Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848/4
Endelig blev i Høsten 1836 min Bøn om at faa komme i Christian Svenkeruds Privatskole paa Gaarden Svenkerud i Vaaler Annex til Hoffs Præstegjeld opfyldt, og den Dag, jeg fik dette Løfte, var en af de lykkeligste i mit Liv. I Begyndelsen af Januar 1837 kjørte Fader mig paa en Langslæde til Svenkerud. For at spare skulde jeg holde mig selv med Kost, og jeg havde derfor med mig en stor Kiste fuld af Madvarer og et Par store Butter med Melk. Logis fik jeg hos Chr. Svenkeruds Nabo, Embret Svenkerud, som selv havde en Søn og derhos en Slægtning i Huset, nemlig Ole Arnesen Seppinghol; begge vare Elever af Skolen og paa min Alder. De øvrige Elever boede hos Læreren Christian Svenkerud. Skjønt Folkene hos Embret, hvor jeg boede, vare meget venlige og snille mod mig, faldt det mig noget ubehageligt at bo der og holde egen Husholdning, idet jeg enten maatte spise kold Mad hele Dagen eller falde Konen, som havde nok med at stelle for sine egne Folk, til Besvær med Kogning for mig. Første Middag, jeg skulde spise, viste det sig, at min Melk var frossen og derved gjort uspiselig. Men trods disse Ubehageligheder, var jeg saa glad ved at faa gaa i Skolen og saa bange for, at Fader skulde ville have mig hjem igjen fortidlig, at jeg tog Alt, som det faldt, uden at klage og bede om at faa flytte til Christian Svenkerud og faa Kost og Logis der, hvor meget jeg end ønskede det. Men efterat Nisten, jeg havde med, paa det Nærmeste var fortæret, indtraf en Begivenhed som gav mig Mod til at søge om Forandring. Min Vert Embret kom nemlig sent en Aften fuld hjem, og efterat have skjældt ud og bandet sin Kone paa den mest rasende Maade, truede han hende saa alvorlig med Haandgribeligheder at hun maatte forlade Huset. Næste Dag kom hun vistnok igjen, og Embret var da taus og stille. Men dette Optrin gjorde et saa ubehageligt Indtryk paa mig og efterlod i det Hele en saa uhyggelig og trist Stemning i Huset, at jeg syntes ikke, jeg kunde holde ud der. Og min Bøn om at faa bo hos Christian blev da ogsaa opfyldt, og jeg flyttede did om Vaaren. Vi levede godt og bleve behandlede med stor Omhu og Venlighed i Chr. Svenkeruds Hus. Men der var her Hager og Farer af en anden Art, men af en saadan Beskaffenhed, at jeg vistnok havde været bedre tjent med at forblive i mit Logis hos Embert. Vi vare, saavidt erindres, 10 Elever i Huset, og, skjønt vi kom meget vel overens, medførte det mange Ulemper, at vi alle maatte sove i et Rum 2 og 2 i hver Seng, og at dette Rum ogsaa var vort Læseværelse og Skoleværelse. Men det Værste var, at et Par af Gutterne havde ført med sig Unoder af en ubeskrivelig Art, som smittede paa flere af de Øvrige, og rimeligvis undergrov deres Sundhed for hele deres Levetid.
Christian Svenkerud var en høi, mager, lyslet Mand med et stort, alvorligt tænksomt, men tillidsvækkende og godt Ansigt. Vi havde alle den mest ubetingede Agtelse og Ærbødighed for ham, og, skjønt jeg ikke kan mindes, at han talte strengt end sige ondt til Nogen af os, vare vi dog altid yderst opmærksomme, hørige og lydige mod ham baade i og udenfor Skolen. Han var ikke Pietist; men alligevel en alvorlig Christen. Hver Søndag, som vi ikke fulgte ham i Kirke, holdt han Andagt med os om Formiddagen, og som oftest var det af Mynsters Betragtninger, han læste for os. Han var en meget flink Lærer, idet han forenede Lyst og Anlæg til Lærerfaget med meget solide Kundskaber i alle Fag, undtagen fremmede Sprog, hvoraf han dog læste det Tyske, og alle disse Kundskaber havde han erhvervet sig fornemmelig ved Selvstudium. Han nød ogsaa stor Agtelse og Tillid som Menneske og Kommunemand, og det har ofte undret mig, hvad Aarsagen kunde være til, at han blev vraget som Storthingsmand, efterat have været Repræsentant 2 Gange, i 1842 og 1845 saavidt erindres. Thi, at man skulde vrage en saa kyndig, oplyst, frisindet og selvstændig Mand som Repræsentant, fordi han ikke var nogen Taler, er lidet rimeligt. Men, saavidt jeg har kunnet forstaa, var det vel Haaken Ludv. Bergh, som stak ham ud ved Hjælp af Embeds-Valgmændene, og da saa denne begavede Mand optraadte som en ligesaa alvorlig Folkerepræsentant og Oppositionsmand som Svenkerud, og kanske vel saa vægtig, saa gav dette formentlig Anledning til, at Bønderne ogsaa foretrak ham for Svenkerud. Og da det ikke var at vente, at Hedemarkingerne og Østerdølerne vilde have to Repræsentanter fra et Præstegjeld i Solør, saa blev Christian Svenkerud, som sagt, tilsidesat.
