En smuk Oktober Morgen Anno 85 indfandt der sig en ung, velklædt Mand hos Politiassistenten i Sadofsk og meldte, at hans Herre, Godsejer Mark Ivanovitsch Kljausof var bleven myrdet. Den unge Mand, som bragte denne skrækkelige Efterretning, var dødbleg og rystede som et Æspeløv.
«Naa, men hvem har jeg den Ære at tale med?» spurgte Assistenten.
«Mit Navn er Psjekof», svarede den anden i en ærbødig Tone, «og jeg er ansat som Forvalter hos Kljausof.»
Da Politiassistenten og hans Betjente kom kjørende ind i Kljausofs Gaard, havde der allerede samlet sig en Mængde Mennesker uden for Sidebygningen, hvor den Myrdede havde sit Sovekammer. Efterretningen om Ugjerningen havde med Lynets Hastighed bredt sig over hele Egnen, og som Følge deraf var der strømmet en Mængde Nysgjerrige til fra de nærmeste Landsbyer. Der var en saadan Støj og Snakken i Gaarden, at man ikke kunde høre Ørenlyd, og flere af de Tilstedeværende saa’ blege og forgrædte ud.
Assistenten begyndte med at undersøge Døren til Kljausofs Soveværelse, og det viste sig da, at den var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig.
«Ja, Slynglerne maa være trængt ind til ham gjennem Vinduet,» bemærkede Forvalteren, der endnu stadig rystede af Skræk.
Assistenten og hans Ledsagere gik saa ud i Haven for at undersøge Sovekammervinduet, og det saas da, at dette var lukket, og at Gardinet var trukket for.
«Er der nogen af jer, der har kigget derind?» spurgte Assistenten henvendende sig til Husets Folk, der stod i en Klynge i Nærheden af ham.
«Nej, Deres Velbaarenhed,» svarede Gartneren, en lille graahaaret Fyr, der nærmest lignede en gammel Underofficer, «det har vi sandelig ikke dristet os til.»
«Ak ja, Mark Ivanovitsch! Ak ja! Ak ja!» sukkede Politiassistenten og saa’ hen mod Vinduet. «Har jeg ikke altid sagt dig, at det vilde tage en snavs Ende med dig! Men desværre, du har aldrig villet høre paa mig!»
«Det er ellers Gartneren, vi kan takke for Opdagelsen,» sagde Psjekof. «Det er ham, der først kom i Tanke om, at der maatte være sket en eller anden Forbrydelse. Han spørger mig til Morgen om, hvorfor Herren aldrig mere forlader sit Sovekammer, og lige som han har gjort Spørgsmaalet, falder det mig ind, at jeg ikke har set Kljausof siden sidste Fredag.»
«Ak ja, den Stakkel,» sagde Assistenten med et dybt Suk, «han var rigtig flink og omgængelig og aldeles ubetalelig i et godt Lag. Men han førte et syndigt Levned — Vorherre være med ham — og derfor har jeg ogsaa altid ventet, at det vilde gaa ham ilde. — Aa, Stepan!» vedblev han henvendende sig til en af Betjentene. «Kjør hen og hent Gendarmen, og meld samtidig til Forhørsdommeren, at Mark Ivanovitsch er myrdet. — Nej, bi lidt, det er vist bedst, at jeg giver dig skriftlig Besked med.»
Assistenten stillede Betjentene paa Vagt uden for Bygningen, skrev et Brev til Dommeren og gik derpaa ind til Forvalteren for at drikke The, og medens han sad og skyllede den koghede Drik i sig, fortabte han sig i en lang Række Lovtaler over den Afdøde.
«Ja,» sagde han til Forvalteren, «han var af god gammel Slægt, rig og udstyret med alle Livets Goder, og dog gik det galt med ham. Men det var hans egen Skyld, for han var slem til at svire og drikke og førte i det hele et syndigt Levned. Naa, og saa endte det med, at de tog Livet af ham.»
Et Par Timer efter rullede Forhørsdommeren ind i Gaarden. Nikolaj Jermolajevitsch Tschubikof, der var en høj, kraftig Mand paa lidt over de Tres, havde beklædt sit nuværende Embede i næsten 25 Aar og var kjendt over hele Egnen som en hæderlig, forstandig og energisk Embedsmand, der ganske gik op i sine Pligter. Som altid, naar han mødte i Embeds Medfør, var han ledsaget af sin Sekretær, Ivan Dukofskij, en høj ung Mand paa henved 30 Aar.
«Er det muligt, mine Herrer!» sagde Tschubikof, da han kom ind i Psjekofs Værelse. «Nej, jeg kan ikke tro det — min Tanke vægrer sig derved!»
«Ak ja, det forstaar jeg saa godt!» sagde Assistenten med et Suk.
«Du store Gud! Og naar jeg tænker mig, at det kun er en halv Snes Dage siden, jeg saa’ ham sidst. Det var paa Markedet i Tarabankof. Han var i det mest udmærkede Humør, og vi tømte — med Skam at melde — en hel Flaske Portvin sammen.»
«Ak ja, der sker saa meget i denne Verden!» sagde Assistenten og sukkede endnu dybere end før.
Dommeren og hans Sekretær fik ogsaa et Glas The, og derefter gik hele Selskabet over til Sidebygningen for at begynde Undersøgelsen.
Saa snart Dommeren var kommen ind i Forstuen, foretog han et grundigt Eftersyn af Sovekammerdøren. Den var af Fyrretræ, grønmalet og syntes ikke at have lidt nogen Vold eller Overlast. Der var absolut intet ved den, der kunde føre ind paa Sporet, og man besluttede derfor at bryde den op.
«Tør jeg bede alle Uvedkommende om at fjærne sig!» sagde Dommeren, efter at man endelig ved Hjælp af Øxe og Brækjærn havde faaet Døren aabnet. — «Og vil De sørge for, Gendarm, at ingen følger ind med os!»
Tschubikof gik tøvende og ængstelig ind i Sovekammeret fulgt af sin Sekretær og af Politiassistenten, og alle begyndte saa at se sig om i Stuen. Henne ved Vinduet stod en stor Træseng med en umaadelig Fjerdyne, og paa denne laa der et sammenbulket Tæppe. Hovedpuden, der havde et snavset Lærredsovertræk, fandtes henslængt paa Gulvet. Paa det lille Bord foran Sengen laa der et Sølvur, et Tyvekopek-Stykke og nogle Tændstikker. Sengen, Bordet og en Stol vare de eneste Møbler, der fandtes i Stuen. Da Assistenten kiggede ind under Sengen, opdagede han en Snes tomme Flasker, en gammel Straahat og et Brændevinsanker, og henne ved Fodenden en Støvle, som var dækket med et tykt Lag Støv. Efter at Dommeren havde kastet et spejdende Blik hen i Retning af Vinduet, rynkede han Brynene og blev ildrød af Harme.
