Wikikilden

Munaan Biskopssøn og Fru Rangrid Skulesdatter

Af alle de Høitideligheder, som Norges ældre Historie kjender, har ingen fundet en saa udførlig og paalidelig Skildring som Kong Haakon Haakonssøns Kroning i Bergen den 29 Juli 1247, hvis hele Ceremoniel er saa nøiagtigt og omstændelig beskrevet i hans herlige Saga. Hvad vi her savne, er alene nærmere Efterretninger om forskjellige af de ved Anledningen nævnte Personer. Saadanne Oplysninger har imidlertid Sagaens Forfatter ikke tænkt paa at give, deels, fordi han altid først og fremst beskjæftiger sig med Kongen selv, deels, fordi han vistnok har forudsat dem bekjendte for sine samtidige Læsere.

Her skal nu fremsættes nogle Formodninger angaaende to af disse Personer.

Den første af dem er „Munaan Biskopssøn“. Han optræder ved Kroningen som en af de ni tilstedeværende Lendermænd. Disse opregnes i Sagaen i følgende Orden: 1) Gaut Jonssøn, 2) Lodin Gunnessøn, 3) Peter Paalssøn, 4) Gunnar Kongsfrænde, 5) Munaan Biskopssøn, 6) Finn Gautssøn, 7) Brynjolv Jonssøn. 8) Jon Drotning, 9) Sigurd Biskopssøn. Allerede paa Forhaand maatte man slutte, at disse Lendermænd i Sagaen ere opregnede efter deres indbyrdes Anciennetet, og en Undersøgelse vil fuldstændig bekræfte dette: Gaut Jonssøn (af Mel) og Lodin Gunnessøn vare Lendermænd allerede 1217, Peter Paalssøn (af Giske) allerede 1221, Gunnar Kongsfrænde i 1239; de fem sidste (af hvilke No. 6 var Søn af No. 1) ere blevne det i 1240 eller senere[1].

Ved Kroningen sees imidlertid fire af Lendermændene at være blevne udmærkede fremfor ældre Colleger, idet de indbære den første Ret ved Gjestebudet. Disse fire vare: 1) Munaan Biskopssøn (No. 5 af de.9), 2) Brynjolv Jonssøn (No. 7), 3) Gunnar Kongsfrænde (No. 4) og 4) Sigurd Biskopssøn (No. 9). De ere blevne foretrukne ikke alene for ældre Colleger, men ogsaa for meget høibaarne Mænd blandt disse, saaledes for Peter Paalssøn, der dog tilhørte Arnmødlingernes berømte Æt paa Giske. Grunden til en saadan Udmærkelse, paa hvilken der ganske vist baade er sat Pris og givet Agt, kan neppe have været nogen anden, end den, at disse fire, hvilket den forøvrigt, som man maa tro, oprindelig lavættede[2] Gunnar Kongsfrændes Tilnavn for hans Vedkommende synes at antyde, ved Slægtskab eller Giftermaal, der nu ei nærmere kjendes, maa have staaet Kongehuset nærmere end de øvrige.

Men ogsaa fremfor de tre andre Lendermænd udmærkes Munaan Biskopssøn yderligere paa flere Maader. Han nævnes ei alene som den første blandt de fire, men han gaar under Processionen i Kirken ved Siden af Kongens uægte Søn Sigurd, idet disse to bære Sceptrene, hvorefter den unge Kong Haakon og Knut Jarl bære Regalierne, Kronen og Sværdet. Og ved Maaltidet er han en af de fire Mundskjænke, der fylder det første Bæger for Kongen, Cardinalen, Dronningen og Erkebiskoppen. Mellem disse Mundskjænke er Munaan vistnok kun den fjerde, men de tre første ere vel at mærke ikke ringere Mænd end de nys nævnte Medlemmer af Kongefamilien: den unge Kong Haakon, Knut Jarl og Sigurd Kongssøn. Med andre Ord: Munaan nyder ved Kroningsfesten Udmærkelser som ingen anden Person udenfor de ligefrem fyrstelige.

