Udenfor var det et sandt Herrens Vejr. Stormen fór hylende gjennem Skovens Træer, ruskede i dem og piskede Kviste og Grenstumper ind mod Hyttens Vinduer.
«Ja, se jeg er nu hverken bange for Ulvene eller for Bjørnene,» sagde Artemij med en hæs, pibende Røst, medens han skjævede ængstelig hen til Jægeren, «men Menneskene, dem gaar jeg af Vejen for. Kommer der et Dyr og anfalder en, saa kan man bruge sin Bøsse, men den Udvej har man ikke overfor et ildesindet Menneske.»
«Ja, det er rigtigt nok, for paa Dyrene kan man skyde, men skyder du paa en Røver, maa du selv tage Følgerne og ender maaske i Sibirien.»
«Ser du, min Ven, nu har jeg tjent som Skovløber i næsten 30 Aar, og i den Tid har jeg maattet døje ikke saa lidt af onde Mennesker. Hvor ofte har jeg ikke haft Besøg af en eller anden Landstryger, som er kommen ind til mig med Huen paa og har forlangt Brød paa saa truende en Maade, at jeg har maattet efterkomme hans Ønske. Selv er jeg saa svag og har saa faa Kræfter, at man kan vælte mig, blot man rører mig med den lille Finger. Og der er ogsaa dem, som har forlangt Penge af mig. — Tænk dig — Penge! Gud véd, hvor jeg skal skaffe dem fra?»
«Aa, det klarede du vel nok,» mente den anden. «Du faar jo din gode Løn hver Maaned, og du skover vel ogsaa lidt paa din egen Regning.»
«Ja, du snakker, som du bedst kan, men det vil vi nu skrive paa Ungdommens Regning,» sagde Artemij og skjævede hen til den Fremmede. «Hvor tør du beskylde en gammel Mand for sligt! For de Ord skal jeg kræve dig til Regnskab, naar vi engang mødes hisset. — Hvem er du? Og hvor hører du hjemme?»
«Jeg er fra Vjasofka, og en Søn af Sognefogeden.»
«Naa, og du har din Bøsse med — det er vel for Jagtens Skyld, kan jeg tænke mig. Ja, da jeg var ung, kunde jeg ogsaa være med til de Løjer. — Ak ja, ak ja!» sukkede Artemij og gabede i det samme. «Vi er Syndere alle til Hobe! Af gode Mennesker er der ikke ret mange — de fleste er Skjælmer og Ildgjerningsmænd.
«Hvorfor kigger du saadan paa mig? — Er du bange for mig?»
«Nej, hvor falder det dig ind? Du gjorde jo Korsets Tegn og bøjede dig for Kristi Billede, saa saare jeg havde sluppet dig ind. Og du kan ogsaa godt faa et Stykke tørt Brød. Ja, for andet har jeg ikke. Jeg er fattig og kan ikke engang unde mig selv et Glas The.»
I det samme hørtes der en Knurren inde under Bænken, og strax efter lød der en hæs Hvæsen. Artemij begyndte at ryste, trak Benene op under sig og saa’ spørgende hen til sin Sidemand.
«Aa, det er min Hund, der ikke kan forliges med din Kat,» sagde denne. Naa, kan I enes, I Djævle!» raabte han ind under Bænken. «Læg sig, Kvik! Ellers vanker der! Den er ellers slem mager den Kat, du holder, ikke stort andet end Skind og Ben.»
«Ja, det er Alderen, der gjør det; jeg venter hver Dag, at hun skal krepere. — Naa, saa du er altsaa fra Vjasofka?»
«Du giver den ikke nok at æde! Glem ikke, at Dyrene er levende Skabninger ligesom vi, og at vi skal være gode imod dem.»
«Det er en rigtig Syndens By, Vjasofka,» vedblev Artemij, der lod, som om han ikke hørte den anden. «To Gange i det sidste Aar er der ble ven gjort Indbrud i Kirken. At tænke sig, at nogen kan gaa hen og stjæle i Guds Hus — røve de Ejendele, som høre Ham til! I gamle Dage kom saadanne Skurke i Bødlens Haand og blev kagstrøget og knebet med gloende Tænger.»
«Ja, det skulde stort hjælpe! Tror du virkelig, at man kan piske eller knibe det onde ud af Folk?»
