John Grieg (s. 26-33).
◄  IV
VI  ►

Det heder hos Camilla Collett („I de lange Nætter“): „Han (Nicolai Wergeland) var Tanken, hvor Grev Wedel var Haanden, der reiste vort Universitet.“ Dette bør vel ikke tages for strengt, men det er i ethvert fald sikkert, at Wergelands indlæg i universitetsspørgsmaalet ved sin fremkomst vakte stor og fortjent opmerksomhed. Det er ogsaa et grundigt og interessant arbeide: allerede den detaljerede indholdsangivelse viser, hvor omhyggelig og sikkert forfatteren har bygget sin fremstilling. Wergeland begynder med en udredning af universitetssagens historie, der er meget oplysende og indeholder et helt lidet leksikon over, hvad der i den anledning er fremkommet i norsk og dansk bogverden og presse. Han leverer dernæst en baade klar og fyldig oversigt over universiteternes stilling og formaal ialmindelighed; den lille afhandling gir ved sin faste bygning et meget fordelagtigt indtryk af Wergelands formelle betingelser som videnskabsmand. Det mest bemerkningsværdige af indholdet er en paavisning af „oplysningens“ værd og magt, som karakteristisk gjengir de meninger, der var herskende i det 18de aarhundredes toneangivende kredse. „Ikke uden Grund have Oldtidens Viismænd med eet og samme Billede, med Lyset, betegnet baade Lyksalighed og Kundskab.[1] Oplysning — det Bryst, den slaar sin Bolig i, er forholdsmæssig rolig og blidt; Livet har tredobbelt Behagelighed for ham (!), og Døden intet Skrækkeligt. For Uvidenheden er Livet en Kjedsomhed, og Døden en Rædsel; begge bortjager den i dyrisk Nydelse. For Kundskaberne maae alle andre Fortrin i Livet vige; under dem maa den Stærke bøie sig; Skjønheden selv bliver hæslig ved Siden af Dumheden; Rigdom og Høihed, der som oftest erhverves ved Kundskab (?), vorder uden den ækkel og foragtelig. Alting fordærver, forvirrer, forvansker Uvidenheden; hvad Dumheden rører ved sin Haand, bliver hæsligt; i ingen Stilling paa Jorden er den paa sit Sted, uden som stum og uvirksom Slave. Men under Kundskabens Hænder forvandles alt til Skjønhed, Hæder, Rigdom, og under dens Fødder Ørkener til Paradiser.“ Vi har her det nye værdimaal, hvorefter det attende aarhundrede vilde maale menneskets Værd: ikke rigdom og høihed, den tilfældige glans, men den intellektuelle udvikling bestemmer menneskets indre rang og bør tillige bestemme dets ydre stilling i verden. Wergeland har formuleret denne opfatning med megen optimistisk naivitet: „under Kundskabens Hænder forvandles alt til Skjønhed, Hæder, Rigdom“; og han har tillige gjengit den i mest muligt tilspidset form: mod kundskabens værdi, forstandens kultur, synes de øvrige livsværdier at forsvinde. Det er nu ikke ganske hans mening: ligesom mange af hans samtidige, især dem af den lidt ældre generation, tænker Wergeland sig stedse disse værdier paa en eller anden maade nødvendig forbundne med forstandskulturen. Det var „oplysningstidens“ lyse etiske grundtanke, i virkeligheden kun bestridt af en eller anden skeptiker, en „Rameaus brorsøn“, der i livets smudsige dybder har oplevet den modbevist, eller en ensom filosof, Immanuel Kant, der i tankens dybder har prøvet dens grundvold. Hos Wergeland er der dengang endnu ingen tvil: „I enhver Stilling er den Oplyste lykkelig og god, som Konge eller Undersaat; thi ene Kundskab om Pligt og Forhold bringer Sagerne paa Jorden i lyksalig Overensstemmelse.“ Hans tro paa kundskaben antar endog en metafysisk karakter, blir det springende punkt i en religiøs verdensanskuelse: „Guddommen selv er ikke alsalig, uden ved Bevidstheden om sin Alkundskab, og regjerer ikke Universet, uden ved sin Alvidenhed.“ — „Kundskaben erobrer de raae Nationer, den erobrer den Taabeliges Skatte, Jordens og Havets Rigdomme, den tvinger Stormen og Havet, den tæmmer Lynilden og Elementerne; den er Jorderigs Konge og Arving til Himmerige.“ Denne lovprisning er ingen gold retorisk ordbram, det er en dityrambe til kundskabens guddom, digtet af en mand, der inderlig har følt dens magt, tilhørende en slegt, der har set den omdanne de menneskelige forhold, skabe en ny livsopfatning og en ny samfundsorden. De store forandringer, der foregik i slutningen af forrige aarhundrede, stod for de fleste af tidens mænd som næsten udelukkende foranledigede ved det energiske tankearbeide af populærfilosofer og samfundsreformatorer, de store „folkelærere“ og „folkeopdragere“, som Henrik Wergeland kalder dem. De dybere „underjordiske“ bevægelser, af social-økonomisk natur, gav man mindre agt paa. — Ung og sangvinsk som Nicolai Wergeland er ved den tid, med en lysende akademisk løbebane, fortræffelig rustet med den saliggjørende kundskab, bærer den tro og veltalenhed, hvormed han maler dens virkninger, et sterkt personligt præg. Denne overbevisningens energi gjør ham da ogsaa særdeles skikket til at optræde som talsmand for et eget universitet, et „videnskabeligt magazin“ for det norske nationale aandsliv.

