Det er Morgen; Solens klare Straaler trænger gjennem de matte, tilfrosne Ruder ind i Børneværelset. Vanja[1], en Dreng paa sex Aar med spillende Øjne og Opstoppernæse, og Nina, en lille fire Aars Pige med røde Kinder og krøllet Haar, er lige vaagnede og ligger og skærer Grimasser til hinanden gjennem Sengetremmerne.
«Fy, I maa skamme jer, I dovne Unger!» skjænder Barnepigen. «Alle de andre sidder allerede ved Thebordet, og I ligger endnu og driver i Sengen!»
Solstraalerne spiller saa livligt paa Tæppet, paa Væggen og paa Barnepigens Skjørt, at de frister og lokker til Leg, men Børnene, som er vaagnet op i daarligt Humør, lægger slet ikke Mærke til dem. Nina sætter Munden op til en lille Trut og forlanger The paa Sengen, og Vanja bryder sit Hoved med, hvorfra han skal hente en Grund til at stikke i Brøl. Situationen synes truende, men der indtræder en pludselig Vending, som skyldes følgende Ord, der lyder ind til Barnepigen gjennem den aabne Gangdør:
«Glem endelig ikke at give Katten Mælk, Agafja! Den har faaet Killinger i Nat.»
Vanja og Nina kigger et Øjeblik paa hinanden, udstøder en Mellemting af et Hyl og et Skrig, hopper ud af Sengen og farer derpaa — han i Skjorte og hun i Særk — gjennem den lange Korridor og ind i Køkkenet.
«Katten har faaet Killinger! Den har faaet Killinger!» skriger de i Munden paa hinanden.
I Køkkenet, inde under Bænken, staar der en gammel Kulkasse, som Stepan plejer at benytte, naar han fyrer i Kaminen, men som nu afgiver en midlertidig Bopæl for Katten og dens Smaa. Mis bliver rolig liggende, da Børnene nærmer sig. Dens graa Fysiognomi har et træt og smægtende Udtryk, og dens grønne Øjne stirrer ud i Rummet med et let Anstrøg af Sentimentalitet. Den gjør Tilløb til at mjave, men det bliver kun til en hæs Murren, og opmuntret af denne Lyd begynder Killingerne at udstøde smaa fine Mjavlyde.
Børnene sætter sig paa Hug foran Kassen og stirrer med tilbageholdt Aandedræt paa Katten og dens Smaa. Deres Ansigt lyser af Glæde, og de er saa optagne, at de slet ikke hører Barnepigens Skjænd.
«Hvor de er smaa og søde!» siger Nina og ler af Henrykkelse. «Og saa har de lyserøde Snuder ligesom Musene.»
«Lad mig tælle, hvor mange der er!» siger Vanja. En...to...tre! Tre Killinger! Altsaa skal jeg have den ene og du den anden, og saa beholder Moderen oven i Kjøbet en.»
Efter at have set tilstrækkeligt paa Killingerne tager Børnene dem op i Haanden og maser lidt med dem, og derpaa løber de hver med en Killing i Favnen ud i Gangen og gjennem alle Stuerne.
«Mama!» skriger de. «Hvor er du, Mama? Katten har faaet Killinger!»
Moderen sidder inde i Dagligstuen og taler med en fremmed Herre, og da hun ser sine Børn komme farende, uvaskede og i det bare Linned, bliver hun helt ude av sig selv og ser paa dem med strænge Øjne.
«Nina, tag Særken ned! Fy, skam dig noget!» siger hun vredt. — «Har du lært hende det, din uartige Dreng? Hvor kan det dog falde jer ind! Ud med jer, begge to!»
Børnene løber ind i Kabinettet og slaar sig ned bag en Lænestol. De lægger Killingerne paa Tæppet og udstøder et gjennemtrængende Triumfskrig, og Katten, der hele Tiden har fulgt dem i Hælene, mjaver ynkeligt og ser paa dem med bønfaldende Blikke. Lidt efter føres de med Magt ind i Børneværelset, hvor de bliver vasket, klædt paa og faar The, og saa snart de har gjennemgaaet denne Skærsild, styrter de begge ud i Køkkenet igjen.