«Aa, de Slyngler!» brummede han og truede ud i Luften.
«Men hvor er Mark Ivanovitsch henne?» spurgte Dukofskij i en beskeden Tone.
«Aa, maa jeg være fri for Deres Indblandinger!» raabte Tschubikof. «De skulde heller se efter, om der findes noget fordægtigt paa Gulvet. — Ja, det er det andet Tilfælde af den Art, jeg har haft i min Embedstid,» henvendte han sig til Assistenten. «Kan De huske den Gang de myrdede Kjøbmand Portretof? Da bar Slynglerne sig ad ganske paa samme Maade. De myrdede ham i Sovekammeret og slæbte saa Liget ud gjennem Vinduet.»
Tschubikof, der saa’ ud, som om han pludselig fik en Idé, trak Gardinet til Side og pirkede med Fingeren til Vinduet, som øjeblikkelig fløj op.
«Ja, tænkte jeg det ikke nok, Krogen har ikke været paa!» raabte han triumferende. — Og hvad er dette?» vedblev han og bøjede sig ned over Karmen. «Det kunde næsten ligne Aftrykket af et Knæ. Naa, hvad mener De saa, mine Herrer, har jeg Ret eller ikke?»
«Ja, hvad Gulvet angaar, saa frembyder det ikke noget mærkeligt!» sagde Dukofskij. «Jeg har fundet en afstrøget Tændstik, og det er alt. Se, her er den! Det er en af disse svenske Tingester, som man har begyndt at indføre i den senere Tid. Og den maa være efterladt af en af Morderne, for Mark Ivanovitsch brugte kun almindelige Tændstikker. Maaske dette sidste Fund kan bringe os paa Sporet...»
«Ih, men saa ti dog stille!» raabte Dommeren og gjorde en utaalmodig Bevægelse med Haanden. «Jeg vil ikke høre mere om den dumme Tændstik. I Stedet for at lede efter Tændstikker skulde De heller undersøge Sengen.»
Efter at Dukofskij havde vendt op og ned paa alt Sengetøjet, meddelte han Resultatet af sine Undersøgelser.
«Ja, Blodpletter har jeg ikke fundet nogen af, men i Pudevaaret er der hist og her nogle Smaahuller, som vistnok er fremkommet ved Bid, og paa Lagnerne er der flere store Plamaser, der lugter som Øl. Efter alt at dømme maa der have fundet en fortvivlet Kamp Sted. For det første...»
«Ja, Deres private Meninger kan De beholde for Dem selv!» sagde Dommeren i en unaadig Tone. «De skulde hellere...»
«Den ene af hans Støvler ligger nede ved Fodenden af Sengen,» vedblev Sekretæren med uforstyrrelig Ro, «men den anden har jeg ikke kunnet finde.»
«Naa, og hvad beviser det?»
«Ja, det tyder paa, at de har kvalt ham, medens han var i Færd med at trække Støvlerne af. Den ene har han endnu haft paa, da...»
«Aa, Visvas! Og hvor véd De, at de har kvalt ham?»
«De glemmer nok Hullerne i Pudevaaret. Og naar dertil kommer, at selve Puden er stærkt krammet og forkrøllet, og at den...»
«Aa, forskaan mig! Forskaan mig! Men lad os nu se, hvordan det staar til ude i Haven — for det kan vist have mere Interesse.»
Saa snart de var kommen ud i Haven, begyndte de en nøje Undersøgelse af Husets nærmeste Omgivelser. Græsset lige under Vinduet var stærkt nedtraadt, og en stor Burreplante havde mistet flere af Bladene. Det lykkedes Dukofskij at finde en lille Tot Vat ved Foden af Stængelen, og nogle haarfine mørkeblaa Uldtrævler, som var indfiltret i de øverste af Burrerne.
«Hvad Kulør havde den Dragt, han plejede at gaa i?» spurgte Dukofskij Forvalteren.
«Ja, han gik altid i gult Nanking,» oplyste denne.
«Aha! Saa er det altsaa hans Mordere, der har efterladt disse Spor.
Nogle Burrer med de mistænkelige Trævler blev snittet af og svøbt forsigtigt ind i Avispapir. Paa dette Tidspunkt af Undersøgelsen ankom Kredsens Politimester og Distriktslægen. Efter at Politimesteren havde hilst paa de Tilstedeværende, begyndte han strax at tilfredsstille sin Nysgjerrighed, men Lægen satte sig hen paa en Træstamme og gav sig til at kigge ud i Luften.
Undersøgelsen af Vinduet gav ikke noget Resultat, men Afsøgningen af Plænen bragte forskjellige interessante Ting for Dagen. Det lykkedes saaledes Dukofskij at paavise en mørk Stribe eller rettere talt en Række af Smaapletter, som strakte sig fra selve Vinduet og hen til en Sirenbusk, under hvis nederste Grene der laa en Støvle, som viste sig at være Magen til den i Sovekammeret.
«Det er Blod,» sagde Dukofskij, medens han tog Pletterne i Øjesyn. Og det ser oven i Kjøbet ud til at være friskt.»
«Ja, vist er det Blod!» istemmede Doktoren, som nu kom til og gav sit Besyv med.
«Men saa har de altsaa ikke kvalt ham!» bemærkede Dommeren og sendte Dukofskij et haanligt Sideblik.
«Jo — men det er foregaaet inde i Sovekammeret, og efter at de saa har slæbt ham udenfor, har de stukket ham med en Kniv eller et andet skarpt Instrument for at gjøre det grundigt af med ham. Pletten inde under Busken er langt større end de andre, og det beviser, at han har ligget der i længere Tid. Skurkene har foreløbig skjult ham paa dette forholdsvis sikre Sted og saa senere set deres Snit til at bære ham ud af Haven.»
«Naa — og Støvlen?»
«Ja, den bekræfter end ydermere min Formodning om, at de har myrdet ham, medens han var i Færd med at afføre sig sit Fodtøj. Den ene Støvle har han faaet af, men den anden er det kun lykkedes ham at smøge halvt af sig. Og netop det, at den sad løst, har haft til Følge, at den er falden af ham.»
