Nikolaj Tschikildjejef, der tjente som Opvarter i «Slavjansky Basar»[1], blev mere og mere svagelig. Det var navnlig Benene, som Sygdommen satte sig i, og de blev da efterhaanden saa usikre, at han hvert Øjeblik faldt med, hvad han havde i Haanden. Det endte naturligvis med, at han maatte opgive sin Stilling, og efter at han havde brugt den Smule Penge, han og Konen havde lagt til Side, vidste han ingen anden Udvej end at tage hjem til sine gamle Forældre, der boede i Landsbyen Shukovo.
Da han kom til sin Fødeby, stod Solen allerede langt nede paa Himlen. Hver Gang han i Erindringen havde gjenkaldt sig sit Barndomshjem, havde dette fremstillet sig for hans Bevidsthed som noget ualmindelig lyst og hyggeligt, men nu, da han traadte ind i Stuen, blev han ligefrem forfærdet over den Urenlighed og det Uhygge, der mødte hans Blik. Hans Kone Olga og hans lille Datter Sascha saa’ med Gysen hen paa den store Ovn, der indtog næsten en Tredjedel af Stuen og var bedækket med et tykt Lag af Sod og halvdøde Fluer. Ja, her var rigtignok uhyggeligt inde: Ovnen hældede saa stærkt, at det saa’ ud, som om den trængte til en Stiver, Bjælkevæggene vare fulde af Revner, og Hytten gjorde i sin Helhed Indtryk af, at den hvert Øjeblik kunde ramle sammen. I Krogen, hvor Helgenbilledet hang, var der klistret nogle Flaskeetiketter og Avisudklip op paa Væggen, men det var ogsaa den eneste Prydelse, der fandtes i Stuen. Det var et saa fattigt og usselt Hjem, at man skulde lede længe efter Magen dertil. Alle Husets voxne Beboere var ude paa Arbejde, men oven paa Ovnen sad der en lille lyshaaret, snavset Tøs [2], som var saa optaget af at se hen efter en Kat, der stod og krummede Ryg, at hun slet ikke lagde Mærke til de Fremmede.
«Kis, Kis, Kisl» sagde Sascha for at lokke Misse katten hen til sig. «Kis, Kis, Kis!»
«Den kan ikke høre dig,» sagde den lille Pige uden at se paa hende. «Den er døv!»
«Er den døv? — Hvor kan det være?»
«Aa, det er af alle de Tærsk, den har faaet. De har banket Hørelsen ud af den.»
Nikolaj og Olga fandt begge, at her var saa snavset og skummelt, at de skyndte sig at komme udenfor, og de stod saa en lang Tid og saa’ sig om til alle Sider. Deres egen Hytte, som var den tredje yderste i Landsbyen, forekom dem næsten endnu mere ussel og elendig end de andre Rønner, den næste i Rækken saa’ ret manerlig ud, og den yderste, der havde malet Bliktag og Gardiner i Vinduerne, gjorde et ligefrem velhavende Indtryk. Men det var ogsaa Landsbyens Kro. Alle Hytterne laa i en eneste Række, men med Mellemrum, og disse vare beplantede med Pil, Røn og Druehyld, som hjalp til at give Landsbyen et vist Præg af Hygge.
Bag selve Byen og langs denne skraanede Jordsmonnet saa brat, at det dannede en Skrænt, og paa de Steder, hvor denne var skreden ned, saa’ man store Stenblokke rage op over Leret. Ned ad den stejle Skraaning førte der en Sti, som snoede sig mellem de Huller, Pottemagerne havde gravet for at udnytte Leret, og endte ude i en stor, lysegrøn Eng, hvor Landsbyens Kvæg for Øjeblikket gik paa Græs. Engen begrænsedes af en Flod, der bugtede sig som en Sølvstribe i det Grønne, og hinsides denne laa der ligeledes en Eng, hvor brune Køer og hvide Gæs græssede fredeligt mellem hverandre. Længere tilbage saas en stejl Skraaning — Magen til den, der fandtes paa den modsatte Side — oven over denne en Kirke med fem forgyldte Kupler, og helt i Baggrunden en stor Herskabsbygning med Træer og Udhuse.
«Her er smukt paa din Egn!» sagde Olga, idet hun gjorde Korsets Tegn og saa’ over mod Kirken. «Og hvad er det ikke for en Udsigt, man har til alle Sider!»
I det samme ringede det til Aftenmesse, og to Smaapiger, som kom nede fra Floden med en Spand Vand, blev saa staaende og lyttede til Klokkernes Klang.
«Ja, se nu paa denne Tid spiser de til Middag paa «Slavjansky Basar», ytrede Nikolaj med en tankefuld Mine.
Medens Nikolaj og Olga sad oven for Skrænten, saa’ de Solen gaa ned. Himlen, der blev mere og mere luerød, afspejlede sig i Floden og i Kirkens Vinduer, og dens Farvetoner var langt renere og klarere, end de plejede at være i Moskva. Da saa Solen endelig var dukket ned bag Horisonten, kom Køerne brølende forbi efterfulgt af alle Gæssene, som var fløjet over fra den anden Side, og derpaa bredte Stilheden og Mørket sig over hele Landskabet.
Imidlertid vare Nikolajs Forældre, der begge var bleven saa magre, krumryggede og tandløse, at han næsten ikke kunde gjenkjende dem, komne hjem fra deres Arbejde, og lidt efter mødte hans Svigerinder Marie og Thekla med alle deres Børn. Marie, der var gift med hans Broder Kirjak, havde sex Børn, og Thekla havde to, af hvilke det yngste var kommen til Verden et Par Maaneder efter, at hendes Mand var taget til Soldat. Da Nikolaj saa’, hvor meget alle disse Mennesker fyldte i Hytten, og hvor graadigt de spiste af det tørre Rugbrød, følte han, at han ikke burde være taget her hen syg, uden Penge og oven i Kjøbet med Familie.
«Naa, og hvor er Kirjak henne?» spurgte han, saa snart han havde hilst paa sine Forældre og paa Svigerinderne.
«Ja, han gaar som Nattevagt hos en Kjøbmand, der bor hinsides Floden,» svarede Faderen, «og hvis han ikke drak saa forbandet, vilde han kunne bjærge Føden baade til sig og sine.»
«Han duer ikke til noget,» sagde den gamle Kone i en ynkelig Tone. «Hverken han eller hans Fader tjener saa meget som en Skilling til Huset. Kirjak drikker, og det gjør han her ogsaa. Det nytter ikke at skjule det: han kjender Vejen til Kroen lige saa godt som Sønnen. Ak ja! Ak ja! Det ser galt ud for os alle!»
Til Ære for Nikolaj og hans Kone blev Themaskinen sat frem. Theen lugtede som raadden Fisk, Sukkeret var graat af Snavs og saa’ ud som om Musene havde gnavet i det, og Kopperne klistrede fast ved Haanden. Baade Nikolaj og Olga havde ondt ved at faa Theen ned, og de fandt det utaaleligt at skulle høre paa alle de Beklagelser over Nøden og Elendigheden i Hjemmet, som de to Gamle opvartede med. Medens de endnu sad og nødte den første Kop i sig, hørtes der pludselig et langtrukkent, drukkent Brøl ude paa Gaden.
«Ma—rie! Ma—rie!» lød det Gang efter Gang.
«Det maa være Kirjak!» sagde den Gamle. «Ja, naar man taler om Solen, saa skinner den.»
Der blev Stilhed, og lidt efter hørte man det samme drukne Brøl som før.
Marie, der blev dødbleg, trykkede sig tæt ind til Ovnen, og det var mærkeligt at se denne stærkt byggede, bredskuldrede Kvinde saa betagen af Frygt. Hendes Datter, den lille snavsede Pige, der sad oppe paa Ovnen, begyndte med ét at græde højt.
«Hvad tuder du for, Tøs?» skreg Thekla, der var lige saa kraftig og bredskuldret som Svigerinden, men langt yngre og smukkere. «Han slaar dig vel ikke ihjel med det samme, dit Flæbehoved!»
Den Gamle fortalte Nikolaj, at Marie var saa bange for Kirjak, at hun ikke turde bo sammen med ham, og at denne var saa fornærmet derover, at han i Ny og Næ aflagde hende Besøg, under hvilke han trakterede hende baade med Skjældsord og Prygl.
«Ma—rie! Ma—rie!» lød det lige bag Døren.
«Ak, Herre Jesus! Kom mig til Hjælp, kjæreste Venner!» hviskede Marie. «Hjælp mig ... hjælp mig, for Gud i Himlens Skyld!»
Alle Børnene stak i at græde, og Sascha fulgte saa deres Exempel og græd med. Der hørtes en stærk Hosten, Harken og Spytten ude i Forstuen, og lidt efter kom der en høj, sortskjægget Karl ravende ind i Stuen. Det var Kirjak. Han gik lige hen til sin Kone og slog hende med knyttet Næve i Ansigtet; hun gav ikke en Lyd fra sig, men sank i Knæ, og samtidig flød Blodet i store Strømme ud af hendes Næse og Mund.
«Aa, du maa skamme dig! Du maa skamme dig!» brummede Faderen og kravlede op paa Ovnen. «Skal du slaa hende, mens din Broder og hans Kone ser derpaa! — Du maa skamme dig!»
Den gamle Kone sad tavs og i sine egne Tanker, og Thekla, der vuggede den mindste, lod slet ikke til at mærke, hvad der foregik. Kirjak greb Marie i Armen og trak hende ud paa Gulvet, men da han midt under dette opdagede Nikolaj og Olga, slap han sit Offer og blev staaende med opspilede Øjne og aaben Mund.
