorknesfolkene omkring Aaret 1830. Ægtefolkene, som jeg har talt om, vare da omkring 50 eller 60 Aar og de fleste, om ikke alle ere nu gangne heden. – Kaste vi nu et Blik tilbage paa Forholdene, saa vil man i Søgaardsmanden finde En, som spilte sin Tid og en stor Del af sin Velfærd med Storleter, i Knud Nystuen og Kone Folk, som bleve forvandlede fra Velstand til Fattigdom af Dovenskab, Vanstel og Mangel paa Tarvelighed og Kraft til at sætte Tæring efter Næring, i Peder Perstuen En, som levede i Armod og Vanagt paa Grund af Drukkenskab. Af de 8 Opsiddere finde vi to, Berger Gammelstuen og Lars Teistuen som svarede til Maalet paa en ægte god norsk Bonde, men Qvinderne, det vil sige Husmødrene, findes alle at være forstandige og i alle Henseender dygtige og brave Husmødre, undtagen en eller maaske to, hvem jeg kjendte forlidet til at sige andet, end jeg har sagt.
Tilbageblikket viser os i en anden Henseende en mærkelig Kjendsgjerning den nemlig, at Leilændingerne i Velvære og Velstand stod over Selveierne med ligestore ja dobbelt saa store Gaarde (Søgaarden og Nystuen). Hvorledes skal man nu forklare sig dette? Jo, Leilændingerne havde kun Avlingen og Besætningen at leve og svare Skatter og Landskyld af, og de samlede derfor al sin Kraft og Omhu paa at bringe det mest mulige ud heraf, medens Selveierne stolede paa sine store, værdifulde Skove og anvendte sine Tanker og Kræfter saa meget paa denne Drift, at de forsømte at røgte Jordbruget og Fjøset forsvarligt. Dette var ialfald paatagelig Tilfældet med min Fader, hvis Ager som oftest stod uren og langt daarligere, end de nævnte Leilændingere, ligesom hans Nauter vare daarligere og mindre velfødte end hines. Men Hovedsagen var dog, at Leilændingerne dreve sine Gaarde og stelte sit Hus bedre og med større Dygtighed Orden og Omtanke, Flid og Sparsommelighed end Selveierne, som altid vilde holde sig lidt fornemmere og bedre end hine. Min Moder sagde ofte, at der blev pløiet og harvet daarligt hjemme, og jeg ved af egen Erfaring, at hun havde Ret; men Hesten og jeg vare trætte, og det gik derfor, som det gjorde; thi naar Fader havde stillet Restiblen og Foden paa Plogen, satte han om Høsten mig til at pløie, og naar han om Vaaren havde saaet og sagt mig, hvorofte Harven skulde gaa over, saa gik han ind, lagde sig til at læse og saa aldrig rigtig efter, hvorledes det var gjort. Alt, han selv gjorde, var snargjort og gik i rivende Fart, og snargjort er sjelden velgjort. Hans Gaardsredskaber var derfor i mindre god Stand, men saalænge de hang ihop og vare brugbare, maatte de gjøre Tjeneste. Men nøisom, selvfornægtende og sparsommelig var han, og i det Store havde han Alt gaaende sin Gang og styrede saaledes, at han uagtet sin Mangel paa ordentligt Tilsyn, Udholdenhed og Omhu i det Smaa, og uagtet sin store Børneflok, var en gjældfri Mand. Men havde han, som Moder saa ofte forestillede ham, lagt al sin Kraft og Omhu paa Jordbruget ligesom Leilændingerne og leiet bort Alt vedkommende Tømmerdriften, saa vilde hans Formuesforfatning rimeligvis have været meget bedre end den var, og han og Moder og det hele Hus vilde derved ialfald have været forskaanet for mange og store Ubehageligheder og jeg for det mest overanstrængende Arbeide. Thi Udrustningen ligefra Høsten til Vaaren til Tømmerhuggere og Kjørere tog bort Mesteparten af vore Fedevarer og det bedste Hø til Hesten, og naar det saa begyndte at skorte paa disse Ting og paa Grønvarer (Korn), saa man enten maatte kjøbe eller Folk og Fæ lide Nød, saa blev han utaalmodig og skyldte Moder for Ødselhed. Dette fandt hun med Rette ugrundet og paaviste som nysanført, hvor det var bleven af‚ det som manglede. Men han vilde ikke se og høre Sandheden, men blev sint og urimelig og gav. Vreden ofte et saa frit Løb, at det ofte forstyrrede Husfreden og fremkaldte den mest pinlige Uhygge. Min Moder græd saa bittert og led saa smerteligt under disse Angreb, at det uden Tvivl bidrog meget til at nedbryde hendes noget svage Helbred og forkorte hendes Levetid. Og hvilke Qvaler var det ikke for os Børn at høre og se disse Optrin? Vi klyngede os til vor stakkels bløde og varmhjertede Moder og bad Gud trøste, hjælpe og styrke os. Men han vedblev sin Tømmerdrift som før, uden at værdige Moder nogen Forklaring. Rimeligvis var Aarsagen den, at Tømmerpriserne almindelig vare saa smaa, at der lidet eller intet havde blevet tilovers, om han skulde have fulgt Moders Raad og leiet bort al Hugst og Kjøring. Men saa kunde han da gjerne, syntes vi, have leiet en dygtig Tjenestegut, naar Peder og Søren vare reiste fra Hjemmet, istedet for at drive mig, før jeg var confirmeret, som voxen Karl. Dette vovede dog ikke engang Moder at sige, og Følgen blev, at jeg sent og tidlig stundede efter at komme bort fra dette overanstrængende Arbeide og min strænge og i mine Tanker mange Gange saa urimelige Fader. Havde jeg været fri for denne velsignede Tømmerdrift og sluppet med at arbeide saaledes som Børnene i Gammelstuen og Teistuen, eller sluppet med at udføre det Arbeide„ som rimeligt var for min Alder, havde jeg rimeligvis aldrig kommet til at tænke paa at drage ud men endnu den Dag idag siddet som Bonde paa Sorknæs. Det gjaldt ogsaa hos Leilændingerne som almindeligt hos Bønder, at Børnene fra sin tidligste Ungdom skulde vænnes til Arbeide og aldrig være, ledige; men det meste af, hvad de gjorde, var Leg mod mit Arbeide. Som Tjenestegut vilde jeg dog ikke ud; nei, jeg vilde ligesom Ivarstugutterne og Haaken Søgala i Svenskeruds Skole, og herpaa var det, jeg forberedte mig ved, som før sagt, at anvende mine Hvile- og Fritimer til Læsning, Skrivning og Regning, Ja selv i Slaataannen efter at have været oppe Kl. 4 om Morgenen, sad jeg ofte og læste eller skrev, naar alle Andre sov. Men hver Gang jeg i et Øieblik, da jeg fandt Faders Ansigt lyst og venligt, bad øm at faa reise i Skole, blev han alvorlig og taug bom stil. Jeg ved imidlertid, at han havde en god Hensigt og i alt han gjorde mente at handle til mit Bedste. Det skal tidlig bøies det, som Krog skal blive, hedder det, og hans Mening var kun at gjøre en rigtig dygtig Kar af mig og lade mig faa Gaarden for billig Pris. Det gik ham, som det saa ofte gaar Læremestere; de glemme, at det er med veike og ukyndige Børn de have at gjøre og kræve voxen Mands Tanker og Gjerninger af Smaagutter. Fader var, som jeg oftere har sagt, faamælt, men han havde den Egenhed, at han talte med sig selv, hviskende saa pas høit, at jeg, naar jeg sad tæt ved ham, kunde høre, hvad han sagde, og da vi ofte reiste sammen paa en Kjærre, hørte jeg mange af disse hans Enetaler, og hvorunder han en Gang talte meget om mig, roste mig for min Omtanke m. V. og sagde, at jeg skulde have Gaarden. At dette ikke var myntet paa, at jeg skulde høre det og omvende mig fra min Higen efter at komme i Svenskeruds Skole, er jeg sikker paa. Thi naar han talte med sig selv, var han aldeles optaget af Stoffet og havde vist sjelden eller aldrig Bevidsthed om, at han talte, saa det kunde høres. Han var desuden altfor ligefrem og ærlig til at kunne indlade sig paa slige Kunster. Paa vore Byreiser og andre Lang-Ture kunde han af og til være øm og omhyggelig med mig. Han kunde saaledes sige i en kjærlig Tone: „kanske du er sulten og vil, vi skal spise“. Men jeg var saa blyg overfor ham som en Fremmed og var ikke istand til at bede ham om Mad eller give et bekræftende Svar paa hans Spørgsmaal, om jeg havde været færdig til at omkomme af Sult og svarede derfor: „som Du vil“, eller, „jeg er lige sel jeg“. Jeg holdt af denne strenge Fader og et venligt Ord og Blik af ham, var min største Lykke. Thi jeg vidste, som sagt, at hans Hjerte igrunden var godt, og at han levede og strævede for mig og mine Søskende. Han var ofte meget overbærende med os Børn, naar vi legte og støiede, og naar det gik alt for vidt, saa slog han os ikke, men kommanderede hver af os bort i en Krog eller under et Bord, hvor vi da stode stille som Mus, indtil Mo’r eller Bedstemo’r forbarmede sig over os og udvirkede vor Frihed; thi bede ham derom, turde vi ikke. Foruden Visheden om min Faders Kjærlighed trods sin Strenghed, Moders Ømhed og Bedstemoders Omhu, var der, trods det tunge Arbeide meget, som gjorde mig Hjemmet dyrebart og dette vil vise sig, naar jeg nu noget nærmere kommer til at tale om Sorknæsfolkenes Standpunkt i religiøs Henseende, øm deres Oplysning, Dannelse Husflid og Selskabsliv.
