Uaar og Hungersnød i Norge 1740–1743
Under Omstændigheder, som nærværende, da Klager over Hungersnød og Mangel idelig gjenlyde fra de nordligste Dele af Norge og Sverige saavelsom ogsaa fra Nabolandet Finland, og selv her i de sydligere Egne Dyrtid og Fortrykthed uimodsigelig finder Sted, er det af Interesse at fornye Erindringen om lignende Tilstande i Fortiden. Saadanne Tilbageblik kunne maaske endog være ligefrem nyttige af den Grund, at mange først da ret lære at paaskjønne de store Fremskridt, Landet har gjort i de sidste Slægtled, naar de gjøres opmærksomme paa, hvor meget større den Modstandskraft er bleven, hvormed vi nu efter Ophævelsen af urimelige Lovbestemmelser samt ved Jordbrugets større Udvikling, Samfærselsmidlernes Forbedring samt Fattigpleiens og Lægevæsenets bedre Ordning kunne møde Misvæxtaar og smitsomme Sygdomme.
Alle have hørt Tale om 1812; i enkelte Dele af Landet, f. Ex. i Gudbrandsdalen, lever nok ogsaa Erindringen om 1773, da Elendigheden var endnu langt større end i det førstnævnte Aar, idet der i det ene Aar døde henved sytten Tusinde flere i Norge, end der fødtes, og mangfoldige Mennesker bevislig døde Hungersdøden. De Færreste vide derimod nogen synderlig Besked om, at næsten hele Nordeuropa i Begyndelsen af forrige Aarhundredes femte Tiaar herjedes ved flere gjentagne Uaar, der her i Landet fremkaldte en overordentlig Nød. Alene i de to Aar 1741 og 1742 oversteg Dødsfaldenes Antal Fødslernes med den store Forskjel af 31,436, og det paa en Tid, da Rigets samlede Befolkning høist kan anslaaes til 700,000.
Det er om disse sidste Trængselsaar, at vi her ville fortælle. Vore Kilder have for en Del været trykte Skrifter (som f. Ex Ilmonis „Bidrag till Nordens Sjukdomshistoria, tredje delen, Helsingfors 1853“, Pontoppidans Norges naturlige Historie samt stundom en og anden Bygdebeskrivelse), men fornemmelig dog utrykte Papirer, hentede fra Rigsarchivet og andensteds.
Sommeren 1739 havde været kold, og allerede dette Aars Høst var derfor ringere end sædvanlig. Derpaa fulgte mellem 1739 og 1740 en overordentlig streng Vinter. Man kunde kjøre over Øresund, ja, som det heder, endog mellem Kjøbenhavn og Danzig; i England tilfrøs Themsen, i Holland Zuydersøen, i Tydskland Rhinfloden, selv i Spanien og Portugal naaede Sneen flere Fods Høide; paa Middelhavet rasede de heftigste Storme. Vistnok fik man en mild Vaar, men den ledsagedes af heftige Oversvømmelser, og Sommeren blev atter kold, saa at Høsten paany mislykkedes. Allerede i 1740 finder man derfor, at de Dødes Antal og det endog i nogle af vore frugtbareste Bygdelag oversteg de Fødtes. I Nes paa Romerike fødtes saaledes 118, men døde 144, i Lier ved Drammen henholdsvis 84 og 108.