I Begyndelsen af Marts Maaned havde vi nogle Dages Ferier paa Grund af Markedet paa Grundset, som kun laa et Par Miles Vei fra Svenkerud. Jeg tog Touren med did og saa en Folkestimmel, Trafik, Liv og Moro, som i mine Øine var mageløs. En saa stor og broget Vrimmel af Mennesker har jeg aldrig hverken før eller siden set samlet paa et Sted i vort Land. I Gaden mellem Kramboderne gik der en Strøm af Mennesker op og ned, og da der var koldt og megen Sne vare disse Gader bedækkede med omtrent 14 Alen tykt Lag af Sne, som af det idelige Trak og Kulden var opløst i gulbrun Sand eller Puddersukker. Paa den for Hestehandlerne bestemte Plads saaes Døler i Nationaldragter, og de røde Tophuer stak op som en Skov mellem Heste, Svensker i Skindfældkjoler og Storkaxer i Ulveskindspelser, og fra denne Plads hørtes i Afstand en Summen og Brummen af Menneskestemmer som af en Fos, blandet med Hestenes Vrinskning og Klangen af Stolvækker og Dombjeller. Kommen nærmere, fik man høre Bymaal, Dølemaal og Svensk snart i skrigende Skraal, snart i rolige, betænksomme Samtaler under en nøiagtig Beskuelse og Befølelse af Hesten fra Hovedet til Halen, fra Manken til Hoven. Her smelte En med en Svøbe, saa Hesten for op paa Bagbenene og saa ud til at skulle slaa ned paa En, der rungede et Hurra, og her et Smeld af et Haandslag som Tegn paa afsluttet Handel. Ligeover for denne Plads var Lirer, Kister med Honningkager, Smør, Ost, Skind m. V., og her gik Trafikken især ud paa at spille om og spise Honningkager og andet Godt. Saa var der Boder, hvori beværtedes med varm Mad, Øl, Vin og Brændevin, og her drak da de, som havde Smag derfor, Kjøbskaaler, og ødslede bort en større eller mindre Del af Udbyttet af, hvad de havde solgt eller af, hvad de bragte med af Penge fra Hjemmet under Prat og Munterhed blandt ny og gamle Venner fra alle Hjørner af Landet og Naboriget. Naar det blev mørkt om Aftenen, samlede Folket sig sammen paa Dandsestederne, hvoraf jeg kun besøgte et, hvor Dandsen foregik i en overordentlig stor Stue med store Sideværelser, hvor der spiltes Kort og Terninger. Her gik det til med stort Liv og Munterhed. Terningspillet foregik paa den Maade, at Spillerne stode omkring et Bord, hvorpaa var pladseret en Skoffe af et Par Alens Længde og omtrent 2 Alens Bredde. Terningerne lagdes i et Støp af Blik, som rystedes om og tømtes med et kraftigt Slæng ned i Skoffen, saa det skranglede, og Lederen af Spillet raabte for hvert Slag med høi Røst Tallet af de opslagne Øine og endelig, naar Spillet var ude, Navnet paa den Vindende. I det Øieblik, jeg stod der, dreiede Spillet sig kun om Skillinger, men undertiden skal Indsatsen, især naar det lider ud paa Qvel, være fra 1 til 10 Spd. Dandsemusiken bestod, om jeg ikke mindes Feil, af to Violiner, en Clarinet og en Violoncel, og Sammenspillet var rent og smukt, idet Alle lod til at være meget øvede Spilmænd. Dandsen var, saavidt jeg hugser, blot Vals og Galloppade. Og de Dandsende vare for Qvindernes Vedkommende Jenter med Skaut, men af Mænd gaves der en Blanding af By- og Bondeklædte. Dandsen gik meget pent og anstændigt den Stund, jeg saa paa den, men det var kun en kort Tid, da jeg var aldeles udmattet af Markedsgangen og derfor begav mig hjem til mit Logis, gik til Køis, sov godt og drømte uden al Tvivl om den hele brogede Markedsvrimmel; reiste tilbage til Svenkerud næste Dag, belæsset med mange Minder om Sener og Laat, Folk og Fæ fra det, som det største i vort Land, berømte Grundset-Marked.