«Ja, De forstaar rigtignok at stave og lægge sammen,» sagde Tschubikof og lo haanligt. «Men i Stedet for at imponere os med Deres juridiske Skarpsindighed skulde De heller tage nogle Totter af det blodige Græs med, for at vi kan faa det kemisk undersøgt.»
Efter at der var tegnet en Skitse af Huset og dets nærmeste Omgivelser, begav alle sig ind til Forvalteren, hvor man spiste Frokost og samtidig snakkede videre om Sagen.
«Ja, se baade Uret og Pengene er urørte,» sagde Tschubikof, «og det viser jo tydeligt, at det ikke er et Rovmord, der foreligger.»
«Nej, Forbrydelsen er begaaet af et Individ, der hører til de dannede Klasser,» bemærkede Dukofskij.
«Ja, hvor véd De det? — hvoraf slutter De det?»
«Af den svenske Tændstik, som Morderne har efterladt. Almuen benytter jo som bekjendt kun almindelige Tændstikker. — Og det er ogsaa givet, at der ikke har været én, men tre om at myrde ham. De to har holdt paa ham, og den tredje har kvalt ham. Kljausof var jo en Mand med mange Kræfter, og derfor har en enkelt sikkert ikke turdet binde an med ham.»
«Ja, det skal De ikke sige; sæt, at han nu er bleven overfaldet, medens han laa og sov!»
«Men jeg har jo allerede grundig bevist, at han er bleven angreben, mens han var i Færd med at trække Støvlerne af, og sit Fodtøj affører man sig da ikke i Søvne.»
«De skulde hellere spise i Stedet for at lade Deres Fantasi løbe af med Dem.»
«Ja, hvis jeg nu maa sige min Mening, Deres Højvelbaarenhed,» sagde Gartneren, som var i Færd med at sætte Themaskinen paa Bordet, «saa er det ingen andre end Nikolaj, der har begaaet denne Skarnsstreg.»
«Ja, det er troligt nok!» mente Psjekof.
«Men hvem er da denne Nikolaj?» spurgte Dommeren.
«Det er Herrens Kammertjener, Deres Højvelbaarenhed,» oplyste Gartneren. «Og hvem andre skulde vel have gjort det end han? Han er den værste Drukkenbolt og Tyveknægt, man kan tænke sig, og han var altid om sin Herre. Han lagde ham i Seng, han forsynede ham med Brændevin — og følgelig er det ham! Og dertil kommer, at Slynglen flere Gange i Vidners Overværelse har rost sig af, at han vilde slaa sin Herre ihjel. Naa, selvfølgelig er der et Fruentimmer med i Spillet. Han havde noget Maskepi med et Kvindemenneske, som hedder Akulina, hende lokkede Herren fra ham, og saa blev Fyren vred.»
«Ja, og naar man kjender Akulina, kan man saa godt forstaa det,» sagde Psjekof, «for hun ser forbistret godt ud. Mark Ivanovitsch, som havde et aabent Øje for kvindelig Skjønhed, kaldte hende altid Nana, og der er virkelig ogsaa noget ved hende, der minder om Zolas Nana, noget ejendommeligt og tiltrækkende, som...»
«Hm ja, jeg kjender hende — jeg véd det,» sagde Dommeren og pudsede sin Næse i et vældigt, storblomstret Lommetørklæde.
Dukofskij blev rød og slog Øjnene ned, Assistenten trommede med Fingrene paa sin Tallerken, og Politimesteren fik travlt med at kigge hen i Retning af Vinduet. Dommeren befalede, at Nikolaj skulde føres ind, og lidt efter mødte Gendarmen med en langbenet, søvnigt udseende Fyr, der bukkede dybt for de Tilstedeværende. Det var Nikolaj, og for Øjeblikket var han saa fuld, at han næppe kunde staa paa Benene.
«Hvor er din Herre?» spurgte Tschubikof med barsk Røst.
«Han er død, Deres Højvelbaarenhed — myrdet!» svarede Nikolaj, som blev saa rørt, at han begyndte at græde.
«Ja, vel er han død, det véd vi nok. Men Liget — hvor er Liget henne?»
«Ja, de siger, at Slynglerne har slæbt ham ud gjennem Vinduet og begravet ham i Haven.»
«Hm, det lader til, at man allerede kjender Resultatet af Undersøgelsen ude i Køkkenet. Sig mig, min gode Mand, hvor var du henne den Nat, da din Herre blev myrdet? Jeg mener Natten mellem sidste Fredag og Lørdag.»
«Jeg véd det ikke, Deres Højvelbaarenhed,» svarede Nikolaj efter at have betænkt sig lidt, «for jeg var saa drukken, at jeg hverken kunde sanse eller samle.»
«Det er ellers et smukt Alibi!» hviskede Dukofskij og gned sig fornøjet i Hænderne.
«Naa, lad gaa, jeg vil tro dig!» sagde Dommeren. «Men hvorfra stammer de Blodpletter, som vi har fundet under din Herres Sovekammervindue?»
Nikolaj svarede ikke, men kløede sig forlegent bag Øret.
«Naa, hvor længe skal det vare? — Ud med Sproget!»
«Javel, Deres Højvelbaarenhed, nu skal De faa Forklaringen. Forleden, da jeg staar uden for Hønsehuset og skal til at skære Halsen over paa en Kylling, smutter den fra mig, lige som jeg er begyndt at snitte, og render blødende ud i Haven. Jeg kiler efter den, og da den ser det, gjemmer den sig først inde under en Sirenbusk og løber saa videre hen ad Plænen.»
Gartneren oplyste paa Foranledning, at Nikolaj plejede at slagte de Høns og Kyllinger, som skulde bruges i Køkkenet, og udtalte som sin Formening, at der ikke var nogen Grund til at betvivle Rigtigheden af hans Forklaring.
«Sig mig, har du haft noget at gjøre med et Fruentimmer, som hedder Akulina?» spurgte Dommeren og sendte Nikolaj et hvast Blik.
«Ja, lidt har der jo været imellem os.»
«Og er det sandt, at din Herre fik hende lokket fra dig?»
«Nej, det var Forvalteren, der gjorde det,» svarede Nikolaj, «og saa tog Herren hende igjen fra ham.»
