Naar er Vandsagen og Haandsagen kommet i Brug i vort Land?
Om dette Spørgsmaal har der i den sidste Tid været skrevet en Del i forskjellige Tidsskrifter. Saaledes af Undertegnede i Tidsskrift for Skogbruk for 1918 og i Historielagets Tidsskrift for Hardanger i 1915. I Tidsskriftet Søndhordland for 1919 har Lærer And. Næss leveret en meget indgaaende og interessant Artikel om Sagbruk i Søndhordland indtil 1750. Det viser sig, at der er nogen Uoverensstemmelse mellem Forfatterne, og dette har vakt hos mig Lyst til at gaa lidt nærmere ind paa Spørgsmaalet. Da dette er af ikke liden kulturhistorisk Interesse, har jeg troet, at det kunde være heldig at føre Spørgsmaalet over til et nyt Forum, hvor det kunde naa lidt længere.
Hvad nu for det første Tilvirkningen af Træmateriale til Bord og Planker angaar, da er formentlig alle enige om, at man i Middelalderen betjente sig hertil udelukkende eller væsentlig af Øksen[1]. Tømmerstokkene blev kløvede med Kiler og Delene tiløksede. Det var intet vanskelig Arbeide; det krævede kun, at Stokkene ikke var altfor svære og især, at de var fri for Kvist. Det var derfor særlig Furu, som anvendtes hertil, fordi den er lettere at kløve. Man kunde i Regelen kun anvende Rodstokken, da den var lettest at behandle. Resten lod man vel for det meste blive liggende i Skogen og raadne. Det siger sig selv, at dette var et stort Spild af Skog; men det tænkte man ikke synderlig over.
Der findes endnu en hel Del saadanne Bord og Planker, som var tilvirket paa den her nævnte Maade, og som senere kaldtes Huggenbord. De er fint tiløkset, ofte i Form af Fiskeryg; de har dels tjent til Gulv eller Loft, dels som Paneling. Disse Bord og Planker[2] er vistnok af forskjellig Alder, men synes i de fleste Tilfælde at være en 2 til 3 Hundreaar og vistnok ofte yngre. Dette viser os, at den nævnte Tilvirkningsmaade maa have være anvendt langt ned i Tiden. Fra Voss sees det i en Retssag fra 1729, at man brugte at tildanne Planker paa den nævnte Maade. Der fortælles, hvorledes Rodstokken blev afhugget og kløvet til 2 Planker, som var paa 1 Alen og 6 Tommers Bredde, og dette blev gjort paa Stedet, hvor Træet var fældet. Lignende Eksempler paa, at der blev udhugget svære Planker, haves ogsaa fra andre Steder; men i Regelen har man anvendt meget mindre Tømmer – dette kan sees af Bordene – helst paa en Tykkelse af en 10–12 Tommer i Top; det var da meget lettere at tildanne dem. Længden var i Almindelighed kun en 4–5 Alen og stundom lidt mere. At kløve Tømmer, som var længere, medførte sine Vanskeligheder, som øgedes med Længden. Men havde man Tømmer, som egnede sig hertil, og man ikke tog større Længde end som nævnt, da var Arbeidet let og krævede ingen større Øvelse.