En Aften om Høsten 1837 kom en Mand kjørende til Svenkerud i en Kariol, standsede udenfor hos Christian og steg ind. Han var gammel, halt og saa luslidt ud, men havde et kraftigt, godt, forstandigt Ansigt. Det var sjelden at se Reisende paa dette afsidesliggende Sted, og vi undrede os svært over, hvad dette kunde være for en Mand. Pigen kunde kun fortælle os, at det var en langfærnes fremmed Person, som skulde blive paa Svenkerud om Natten. Da vi kom ned om Aften og spiste Aftensmad, sad den fremmede Mand sammen med Christian i Kammeret og pratede, men det var den Fremmede, som næsten uafbrudt førte Ordet med en flydende Tunge, med en kraftig, klangfuld Stemme, i et godt norsk Sprog og med et saadant Liv og Varme, at det tiltrak sig vor udelte Forundring og Opmærksomhed. Jeg mindes følgende omtrentlige Yttringer af ham: „Ja, jeg er dømt fra min Ære, men paa hvilke Grunde? Jo, paa Grunde, som krænker vor grundlovhjemlede Ret til Yttringsfrihed; thi jeg har ikke overskredet Lovens Grændse, men kun brugt frimodige Yttringer om Statsstyrelsen og dens Mænd og Haandlangere. Denne Dom maa underkjendes og tilintetgjøres, om ikke paa anden Vei, saa dog gjennem mit Blad, hvorpaa jeg nu, Gud være lovet, har faaet saa mange Subskribenter, at det kan bære sig, og jeg har trofaste Bundsforvante hos de mest oplyste Mænd i vort Land.“ – – – –
Naar vi havde hørt dette, skjønte vi, hvem det var; thi uagtet ingen af os havde læst Bladet „Statsborgeren“, saa kjendte vi dog Navnet baade paa dette og dets navnkundige Redaktør, P. Solvold, hvem det var, vi havde for os i den fremmede Reisende. Dagen efter fortalte Svenkerud os ogsaa, hvem den Reisende var, og at han drog omkring for at samle Abonnenter paa sit Blad.
I Sommerferierne var jeg, saaledes som i Indledningen fortalt hjemme paa Sorknæs. Bedstemoder, som allerede ved min Afreise om Vinteren var sygelig var nu meget daarlig, men hun var dog endnu oppe af Sengen midt paa Dagen og kunde gaa langsomt omkring i Huset og lidt udenfor samme. Der bestod en inderlig gjensidig Hengivenhed mellem hende og alle Børn hjemme, men især mellem hende og mig. Vel var hun af og til noget streng, men vi holdt alligevel af hende, da hun igrunden var hjertens snil og god og stadig lagde for Dagen, at hendes Maal og Med var at bidrage Sit til, at gjøre os til gode og christeligsindede Mennesker. Som Barn delte jeg Værelse med hende i flere Aar, og hver eneste Aften, efterat jeg var gaaet til Sengs, maatte jeg læse to Bønner, den ene en Aftenbøn og den anden Fadervor, idet hun lod mig gjentage Bønnerne Ord for Ord og Sætning for Sætning, indtil jeg havde lært dem udenad. Og derefter maatte jeg læse Bønnerne høit for hende og mig selv. Lørdagsqvellene, efterat vi havde vadsket os, sad Bedstemo’r og jeg undertiden oppe en Stund ved Kakkelovnen efterat alle andre havde lagt sig, for at synge en Salme og læse en Bøn sammen. En saadan Aften, jeg tror det var nylig før Jul 1835, da jeg havde læst Bønnen for hende, og vi skulde synge en Aftensalme sammen, stemte jeg i, men da hun ikke som sædvanlig sang med, standsede jeg og spurgte: „Hvorfor synger Du ikke med mig i Qvel da Bedstemo’r?