I de to følgende Aar 1741 og 1742 vare de klimatiske Forhold, forsaavidt der haves Besked herom, omtrent af samme Beskaffenhed, som de havde været i 1740. Pontoppidan,[1] som skrev kun ti Aar senere, skildrer efter Beretninger, der altsaa have fuldt Krav paa Troværdighed, Aarene 1740 og 1741 for Norges Vedkommende saaledes: „Det var ligesom Solens Glands, Varme og vederkvægende Kraft havde tabt noget mærkeligt, og at Jordens Afgrøde stod og kvinede, uden at komme ret afsted. Skoven vilde i de Uaaringer ikke renne, det er skyde sig, og fik knapt sin sædvanlige Grønhed, men lidet eller intet Skud paa Enden af Grenene. Paa Agrene vanlykkedes det Meste af Sæden, fik ingen ret Kjærne og satte Landmanden i stor Tvivlraadighed, naar han næste Aar atter skulde saa paa Haab.“ I Udlandet stod det idetmindste paa mange Steder ikke stort bedre til, og det ei alene i Europa, men endog i Nordamerika. Overalt hørte Sygdom og usædvanlig Dødelighed til Dagens Orden, ikke mindst paa begge Sider af den botniske Bugt. I Finland blev Elendigheden saa meget større, som dette Land just fra hint Aar blev Skuepladsen for den ulykkelige Krig mod Rusland, som det svenske Hatteparti, ophidset af Frankrige, i 1741 begyndte uden tilstrækkelige Forberedelser og uden duelige Hærførere. Soldaternes Gjenvordigheder ere neppe til at beskrive.
Aaret 1742 blev dog det værste. Fra Stiftamtmanden i Akershus, Generalmajor Otto Fredrik v. Rappe, haves en Indberetning, hvoraf man ser, at, ihvorvel man først sent kunde komme til at saa, havde dog Aaret en Tid lang været meget lovende; „baade jeg selv,“ siger han, „og alle Reisende have iaar seet Guds Velsignelse staa paa Marken i saa stor Overflødighed, at faa kan mindes den større.“ Men allerede i Sommerens Løb begyndte Orme af usædvanligt Udseende at fortære Sæden. „1742 udi Sommeren, da Luften begyndte at blive hed, (fortælles der i en Pjece fra 1750),[2] nedfaldt af Luften en stor Del Orme paa Byggen omkring Christiania i Norge, blandt hvilke de fleste vare sorte, andre stribede, de fleste indsvøbte i en tynd Hinde, som Silkeorme, hvilke bleve siden til Sommerfugle; af disse usædvanlige og skadelige Orme blev Sæden med Græs og Urter i en Hast saaledes opædt, at mange Mennesker og Kvæg derover maatte lide stor Mangel paa Føde, ja mange døde af Hunger. Efterat Grøden saaledes var fortæret, krøb endel af disse Orme ned i Jorden, men Aadslerne af dem, som bleve tilbage, foraarsagede en overmaade vederstyggelig Stank.“ I August Maaned indtraadte derpaa, fortæller Rappe i sin ovennævnte Indberetning, Nattefrost, først i Fjeldbygderne, dernæst ogsaa i de lavere liggende Egne, og mod Slutningen af September maatte Høsten ei alene i Akershus Stift, men i hele Riget erklæres for mislykket. For en Mængde Husmænd og smaa Jordbrugere var der endog slet ikke Tale om nogensomhelst Indhøstning, da de stakkels Mennesker intet Korn havde havt til Udsæd. „Mange hundrede Mennesker fra Oplandene,“ siger Amtmanden, „har jeg med Hjertesorg seet her i Bygden, som have søgt Arbeide, men man har Intet havt for dem at bestille, thi ere de gaaede hjem, og endel underveis kreperede.“ I en anden Indberetning – fra øvre Romerikes Provsti – omtales, at tre Mennesker vare fundne paa Marken, døde af Hunger, og Stiftamtmanden oplyser, at „grove Tyverier og Røverier“ i disse ulykkelige Aar vare hyppigere end ellers.