Husfliden paa Sorknæs stod høit. Fruentimmerne vare om Vinteren fra tidlig om Morgenen Kl. 5–6 til 8 om Aftenen beskjæftigede med Karding, Hekling og Spinning og derefter kom Vævningen, Strikningen og Syningen af Linned og Fruentimmerklæder, og disse Arbeider varede ogsaa udover Sommeren, da de anvendte ethvert Øieblik, de havde tilovers fra Aanarbeide og Kreaturstel, paa at strikke, sy eller væve. Det var Vadmel, Hverken, Uldtøi, Tørklæder Lærred og Strie, som blev vævet til Husets Behov, og af Leilændingerne ogsaa til Salg. Mændene lappede Sko, bødte sine Klæder, gjorde Soplimer, Skeer, River, Øxeskaft, Spader, Kjælker, og i nogle Huse Slæder, Traug og simple Møbler. Skrædder-, Skomager-, Smed-, Snedker-, Mur-, Bødker- og, Drejer-Arbeider udførtes derimod af oplærte Folk i disse Haandteringer. I flere Huse blev der kogt Sæbe og farvet Garn. Af Gjetrag blev der bundet Sokker, der brugtes udenpaa Strømperne. De vare nettede sammen som tætte Sildgarn og vare meget varme og behagelige. Det var hyggeligst om Vinteraftenen at se Qvinderne med sine Spinderokke sidde i en Runding om Muren (Peisen), hvor der brændte en frisk, klar Ild, opfrisket med Tyritræ, Smaajenterne med Karding og Smaagutterne med Knivarbeide eller Læøning, Mændene med et eller andet af de nævnte Husflidsarbeider. Ofte var der En eller Anden, som fortalte Eventyr, sang morsomme Viser eller læste høit ved disse Leiligheder, eller ogsaa kom Hans Nordstuen og fortalte Nyt fra By og Bygd. Af og til kunde En eller Anden af Vanvare ved at gaa omkring med en tændt Stikke, komme til at tænde Ild paa et Stryhoved (Stryen som ligger løst over Rokken i en Slags omvendt Tvare (Turu), og derved fik vi en Illumination, som kunde være farlig nok, men som dog, naar alt var vel over, vakte stor Moro paa dens Bekostning, der havde gaaet i Giftertanker etc. og stukket Ild paa Stryhovedet. Fruentimmerne anstillede sine Sammenligninger over, i hvilket Hus i Greina man havde vævet de længste og peneste Hverkener, Tøier og andre Vævnaer. Jeg mindes en Gang, at Mo’r og Marthe havde vævet Hverken efter et ganske nyt Mønster, som de selv havde fundet paa ved at lægge Farverne som i Regnbuen. Dette Tøi, syntes vi Børn hjemme, var det smukkeste af det Slags, vi havde set, men hvad Dom Mønstrene fik ude i videre Kredse, mindes jeg ikke; dog forekommer det mig, at det blev beundret som svært gilt.
Mændene i Søgreina var, som før fortalt, skrivkundige, og jeg tror det samme var Tilfældet ogsaa med Berger Gammelstuen og Lars Teistuen, medens Nordstu- og Perstu-Mændene, saavidt jeg mindes, ikke vare brevsynte og ikke kunde skrive. Haakon Søgala holdt Skillingsmagasinet og leiede Bøger, som flittigt bleve benyttede baade af ham, Mary og Børnene. Min Fader leiede Bøger og læste, som før sagt, meget. I Nordgreina tror jeg, Folket indskrænkede sig til Læsning af religiøse Bøger og Bøger som Holger Danske, Keiser Octavianus, Roland samt Viser fra gamle og nye Ti- der, hvoriblandt Wessels Sange for Bondestanden og Frithjofs Saga. Snorre eller de norske Kongesagaer kan jeg ikke mindes, jeg saa hos Nogen paa Sorknæs. Naar undtages Mary Søgala og nogle af de yngre Piger, tror jeg, at samtlige Fruentimmer ikke læste andet end som Nordgreinsmændene. Overtro gik igjen hos Enkelte, men hos de Fleste saavel af Qvinder som Mænd, tror jeg, den var dunstet bort under det Lys, som Benyttelsen af Sognebibliotheket udspredte ligesom Enkelte, saasom Søgaardsfolkene, min Fader og især Fanejunker Gundersen, bidrog meget til at forjage Overtroen fra Sorknæs, idet han dels paaviste en naturlig Aarsag til Et og Undet, som var udgivet som Spøgeri, og dels lagde for Dagen, at han ingen Frygt havde for noget Slags Troldskab, og dels saa grundigt red de Overtroiske til Vands, at de bleve til Nar for Alle. Men det svækkede vistnok hans Authoritet noget at han i religiøs Henseende ogsaa stod paa et andet Trin end Andre, thi han var Fritænker. Frit var det vel ikke for, at Fader ogsaa var smittet lidt heraf, men jeg ved dog, at han troede paa Gud og et Liv efter Døden. Salmen „Op alle Ting, som Gud har skabt“ var hans Yndlingssalme, medens Moder derimod holdt paa Salmer som: „Gak under Jesu Kors at staa“, som hun klagede over ikke at kunne finde i den „Evangeliske Salmebog“. Forøvrigt tror jeg, at Folket i Sorknæsgreina vare oprigtigt troende Bekjendere af den evangelisk lutherske christelige Religion. Haugianere eller andre Sekterer fandtes ikke. Til Befæstelsen af denne rene Tro og Lære, tror jeg, at Iver Hesselberg, som i længere Tid – til 1834, saavidt erindres, var Præst i Grue, havde bidraget særdeles meget. Han var en alvorlig, streng Mand, som ikke alene talte kraftigt og indtrængende fra Prædikestolen, men gik omkring i det ham nærmest omgivende Nabolag og talte med Folk. Af Almueskolevæsenet tog han sig med megen Kraft og Iver. Han fik de gamle ukyndige Lærere til at tage Afsked og indsatte nye i Stedet, som han tildels selv havde oplært. Han reiste flittig omkring paa Visitats i Skoledistrikterne, overhørte Børnene i Religion og undersøgte deres Kundskaber ogsaa i Indenadlæsning, Skrivning og Regning. Første Gang han var paa Overhøring i mine Forældres Hus, var jeg omtrent 7 a 8 Aar gammel og havde begyndt at skrive efter Forskrift og efterat have hørt mig i Læsning bad han mig skrive Ordet „Hjerte.“ Jeg skrev: „Jerte“. Men han klappede mig alligevel paa Kinden og sagde med Venlighed, at jeg var en flink Gut uden at tale noget om Feilskrivningen. Han holdt strengt paa, at de to sidste Aars Confirmander skulde møde frem paa Kirkegulvet til Overhøring hver Søndag i Sommertiden. Sandsynligvis var det ogsaa han, som fik istand Sognebibliotheket for Grue, hvilket, som før anført, blev bestyret af Kirkesanger Nilsen, som byttede Bøger i Sacristiet efter Gudstjenesten baade Sommer og Vinter og med stor Taalmodighed gav Laantagerne Raad om, hvilke Bøger de skulde vælge, hvorhos han, naar Leilighed gaves, opmuntrede Folk til at leie Bøger. Ogsaa Klokkeren havde saaledes store Fortjenester af Folkeoplysningens Fremme i Grue Sogn. Hesselberg var ogsaa den, som lod indføre Salmesang efter Lindemanns Koralbog, men dette syntes de Gamle ikke godt om, og Kirkesanger Nilsen havde intet let Arbeide som Forsanger ved denne Omskiftning, men efterhvert som de nye Skolelærere fik oplært Børnene, bleve disse opmuntrede til at komme i Kirken og synge. De bedre Sangere bleve tagne op til Kirkesangeren for at støtte ham, og han foregik med et godt Exempel ved at tage sin egen Søn, nuværende Byfoged Nilsen i Haugesund, med til at synge ved Siden af ham Sommer og Vinter. I Nabosognet Hoff, hvor Andreas Weidemann paa den heromhandlede Tid var Præst, vedblev man med det Gamle baade i Almueskoleundervisningen og med Kirkesang. Vi Børn syntes, at vi i Grue stode saa høit over Hofsogninger med vor ny Salmesang og vor bedre Almueskoleundervisning, medens gamle Folk i Almindelighed likte bedre Sangen i Hoff, og enkelte af de gamle Folk syntes nok ogsaa, at der nu krævedes formeget Skolegang i Grue, og at det var bedre, om det gik paa gammel Vis som i Hoff i det Hele. Paa Sorknæs tror jeg dog, at de Fleste foretrak den nye Skoleundervisning.