“ Men hun svarede ikke men saa paa mig med et saa forunderlig vemodigt, kjærligt Blik, men fremdeles uden at mæle et Ord, uagtet jeg gjentog mit Spørgsmaal flere Gange. Endelig aabnede hun da Munden for at tale, men det blev bare noget utydeligt Ral, som jeg ikke forstod. Jeg skjønte da, at der maatte være kommet noget Ondt over hende, og naar Fa’r og Mo’r saa kom og fik undersøgt Tingen, viste det sig, at hun havde faaet Slag paa Tungen. Efter en Tids Forløb kom hun sig dog igjen saameget, at hun kunde tale forstandigt, men hun var fra den Tid i legemlig Henseende svag, især efterat en anden Sygdom kort efter stødte til, nemlig Blodgang, men hendes Aandsevner vare i fuld Orden til det Sidste. Da Sommerferierne vare ude og jeg atter skulde drage afsted til Svenkerud, gik jeg som sædvanlig hen til Enhver, for med et Haandtag at byde mit Levvel. Da jeg kom til Bedstemoder, beholdt hun min Haand i sin og fulgte mig ud i Haven, hvor vi satte os paa Pallen ved Husvæggen. „Vi ses vel neppe mere vi, min kjære Gunder“, yttrede hun, „jeg føler, at Døden nærmer sig, og at jeg snart maa vandre. Men jeg kan ikke skilles fra Dig uden at have givet Dig en Formaning, som længe har lagt mig paa Hjerte, men som jeg ikke har villet udtale, fordi Du endnu har været for ung til at fatte det, og fordi Du desuden hidtil har staaet under dine Forældres og andre godt Folks Varetægt, men den Tid nærmer sig, da Du maa vare Dig selv mod alle de Fristelser og Farer, som møder Dig, især hvis Du holder fast ved dit Forsæt, at drage ud i Verden for at søge din Lykke. Vogt Dig da, Gutten min, for Qvindfolk og for Brændevin og tag Gud med Dig, hvor Du gaar. Gud velsigne Dig, Farvel“. Jeg reiste til Svenkerud igjen og saa hende ikke mere, da hun afgik ved Døden en Tid efter min Afreise.
Min Skolegang paa Svenkerud varede netop 1 Aar. Efter min Hjemkomst til Jul 1837 fortsatte jeg med Læsning paa egen Haand, holdt Skole for mit Søskendbarn, Peder Gunnarsrud om Søndagene; var, som tidligere anført, Huslærer en Tid paa Holmen for mit Søskendbarn Martinus og Ole Rønaasen, og kom ved Midtsommerstid i Aaret 1838 til Tvengsberget som Lærer for Henrik Tvengsbergets 2 Sønner, Peder og Henrik, hvorhos jeg hjalp til med at føre hans Regnskabsbøger Tvengsberget ligger paa Grue Finskov omtrent 4 Mile fra Bygden og omtrent 1 Mil fra Grændsen mod Sverige. Gaarden havde en smuk Beliggenhed paa nordre Side af Søen Røygden med en Heldning til samme; paa de tre andre Kanter var den omgivet af Skov, fornemlig Furuskov. Hist og her i denne Skovstrækning langs Rigsgrændsen laa Gaarde eller Torp, saasom Vaalberget, Skedsberget, Peistorpet, Rotneberget, Ravholtet, Kalnesset, alle i en Afstand fra Tvengsberget af omtrent 1 Mil eller derover og alle beboede af Finner (Qvæner) fra Finland, som endnu benyttede sit Modersmaal, Finsk, udelukkende som dagligt Omgangssprog, og kun talte et daarligt og af det finske Tonefald og den finske Udtale stærkt farvet Norsk med Norske, uagtet det skulde være omtrent 100 Aar, siden deres Forfædre bosatte sig her, og de i denne Tid havde sognet under Grue Præstegjeld. I et Torp – Peistorpet, om jeg ikke mindes Feil – skulde der endogsaa være en Gut, i en Alder af 17 a 18 Aar, som ikke kunde andet end Finsk. Om den oprindelige Bosættelse fortaltes, at endel Familier skulde have begivet sig paa Vandring paa Grund af Hungersnød i Finland og vedblevet at gaa mod Vest, indtil de tørnede i Trakterne omkring Rigsgrændsen og bosatte sig der i den store, vilde, øde Skov, som den Gang skulde være værdi- og herreløs paa norsk Side, fornemmelig omkring Søerne Røygden og Skadsen. Her levede de i Begyndelsen som en felvstændig Koloni og ernærede sig ved Fædrift, Jagt, Fiskeri og Braatebrænden, indtil de bleve nødte til at tage Fæste under vedkommende Eiere og rette sig efter Landets Love. De havde ved Ankomsten sine Familienavne, men som nu vare gaaede ud af Brug. For omtrent