Naar lærte den norske Almue at læse indenad

Norske Bygdesagn

Utgitt av Ludvig Daae, J. W. Cappelens Forlag, 1881 (Første Samling, s. 213-228).

(Foredraget af Forfatteren i Videnskabsselskabet i Christiania den 9de Oktober 1869).

Efter vor Tids Tænkemaade og Vilkaar vil den Ting ikke at kunne læse indenad forekomme os næsten uhørt, i hvert Fald som Bevis paa den alleryderste Grad af Uvidenhed. Og dog behøve vi ikke at gaa mere end fire eller fem Slægtled tilbage for at støde paa Tider, da kun den mindste Del af Norges Bønder kunde læse endog blot sine Troesartikler eller sit Fadervor op af en Bog. Almuen kunde vel i Regelen sine fem Parter af Luthers Katechismus udenad, men den havde lært Ordene ad Ørets Vei, ikke ad Øiets.

Men manglede Bonden Skolens Undervisning, var til Gjengjæld den Belærelse fyldigere og stærkere, som Børnene modtoge i Hjemmet. Det har nemlig været en Kjendsgjerning, at de Goder, som Skolen skjænker, ofte kjøbes paa den folkelige Overleverings Bekostning. Forlanger man først, at Almuen daglig skal sende sine Børn i Skolen, mene Forældrene snart, at Læreren nu skal paatage sig det fulde Ansvar for, at Ungdommen faar at vide, hvad den skal, og den gammeldagse Visdom, som hidtil forplantedes paa Gaardene, viger sky tilbage for den „methodisk“ oplærte Skolemesters Lærdomme.^[1]

Førend Almueskolens Oprettelse i vort Land forstod altsaa kun de færreste at læse i Bog (vare „boglærte“), og endnu færre kunde læse Skrift (vare „brevsynte“, som det hed) eller havde lært selv at skrive. Man havde lært udenad nogle Bønner og Salmer, og skulde der skrives en Føderaadskontrakt, et Skjøde eller et Gjældsbrev, fik man en Præst, Sorenskriver eller Lensmand til at gjøre det. Man regnede med „Tjaug“ og store Hundreder og ved Hjelp af Streger og Karvestok, og til Tidsregningen betjente man sig af sin Primstav. Den historiske Kundskab bestod i en og anden Erindring om den sorte Død, om svære Hungersaar, om trykkende Skattepaalæg, om milde eller umilde Fogder, om lærde eller ulærde Præster, om Hannibalsfeiden eller Krabbekrigen. Ved Siden af deslige Fortællinger levede ogsaa paa Almuens Læber de Ordsprog og Folkeviser og de overtroiske Traditioner, hvis Levninger Videnskaben i vore Dage har saa megen Møie med at opsamle. En fremtrædende Plads i Bondens Kundskabsforraad indtog ogsaa hans mangengang forbausende Indsigt i den Del af Lovgivningen, som vedrørte hans egen Næring og Bjering, og mange ere de Vidnesbyrd, som ligefra de islandske Sagaers Tid indtil vor egen haves om dette juridiske Drag i vor Almues Charakter. De faa Bønder, hos hvem der fandtes nogen boglig Kundskab, have udentvivl netop benyttet den i denne sin Yndlingsretning. Og den eneste Bog, om hvis Udgivelse det udtrykkelig heder, at den fremkaldte Glæde blandt vor Landbobefolkning, er Christian den Fjerdes Norske Lov. (1604). Om den fortælles der nemlig i Slanges Christian den Fjerdes Historie, at „den blev med stor Begjærlighed og Glæde annammet og imodtaget, saa at aldrig har været seet saa store Tilløb af Folk paa Thingene som denne Tid.“ „Lands Lov og Ret er et stort Ord og den norske Nations Yndlingsord“, heder det hos Stampe.^[2] Og den Levning af Kjendskab til vort Oldsprog, som vedligeholdt sig seigest, var Forstaaelsen af gamle Retsdokumenter. Endnu i syttende Aarhundrede gaves der dem, som forsøgte sig i at skrive falske Diplomer til Brug navnlig ved Aastedssager.^[3] Den naturlige Sands for mekanisk og kunstnerisk Virksomhed, som udmærker vort Folk, kan ogsaa forfølges langt tilbage. Allerede for henved to Aarhundreder siden kunde f. Ex. en af de i Danmark dengang berømteste Kunstnere, Magnus Berg, uden nogen synderlig Fordannelse udgaa fra Gudbrandsdalen. Fleresteds omtales smukke Altertavler, forfærdigede af Bønder o. s. v., for ikke at tale om de gamle Stavekirker, der tilhøre en ældre Tid end den, vi her nærmest have for Øie. Hvor snevre de Kredse end vare, inden hvilke Bonden bevægede sig, havde han dog fra Barnsben af lært at iagttage meget bestemte, yderst forsigtige Regler for sin Opførsel og Fremtræden, hvad enten det gjaldt at modtage fremmede Gjester paa sin Gaard, eller selv at aflægge Besøg, føre en Samtale o. s. v. Bevidstheden om, hvad der var sømmeligt og passende eller ikke, var stærkt udviklet. Og var Almuens Liv og dens Interesser indskrænket til Bygden, var end det, Bonden vidste, kun Lidet, saa var dette Lidet hans eget, var fra umindelig Tid iklædt en folkelig, tidt fyndig og sindrig Form. Den gammelnorske, nu svindende, Bondekultur manglede overhoved ikke sine virkelig skjønne Momenter, som nu altfor ofte maa savnes i en vel mere oplyst, men tillige famlende og urolig Overgangsperiode.