Jeg har tidligere omtalt, at Sorknæsfoltene stode høit i sædelig Henseende. Retssikkerheden var saa god som muligt, idet jeg aldrig kan mindes, at der i den heromhandlede Tid forefaldt nogen Slags Forbrydelse paa Sorknæs. Dørene for Laavene, Staburet og Fjøset stode ofte utillaasede baade Nat og Dag. Hellerikke Retstrætter mellem Naboerne ved jeg af, naar undtages en, som Haakon Søgala paastevnte mod min Fader, fordi han havde kjørt bort Snauset i den Gutu, som fører fra vort Gaardsrum til Hovedgutuen, som begyndte ved Nystuen og fyldt Sand istedet. Thi uagtet denne Stump Vei af ca. 20 Favne kun var til for vort Brug, mente Haakon, som var Eier paa begge Sider, at Grunden i Gutuen ogsaa var hans. Sagen blev forligt.
Af gamle National-Dragter fandtes paa den heromhandlede Tid kun nogle faa Levninger. Saaledes havde Bedstemoder et himmelblaat Skjørt af fint Uldtøi, rød, flammet Kaabe af Damask med opstaaende Krave og Sølvspænder til Sko. Snittet paa Mandsklæderne var saadan som Skrædderen, Martin Johansen, der var udlært i Byen, bestemte det for Mandfolkene, nemlig Kjole og lange Buxer af graat Vadmel og Vest af Hverken samt Støvler eller Sko, sort Halstørklæde og Uldhat. Kun Enkelte havde sorte eller blaa Klæder af Vadmel. Fruentimmerne brugte Hverkenskjoler og Strimmel og Høllik, og for Pigerne farvet Luve, begge med Skaut, naar de vare ude til Kirke og andre Steder. Dette var Stadsdragten. Til Hverdags brugte Mændene de gamle falmede og luvslidte Søndagsklæder med Bøder paa Knæerne og andre Steder, og Qvinderne Stak af Hverken og Trøie af Vadmel samt Halstørklæde, Luve og Skaut.
Møblerne bestode af Slagbord, Thebord, Spisebord, Træstole, Melkeskab, Dragkiste, Skattold og Skjænk samt Slaguhr, og et Speil over Slagbordet, som var plaseret mellem to Vinduer. Sopha fandtes ikke. I Storstuen eller paa Salen havde Søgreinsfolkene derimod Stole med stoppede Sæder. Alt var saaledes simpelt og fordringsløst.
I Høitiderne, især i Julen, kom Slægtninger sammen til Gjæstebud, medens det var sjeldent, at man bad til sig Folk udenfor Familien, undtagen ved Barnedaab Bryllupper og Begravelser. Bryllupsgjæstebudene vare de største, herligste og mest anseede af alle. Barnedaabs- og Begravelses-Gjæstebud varede kun en Dag, medens Bryllupperne varede mindst 3 Dage. Forberedelserne i Bryllupsgaarden vare paa sin Vis storartede, og fast Alle, som vare budne, glædede sig til den store Fest, som til den største Nydelse og Herlighed, der kunde times dem. 8 til 14 Dage forud reiste Kjøgemesteren omkring og bad til Bryllups. Med megen Værdighed og Anstand traadte han ind og hilste fra Forældrene paa begge Sider om N. N, med Kone og Børn vilde gjøre dem den Ære og ledsage Brudeparret til Kirken og derefter tækkes med, hvad Huset formaaede. Allerede Dagen før Brylluppet var alt i Huset i fuld Puds og Stand til Modtagelse af de langfærdes Gjæster og af de Piger, som paa denne Dags Aften kom med Førkurvene med Smør, Ost. Brød, Kjød og Flesk, fra de Indbudne. Var der nu Gutter blandt de ankomne Fremmede, saa tog disse sig om Aftenen en lystig Svingom med Jenterne, som vare komne med Førkurvene, men Dandsen paa denne Aften varede dog kun et Par Timers Tid, og ved sædvanlig Sengetid var Pigerne gaaet hjem, og alt stille. Da man havde omtrent 1 Mil til Kirken, kom Bryllupsgjæsterne i god Tid om Morgenen og bleve nu paa det mest forekommende og venlige modtagne af Kjøgemesteren Vert og Vertinde, medens Brud og Brudgom i Spidsen satte sig i Gang. Naar Forældrene paa begge Sider vare Velstandsfolk og havde mange Slægtninge og Venner, kunde Følget være saa stort, at der brugtes 20 a 30 Heste til Kirken. Efter Vielsen blev der ved Kirken atter trakteret med Ost og Brød – Øl og Brændevin. Ved Hjemkomsten stod Middagsbordet dækket, og efterat nu Brud og Brudgom havde taget Plads i Høgsædet med Forældrene paa begge Sider, havde Kjøgemesteren et stort og langvarigt Stræv for at faa Gjæsterne til Bords; thi Ingen vilde efter en almindelig Opfordring tage Plads, og det var mangen Gang ikke nogen let Opgave for Kjøgemesteren at faa Gjæsterne til Bords; thi hvorvel Vedtægten var, at de som eiede de største Gaarde, og derhos vare de mest Velstaaende og Agtede, skulde sidde øverst, saa var der saa Mange, som vare omtrent lige gode, at den stakkels Kjøgemester ikke ret vidste, hvem han skulde tage først og sidst; de Udvalgte sparkede ofte stærkt imod at sidde høit op, for derved at tilkjendegive sin Beskedenhed og muligt sin Erkjendelse af, at der var Andre tilstede som burde sidde foran dem. Før og efter Maaltidet holdt Kjøgemesteren en kort Bordbøn og under Maaltidet en lang Tale for Brud og Brudgom og Forældre paa begge Sider, rigelig spekket med de almindelig bekjendte gode Kjøgemester-Vittigheder. Efter Middagen kom Kaffe, saa The og saa Aftensmad ved sluttet Bord. Dandsen begyndte strax, efter at Kaffen var drukken. Den opførtes af Brud og Brudgom med en Paals-Dands, som fortsattes indtil alle Mandspersoner havde dandset med Bruden, som nu havde faaet sort Luve paa, og alle Qvinder med Brudgommen. Dandsen gik med Liv og Munterhed, og Kjøgemesteren var altid ved Haanden med sine kvikke Indfald og med Karaflen, Glasset og Ølkanden. Naar denne Dands var ude, toge de Gamle sig undertiden en Menuet, og derefter kom Ungdommen med sine Dandse, saasom Feier, Engelskdands, Vals m. V., medens de Gamle dannede Samtale-Grupper her og der, og Enkelte spilte Kort. Alt gik meget fredeligt, men gemytligt og muntert. Anden Dags Morgen drog Brud og Brudgom, Kjøgemester og Spilmænd ud med Øl, Brændevin og store Førkurve med opskaaret Ost og Brød i og besøgte alle de Huse i Nabolaget lige til 14 Mils Afstand fra Bryllupsgaarden, hvorfra Folk var indbudne til Brylluppet for at traktere dem og bede dem komme til Bryllupshuset igjen. De saaledes Budne fulgte ofte med strax, især de Yngre, og Følget voxte altsaa for hvert Hus, de besøgte. Naar der var samlet nogle Par, saa blev der ofte paa disse Visiter dandset i hvert Hus; naar det bar udenfor Sorknæsgreina, kjørte man, og naar man saa ved Middagstider kom tilbage til Bryllupsggarden, kunde Følget bestaa af et Halvsnes Slæder eller Kjærrer, fyldte med Folk i den muntreste Stemning. Det var overordentlig morsomt at være med i disse Morgenvisiter. Folket i de Huse, man besøgte, havde sine Stuer pyntede og modtog de Besøgende med stor Glæde og Velvillje. Var det godt Veir, spilte Spilmændene op ude paa Gaarden, og saa tren man ind med Brud og Brudgom i Spidsen under en lystig Mars og under idelige vittige Indfald af Kjøgemester og Følget. Var der i de Huse man besøgte En og Anden, som hørte til Bryllupslaget, som endnu ikke havde staaet op, blev der gjettet paa, hvad Aarsagen kunde være til, at han endnu ikke havde sovet ud, og dette gav da Anledning til mange Vittigheder og Løier.