I en Skrivelse fra daværende Major de Seue til Generalmajor Huitfeldt paa Ellingaard, dat. Vestby 24de April 1742, skildres Tilstanden paa følgende Maade:
„Jeg har over 22 Mand i mit Kompagni, dem jeg formedelst Manquement af Føde til deres Livsophold ikke er capable til at exercere; thi naar de om Søndagen komme til Kirken, og jeg vil exercere, beklage de sig ikke at kan, ihvor de gjerne vilde, af Aarsag En siger, ikke i et Jævndøgn at have faaet Mad, en Anden siger, ikke i 2 Gange 24 Timer at have faaet Noget til Fortæring; den Tredie beretter, han har spist Brød af Bark og drukket Vand til over 2 Maaneder, og saa videre. Spørger jeg om Aarsagen, sige de, først blev Grøden forleden Aar saa borte, at de ikke havde Føde deraf uden med Nød til Jul; dernæst udsatte de sig saa for Sædekorn og Føde forleden Aar, at deres Kreaturer gik næsten med, og de faa, de havde igjen, ere nu alt kreperede af Manquement paa Fourage, som de ei heller fik Noget af, saa de nu intet eie det ringeste ......; og af det Korn, Deres Majestæt allernaadigst lader uddele og kreditere til de Nødlidende, beklage de sig ikke at faa, af Aarsag sige de, det mest uddeles til de formuende Bønder og dem, der kan betale. – Desuden det og arriveret med 3 Mand, de har faldet ned under Geværet af Afmægtighed, da de aldeles ikke, som de selv skal kunne bevidne, i Exercitien er uden med størst Lemfældighed trakteret; mens de foregive, som det og er i Sandhed, af det de ere udhungrede, – og idag, da jeg skriver dette, har disse 22 Mand været hos mig og begjært min Kaution for at faa Korn, ellers de maa dø; men min Formue strækker ei dertil, men kaverte alene for 4 Mand, dem jeg vidste allermest i Nød med Hustruer og Børn; thi jeg maa tilstaa, at de alle ere fattige og af denne dyre Tid saa medtagne, at de intet mere eie tilbage end et Hus, fuldt af Elendighed og Fattigdom.“
Det meste af hvad vi vide om Ulykkerne i hine Trængselstider, angaar fremdeles Akershus Stift, og det kan ansees for sikkert, at dette haardest hjemsøgtes af disse Uaar. Hertil bidrog naturligvis først og fremst Oplandenes Afstand fra Havet og Udelagtighed i de Fordele, som Kystdistrikter kunne hente af sin Beliggenhed ved Søen. Men endnu en anden Aarsag har ganske vist betydelig forværret Tilstanden idet søndenfjeldske Norge, og dette var den for Nutidens Betragtning saa oprørende Forordning af 16de September 1735, hvorved det var forbudt at indføre Korn til Akershus og Christianssands Stifter fra andre Lande end fra Danmark, og som udentvivl maa henregnes til den danske Enevoldsregjerings mest uforsvarlige Misbrug af sin Magt.
Heraf kan det forklares, at man, da ordentlige Handelsforbindelser ved en unaturlig Lov vare hemmede, endog i Egne som Thoten og Hadeland maatte anse det for et stort Held, om man kunde overkomme Mask. „Furubark, Rødder af Jorden, ja Blade af Træerne, saasom Asp og Siljetræ,“ siger Sorenskriveren der, Nils Wisløff,[3] tørredes og maledes til Mel. Heraf bagtes Brød, der stegtes paa flade Jerntakker. Havde en Enkelt en Setting Rug eller Bygmel at blande i dette sørgelige Brød, var det en stor Herlighed, thi skjønt dansk Korn og det i temmelig stor Mængde var at faa i Kjøbstæderne, „var Prisen saare høit opstegen, og Bønderne havde ikke Penge at kjøbe for, ei heller Kræfter til at bære det frem saa lange Veie paa deres Ryg.“ Og derfor, vedbliver Wisløff, „tog Sult og Sygdom saamegen Overhaand, særlig blandt fattige Folk, som ingen Raad eller Middel havde, hvilken Svaghed havde den Beskaffenhed med sig, at naar et friskt Menneske kom ind til disse Syge for at se til dem, og de kom igjen til sit Hus, bleve de befængte med samme Svaghed og det med Hovedpine og Svimlen, med Kulde og Hede, at de maatte tilsengs. Saaledes grasserede denne Svaghed fra Gaard til Gaard og udpinte Folkets Kræfter, saa at Mange, baade Gamle og Unge, i denne Svaghed døde.“ I Nes paa Romerike udgjorde Antallet af Fødte og Døde i 1741 henholdsvis 99 og 195; 1742 endog 31 og 441. I Høland 1741 henholdsvis 96 og 103, i 1742 henholdsvis 47 og 359. Ogsaa i Gudbrandsdalen, hvorhen Tilførselen dengang maatte ske paa Hesteryggen fra Romsdalen, og i Budskeruds Amt[4] vide vi efter statistiske Data, at Dødeligheden var overordentlig. Endog ved Kysten af Christianiafjorden var den voldsom, om end i noget mindre Grad; Follo Sorenskriveri talte i 1742 159 Fødte og 504 Døde. I de nordligere Havdistrikter var derimod Tilstanden sammenlignelsesvis noget bedre, thi der var, som antydet, Sønæringen større og derhos Kornhandelen fri. I Søndmøre Fogderi fødtes og døde i 1741 henholdsvis 380 og 430, i 1742 henholdsvis 504 og 541; mærkeligt nok tiltog i det næste Aar ogsaa Fødslerne. Dog kunde ogsaa i Søegnene Nøden være meget betydelig.[5] I Stjørdals Præstegjeld fødtes i 1742 117„ medens Antallet af de Døde steg op til 300.