Hvad der forøvrigt vides om Munaan, er ganske lidet, og udenfor Sagaen selv forekommer han ikke i noget Kildeskrift. Han nævnes første Gang i 1236 som Sysselmand paa Oplandene. Derefter see vi ham som Kongens tro Tilhænger under Hertug Skules Oprør. Han paagriber paa Hamar den urolige og rænkefulde Abbed Bjørn fra Nidarholm, sender Knut Jarl og Arnbjørn Jonssøn den første Tidende om Skules Tog mod det Søndenfjeldske og Oslo og forener sig siden i Nærheden af Tønsberg med Kongen, da denne seiler fra Bergen til Oslo, og har saa rimeligviis deltaget i det sidste afgjørende Hovedslag ved den sidstnævnte By. I 1247 møde vi ham saa ved Kroningen som Lendermand, men derpaa forsvinder han af Historien og kan derfor vel ikke antages at have levet mange Aar efter denne Høitidelighed.

Som „Biskopssøn“ maa han være uægte født, medmindre, hvad der jo er lidet rimeligt, hans Fader skulde have været gift før Indtrædelsen i geistlig Stand. Hvilken Biskops Søn han har været, siges intetsteds. Munchs Gjetning[3], at han skulde være en Søn „enten“ af Biskop Ragnar af Hamar († c. 1189) „eller“ af dennes Efterfølger Thore († 1197) har ingen anden Støtte end den, at Munaan først optræder som Sysselmand paa Hedemarken, og kan derfor ingen videre Opmærksomhed fortjene. Mere kunde tale for Storms Formodning[4], at han var en Søn af Biskop Askell af Stavanger (1226–1254), der stod i høi Gunst hos Kong Haakon, og som havde en Broder af det meget sjeldne Navn Munaan[5]; men det synes dog ikke at være rimeligt, at Askell, der første Gang nævnes 1223 som Kongens Capellan, skulde have været gammel nok til at have en Søn, der var bleven Sysselmand senest 1236.

Som vi allerede have seet, var Munaan ikke den eneste Biskopssøn, der i 1247 var Lendermand; ogsaa en anden saadan, Sigurd (Søn af den afdøde Erkebiskop Peter af Husastad), optræder jo som saadan og det som en af de fire, der indbar den første Ret. I en senere Tid vil man ogsaa møde Thore Haakonssøn, Erkebiskop Haakons Søn, i meget høie Stillinger; men Munaan bliver dog i saa paafaldende Grad fremdragen, at man deels (hvorom mere nedenfor) maa tænke paa en i særegen Grad fornem Biskop som hans Fader, deels og fornemmelig maa antage, at han, hvis Frue intetsteds nævnes, har været gift med en Kongehuset meget nær staaende Dame.