«Naa, saa I er komne!» sagde han omsider med tyk Stemme. «I kommer for at gjæste Huset her, kan jeg tænke mig ... og har nu sagt Farvel til Moskva, kan jeg tænke mig. Det er ellers en stolt By, efter hvad de siger, den første i Riget, efter hvad de siger. — Ja, undskyld!» brummede han, og derpaa dinglede han hen til Væggebænken og skjænkede sig en Kop The, som han hældte ud i Underskaalen og derpaa slubrede i sig. Efter at have drukket en halv Snes Kopper lagde han sig paa Bænken, saa lang han var, og faldt i Søvn.
Alle gik nu til Ro. Nikolaj fik paa Grund af sin Sygdpm Plads anvist paa Ovnen ved Siden af den Gamle, Sascha lagde sig paa Gulvet, og Olga søgte Hvile i et stort Træskur sammen med Svigermoderen og de to Svigerinder.
«Naa, lille Svigerske,» sagde hun, mens hun laa paa Høet ved Siden af Marie, «stands nu dine Taarer, for de hjælper ikke paa Sorgen. Vi maa taale, lide og finde os i alt. Husk paa Skriftens Ord: Og hvis nogen slaar dig paa den højre Kind, saa vend den venstre til. Glem det ikke, lille Svigerske — glem det endelig ikke!»
For at faa Marie lidt opmuntret fortalte hun hende saa en hel Del om Livet i Moskva og dvælede navnlig ved den interessante Tilværelse, hun havde ført som Stupige i et Hotel garni.
«Ja, i Moskva er der mange og store Huse,» sagde hun, «og de er alle af Mursten og Granit. Og saa er der en saadan Mylr af Kirker, at man næsten ikke kan tælle dem. Fyrretyve Gange fyrretyve Kirker, lille Svigerske, og mindst ti Tusinde Huse, og i alle disse Huse bor der de fineste Herskaber med de kjønneste Manerer. Jo, det er rigtignok en dejlig By!»
Marie oplyste, at hun aldrig havde været i Moskva, og at hun ikke engang havde sat sin Fod i den nære Kredsby. Hun kunde hverken læse eller skrive og havde aldrig lært en Bøn, ja end ikke «Fadervor». Hun og hendes Svigerinde Thekla vare begge lige uvidende, og ingen af dem holdt af deres Mænd. Marie var i den Grad bange fra Kirjak, at hun altid rystede som et Æspeløv, naar han var til Stede, og Thekla savnede sin Ægtefælle saa lidt, at hun ofte ytrede sin Glæde over, at hun foreløbig var af med ham.
Marie og Olga laa en hel Time og snakkede sammen, og derpaa blev der stille, men ingen af dem, der laa i Skuret, fik en rolig og uforstyrret Søvn, idet Kulden og en næsvis Hane, som sad og galede oppe under Loftet, sørgede for at holde Selskabet vaagent. Ved Daggry rejste Tekla sig fra sit Leje og listede sig udenfor, og man hørte da Lyden af hendes nøgne Fødder, der fjærnede sig i Løb hen ad Gaden.
Næste Morgen gik Olga til Gudstjeneste sammen med Marie, og denne Vandring til Kirken var lige fornøjelig for dem begge. Olga var glad ved at komme bort fra den mørke, trange Hytte, og Marie følte sig rolig og tryg i sin Svigerindes Selskab. Medens de gik ned ad Stien, stod Solen op. Floden og Engene vare endnu indhyllede i Taage, men helt ude i Horisonten viste der sig en Lysstribe, der blev bredere og bredere og kastede Glans over Kirkens Kupler. Dagen var begyndt, og Raagerne, som holdt til i Ælmene omkring Herskabsbygningen, hilste dens Komme med hæse Skrig.
«Ja, den Gamle er skikkelig nok,» sagde Marie, «men Bedstemor, som vi alle kalder hende, er dygtig skrap og bruger Mund hele Dagen igjennem. Hun under os knap Føden og lader os idelig høre, at vi spiser for meget.»
«Naa ja, lad det nu være godt, lille Svigerske, vi maa være taalmodige og finde os i vor Skæbne. Siger Herren ikke: «Kommer til mig alle I, som lide og ere besværede»!»
Olga kunde sine Skriftsteder, men hun læste ogsaa hver Dag i det ny Testament. Ganske vist var der mange Sætninger, som forekom hende dunkle og uforstaaelige, men de hellige Ord rørte hende alligevel til Taarer, og det var da navnlig de gamle kirkeslaviske Udtryk og Vendinger, der gjorde et dybt Indtryk paa hende. Hun troede paa Gud, paa Guds hellige Moder og paa alle Helgenene, og hun holdt paa, at man ikke burde fornærme eller krænke nogen: hverken Indlændinge eller Udlændige, ja end ikke Jøder eller Dyr. Dette var efter hendes Mening Hovedsummen af alt, hvad der stod i de hellige Bøger, og det var derfor, at hendes Ansigt altid havde et mildt og kjærligt Udtryk, naar hun læste eller fremsagde Skriftsteder — uanset om hun forstod dem eller ikke.
«Hvor er du født?» spurgte Marie efter en lille Pavse.
«Ja, egentlig hører jeg hjemme i Vladimir, men jeg har opholdt mig i Moskva lige siden mit niende Aar.»
Da de nærmede sig Floden, begyndte Taagen at lette, og de opdagede da en Kvinde, der stod paa den modsatte Bred og var i Færd med at klæde sig af.
«Det er Thekla,» sagde Marie. «Hun har sikkert været paa Æventyr i Nat. Ja, hun er fræk af sig — og dygtig ondsindet.»
Efter at Thekla havde smidt Særken og løst sit Haar, sprang hun ud i Floden og begyndte strax at pjaske saa stærkt med Arme og Ben, at Vandet kom i en stærk bølgende Bevægelse.
«Ja, hun er rigtignok fræk af sig!» gjentog Marie.
Medens de passerede Gangbroen, som førte over Floden, saa’ de lidt ud til Siden i det klare, gjennemsigtige Vand en stor Stime Foreller, som bevægede sig op mod Strømmen. Buskene, der kransede Bredden, skinnede af Dug, en krydret Duft fra Engen slog dem i Møde, og Varmen sænkede sig ned fra oven. Det var en dejlig Morgen, og Olga nød den rigtig, men hun passede nøje paa ikke at vende sig om, for hun vidste, at Synet af Landsbyen øjeblikkelig vilde fremkalde et Indtryk, som nok skulde ødelægge hele Nydelsen for hende.
Da de kom til Kirken standsede Marie ved Indgangen af Frygt for, at hendes Nærværelse skulde forstyrre den hellige Handling, og hun vovede ikke engang at sætte sig ned, men blev staaende saa længe Gudstjenesten varede.
Medens Popen oplæste Dagens Text, opstod der et pludseligt Røre blandt de Tilstedeværende, som veg ud til begge Sider og begyndte at kigge hen efter to unge Damer og en tyk, matrosklædt Dreng, der kom gaaende op ad Kirkegulvet. Det var Godsejerens to Døtre og deres lille Broder. Olga følte sig dybt rørt, medens hun saa’ hen efter dem, ene og alene fordi hun fandt, at der var noget fint og herskabeligt udbredt over dem, men Marie skjævede hen til dem med et mørkt Ansigt, der syntes at tyde paa, at hun. betragtede dem som sine naturlige Fjender. Hun følte sig i det hele taget slet ikke vel til Mode under hele Gudstjenesten, og det gøs i hende, hver Gang Degnen begyndte at bræge med sin dybe Bas, thi det forekom hende da, at hun hørte Raabet: «Ma—rie! Ma—rie!», og dette Raab fyldte hende med den dybeste Rædsel.
Nikolajs og Olgas Ankomst havde naturligvis bredt sig som en Løbeild gjennem hele Landsbyen, og som Følge heraf strømmede det ind med Besøg, saa snart Gudstjenesten var forbi. Der mødte baade Mænd og Kvinder, Gamle og Unge, og alle kom de for at spørge til deres Slægtninge og Paarørende i Moskva. Næsten enhver Familie i Landsbyen havde et Medlem, der tjente i Hovedstaden som Opvarter eller som Gaardskarl, og det regnede derfor ned med Forespørgsler, som Nikolaj kun delvis kunde besvare. Han saa’ saa bleg og daarlig ud, at navnlig Kvinderne betragtede ham med medlidende Blikke, og disse Blikke, der lod ham føle, at han nu kun var et unyttigt Vrag, pinte ham stærkt. Sascha fik baade Kys og Klap og mange venlige Ord, og alle beundrede den blege lille Pige med de store, mørke Øjne og det røde Baand i Haaret, men hun var ogsaa vidt forskjellig fra Landsbyens solbrændte, snavsede og forpjuskede Unger.
«Ja, og saa skulde I høre hende læse!» sagde Olga og saa’ med Ømhed og Stolthed paa sin Datter. — «Naa, vis os nu din Dygtighed, min Skat!» vedblev hun og trak en lille Bog med slidte Kanter og Hjørner op af Lommen. «Giv os nogle Ord af Skriften, som kan glæde de troende Mænd og Kvinder, der her er til Stede.»