Her opstaar nu det Spørgsmaal, om man kunde kløve ud mere end 2 Bord eller Planker af Stokken. Saavidt jeg kan se, er Forudsætningen altid, at Stokken kløves midt efter, og at hver Halvdel tildannes til et Bord eller en Planke. Jeg har ikke kunnet finde noget Vidnesbyrd om, at man tog flere Bord af Stokken; men dette kan jo være rent tilfældig, og man kan vanskelig slutte noget af Kildernes Taushed. Den nævnte Forfatter i Hist. Tidsskr. siger, at »Tilvirkningen (af Bord) foregik som bekjendt paa den Maade, at Tømmerstokken ved inddrevne Kiler kløvedes langsefter i saa mange Dele som efter Øiemedets og Materialets Beskaffenhed fandtes hensigtsmæssige“[3]. Jeg har ogsaa været inde paa den samme Tanke og tænkt mig Muligheden af, at man kunde have kløvet hver Halvdel igjen i to, skjønt jeg aldrig har seet Eksempel herpaa eller hørt omtale et saadant Tilfælde. Jo mere jeg har tænkt over dette Spørgsmaal, desto mere overtydet er jeg blevet om, at nogen saadan Kløvning ikke har foregaaet. Det er nemlig forholdsvis let med Kiler at kløve en Furustok, som er nogenlunde kvisteren, efter Marven; men vil man forsøge at kløve den anderledes, f. Eks. i 3 eller 4 Dele, san skal man se, at dette bliver et meget vanskelig Arbeide, og selv ved stor Øvelse vil Arbeidet ofte mislykkes. Er dette Tilfældet, naar man har en kvistefri Furustok, som egner sig for Kløvning paa denne Maade, saa er al Anstrængelse og Møie spildt, naar man har at gjøre med en Tømmerstok, hvori der findes lidt større Kvister. Det vil enhver snart erfare, om man vil prøve et Forsøg; men forresten vil enhver uden nogen Prøve forstaa, at naar en Kvist gaar ind i Kløvningen vinkelret eller omtrent saa imod Kløvningsplanen, vil den hindre Kløvningen, Bordet af Planken maa splittes før Kvisten. Løvved vil det som Regel være umulig at kløve i mere end to Dele, om man vil have dem hele.
Men skjønt jeg saaledes føler mig overtydet om, at man i Almindelighed har nøiet sig med at kløve Stokken i to Dele, vil jeg ikke benegte, at der kan have været Undtagelser. Man havde nemlig foruden Øksen og Kilen et andet Redskab, som man stundom betjente sig af ved Tildannelse af Bord eller Planker, nemlig en Naver eller Bor. Traditionen ved at fortælle herom, og jeg har undertiden seet Merker, som vidner om, at man har benyttet Naver. Det siger sig ogsaa selv, at det vil være meget lettere at kløve en Stok, naar man tager en Naver til Hjælp end uden et saadant Redskabs Benyttelse; men Fremgangsmaaden er meget tung og brysom og vil kræve lang Tid. Tager man en Naver til Hjælp, vil man ogsaa kunne kløve Stokken i flere Dele, og selv en Kvist kan man vinde Bugt med, dersom den ikke er for stor.
Men ikke alt Tømmer blev kløvet; meget anvendtes ogsaa helt eller ukløvet. Dette var saaledes Tilfældet med alle Bjælker, Aaser, Spærrer o.s.v. De blev øksede paa en eller flere Sider og brugtes saaledes hele. Dette har i mange Egne tildels været Tilfældet helt op til henimod Nutiden. Ifra min Hjembygd kan jeg godt mindes, at man kun brugte Øksen paa den Slags Trævirke.
Det egentlige Bygningstømmer var altid rundt Tømmer af en bestemt Længde svarende til Husets Størrelse og Indretning. Man brugte altid helt Tømmer i Væggen, d. e. man »skjødte» aldrig en Stok i Væggen. Tømmeret tilhuggedes saaledes, at al Yte blev afhugget saavidt mulig, og at Stokken blev jevntyk overalt. Man drog den gjennem en Klave, som det kaldtes; Stokkens Tverende var dog ikke cirkelformig men elliptisk, mere eller mindre langstrakt. At »skjære« Hustømmeret var endnu i min Ungdom og tildels længere ikke brugelig i det trondhjemske; det var kun fladøkset. Ogsaa i andre Bygder brugte man dette tidligere. Naar man gik over fra det runde Tømmer til det fladhuggede, ved jeg ikke; antagelig skede dette i Løbet af det 18de Aarhundrede, lidt forskjellig for de forskjellige Egne.