Den smitsomme Sygdom, der opstod af Hungersnøden, og som bortrev saa mange Ofre, skildres i de forskjellige Egne af Landet omtrent ens. Det var, som det heder i en Indberetning fra Ekersund, „Blodsot, Flekfeber og en Hovedsot, der henrykker Sandserne, opsvulmer Legemet og langsomt udpiner det.“ Omtrent med samme Ord skildres Sygdommen i Nes paa Romerike, og dette stemmer ogsaa overens med den ovenanførte Skildring fra Thoten og Hadeland. Lægehjælp var dengang aldeles ikke at tale om uden i ganske enkelte Byer; for Christianssands Stifts Vedkommende gave disse Sygdomsaar Anledning til, at en Fysikus udnævntes med det hele Stift som Embedsdistrikt. Af Dr. Ilmonis Sjukdomshistoria ser man, at ogsaa andensteds i Norden, i Sverige og Finland, ytrede Landfarsotten sig paa samme Maade. I det sidstnævnte Land førtes fremdeles Krig mod Rusland; Soldaterne døde i Hobetal, og de gjenlevende bragte Sygdommen i dens værste Skikkelse over til Sverige selv, hvor den især rasede i Upsala. Island hjemsøgtes af Kopperne.
Ikke alene Sæden, men ogsaa Høavlingen slog feil i disse paa hinanden følgende Trængselsaar. Sygdommen rammede derfor ogsaa Husdyrene. Det var i Anledning af den danske Kvægsyge, at Ludvig Holberg skrev sin bekjendte Afhandling, det eneste Bidrag, hvormed han nogensinde betænkte Videnskabernes Selskab. I Norge angaa Klagerne mest Hestene. „Den Bonde, som i forrige Aaringer har havt og underholdt 5, 6 og flere Heste, kan nu ei holde mere end 2 eller 3 i slet Stand; en saadan Mængde er kreperet og ødelagt formedelst Fattelse af Fourage, som nu nogle Aar efter hinanden har flaaet feil,“ skriver den ovennævnte Stiftamtmand Rappe under 23de Februar 1743. Denne Erklæring blev afgiven i Anledning af den da stærkt paatænkte Krig, som Christian den Sjette vilde begynde, idet han først haabede ved at tage Sveriges Parti i den finske Feide at skaffe sig eller sin Søn Thronfølgen i dette Rige, og senere, da denne Plan var mislykket, med Vaaben i Haand vilde hevne sig paa de Svenske. Til alt Held for begge Parter og til det udpinte Norges store Lykke blev denne Plan imidlertid opgiven; det kom ikke videre, end til at et halvt Snes tusinde Mand samledes i Smaalenene, en Begivenhed, der længe omtaltes under Navn af „Tyttebærkrigen“.