Sascha tog Bogen, slog den op og læste i en høj og syngende Tone:
«Men der de vare bortfarne, se da aabenbaredes Herrens Engel for Joseph i en Drøm og sagde: Staa op og tag Barnet og dets Moder ... Barnet og dets Moder,» gjentog Sacha og blev helt rød af Sindsbevægelse. — «Og fly til Ægypten,» vedblev hun, «og bliv der, indtil jeg siger dig til ...»
Her blev Olga saa rørt, at hun brast i Graad, og da Marie saa’ det, begyndte hun ogsaa at græde. Den Gamle fik travlt med at rode i Lommerne for at se, om han kunde hitte en lille Gave til Sascha, men da han ikke fandt noget, rystede han bedrøvet paa Hovedet. Da Sascha havde læst Kapitlet ud, gik Naboerne hjem i en andægtig Stemning og glade ved at have gjort Olgas og Saschas Bekjendtskab.
Paa Grund af Helligdagen sad Familien hjemme hele Dagen. Den gamle Kone, som baade i og uden for Hjemmet kun gik under Navnet «Bedstemor», havde travlt hele Tiden og vilde gjøre alting selv. Hun fyrede i Ovnen, satte Themaskinen frem, kløvede Brænde og ryddede op, men skjønt hun gjorde alt dette frivilligt, beklagede hun sig dog bagefter over, at de andre ikke havde vist sig ivrige til at tage fat. Og ved Siden deraf holdt hun et vaagent Øje med, at intet af Familiens Medlemmer fik en Bid mere, end der tilkom det, og at hendes Mand og Svigerdøtre ikke sad et Øjeblik med Hænderne i Skjødet. Selv var hun hele Tiden i Bevægelse. Snart bildte hun sig ind, at Kromandens Gæs var inde i hendes Have, og snart, at Katten var efter hendes Kyllinger, og hver Gang hun fik en saadan Anfægtelse, fór hun ud med en lang Kjæp i Haanden og stod saa en halv Time og brugte Mund mod de Gæs eller den Kat, som slet ikke var til Stede. Hun skjældte og smældte lige fra den tidlige Morgenstund, og til Tider gjorde hun saa meget Spektakel, at de, der gik forbi, uvilkaarlig standsede og begyndte at lytte. Sin gamle Mand hundsede hun slemt, og hun skjældte ham hvert Øjeblik ud for et Dovendyr og en Drivert. Naa, han var sikkert ogsaa yderst lad og ligegyldig, og det skyldtes vel kun hendes Skjældsord, at han ikke sad og holdt Faddersladder lige fra Morgenstunden. Han snakkede den Dag flere Timer i Træk til Sønnen om alle de Fornærmelser og Krænkelser, han maatte taale af sine Naboer, og han gjentog sine Beklagelser saa ofte, at det ligefrem var en Pine at høre paa ham. Kirjak, der laa paa Bænken med en dundrende Hovepine, skammede sig over sin Opførsel den foregaaende Aften og udøste en Gang imellem sit Hjærte for Broderen.
«Ja, det er den forbandede Brændevin, der er Skyld deri,» brummede han og tog sig op til sit syge Hoved. «Og jeg er selv kjed deraf — hører du, Nikolaj! Men gjort Gjerning staar ikke til at ændre. — Saa, nu hamrer og banker det her inde! Aa — aah!»
I Anledning af Helligdagen havde Bedstemor kjøbt to Sild henne i Kroen, og dem blev der kogt Suppe paa. Klokken tolv vankede der The, og efter at enhver havde drukket en halv Snes Kopper, gav man sig i Lag med Suppen, der smagte som Skyllevand. Selve Sildene havde Bedstemor været saa forsynlig at gjemme til en anden Gang.
Om Aftenen brændte Pottemageren Gryder og Kar i sin Ovn, der var opført tæt oven for Brinken, og nede i Engen dansede Landsbyens unge Piger i Kreds og sang dertil. Hinsides Floden dansede der andre unge Piger, og deres Sang, som bares over mod Landsbyen, lød smukt og fyldigt i den stille Aften.
I Kroen vrælede og skreg Bønderne, og deres gyselige Skjældsord og Eder kunde høres helt inde i Hytten. Olga var forfærdet over al denne ugudelige Larmen og Banden, men hendes Svigerinder og Børn vare saa vante til Søndagskommersen i Kroen, at de slet ikke lagde Mærke til den mere.
Det var langt over Midnat, Ilden i Pottemagerovnen var slukket, men nede i Engen og henne i Kroen gik det endnu lystigt til. Den Gamle og Kirjak, der begge vare fulde, gik ravende og med hinanden under Armen hen i Retning af Skuret, hvor Olga og Marie laa og sov.
«Nej... nej... lad være!» sagde den Gamle og hikkede. «Lad være! Hun fornærmer dig jo ikke. Du maa skamme dig!»
«Ma — rie!» skreg Kirjak.
«Nej ... nej ... lad være! Hik! Hik! Du maa skamme dig! — Hik!»
Begge stod et Øjeblik og gjorde Forsøg paa at faa Ligevægten, og derpaa dinglede de videre og forsvandt i Mørket.
Bedstemor havde stillet Sascha paa Post uden for Haven og befalet hende at passe paa, at Gæssene ikke brød ind. Men den lille Pige saa’ strax, at her var Fred og ingen Fare. Kromandens Gæs med Gasen i Spidsen havde for Øjeblikkat travlt med at æde Havre inde i Rejsestalden, og alle de andre Gaasefamilier græssede i Engen hinsides Floden. Hun forlod derfor sin Post og gik hen til Maries ældste Datter, Motka, der stod paa en stor Sten lige under Randen af Skraaningen og stirrede over mod Kirken. Motka, der var barfodet og ikke havde andet paa end en lang Særk, rørte sig ikke af Stedet, skjønt Solen brændte hendes Isse og sved hendes Nakke.
«Ja, i Kirken dér ovre bór Gud,» sagde Sascha, som havde stillet sig ved Siden af hende og lagt sin Arm om hendes Skulder. «Og Menneskene, de har almindelige Lys, men de Lys, Gud bruger, skinner som Diamanter, i Rødt, Grønt og Blaat. Og om Natten gaar Gud gjennem Kirken sammen med Jomfru Marie og St. Nikolaj. Men naar den yderste Dag kommer, saa flyver alle Kirkerne lige op i Himlen.»
«Og Klokkerne med?» spurgte Motka
«Ja — Klokkerne med! Og paa den yderste Dag gaar alle de Gode ind i Paradiset, men de Onde skal brænde i den evige Ild. Til min lille Moder og til Marie vil Gud sige: I har ikke fornærmet nogen, I kan gaa til højre, ind i Paradiset, men til Kirjak og til Bedstemoder vil han sige: Gaa til venstre, ind i Ilden! Og den, der bryder Fasten, kommer ogsaa i Ilden.»
Motka nikkede.
«Gjør ligesom jeg!» sagde Sascha, der stod og saa’ op mod Himlen med vidt opspilede Øjne. «Bliv ved dermed, men uden at blinke, saa kan du se alle Englene.»
Motka begyndte at kigge og holdt haardnakket ud, skjønt Solen skinnede hende lige ind i Ansigtet.
«Kan du se noget?» spurgte Sascha omsider.
«Nej, ikke det mindste!» svarede Motka med dyb Bas.
«Men det kan jeg. – Jeg kan se en hel Mængde smaa Engle, som flyver omkring og basker med Vingerne.»
Motka stod længe i dybe Tanker og stirrede ned mod Jorden, og derpaa sagde hun:
«Sig mig, er du vis paa, at Bedstemor kommer i Helvede?»
«Ja, det kan du stole paa, Motka!»
Fra Stenen, hvorpaa de stod, og lige ned til Engen var Skraaningen dækket med det dejligste bløde Grønsvær, og saa saare Sascha gjorde denne Opdagelse, lagde hun sig i Græsset og lod sig trille ned. Motka fulgte hendes Exempel, og hun kom ogsaa helskindet derfra, men hendes Særk fik en lang Flænge, der gik næsten helt op til Halslinningen.
«Nej, hvor det var morsomt!» skreg Sascha. «Det maa vi prøve en Gang endnu!»
De klatrede begge op ad Skraaningen, men ligesom de havde faaet Hovedet op over Randen, hørte de en pibende Røst, der fyldte dem med Rædsel, og lidt efter fik de Øje paa Bedstemor, der kom rendende med en lang Kjæp bag efter en Flok Gjæs, som havde gjort Indbrud i hendes Have.
«Skal I trampe Kaalen ned, I Sataner!» skreg hun, og saa fulgte der en lang Række Eder og Forbandelser, den ene værre end den anden.
Saa snart hun fik Øje paa Smaapigerne, smed hun Kjæppen og snappede et Gærderis, og derpaa fór hun hen til Sascha, klemte hende om Halsen med sine lange, krogede Fingre og begyndte at slaa løs paa hende. Og medens Sascha græd af Smerte og Skræk, kom Gasen vraltende hen til Bedstemor, hvæsede et Par Gange ad hende og vendte derpaa tilbage til Gæssene, der alle hilste den med bifaldende Nik og raabte: Gæk! Gæk! i det uendelige. Efter at have pryglet Sascha tog Bedstemor fat paa Motka og rev i sin Iver en ny Flænge i hendes Særk. Sascha løb grædende ind i Hytten for at klage sin Nød til Moderen, og efter hende fulgte Motka, som ligeledes græd, men med dyb Stemme og uden at aftørre Taarerne, der bredte sig over hele Ansigtet og dannede et friskt og skinnende Kildevæld.