Man vil af dette se, at Øksen i ældre Tid maa have været det Redskab, som almindelig brugtes ved Tømmerets Bearbeidelse. Saavidt man kan se, har der ikke været anvendt Sag. Jeg slutter mig her ganske til, hvad den sidstnævnte Forfatter derom anfører[4], og vil kun for egen Regning tilføie nogle Ord. Dersom Sag virkelig var blevet anvendt i Middelalderen, saa skulde det dog være høist merkelig, at man ikke skulde finde Spor deraf. Vi har jo Levninger nok baade fra den ældre og den senere Middelalder; men mig bekjendt har ingen kunnet finde Spor efter Brug af Sag. Jeg vil særlig nævne vore Stavekirker. Her har vi rigelig af Træarbeide fra Middelalderen, men aldrig har jeg seet eller hørt, at andre har seet noget Spor efter Sag. Paa Voss staar Finneloftet som den merkeligste Træhal, vort Land eier. Jeg tør paastaa, at der ikke er Spor at finde af, at der har været brugt Sag, og enhver vil dog forstaa, at det er meget let at se, naar Sag har været anvendt. Jeg har seet en Mængde gamle Planker og Bord fra ældre Tid, men aldrig har jeg seet et eneste Stykke, hvor man har brugt Sag, førend man tog Vandsagen i Brug.
Professor Yngvar Nielsen har i 4de B. af den nye Norges Historie S. 312 udtalt, efterat have nævnt at Vandsagen kom i Brug i Norge omkring 1530, »at man fremdeles ogsaa benyttede Haandsag ligesom der ogsaa inde i Landet omtales Brug af smaa Sagkvernere. Jeg forstaar ikke rigtig, hvad Forf. mener med Omtalen af de smaa Sagkverner, om han mener, at de er forskjellige fra de omtalte Vandsage; men jeg skal ikke hefte mig derved. Han gaar ud fra, som det sees, at man fremdeles benyttede Haandsager, men han leverer intet Bevis for denne sin Paastand, og det maatte vi dog her vente ligeoverfor saa klare Vidnesbyrd, som dem, jeg ovenfor har pegt paa. Jeg kan ikke finde, at der tidligere i det nævnte Verk af Forfatteren eller andre er nævnt noget om Brugen af Sag i Middelalderen.
Professor Yngv. Nielsen leverer i det andet Halvbind (Bind IV, 2) S. 171 et gammelt Træsnit, der er meget interessant. Det er naturligvis yngre end Middelalderen, men det kan dog tænkes, at den Sag, som her afbildes, er den samme, som brugtes i Middelalderen. Om dette skulde være Tilfældet, hvad jog hverken vil paastaa eller benegte, saa vilde det dog være uden nogen virkelig Betydning for det Spørgsmaal, vi her afhandler. Hvis ikke Billedet ret og slet er et Fantasibillede, men en virkelig naturtro Gjengivelse af Forholdet, saa man dog enhver, som ser dette Billede, skjønne, at et saadant Sagblad er ganske ubrugbart praktisk talt. Om man muligens med stor Møie og Anstrengelse kunde kløve et Træstykke med denne Sag, vilde dog ingen falde paa at benytte sig af den i et praktisk Øiemed, undtagen i ganske særegne Tilfælde, hvor der kun var Tale om et mindre Stykke Træ. Hvor der er Tale om Tømmer, Bord og Planker og deres Tilvirkning, var et saadant Redskab praktisk talt ubrugbart.
Jeg vil føie til, at jeg har seet Sagblade af langt fuldkomnere Art end det ovenfor omtalte. I Finneloftets Museum befinder sig et Sagblad, som sandsynligvis skriver sig fra det 17de eller 18de Aarh. og er efter Forholdene et ganske godt Arbeide. Det synes nærmest, at Sagen maa have været brugt som Langvedsag, da den er meget lang, og Tinderne er hvæsset for Langved. I ethvert Fald kan Sagen have været brugt til Langved, og jeg vil sige, at den er et mange Gange bedre Redskab end det ovenfor omtalte, og jeg betænker mig ikke paa at sige, at jeg med dens Hjælp nok skulde kunne skjære igjennem en almindelig Tømmerstok. Og dog vover jeg at paastaa, at praktisk talt er heller ikke dette Sagblad af noget Værd, naar det gjælder Masseproduktion. Dertil vilde det gaa altfor langsomt, og Skuren vilde blive meget mangelfuld.