Psjekof blev kjendelig forvirret, og dette gjorde saa stærkt et Indtryk paa Dukofskij, at han begyndte at mønstre ham fra øverst til nederst. Forvalteren forekom ham yderst fordægtig, og navnlig vakte det hans Mistanke, at Psjekofs Benklæder havde ganske den samme Farve som de Trævler, han havde været saa heldig at finde paa Burrerne. Dukofskij hviskede nogle Ord til sin Foresatte, og denne nikkede saa og begyndte ligeledes at iagttage Forvalteren.
«Du kan gaa!» sagde Dommeren til Nikolaj. — «Og maa jeg nu gjøre Dem et Spørgsmaal, Hr. Psjekof: Hvor var De henne sidste Fredag, og hvad tog De Dem for?»
«Ja, jeg spiste til Aften sammen med Mark Ivanovitsch og skiltes fra ham Kl. 10.»
«Og hvad saa?»
«Ja, hvad saa? ... Hvad saa?» stammede Psjekof, der blev endnu mere forvirret end før og rejste sig. «Oprigtig talt, jeg husker det ikke, for jeg var saa fuld, da jeg gik, at jeg ikke aner, hvor jeg har tilbragt Natten. Men hvorfor ser De saa mærkeligt paa mig? De tror da ikke, at jeg har slaaet ham ihjel?»
«Naa, og hvor vaagnede De saa?» vedblev Dommeren, der lod, som han ikke hørte hans Spørgsmaal.
«I Køkkenet — oven paa Ovnen.[1] Spørg kun Kokkepigen — hun kan bevidne det! Men hvordan jeg er kommen derop, har jeg ikke Begreb om.»
«De maa tage det lidt mere roligt!» brummede Tschubikof. — «Men sig mig, er det sandt, at De har kjendt Akulina?»
«Ja, men jeg forstaar ikke ...»
«Og fra Dem er hun altsaa gaaet videre — til Kljausof.»
«Ja. — Men vil D’Hrr. ikke lade Svampene gaa rundt en Gang endnu? Og maa jeg ikke opvarte med et Glas The til?»
Der indtraadte en uhyggelig Tavshed, som varede mindst fem Minutter, og i al den Tid havde Dukofskij ikke sine Øjne fra Psjekof.
«Jeg tror, det kunde være heldigt, om vi ogsaa forhørte den Myrdedes Søster,» sagde Dommeren omsider. «Det var jo dog muligt, at hun kunde give os en eller anden Oplysning.»
Lige som han havde sagt det, rejste han sig og takkede for Frokosten, og derpaa begav han og hans Sekretær sig over til Hovedbygningen. Da han ønskede at gjøre sit Besøg saa overraskende som muligt, lod han sig ikke melde, men gik lige ind i Dagligstuen, hvor han traf Kljausofs Søster knælende foran Helgenbillederne. Hun blev synlig forvirret, da hun saa’ de to Herrers Ansigt henne i Døren, og saa vidt Dukofskij kunde se, kostede det hende en Del Anstrængelse at rejse sig og gaa dem i Møde.
«Ja, først og fremmest maa vi bede Dem om Undskyldning, Marie Ivanovna, fordi vi forstyrrer Deres Andagt,» sagde den galante Tschubikof og skrabede ud med det ene Ben, «men Sagen er, at vi har en lille Bøn til Dem. Som De maaske allerede har hørt, er der en stærk Sandsynlighed for, at Deres Broder... naa ja, lad mig heller sige det lige ud — at Deres Broder er myrdet. Men se det er nu Guds Vilje, og den maa vi alle bøje os for. Døden undgaar ingen, hverken Kejseren eller den ringeste Stodder. Skulde De ikke kunne give os en eller anden Oplysning eller Forklaring, som...»
«Ak nej, spørg mig ikke!» svarede Marie Ivanovna og skjulte sit Ansigt i Hænderne. «Jeg kan ingen Oplysninger give Dem — slet ingen! Og hvor skulde jeg ogsaa kunne det? Jeg ser jo aldrig min Broder og véd slet intet om ham...»
Hun brast i Graad og skyndte sig ind i det andet Værelse, og Dommeren og hans Sekretær saa’ forbløffede paa hinanden og trak sig derpaa ud af Stuen.
«Aa, gid Fanden havde det tossede Fruentimmer!» bandede Dukofskij, da de kom ud i Forstuen. «Hun véd sikkert ikke saa lidt, men hun vil blot ikke ud med det! Og Stupigen, som lukkede os ind, har efter min Mening ogsaa et temmelig fordægtigt Ydre. Men vent I kun, jeg skal nok faa Hemmeligheden pillet ud af jer!»
Om Aftenen, da Tschubikof og Dukofskij kjørte hjem, var de begge dygtig trætte efter Dagens Anstrængelser. Dommeren, der af Naturen ikke var synderlig konversabel, gjorde Indtryk af at have aflagt et Tavshedsløfte, og den ellers saa snaksomme Sekretær sagde heller intet for ikke at forstyrre sin høje Foresatte i hans dybsindige Betragtninger. Men efter at de havde kjørt et Par Timers Tid, kunde Dukofskij ikke længer holde den trykkende Tavshed ud, og han kom saa frem med de Slutninger, han havde uddraget af Forhøret.
«Ja, at Nikolaj er indblandet i denne Sag,» sagde han i en overlegen Tone, «maa nu betragtes som fuldstændig givet. Hans modbydelige Fjæs og hele hans mangelfulde Forklaring røber tilstrækkeligt hans Skyld. Men det er ogsaa afgjort, at han ikke er Hovedophavsmanden, men kun et underordnet Redskab. Ikke sandt — De giver mig Ret deri? Og Hr. Psjekofs Skyld maa ogsaa betragtes som givet: hans blaa Buxer, hans pludselige Forvirring, hans mangelfulde Alibi, og først og fremmest hans Forhold til Akulina, forener sig til...»
«Ja, De snakker, som De har Forstand til, Højstærede. Efter Deres Mening er enhver, der blot har kjendt Akulina, et Stykke af en Morder. Men, saa vidt jeg véd, har De nok ogsaa selv gjort Haneben til hende, og følgelig maa vel en Del af Mistanken falde paa Dem.»