Skjønt vi vel ikke vove at paastaa, at Datidens dansk-norske Statsstyrelse havde hævet sig til det Standpunkt, hvorfra i vore Dage en oplyst Regjering vil anse det som Pligt ved alle de Midler, der staa til dens Raadighed, at komme sine Undersaatter til Hjælp under Trængsler, som disse, var den dog uimodsigelig kommen betydelig videre, end Tilfældet havde været i det sextende og syttende Aarhundrede, da det uden Tvivl tidt beroede paa Slumpetræf, om Epidemier og Dyrtid i langtbortliggende Egne nogensinde kom til de Styrendes Kundskab, end sige, at man traf nogen alvorlig Forholdsregel for at raade Bod derpaa. Nu blev der dog gjort Noget. Først lod man i Løbet af 1742 indsamle en Kollekt i Danmark til de trængende Nordmænd, medens der i Norge selv, ifølge Reskript af 6te Juli, anordnedes en almindelig Bededag. Den danske Indsamling indbragte en Sum af omtrent 14,000 Daler, rigtignok i Forhold til Behovet en ringe Sum. Med Hensyn til Fordelingen indhentede Regjeringen Raad hos en Mand, som ved mange Leiligheder sees at have været dens Konsulent i norske Sager, nemlig hos Sjællands berømte Biskop, Thrønderen Peder Hersleb, der kjendte sit Fødelands Forhold som Faa. Hersleb tilraadede, at Akershus Stift alene maatte faa Halvparten, „saasom der er den største Nød; der er og den største Folkemængde, og Præstekaldenes Tal er saa stort som i Bergens, Christianssands og det halve Throndhjems Stift tilsammen, men hvert Kald mere folkerigt. I de andre Stifter, som alle have Hjælp af Søen, høres ikke Nøden at blive saa stor.“[6] Dette Raad blev fulgt ved Reskript af 12te Oktober 1742, idet Akershus Stift fik en Halvdel, Throndhjems Stift en Fjerdedel og Bergens og Christianssands Stifter hver en Ottendedel. Uddelingen, som kun skulde komme de Allerfattigste tilgode, besørgedes af Sognepræsten og 4 til 8 af de „redeligste Bønder“ i hvert Præstegjeld.
Af større Betydning maa det imidlertid have været, at Regjeringen foranstaltede Uddelinger af Korn til Udsalg til Trængende efter en billig Taxt. I Gudbrandsdalen fordeltes allerede i den første Tid Korn til et Beløb af 10,649 Rdlr. 74 Skill., og det paasaaes, at ingen af de mere Velstaaende, men kun de Fattige fik Adgang til paa denne Maade at forsyne sig. Ifølge Resolution af 11te Marts 1743 opsendtes yderligere 12,000 Tdr. Byg og ligesaa mange Tønder Havre til Fordeling i Akershus Stift, og lignende Oplysninger haves for flere andre Landsdeles Vedkommende, uden at det har været Forfatteren muligt at danne sig nogen Mening om den hele Hjelps Udstrækning. Det kan mærkes, at man i Senjen og Tromsø Fogderi helst ønskede at faa skotsk Korn, „siden det i Nordland er tjenligst til Sæd“, og at Stiftamtmand Rappe erklærer holstensk Korn for det tjenligste til Udsæd søndenfjelds, bedre end dansk og norsk. Ligeledes kan erindres, at Priserne paa Korn i Søndmøre, naar det skulde kjøbes af Private, af Fogden for 1742 opgives saaledes: 1 Tønde Byg 3 Rdlr. 16 Skill., 1 Tønde Havre 15 Mark, 1 Tønde Rug 48 Skill., hvilket erklæres for overmaade dyrt. Potetesplanten var som bekjendt dengang endnu ikke overført til Norge, en Omstændighed, hvortil vi maaske bør tage et ikke saa ringe Hensyn ved vor Bedømmelse af Landets Hjelpekilder.