«Men hvad er der dog i Vejen?» spurgte Olga og slog Hænderne sammen af Forfærdelse. «Du store Gud, hvordan er det I ser ud!»
Sascha begyndte at fortælle, men midt under dette kom Bedstemor ind skrigende og skjældende, og da Thekla nu ogsaa lod høre fra sig, opstod der et skrækkeligt Spektakel.
«Græd ikke! Græd ikke!» hviskede Olga til sin lille Datter og strøg hende kjærtegnende hen over Haaret. «Hun er din Bedstemor, og saa maa du finde dig i det — hører du, min kjære, lille Skat!»
Nikolaj, der i Forvejen var forpint af Sult og af den skrækkelige Stank, han havde maattet indaande hele Dagen igjennem, tabte Taalmodigheden, da han hørte al denne Skraalen og Skrigen, og han rejste sig saa, vippede Benene ned over Ovnkanten og sagde til Moderen i en halvt ynkelig og halvt fornærmet Tone:
«Du har ikke Lov til at slaa hende! Du har ingen Ret dertil — hører du!»
«Hvad — vil du nu ogsaa blande dig i det!» skreg Thekla i en arrig Tone. «Nej, læg du dig heller hen og kreper med det samme, din Døgenigt, du har jo dog ikke langt tilbage! Hvad vil I egentlig her, I Tiggerpak? — I kunde jo være bleven, hvor I var!»
Sascha, Motka og alle de andre Smaapiger kravlede op paa Ovnen og gjemte sig med bankende Hjærte bag Nikolajs Ryg. Og de kiggede hen paa ham med medlidende Ansigter, for de havde saa ondt af ham, nu da de hørte, at han snart skulde dø. Nikolaj kaldte Olga hen til sig, bøjede sig ned over hende og hviskede med skjælvende Stemme:
«Ak, kjære, lille Olga, jeg holder det ikke ud her længer; Kræfterne er ved at svigte mig. Skriv til din Søster, og bed hende om at sende os Penge, for at vi kan slippe bort herfra. Ak Herre Jesus, gid jeg blot kunde faa Moskva at se en Gang endnu — om det saa kun var i Drømme, lille Olga!»
Og da saa Aftenen kom og Mørket med den, blev der endnu mere uhyggeligt inde i den skumle Stue. Bedstemor, der havde hvæset og brummet hele Eftermiddagen, blødte nogle gamle Rugbrødsskorper op i en Skaal Vand og sad saa og suttede paa en af dem en hel Time i Træk. Efter at Marie havde malket Koen, satte hun Spanden hen paa Væggebænken, og deretter hældte Bedstemor Mælken over i nogle Lerfade, henrykt ved Tanken om, at en saa højhellig Aften som denne ligefrem bød hende at gjemme Mælken til næste Dag[3]. Hun levnede kun en Sjat, som hun hældte over i en lille Kop, for at den kunde komme Theklas yngste Barn til gode. Bedstemor og Marie gik derpaa ned i Kjælderen med Fadene, og saa saare de vare forsvundne gjennem Lemmen, rejste Motka sig, krøb ned fra Ovnen og listede sig hen til Bænken. Hun saa’ sig forsigtigt om til alle Sider, hældte et Par Draaber fra Koppen over i Skaalen med Brødskorperne og klatrede derefter op paa Ovnen igjen.
Efter at Bedstemor var kommen tilbage, begyndte hun igjen at sutte paa en Brødskorpe og Sascha og Motka, som sad oppe paa Ovnen og iagttog hende, glædede sig over, at hun nu havde brudt Fasten og altsaa vilde komme i Helvede. Trøstede ved denne Tanke faldt de i Søvn, og Sascha drømte saa, at Dommedag var kommen. Hun saa’ en stor, hvidglødende Ovn, der lignede Pottemagerens; og Djævelen, der var kulsort og havde to vældige Horn i Panden, jagede Bedstemor ind gjennem Ovnhullet ved Hjælp af en lang Kjæp, som var Mage til den, hun plejede at benytte, naar hun var ude efter Gæssene.
Mariæ Himmelfartsdag, Kl. 11 om Aftenen begyndte Knøsene og de unge Piger, som legede og dansede nede i Engen, pludselig at hvine og skrige, og derefter løb de hen i Retning af Landsbyen, til stor Forbavselse for dem, der sad oppe paa Randen af Skrænten og ledte med Øjnene efter de usynlige Forfølgere.
«Brand! Brand!» lød det nede fra. «Byen brænder!»
De der oppe vendte sig om, og de saa’ da et Syn, der fyldte dem med Rædsel. Op fra Straataget af en af de yderste Hytter stod der en vældig Ildsøjle, som var omgiven af mørke Røgskyer, og sendte et Neg af Gnister til alle Sider. Der hørtes en stærk knitrende Lyd, og et Øjeblik efter stod Taget i lys Lue.
Maanen forsvandt bag Røgen, der tilslørede Himlen. Hele Landsbyen var indhyllet i et rødt, skjælvende Lys, og hen ad Jorden gled der sorte Skygger, der bugtede sig som Slanger. De, som kom løbende nede fra, blændedes i den Grad af det uvante Lys, at de rendte forvirret omkring imellem hverandre. Det hele var højst uhyggeligt, men mest uhyggeligt var det dog at se Duerne flyve frem og tilbage i Røgen lige over Flammehavet og at høre Bøndernes Vrælen og Skrigen henne i Kroen. De vidste jo intet om Ildebranden og drak og svirede derfor med samme Sorgløshed som ellers.
«Hvor er Ilden? — Hvor brænder det?» raabte Folk i Munden paa hverandre. — «Det er hos Sjemsjon!» svarede en grov Røst, og derpaa skyndte alle sig hen i Retning af Brandstedet.
Marie løb frem og tilbage foran Hytten grædende og hændervridende, skjønt Ildebranden var i den modsatte Ende af Landsbyen; Nikolaj, der havde slæbt sig udenfor paa sine svage Ben, sad sammenkrøben inde under Havehegnet, og i Nærheden af ham stod alle Smaatøsene i bar Særk. Et Stykke henne i Gaden blev der slaaet Alarm paa et Malmbækken, og den gungrende Lyd, der bredte sig ud til alle Sider, forøgede den almindelige Følelse af Uhygge. Foran alle Hytterne stod der gamle Koner med Helgenbilleder i Haanden, og ned ad Landsbygaden bevægede der sig store Flokke af brølende Køer og brægende Faar, som man for en Sikkerheds Skyld havde jaget ud af Gaardene. En gammel sort Hingst galoperede vrinskende frem og tilbage og standsede tilsidst uden for Smedjen, hvor den lod sit vilde Mod gaa ud over en Arbejdsvogn.
Og gjennem al den Støj og Tummel, der herskede i Landsbyen, hørte man nu tydelig en stærk Klemten, der kom ovre fra Kirken hinsides Floden.
I Nærheden af Brandstedet var der saa hedt, at man havde ondt ved at trække Vejret, og saa lyst, at man kunde skjelne hvert enkelt Græsstraa. Henne paa en Dragkiste, som det var lykkedes at slæbe ud af det brændende Hus, sad Sjemjon, en rødhaaret, braknæset Bondemand, med Huen helt ned over Ørene, og ved Siden af ham laa hans Kone næsegrus paa Jorden og stønnede. En ældgammel, hvidskjægget Mandsling trippede frem og tilbage foran dem med en lille Bylt i Haanden og da han ingen Hat havde paa, afspejlede Luerne sig i hans skallede Pande.
Folk stod og gloede paa Ildebranden uden at røre sig af Stedet, men med ét skete der en Forandring i Situationen, idet Sognefogden Antip, en sortsmuttet Fyr, der nærmest lignede en Zigøjner, løb hen til Huset med en Øxe og slog alle Ruderne ind, og efter at have opildnet sig selv ved denne unyttige Heltegjerning vendte han sig om mod Mængden og skreg:
«Fruentimmerne afsted efter Vand! Og kjør saa frem med Sprøjten. Naa, kan I rappe jer!»
Bønderne, som for lidt siden havde siddet og sviret i Kroen, kom nu trækkende med Sprøjten, men de var alle saa fulde, at de hvert Øjeblik faldt over deres egne Ben, og mange af dem blev liggende uden at rejse sig.
«Naa, hen efter Vand, Pigebørn!» raabte Sognefogden, der selv havde en lille Gnist. «Se til, I kommer afsted, Tøse!»
Konerne og Pigerne løb ned til Kilden, der laa ude i Engen, og vendte tilbage med fyldte Stripper og Spande, og naar de saa havde hældt Indholdet i Beholderen, forsvandt de igjen. Baade Olga, Marie, Sascha og Motka deltog med Iver i dette Arbejde. Sprøjtemandskabet bestod af Fruentimmer og halvvoxne Drenge, og Sognefogeden, der førte Slangen, rettede Straalen afvexlende mod Døren og Vinduerne, skjønt det endnu kun var Taget, der brændte.
«Bravo, Antip!» lød det bifaldende fra dem, der stod og drev i Nærheden af Sprøjten. «Hæng bare i, Antip!» Og da Antip hørte dette, blev han saa ivrig, at han krøb op i et af Vinduerne og raabte:
«Ja, hæng bare i! Smaa Slag! Smaa Slag! — Saa, nu gaar den godt igjen!»