Det sees heraf, at Principet for en Langvedsag som for en Tvervedsag nok er kjendt langt tilbage i Middelalderen; Principet i sig selv er jo saa simpelt og ligetil, at det maatte frembyde sig af sig selv, saasnart man havde begyndt at anvende Jernet i det praktiske Liv. Det var saaledes ikke Opfindelsen, Opdagelsen af et skjærende Redskab med Tænder, som det her gjaldt, men det var det simple, praktiske Spørgsmaal: at gjøre et saadant Redskab, som var saa fuldkomment, at det overgik Øksen. Det var dette Spørgsmaal, man ikke kunde løse, og det løstes først, da Vandsagen kom, af Grunde, som nedenfor nærmere skal paavises.
Heraf vil man formentlig forstaa, naar jeg tidligere andensteds har fremsat den Paastand, at »Haandsagen« er yngre end Vandsagen, medens andre har opfattet Forholdet mellem dem omvendt. Hvad er en Haandsag? Efter et dansk Konversationsleksikon er en Haandsag en Sag, som drives med Haanden, i Modsætning til saadanne, som drives af forskjellige Naturkræfter. Forklaringen er ganske karakteristisk for et Konversationsleksikon, hvor altid det omtrentlige er god Vare. Saa sandt som det er, at en Haandsag drives med Haanden i Modsætning f. Eks. til en Dampsag, saa tør jeg dog dristig paastaa, at den ærede Forf. aldrig har seet en »Haandsag«. Thi »Haandsag« er et teknisk Udtryk, og bruges i Tømmerdriften og Trælastens Forædling om et bestemt Sagblad, det, som i lang Tid i vort Land anvendtes og muligens endnu paa sine Steder anvendes til Skur af Planker og Bord m. m. Sagbladet har en egen Form og ligesaa Tænderne, hvorved det skiller sig fra alle andre Sagblade. Det er et saa godt Redskab, at det praktisk talt var det bedste, som kjendtes her i Landet, da det toges i Brug, især til visse bestemte Øiemed, hvorom mere nedenfor. Alle de tidligere til Langved anvendte Sagblad var praktisk talt værdiløse, naar det gjaldt Skogbrug og Trælast; »Haandsagen« var den første for Haand drevne Sag, som løste Opgaven.
Her vil jeg, førend jeg gaar videre, bemerke, at heller ikke Tvervedsag, d. e. Sag til at kappe af Tømmerstokker og andet med, var i Brug i Middelalderen, skjønt Principet var kjendt, og Grunden hertil er den samme som den nævnte, at man ikke med Datidens Hjælpemidler magtede at fremstille et brugbart og hensigtsmæssig Sagblad. Og dog er det meget lettere at fremstille en saadan Sag, som skjærer Tverved, end et Sagblad, som skjærer Langved, især naar der er Tale om Skur af Tømmer. Grundene hertil er flere, og jeg behøver ikke at gaa nærmere ind herpaa; det hører Tekniken til. Derfor brugte man i ældre Tid Øksen til at kappe Tømmeret af med, og det gaar nok saa let og hurtig, naar man ikke behøver at tænke paa, hvad man hugger bort, og det behøvede man ikke i ældre Tid. Derfor vedblev man at bruge Øksen i mange Bygder til langt ned i forrige Aarhundrede; jeg kan som Barn mindes fra min Hjembygd, at Øksen der var temmelig almindelig anvendt, og at det kun var enkelte, som havde taget Sagen i Brug.