«Og paa Dem! Hun har jo været Kokkepige hos Dem en hel Maaned, og jeg husker nok... nej, jeg siger ikke mere. Naa, men Spøg til Side. Naar Psjekof er bleven Forbryder, er det ikke, fordi han har brudt sig om Akulina, men ene og alene fordi han har følt sin Forfængelighed krænket. Han har ikke kunnet taale, at en anden stak ham ud, og derfor har han villet hævne sig. Og lidt Sandselighed har der vel ogsaa været med i Spillet. Lagde De Mærke til, hvor velbehageligt han smaskede med sine tykke Læber, da han sammenlignede hende med Nana? Som sagt, det er krænket Forfængelighed og utilfredsstillet Sandselighed, der har drevet ham ind paa Forbryderbanen. Naa, de to af de Skyldige har vi altsaa et sikkert Tag i, og nu gjælder det blot om at finde den tredje. Nikolaj og Psjekof har holdt den Ulykkelige — men hvem har kvalt ham? Psjekof kan ikke have gjort det, thi han er for fejg dertil, og Nikolaj hører ikke til dem, der kvæler sit Offer med en Hovedpude; hans Redskab er Øxen — Bagen af Øxen; men hvem er den tredje — hvem er det, der har kvalt ham?»
Efter at Dukofskij havde glædet Dommeren med dette lange Foredrag, smøgede han sin Hue ned over Ørene og sad saa i dybe Tanker hele Resten af Vejen.
«Hvor er han? — Hvor finder jeg ham?» spurgte han atter og atter sig selv, og pludselig — lige som Vognen rullede hen foran Dommerens Hus — fik han Svar paa sit Spørgsmaal.
«Heureka! Nu har jeg det!» raabte han og styrtede triumferende ind i Forstuen. «Jeg har det! Jeg har det! — Véd De, hvem den tredje er?»
«Aa, lad mig være fri! Forskaan mig!» sagde Dommeren i en ærgerlig Tone. «Gaa heller ind i Spisestuen, Aftensmaden venter paa os.»
De satte sig hen til Bordet, og efter at Dukofskij havde skjænket sig en Snaps, rejste han sig med lynende Øjne og sagde i en højtidelig Tone:
«Vil De vide, hvem den tredje er — hvem der har kvalt ham? Det er — saa sikkert jeg staar her — hans egen Søster, Anna Ivanovna!»
Tschubikof blev saa overrasket, at han fik sin Snaps forkert i Halsen og var lige ved at kvæles.
«Aa—aah!» sagde han prustende og stønnende. «De maa jo være bleven gal, Mand! — Deres Hjærne maa være gaaet i Baglaas!»
«Nej, jeg fejler ingenting. Men selv om De nu mener, at jeg er gal, hvorledes vil De saa kunne forklare hendes Forvirring, da hun saa’ os træde ind, og hendes Ulyst til at give os nogensomhelst Oplysninger? Ikke sandt, det er meget mistænkeligt, men især naar man ser hen til Forholdet mellem hende og Broderen. Hun har altid hadet ham, og det kommer af, at hun er en ivrig Gammeltroende[2], medens han alle sine Dage har været en renlivet Atheist.»
«Ja, men jeg forstaar alligevel ikke...»
«De forstaar det ikke? Hun, den sværmerske Gammeltroende, har myrdet ham af ren og bar Fanatisme, blot fordi hun har ment at gjøre en god Gjerning derved. Aa, De kjender ikke disse Sekterere, men læs, hvad Petscherskij og Ljeskof[3] skriver om dem. Hun har gjort det — jeg tør give mit Hoved derpaa! Hun har kvalt ham, det lumske, afskylige Fruentimmer, og for at vi ikke skulde fatte Mistanke til hende, kastede hun sig paa Knæ foran Helgenbillederne saa snart hun hørte os komme. Har De kjendt Mage til Snedighed? Men mig narrer hun ikke! — Naa, hvad siger De saa til mit Opdagertalent?»
«Jeg siger: Hold Dem til Jorden, min gode Mand! Pas De Deres Ting, saa skal jeg nok passe mine!»
«Ja, snild er Fyren, det maa man lade ham,» sagde Dommeren til sig selv, da Dukofskij var gaaet. «Men man maa bremse ham lidt, for ellers buser han for stærkt paa.»
Næste Morgen blev Nikolaj og Psjekof anholdt og ført under Bevogtning til Byen, hvor de øjeblikkelig blev sat under Laas og Lukke.
Faa Dage efter sad Dommeren ved sit Skrivebord og bladede i Akterne vedrørende Sagen «Kljausof», og Dukofskij vandrede frem og tilbage i Stuen lige saa urolig som et vildt Dyr, der bevæger sig i sit Bur.
«Men hvorfor vil De ikke tro paa Marie Ivanovnas Skyld, naar De dog er overbevist om Nikolajs og Psjekofs?» sagde han og halede i sit tynde Skjæg. «Efter min Mening foreligger der en hel Række...»
«Jo, vist tror jeg paa den. Men jeg maa have mere at holde mig til end løse Formodninger. Det er Beviser, jeg forlanger, og dem foreligger der ingen af.»
«Sagde De Beviser? Ja, dem skal De faa, men derfor behøver De da ikke at stille Dem saa fornemt og afvisende til den psykiske Side af Sagen. Vær De rolig, jeg skal nok skaffe Dem Beviser. Jeg har et Holdepunkt, der er mere værd end alle kunstige Ræsonnementer...noget, man kan tage og føle paa.»
«Ja, hvad mener De egentlig?»
«Hvad jeg mener? — Den svenske Tændstik! Den har De nok helt glemt. Det gjælder blot om at faa konstateret, hvem der har strøget den af i den Myrdedes Værelse. Nikolaj har ikke gjort det og Psjekof heller ikke, der er ikke funden saa meget som en Tændstik i deres Tøj eller Gjemmer, og følgelig maa det være en tredje, altsaa med andre Ord — Anna Ivanovna! Og det skal jeg klart bevise, naar De blot vil lade mig operere paa egen Haand. Der behøves kun en lille Afsøgning af den nærmeste Omegn...»
«Ja, lad det nu være godt, og sæt Dem blot rolig ned. De to Delinkventer har allerede ventet længe i Forstuen, og det er vel derfor paa Tiden, at vi begynder Forhøret.»
Dukofskij tog Plads ved Bordet, slog Forhørsprotokollen op og begravede sin lange Næse i den.
«Før Nikolaj Tetjokhof ind!» raabte Dommeren, og et Øjeblik efter mødte Gendarmen med Forbryderen, der var dødbleg og rystede af Skræk.