Bønderne stod stadig og gloede paa Ildebranden uden at hjælpe til, og dog var der nok at gjøre, da der lige i Nærheden af det brændende Hus fandtes nogle Kornstakke og en stor Bunke Kvas, som var stærkt udsatte for Ilden. Inde mellem de andre Tilskuere stod ogsaa Kirjak og hans gamle Fader, og begge var dygtig anløbne. Den Gamle, der formodentlig vilde vise, hvor berettiget det var, at han ikke tog fat med, gik hen til Sjemjons Kone, som endnu stadig laa og gav sig, og sagde:
«Naa, lille Mor, hvorfor ligger du og tviner? — Lad bare være at skabe dig, Huset er jo assureret!»
Sjemjon, der snart henvendte sig til den ene og snart til den anden af dem, som stod omkring ham, fortalte, hvorledes Ilden var opstaaet.
«Ja, se han den gamle Fyr med Bylten,» sagde han, «er paa en vis Maade Skyld i det hele. Han kom nemlig til os og bad om Nattely, og da han i sin Tid har været Kok hos General Shukof, som nu er salig henslumret, vilde jeg ikke sige Nej til ham. Naa, vi drak først et Par Snapse sammen, naturligvis, og Mutter her, som mente det godt med den Gamle og vilde traktere ham med The, gjorde saa Ild paa Maskinen og satte den ud i Forstuen. Men uheldigvis fløj der et Par Gnister gjennem den aabne Dør og lige op i Taget, og et Øjeblik efter stod hele Huset i lys Lue. Det hele kom saa hurtigt, at vi nær var brændt inde alle sammen, og den gamle Fyr maatte sige Farvel til sin Hue — men det er nu værst for ham selv.»
Der blev stadig hamret paa Malmbækkenet, og samtidig klemtedes der med usvækket Iver ovre i Kirken. Olga, der stod i Nærheden af det brændende Hus, følte sig helt uhyggelig til Mode ved al denne Kimen og Klemten, som satte hendes Nerver saa stærkt i Oprør, at hun i Tankerne saa’ Luerne omspænde hele Landsbyen og fortære hendes lille Datter. Og da Loftet pludselig styrtede ned med et vældigt Brag, blev hun saa lammet af Rædsel, at hun ganske opgav at hente Vand. Hun satte sig hen ved Skrænten med Ryggen mod Brandstedet og opdagede saa, at der ud til Siden af hende og længer nede sad andre Kvinder, som gav deres Fortvivlelse Luft i Hylen, Skrigen og Skraalen.
Da Ilden var paa sit højeste, kom der Undsætning fra Godsejeren, som boede hinsides Floden. Det var et helt lille Optog: forrest en ung Student til Hest og i hvid flagrende Kittel og derefter en Sprøjte og to Vogne med Arbejdsmandskab. Vognene og Sprøjten kjørte op foran Brandstedet, og nu blev der taget fat for Alvor. En hel Del Mennesker huggede løs paa Bjælkeværket, andre entrede op ad en Stige, hvis øverste Ende forsvandt helt inde i Flammerne, og Studenten, der lod til at have Kommandoen over det hele, raabte og skreg uafladelig fra sin Plads oppe paa Stigen. Nedbrydningsarbejdet gik flinkt fra Haanden, og den ene Bjælke efter den anden faldt bragende til Jorden.
«Hvad er det for Løjer? — Hvorfor bryder I Huset ned?» lød det inde i Mængden, og samtidig saa’ man Kirjak træde frem for at tage Affære; men en af Folkene greb ham i Kraven og gav ham et Spark bag i. Der blev almindelig Latter, og da Kirjak nu fik et Spark til, faldt han og krøb paa alle fire ind mellem Fruentimmerne.
To unge Piger med Straahatte paa — det var Studentens Søstre — kom kjørende i en Charabanc, og saa snart Vognen havde gjort Holdt, steg de ud og stillede sig hen imellem de bagerste Tilskuere. Ildebranden var nu stærkt i Aftagende. Rundt omkring Huset laa der Bjælker, som ikke brændte, men kun røg, og Studenten, der nu optraadte som Sprøjtefører, rettede sin Straale afvexlende mod disse Bjælker, mod Bønderne og mod Kvinderne, der bar Vand.
«Men George dog!» raabte de unge Piger i en bebrejdende Tone. «Hold dog op, George!»
Først da Ilden var slukket, opdagede alle, at det allerede var lys Morgen. De fleste begav sig hjem, men inden Bønderne gik, gjorde de lidt Løjer med General Shukofs Kok og sagde forskjellige Vittigheder i Anledning af, at hans Hat var gaaet op i Luerne. De fandt nu alle, at Ildebranden havde været en rigtig morsom Spas, og vare kun kjede af, at den allerede var forbi.
«Ja, det var rigtignok en Fornøjelse at se Herren slukke!» sagde Olga til Studenten. «De skulde virkelig slaa Dem ned i Moskva, for dér er Ildebrande hver eneste Dag.»
«Hører De maaske hjemme i Moskva?» spurgte den ene af Frøknerne og saa’ venligt paa hende.
«Ja, det gjør jeg. Min Mand har lige til for nylig været Opvarter i «Slavjansky Basar». — Og det er min Datter!» sagde Olga og pegede paa Sascha, som stod og frøs ved Siden af hende. «En pæn lille Pige, ikke sandt — og født og baaren i Moskva!»
De to unge Damer sagde noget paa Fransk til Studenten, som saa gav Sascha 20 Kopek, og da den Gamle saa’ dette, lyste der pludseligt et Haab i hans Ansigt.
«Ja,» sagde han til Studenten, «vi maa prise Gud for, at det var saa stille, for ellers kunde der være sket en meget større Ulykke. — Aa, Deres Højvelbaarenhed,» tilføjede han i en sagtere Tone, «jeg fryser saa bitterligt ... ikke skulde der være lidt til en Snaps paa Morgenstunden?»
Da han ikke fik noget, harkede han et Par Gange, sukkede dybt og drev hjem; men Olga stillede sig hen paa Randen af Skrænten og saa’ efter Herskabet, lige indtil det havde passeret Vadestedet til højre for Gangbroen, og da hun kom hjem, fortalte hun sin Mand, hvor mageløse de to unge Frøkener og Studenten havde været imod hende og Sascha.
«Ja, det var nogle yndige Mennesker!» sagde hun henrykt. «Og hvor var de fine og kjønne allesammen! Men især Frøknerne, for de lignede grandgivelig de dejligste Englebørn!»
«Aa, gid Fanden havde dem!» brummede Thekla halvt i Søvne.
Marie var næsten altid bedrøvet og nedtrykt, og hun sagde ofte, at hun kun længtes efter at dø, men Thekla befandt sig rigtig vel i alt det Svineri og Kjævl, hun var omgivet af. Hun spiste den usle Føde, hun fik, med god Appetit, sov som en Sten paa sit haarde Leje, og gik gjennem Møddingepølen med bare Fødder, uden at det generede hende. Olga og Nikolaj hadede hun, og det blot, fordi de ikke kunde forsone sig med de snavsede og uhyggelige Omgivelser, som hun selv befandt sig saa vel i.
En Morgen — det var i Begyndelsen af September — kom Thekla ind i Hytten med to Spande Vand, som hun havde hentet nede i Engen, og hendes Øje faldt da paa Marie og Olga, der sad ved Bordet og drak The.
«Naa, saa I drikker The med Sukker til!» sagde hun i en haanlig Tone. «I har nok fine Fornemmelser — hæ? — Og se til, du holder Øjnene hos dig selv, din tykke, surøjede Kælling,» vedblev hun henvendende sig til Olga, «for ellers vanker der, at du véd det!»
Hun løftede sit Aag af Skuldrene, drev Olga en over Nakken og gik derpaa skjældende og smældende ned til Floden for at tvætte Linned.
Efter den kjedelige, ensformige Efteraarsdag fulgte en lang Aften, Inde i den slet oplyste Stue sad alle og haspede Silke — alle undtagen Thekla, der var ude paa Æventyr hinsides Floden. Silken fik de udleveret henne i Spinderiet, og naar alle Familiens Medlemmer sad og sled i det hver Aften Ugen igjennem, kunde de tilsammen tjene tyve Kopek derved.
«Ja, den Gang Herskabet endnu havde Ret og Raadighed over os,» sagde den Gamle, «da maatte vi ganske vist arbejde, men til Gjengjæld fik vi ogsaa den Søvn og den Spise, vi trængte til. Hver Middag vankede der Kaalsuppe og Boghvedegrød, og om Aftenen fik vi den samme Kost. Agurker gav de os saa mange af, som vi vilde have, og det stod os i det hele taget frit for at æde saa meget, vi lystede. Og den Gang gik det langt strængere til end nu, men det skadede ikke, for derved lærte man at passe paa.»
Den Gamle fortalte videre om, hvor dejligt man havde haft det i Livegenskabets Tid. Her i denne Egn, hvor man nu levede saa usselt og elendigt, havde Herskabet holdt store Jagter, hvor det var gaaet yderst lystigt til, og de Bønder, der gjorde Tjeneste som Klappere, havde da altid faaet saa meget Brændevin, de kunde drikke. Og den Gang havde man forstaaet at gjøre Forskjel: de, der ikke artede sig vel, fik Prygl eller blev sendt til Sibirien, men de gode og tro Tjenere blev rigeligt belønnede. Bedstemor mødte ogsaa frem med sine Erindringer. Hun fortalte blandt andet en hel Del om sin Herskerinde, en god og gudfrygtig Kvinde, som havde den Ulykke at være gift med en rigtig Svirebroder. Og dette Ægtepar havde tre Døtre. Den ene af dem blev gift med en Drukkenbolt, den anden fik en simpel Musikanter, og den tredje lod sig bortføre af en Zigeuner. Det hele var højst sørgeligt, og Bedstemor fik da ogsaa Taarer i Øjnene og begyndte at græde.