Om Tiden for Vandsagens Optræden i vort Land synes alle Forfattere i det væsentlige at være enige. Den sættes til Tiden omkring 1530. Selv Lærer Næss, som tager Afstand fra, hvad jeg tidligere har hævdet, er dog enig i, at Vandsagene i Søndhordland er opstaaet ved denne Tid eller kort efter. Men i enkelte Detaljespørgsmaal er der forskjellige Opfatninger, som jeg her maa gaa lidt nærmere ind paa.
Jeg vil her først gjøre opmerksom paa, at Hr. Næss anfører danske og svenske Konversationsleksikoner som Bevissteder. Jeg er af den Overbevisning, at saadanne Verker ikke egner sig hertil, og i hvert Fald føler jeg mig ikke betrygget ved Udtalelser fra dette Hold. Han nævner saaledes, at den første Vindsag i Holland skal være opført 1592 og den første Vandsag i Sverige i 1653. Jeg tvivler ikke paa, at man finder saadanne Opgaver, og heller ikke paa, at der er nok af dem, som fæster Lid til dem. Men vi maa lægge Merke til, at Opfindelser og lignende altid optræder mange Gange og til forskjellige Tider. Hvor mange mon det er, som har indført Potetens Dyrkning i Norge? Beretninger af denne Art viser kun, at paa den nævnte Tid var Opdagelsen kjendt i en bestemt Bygd; men der er intet i Veien for, at den paa et andet Sted har været kjendt længe før. Om Holland vil jeg bemerke, at dette Land i det 16de Aarh. var det ledende og førende inden Trælasthandelens Omraade, og at det forædlede Tømmeret, som det indførte, i stor Udstrækning. Alt taler saaledes for, at Vindsagen var i Brug her langt tilbage, hvorlænge kan jeg ikke sige; men det bør overlades de hollandske Historikere at besvare dette Spørgsmaal. Det tør maaske være rigtigst at antage, at Vandsagen, som Hr. Næss mener, er kommet fra Tydskland og ikke fra Holland; jeg vil ikke benegte dette. At man dog har kjendt til Brugen i Holland, og at denne har øvet sin Indflydelse hos os, sees deraf, at i en Synsforretning over et Sagbrug i Søndhordland fra omkring 1740 omtales det, at der var to Slags Sagbrug eller 2 Typer: den tydske og den hollandske. Det siges imidlertid ikke, hvori Forskjellen bestod.
Hr. Næss mener, at den i 1521 nævnte Villum eller Villem ikke var Sagmester, men kun Haandsagskjærer. Det er ikke godt at vide, hvad han var, han kan være begge Dele; noget afgjørende Bevis i saa Henseende ligger hverken i Benævnelsen Sager eller i Betalingsmaaden. Derimod maa det antages, at de Sagskjærere, som i 1577 sendtes til Østlandet, og ligesaa de, som sendtes til Ryfylke og Lister, rimeligvis har skaaret med en af de ovenfor omtalte simple Sager, som undertiden brugtes i visse Tilfælde. Og vi ser tillige, hvilke disse Tilfælde er. Det er Tale om Skibsbygning og Ekeskoger. Eken anvendtes til Skibsbygning, og her kunde man ikke kløve Stokken med Øksen, og desuden maatte man her være forsigtig og ikke spilde for meget af Trævirket. Derfor har man i dette Tilfelde brugt den yderst tarvelige Sag, som dreves med Haanden. Vi kan gjætte os til, hvorledes den har været beskaffen; den lignede den nævnte Sag paa Finneloftet, men var mindre og plumpere. Bladet var af Jern med staalsatte Tinder og temmelig tykt, og det var et slitsomt Arbeide at drive det gjennem en Ekestok.
Der var ogsaa en anden Grund, som rimeligvis spillede ind her. Ekeskogerne laa ikke saaledes til, at man havde Vandkraft, eller om man havde den, saa var den ikke blevet udnyttet, og at anlægge en saadan kun til Brug for Eketømmer fandt man ikke regningsvarende.