Det var ogsaa morsomt at høre og se paa al den Skjemt og Munterhed, som fandt Sted under Middagsmaaltiderne og senere til sent paa Qvel. Vel kunde det være En og Anden, som tog vel meget til sig af det Vaade, saa han blev rølet, naar det led paa Qvel, men de Fleste passede sig dog og holdt sig i en passende Feststemming. Tredie Dag begyndte Dandsen allerede om Formiddagen og fortsattes efter Middagen til langt ud paa Qvel med stort Liv og Munterhed. Flere af de Gifte tog ogsaa Del i Dandsen, men de ældre Mænd og Qvinder tilbragte dog for det Meste Tiden med at prate.
Det skortede aldrig paa Samtale-Emne under Gjæstebuds-Sammenkomsterne. Under Maaltiderne ved Bryllupper var det Kjøgemesteren som almindelig ledede Samtalen, og ved andre Leiligheder Vert og Vertinde eller en eller anden af Gjæsterne, som havde Gaver til at prate og være underholdende og morsom. Den oftere nævnte Fanejunker Gundersen, som boede paa „Nogala“ kort udenfor Greina, var i denne Henseende af første Rang og kunde holde Alle omkring det store Middagsbord i det ypperligste Humør og i en stadig Latter, som dog undertiden sunde gaa ud over en af Gjæsterne, der dog maatte være velopdragen nok til at taale dette uden at vække Anstød ved Ord eller Miner. Traf det En, som havde Evner til at forsvare sig og gjøre Gjengjæld, blev Munterheden saameget større. I Grupperne talte Konerne om sit Husstel, om Børnene, deres Opdragelse og Opførsel, om Husflidsvirksomheden, om enkelte Personers Karakter, Stel, Opførsel etc.; Jenterne og Gutterne dandsede og staakede om Alting og Ingenting og Mændene talte om sine Arbeider og Beskjæftigelser inde og ude, hjemme og i Marken, om Tømmermærkere, Lastehandlere, Kjøbmænd, Officer og Underofficer, Præst og Provst, Skriver og Faut, Forligskommissærer og Prokuratorer, Lensmænd og Inkassatorer, Klokker og Skolemester. At ethvert Samtale-Emne blev drøftet med Forstand og Omtanke og saaledes, at det blev baade underholdende og belærende, følger af, hvad jeg ovenfor har meddelt om hver især af Sorknæsmændenes Karakter Oplysning og Virksomhed. „Præsidenten“, som Sorenskriver Arne Arntzen altid blev kaldt, blev omtalt med Agtelse og Velvillie. Foged Astrup blev ogsaa betegnet som en meget brav Mand. Nissen, som var hans Efterfølger og i lang Tid havde været Prokurator og boet paa Navnerud, havde man mange Anmærkninger ved. Prokuratorerne blev strængt mønstret, Handelsmænd, Lastehandlere og Tømmermærkere ligesaa, men skarpest faldt Dommen over de Inkassatorer, som vare Flaaere, og enkelte Officerer, som lod sig bestikke. Lensmand Lorents Rolsdorph blev rost som en snil og velvillig Mand og hans Søn og Efterfølger Arne Rolsdorph ligeledes og derhos som en meget dygtig Mand.
Enhver, som har lagt Marte til det, vil have gjort den Erfaring at Bøndernes Dom og Mening, saalangt deres Erfaring naar, saavel om Handelsmænds, Embeds- og Ombudsmændenes Karakter som om Sager, Forretninger og Begivenheder som oftest er træffende og rigtig; thi de ere Resultater af grundige og langvarige Betragtninger og Samtaler hvorved det ene og alene er om at gjøre at udfinde det, som er sandt og ret, eftersom falske og urigtige Domme og Meninger netop vilde være til Skade for dem selv og paaføre dem Tab og Ubehageligheder. At slige Folk, som Flertallet af Sorknæsmændene, søgte at udfinde det Sande og Rette netop for det Godes Skyld, tror jeg desuden ikke er nogen urimelig Slutning. Men Menneskene ialmindelighed ere nu en Gang slige, at der altid ligger et større eller mindre Hensyn til deres eget Ve og Vel i, hvad de gjøre og lade være at gjøre, og det vilde være formeget at forlange, at Sorknæsmændene i denne Henseende skulde danne nogen Undtagelse.
Men var da ikke Sorknæsmændene „bondefule“, egennyttige, smaalige, misundelige paa Embedsmændene etc., vil man vel spørge. Paa den heromhandlede Tid var det almindeligt, at Storfolk overhovedet saa ned paa Bønderne som et Sæt Folk, der vare dumme, raa, skiddenfærdige, bondefule, uredelige nedrige etc., og dette gav rimeligvis Anledning til, at Bønderne paa sin Side ligeoverfor Folk, som de vidste nærede saadanne slette Tanker om dem, udviste ikke alene en stor Tilbageholdenhed men ogsaa nogen Ængstelighed og Mistænksomhed, ligesom det vel ogsaa kan være, at de mindre velopdragne Bønder af og til gav sine Tanker og Følelser mod Storfolk Luft ved ligefrem og i Sinne at bause ud med grove Ord og uforskammede, urimelige og ubevislige Beskyldninger. De Storfolk, Sligt hændte, dømte da og gjorde Anvendelse af alle de ovennævnte vakre Prædikater paa Bønder ialmindelighed, hvortil de henregnede alle af Arbeidsklassen paa Landet, enten de vare Jordbrugere eller ikke. Hertil kom nu den Ulykke, at Storfolk kun undtagelsesvis gjorde sig Umage for grundigt at lære Bønderne og deres Stel at kjende, hvorimod de for det meste dømte efter, hvad de havde set hos et enkelt Menneske, en enkelt Familie ved en enkelt Anledning, eller efter hvad de hørte af de Storfolk, som søgte Underholdning og Moro i at overbyde hverandre i Fortællinger af Exempler paa Bønders Urenlighed Dumhed, Mistillid etc., og dette fæstede sig da hos Tilhørerne, især de unge og uerfarne, som sikre Beviser for Rigtigheden af alle de ovenopregnede Lyder og Udyder hos Bønderne, mod hvem der altsaa hos Flerheden af Storfolket fra Barnsben indsneg sig en indgroet Fordom, som det var vanskeligt eller umuligt senere at bortdrive. Kom nu en af disse med slige Fordomme befængte Storfolk ind til en Bondefamilie, fandt de let Bekræftelse paa sin forudfattede Mening, idet de et Sted fandt Gulvet ufeiet, Sengerne uredte og skidne Klæder og Smuds, et andet Sted skidne Børn, et tredie Sted Fnat, et fjerde Utøi, uden at undersøge den sande Aarsag og Sammenhæng. Men havde Storfolket gjort det, skulde de have set, at Bønder af det Slags som de ovennævnte hæderlige Sorknæsfolk, og slige er efter min Erfaring de velstaaende Bønder i Almindelighed, – have en ikke saa lidet udviklet Sands baade for Orden og Renlighed, men at det til sine Tider ikke er muligt at holde Huset saa rent og pent, som de ønske. I Vaar og Høstaannen føres der uundgaaelig vaad Jord og Snaus ind i Huset af Arbeidsfolkene til hvert Maaltid. Foruden Husets Folk har man da mange Leiefolk til Sætning og Optagning af Potetes m. V. Da nu disse Leiefolk skal have Kost ved Familiens Bord og spise i Dagligstuen eller ialfald som oftest passere Dagligstuen for at komme i Kjøkkenet, saa bliver det umuligt paa saadanne Tider at holde Gulvet rent, og Husmødrene, som har Smaabørn og Spedbørn at stelle med og skal have Mad færdig i rette Tid til den store Familie og Arbeidsstok, faar ikke Tid til at rede Senge, bære bort skidne Klæder og feie og vaske i behørig Tid.