Medens de Gamle sad saaledes og talte om svundne Tider, blev der pludselig banket paa Døren, og alle begyndte saa at ryste og skjælve.
«Aa, forbarm jer over en gammel, fattig Stakkel!» lød det udenfor. «Blot jeg maa ligge paa Gulvet i Nat, saa er jeg fornøjet!»
Marie gik ud i Forstuen og kom lidt efter tilbage med en gammel skallet og hvidskjægget Mandsling: ham, der i sin Tid havde været Kok hos General Shukof, og for hvem Hatten var brændt under Ildebranden. Gamlingen satte sig hen til de andre, lyttede til Samtalen og fortalte selv forskjellige Historier fra den Tid, han stod i Generalens Tjeneste. Nikolaj, der sad oppe paa Ovnen og gned sine syge Ben, hørte opmærksomt til og erkyndigede sig med Interesse om, hvilke Retter man den Gang havde lavet til de fornemme Herskaber. Der udspandt sig saa mellem ham og den gamle Kok en længere Samtale om benløse Fugle, Koteletter og forskjellige Supper og Saucer, og Kokken, der lod til at have en udmærket Hukommelse, opramsede en hel Række Spiser, som man nu slet ikke kjendte mere. Han beskrev flere af dem og fremhævede navnlig en Ret, man lavede af Kalveøjne, og som havde det mærkelige Navn: «Hold dig munter!»
«Men sig mig, kjendte man ikke den Gang Koteletter à la maréchal?» spurgte Nikolaj.
«Nej,» svarede Kokken, «de er opfundne efter min Tid.»
«Ja, saa giver jeg heller ikke meget for Kogekunsten i gamle Dage,» sagde Nikolaj og saa’ haanligt hen paa den forhenværende Kok.
Smaapigerne, der sad i en Klynge paa Ovnen, kiggede alle hen efter de Voxne og lyttede til deres Samtale. Det, de hørte, fængslede dem i allerhøjeste Grad; i det ene Øjeblik blegnede de af Rædsel, og i det næste skuttede de sig af Henrykkelse. Men naar Bedstemor fortalte, fulgte de hende med saa spændt Opmærksomhed, at de næppe vovede at trække Vejret.
Alle gik i Seng, og de Gamle, hvis Sind var kommet stærkt i Bevægelse ved den megen Tale om svundne Tider, laa og tænkte paa, hvor dejligt de havde haft det i Ungdommens Dage, og i hvor uhyggelig en Nærhed de var af den kolde, ubarmhjærtige Død, som hvert Øjeblik kunde komme og hente dem. Lampen gik ud, og Mørket og Tavsheden hjalp end ydermere til at fremkalde Tanken om, at Livets Traad snart var udspunden, og at der intet andet ventede dem i Fremtiden end Døden. Og naar saa Tanken om denne et Øjeblik traadte i Baggrunden, indfandt der sig andre, som alle samlede sig i den ene: «Brødet! Brødet! — Hvor skal Brødet komme fra?»
«Ak, Herre Jesus!» sukkede den gamle Kok.
Der blev banket paa Ruden, men ganske sagte. Olga rejste sig gabende, listede sig ud i Forstuen og lukkede Yderdøren op. Men der var ingen at opdage. Hun saa’ ikke andet end den stille, øde Landsbygade og Maanen, der sejlede hen over Himlen.
«Er der nogen?» spurgte hun.
«Ja, det er mig!» lød det hviskende Svar, og i det samme stod Thekla foran hende fuldstændig nøgen. Hun rystede saa stærkt af Kulde, at Tænderne klaprede i Munden paa hende, og som hun stod dér belyst af Maanens blege Straaler lignede hun en smuk Statue hugget i Marmor.
«Men hvordan er det, du ser ud!» sagde Olga og slog Hænderne sammen af Forfærdelse.
«Ja, det er de Gavtyve der ovre, som har holdt Løjer med mig! — De klædte mig af og gjemte mit Tøj, og jeg maatte saa løbe hjem splitternøgen. Har du ikke noget at give mig paa?»
«Ja, kom indenfor,» sagde Olga, som nu ogsaa begyndte at fryse.
«Jeg tør ikke. Jeg er bange for, at de Gamle skal vaagne og se mig.»
Og hun havde Grund til sin Frygt, for Bedstemor begyndte allerede at knurre og brumme, og den Gamle, der var helt vaagen, spurgte om, hvem det var, der stod og snakkede henne ved Døren. Olga listede sig ind og kom tilbage med en Særk og et Skjørt, og efter at Thekla havde iført sig disse Klædningsstykker, gik de begge ganske sagte ind i Hytten.
«Er det dig, dit Utyske?» brummede Bedstemor, som nok kunde gætte, hvem det var, der kom listende paa denne Tid af Døgnet. «Gid du maa times al Landsens Ulykker, din Natteravn!»
Der blev atter stille, men ikke en af dem, der laa i Stuen, kunde finde Ro. Den Gamle blev holdt vaagen af Værk i Ryggen, Bedstemor pintes af Bekymringer og indeklemt Arrigskab, Marie af Frygt og Børnene af Kløe i Hovedet og Sult. Alle laa de og vendte sig paa deres Leje, og hvert Øjeblik var der en, som talte i Søvne eller listede sig hen til Vandtønden for at slukke sin Tørst.
Thekla, der hidtil ikke havde ladet høre fra sig, brast pludselig i en voldsom Krampegraad, men hun fik dog hurtig Bugt med den, og den gik saa over til en undertrykt Hulken, der blev sagtere og sagtere og til Slutning fuldstændig forstummede. Saa blev der igjen helt stille, men lidt efter slog Kirkeuret hinsides Floden fem lange, drønende Slag, der næsten lød som Tonerne af en Dommedags-Basun.
«Ak, Herre Jesus!» sukkede den gamle Kok.
Lyset, der faldt ind gjennem Vinduet, blev efterhaanden saa blegt, at der hørte Kunst til at afgjøre, om det var Maanen, som sagde Farvel, eller Dagen, som sendte sin første Hilsen. Marie rejste sig og gik ud for at malke Koen, og lidt efter kom ogsaa Bedstemor paa Benene og forsvandt brummende gjennem Bagdøren.
Nikolaj, som ikke havde lukket et Øje hele Natten, krøb ned fra Ovnen og tog sin gamle Opvarter Kjole op af Dragkisten. Han trak den paa, og efter at han havde glattet lidt paa Opslagene og halet et Par Gange i Skjøderne, saa’ han ned ad sig selv med et velbehageligt Smil. Han bukkede og skrabede ud for en usynlig Gjæst, og derpaa trak han Kjolen af, lagde den omhyggeligt ned i Kisten og krøb igjen op paa Ovnen.
Midt i November ankom Kredsdommeren, og der var vel ikke én i Landsbyen, som ikke vidste, at han var mødt for at inddrive Skatterestancerne, som efterhaanden havde hobet sig op til 2000 Rubler, et ikke ringe Beløb, naar henses til, at der kun fandtes 40 Familier i Landsbyen.
Kredsdommeren tog ind i Kroen, drak et Par Glas The og begav sig derefter hen til Sognefogeden, uden for hvis Hytte der stod en hel Del Bønder, som alle skyldte Skat for et eller flere Aar. Sognefoden Antip var en god Støtte for sine Foresatte. Skjønt han kun var lidt over de Tredive og altsaa langt yngre end de fleste af dem, han var sat til at regere over, havde han dog et udmærket Greb paa at haandhæve sin Myndighed, og naar det gjaldt om at inddrive Skatterne, var han ubønhørlig; maaske fordi han altid selv stod paa Restancelisten. Naar Bønderne holdt Møde for at drøfte et eller andet Fællesanliggende, førte han en skrap Kommando over dem, og da Bedstemor en Gang ved en saadan Lejlighed mødte uopfordret og brugte Mund, puttede han hende uden videre i Hullet og lod hende sidde dér 24 Timer. Han kunde hverken læse eller skrive, men Bønderne havde alligevel stor Respekt for hans Lærdom, da han havde en mærkelig Evne til at bruge Ord og Udtryk, som de ikke forstod, og som derfor højligen imponerede dem.
Da Bønderne blev kaldt ind i Stuen, sad Kredsdommeren henne ved Bordet og skrev, og Antip, der stod ved Siden af ham med korslagte Arme, saa’ sig omkring med en Imperator Mine, som han havde laant fra Prinsen af Battenbergs Portræt[4], der hang paa det mest iøjnefaldende Sted af Hytten og i Nærheden af Helgenlampen.
«Ja, se han skylder nu 119 Rubler, Deres Højvelbaarenhed!» sagde han, da Turen kom til den Gamle. «Lidt før Paaske betalte han 1 Rubel, men siden har jeg ikke set en Kopek fra ham.»
«Hvor kan det være, min gode Mand?» spurgte Kredsdommeren og saa’ et Øjeblik op fra Protokollen.
«Ak, vis Dem naadig og barmhjærtig, Deres Højvelbaarenhed!» sagde den Gamle, som nu mødte med en hel Del Vrøvl, der nærmest formede sig til en Klage over Sognefogeden.
«Ja, det kan nu være meget godt,» sagde Kredsdommeren, da han havde hørt ham til Ende, «men hvorfor betaler du ikke din Skat?»
«Fordi jeg intet har at betale med, Deres Højvelbaarenhed.»