Killingerne har ved deres Indtrædelse i Verden fuldstændig forstyrret Husets sædvanlige Orden, og de hilses af nogle som Dagens store og glade Nyhed, af andre som dens Plage. Havde man budt Vanja eller Nina hundrede Kræmmerhuse Brystsukker eller tusinde Tikopek Stykker, saa vilde de have forkastet et saadant Tilbud uden at betænke sig. Trods Barnepigens og Kokkepigens ivrige Protester sidder de næsten lige til Middag foran Kassen og krammer de ulykkelige Killinger, og samtidig er de stærkt optagne af deres smaa Klienters Ve og Vel og af Planer, der angaar deres Fremtid. De beslutter, at den ene Killing skal blive hos Moderen for at trøste hende og holde hende med Selskab, at den anden skal med ud paa Landet i Sommerferien, og at den tredje skal spærres inde i Kjælderen, hvor der vrimler med Rotter.
«Men de ser jo slet ikke paa en,» siger Nina. «De er helt hvide i Øjnene ligesom den blinde Tiger henne paa Torvet.»
Vanja begynder at blive alvorlig bekymret. Han forsøger at aabne Øjnene paa den ene af Killingerne, men skjønt han gjør sig den største Anstrængelse og i den Anledning rent glemmer at pudse sin Næse, mislykkes Experimentet dog fuldstændig for ham. Det forbavser ogsaa baade ham og Søsteren, at Killingerne haardnakket vægrer sig ved at labe den Mælk i sig, som tilbydes dem, og det oprører dem, at alt, hvad der lægges hen foran deres smaa, lyserøde Snuder, bliver ædt op af deres egenkjærlige Mama.
«Kom, lad os bygge Huse til Killingerne!» foreslaar Vanja. «Vi laver ét til hver af dem, og saa kan Moderen komme og besøge dem.»
I Løbet af et Par Minutter er der opført tre Hytter af Papstykker, der afstives med Pindebrænde, og i hver af disse anbringes der en Killing. Men en saadan Deling af Familien synes ikke at tiltale Moderen. Katten, hvis Fysiognomi stadig har bevaret det sentimentale og bønfaldende Udtryk, aflægger efterhaanden Besøg i alle Paphytterne og medtager hver Gang en Unge, som den bærer tilbage til Kulkassen.
«Katten er deres Moder,» siger Vanja tankefuldt. «Men hvem er Faderen?»
«Ja, hvem er Faderen?» gjentager Nina.
«Ja, en Fader maa de have. — Ham kan de ikke undvære!»
Vanja og Nina drøfter længe, hvem der skal være Killingernes Fader, og til Slutning falder deres Valg paa en gammel laset Gyngehest uden Hale, som har sin Plads mellem en hel Del andet Skrammel inde i Pulterkammeret. Den bliver slæbt ud og stillet hen foran Kassen.
«Ja, pas nu godt paa!» siger Vanja og truer ad den med Pegefingeren. «Bliv staaende dér, og hold Øje med, at de opfører sig ordentligt!»
Lige før Middag sidder Vanja inde i sin Faders Værelse bøjet hen over hans Skrivebord. Foran ham, i Nærheden af Arbejdslampen og oven paa et Ark Stempelpapir, kravler en Kattekilling, og Vanja, der følger dens Bevægelser med udelt Interesse, prikker den en Gang imellem paa Snuden med en Tændstik. Pludselig og aldeles uventet staar hans Papa foran ham og betragter ham med lynende Øjne.
«Hvad er dette her?» siger Faderen i en rasende Tone og peger paa Bordet.
«Det er ... det er en Kattekilling, Papa!»
«Ja, jeg skal give dig Kattekilling! Vil du nu se, hvilke Ulykker du har anrettet, din uartige Unge! Hele Papiret har den grisset til, denne modbydelige, blindfødte Vanskabning!»
Vanja er yderst forbavset over, at hans Papa ikke deler hans Henrykkelse over Killingen, og Forbavselsen stiger endnu mere, da Faderen rusker ham i Ørene og raaber:
«Stepan! Kom her ind, og tag denne svinske Gjenstand bort!»