Fnat og Utøi kan indsnige sig hos de Bedste, trods den yderste Varsomhed og Anstrængelse for at undgaa det, da fattige Inderster og deres Børn, som bo trangt og usundt og næsten stadig ere befængte hermed om Vinteren, gaa omkring og betle eller paa anden Maade komme i Berørelse med Bøndernes Børn, paa hvem de saaledes, før man ved af det, overfører de nævnte Ulemper. Jeg ved at dette ofte hendte i Sorknæsgreina, men der blev strax anvendt Midler, som befriede Huset for denne Plage. Efter hvad jeg tidligere har fortalt stod Sorknæsfolket høit i Redelighed og Sædelighed, og jeg kan ikke forstaa at de blandt Storfolk yndede Prædikater, Bondefulhed, Smaalighed Egennytte Misundelse, med noget Skin af Ret kunde anvendes paa dem. Embeds- og Ombudsmændene i Solør og Oudalens Foged- og Sorenskriveri og Grue Præstegjeld hørte blandt de fedest aflagte i Landet, men jeg kan aldrig mindes, at der blev udtalt nogen Misnøie med eller Misundelse over, at de havde for meget, naar undtages, at de syntes Præstegaarden var for stor og den til samme hørende herlige, store Skov stod unyttet, ligesaalidt som jeg kan hugse, at der mellem disse Embeds- og Ombudsmænd paa den ene Side og Sorknæsfolket paa den anden Side herskede nogensomhelst gjensidig Uvillie end sige Uenighed. Tvertimod var Forholdet, saaledes som tidligere antydet, saadant, at Bønderne agtede og ærede de nævnte Embeds- og Ombudsmænd og af disse bleve mødte med Venlighed og al rimelig og ønskelig Tjenestvillighed og Opmærksomhed. Jeg mindes godt, at naar Fader og jeg paa „Fær’sveien“ mødte nogen af dem, saa standsede de ofte og spurgte Fader, hvorledes det stod til m. V. Disse Embeds- og Ombudsmænd dannede saaledes formentlig en Undtagelse fra de ovenomhandlede med Fordom mod Bønder befængte Storfolk; men om dette ogsaa kan siges om deres Husstand, vover jeg ikke at afgjøre, endskjønt jeg senere kom i megen Berørelse med flere af de nævnte Embeds-Mænd og deres Familie.
„Smaalighed og Egennytte“ ere Begreber, som i sin Almindelighed og selv i et enkelt givet Tilfælde af Flerheden let forvexles med Flid og Sparsommelighed, uagtet dette er Dyder, hine Laster. Og naar Storfolk af det ovennævnte letsindige Slags anvender Beskyldningen mod en Bonde for Smaalighed og Egennytte saa kan man paa Forhaand være nogenlunde sikker paa, at den er ubeføiet eller rent ud kun betegner streng Flid og Sparsommelighed. Tingen er den, at Storfolk overhovedet taget ikke have Forstand paa, at den overordentlige Flid og Sparsommelighed som Bonden fører, maa til, for at han skal kunne slaa sig igjennem, leve sorgfrit og selvstændigt og spare lidt sammen som Udstyr og Arv til sine Børn. Jeg maa tilstaa, at denne Flid og Sparsommelighed, selv om den hos Enkelte arter ud til Smaalighed og Egennytte, netop er en af de agtværdigste og beundringsværdigste Dyder hos Bonden. Thi dette, at man har Midler til at leve mageligere bedre og federe, end man gjør, men negter sig disse Nydelser og stræver og sparer, er, som jeg tidligere har bemærket, en af disse Prøver paa Selvfornegtelse og Opofrelse, som fortjener den mest udelte Agtelse. Se nu disse velstaaende Sorknæsfolk. Deres Huse vare uanseelige, deres hele Indbo og Udbo tarveligt og simpelt, deres Kosthold hjemme og ude yderst sparsommeligt og deres Klæder paa faa og ubetydelige Undtagelser nær af hjemmevirket Tøi. De betænkte sig paa at give ud en Stilling end sige en Daler til sin Fornøielse, og lode sig endogsaa under sit Ophold i Byen nøie med Kost af sin Madkiste tildels uden en Gang at kjøbe Brød og Kaffe, hvor godt det end vilde have gjort og smagt at faa lidt heraf. Følgen heraf var en Selvstændighed, Velvære og Tilfredshed, som man kanske søger forgjæves, hvor der findes Glands og Stads fra det Største til det Mindste i Huset og et Bord med fine Retter til hver Dag samt Formue og Indtægter, som svarer dertil Se fremdeles, hvorledes det gik med de Familier paa Sorknæs, som ikke vare ¹„smaalige og egennyttige“, men klædte sig bedre, sov længere, spiste federe, opofrede sig for Fremmede og Storfolk! Det gik dels tilbage med dem, og dels bleve de forvandlede fra velstaaende Folk til Betlere. Saalænge de vare velstaaende og kunde modtage Storfolk med Gjæstfrihed og god Beværtning, var de i disses Øine reputerlige og agtvætdige, men naar saa Armoden nødte dem til at arbeide med utvættede Hænder, ja saa var det ogsaa forbi med Agtværdigheden. Og saaledes gaar det den Dag i Dag med de Bønder, som lade sig for- lede til at forlade den gamle gode Flid og Sparsommelighed og hengive sig til Storleter for at efterligne og være til Vens med slige Storfolk, som jeg ovenfor har betegnet som manglende Villie, Forstand og Skjønsomhed til at sætte sig ind i og bedømme Bondens Husstel, Yrke og Karakter. Mange af disse letsindige Storfolk holde sig ikke for gode til at smigre den „smaalige, egennyttige, raabarkede, skiddenfærdige, bondefule“ Bonde, naar det gjælder om at leve gratis i hans gjæstfrie Hus eller faa ham til at kautionere og endossere for Pengelaan, men naar de saa kommer til sine Ligemænd, stemme de med i den samme letsindige Forhaanelse og stempler ham som raa, uvidende, tarvelig etc.; og Karakteren „taabelig og dum“ maa jeg rigtignok tilstaa, enhver Bonde fortjener, som underskriver som Endossent eller Kaution for en Storkar.