Da Vandsagen blev almindelig, forsvandt disse her nævnte haanddrevne Sager, som praktisk talt havde været uden Betydning for Landet og kun var benyttet i særegne Tilfælde og da kanske helst af danske Arbeidere, som maa antages at have bragt Kunsten med sig fra Hjemlandet. Det er ikke saa utænkelig, at der netop i Danmark havde udviklet sig et Haandverk eller Arbeide som det nævnte; thi i Danmark havde man helst Ek og Bøk, og man maatte være forsigtig med Brugen af dem. Her dreves ogsaa meget Skibsbyggeri, hvortil Ek anvendtes.
Vandsagen, som altsaa begyndte at komme i Brug i vort Land i Reformationstiden, er efter sit Princip kun en videre Anvendelse af den nævnte Sag. I Virkeligheden har den dog historisk seet ingen Forbindelse med den. Den er indkommet fra Udlandet, enten det nu er fra Tydskland eller Holland, og optages fuldt udviklet, som den kom fra Hjemlandet. Maskineriet var yderst simpelt og tarvelig; den ovenfor nævnte Synsforretning viser os dette. Det allermeste var Træ; Krumtappen var dog av Jern; men det heder, at den ofte ogsaa var af Træ. Men Kraft havde man, og det var Hovedsagen. Sagbladet var af Jern med staalsatte Tænder, meget tykt og plumpt. Jeg har seet enkelte saadanne fra den senere Tid, hvor vi maa antage, at de var adskillig fuldkomnere end i Begyndelsen. Tykkelsen var ikke langt fra 1 cm. og Bredden omkring 10. Det skulde meget til at presse et saa plumpt Redskab gjennem en Tømmerstok; men Kraften drev den; Sagen rev frygtelig, og Skuren var oftest meget skak og skjær, i det hele meget styg; men det var dog en stor Forbedring mod tidligere, og Huggenbordene gik derfor mere og mere af Brug. Der reiste sig efterhaanden Sagbrug i enhver lidt større Bæk, og Skogene blev grusomt herjede.
Naar man undersøger gamle Bygninger, vil man med Lethed kjende alt, som er skaaret med Vandsag, saa styg og oprevet er Skuren. Men aldrig vil man, saavidt jeg har kunnet opdage, finde noget, som er skaaret for Haanden; man vil straks kunne se det, naar man har en liden Smule Erfaring. Øksen er overalt ombyttet med Vandsagen med de grove, store Tinder, og ofte vil man finde begge Redskaber anvendt, idet dog sædvanlig de hugne Bord er ældre.
Vandsagen, saaledes som den kjendes her paa Vestlandet fra det forrige Aarhundredes Midte og lidt senere, anvendtes aldrig til at skjære Skibsmaterialer og sjelden til Skur af Bygningstømmer. En af Grundene hertil var, at de kun var indrettet til Skur af Bord og Planker af mindre Længde. Almindelig Længde var 4–6 Alen, undertiden lidt mere. Til Skibsbrug maatte saaledes Øksen bruges fremdeles.
Hermed gaar jeg over til at behandle Haandsagen, som altsaa ikke er en »Sag, som drives med Haanden«, men en ganske speciel Sag. Det er nu først og fremst en Langvedsag det er, en Sag som er bestemt til at skjære Tømmeret langs efter, ikke paatvers. Bladet maa derfor have en særegen Form og særegne Tænder. Det maa være saa tyndt, at det med Lethed kan gaa gjennem en Stok, og det maa være yderst stærkt og paa samme Tid elastisk. Dette kan kun opnaaes ved et Staalblad af det fineste og bedste Staal, en valset Staalplade af henved 1,5 mm. Tykkelse. Bladet maa for at kunne gaa jevnt og ret i Stokken have en temmelig stor Bredde. I den ene Ende, den øverste, er det omkring 20 cm.; den anden, den nedre Ende, er det omkring 12 cm. Det har Haandtag eller Skjæfte i hver Ende; men det øvre er ganske forskjellig fra det nedre. Tænderne er dannet paa en egen Maade, ikke trekantede men afrundede. De er meget store.