Til at hidføre denne Overgang fra en isoleret Bygdetilværelse til en større Delagtighed i Verdenskulturen har naturligvis Udbredelse af Færdighed i Læsning blandt Folkets store Masse bidraget i en væsentlig Grad. Spørgsmaalet om, hvor gammel denne Færdighed er i vore Bygder, bliver saaledes et meget vigtigt, skjønt det hidtil rigtignok har været lidet paaagtet. Det er nemlig aabenbart, at den hele politiske Bevægelse siden Statsforandringen i 1814 kun er muliggjort derved, at Grundlaget for det menige Folks Selvstændighed allerede var lagt under Foreningen med Danmark. Det skyldtes en uindskrænket Regjering, som vistnok allermindst tilsigtede at opdrage Statsborgere, meget mere kun tænkte paa Udbredelsen af religiøs Kundskab, men som ikke destomindre herigjennem kraftig kom til at forberede et følgende Aarhundredes Tilstande.

---

Se vi hen til den første Tid efter Reformationen, da er det indlysende, at den store Mængde ikke kunde læse, allerede af den Grund, at der fattedes Bøger. I Norge selv optræder Bogtrykkerkunsten først over hundrede Aar senere, nemlig i de sidste Aar af Christian den Fjerdes Regjeringstid. Og de Bøger, som sendtes fra Danmark, vare yderlig faa,^[4] ikke at tale om, at den danske Sprogform dengang endnu var Almuen uvant. Af de Efterretningen man har om Bispernes Visitatser, sees ogsaa tydelig nok, at der aldrig var Tale om at forlange anden Kundskab af Almuen end Udenadlæren af Katechismen. Mag. Jens Nilssøn, Biskop i Oslo († 1600), er den ældste norske Biskop, hvis Visitatsbøger haves; man ser af dem, at ved Visitatserne bleve de Unge og undertiden ogsaa de Gamle overhørte i at fremsige Katechismens Ord udenad, ligesom der angives et ringe Antal stadigt tilbagevendende Psalmer, som bleve sungne i Kirken. Omtrent det samme sees af en følgende Oslobisps, Mag. Nils Simonssøn Glostrups, Visitatsbøger (1617–1639); denne Mand har for hvert Præstegjeld omhyggelig optegnet, hvormange Parter af Børnelærdommen Ungdommen kunde udenad, men kun paa et eneste Sted i det store Stift, eller rettere de to store (Oslo og Hamars) Stifter, har han i den lange Aarrække fundet Leilighed til at notere, at der gaves enkelte Børn, som kunde „læse i Bøger“. Det var i Sørum paa nedre Romerike 1625. Undervisningen i Udenadlæsning skulde besørges af Klokkerne. Men mangesteds vilde Almuen ikke holde saadanne (f. Ex. i Stavanger Stift, hvor de derfor i 1611 manglede i adskillige Præstegjeld), og hvor de fandtes, vare de for det meste uvidende Personer, der selv knap besad den tarveligste boglige Dannelse. I 1620 skriver saaledes den nysnævnte Biskop Nils Glostrup til Kongens Kantsler i Danmark: „Degnene her i Stifterne have hverken Residents eller Degnebolig, som dennem burde efter Ordinantsen, ikke heller nogen Besolding, de dennem til Livsophold kunde med behjelpe, hvorudover Børne-Lærdommen ikke saa flittigen kan befordres, som det sig burde, og man Bønder, Skræddere, Skomagere og andre saadanne ulærde Folk til saadan Tjeneste maa acceptere, som sig med sit Haandverk Livsophold kunne erhverve og Ungdommen i nogen Maade udi deres Catechesi undervise.