Hvad det af Mange yndede Udtryk „Bondefulhed“ angaar maa jeg tilstaa, at jeg ikke kan finde nogen Anvendelse deraf paa Sorknæsmændene, og heller ikke, at det med mere Berettigelse kan anvendes paa Bønder i Almindelighed end paa Storfolk. Jeg har havt rig Anledning til i stor Udstrækning at lære at kjende Tanke- og Handlemaaden baade blandt Bønder og Storfolk og holder mig derfor berettiget til her at have en Mening, som fortjener at høres. Jeg skulde ellers være tilbøielig til at tro, at den, der har opfundet hint Fanteord, og de, der anvende det som en Forhaanelse mod Bondestanden, ere Folk, som selv mangle en ren og ærlig Karakter, og som Bønderne med sin fine Næse i dette Stykke, derfor gaar forbi med sin Handel Omsætning og sine Forretninger.
Saaledes som tidligere anført, var Sorknæs omgivet af en hel Hoben Husmænd og en Del Inderster. De sidstnævnte levede blot af Dagarbeide og noget smaat Haandarbeide, medens Husmændene havde sine Pladsbrug, hvoraf de, naar de vare stræbsomme og stelte sig godt, kunde leve nogenlunde sorgfrit. De Bedste af dem kunde endogsaa i Hardaar (Uaar) have saameget opsparet, at de da almindelig levede ligesaagodt som Gaardbrugerne, og derfor af disse bleve behandlede som Ligemænd. Men en stor Del af Husmændene vare dog i Uaar stillede paa omtrent ligesaa daarlige Vilkaar som Indersterne; thi vel havde de lidt Melk og Uld af sine Kjør og Faar, men forøvrigt kun sine Dagpenge af 8 Skill. De maatte derfor betle sig til, hvad de behøvede mere, end Pladsen og Dagpengene gav, og Sorknæsfolkene var selvfølgelig de, der her maatte yde den væsentligste Hjælp; thi Fattigunderstøttelse gaves paa den heromhandlede Tid kun som Lægd til Alderdomssvage og Krøblinger. Saavidt jeg kan mindes, gik ingen Fattig tomhændet bort fra vort Hus, og at det gik ligedan i de andre gode Huse, har jeg ikke Grund til at betvivle. Af og til kunde det rigtignok hænde, at Fader bebreidede Moder formegen Rundhaandethed mod Spinnerkoner og andre Fattige, men dette kom først bagefter, naar Melbingene vare tomme, medens han aldrig viste nogen Betler bort eller sagde noget om, at de fik formeget, da Gaven uddeltes. Sorknæsfolkene udøvede saaledes en stor og udstrakt Velgjørenhed mod de Fattige og stadfæstede herved paa en vakker Maade, at de ikke vare egennyttige men, som før sagt, christeligsindede, ædle Mennesker. Imidlertid blev dog altid fordret, at de, der kunde arbeide, skulde gjøre det, og de stakkels fattige Mennesker spurgte ogsaa flittigt efter Arbeide baade for sig og Børn og toge glade imod det, naar det gaves; thi i Almindelighed vare Husmændene og Indersterne besjælede af den samme Stræbsomhedsaand som Gaardbrugerne og arbeidede ikke alene selv med Flid, Udholdenhed og Troskab, men holdt ogsaa sine Børn dertil. At de ligesom Sorknæsfolkene vare et udmærket Sæt Mennesker fremgaar imidlertid med størst Sikkerhed deraf, at de, trods sin Nød og Fattigdom, undlod at forgribe sig paa de bedre Stilledes Gods og bar sin Armod med en beundringsværdig og høist rosværdig Taalmodighed. Naar den, som har det daglige Brød og sit sikre Udkomme, søger at tilvende sig Andres Gods paa en lovstridig og umoralsk Maade, da fortjener dette den strængeste Straffegrad og Dadel, og en ærlig Vandel af slige Folk er ikke en Gang at rose af eller omtale; men naar den nødlidende og arbeidsløse Fattige lever ærligt og redeligt, da vidner det om en udmærket Karakter eller en sand Christendom, og slige Mennesker fortjener en Haandrækning og faar den ogsaa af ethvert rettænkende og forstandigt Menneske, som har noget at hjælpe med.
Politik vidste man næsten intet af i Sorknæsgreina. Formands- og Repræsentantindretningen var endnu ikke kommen istand, og Valgvirksomheden indskrænkede sig til at kaare Forligelseskommissærer og Valgmænd. Ingen af Sorknæsmændene følte sig kaldede til disse Hverv, og naar de mødte og afgave sin Stemme, skede det uden andre Hensyn end at finde dem, der ansaaes for de mest oplyste, forstandige, paalidelige, grundærlige og vel skikkede Mænd, og hvad disse gjorde eller undlode at gjøre, vare de tilfredse med. Forholdet til Sverige og Danmark før og nu blev der dog talt om, men uden noget synderligt Udbytte, idet man ikke vidste stort mere, end at Norge i 1814 blev adskilt fra Danmark og forenet med Sverige som et ligestillet, frit og selvstændigt Rige. Der vankede mange Svensker paa Sorknæs, nemlig Torpare, som søgte Arbeide Vestgøther, som solgte „Vævnader“, Dalkarle som solgte Ljaa og andre Ting og kjøbte Skind, samt „Hemmanägare“, som reiste til og fra Grundsetmarkedet og kjøbte Heste og Tørfisk. Flere af disse Folk kom i Samtale med Sorknæsfolkene om Foreningsforholdet mellem Norge og Sverige, og alle Svensker vare af den Mening, at Svenskerne i 1814 havde erobret Norge, som derfor stod under Sverige. Dette vilde ikke Sorknæsmændene erkjende, men talte i høie Ord om Nordmændenes Seier over Svenskerne ved Trangen, Lier, Matrand o. s. v. og mente, at Norge hverken var beseiret eller nogensinde vilde blive beseiret af Svenskerne.
17de Mai var efter 1830 kommet paa hver Mands Mund i Forbindelse med Navnet Henrik Wergeland, en Søn af Stedets Embedsprovst, og som man beundrede som et overordentlig begavet Menneske, som den største Digter Landet havde eiet og som en trofast og varm Friheds- og Folkeven. Man sang derfor med Liv og Sjæl hans Sange, hvoriblandt „17de Mai blev Frihedens Palme plantet paa Norriges fjeldfaste Grund“, etc.
Jeg har talt om Børnenes Skolegang, og om at de fra Barnsben af bleve holdte til Arbeide under Gudsfrygt og Nøisomhed, og jeg har berørt Børnenes Sammenkomster for at høre Eventyr og for at lege, men man vilde ikke faa det rette Begreb om, hvorledes det gik til med Børnenes Sammenkomster til Leg og Moro i Sorknæsgreina, om jeg lod det staa til hermed, og da dette er en vigtig Del af Opdragelsen vil jeg opholde mig lidt omstændeligt derover.
Om Vinteren var Smaagutterne stadig sammen i Fristunderne fra Skolen og fra Arbeidet i Hjemmet, især i Slanketimerne, som Skomagerne og Skrædderne kaldte den Tid i Aftenskumringen, før de begyndte at arbeide med Ildslys, og legede ved Kjælkeagning eller Hauling[1]. Kun Faa brugte Skøiter og Ski, men Flere Ilogger. Dette var stadig Adspredelse om Hverdagene. Søndagene derimod opsøgte man større Isflader end de, der fandtes i Greina, og Søndag Aften kom Piger og Gutter sammen efter Tour hos Stedets Beboere, og disse Sammenkomster vare de gladeste og uskyldigste Fornøielser, som vi kunde tænke os. Vi begyndte gjerne med at skjære Havre, tage Blindsjuke og kakke paa Ringen, Frierlegen, Legen at bytte Gaarde, og saa kom Dandsen, idet En eller To skiftevis maatte skaffe Musik ved at synge. Forældrene i Huset vare stadig tilstede, og Legen foregik altsaa under disses Tilsyn, men alligevel med Liv og Munterhed. Vi glædede os usigeligt til og længtes efter disse Søndagsfornøielser, og naar det af og til indtraf Forhindringer i det Hus, hvor vi skulde være, og der ingen Moro blev af, var der Sorg. Disse Sammenkomster gik under Navnet Moro: Dands kaldtes det derimod, naar Voxne kom sammen til Dands og havde Spilmand. „Søndag skal vi have Moro i Jakobstuen eller N. N. Stue“, hedte det hele Ugen igjennem. Vi fik ved disse Sammenkomster aldrig noget Traktement undtagen i Julen, da vi fik Øl. Kl. 8 a 9 var det Slut. Den og de, som ved disse Leiligheder opførte sig penest og bedst, blev bagefter omtalt af Forældrene indbyrdes med Ros; dette fik vi høre, og alle søgte da at tage efter og være ligesaa pene. Paa denne Maade bleve vi som Børn øvede i at skikke os med Artighed i Selskab, og dette er visselig kommet mangen en af Sorknæsungdommen fra den Tid, som vandrede ud for at søge sin Lykke paa fremmede Steder, tilgode.