«Vil De saa høre efter, Tetjokhof!» begyndte Tschubikof. «1879 er De straffet med 30 Dages Fængsel paa almindelig Fangekost for Tyveri, og 1883 med 20 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brød for den samme Forseelse. Jo, vi véd alting!»
Nikolaj følte sig saa imponeret af Dommerens Alvidenhed, at hans Ansigt udtrykte den største Forbavselse. Han følte sig saa sønderknust, at han stak i at græde, og da det ikke var muligt at faa et Ord ud af ham, maatte han dimitteres.
«Lad os saa faa Psjekof ind!» befalede Dommeren.
Den anden Anklagede saa’ ogsaa højst ynkelig ud. Han var bleven dygtig mager og bleg, og hans Øjne havde faaet et sløvt og ligegyldigt Udryk.
«Sæt Dem, Psjekof,» sagde Tschubikof. «Naa ja, i Dag haaber jeg, at De vil være fornuftig og gaa til Bekjendelse. Let nu Deres Samvittighed, og kom frem med det hele — hører De!»
«Jeg har intet at tilstaa! Jeg véd intet!» hviskede Psjekof.
«Ja, saa skal jeg fortælle Dem, hvorledes det hele er gaaet til. Ser De, den meget omtalte Fredag sad De om Aftenen inde paa Kljausofs Værelse og drak Øl og Brændevin sammen med ham, og Nikolaj var til Stede og opvartede Dem og Deres ulykkelige Offer. Klokken 1, Kjlausofs sædvanlige Sengetid, erklærede han, at han vilde gaa til Hvile, og medens han var i Færd med at trække Støvlerne af, kastede De og Nikolaj Dem paa et aftalt Tegn over ham og smed ham om paa Sengen. Den ene af Dem holdt fast ved hans Fødder, og den anden ved hans Hoved. Derpaa kom Deres anden Medskyldige, en Kvinde, som havde staaet og ventet ude i Forstuen, ind i Kammeret, greb Hovedpuden og begyndte sin uhyggelige Gjerning. Under den Kamp, som nu opstod, slukkedes Lyset, og hun tog saa en Æske svenske Tændstikker op af sin Lomme og tændte det paa ny. Har jeg ikke Ret? Jo, vist saa — jeg læser det i Deres Ansigt! Men videre! Efter at Kljausof var kvalt, slæbte De og Nikolaj hans Lig ud gjennem Vinduet og lagde det ved Siden af en stor Burreplante, som voxer neden under dette; og af Frygt for, at den Døde skulde leve op igjen, flensede De saa i ham med et eller andet skarpt Instrument. Derpaa bar De Liget hen over Græsplænen og lagde det ind under en Busk, og der blev det liggende, indtil De og Nikolaj saa Deres Snit til at bære det videre, over Hegnet og ud af... Men hvad gaar der af Dem? Hvad fejler De, Mand?» sagde Dommeren og saa’ hen paa Psjekof, der pludselig blev dødbleg og begyndte at glide ned af Stolen.
«Aa, jeg faar ondt! Jeg er lige ved at kvæles!... Ja, det er rigtigt alt sammen! Hver en Smule! Men lad mig blot slippe udenfor! Jeg beder — jeg bønfalder Dem derom!»
«Naa ja, endelig fik jeg ham da til at bekjende!» sagde Tschubikof triumferende, saa snart Synderen var ført udenfor. «Ja, det kneb haardt, men det lykkedes dog alligevel.»
«Og han indrømmede ogsaa det med den kvindelige Medskyldige,» sagde Dukofskij. — «Naa, men nu maa jeg afsted for at faa det ene Punkt med Hensyn til Tændstikken opklaret. Jeg kan ikke blive her et Sekund længer. — Lev vel!»
Han snappede sin Hue og fór ud af Stuen, og saa snart han var gaaet, begyndte Dommeren at forhøre Akulina, men hun erklærede, at hun slet intet vidste, og at hun ikke var nøjere kjendt med den Myrdede eller med de to Anklagede.
«Nej, Hr. Dommeren er den eneste, jeg kjender — den eneste!» tilføjede hun og saa’ ømt hen paa Tschubikof med sine store, svømmende Øjne.
Klokken sex om Eftermiddagen kom Dukofskij tilbage i en yderst ophidset Sindsstemning. Hans Kinder blussede, og hans Hænder rystede saa stærkt, at det kneb for ham at faa Overfrakken knappet op. Det var utvivlsomt, at han mødte med vigtige Nyheder.
«Veni, vidi, vici!» raabte han triumferende og smed sig derpaa aandeløs i Dommerens Lænestol. «Ja, jeg sværger Dem ved min Ære, at jeg virkelig begynder at tro paa mit eget Geni! Tænk Dem — saa sandt jeg sidder her, er det lykkedes mig at fange den fjerde!»
«Den fjerde?»
«Ja, og det er atter en Kvinde — en henrivende dejlig Kvinde, saa skjøn, at jeg vilde give ti Aar af mit Liv blot for at faa Lov til at kysse hendes Skulder. Jeg har kjørt hele Egnen rundt lige fra i Morges og afsøgt mindst halvhundrede Kroer og Kjøbmandsboder. Hvor jeg kom hen, forlangte jeg svenske Tændstikker, men overalt fik jeg det samme Svar: «Ja, dem har vi ingen af!» Naa, men endelig, da jeg kommer til Kroen i Sadofek og gjør det samme Spørgsmaal, giver de mig en Pakke svenske Tændstikker, og jeg ser saa strax, at der ikke er ti, men ni Æsker i den. «Der mangler én!» siger jeg. «Hvor er den henne?» — «Ja, den har vi solgt!» — «Til hvem?» spørger jeg. — «Til den og den!» lyder Svaret. Du store Gud, hvilken Opdagelse! Fra i Dag begynder jeg virkelig at faa en vis Respekt for mig selv. — Men lad os nu komme afsted!»
«Hvad behager? Hvor vil De have mig hen?»
«Hen til hende — den fjerde! Vi maa skynde os, ellers forgaar jeg af Utaalmodighed! Og hvem tror De det er? Ingen anden end Politiassistentens Kone, den smukke Olga Petrovna!»
«Men er De fra Forstanden, Menneske?»
«Nej, paa ingen Maade! Sagen er klar nok. Det er givet, at hun har kjøbt Tændstikkerne, og endvidere, at hun i længere Tid har lidt af ulykkelig Kjærlighed til Kljausof. Han brød sig ikke om hende, men foretrak sin Akulina, og saa har hun villet hævne sig. Naa, men lad os nu komme afsted. Det begynder allerede at blive mørkt.»