“ Endnu i 1727 havde man i Rollag i Numedal ingen Klokker. I Fyrisdal i Thelemarken var det Samme Tilfældet i Slutningen af det syttende Aarhundrede, og i flere Kald af Bergens Stift var det først Erik Pontoppidan, der fik Klokkere ansatte.

Paa et saa misligt Grundlag var det altsaa, at Almuens Kristendomskundskab hvilede i den Periode, i hvilken den dog udøvede den vigtige Ret selv at beskikke sine. Præster.

Nogen Fremgang i den boglige Oplysning skede dog visselig fra Midten af syttende Aarhundrede. Vi slutte dette nærmest af den Kjendsgjerning, at der fra den Tid fremtraadte flere Forfattere i Norge selv, der udgave Forklaringer over Katechismen, beregnede paa, om ikke at læses af Ungdommen, saa dog at læses for den eller benyttes af dens Lærere. Biskop Munthe udgav 1644 i Kjøbenhavn sin (i vore Dage af Prof. Caspari paany udgivne) fortræffelige lille Bog „Guds Ords første Alfabet eller den kristelige Lærdoms Hovedstykker i Spørgsmaal og Svar forfattede.“ I Aarene 1650–1662 udkom her i Christiania en Katechisme-Forklaring i ikke mindre end 10 svære Kvartbind af Christen Stephenssøn Bang, Præst i Romedal. I 1681 udgav Knud Sevaldssøn Bang, Sognepræst paa Thoten, sin ligeledes senere paany udgivne „Den søde og velsmagende Katechismi Brystmelk“. Den samme Forfatter havde ogsaa til Brug for sin egen Menighed udgivet en egen liden Salmebog, hvoraf maaske tør sluttes, at Oplysningen i denne enkelte Egn var noget videre fremskreden end andensteds. Christen Bangs store Verk meddeler ellers i en af Fortalerne Oplysninger om Overhøringsmaaden ved Visitatserne, der ganske stemmer overens med, hvad man erfarer af Biskop Glostrups Optegnelser. Om Indenadlæsning er der slet ikke Tale.

Og det blev det heller ikke førend under Christian den Sjettes Regjering. Endnu Peder Hersleb, der 1730 blev Biskop i Christiania, gav i de første Aar af sin Embedstid en Fremstilling af Tilstanden, som er oplysende nok. Han siger: „Det er sandelig en af de største Aarsager til den gemene Mands Vankundighed her paa Landet, at de lærer Katechismen per vivam vocem uden at kjende en Bogstav i Bog, og derfor hele deres Livs Tid ikke kan hjelpe sig selv, ikke opbygge sig af Guds Ord, ikke excolere hvad de have lært, glemme det, saasnart de ere antagne til Guds Bord, og om ikke før, da vistnok, naar de blive gifte, thi efter den Tid examineres de ikke mere.“