„Den store moralske Person, Staten, har de samme Pligter mod sit eget Legeme og sin Sjæl, som et Individ. Hvad der gavner begge dens Bestanddele, maa den bestræbe sig for; den maa ikke foragte Midlerne til sin Sundhed og Oplysning; den maa ikke spare sine Rigdomme tog sine Evner for at erhverve dem, men med sine Lemmers Kræfter og sin Sjæls Evner arbeide for at opnaa dem. Det er altsaa den hele Masse af Statsborgeres Pligt, at erhverve sig en saa velgjørende Indretning som et Universitet, ligesaa fuldt som det er et moralsk Individs at eftertragte Midlerne til sin Sundhed og Oplysning.“

. Her har vi atter en af forrige aarhundredes grundtanker: forestillingen om den frie og fyldigst mulige udfoldelse af det naturlige menneskes kræfter, overført paa „den store moralske person staten“. — Anvendelsen af det foreliggende ræsonnement paa norske forhold opfordrede paa dette punkt forfatteren til at fastslaa en selvstændig berettigelse, et selvstændigt liv hos den del af den dansk-norske statsorganisme, som bar navnet Norge. Med andre ord: Wergeland stod ved sin egentlige opgave; resten af bogen vies da denne. Forfatteren ved ganske klogt at bane overgangen; det gjaldt her ikke at understrege selvstændigheden paa nogen stødende maade: „Enhver Stat bør altsaa have Universitet. Danmark og Norge er een Stat, forenede under een Repræsentant. Denne Stat har sit Universitet, og Fordringen siges at være opfyldt. Men nei; ikke enhver Stat kan synes at have opfyldt sin Pligt ved Anlægget af een eller to af disse Lære-Anstalter. Det kommer her an paa dens Evne og dens Trang til flere. Statens Forfatning, dens Folkemængde, dens geografiske Beskaffenhed, dens Oplysning og videnskabelige Cultur, dens Hjælpekilder og Evner, alt dette maa komme i Betragtning, naar man vil afgjøre det Spørgsmaal, om en Stat bør have flere Universiteter, og hvor stort Anlægget bør være.“ Under opgavens behandling blir den forsigtige tone imidlertid snart dristigere; man opdager, at forfatteren drømmer om et selvstændigt norsk aandsliv; forestillingen om Danmark og Norge som een stat udviskes, der skinner en anden igjennem: forestillingen om to nationer, „foreenede under een Repræsentant“. Forfatteren tilkjendegir straks, at han er paa vagt om Norges nationale ære: „Man kan vel ikke negte, at der jo af Skribenterne er skeet adskillige Forsøg paa at faae det Norske Navn til at uddøe paa Jorden, og at indsmelte det i det Danske. Danmark og Norge heder hos visse Skribenter blot Danmark; og mange flere Udtryk finder man hos de Danske Forfattere, der tilkjendegive Forestillinger om, at det Norske Navn nærmer sig til at udslettes af Katalogen over Rigerne paa Jorden. Det er urigtigt; det er fornærmende for Norge, der ikke har mindre Ret til at hævde sit Navn og sin Rang, end Danmark; det er lidet overensstemmende med den Beskedenhed, man tillægger den Danske Charakter; og det tjener ikke til at vedligeholde Broder-Kjærligheden.