Dette er en Haandsag i Nutidens Skogbrug blandt Skogbrugets Mænd. Med en saadan Sag kan to Arbeidere skjære temmelig hurtig igjennem en Stok, saa at Haandsagen er et virkelig praktisk brugbart Redskab, som man kan anvende i stor Udstrækning. Og hvad der engang spillede en vigtig Rolle, med den kunde man fremstille en Vare, som i Datiden stod langt over, hvad man var vant til. Haandsagskuren var meget vakker, jevn og ret, og den konkurrerte ganske ud Vandsagens Skur. Kjøbmændene, som udførte Trælast, vilde kun have Planker og Bord, som var haandsagskaaret, og det samme var Tilfældet med Skibsbyggerne.
Paa Grund heraf fik Haandsagen en meget stor økonomisk Betydning for Vestlandets og Nord-Norges Skogdistrikter. Det maa her bemerkes, at der paa denne Tid var Overflod af billig og udmerket Arbeidskraft i vort Land. Aldrig har vel Tiderne været mørkere og tungere for den norske Arbeidsstand end Tiden udover i Begyndelsen af det forrige Aarhundrede til Aarhundredets Midte. Det blev Arbeide at faa for Tusinder af ledige Arme, og Velstand spredtes langsomt, men sikkert, i en Mængde Hjem.
Men det var ikke blot de her nævnte Fordele, som gjorde Haandsagen til et almindelig brugt Redskab i vort Land, især i visse Dele af det. Det var ogsaa noget andet end den. Der skulde ikke saa kostbare Redskaber eller Forberedelser til. Sagbladet selv kostede forholdsvis en mindre Sum; hver Mand kunde anskaffe sig det, og Forberedelserne var meget faa og simple. Der byggedes af en 4–6 Stokker et mindre Stillads, hvor Stokken, som skulde skjæres, laa. Ved hvert Hus eller paa hver Gaard reistes der et saadant, som stod færdig, og nede ved Sjøen saa man dem ofte i Rækker. Men om man ønskede det, kunde man reise en saadan »Sag«, som man kaldte det, ude i Skogen, eller hvor det var mest beleilig, og dette blev stadig gjort.
Det er nu Spørgsmaalet om, naar Haandsagen – Navnet taget i den Betydning, som ovenfor er angivet – er kommet til Norge. Dette Spørgsmaal er i Virkeligheden det samme som: Naar naaede man i teknisk Dygtighed med Hensyn til Bearbeidelsen af Jern og Staal saa langt, at man magtede at fremstille fabrikmæssig et Staalblad af den Beskaffenhed, som et Sagblad maatte have, som skulde drives af Haandkraft, for at det kunde være praktisk brugbart? England var det Land, hvor man først opnaaede den tekniske Dygtighed paa Jern- og Staalfabrikationens Omraade, at man kunde fremstille et saadant Sagblad, og dette skede i Løbet af det 18de Aarhundredes sidste Halvdel.
Paa denne Tid er det ogsaa, at Haandsagen først optræder i vort Land. I Rigsarkivet findes i Afdelingen Rentekammeret, Pakke 16, Almenninger, et Andragende af 11te Mai 1786 fra Olav Mikkelsen Reppe i Værdalen til Kongen, hvori han ansøger om Tilladelse til at hugge 25 Tylfter Sagtømmer aarlig i Svarthovd Almenning og skjære det med Haandsag mod at betale samme Skat som for Vandsagen var bestemt, d. e. 24 Skill. pr. Tylft Bord i Bordskat og Sagmesterskat, tilsammen 9 Rdl. 89 Sk. Fogden anbefaler Andragendet, men Amtmand Fjeldstad udtaler sig bestemt imod det. Han ser en stor Fare for Almenningerne i Haandsagen, som omtales som netop kommet i Brug. Han omtaler, at man rundt omkring i Skogen opsatte Sager og skar Bord og Planker, hvorved Anledningen til at udnytte Skogen og udhugge den var blevet betydelig større end tidligere. Andragendet blev formentlig ikke indvilget; men Anvendelsen af Haandsagen og Udnyttelsen af Almenningerne paa ulovlig Vis blev neppe stoppet.