«Ak, Herre Jesus!» sukkede Skovløberen. «Fri og frels os for vore arge Fjender og alle de slette Mennesker, som huserer her nede paa Jorderig! Se, forgangen Uge var der en Bonde i den nærmeste Landsby, som huggede en anden ned med sin Le[1]. Og hvad kom saa det hele af? Den ene — Drabsmanden — kom drukken ud af Kroen, og saa mødte han den anden, som ogsaa var drukken...»
«Vent lidt!» afbrød Jægeren ham. «Jeg synes, jeg kan høre et Skrig udenfor.»
Begge begyndte at lytte. Gjennem Træernes Susen hørtes en klagende Lyd, der gjentoges med korte Mellemrum og til Slutning formede sig til Skriget: «Hjælp!»
«Hvad er det?» sagde den Unge og rejste sig. — «Det maa være en, der bliver overfaldet eller myrdet!»
«Ak, Herre Jesus!» hviskede Skovløberen, der rystede som et Æspeløv.
«Det er saa mørkt, at man ikke kan se en Haand for sig,» sagde Jægeren, der gik hen og satte Næsen mod Vinduesruden. «Rigtig en Nat til at plyndre og myrde i! Kan du høre? Nu skriger de igjen!»
Skovløberen saa’ først op mod Kristusbilledet, der hang i Krogen og sank derefter om paa Bænken overvældet af Frygt og Sindsbevægelse.
«Aa,» sagde han næsten grædende, «vil du ikke gaa hen og sætte Slaaen for Yderdøren. Og det er ogsaa bedst, at vi slukker Lyset.»
«Ja, hvorfor det?»
«Aa, man véd jo aldrig, hvad der kan ske. Maaske Røverne trænger her ind. Ak, Vorherre være os arme Syndere naadig!»
«Vi maa afsted!» sagde Jægeren, der kastede Bøssen over Skulderen og greb sin Hue. «Se at faa Tøjet paa, og tag din Skyder med! Kvik! Her hen, gamle Tøs!»
Kvik, der viste sig at være en Blanding af en Støver og en Rottehund, kom frem fra sit Leje inde under Bænken og lagde sig logrende foran sin Herres Fødder.
«Naa, hvad bliver det til?» raabte Jægeren. «Vil du ikke med?»
«Ja, hvor hen?»
«Ud — for at bringe Hjælp!»
«Ak nej, ak nej!» klynkede Skovløberen. «Lad dem kun skjøtte sig selv!»
«Men hvorfor vil du ikke med?»
«Jeg tør ikke, der er saa mørkt og uhyggeligt udenfor »
«Men du har jo din Bøsse. Kom nu med! To er altid bedre end én! Hør, nu skriger de! Rejs dig — og det i en Fart!»
«Men hvad tror du egentlig om mig? — Bilder du dig virkelig ind, at jeg vil gaa min egen Fordærvelse i Møde?»
«Du vil altsaa ikke?»
«Aa, men saa lad mig dog være i Fred!» bad den Gamle. «Gaa selv!»
«Pjalt! Usselryg!» brummede Jægeren og gik hen mod Døren — «Kom saa, Kvik!»
Han gik og lod Døren staa paa Klem, og i det samme kom der et Vindstød, som slukkede Lyset. Da Skovløberen listede sig hen til Døraabningen, blændedes han af et Lyn, som lyste op i hele Hytten.
«Ak, Herre Jesus!» sukkede han og skyndte sig at skyde Slaaen for. «Det er dog et gyseligt Vejr, Vorherre har sendt os!» Han famlede sig gjennem Stuen, og da han naaede hen til Ovnen, krøb han ovenpaa, lagde sig og dækkede sit Ansigt med en Faareskindspels. Han kunde nu ikke længer høre Nødraabene paa Grund af Tordenens Rullen, der blev stærkere og stærkere. Pludselig kom der et vældigt Brag, og derpaa begyndte Regnen at piske mod Ruderne. Han laa og rystede under sin Pels, og da han havde ligget saaledes en halv Snes Minutter gysende og med klaprende Tænder, hørte han pludselig en stærk Banken paa Døren.
«Hvem er det?» spurgte han og stak det ene Ben ud over Ovnkanten.