Da Kong Haakon i 1225 holdt Bryllup (ligeledes i Bergen) med Margrete Skulesdatter, erfare vi af Sagaen, at der ved Gjestebudet herskede Adskillelse mellem Kjønnene, idet den kongelige Brudgom beværtede alle Mænd i Julehallen, medens den nye Dronning og alle Kvinderne spiste i Sommerhallen, ligesom ogsaa alle Klostermænd i en Stue for sig selv. Nu, ved Kroningsveitslen i 1247, sade Damerne tilbords i samme Hal som Mændene; ogsaa Klosterfolket, baade Abbeder og Abbedisser fik sin Plads der. De Damer, som særskilt nævnes, ere alle fyrstelige: ved Kongens venstre Side sad Dronning Margrete, saa hendes Moder Hertuginde Ragnhild, saa Kongeparrets ægte Datter, Jomfru Christine, dernæst Kongens uægte Datter, Fru Cecilia, dengang Enke efter Hr. Gregorius Andressøn, endelig Fru Rangrid, Hertug Skules yngste Datter[6]. Derefter kom Abbedisserne og saa „andre Koner“. Om denne Fru Rangrid vides, trods hendes fornemme Fødsel og hendes høie Stilling som Kongens Svigerinde, egentlig saare Lidet eller næsten Intet. Vi erfare, at hun, da Skule gjorde Oprør, af ham tilligemed sin Moder midlertidig anbragtes i Helgeseter Kloster, som et sikkert Sted, og her har hun sandsynligviis oplevet Faderens ulykkelige Bortgang og Klostrets Brand. Hun kaldes allerede ved den Tid „Frue“, men dette er rimeligviis en Anachronisme af Sagaens Forfatter; thi dersom Skule havde havt en Svigersøn foruden Kongen, vilde en saadan neppe være bleven uomtalt i disse Aars stormfulde og meget udførlig fortalte Begivenheder. I 1247 finde vi, som sagt, Fru Rangrid igjen ved Kroningen, men siden forekommer heller ikke hendes Navn tiere i Historien. P. A. Munch[7] har formodet, at hun i 1247 var Abbedisse i det af Faderen stiftede Kloster paa Rein, en Stilling, som hendes Faster Sigrid vides virkelig at have indtaget. Denne Formodning har imidlertid ingen anden Støtte end den anførte Oplysning i Sagaen, at umiddelbart efter Fru Rangrid havde Abbedisserne sin Plads ved Bordet. Men den høie Plads vilde disse have faaet, hvadenten Fru Rangrid havde været tilstede eller ikke; thi det var kun den, der tilkom dem efter deres Rang, ligesom man ogsaa vil finde, at Abbederne havde en meget høi Plads. Og omvendt behøvede Fru Rangrid ikke at være Abbedisse for at sidde, hvor hun sad; thi hendes Plads fulgte af hendes Stilling som Hertugdatter og Dronningens Søster. Denne Munchs Gjetning kan derfor sættes ud af Betragtning. Havde hun været Abbedisse, vilde Sagaen ikke have udtrykt sig, som den gjør: þá frú Rangríðr, þá abbadísar osv., men þá aðrar abbadísar[8].

Paa et senere Punct i sin Historie[9] er imidlertid Munch bleven opmærksom paa, at der om en i Kong Erik Magnussøns Tid forekommende Stallar ved Navn Olaf (paa „Stein“), om hvem der i islandske Kilder (Annalerne og Arnes Saga)[10] berettes, at han var „kallaðr Ragneiðarson“. Af den Omstændighed, at en saa høitstaaende Mand benævnes metronymisk, sluttede han saa, sandsynligviis med Føie, at Moderen maatte have været en meget fornem Dame, og da ingen anden saadan af det Navn ved den Tid er at finde, antog han Olaf for en Søn af Fru Rangrid. Som Følge heraf maatte da Munch modificere sin Formodning om Rangrids Stilling som Abbedisse derhen, at hun først „senere“ var bleven dette, efter tidligere at have været gift.