et Snes Aar tilbage fra den heromhandlede Tid skulde en finsk Student have besøgt Stedet, forsynet Folket med Bibler og andre Bøger i det finske Sprog og hjulpet Beboerne til at indgive Ansøgning til Kongen om at faa danne et eget Sogn under en finsk Præst. Paul Vaalberget og hans Datter, Kaisa, tror jeg, hun hedte, vare ogsaa flinke til at læse Finsk, men forresten tror jeg ikke, der var Mange, som nu befattede sig dermed. Ialfald mærkede jeg ikke, at nogen i Tvengsberget, undtagen den nævnte Kaisa, som var der en Tid som Sypige, befattede sig med at læse Finsk. Talte Finsk gjorde derimod, som sagt, alle i den daglige Omgang, og jeg kunde derfor ikke undgaa at lære et og andet Ord, som forekom hyppigst, til Ex.: „tole dæne heit“, kom hid strax, „alla molen valkia“, giv mig Ild, „baska boika“, daarlig Karl, og at tælle: ux, 1, kox, 2, kold, 3, nelja, 4, vis, 5, kas, 6, seitema, 7, guixta, 8, jöixtsa, 9, kummente, 10, etc. Saa omtrent lød det, men jeg ved ikke, om det skrives saaledes, som jeg har gjort[1]. Finnerne her vare store, velskabte, snille og brave Folk, og jeg levede og trivdes særdeles godt i Tvengsberget, hvor Henrik selv, hans Kone, Børn og mange Arbeidsfolk behandlede mig som en liden Herremand og ansaa mig for en hel fremragende flink Karl i Kundskaber, og især beundrede Henrik min Færdighed og Dygtighed i Skjønskrivning og Regning. Hans Datter Kaisa (Kari), som var en 17 Aars gl. Pige, var meget pen og vakker og derhos udmærket snil og tækkelig. Jeg holdt meget af hende, og det samme tror jeg, hun gjorde af mig, og havde jeg blevet der længer, havde det rimeligvis blevet et Par af os. Men jeg havde ikke været i Tvengsberget mere end nogle Uger, da Chr. Larsen, som var paa Kontoret hos J. C. Omsted paa Bjerke i Grue, og reiste omkring og holdt Auktioner for Sorenskriveren og fungerede som Inkassator for Omsted, kom til Tvengsberget, og af sin Ven Henrik fik høre, hvilken Kup han havde gjort ved at faa en slig Kløpper som mig til Lærer og Regnskabsfører, og en kort Tid bagefter fik jeg Brev og Tilbud fra Larsen om til Høsten at komme paa Omsteds Kontor, hvilket jeg modtog med usigelig Glæde, ja jeg var saa glad, naar jeg fik dette Brev, at jeg næsten ikke troede mine egne Øine. Det var jo netop en slig Post, jeg havde higet efter, og som jeg efter min Udtrædelse af Svenkeruds Skole forgjæves havde søgt. Nu kom dette saa uventet og overraskende. Jeg havde imidlertid endnu nogle Uger tilovers for Henrik Tvengsberget, som blev meget bedrøvet over, at jeg saasnart skulde forlade hans Hus, og Kaisa Stakkel skjønte nu, at det ikke kunde komme noget videre ud af vor gjensidige Hengivenhed, men at vi snart maatte skilles for godt. Vi havde oftere talt om, at vi sammen med nogle andre Ungdommer skulde tage en Tour til Østmark Kirke i Sverige, som laa omtrent 3 Mile fra Tvengsberget. Og en Lørdag begave vi os da afsted i Baad over Røygden til Kalnesset og derfra tilfods til Røygdosen i Sverige. Vi havde det deiligste Sommerveir og naaede Kirken i betimelig Tid Søndagmorgen, overvar Gudstjenesten og havde det samme herlige Veir paa Hjemtouren. Veien fra Kalnesset og indover Grændsen til Røygdosen og et godt Stykke derfra frembyder ingen synderlig Afvexling idet der paa alle Kanter var Skov, men naar vi nærmede os Kirken, smilte frem for os en hel Bygd af meget vakre Bondegaarde og Kirken laa der saa lunt og smukt omgivet af lange vakre Furutrær paa tre Sider. Kirkesangen var ualmindelig kraftig og ren, men af Præstens Prædiken kan jeg Intet mindes, idet mit Sind