«Det er mig!» lød Jægerens Stemme «Luk op!»
Den Gamle krøb ned fra Ovnen, fik fat i Lyset, tændte det og gik hen og aabnede Døren. Da Jægeren og hans Hund traadte ind, var de begge vaade til Skindet. De havde været ude i den værste Bløde, og Vandet drev derfor ned ad dem i stride Strømme.
«Hvad var der i Vejen?» spurgte Skovløberen ængsteligt.
«Aa, det var en gammel Kone, som var kjørt vild i Mørket. Hun var kommen bort fra Landevejen og kunde ikke finde tilbage igjen.»
«Aa, den tossede Kjælling. Derfor behøvede hun da ikke at skrige, som om hun havde en Kniv i Halsen. Men du hjalp hende vel paa rette Vej?»
«Hold Mund! Jeg svarer dig ikke, din Pjalt!» brummede Jægeren og smed sin vaade Hue hen ad Bænken. «Nu ser jeg først rigtig, hvad du er for en Usselryg! Og en Fyr som dig giver de Tag over Hovedet og Løn! Fejge Slyngel!»
Skovløberen luskede hen til Ovnen og krøb op paa den, og Jægeren slukkede Lyset og lagde sig til Hvile paa Bænken, lige saa vaad som han var.
«Den fejge Usling!» brummede han. «Og saa snakker han oven i Kjøbet om Næstens Synd! Ptøj! Ptøj!»
Skovløberen hostede et Par Gange og sukkede dybt, og Kvik rystede sig, saa Vandet fløj til alle Sider.
«Og hvis det nu havde været et Overfald?» raabte Jægeren op til ham. «Hvis Konen var bleven myrdet? — Havde du saa været lige glad? — Aa, skam dig, dit fejge Asen!»
Den Gamle sukkede og stønnede, men svarede ikke.
«Og hvis du nu selv havde været i Bekneb, og ingen var kommen dig til Hjælp? Hvad saa? — Men naar du er saa omhyggelig for dit eget Skind, fejler det ikke, at du har Penge paa Kistebunden. Den Fattige, han kjender ikke til Frygt!»
«For de Ord skal jeg kræve dig til Regnskab, naar vi en Gang mødes hisset!» sagde Artemij med hæs Stemme. «Jeg har ikke en Kopek hos mig, saa sandt som jeg ligger her!»
«Jo, vist saa, den Fejge har altid Penge! Og naar du er saa bange for Menneskene, er det kun, fordi du tror, de vil røve dit Mammon. Jeg kunde have Lyst til at tage alle dine Grunker — blot for at give dig en alvorlig Lære.»
Artemij krøb ned fra Ovnen, tændte Lyset og satte sig ind under Kristusbilledet. Han var dødbleg og stirrede ufravendt hen paa Jægeren.
«Jeg vil have dem alle sammen!» sagde, denne og rejste sig. «Naa, hvor gjemmer du dem? — Ud med Sproget!»
Artemij krøb sammen og rystede over hele Kroppen.
«Naa, din Usling, hvorfor svarer du ikke? — Hvor har du dine Penge?» vedblev Jægeren og gik hen til ham. «Og hvorfor sidder du der og spiler Øjnene op som en anden Ugle? — Aflever, hvad du har, eller ogsaa skyder jeg dig!»
«Jo, det er kjønt at overfalde en gammel Mand!» sagde Skovløberen i en ynkelig Tone, medens Taarerne randt ham ned ad Kinderne. «Men Gud, han ser alt, og ham skal du en Gang aflægge Regnskab for — husk det! Med hvad Ret forlanger du Penge af mig? — Med hvad Ret?»
Jægeren saa’ først lidt paa Artemijs ynkelige Ansigt, og derefter satte han Huen paa Hovedet, greb sin Bøsse og sagde:
«Fy for Pokker! Jeg gider ikke se længer paa dit modbydelige Fjæs! Heller ud i Regnen og Mørket end at sove under samme Tag som du! Lev vel, Usselryg! — Kom her, Kvik!»
Han gik og slog Døren saa haardt i, at hele Hytten rystede, men Artemij, som var mere død end levende, skyndte sig at skyde Slaaen for, gjorde Korsets Tegn og krøb derefter atter op paa sin Ovn.
- ↑ ljå