I denne min Undersøgelse vil jeg ikke videre opholde mig ved Olaf Stallar. Jeg finder Munchs Formodning ret sandsynlig; men denne taler hverken for eller imod min følgende Hypothese. Derimod vil jeg minde om, at der omkring 1300 nævnes en Ridder, Hr. Nikolas paa Huseby, en Gaard, der aabenbart maa søges i Throndelagen, men ingenlunde saaledes som Munthe[11] har gjort, med Sikkerhed kan siges at have været Einar Thambeskjelves gamle Sæde, Huseby i Børseskogn, men ligesaavel kan have været f. Ex. Huseby i Budviken. Denne Hr. Nicolas forekommer i tre Diplomer. I det ene, som er udateret, men ældre end 1299, omtales han i Anledning af en testamentarisk Gave til Nidaros Domkirke[12]; i det andet (c. 1295) nævnes han tilligemed (den senere Ridder) Viljam af Torgar og en Lagmand, som den, der paa Chorsbrødrenes Vegne har tilbudt Erkebiskop Jørund et Forlig[13], og i det tredie[14] (1301) medforsegler han et Document, atter i Anledning af Erkebiskoppens og Chorsbrødrenes bekjendte Strid. Hvad der i det Emne, som her behandles, bliver interessant, er den Omstændighed, at ved det første af disse Breve (i vort Rigsarchiv) er hans Segl bevaret, om end med mutileret og vistnok ulæselig Omskrift. Men dette Segl (Contrasigil) viser en Løve og ligner nøiagtigt Hertug Skules, ja det endog i den Grad, at H. J. Huitfeldt-Kaas tror sig forvisset om, at Skules[15] og Hr. Nicolas’s bevarede Sigiller maa være Aftryk af en og den samme Stamp. Her maa det altsaa ligge overmaade nær at formode, at Seglet er gaaet i Arv, og at Hr. Nicolas har været en Descendent af Skule. Allerede Schøning har studset ved Synet af Sigillet og udbryder: „Nicolas à Husaby var en fornem Adelsmand og førte i sit Skjold en Løve“[16], hvorimod Munch intetsteds omtaler denne Hr. Nicolas. Derimod har Storm i sin høist interessante Tydning af Gravstenen fra Fjære[17] i Forbigaaende omtalt ham med de Ord: „Det ligger nær at gjette paa, at Nicolas er en Ætling af Hertug Skule, altsaa rimeligviis af hans uægte Søn Peter“. For mit Vedkommende bifalder jeg vel den første Deel af Storms Formodning, men er mindre tilbøielig til at gaa med paa den sidste. Haakon Haakonssøns Saga[18]synes nemlig bestemt at antyde, at Efterkommere af Skule ikke fandtes i Mandslinjen. Jeg maa derfor snarest tro, at Nicolas har været Fru Rangrids Søn. Om man nu vil see sig om efter, hvad der kunde bringe lidt mere Besked om denne Hr. Nicolas, og derfor leder efter andre Steder, hvor en Ridder af samme Navn maatte forekomme, møder man først en Hr. Nicolaus, der i 1285 nævnes som Medlem af Kong Erik Magnussøns Raad. Men med ham kan neppe Hr. Nicolas paa Huseby identificeres. Munch har nemlig vist Ret i, at denne Nicolaus er den samme som Nicolas Jute, der forekommer som Kongens Raad ogsaa 1287, og som han antager at være en med Dronning Ingebjørg indkommen dansk Mand[19]. Heller ikke paa en Hr. Nicolas, ved denne Tid Lagmand i Bergen, kan her tænkes. Men ved samme Tid, som Hr. Nicolas „paa Huseby“, levede ogsaa en Ridder, Hr. Nicolas Munaanssøn. Han nævnes i et Document af 1322 som da død (rimeligviis for flere Aar siden), og som hans efterlevende Enke nævnes en Fru Magnhild Ketilsdatter, tidligere gift med en Arnbjørn og med den sidstnævnte Moder til den i Haakon Magnussøns Tid bekjendte Cancellist og Ridder Hr. Baard Peterssøns Hustru Margreta[20].

Nu er Spørgsmaalet: Kan Hr. Nicolas paa Huseby og Hr. Nicolas Munaanssøn antages for en og samme Person? Er Hr. Nicolas paa Huseby, der førte Skules Vaaben, virkelig = Hr. Nicolas Munaanssøn, da maa vistnok Munaan Biskopssøn og Fru Rangrid Skulesdatter have været Ægtefolk; thi Hr. Nicolas Munaanssøn kan ikke lettelig have været Søn af nogen anden Munaan.

Herfor synes ogsaa i og for sig selv meget at tale. Fru Rangrids intetsteds nævnte Mand maa have været en Person paa et høit Trin i Samfundet, og et saadant indtog Munaan unegtelig i 1247. Og omvendt synes hans paafaldende Plads ved Kroningen, som allerede ovenfor bemærket, lettest at kunne forklares ved et saa fornemt Giftermaal. Men der er her endnu flere Sandsynlighedsgrunde tilstede. Af disse vil jeg strax nævne, at der i 1319 ved det store Møde i Oslo og ved flere Leiligheder omkring den Tid forekommer en Hr. Munaan Baardssøn[21], paa hvem det efter Tidsregningen passer, naar jeg, hvad der er høist rimeligt, antager ham for en Sønnesøn af Munaan Biskopssøn. Nu vilde Baard være et meget naturligt Navn for en Søn af Fru Rangrid, som vel ikke let vilde have opkaldt sin Fader Skule, til hvis Navn kun triste Minder knyttede sig, men for hvem det laa desto nærmere at opkalde sin Farfader Baard Guttormssøn paa Rein.