Om Vaaren var Gutternes Lege, at „brænde Bein“, slaa Langbal og spille Kiler, hvilket sidste foregik paa den Maade, at de to Spillende stillede op hver et lige Tal Kiler i en Afstand af et Halvsnes Alen, og at den, som først slog alle sin Modparts Kiler ned, havde vundet. Reglen var ellers, at den Kile, som blev rammet, blev kastet over til den, som havde slaaet den, men med Forpligtelse for denne til at sætte den op paa den Plet, hvor den blev liggende med Rodenden ved Kastningen. Paa denne Maade kunde flere Kiler komme til at staa i en Klynge og blive slaaet ned med et Slag. Derhos legede man ogsaa om Vaaren sammen med Smaapigerne Bjørn- eller Ulvelegen, at staa i Qve og Enkemand søger Mage. Om Sommeren var Badning og Svømning, Hopning, gaa paa Stang, entre med Hænderne langs en Stang, smuge Smjuke, tage Rygtag, spende Rævkrog, svinge Hjul, springe Buk, de sædvanlige Adspredelser Søndag Eftermiddag. Badet os gjorde vi forresten hver Dag, naar Veiret tillod det, og naar det var rigtig varmt flere Gange om Dagen. De smaa Børn begyndte i Smaldølpa, derfra gik de, naar de havde lært at svømme lidt, i Nøkhuludølpa, og naar de vare blevne nogenlunde sikre Svømmere i Nøkhulua. Jeg var neppe mere end 6 Aar, da jeg kunde svømme, og det samme var vist Tilfældet med alle Sorknæssmaagutterne i den heromhandlede Tid. At Sorknæsgutterne ved disse Legemsøvelser bleve stærke og behændige, er selvfølgeligt. Jeg husker, at jeg som Gut paa 15–16 Aar kunde springe over Høsaater, som naade mig paa Brystet. Uagtet at flere af Legene vare farlige, kan jeg dog ikke mindes, at nogen af os kom til alvorlig Skade, naar undtages, at jeg en Gang brak Benet. Det var min egen Kaadhed og mit Overmod som var Aarsagen hertil, idet jeg tog Peder Gammelstuen og løftede ham i Veiret og holdt ham paa Brystet, bøiende mig bagover saa langt, at jeg faldt med Benet i en saa forkjert Stilling under mig, at det gik af i Ankelleden. Det gjorde ondt, men Skrækken over at Fader skulde blive vred, gjorde det Onde endnu værre. Jeg blev baaren hjem, og, som jeg frygtede, var Fader frygtelig vred og sagde, at jeg egentlig skulde have Juling atpaa, men det slap jeg dog. Men han spjelkede selv Foden, og dette gjorde han paa en saa haardhændt Maade, at jeg syntes det gik paa Livet løst; men jeg bed Tænderne sammen og jamrede mig ikke. Badningen medførte ogsaa fine Farer derved, at man gjerne var tilbøielig til at gaa Graderne (Dølperne) for hurtigt igjennem. Dette var Tilfældet med mig, idet jeg forlod Smaldølpa og gik i Nøkhuludølpa, førend jeg kunde svømme andet end under Vandet og gik med for at svømme over Nøkhulua, netop som jeg var kommen saavidt, at jeg kunde klare Nøkhuludølpa. Og dette havde nær kostet mig Livet; jeg lagde afsted og var kommet saa nær Landet paa den anden Side, at jeg troede at kunne naa Bunden og gaa iland, men der var tver brat, jeg var mat af Anstrængelsen, gik under og var næsten qvalt, naar jeg endelig kom mig op igjen; men jeg sagde intet, men hvilte mig godt ud og svømmede saa tilbage igjen og tog mig vel vare for da og senere at slippe Benene ned for tidlig. En Dag, jeg sad og lappede Sko, kom Peder Veltstuen skrigende at Bernt Bua var druknet i nordre Stalgropa under Badning; Elven var nemlig stor den Gang. Jeg ud, saa Gutten sige langsomt op og ned i Vandet i en skraa Stilling med Hovedet opad, fik ham i Luggen og drog ham op som stokdød. Men jeg rullede og tullede ham i Bakhellingen og efter nogle Minutters Forløb, kom han tillive igjen, men var syg og skranten lang Tid bagefter. Om han lever nu, ved jeg ikke.
Om Sundhedstilstanden paa Sorknæs kan jeg blot sige, at jeg ikke kan mindes, at der i den heromhandlede Tid fandtes Nogen med Lyde eller Feil eller Mangler hverken paa Sjæl eller Legeme, og at de Gaardmænd og Koner, jeg har omtalt som boende og styrende paa Sorknæs, ere døde i en Alder omkring 70 Aar, naar undtages Perstu- og Nystufolkene, hvis Alder jeg ikke ved, og Kirsti Teistuen, som endnu lever, er rask og rørig og kan læse uden Briller, skjønt hun er omtrent 80 Aar gl.
Jeg har oftere nævnt vor Husmand Andreas, som boede paa en Plads, kaldet Stor-Nilspladsen. Han var høi, slank og storlemmet, men med en Løshed og Slaphed i Sammensætningen, som tydede paa en mindre Legemskraft. Han havde langt Ansigt, lang krum Næse og tyndt lyst Haar og Skjæg. Hans Plads tilhørte for den ene Halvdel min Fader og for den anden Peder Rensmoen, og han arbeidede derfor skiftevis 1 Aar hos hver. Han udførte sit Arbeide med Troskab og Villighed, og skjønt Arbeidstiden i Aannetiderne kunde blive lang og trættende, hørte jeg ham aldrig klage derover, men træt var han mangen Gang. Han havde megen Godhed for Børn og fortalte gjerne Historier om „Skrømt“, Nisser, Bergefolk, forgjorte Orme, som mødte frem efter Tilsigelse og gjorde lange Reiser i en Fart ved at bide sig i Halen og rulle som et Hjul. Det var bestandig smaat og fattigt med Andreas, uagtet han havde en meget god Plads. Han havde kun 4 Børn. Aarsagen til denne Fattigdom var hans uimodstaaelige Hang til Brændevin. Derhos holdt han af og til Hest og kom derved i Fodermangel, maatte stifte Gjæld, og blev ved sammes Inddrivelse skilt ved det Løsøre, han eiede. Blev der godt Aar, brændte han Brændevin om Høsten, og om Vaaren maatte han kjøbe baade Potetes og Korn. Her var altsaa baade Vanstel og Drikfældighed. Tobak kunde han ikke undvære. Naar han ikke havde noget Bedre, skar han ud Lapper af den Lomme, hvori hans Skraatobak havde været opbevaret, og tag i Munden. Den, som under en saadan Trang kunde give ham en Skraa, fik en saa hjertelig varm Taksigelse som om han havde hjulpet ham ud af den største Nød og Fare. Jeg gav ham derfor ofte en Skraa, og som Gjengjeld fortalte han da de bedste af sine Spøgelseshistorier, som det lod til, han selv troede paa.