rimeligvis ha været altfor optaget af de ny smukke Trakter ved Kirken. „Så Herran synes det är vakkert här“, svarede man mig, „nei da skulle Herran se Trakterne nede ved Fryken, å did må Herran tage sig en Trip. Det är als inte länger änd Herran kan naa hid til Qvels igjen“. Men desværre, jeg havde hverken Tid eller Raad til at gjøre denne Reise, saa stor min Lyst end var, men maatte drage tilbage igjen for Mandag Morgen at være paa min Post som Lærer og Bogholder. Paa Tilbagetouren talte jeg meget med Svenskerne, hvoraf Flere vare ifølge med os, og deriblandt et Par vakre Flikkor, som plukkede Bær og presenterede mig i smaa Kapsler af Næver „om Herran inte ville forsmå“. Man finder sig uundgaaelig paa det behageligste smigret og tiltalt ved slig udsøgt Forekommenhed og Venlighed, ligesom det svenske Sprog har noget saa velklingende og tiltalende ved sig, især naar det kommer fra slige vakre, uskyldige Naturens Børn som disse to Flikkor.
Henrik Tvengsberget selv med Kone og Børn boede i en stor Røgstue, hvorimod jeg holdt til i en Bygning ved Siden af, indrettet paa Bygdevis. Badstuen paa Tvengsberget var indrettet ligedan som Badstuerne nede i Bygden, men medens de i Bygden kun benyttedes til Tørkning af Korn, Lin og Bord, benyttedes den i Tvengsberget til Dampbad, idet der, efter at Ovnen var ophedet, og Røgen sluppet ud, blev heldt saameget Vand over den, som behøvedes til at fremtvinge den fornødne Damp, og naar dette var sket, begav de Badende sig med en Bøtte Vand og en Bundt Bjerkeris med Løv paa op paa Badstukarmen, hvor de pidskede sig med disse Løvduster, idet de fort væk dyppede dem ned i Vandbøtten, saa det Vand, man herved fik over sig, virkede som en Slags Dush. De, der ønskede en stærkere Afkjøling, fik en Bøtte koldt Vand slaaet over sig. Jeg benyttede dette Bad en Gang og befandt mig meget vel derefter.
Henrik drev stærkt paa med at rydde op til Ager en Braate, som laa paa østre Side af Gaarden med en stærk Heldning mod Søen. Marken var fuld af Sten, som førtes bort paa den Maade, at man lod den glide nedover Bakken lige i Søen paa større Karme, som vare anbragte paa to Sleiper af Furutræ. Dette var en letvindt Maade at blive af med Stenen paa, som jeg aldrig før havde set; men som med stor Fordel kan anvendes, hvor man har Bakkeheldning og Furu eller Gran til Sleiper og Karme.
Det finske Sprog var meget velklingende, men Finnernes norske Sprog tog sig ikke synderlig godt ud med det svenske Tonefald, og der blev ofte meget latterligt ved deres Tale derved at de stadig brugte B istedetfor P og omvendt P istedetfor B. De sagde saaledes Ber for Per og Perte for Berte. En Finne ved Navn Peder – jeg har glemt Stedsnavnet – kom til Hesselberg og sagde, at han næste Søndag skulle have et Pigebarn til Daaben: „Ja saa, hvad skal da Barnet hede“, spurgte Hesselberg. „Aa jeg vil op kalde mig selv nu“, sagde Peder. „Men Du vil da vel ikke kalde Pigebarnet Peder“. „Nei hun skal hede Perte“, sagde Peder.
- ↑ Den berømte Sprogforsker R. K. Rask siger om det finske Sprog, „at det er et af de mest oprindelige, regelrette, dannelige og velklingende Tungemaal paa Jorden: det har den skjønneste Harmoni imellem Selvlydenes og Medlydenes Antal og Fordeling i Ordene, hvori det kan lignes med Italiensk, har ingen af de ubehagelige Hvislelyd eller aandende Bogstaver i de lappiske og slaviske Sprogarter, hvori det stemmer overens med Dansk, det har et aldeles bestemt Tonefald ligesom Islandsk og Fransk“. (Se hans Afhandling om Estlands, Ingermanlands og Finlands Indvaanere).