Og nu videre. Hvilken Biskop ligger det saa tilsidst nærmest at antage som „Munaan Biskopssøns“ Fader? I mine Tanker giver „Hr. Nicolas Munaanssøn“ et Fingerpeg i denne Retning ved sit Døbenavn, ligesom „Hr. Nicolas paa Huseby“ har givet det ved sit Vaaben. Jeg tænker da paa – „Baglerbispen“ Nicolas i Oslo som Munaans Fader. For det første, fordi Nicolas var den mest høiættede af alle norske Biskopper og ikke alene var af gammel Lendermandsfamilie, men hvad mere var, en af svensk Kongeblod udsprungen norsk Dronnings Søn og Kong Inges Halvbroder og endelig Morbroder af Baglerkongen Philip, der var gift med Sverres Datter[22]. Og ganske særlig Vegt lægger jeg tillige paa, at en nær Frænde netop af den samme Biskop Nicolas, Hr. Gregorius Andressøn, blev anseet værdig til at ægte Kong Haakons Datter Cecilia. Antages nu Munaan for Biskop Nicolas’s Søn, bliver hans Ægteskab med Fru Rangrid aabenbart endnu sandsynligere; thi for Kongehuset vilde det have været naturligt at søge sine Svogerskaber i en saadan snevrere Kreds af Landets Aristokrati. Munaans og Rangrids Forbindelse har da været den tredie mellem Stovreims-Ætten og Kongefamilien. Og det sjeldne Navn Munaan har ikke været Nicolas fremmed; thi Biskoppen stod netop i nært Forhold til en anden fornem Familie, hvori hint Navn forekommer, nemlig Ænes-Ætten fra Hardanger. Til denne hørte Munaan Gautssøn, Magnus Erlingssøns tro Kampfælle, der sidste Gang nævnes i den afgjørende Kamp 1184, i hvilken han tog en fremtrædende Deel. Denne Munaan Gautssøns Brodersøn, den noksom bekjendte Lendermand Arnbjørn Jonssøn, først Baglerhøvding, men siden Kong Haakons tro Tilhænger, havde været Biskop Nicolas’s Fostersøn. At vor Munaan har været opkaldt efter Biskoppens gamle Partifælle Munaan Gautssøn, er derfor ikke usandsynligt.

Rangrid Skulesdatter var som anført sin Faders tredie Datter. Den ældste af hendes Søstre, Dronning Margrete, var ved sit Bryllup i 1225 ganske ung, født rimeligviis omkring 1210. Rangrid har vel altsaa ved Faderens Død været nogle og tyve Aar gammel. For hendes Giftermaal har naturligviis hendes Svoger, Kong Haakon, raadet, og det er forklarligt nok, at han til Ægteskab med hende har udseet en fornem Mand blandt sine egne tro Tilhængere. At Munaan havde været hendes Fader Skules Fiende, behøvede ikke at komme mere i Betragtning, end lignende Forhold gjorde det, dengang Kong Sverres Søstersøn, Peter Steyper, ægtede Magnus Erlingssøns Datter, Ingebjørg.

Mine her fremsatte Formodninger kunne maaske aldrig bevises til Evidents. Men jeg tror at have anført gode Sandsynlighedsgrunde for dem. Skulde de være rigtige, vilde det jo være interessant nok, at de to store Fredsforstyrrere, Biskop Nicolas og Hertug Skule, kom i Svogerskab efter Døden!