«Men tror De da virkelig, at jeg vil forstyrre en hæderlig Dames Nattero, fordi De har faaet et Anfald af Vanvid?»
«Jeg bønfalder Dem om at tage med, ikke for min Skyld, men for at Retfærdigheden kan ske Fyldest. Tænk hvilken Opsigt denne mærkelige Sag vil vække over hele Rusland! Lykkes det Dem at skaffe Klarhed i den, er Deres Lykke gjort. De kommer ind i Overretten, saa sandt jeg sidder her! Naa, vær nu fornuftig, og lad Dem overbevise!»
Dommeren sad først lidt og betænkte sig og rakte derpaa Haanden ud mod sin Hat.
«Aa, gid Fanden havde Dem!» sagde han og rynkede Brynene. «Naa, lad os da tage afsted, naar det ikke kan være andet!»
Det var bælgmørkt, da Dommeren og hans Sekretær rullede ind i Politiassistentens Gaard, og dette Mørke vakte allehaande Betænkeligheder hos den galante Tschubikof, der var saa kjed af at skulle forstyrre den smukke Olga Petrovna paa denne sene Tid, at han ønskede sig hjemme igjen.
«Jeg skammer mig som en Hund!» sagde han, medens han ringede paa. «Og hvad Paaskud skal vi give for dette sene Besøg?»
«Aa, det finder vi nok ud af. Vi kan jo sige, at den ene af Vognfjedrene er sprungne, og at vi derfor blev nødt til at tage her ind.»
Da de kom ind i Forstuen, blev de modtaget af en høj og fyldig Brunette med kulsorte Bryn og svulmende, røde Læber. Det var Politiassistentens Hustru, den smukke Olga Petrovna.
«Nej, det var da morsomt!» sagde hun og smilede over hele Ansigtet. «De møder, netop som vi er ved at sætte Aftensmaden paa Bordet. Ja, min Mand er rigtignok ikke hjemme lige i Øjeblikket, men jeg venter ham hvert Minut. De kommer vel fra et Forhør, kan jeg tænke mig!»
«Ja! — Og paa Hjemvejen havde vi det Uheld, at en af Vognfjedrene sprang,» sagde Tschubikof, som gik ind i Dagligstuen og satte sig i en Lænestol.
«Hvad skal alle de Forberedelser til!» hviskede Dukofskij ind i Øret paa ham. «Gaa lige løs paa Sagen, hører De!»
«Ja, som sagt vi havde det Uheld med Vognfjedren», vedblev Tschubikof, «og saa fik vi den Idé at tage her ind.»
«Nej, den Maade duer ikke!» hviskede Dukofskij igjen. «Hun maa tages med Overrumpling.»
«Naa ja, saa prøv De Deres Lykke!» brummede Tschubikof, der rejste sig og gik hen til Vinduet. «Jeg kan ikke! De maa selv søbe den Kaal, De har spyttet i!»
«Ja, apropos, siden vi taler om Vognfjedre,» sagde Dukofskij og gik helt hen til Olga Petrovna, «saa er vi ikke kommen her for at spise til Aften eller for at passiare med Deres Mand, men for at rette et Spørgsmaal til Dem, højstærede Frue. Altsaa: Hvor har De gjort af Mark Ivanovitsch?»
«Hvad behager? Hvor jeg har gjort af ham?» hviskede Olga Petrovna, hvis Ansigt pludselig farvedes af en dyb Rødme. «Jeg... jeg forstaar Dem ikke!»
«Jeg spørger Dem i Lovens Navn: Hvor har De gjemt ham? — Vi véd alt!»
«Hvem har fortalt Dem det?» spurgte Assistentens Kone og slog Øjnene ned for Dukofskijs gjennemtrængende Blik.
«Vil De blot behage at sige os, hvor De har gjort af ham!»
«Men hvor véd De det fra? Hvem har fortalt Dem det?»
«Vi véd alt! Og jeg forlanger denne Oplysning i Lovens Navn!»
«Vis os, hvor De har gjemt ham, saa kjører vi strax!» sagde Dommeren, der følte sit Mod voxe, da han saa’ hendes Forvirring.
«Men hvorfor vil De vide det?»
«Hvortil alle disse Spørgsmaal, Frue? Vi beder Dem blot om at besvare det ene, vi stiller! De skjælver... De er forvirret. Ja, han er dræbt... myrdet... og for at sige det lige ud — De har gjort det!! Deres Medskyldige har angivet Dem.»
«Følg med!» sagde Olga Petrovna, der vred sine Hænder af Fortvivlelse. «Jeg har gjemt ham inde i Badstuen. Men for Gud i Himlens Skyld, sig ikke et Ord til min Mand derom! Han vilde tage sin Død derover...»
Hun tog en stor Nøgle, som hang bag Skabet, og førte sine Gjæster gjennem Køkkenet og ud i Gaarden. Selv gik hun i Forvejen, og Tschubikof og Dukofskij traskede bagefter med lange Skridt. Endelig, efter flere Minutters Vandring gjennem Møddingepøle og Skarndynger, skjelnede de for ude i Mørket Omridset af nogle høje Træer, og inde mellem disse en lille, lav Bygning med en høj Skorsten.
«Det er der, jeg har gjemt ham!» sagde Olga Petrovna. «Men skaan mig — fortæl det ikke til nogen!»
Da de kom helt hen til Huset, opdagede Tschubikof og Dukofskij, at Døren var aflaaset og forsynet med en vældig Hængelaas.
«Hold Lyset og Tændstikkerne parate!» hviskede Dommeren til sin Sekretær.
Olga Petrovna fik Hængelaasen lukket op og førte de to indenfor. Dukofskij tændte sit Lys, og det viste sig da, at der ikke fandtes andet i Stuen end et Bord med en Themaskine og en halvfyldt Suppeterrin.
«Videre!» kommanderede Dommeren.
Den næste Stue frembød heller intet mærkeligt. Midt i den stod der et Bord med et stort Fad Skinke, en Karaffel Brændevin og nogle Glas — og det var hele Møblementet.
«Men hvor er ... hvor er han selv? Jeg mener den Myrdede?» spurgte Dommeren.
«Han ligger oppe paa den øverste Hylde!»[4] hviskede Olga Petrovna, som trak sig lidt tilbage og derpaa smuttede ud af Døren.
