Nationalforskeren P. A. Munch/14
Den lærde professor var ikke karrig overfor publikum, og kjendte sig fri for alt snobberi som forfatter; likesom han kunde skrive skolebøker, holdt han sig heller ikke for god til at tegne skolekarter. Ja, han undslog sig ikke engang for at levere et sæt bitte smaa barnekarter (ca. 9 cm. i firkant) med naturhistoriske og etnografiske randtegninger til en «Geografisk Børnelærdom» med hukommelsesrim, som den siden bekjendte skolemand Hans Siewers i sin ungdom bearbeidet fra tysk.
Til gjengjæld lot historikeren og sprogforskeren sin store lærdom komme til sin fulde ret da han i 1849 utarbeidet sin «Historisk-geografisk Beskrivelse over Kongeriket Norge (Noregsveldi) i Middelalderen». Hans ven Lange, som i mellemtiden var flyttet ind til Kristiania som Wergelands eftermand i riksarkivet, og her hadde været vidne til Munchs forstudier, meddeler med beundring at verket midt under mangehaande andre literære sysler blev «fuldendt i et tidsrum som for andre neppe vilde forslaat til en enkelt avdelings nogenlunde forsvarlige behandling». Denne fortræffelige haandbok, som den dag idag er den greieste retledning i emnet, indeholder en uttømmende navneliste over samtlige steder som overhodet nævnes i sagaer, jordebøker og breve fra middelalderen indenfor rikets daværende grænser, saaledes ogsaa i skatlandene i Vesterhavet. Byer og borger beskrives, kirkelig og administrativ inddeling fastslaaes: fylker, sysler, fehirdsler, lagdømmer, skipreider, biskopsdømmer, prestegjeld og sogn; fjorder og øer, indsjøer og elver, fjeld og daler, kirkesteder og klostre, grænder og gaarder regnes op med sine gamle navn — og gamle navn stedfæstes. I en fortale gav forfatteren den første sprogvidenskabelige retledning til at hitte de gamle navns betydning, og paapekte her de forskjellige navneklassers indbyrdes alder. Han antydet at navn med sammensætningsled som -vin, -heim, -hváll, -hóll, —hvalr, -vǫllr, -mór, -fit, -angr, -kjós og lignende lokalbeskrivende endeord maatte være ældre, end navn sammensat med ord som betegner bebyggelse og dyrkning (hus, þorp, tún, bœr, tupt, akr, teigr, þveit, reit, rúð, setr, staðr, hagi, auðn, hof, hǫrgr, vé o. l.). Denne Munchs raske antydning av stedsnavnenes aldersforskjel har vist sig at være en særdeles frugtbar tanke; den danner grundvolden for det systematiske kjæmpearbeide hans lærling og eftermand Oluf Rygh senere utførte, og som nu foreligger i dennes (væsentlig efter hans død ved andre lærde utgivne) verk «Norske gaardnavne». Hertil knyttet Munch en for hin tid meget tidsmæssig opmuntring til sprogrigtig bokstavering av de moderne norske stedsnavn, slik som Gerh. Munthe hadde søkt at gjennemføre i den nye matrikel.
Utgivelsen av dette grundige skrift falder ind i den sterkt produktive periode av Munchs liv som begyndte med at han fra 1845 forefandt et hjemlig organ, hvor han kunde faa offentliggjort hvad han hadde paa hjerte.