Ved Bordet indtræffer der en ny Skandale. Allerbedst som man sidder ved Stegen, høres der en svag mjavende Lyd, og af den Undersøgelse, der foretages i den Anledning, fremgaar det, at Nina har gjemt en Killing under sit Forklæde.
«Nina! Gaa fra Bordet!» siger Faderen i en rasende Tone. «Og smid mig snarest muligt de forbandede Killinger ud i Skidenspanden.»
Vanja og Nina er ude af sig selv, fortvivlede over, at Katten og Gyngehesten skulle miste deres Børn, og at de Planer, der ere oppe med Hensyn til disses Fremtid, nu er tilintetgjorte. De græder og bønfalder Faderen om at skaane Killingerne, og han giver da endelig efter, men kun paa den Betingelse, at ingen af Børnene vover at vise sig i Køkkenet mere.
Efter Middagen vandrer Vanja og Nina rundt i alle Stuerne og véd ikke, hvad de skal gjøre af sig selv. Forbudet mod at gaa ud i Køkkenet har hensat dem i den dybeste Fortvivlelse, og denne giver sig Udslag i en stærk Ugidelighed og Tværhed. Da Onkel Peter møder om Aftenen, lægger de strax Beslag paa ham og betror ham, hvor ilde Faderen har villet handle mod de stakkels Killinger.
«Aa, Onkel Peter!» siger Vanja. «Kan du ikke faa Mama til at flytte Killingerne ind i Børneværelset? Naar du beder hende derom, gjør hun det nok.»
«Ja! Ja! Jeg skal tænke derover! Men slip mig saa, hører I!» svarer Onkelen og ryster dem af sig.
Onkel Peter er ledsaget af Nero, en stor, dansk Hund med hængende Øren og en lang, stiv Hale. Nero er tavs, mørk og stærkt opfyldt af Følelsen af sit eget Værd. Den ignorerer altid Børnene, men naar den gaar forbi dem, slaar den løs paa dem med sin Hale, en Behandling, som den ogsaa skjænker de Stole, den kommer i Nærheden af. Baade Vanja og Nina hader den, men denne Gang trænger praktiske Hensyn disse hadefulde Følelser i Baggrunden.
«Hør véd du hvad, Nina!» siger Vanja, der ser ud, som om han pludselig har faaet en god Idé. «Skal vi ikke lade Nero være Fader til Killingerne og kassere Gyngehesten? Hesten er jo død — men Nero er levende.»
Hele Aftenen venter de med Længsel, at det Øjeblik skal komme, hvor Papa sætter sig hen til Whistbordet, idet de mener, at det da vil kunne lykkes dem at faa Nero ført ud i Køkkenet. Endelig — Klokken 9 — tager Spillet sin Begyndelse, og da Mama samtidig faar travlt med at lave The, maa det lykkelige Øjeblik nu siges at være kommet.
«Skynd dig! Nero er ude i Forstuen!» hvisker Vanja til sin Søster og nærmer sig Døren. Men i dette Øjeblik træder Stepan ind og melder leende og med høj Røst:
«Frue! — Nero har ædt alle Killingerne!»
Vanja og Nina blegner og stirrer med Rædsel paa Stepan.
«Ja, og hun besørgede det i en Fart,» siger denne og ler igjen, «for hun gik lige hen til Kassen, gabede og slugte dem alle tre.»
Børnene venter, at de Tilstedeværende alle som en vil styrte sig over Skurken Nero, men der er ingen, der rører sig. Herrerne ved Spillebordet finder Begivenheden ganske morsom, og Papa og Mama ler endogsaa højt. Nero gaar hen til Bordet logrende med sin Hale og slikker sig selvtilfreds om Snuden, men Katten iler rundt i alle Værelserne, undersøger Krogene og mjaver ynkeligt.
«Børn! Klokken er ti! Det er paa Tide at gaa i Seng!» siger Mama.
Vanja og Nina bliver klædt af og puttet i Seng, men de er saa bedrøvede paa den stakkels Kats Vegne og saa forbitrede paa den afskylige og grusomme Nero, at de ligger en hel Time og hulker af Sorg og Raseri.
- ↑ Diminutiv for Ivan. O. A.