Nationalforskeren P. A. Munch/16
Dette modige manifest hadde den følge at angriperen blev valgt ind i det angrepne lærde selskap endnu samme aar!
Slik vandt Munch ikke alene en vakker opreisning for affæren i 1840, da han blev stængt ute av dansk «Historisk Forening», men optagelsen gav ham aapen adgang til at skrive i Oldskriftselskapets «Annaler», hvad Munch fandt særlig kjærkomment. Dahls «Literaturtidende», hvor han en tid selv var et slags vice-redaktør, var syknet hen og døde efter knapt to aar.
Samtidig med denne videnskabelige anerkjendelse i motstandernes leir fik Munch desuten, ved vennen Langes mellemkomst under et studieophold i Kjøbenhavn, drevet igjennem sit forslag om at norske sagatekster skulde det overlates nordmænd at utgi; paa høsten kom da ogsaa Oldskriftselskapets apparat til en Snorre-utgave op til Kristiania. Og Munch, Unger og Lange dannede en «Oldskriftkomite», som skulde virke som etslags filial for det nordiske Oldskriftselskap i Danmark.
Foreløbig bør det merkes at det var ved at oversende et eksemplar av sit kritiske angrep, sammen med et par andre publikationer, Munch denne sommer traadte i literær forbindelse med sin store mester Jacob Grimm. Denne sørget to aar senere for at hans lærling blev indvalgt som korresponderende medlem av Videnskaps-akademiet i Berlin. I mellemtiden hadde Munch gjort rikelig bruk av adgangen til at trykke i «Annalerne» en række betydelige avhandlinger.
Først blandt disse er hans fra studium av stedsnavn og geografiske forhold — man maa mindes at han samtidig var sysselsat med at tegne sit kart over det nordlige Norge — hentede bevis for rigtigheten av sin og Keysers indvandringsteori. Bygget paa samme grundlag var et par mindre avhandlinger om rent historisk-topografiske spørsmaal. Mere i Gerh. Munthes stil var fremstillingen av Giske-ættens utspring og historie, mens stykket om riksraaden Hauk Erlendsson blev en original prøve paa Munchs vidtspændende lærdom. Her var anledning til at tumle ikke mindre med palæografiske (haandskrift-kritiske) end med biografiske utredninger. Munch skulde ikke være Munch om han undlot at utnytte dette enestaaende tilfælde, at hvad denne halv-islænding har efterlatt av egenhændig skrevne bøker og dokumenter, bevislig var forfattet dels paa Island dels i Norge, til et nyt vidnesbyrd for sin og Keysers lære om «identiteten av den norske og islandske literatur.»
Hovedlederen av Oldskriftselkapet, den mægtige danske professor Rafn skriver engang i denne saks anledning: «At kalde sproget og literaturen oldnorsk er en anmasselse og forurettelse navnligen mot Danmark og Sverige saavelsom imot Island, og dernæst mot Tyskland og de øvrige land vesterpaa og østerpaa, i hvilke oldnordisk var i hine tider for en del utbredt, og som ved hin benævnelse berøves den adkomst til delagtighet i sproget og i literaturen som dem med rette tilkommer.»
Rafn forstod at gjøre propaganda for sine særdanske dogmer og at stille Norge som del av «Norden» i skyggen. Oldskriftselskapet var under hans og islændingen Finn Magnussens styre faldt paa den tanke at henvende hele verdens opmerksomhet paa den «oldnordiske» literatur ved at trykke statelige tekstutgaver med oversættelser, avhandlinger og oplysninger paa latin eller fransk. I 1837 kom «Antiquitates Americanæ» med gjengivelser av islandske sagaer om Grønland og Vinland; her forklartes ordet «norrøna» at betyde «det nordiske sprog som paa hin tid bruktes i Norden d. v. s. Danmark, Sverige, Island, Grønland, Færøerne, Hjaltland, Hebriderne samt visse strøk av England og Skotland» — altsaa med utelatelse av norrønasprogets egentlige hjemland, Norge. Og i 1850 kom «Antiquités Russes et Orientales» med sagatekster om Ragnar Lodbrok, Orvarod og lignende sagnfigurer, om varjager i Miklagaard m. m. Det lærde apparat skulde Finn Magnussen levere, men den gamle geheimearkivar døde i 1847, og saa fik Rafn sin nye norske ven — saa kalder han Munch — overtalt til at gjøre arbeidet; og han gjorde det fortræffelig. Men Rafn, som selv bare hadde besørget teksternes gjengivelse, hadde i sin fortale ikke sørget for at gjøre tydelig opmerksom paa at de videnskabelige bidrag helt og holdent var Munchs. Og følgen blev selvfølgelig at ikke alene den russiske kritik men endog uindviede dansker gav Rafn selv æren for hvad Munch hadde ydet. Av flere brev til Lange, som dengang var i Kjøbenhavn for at forhandle om utleveringen av endel norske arkivsaker, sees det at Munch følte sig dypt krænket. En omstændelig avhandling om forholdet mellem Norden og Rusland i ældre tid, bestemt for verket, fik han ikke engang se offentliggjort, idet utgivelsen av dets tredje bind ikke som paatænkt blev iverksat; først længe efter Munchs død blev dette meget dygtige» skrift trukket frem fra glemselen og utgit avl Gustav Storm blandt Munchs «Samlede Afhandlinger».