Der gaves nemlig tidlig en Slags Examen for Ungdommen, som de maatte underkaste sig hos Præsten, inden de første Gang stedtes til Altergang, og som bestod deri, at Børnene opramsede Katechismen. „De fleste (siger nysnævnte Biskop Hersleb) gaa efter Alderen, at naar et Barn er 15–16 Aar, saa skal det communicere. Det er og ganske vist, at man ei blot kan lade dette vigtige Hverv komme an paa Præsten, thi foruden at mange af dem kan være letsindige, magelige, spare sig for Arbeide og Umage – foruden det, at de af gemene Forældre med Bøn og Tiggen overløbes og overtales til at lade. Børnene slippe frem, som det kaldes, imod Løfte, at de skal lære bedre herefter, – foruden det, at der gaar et slemt Ord og Rygte, at mange Præster gjøre sig et godt Accidents af dette, nemlig at faa en Foræring af Enhver, som første Gang gaar til Guds Bord, og derfor, for ei at hindre Foræringer, gjør det koldsindig, eller for at forøge Foræringen gjør det vanskeligt og negter at antage den Unge – foruden alt dette maa man og tilstaa, at Præsterne har andet at gjøre. Baade kunne de ikke raade med Forældrene, thi de ville have deres Børn til Guds Bord med sig, enten de ere skikkede eller ikke, de tvinge Præsten til at tage dem frem, naar de kun kan læse de fem Parter udenad, enten de forstaa noget deraf eller ikke, de klage over Præster, som ere oprigtige, og det heder da, at de af Vrede, Passioner, Gjerrighed afholde Børnene. Og dernæst kommer Hver og En separat for sig, Præsten kan da paa den Tid, de kommer, være beskjæftiget, have andre Forretninger, men nødes dog til at afgjøre det strax. o. s. v.“

Den Begivenhed, som fremkaldte det store Opsving i vor Almues religiøse og derigjennem tillige i dens verdslige Dannelse, var Konfirmationen og den i Følge med dennes Indførelse givne Skolelov. Herom skulle vi nu fortælle, idet vi tillige skulle medgive nogle Oplysninger om Tilstanden i de enkelte Bygder.

Konfirmationen paabødes, som bekjendt, af Christian den Sjette ved Forordning af 13de Januar 1736, og dens Indførelse stod i Forbindelse med den samme Aar indfaldende anden Hundredeaarsfest for den lutherske Reformation i Danmark. Der gives forøvrigt Spor til, at denne kirkelige Handling allerede før har forekommet i enkelte Dele af det dansk-norske Monarki, navnlig paa Island, hvor den berømte Gudbrand Thorlakssøn, der af sine Landsmænd har faaet Hædersnavnet „den lille Luther“„ indførte den i Hole Stift, hvor han var Biskop 1571–1629. Mærkeligere for os er det dog, at Peder Hersleb indførte Konfirmation i Akershus Stift i 1734, altsaa nogle Aar før, end Lovbudet udkom. Hersleb var ogsaa en af dem, hvis Indflydelse hos Kongen i væsentlig Grad bidrog til at fremkalde Forordningen af 1736.

Skjønt denne Forordning ikke udtrykkelig opstiller Færdighed i Indenadlæsning som Betingelse for Konfirmation, er det dog klart, at den regelmæssige, gjennem længere Tid fortsatte Forberedelse af Præsten, som deri indskjærpedes, efterhaanden vilde have bidraget til at gjøre Indenadlæsning mere og mere almindelig, selv om ikke kort efter Lovbud vare blevne udgivne om et ordnet Skolevæsen paa Landet. Dette skede imidlertid meget snart ved Forordningen af 25de Januar 1739 om Almueskolerne. Denne Forordning er den første, som forlanger, at Børnene skulle lære at læse indenad, idet den opstiller Duelighed til Undervisning heri som den første Fordring til de Lærere, som skulde antages.