En anden Husmand under Sorknæs var Johannes Gunnarsrud, gift med min Faster Valborg. Disse Folk havde en Plads af lignende Størrelse som Stornilspladsen og 6 Børn; men der var altid Velstand. Hvad jeg har sagt om Berger og Berthe Gammelstuen, kan i det Hele anvendes paa Gunnarsrudfolkene. Man ser, hvad et godt Stel kan gjøre ved at sammenligne disse to Husmænd. Paa Stornilsen fandtes næsten ikke en Krak i Huset, alt der var tomt, trist, armodsligt og usselt. Paa Gunnarsrud var Husene fulde af Løsøre, Klæder og Mad, og alting rent, pent og koseligt. Jeg tilbragte mangen en hyggelig Stund hos Faster Gunnarsrud, som var en hjertelig venlig, snil og sjelden forstandig Kone. Jeg mindes godt en af de sidste Gange jeg var inde der, at jeg yttrede at hun nu kunde prise sig lykkelig, da alle Børnene vare confirmerede og til Nød kunde hjælpe sig selv. Aa, ja vist. Jeg takker Gud for, at jeg har faaet følge dem saalangt, men Bekymringerne for dem ere ikke endte dermed: „Smaa Børn smaa Sorger, store Børn store Sørger“, lagde hun til, og stakkels snille ædle Faster, det var vel en Sandhed ud af hendes egen Erfaring hun her udtalte; men senere traf det hendes ældste begavede Søn, Johannes, som var Vagtmester ved Christiania Raadstu-Arrest, det sørgelige Uheld, at han blev afskediget fra sin Bestilling og kom paa bar Mark med en hel Flok smaa Børn. Jeg har senere til min Glæde hørt, at det ikke var Uredelighed, men Mangel paa Villighed til at rette sig efter sine Overordnedes Befalinger som fældte ham.
Knud Gundersen, som jeg foran oftere har nævne, var en middels høi, lyslet, velvoxen Mand, med store, lidt udstaaende Øine og et Ansigt, som var regelmæssigt og ganske pent, men med et Udtryk af Selvtillid blandet med noget Overgivent og Spottende. Han var gift med Maren Arneberg, en Søster af Mary Søgala, med hvem hun havde saa meget tilfælles, at jeg kan anvende alt, jeg har sagt om den Sidstnævnte paa den Førstnævnte. Allerede fra først af holdt Gundersens sit Hus halv standsmæssigt, skjønt han da kun havde sin Gage som Fanejunker og det, Gaarden kastede af sig at leve af. Storfolk tog allerede den Gang gjerne ind hos G.s, hvor de bleve gjæstfrit modtagne og fandt Underholdning i Gundersens morsomme Fortællinger og vittige Indfald, og de, som vare rigtig godt kjendte, kunde ved Samtale med Maren faa Prøver paa en sjelden Dannelse og Skarpsindighed, og, naar hun ikke generede sig, paa et Vid, som tildels kunde maale sig med Mandens. Hun var en ualmindelig dygtig Husmoder, og skjønt Gundersen ofte kom med Fremmede, og næsten stadig bad dem, som kom der, blive der til Middag eller Aftens, hørte og saa jeg aldrig en sint Mine af hende derfor, skjønt hun ofte gjorde Undskyldning for Beværtningen, som dog altid var baade pen og god. Under mit Fravær fra Hjemmet 1836–44 tog Gundersen sig op ved Tømmerhandel og var vistnok allerede i Aaret 1842 en velholden Mand, og naar jeg om Sommeren 1844 kom hjem som Examinat, var han bleven en hel Storkar. Bygningen var forandret fra et til to Stokværk, panelet og malet hvid udvendig og, da de øvrige Huse ogsaa vare store og pene, var Bebyggelsen af Nordgaarden (Nogala) rent herregaardsmæssig. Alle Rum i Hovedbygningen vare malede og fint møblerede, og der stod mindst 6 udmærkede Gjæstesenge der. Store Gjæstebud for fast alle Sognets Storfolk holdtes nu i dette Hus, hvor ingen Standsperson kunde reise forbi, men kom op for at nyde godt af den bekjendte store Gjæstfrihed hos den nye Mand. Omtrent 10 Aar senere, i 1855 tror jeg det var, var det forbi med denne store Herlighed. Gaarden var solgt fra ham, og han sad nu paa Pladsen Haugen, et Stykke fra Gaarden. Jeg besøgte ham her. Han havde nu kun en liden Stue med Kammer og Kjøkken til; men der var rent, pent, lyst og koseligt, og naar jeg skulde gaa, havde Maren Middag færdig: afkogt Erter med Kjød og Flesk, som smagte fortræffeligt. Gundersen forsøgte at være den samme glade, vittige Vert som før, men det vilde ikke rigtig gaa. Et uvilkaarligt Suk undslap ham, som det bedst var.
I 1830 omtrent eller kanske noget senere havde Gundersen Ulvestue paa Askerudmoen, hvori han ved Juletider fik en stor vakker Ulv. Det var en klinkende Kulde, men alligevel indfandt der sig en Mængde Mennesker for at se Vargen. Man fik se mere end vistnok Nogen havde Anelse om, nemlig, at man for at spare Skindet, havde bestemt sig til at trække Dyret op med en Jernkrog, som var fæstet paa en Stang. Det var et afskyligt Dyrplageri. Man slog og stødte Ulven med Stangen, til den blev sint og bed i og blev hængende paa Krogen som en Fisk paa en Fiskekrog, og naar man saa fik den op paa Kanten af Graven, slog En den i Hovedet med en Klubbe. Den faldt herved ned igjen i Graven, men uden at det Traktement, den hidtil havde faaet, havde anden Virkning end, at Ulven var bleven ganske rasende og rendte i Stangen, som blev stukken ned igjen og bed i den, saa Fliserne sprutede og Blodet flød og frøste den om Munden. Dette skede gjentagne Gange, men tilsidst blev den dog hængende fast i Krogen igjen, heiset op og slaaet ihjel med Slag i Hovedet af en Klubbe, saa Øinene sprængtes ud af dens Hoved.
At en saa dannet og forstandig Mand, som Gundersen var, kunde tillade og se paa et saa oprørende grusomt Drab af et Dyr, er dog paafaldende.
Et andet Slags Dyrplageri, som var almindeligt blandt Arbeidsfolk omkring Sorknæs paa den heromhandlede Tid, var Spidning af Padder og Martring af Hugorme.
At et Menneske med Forstand og Hjerte kan falde paa slig Grusomhed, som at sætte en Padde paa en Stage og se den sprælle næsten et Døgn, inden den kreperer, er af det samme dumme og hjerteløse Slags som det ovennævnte Dyrplageri af Ulven. Aarsagen er vel den, at Ulve, Slanger, Padder og Øgler i slige Folks Øine ere et Slags Djevle i Dyrs Skikkelse, men denne tankeløse Overtro er vel nu, som saa mange andre Daarskaber nedarvede fra Middelalderen paa det nærmeste uddøde.
Sorknæskarlene var, som vi har set, store og velvoxne, men mod Christian Balnæs var de i visse Henseender næsten Smaagutter. Jeg kan ikke mindes at have set en saa sværlemmet Mand. Hans Høide var vel ikke stort mere end 70ʺ, men Skuldrene var bredere Hænderne større og Armene og Musklerne tykkere end hos Andre. Ansigtet var ogsaa stort med kraftige rene Træk og Haaret og Hageskjægget lod han voxe, saa det hang ned over Skuldrene og Brystet. Om ham kunde man med Rette sige, at han var et Skud af den gamle Kjæmpestamme. Og, naar jeg saa ham, kom jeg altid til at tænke paa Vikingerne og navnlig de, der fulgte Magnus Barfod paa hans Tog til de britiske Ser. Men han var en stilfærdig Mand og gjorde aldrig nogen Opstuds med sine usædvanlige Kræfter. Han var vel omtrent 70 Aar gammel paa den heromhandlede Tid, og, skjønt han ikke gjorde sig nogen Forretning af at sætte Folk over Glommen, saa var han dog villig til, naar man kom og bad ham derom, at ro over med sin Baad, som han havde læst ved Elvebredden nedenfor hans Gaard Balnæs, som laa paa venstre Side af Elven ligeover for Sorknæs. Jeg syntes, det var saa morsomt at tale med denne gamle, forstandige og ved sit storslaaede Udseende saa sjeldne Mand. Jeg kom til at tænke paa og skrive om denne Mand derved, at Gundersen spilte et af sine Skjelmstykker med ham, og Fortællingen herom er godt gjengivet af H. Schultze i norsk Folkeblad.
- ↑ Haule, lege paa Is ved Glidning med Tilsprang.