Skjønt vi ikke nogensteds have seet det udtrykkeligt udtalt, synes det os dog rimeligt, at just disse Trængselsaar have bidraget meget til at fremkalde eller idetmindste dog fremskynde Foranstaltninger fra Regjeringens Side her i Landet, som bleve af varigere Betydning, ja som tør regnes mellem vor indre Histories Hovedbegivenheder. Vi tænke her paa de vigtige Forordninger af 2den December 1741 om Fattigvæsenet. Fra Statens Side havde dette Anliggende, som nu maa regnes mellem de allervigtigste, hidtil kun været lidet paaagtet; det var næsten kun i større Byer, at der fandtes Hospitaler og andre for en stor Del ved privat Godgjørenhed oprettede Stiftelser for Syge og Hjelpeløse; paa Landet finde vi vel i det sextende Aarhundrede Spor til, at Bønderne gjorde Fordring paa, at en Del af Tienden („Bondelodden“) skulde anvendes til Fattiges Forsørgelse, men senere omtales (naar undtages det meget gamle Lægdsvæsen) næsten ingen andre Anstalter til Fattigondets Afhjelpelse, end at man sammesteds ved Bygdevægtere eller „Stodderkonger“ søgte at hindre pasløse Omstreifere og Betlere fra at trænge ind i fremmede Præstegjeld. Nu blev derimod Fattigvæsenet ved de nævnte Forordninger, der paabøde særskilte Fattigkassers Oprettelse, bragt i en mere regelmæssig og ensartet Skik og kom omtrent i den Ordning, hvori det vedblev at.være indtil i 1845. Samtidig grundedes Christiania Tugthus, der længe var at anse som en Mellemting mellem en mild Stiftelse og en Strafanstalt. Dog til yderligere at gaa ind paa disse i sig selv saa interessante Forholds Historie er her ikke Stedet.
Efter de her omtalte fire paa hinanden følgende Uaar (1739, 1740, 1741, 1742) kom endelig et bedre, paa sine Steder endog rigt Kornaar i 1743. Tilstanden begyndte nu at bedres. Den gamle Erfaring, der gjælder alle Tider og alle Steder, nemlig at deslige Ulykker, som ødelæggende Krige, Hungersaar og smitsomme Sygdomme, vistnok kunne bevirke en øieblikkelig, men ikke nogen varig Formindskelse af Folkemængden, gjentog sig ogsaa her. Tilvæxten i denne bliver nemlig altid saa meget stærkere, naar de midlertidige Hindringer ophøre at virke.[7] Skjønt vi ikke have mange statistiske Opgaver over Ægteskabers, Fødslers og Dødsfalds Antal til vor Raadighed fra hin Tid, ere dog de, der foreligge os, talende nok. Den megen Eiendom, som blev ledig ved den overordentlige Dødelighed, gjorde naturligvis Giftermaalene langt hyppigere i den nærmeste Tid. I Nes paa Romerike bleve f. Ex. i Aarene 1743 og 1744 henholdsvis ægteviede 45 og 42 Par, medens man af Kirkebogen ser, at der i almindelige Aar baade før og siden kun viedes det halve Antal; ja endog i 1867, skjønt Folkemængden vistnok er meget mere end fordoblet siden den Tid, viedes kun 42 Par. Fødslernes Antal bleve derfor næsten strax lige saa talrige som før Epidemien. Ganske de samme Erfaringer frembyde de Talangivelser, som for Liers og Søndmøres Vedkommende findes i Essendrops og Strøms Beskrivelser af disse Landsdele.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Norges naturlige Historie, I. S. 156.
- ↑ Jacob Borrebye: En liden Tidsfordriv eller Raritetskammer, Kjøbenhavn 1750, S. 38. Pontoppidan (Norges nat. Hist. I. S. 48) omtaler ogsaa disse Orme, men som en almindelig, ikke til Kristianiaegnen indskrænket, Landeplage. De nævnes ogsaa i Reskript af 6te Juli 1742.
- ↑ Hans interessante Beskrivelse over Hadeland og Thoten findes i Haandskrift i den Kallske Samling paa det store kgl. Bibl. i Kjøbenhavn.
- ↑ Om Tilstanden paa Ringerike se Wiels Beskr. (Top. Journ. H. 31, S. 157–158).
- ↑ Se f. Ex. de ret interessante Oplysninger om denne Sag i Ekersundsposten for 1835, No. 42–43.
- ↑ Cancelli-Indlæg for 1742 i Rigsarchivet.
- ↑ Det er derfor ogsaa overmaade meget, der taler for den Anskuelse, at man i betydelig Grad har overvurderet den sorte Døds Betydning som medvirkende Aarsag i Norges paastaaede Tilbagegang henimod Middelalderens Slutning.