Hvis Munaan er Biskop Nicolas’s Søn, har han i Modsætning til denne fordelagtig udmærket sig ved sin Troskab. Han har deri lignet Nicolas’s Fostersøn, Arnbjørn Jonssøn, og i denne sandsynligviis havt en god Veileder og et godt Forbillede. Han har aabenbart været temmelig meget ældre end Fru Rangrid, men dog ikke saa meget, at der behøver at have været tilstede noget ligefremt Misforhold i deres Alder.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Man sammenligne G. Storms Liste over norske Lendermænd i Norsk hist. Tidsskr. 2. R. IV.
  2. ↑ Man erindre Skule Jarls haanlige Ord til ham i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 147 (Flatøb. III. S. 108).
  3. ↑ D. n. F. Hist. III. Deel, S. 901.
  4. ↑ Norsk hist. Tidsskrift 2. R. IV. S. 178.
  5. ↑ Jeg skulde nærmest tro, at dette Navn er kommet til os fra England; thi i Scr. R. D. V. 57 omtales en „Sanctus Monanus scotus, S. Andreas fani archidiaconus“, der i det 9de Aarh. fandt Martyrdøden for hedenske Vikinger.
  6. ↑ At hun var dette, siges ikke ligefrem i Kong Haakons Saga, skjønt man allerede af denne kan slutte det; Keyser (D. n. Kirkes Hist. I. S. 369) antager endog Dronningen for den eneste af Skules Døtre, der overlevede ham. Men det udtales udtrykkelig i Fagrskinna (S. 147): „Börn Skúla hertoga var Margreta dróttning, er Hákon konungr á, Ingiríð, Rangrí“. Ingirid havde som bekjendt været gift med Knut Jarl.
  7. ↑ N. F. Hist. IV, 1. S. 30.
  8. ↑ Underlig nok vil man, (hvad Munch selv neppe har skjænket nogen Opmærksomhed), finde, at ogsaa Torfæus (Hist. rer. Norv. IV. p. 249) har faldet paa en lignende Tanke, idet han siger: „Rangeidis, postea abbatissa“; men det er kun en Incurie, da han ikke nævner Abbedisserne som tilstedeværende og altsaa har læst Ordene i det foreliggende Haandskrift saa flygtigt, at der for ham fremkom en Apposition.
  9. ↑ IV, 2. S. 1221.
  10. ↑ Isl. Ann. Storms Udgave S. 338 og flere andre Steder. Biskupa Sögur I. S. 768 fg. Denne Mand forekommer allerede ved 1273 (i Brudstykkerne af Magnus Lagabøters Saga) og døde efter Annalernes Vidnesbyrd 1299. Om hans sandsynlige Giftermaal med en Fru Magnhild Hallkelsdatter kan henvises til Munch.
  11. ↑ Samll. til D. N. F. Spr. o. Hist. IV. S. 548.
  12. ↑ Dipl. Norv. II. S. 40.
  13. ↑ Dipl. Norv. III. S. 41.
  14. ↑ Dipl. Norv. III. S. 51.
  15. ↑ Afbildet i Thorkelins Dipl. II. Tab. III; men dennes Forsøg paa at læse Omskriften, der ogsaa her er mutileret, er vistnok ligesaa uheldig som Munthes (l. c.) paa at tyde Hr. Nicolas’s.
  16. ↑ Beskrivelse over Throndhjems Domkirke S. 61 (Tillægget).
  17. ↑ Norsk hist. Tidsskr. 2. R. III. S. 216.
  18. ↑ Flatøbogen III. S. 162.
  19. ↑ D. N. F. Hist. IV, 2. S. 122.
  20. ↑ Dipl. Norv. III. S. 129.
  21. ↑ Munaan Baardssøn nævnes foruden ved Mødet i Oslo ogsaa i 1317 (Dipl. Norv. II. S. 109), i 1321 (ibid. III. S. 122) og 1327 (ibid. I. S. 122). I 1330 har „Hr. Munaan“ en Ombudsmand paa Ringerike (ibid. XI. S. 23). Om imidlertid Udgiverne have Ret, naar de uden videre betegner ham som hørende til Familien Stumpe, tør være tvivlsomt, skjønt rigtignok Navnet Munaan senere forekommer i denne Æt, der ligesom Bolternes sandsynligviis har været beslægtet med Munaan Biskopssøn eller ligefrem stammer fra ham.
  22. ↑ Det fortjener at bemærkes, at Kong Haakons Saga (Flatøbogen III. S. 83) ved at omtale Nicolas’s Død særlig fremhæver hans fornemme Slægtskab i Sverige, Danmark og Norge og dertil kalder ham „inn mesti ágætismaðr“.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Munaan_Biskopssøn_og_Fru_Rangrid_Skulesdatter&oldid=203089»