“ — Wergeland anstiller en sammenligning mellem rigerne og finder det rimeligt, at hoffet anbringes i Danmark, og at forsvarsvæsenet koncentreres der, „formedelst dette Riges Beliggenhed, da det er den Deel af Staten, som berører, fra de fleste Sider, de øvrige Stater i Europa, og som lettest kan overfaldes og fornærmes.“ Men „til Gjengjæld og Ballance“ maatte Norge „kunne fordre Universitetet forflyttet til sig, naar der skulde være Ligevægt imellem Rigerne. Norge udgjør over ⅖ af Staten. Holsteen en liden Deel af den, har en betydelig Høiskole, og desuden et Gymnasium; og — Norge har ingen af Deelene.“ I et bestemt og ganske myndigt sprog fremholdes Norges krav paa ligeberettigelse. Wergelands skrift er idetheletaget fra denne tid det mest bevidste udtryk for norsk nationalfølelse: ikke blot derved, at det paa ethvert punkt hævder den nationale eksistens, nordmændenes selvstændighed som folk, men især ved den dybe tillid til det norske aandslivs udviklingsdygtighed, hvormed han bestemmer vilkaarene tor dets vækst. Men intet vilkaar var vel mere betydningsfuldt end et „videnskabeligt magazin“ i selve hjemlandet. Og den vigtigste grund til at negte nordmændene et universitet var jo netop den, at nationerne skulde sammensmeltes. Her protesterer Wergeland heftig: „Om man end besætter de norske Embeder med lutter Danske og de danske med Normænd, det vil dog ikke udvirke, at en Normand glemmer, at han er Normand, eller en Danske, at han er Danske. Og hvis de glemmer det, saa er de blevet nationaliserede begge, og der er blot skeet en Ombytning af Personer, uden at man er kommet nærmere.“

— Den lyse skarpsindighed, der udmerker det bedste af Nic. Wergelands produktion, gjør ofte hans argumentation i prisafhandlingen ligefrem mønstergyldig: han behersker sit materiale med en overlegenhed, der virker saameget mere afgjørende, som han her, saa skarpe hans udtryk tildels kan Være, dog sjelden lader sig forlede til den heftige deklamation, hvormed han ellers mangengang mere overskyller end gjendriver sin modpart.

„Man kan ikke negte, siger jeg, at det jo er uanstændigt, upassende, uværdigt, at et saadant Rige er det eneste i den cultiverede Verden, som mangler den høieste Anstalt til Videnskabernes Dyrkelse. Norges Sønner tvinges til at føle en smertelig skamfuld Foragt for Fødelandet, deres hulde Moder, naar de lægge Merke ‘til, at hun er den usle, den eneste, der ei formaaer i sit eget Skjød at give sine Sønner tilstrækkelig Opdragelse.

Man indvender: fordi Norge ikke har noget særskilt Universitet i sit eget Skjød, derfor har det jo dog et i Broderlandet. Kjøbenhavns Universitet er jo anlagt for begge Rigerne; og begge Rigers Studerende nyde jo godt deraf!