«Ja, det kommer af, at han og hans Søn drikker alting op,» bemærkede Sognefogeden.
Kredsdommeren skrev lidt i Protokollen, og derpaa sagde han i en rolig og forretningsmæssig Tone:
«Herud med sig!»
Saa snart alle Bønderne havde været for, kjørte Kredsdommeren, og næppe et Kvarter efter at Retshandlingen var sluttet, kom Antip, der allerede havde begyndt sin Udpantning, ud af den Gamles Hytte med en Themaskine i Favnen, haardt trængt af Bedstemor, der hylede og lamenterede det bedste, hun kunde. Antip tog saa lange Skridt som muligt, men han slap alligevel ikke fri for hende, før han var kommen ind i sin Hytte.
Nu, da Themaskinen var borte, syntes alle onde Magter at regere inde i Hytten. Bedstemor skjældte og smældte timevis, Marie græd, og naar Smaapigerne saa’ det, græd de alle med. Den Gamle, der følte, at han ikke havde saa lidt Del i Ulykken, sad henne i Ovnkrogen uden at sige et Ord, og Nikolaj iagttog ligeledes en haardnakket Tavshed. Han plejede ellers at staa under Bedstemors særlige Beskyttelse, men nu lod hun hele sin Vrede gaa ud over ham, og det gik endogsaa saa vidt, at hun overfaldt ham med Skjældsord og stak sine knyttede Næver op i hans Ansigt. Hun paastod, at han var Skyld i hele Ulykken, bebrejdede ham, at han var kommen hertil med sin Familie, og spurgte ham, hvorfra hun skulde skaffe Pengene til hans Begravelse. Og naar hun rasede paa denne Maade, var Nikolaj, Olga og Sascha lige fortvivlede alle tre.
Om Aftenen tog den Gamle en dristig Beslutning, smøgede sin Kabuds ned over Ørene og gik hen til Sognefogeden. Da han kom derind, laa Antip paa Væggebænken og drev, og ved Siden af ham stod der fem Themaskiner opmarscherede paa Række. Den Gamle stillede sig hen under Prinsen af Battenbergs Billede, korsede sig andægtigt foran det og sagde derpaa i en ydmyg Tone:
«Aa Antip, vær nu naadig og giv mig min Themaskine tilbage! Jeg beder dig derom i Kristi velsignede Navn!»
«Ja, kom med tre Rubler!» lød Svaret.
«Men hvor skal jeg faa dem fra? Jeg har ikke en Skilling i Huset. — Giv mig min Themaskine, jeg kan ikke undvære den!»
«Nej, du faar den ikke, og har du noget at besvære dig over, kan du indgive mundtlig eller skriftlig Klage til Autoriteterne, i dette Tilfælde Kredsretten, som afholder sit første ordinære Møde den 26de dennes.»
Den Gamle forstod ikke et Ord af denne Besked, men netop dette imponerede ham saa stærkt, at han ikke sagde et Muk mere, men skyndte sig at komme afsted.
I de næste Dage faldt det ind med Kulde og Blæst, Floden frøs til, og Landevejene, som stivnede af Frosten, blev ganske ufarbare. Næsten hver Aften samledes Naboerne hos den Gamle, og man diskuterede saa i Forening de sidste Nyheder, som desværre ikke var af nogen behagelig Natur. Hos én havde de taget Faarene og hos en anden Køerne som Pant for de resterende Skatter, og flere af de stakkels Dyr vare allerede kreperede paa Grund af slet Røgtning og Mangel paa Æde. Enhver af de Tilstedeværende havde noget bedrøveligt at meddele, og efter at alle Nyhederne var bleven fremlagt for Forsamlingen, begyndte man at drøfte, hvem der egentlig bar Skylden for de Ulykker, der i det sidste Aars Tid var strømmet ned over Landsbyen.
«Ja,» erklærede den Gamle, «det er Autoriteterne, eller hvad de nu hedder, som vi kan takke for det hele.»
Og de andre gav ham Ret. Ikke én i Forsamlingen anede, hvad Ordet «Autoriteterne» betød, men alle holdt dog paa, at det var dem, man kunde takke baade for den slette Høst, for Nøden, der herskede i Landsbyen, og for Barfrosten, der gjorde enhver Kjørsel paa Landevejen umulig.
Den Gamle troede ikke paa Gud, og hans Tanker vare næsten aldrig henne i det Hjørne. Han mente, at det nærmest var Fruentimmernes Sag at beskæftige sig med de Dele, og naar nogen begyndte at snakke til ham om et eller andet af de Undere, som staar omtalt i Bibelen, kløede han sig gjærne i Hovedet og sagde i en mistroisk Tone:
«Ja, Pokker maa vide, hvordan det gaar til!»
Bedstemor troede, men hendes Tro var noget dunkel og uklar, og hver Gang hun begyndte at tænke paa Døden, Synden og Sjælens Frelse, indfandt Bekymringerne for det daglige Brød sig med en saadan Styrke, at hun øjeblikkelig lagde de andre Tanker paa Hylden. De Bønner, hun havde lært i sin Barndom, kunde hun ikke huske længer, og naar hun om Aftenen, inden hun gik i sin Seng, stillede sig hen foran Helgenbillederne, hviskede hun gjerne en Remse, der lød saaledes:
«Hellige Guds Moder fra Kasan! Hellige Guds Moder fra Smolensk! Hjælp mig med alle dine Undere!»
Marie og Thekla korsede sig andægtigt, hver Gang de gik forbi et Helgenbillede, og de forberedte sig hvert Aar til Altergangen ved Bøn i Kirken og Faste, men de havde ikke nogen klar Forestilling om, hvorfor de gjorde det. De havde ikke lært deres Børn at bede og talte heller aldrig til dem om Gud, men de forbød dem strængt at spise Kjødspiser eller drikke Mælk i Fastetiden. Og hos de andre af Landsbyens Familier herskede der lignende Tilstande; der fandtes nok enkelte Troende, men disse havde det paa samme Maade som Bedstemor, Thekla og Marie. Og dog holdt alle i Landsbyen af at høre den hellige Skrift og lyttede andægtigt, naar Olga eller Sascha læste op for dem.
Olga var en hyppig Gjæst ved de Kirkefester, der blev afholdt i de omliggende Landsbyer eller i den nære Kredsstad, og naar hun var paa en saadan Valfart, samlede hendes Tanker sig saa stærkt om Gud, at hun ganske glemte denne Verden og først opdagede, at hun havde en Mand og en Datter, naar hun vendte hjem igjen.
Det Liv, de førte i Landsbyen, var hende i højeste Grad imod, og det var da navnlig Drikkeriet, der frastødte hende. Men der blev ogsaa drukket tæt og særlig paa de høje Fest- og Helligdage. Paa Jomfru Mariæ Skytsdag[5] blev der sviret og slemmet fra Morgen til Aften, og det gik saa vidt, at man først drak Landsbyens Fælleskasse op og bagefter samlede Penge ind til at fortsætte Drikkeriet. Hos den Gamle blev der i Anledning af Højtiden slagtet et Faar, og det blev ædt op i Løbet af en eneste Dag. Æderiet begyndte om Morgenen og fortsattes med Kraft baade Middag og Aften, og om Natten listede alle Smaatøsene sig ned fra Ovnen og gnavede løs paa Benene. Kirjak var i disse tre Dage lynende fuld fra Morgen til Aften, han pantsatte alt sit Tøj lige til Huen og Støvlerne for at skaffe sig Brændevin, og han pryglede Marie saa læsterligt, at de maatte hælde en Spand Vand over hende for at faa Liv i hende igjen. Og den næste Dag laa han med værkende Hoved og skammede sig.
En Gang om Aaret, i August Maaned, blev det store perlesmykkede Billede af Jomfru Marie ført ud af Klosteret og baaret i Procession fra Landsby til Landsby, og den Dag det ventedes til Shukovo, vare Bønderne saa andægtig stemte, at de helt undlod at drikke fra Morgenstunden. Tidlig om Formiddagen gik de unge Piger Processionen i Møde, og ud paa Eftermiddagen rykkede der et langt Tog af Andægtige ind i Landsbyen med det hellige Billede og Kirkebannerne i Spidsen. Salmesangen bares vidt ud over Egnen, og i Kirken hinsides Floden blev der ringet og kimet en hel Time i Træk. Alle, baade Unge og Gamle, Kvinder og Mænd, stimlede sammen om det undergjørende Billede og rakte Hænderne ud imod det, og der blev en saadan Forvirring og Trængsel i Landsbygaden, at man næsten ikke kunde nære sig. Alle saa’ op mod Billedet og raabte grædende:
«Forsvar og beskyt os, Guds hellige Moder! Hold din Haand over os, og beskjærm os!»
Det var, som om enhver i Mængden pludselig forstod, at der ikke var et tomt Rum mellem Himlen og Jorden, at der dog var noget tilbage, som de Rige og Mægtige ikke havde for dem selv, og at der endnu fandtes en Beskyttelse mod Nød, Vold og Elendighed.
«Forsvar og beskjærm os, Guds hellige Moder!» hulkede Marie. «Hold din Haand over os alle!»
Efter at Popen havde velsignet Mængden, drog Toget videre, og saa snart det var ude af Landsbyen, styrtede Bønderne ind i Kroen, hvor de saa drak og hylede til langt ud paa Natten.