Spor til tidligere Skoler for Landalmuen mangle vistnok ikke ganske. Saaledes havde allerede omkring Aar 1700 den nidkjære og kraftfulde Jens Colstrup i Nes paa Romerike, en Mand, der som Krigsmand har en Plads i vor Historie ved Siden af Kjeld Stub, oprettet Omgangsskoler i sit Præstegjeld. Men skjønt dette Foretagende i sin Tid anpristes som noget mærkeligt og enestaaende, bestod det kun deri, at Præsten „adjungerede Klokkeren tvende vittige Husmænd“, og at Indenadlæsning ansaaes som liggende udenfor denne Skoles Formaal, sees deraf, at der ved Undervisningen benyttedes en af Præsten selv udarbeidet haandskreven Katechisme-Forklaring.^[5]

I Christiania By havde ogsaa Forholdet hidtil været omtrent det samme som paa Landsbygden. I 1706 antog nemlig vor Hovedstads Magistrat for første Gang en vis Elias Hansen til „Skolemester for Byens omløbende og fattige Børn, som Stodderfogderne skulde tilføre ham.“ Læregjenstandene skulde være Udenadlæsning af nogle Bønner, Troesartiklerne, Pligterne, Guds Bud, Herrens Bøn og Sakramenterne. Først efter at dette var lært udenad, skulde de, „som havde Lyst og Nemme“, lære at læse indenad og, om muligt, at skrive.

Forordningen af 1739 stillede med en Gang store Fordringer til Almuen, som baade skulde finde sig i nye og uvante Udredsler og forpligtes til at sende fine smaa Børn lange Veie afsted for at gaa i Skole. I mange Henseender forlangte Forordningen med et Slag gjennemført Reformer, som først i vore Dage ere blevne til Virkelighed. Man kan derfor ikke forundre sig over, at denne Lov mødte den stærkeste Modstand hos Bønderne, ja med Rette ansaaes som uiverksættelig af Præsterne. Mange Fordomme maatte nemlig her bekjæmpes, thi Almuen ansaa mangesteds Skoleundervisningen ikke alene for overflødig, men ligesrem for skadelig. En ny Forordning af 5te Mai 1741 maatte derfor udstedes, der eftergav den største Del af de opstillede Fordringer og overlod „til Menighederne selv, som bedst kjende de Distrikter, hvori de bo, samt deres egen Leilighed, at bringe de til Ungdommens Oplærelse bekvemmeste Midler i Forslag.“

Men Hovedsagen var, at Skolerne nu efterhaanden, om end i noksaa ufuldkommen Skikkelse, overalt kom istand, og at deres Virksomhed gjennem den paabudne Konfirmation sattes under en stadig Kontrol af Præsten.

Den Menneskealder, der fulgte efter Christian den Sjettes Regjering, blev saaledes den, i hvilken Almuen lærte at læse indenad. Længe blev dens Læsning naturligvis saagodtsom udelukkende religiøs, længe varede det, inden saa mange Bøger udbredtes, at den i Skolen erhvervede Læsefærdighed nogenlunde sikredes mod snart at blive glemt efter Konfirmationen. Men Grundvolden til Oplysningsverket var lagt, og lidt efter lidt har boglig Dannelse siden den Tid kunnet vinde Indgang i Landet.^[6]

Længst varede det, inden det blev almindeligt ogsaa for Pigerne at lære at læse. Ole Gabriel Ueland har i nogle Optegnelser om sit Liv (benyttede i Illustreret Nyhedsblad 1862, No. 11) opbevaret det Sagn, at de øvrige Bønder i Sognet sagde om hans Oldefader: „Nei, den Jon Osmundsen Tjellevig, han vil nu altid være aparte, han lærer Døtrene sine at læse.“ Foged Wiel bemærker i sin Beskrivelse af Hallingdal, at Bønderne holdt for, at Piger, som kunde læse, ikke bleve „lykkelige“ til at passe Kreaturer og „andet mere baade finere og grovere“. Vi skulle tilsidst anføre nogle Exempler fra de enkelte Bygder, der skulle vise, hvorledes netop forrige Aarhundredes Midte er Tiden for et stort Fremskridt i Almuens Dannelse.