En lignende Udtalelse har vi 10 Aar senere angaaende Hegli og Skogns Almenninger i samme Pakke. Kjøbmand Joh. Thonning i Trondhjem havde paa offentlig Auktion kjøbt de nævnte Almenninger. Men han maatte snart erfare, at Bønderne uden hans Tilladelse og uden at bekymre sig om, at han havde kjøbt Almenningerne, hug der uden nogen Udvisning. Han klager herover og beder om Hjælp til at hindre det. Fogden anbefalte Andragendet og foreslog, at Bønderne skulde forbydes al Hugst uden Lensmandens Udvisning efter Amtets nærmere Bestemmelse.
Stiftamtmand Moltke afgav en længere Erklæring herom og sluttede sig til Fogdens Forslag. Han omtaler Haandsagskuren, som nu var blevet tilladt, som en alvorlig Fare for Almenningerne.
Der kan saaledes efter dette ikke være Tvil om, at Haandsagen er kommet i Brug i det Trondhjemske omkring 1780, og der er da al Grund til at antage, at det ikke kan være hengaaet ret mange Aar, siden den kom til Landet. Sandsynligvis er dette skeet omkring 1770.
Hermed stemmer ogsaa de Erfaringer, som jeg har gjort i andre Bygder. Vel har jeg ikke fundet Haandsagen omtalt her paa denne Tid; men det har lidet at sige, da man maatte anstille meget indgaaende Undersøgelser i hver enkelt Bygd, om det skulde have nogen Betydning. Jeg holder mig kun til Traditionen, som viser hen til Slutningen af det 18de Aarh. eller Begyndelsen af det 19de, og til de Erfaringer, jeg har gjort ved at undersøge gamle Bygninger.
Haandsagen fandt særlig Anvendelse paa Skibsmaterialer. Som nævnt kunde man ikke her anvende de gamle Vandsager; men Haandsagen passede her ypperlig, da man kunde skjære Tømmeret, hvor langt det var, og samtidig ogsaa skjære det, om det var bøiet. Ligeledes kunde man nu skjære Hustømmeret, hvorved man baade udnyttede det bedre og det blev jevnere. Man pleiede kun at tage en Planke paa 4ʺ Tykkelse af hver Stok. Senere begyndte man at kløve Stokkene i to; men da maatte Tømmeret være meget større eller tykkere, mindst en 2–10ʺ Top. Det sidste er, at man bygger af 3ʺ Planker.
Nu er Haandsagen afløst af fuldkomnere Sager, som jeg her ikke skal gaa nærmere ind paa. Haandsagen udfyldte i sin Tid et Savn og spillede en ikke liden Rolle i økonomisk og kulturhistorisk Henseende,
Ovenstaaende Fremstilling gjælder særlig Vestlandet og Nord-Norge; for Østlandet gjælder det vel ikke helt ud; jeg kjender ikke saa godt Forholdene her; det vilde være af Interesse at høre lidt herfra.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Se herom J. L. Vogt i N. hist. Tidsskr. 2den R. V. S. 88.
- ↑ Det gammelnorske Udtryk borðviðr er ikke Tømmer, hvoraf Bord skjæres, men Bord eller Planker. Se E. Hertzberg, Glossarium til de gamle norske Love og Fritzners Ordbog under Ordet; sml. I. Aasens Ordbog. Jeg vil dog ikke benegte Muligheden af, at Ordet ogsaa kan bruges anderledes.
- ↑ Anf. Skr. S. 88.
- ↑ Se Hist. Tidsskr. 2den R. V. S. 108 fl.