Dukofskij krøb derop med Lyset i Haanden og opdagede saa en menneskelig Skikkelse, der laa paa en stor Fjerdyne. Den rørte sig ikke, men da han bøjede sig over den, hørte han en sagte Snorken.
«Hun har holdt os for Nar,» raabte Dukofskij, «det er ikke ham! Han her er spillevende! — Naa, kan han sige, hvem han er!» skreg han ind i Øret paa den Ubekjendte, der svarede med en vældig Snorken, strakte Armene ud og løftede Hovedet lidt.
Dukofskij førte Lyset hen til hans Ansigt, og da han saa’ en Skov af sorte, uredte Haar og et Par vældige, opaddrejede Knevelsbarter, som stak frem under en rød Næse, udstødte han et Skrig. Den, der laa der oppe, var virkelig Kljausof.
«Hvad, er det Dem, Mark Ivanovitsch?» sagde han næsten tilintetgjort. «Nej, det er umuligt!»
«Jo, vel er det mig!» svarede Kljausof med en dyb, hæs Bas. «Men hvad Pokker vil De her, Dukofskij? Og hvem er det, som staar og kigger der nede? — Min gamle Ven Dommeren, saa sandt jeg lever!» Og lige som han havde sagt det, sprang han ned og omfavnede Tschubikof.
«Men hvordan Pokker har I egentlig baaret jer ad med at finde her ind?» vedblev han. «Jeg begriber det ikke. Men er I her nu engang, saa skal vi ogsaa have os en Snaps sammen! Tra-lal Tra-la! Tra-lalalala! Og hvordan har I faaet støvet op, at jeg var her? — Naa ja, det kan for Resten være det samme. Lad os blot faa den Snaps!»
Kljausof tændte Lampen og skjænkede i Glassene.
«Ja, men jeg forstaar det slet ikke!» sagde Dommeren og slog Hænderne sammen af Forbavselse. «Er det dig — eller er det ikke dig?»
«Jo, vel er det mig! Men hvad gaar der dog af dig, Dukofskij? Hvorfor drikker du ikke din Snaps? Drik, Kammerater!»
«Ja, men jeg forstaar det alligevel ikke,» sagde Dommeren, der tømte sit Glas aldeles mekanisk. «Og hvad bestiller du her?»
«Hvad jeg bestiller? Jeg bor hos Olga Petrovna, som du ser, og jeg har det rigtig godt for Resten. — Men saa tag dig dog en Snaps til!» sagde han og tømte sit Glas. «Som sagt, jeg har det som Blommen i et Æg og faar baade godt at spise og drikke. Men næste Uge tænker jeg paa at tage herfra, for jeg begynder at kjede mig i min Arrest.»
«Det er uforstaaeligt!» sagde Dukofskij halvhøjt. «Hvad er uforstaaeligt?»
«Det med Støvlen! Hvorledes er den ene Støvle kommen ud i Haven?»
«Hvilken Støvle?»
«Ja, den ene laa i Sovekammeret, men den anden fandt vi inde under en Busk. Hvordan er det gaaet til?»
«Ja, hvad kommer det egentlig jer ved? Men drik nu. — Fanden skal tage ved jer, hvis I ikke drikker! Har I vækket mig, maa I ogsaa tage Følgerne! Hm ja, det er en ret interessant Historie med den Støvle. Jeg vilde ikke gaa til Olga — jeg gad ikke, og saa kom hun hen til mit Vindue og begyndte at skjælde mig ud. Naa, jeg blev gal i Hovedet og hev min Støvle efter hende for at faa hende til at holde Mund. Men hun lod sig ikke forknytte, krøb ind gjennem Vinduet, tændte Lampen og begyndte at snakke godt for mig, og fuld som jeg var fik hun mig lokket her hen. — Men hvad gaar der dog af Dem, Tschubikof? De ser jo ud, som om De vilde æde mig!»
Dommeren besvarede ikke Spørgsmaalet, men skyndte sig ud af Stuen fulgt af Dukofskij, der traskede bagefter som en vaad Hund. Begge satte sig op i Vognen uden at sige et Ord og rullede derpaa afsted. Aldrig var Vejen forekommen dem saa lang og kjedsommelig som denne Gang; Tschubikof rystede hele Tiden af indeklemt Raseri, og Dukofskij skjulte sit Ansigt i Pelskraven for ligesom at skjærme sig mod sin Foresattes Vrede. Dommeren betvang sig, saa længe Kusken var til Stede, men saa snart han var kommen ind i Forstuen, vendte han sig om mod Dukofskij, holdt sin knyttede Haand lige op under hans Ansigt og sagde med dirrende Stemme:
«Jo, det er en kjøn Historie! — Det er en rar Glidebane, du dér har faaet mig ind paa! Men det skal jeg heller aldrig glemme dig!»
«Ja, det er udelukkende den svenske Tændstik, som er Skyld deri! — Hvor kunde jeg dog vide...»
«Aa, rejs Fanden i Vold med din Tændstik! Gaa! Irriter mig ikke, for saa forgriber jeg mig paa dig! Se til du tøfler af og det i en Fart!»
Dukofskij sukkede, tog sin Hue og drev over til Kroen for at drukne sin Sorg i Flasken.
Lidt efter at Tschubikof og Dukofskij var kjørt, kom Politiassistenten hjem.
«Jeg hører, at Dommeren har været her,» sagde han. «Hvad vilde han?»
«Aa, han vilde blot fortælle, at de har fundet Kljausof. «Han er slet ikke myrdet, men spillevende og frisk som en Fisk! Og tænk dig, de fandt ham hos en anden Mands Kone!»
«Ak ja, Mark Ivanovitsch! Ak ja! Ak ja!» sukkede Politiassistenten og saa’ op mod Loftet. «Har jeg ikke altid sagt dig, at det vilde tage en snavs Ende med dig! Men desværre, du har aldrig villet høre paa mig!»
- ↑ Se Anmærkningen Side 150. O. A.
- ↑ En Sektererske. Mange af de russiske Sekterere udmærke sig ved deres Fanatisme og Intolerance. O. A.
- ↑ Disse to Forfattere, men navnlig den første, have med indgaaende Sagkundskab skildret de Gammeltroendes Liv og Aandsretning. O. A.
- ↑ I den russiske Badstue findes som bekjendt Hylder, hvorpaa den, der benytter Badet, hviler indsvøbt i Tæpper. O. A.