Sillegjord i Thelemarken. „Konfirmationen er det eneste, man har at takke for Bøndernes Kundskab i Religionen. Førend den blev indført, kunde neppe en af Hundrede læse i Bog. Kapellanen, Hr. Hans Paus, som 1746 kom til Kaldet, var den første, der bragte nogen Kundskab ind i Sognet, thi han gik ned i Kirken, kastede Salmerne op for de Gamle, som kunde læse, og fik dem til at synge, de Unge oplærte han meget flittig, og siden har Kundskaber udbredet sig mere og mere. De Fleste kan nu baade skrive og læse Skrift, lige til Fruentimmerne.“ (H. J. Wille, Sillegjords Beskrivelse, Kbh. 1786, S. 235).

Eker i Buskeruds Amt. „Hr. Peder Anchersen (som blev Præst der 1720) forefandt Menigheden i et halvt Barbari, da Faa kunde læse i en Bog, Salmebøger vendte Nogle forkert i Kirken og saa videre, men ved utrættelig Flid i Katechisation med Unge og Gamle bragte han dem til bedre Begreb og Orden, som Almuen selv tilstaar og nu bedre end da paaskjønner.“ (Dr. H. Strøm, Ekers Beskrivelse, Kbh. 1784, S. 267. Strøm anfører lignende Oplysninger om Flesberg og Modum).

Gjerestad i Nedenes. Her var det Sognepræst Lars Eskildsen (udnævnt 1750), der fik Skolevæsenet ordnet og det med stor Møie. „Men endnu 80 Aar derefter, i 1828, gaves i Vegaarsheiens Annex trende udlevede Personer, der ingensinde havde lært Bogstaver at kjende, da deres Ungdomsdage indfaldt, medens Skolen holdtes med mindre Orden og Kraft. De vare, hed det, „ikke boglærte“, men havde ved Udenadslæren erhvervet den fornødne Børnelærdom, som paa Forlangende læstes og gjordes Rede for.“ (J. Aas, Gjerestads Præstegjeld , og Præster, Risør 1869, S. 129).

Vik i Sogn. „Jeg forefandt Almuen (skriver Provst Anders Daae, som 1707 blev Præst her, i 1745 til Kancelliet), som er Alle her paa Stedet bekjendt, udi den dybeste Vankundighed, saa at faa af dem kunde læse i Bog, men slet Ingen istemme med den sjungende Zion i Kirken, for hvilket at raade Bod jeg strax forkostede og til alle Fattige gratis uddelte de forordnede Kirkesalmebøger, saa at man nu neppe finder En i den ganske Menighed, der jo kan sjunge og læse. Ligeledes har jeg paa min Bekostning forsynet Menigheden med Katechismus og brugelige Forklaringer samt andre til Gudfrygtigheds Kundskab og Øvelse nødvendige Bøger. “

Bergens Stift var maaske i det Hele det Stift, hvor Oplysningen bedst fremmedes i hin Overgangstid, fordi Stiftet var saa heldigt i Erik Pontoppidan (1747–1755) at have til Biskop den Mand, der mere end nogen Anden fortjener at kaldes en norsk Kirkefader. Heldigvis har man ogsaa fra hans egen Haand udførlige Optegnelser om hans Virksomhed.^[7] Man ser, at Indenadlæsningen endnu paa hans Tid kun var lidet almindelig, og at de Fleste lærte „gjennem Hørelsen“, hvad de skulde. Men der herskede stor Forskjel mellem de enkelte Bygdelag. Saaledes vare Bønderne i Voss „fremfor andre Bønder temmelig boglærde eller anførte til Læsning, hvilket jeg (Pontoppidan) og mærkede ved den offentlige Examen.“ Ved Visitatsen i Justedalen heder det: „Ungdommen var ret flink i at læse indenad og udenad, hvori Fjeldbønderne gemenlig overgaar de øvrige, thi da de bo meget vidtløftigt, saa holde de mere privat Læsning i deres Huse og kunde bringe dette vidt, om de havde gode Bøger at læse.“