Da Enhver indseer, at det Uværdige og Skadelige egentlig bestaar deri, at det ei har noget eget særskilt Universitet i sit Skjød, saa er altsaa Ovenstaaende altsaa ingen Indvending, og jeg behøvede egentlig ikke at indlade mig videre i at gjendrive den. — Men Indvendingen giver Anledning til andre interessante Undersøgelser — til at betragte om ogsaa virkelig Norge har et Universitet udenfor sine Grændser, og om det norske Universitet maaske ligger i Kjøbenhavn. Om det Kjøbenhavnske Universitet er anlagt for begge Rigerne, i anden Bemærkelse, end ethvert saadant Institut er anlagt for den hele Verden, det er et Problem, som her vilde være for vidtløftigt at opløse. Den første Stifter oprettede det for at standse Udvandringen til Frankrige og Tyskland, og at de Nordiske Folk maatte have et Universitet nærmere, samt af andre politiske Grunde som Enhver begriber. At Norske søgte til det, naar deres Konge befalede det, at der blev meddeelt dem Andeel i Stipendierne, det var naturligt, i Betragtning af begge Rigers Forhold til hinanden; men tilhører det derfor Norge, eller erkjendes det for at tilhøre Norge? Jeg vil opkaste et Spørgsmaal, som skal sætte alle dem i Forlegenhed, der paastaae, at Kjøbenhavns Universitet erkjendes for at være Norges ligesaavel som Danmarks. Jeg vil spørge: Har Norge en Litteratur? At de Danske Skribenter ingen Norsk Litteratur erkjender, uden i det, som udkommer fra de Norske Presser, hvilket som oftest næsten er værre end Intet; at de endogsaa have bebreidet Broderlandet denne Mangel, og deraf taget Anledning til at see ned paa det illitterære Land, og at bevise Danmarks Fortrinlighed, det er saa almindelig en Ting, at den ikke engang bliver lagt Mærke til. At fremmede berømte Blade spørge, naar man skal faa den Lykke, at høre Noget om den Norske Litteratur? er ligesaa almindeligt. Men hvilken krænkende Inconcequense er der nu ikke i at paastaae, at den Kjøbenhavnske Høiskole er Norges, og at Norge dog ingen Litteratur har! — Saaledes vilde jeg slutte: Holberg, Wessel, Wahl, Thorvaldson, Aasheim, Kraft, Treschow, Schøning, Pram, Gunnerus etc. etc. udgjøre Norges lærde Verden og Litteratur, eftersom de ere fødte Normænd, og ere selv blevne dannede og have dannet andre ved Norges Høiskole i Kjøbenhavn, som man jo paastaaer er Norsk ligesaavel som Dansk. Naar begge Rigers Videnskaber blomstre paa et og samme Sted, hvorledes skal man da kunne deele Litteraturen, uden efter hvilke Videnskabernes Dyrkere hvert Land har afgivet? Thi deelt vil man jo have Litteraturen, eftersom man lyser efter den Norske; og jeg har ligesaalidt hørt nævne en Dansk-Norsk Litteratur, som et Dansk-Norsk Universitet.