Det var kun de rige Bønder, dem, der nødig vilde bort fra deres Liggendefæ, som frygtede Døden, de Fattige imødesaa den med stor Ligegyldighed. Baade den Gamle og Bedstemor erklærede saaledes ligeud, at de havde faaet nok af Livet og kun længtes efter at dø, og Marie sagde ikke alene det samme, men glædede sig endogsaa over, at flere af hendes Børn var gaaet bort i en spæd Alder. De var alle enige om, at Døden var bedre end Livet, og det generede derfor heller ikke de Gamle at sige til Thekla i Nikolajs Paahør, at hun nu snart kunde vente sin Mand tilbage fra Tjenesten.[6]
Men skjønt man saaledes ikke var bange for Døden, nærede man dog den mest overdrevne Rædsel for alle Sygdomme. Naar Bedstemor blot havde lidt ondt i Maven eller en Smule Feber, lagde hun sig strax hen paa Ovnen, svøbte sig ind i Tæpper og stønnede uafladeligt: «Aa, jeg dør, jeg dør, jeg dør!» og den Gamle løb saa hen efter Præsten, der skyndte sig at give hende Nadveren og den sidste Olie. Sygdomme var ogsaa det kjæreste Samtaleæmne, og særlig yndede man at snakke om Kræft, Indvoldsorme og Kjertelsvulster i Maven. Bedstemor havde ogsaa en sand Mani for at søge Lægehjælp, og derfor kjørte hun hyppigt hen til Distriktssygehuset, hvor hun altid gjorde sig; yngre, end hun var, af Frygt for, at Lægen skulde afvise hende, naar han fik at vide, at hun allerede havde naaet Støvets Aar og saaledes egentlig var uberettiget til at leve længere. Naar hun begav sig ud paa en saadan Expedition, kjørte hun gjærne hjemme fra tidlig om Morgenen med to eller tre af Smaatøsene og vendte tilbage om Aftenen gnaven, sulten og med Draaber til sig selv og Ungerne. En Gang slæbte hun ogsaa Nikolaj med, og han maatte saa daglig, en hel Maaned igjennem, tage nogle Draaber, som han slugte uden at gjøre Indvendinger og beholdt i sig, skjønt det kostede ham den største Anstrængelse.
Bedstemor kjendte alle Læger og Kvaksalvere i 4 Miles Omkreds, men der var ikke én af dem, hun havde Tillid til. Og da nu Nikolaj blev daarligere og daarligere, besluttede hun at henvende sig til en gammel afskediget Feltskær, som boede inde i Byen, og af hvis Dygtighed der gik megen Ry. Saa snart den første Sne var falden, kjørte hun derind, og et Par Timer efter kom hun tilbage med en hvidskjægget, krumrygget Olding, der saa’ ud, som om han næppe kunde hænge sammen. Han satte sine Briller paa, undersøgte Nikolaj meget grundigt og kom derefter til det Resultat, at den Syge burde kopsættes. Da han satte Blodkopperne, forekom det baade Kirjak og Smaatøsene, der stod som tavse Tilskuere, at de kunde se Sygdommen spasere ud af Nikolajs Legeme, og da denne saa’ det tykke, sorte Blod, som lidt efter lidt fyldte Kopperne, havde han ogsaa selv Følelsen af, at det var al den Forgift, der i lange Tider havde plaget ham, som nu rendte ud af ham.
«Ja, det gjør godt!» sagde Olga. «Og Gud give, at Følgerne nu snart maa vise sig!»
Feltskæren satte først 12 Kopper og derpaa andre 12, drak et Par Glas The og kjørte saa hjem igjen. Nikolaj begyndte at ryste over hele Legemet, hans Ansigt blev gustent og indfaldent, og Fingrene antog en mærkelig blaalig Kulør. Han svøbte sig ind i sit Tæppe og fik en Faareskinds Pels over sig, men han frøs stadig væk, saa Tænderne klaprede i Munden paa ham. Hen ad Aften begyndte han at stønne og klage, han forlangte at blive lagt ned paa Gulvet og bad om, at Kirjak vilde holde op at ryge. Derpaa laa han ganske stille hen, og lidt før Morgen døde han.
Det var en stræng Vinter, og den syntes aldrig at skulle faa Ende. Kornet slap op allerede før Jul, og Familien var derfor nødt til at kjøbe alt det Mel, som skulde bruges til Brødet. Kirjak, som nu boede hjemme, fordi Kjøbmanden havde givet ham Rejsepas, støjede og larmede hver Aften, Bedstemor skjældte og smældte, og Thekla gjorde det samme. Koen brølede af Sult baade Nat og Dag, og dens ynkelige Stønnen gik Marie nær til Hjærte. Det knagfrøs lige fra Begyndelsen af November, og Vinteren trak saa længe ud, at det endnu sneede stærkt hele Paasken igjennem.
Men endelig kom Foraaret da. I Slutningen af April skete der et Omslag i Vejret, og Solen fik saa megen Magt, at Isdækket paa Floden brast. Engen, der indrammede den, blev til en eneste stor Sø, og Traner og Vildgæs kom dragende og skreg Vaaren ind. Naar Olga stod oppe paa Randen af Skrænten og saa’ ud mod Aftenhimlen, der straalede som Guld og kastede sit røde Skjær over Kirkens Kupler, randt Taarerne ned ad hendes Kinder, og hun følte da en Længsel efter at drage langt, langt bort — lige til Verdens Ende. Og det var jo ogsaa allerede besluttet, at hun atter skulde vende tilbage til Moskva, hvor hun havde faaet Plads som Stuepige. Kirjak skulde ledsage hende; han vilde ikke længer falde Familien til Byrde, men søge at slaa sig igjennem som Gaardskarl eller som Portner.
Saa snart Vejene blev farbare, drog Olga afsted. Hun og Sascha forlod Hytten ved Daggry, og Marie fulgte dem et Stykke; men Kirjak var ikke med, han var bleven syg og maatte derfor foreløbig holde sig hjemme. Olga kastede et sidste Afskedsblik over til Kirken, bad en stille Bøn og tænkte paa sin Mand. Hun var i dette Øjeblik bedrøvet over at skulle forlade Landsbyen og Bønderne, for hun mindedes den Deltagelse, alle havde vist hende, da hun stod grædende ved sin Mands Kiste. Hun havde ofte været tilbøjelig til at opfatte Bønderne som rene Dyr, men nu, da hun forlod dem, stod det klart for hende, at de var Mennesker med de samme Dyder og Fejl som alle andre, og at der oven i Kjøbet var ikke saa lidt, som talte til Undskyldning for Fejlene. De maatte slide i det fra Morgen til Aften, led Kulde og Sult, fik ingen Hjælp, naar de trængte dertil, og blev slet behandlede af deres Foresatte.
Efter at Marie havde ledsaget hende en halv Mils Vej, sagde hun Farvel, og derefter kastede hun sig paa Knæ og gav sig til at hyle og skrige af Sorg.
«Aa—aah!» stønnede hun og slog i sin Fortvivlelse Panden haardt mod Jorden. «Aa—aah! Nu er jeg igjen ene — ganske ene! Aa, jeg stakkels ulykkelige Menneskebarn!»
Hun blev ved med at græde og klage, og da Olga og Sascha vendte sig om for femte eller sjette Gang, saa’ de hende endnu stadig hugge Panden mod Jorden og gjøre Fagter med Armene, medens Kragerne kredsede om hende og skreg med hæse Skrig.
Efter at Solen var kommen helt op paa Himlen, blev det saa varmt, at det var en hel Fornøjelse at vandre hen ad Landevejen. Olga og Sascha glemte baade Landsbyen og Marie; de nød den dejlige, friske Foraarsluft, Lærkens Sang under Skyerne og den vide Udsigt til alle Sider. Ja, der var nok at se paa. Ud til højre laa der nogle kratbevoxede Kæmpehøje, som lignede venlige Smaaøer, langs Vejen strakte der sig en lang Række Telegrafpæle, som førte Tanken hen til det fjærne, og ude paa Marken lyste den fløjelsgrønne Vintersæd.
Ved Middagstid kom Olga og Sascha til en stor Landsby, og her mødte de General Shukofs forhenværende Kok, hvis skallede Isse skinnede i Solen. Da Olga kom til en Hytte, som saa’ mere velhavende ud end de andre, standsede hun inde under et af de aabne Vinduer og sagde med høj og klingende Røst:
«Ak, I kjære, gode Kristne derinde, giv en lille Skjærv i Jesu Navn! Hvo der giver, den vil Himmelen velsigne, her og hisset og til alle Tider!»
«Ak, I kjære, gode Kristne derinde,» sagde Sascha med sin spæde Barnestemme, «giv en lille Skjærv i Jesu Navn! Hvo der giver, den vil Himmelen velsigne, her og hisset og til alle Tider!»
- ↑ Slavjansky Basar: Den slaviske Basar, er det største og bedste Hotel i Byen Moskva. O. A.
- ↑ I Rusland hviler og sover Bønderne paa den store Ovn. O. A.
- ↑ I den græsk-katolske Kirke hører Mælk ikke til Fastespiserne. O. A.
- ↑ Fyrst Alexander af Bulgarien. O. A.
- ↑ Den 13. Oktober efter vor Tidsregning O. A.
- ↑ I Rusland tages der ved Udskrivningen Hensyn til det Antal mandlige Arbejdere, der findes i Familien. Hvis en Familie (altsaa her Bedstefar og Descendenter), der har et Medlem i Tjenesten, lider et Tab af en mandlig Arbejder, hjemsendes den, der er i Tjenesten, for at erstatte Tabet. O. A.