De Exempler, vi have anført fra Landets forskjellige Egne, kunde forøges til det Mangedobbelte. Men allerede de her meddelte turde være tilstrækkelige til at godtgjøre Rigtigheden af den i Begyndelsen af dette Foredrag fremsatte Paastand, at den Tid, da Almuens Masse ikke kunde læse indenad, kun ligger fire eller fem Menneskealdre tilbage.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Endnu i 1821 skriver N. Hertzberg: „Jeg er endog saa heterodox at tro, at, om end Lokaliteten tillod de saakaldte faste Skoler, vilde jeg ei tilraade dem blandt Landalmuen paa Grund af, at Forældrene gjorde da selv Intet til Børnenes første Undervisning. I By og Bygd, hvor fast Skole monne være, overlades jo alt til Skoleholderen, Forældrene selv lære jo Børnene fast ei en Bogstav at kjende, og dette er ikke godt, hverken for Forældre eller Børn.“ (Budstikken, II. S. 717).
2. Erklæringer, IV. S. 201, cfr. S. 394.
3. Nogle saadanne falske Diplomer ere trykte, f. Ex. i Dipl. Norv. VIII. S. 227 flg., 247 flg., 263–279.
4. Af Christian den Tredies Bibel sendtes for det første kun sex og niti Exemplarer til Norge, af hvilke endda en stor Del borttoges paa Veien af Sørøvere. Endnu henimod Slutningen af Aarhundredet nævnes i Biskop Jens Nilssøns Visitatsberetninger baade Kirker og Præster, der savnede Bibel. Til enkelte ældgamle Bøger, der hist og her findes i Bygderne, knytte sig endnu Sagn om, hvor kostbare de have været i sin Tid. I Kvinesdal findes saaledes en Bibel, der skal have været betalt med en Hests Værdi. Paa Gaarden Mustad i Vardal bevares en Billedbibel af 1589, som en Beboer af Gaarden, Lensmand Jacob Mustad (f. 1618 † 1673) kjøbte i Kjøbenhavn, da han var reist ned for at klage til Kongen over Sognepræsten, og Sagnet fortæller, at „han bar den med sig under Armen den hele Vei fra Kjøbenhavn til Mustad.“ I samme Bibel findes Ættens fuldstændige Slægtregister. (Meddelt af Sagfører Th. B. Moss).
5. Gjessings Jubellærere, III. 1, S. 355–356. Colstrups Levnet er af nærv. Forf. udførlig fortalt i Historiske Skildringer, II. (Tillægshefte til Folkevennen for 1878).
6. Mange Exempler forekomme, der vise, at de mere velstaaende Gaardbrugere i denne Almueskolens Barndomstid have ladet sine Børn undervise særskilt af et Slags Privatlærere, om de kunde faa fat paa saadanne for en billig Betaling. For omtrent hundrede Aar siden var der saaledes i Kvinesdal en saadan Skolemester, der endnu erindres under Navn af Anders Svenske. Han viste som Lærer en barbarisk Strenghed, idet han, naar han overhørte Børnene i Katechismen, lagde Riset paa Bordet og skrev en Kridtstreg paa Bordet for hvert Ord, hvori Barnet feilede. For hver Streg fik Synderen et Slag over Haanden af Risets Skaft. Forbitrede sammensvore Drengene sig om at prygle Svenske-Anders paa Gaarden Rafos. Planen kom ogsaa til Udførelse, men siden holdt han ei mere Skole. Ogsaa i Nabobygden Fjotland ved man at tale om en svensk Skolemester (muligens den samme), der fortælles at have været en „fornem og lærd Mand“, som af ukjendte Grunde havde forladt sit Fædreland.
7. Meddelte af nærværende Forfatter i Theolog Tidsskrift, udg. af Caspari m. Fl., 7de Bind, (ogsaa særskilt aftrykt som „Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i det attende Aarhundrede“).