Men — nu mærke man Inkonsequensen — de Selvsamme, som have paastaaet, at Kjøbenhavns Universitet tillige tilhører Norge, de Selvsamme ville Intet vide af, at de norskfødte berømte Forfattere henhøre til Norges Litteratur, men tilegne Danmark alle Norges Genier, og kalde dem Danske Skribenter. — Saalidet erkjender man, at Norge har et Universitet i Kjøbenhavn. Vi ville see flere Urimeligheder. Paa hvad Grund tilegner man sig Norges Genier? „Fordi de skylde Danmark mere end deres Fødeland — fordi de have havt deres Ophold i Danmark al deres Dannelse at takke for, og der samlet de Midler som satte dem istand til at blive Videnskabernes Velgjørere, endog efter deres Død. Dette fremføre de, som dog vide at indskrive i Katalogen over deres Litteraturs Stjerner enhver Danskfød, om han end næsten sin hele Levetid har opholdt sig ved udenlandske Universiteter. Men her have vi den rene Bekjendelse: „De Norske Videnskabsmænd skylde Danmark deres Dannelse — de skylde det Mere end deres Fødeland“ — ja, lægger man til — „Fjeldboen skylder Sletteboen al sin Cultur og Lykke. Her er den rene umiddelbare og utvetydige Paastand paa udelukkende Besiddelse af Universitetet og Videnskaberne. Dersom Fjeldboen skylder Sletteboen al sin Cultur og Lykke, da kan det jo dog ikke være, fordi Sletteboen er bequemmere til Cultur og genifuldere end Fjeldboen; men fordi Sletteboen troer sig i Besiddelse af de dannende Videnskaber, som han ikke vil erkjende, at Fjeldboen eier, saasom de ei findes inden hans Lands Grændser.“

Saadan er Wergelands bevisførelse; han ligner her en omsigtsfuld og erfaren jurist, han ved grundig at udnytte modpartens anbringelser, han fører saaatsige krigen over i hans eget land, dukker ham i hans egne argumenter. Det er ellers ikke ofte, Wergeland senere naar den logiske veltalenhed, vi beundrer i prisafhandlingen. Saa beriget vi i mange henseender møder ham, da han atter melder sig til trediveaarenes kampe, saa energisk og dybtgaaende hans polemik mod Welhaven end kan være, eier den ikke i almindelighed denne tankens og formens klare gjennemsigtighed, som kjendetegner store partier af hans merkelige ungdomsarbeide.[2]

— Den mere detaljerede paavisning af de fordele, Norge vilde ha af „at see et Universitet i sit eget Skjød“, og gjendrivelsen af forskjellige praktiske indvendinger virker gjennemgaaende saglig og nyktern. Den sidste del af bogen drøfter det dengang meget omtvistede spørgsmaal: hvor burde universitetet lægges? — i hovedstaden, Kristiania, eller i en mindre, mere ensom provinsby. Den farligste konkurrent for Kristiania synes at ha været Tønsberg, der gjorde meget generøse tilbud. Wergeland kommer til det nok fornuftige resultat, at universitetet burde lægges i hovedstaden, og at desuden Kristiania i enhver henseende havde de bedste betingelser.

— „Naar man har gjennemgaaet de tidligere paa Vers og Prosa fremkomne Udtalelser af en norsk Patriotisme, der ikke rigtig ved, paa hvilket Ben den skal staa eller hvorlangt den skal strække sig, om den skal gaa til Kiel eller til Elben, om den skal tage det Holstenske med eller ikke, om den har Lov til at foretrække Norge for Danmark, eller hvorledes den skal fordele sig mellem begge, — virker det befriende paa Een at komme til Læsningen af Wergelands Mnemosyne, hvor den norske Patriotisme endelig har brudt med Bedemandsstilen og fører en grei Tale, — hvor den ikke flyder ud i det Blaa, Ubestemte, men kjender sin Begrændsning og sin Styrke inden den, hvor det er erkjendt og udtalt, hvad der er og bliver en uanstødelig Sandhed, at den, som vil tilhøre to Folk, i Virkeligheden ikke kommer til at tilhøre noget, og at Nordmænd alene skulle være Nordmænd, fordi de alene kunne være dette tilgavns.“ (I E. Sars: Historisk Indledning til Grundloven S. 184).

  1. Det er af interesse, at visse partier af denne Wergelands fremstilling øiensynlig har havt betydning for et foredrag, holdt 2den september 1830 i studentersamfundet af cand. juris G. F. v. Krogh: „Universiteternes forhold til staterne“. (Se Hjelms maanedsskrift 1830—31.)
  2. Hvad der dog kanhænde havde sin nærmeste aarsag i de forskjellige emners natur.