Nicolai Wergeland (Christensen)/6
Ikke mange aar efterat Wergeland i skriftet om det norske universitet havde gjort sig til tolk for den vaagnende norske nationale bevægelse, gjenoptar han traaden i denne sin virksomhed i et nyt verk, hvor han ogsaa fører det norske folks sag mod Danmark. Men forholdene var nu væsentlig forandrede. Hans bog, „Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge“ kom saaatsige post festum. Den virkede udelukkende som en mundfuld injurier til afsked, mens ved en skilsmisse ogsaa af denne art taushed havde været det værdigste.
Dertil er bogen besynderlig naiv, den mangler enhver historisk forstaaelse, enhver videnskabelig værdi. Man gjenkjender ikke den kloge jurist fra Mnemosyne: en tarvelig vinkelskriver opramser i forvansket form de ufordelagtige træk, han har kunnet opsnappe om modparten. Wergelands lidenskabelighed har ved denne leilighed fuldstændig taget ledelsen fra hans forstand.
Var nu virkelig hans had til Danmark af en saa voldsom natur, at det har kunnet bringe ham paa saadanne afveie? Eller hvormegen beregning, — rigtignok daarlig, uklar beregning — ligger der her til grund? Er fornærmelserne mod Danmark for en del courtoisie ligeoverfor Sverige?
Det skal først erindres, at Wergelands prisafhandling var blit skarpt bedømt i Danmark. A. S. Ørsted imødegik med megen energi Wergelands fremstilling af forholdet mellem de to lande; han brugte endog særdeles sterke ord om Wergelands optræden. Det er derfor naturligt, at en mand med Wergelands temperament, naar han næste gang kommer tilbage til sagen, anslaar en endnu heftigere tone. Saa ligger partistridighederne paa Eidsvold imellem, ogsaa disse har gjort sit til, at Wergeland nu indtar et mere yderligt standpunkt. Men i dette lidenskabelige udbrud ser jeg dog noget andet og mere: man vil erindre, at Wergeland var bondegut, søn af en mand, der mente sig sterkt forurettet af en dansk embedsmand. Det ubeherskede i hans angreb, — dette, at han saa ganske forlades af sin sunde sans, af sin kritiske evne, at de videnskabelige forudsætninger, han sidder inde med, saaledes paa alle hold svigter ham, — det minder dog nærmest om det brutale udslag af en naturdrift, om gjemte lidenskaber, der pludselig sprænger de lag af dannelse, hvori de har ligget indkapslede. Som allerede før antydet: hadet til de danske embedsmænd, til en herskende klasse af halvfremmede skatteopkrævere, til den danske magt i Norge, var paa mange steder gaaet den norske bonde dybt i blodet. Ikke mindst paa Vestlandet, hvor modstandskraften var ringe, skattebyrden tung. Denne uvilje var vistnok hos almuesmanden rettet mod den magt, han til daglig kom i berørelse med, ikke mod det fjerne Danmark. Tværtimod saa han gjerne i kongen en beskyttende fader for alle, til hvem man kunde klage sin uret. Men for en lidt mere udviklet reflektion laa det skridt nær at søge forbi den enkelte embedsmand til magtens kilde, og begyndte man at studere Danmarks norske politik, var det let for den ubestemte uvilje at finde positive holdepunkter. Hos Nicolai Wergeland tør udviskede barndomsindtryk, ubevidste dispositioner ha været fuldt saa bestemmende for hans holdning i det dansk-norske spørgsmaal som hans senere livsførelse. De forskjellige rørelser i et folks sjæleliv gir sig sent eller tidlig udtryk i dets kultur. Nicolai Wergeland har fundet ord for visse følelser hos den norske almue, der havde ulmet i aarhundreder.
Dette forhold blir endnu klarere, naar man følger den feide, hvortil skriftet gav anledning. Er Wergelands anklage fuld af grove ord og løse paastande, saa er hans modstandere ikke mindre hensynsløse. Baade Hersleb og Falsen taler i en sterkt ophidset og udannet tone; de injurier, Wergeland havde øst over Danmark, blir ham personlig tilbagesendte, og flere til: der fegtes afvekslende med skjeldsord og saglige argumenter, men det synes dog fortrinsvis at være angriberne om at gjøre at lette sit hjerte for en overstrømmende personlig bitterhed.
Nu maa man vel erindre, at en avis- eller brochure-feide for 100 aar tilbage ikke var det samme som en lignende feide i vore dage. Tonen var som oftest meget mere personlig, skytset tyngre. Endnu omkring 1770 var mange forfattere tilbøielige til at opfatte en rent litterær kritik som en privat fornærmelse. Under det livlige litterære liv i slutningen af forrige aarhundrede afslibes vistnok denne opfatning, men selv ved den tid, der her omhandles, 1816—1817, har den ceremonielle maske let ved at glide tilside, hvorefter modstanderne hugger hinanden glat væk i ansigtet Den ophidselse, der betager d’hrr. Falsen og Hersleb, viser imidlertid saa bestemt tilbage til det øieblikkelige indtryk, Wergelands skrift har gjort paa dem, den opstaar ikke under feiden, den er kun for en ringe del af privat natur. Det er den halvdanske embedsmand, der oprøres over miskjendelsen af den danske (eller om man vil dansk-norske) kultur. Til foreningen med Danmark, til kjøbenhavnsk aandsliv, knytter sig hans smukkeste minder, for ham er der ingen grund til at efterspore hundredaargamle forurettelser, han merker intet til det bondeblod, der reagerer hos Wergeland, for ham er Wergelands optræden uforstaaelig, og han forklarer den som trættekjærhed af en brutal demagog, som personlig krænket forfængelighed: Falsen sier ligefrem, at Ørsteds kritik er „den Hovedpunkt, om hvilken det Hele dreier sig“. I virkeligheden foreligger lier en dyb aandelig uoverensstemmelse, det er det første sammenstød mellem to magter i vort aandsliv. Det skulde ikke bli det sidste.
Wergeland kommer flere gange tilbage til Falsens „jagt efter vittighed“, Falsens „hestevid“. De forsøg, Falsen gjør i den retning, er af tør, spidsfindig art og forsvinder i den megen alvor. Hvad der fattes begge modstandere er netop vid; selv et tvilsomt Wergelandsk ordspil, af dem, han saameget ynder, vilde nu og da virket oplivende i den hidsige kamp om Harald Blaatands og Harald Graafelds moral og politiske holdning, men selv denne kjære sport forsømmer han, og Falsen lader paa sin side den ypperlige anledning til at døde Wergeland i hans bogs naturlige komik omtrent helt unyttet. Det er paa en maade et hæderligt træk. Emnet var dem begge saa alvorligt, at alene de sterkeste og høitideligste grovheder kunde ansees for passende. For Wergeland var virkelig de bitre ukvemsord mod Harald Blaatand og Knud den store et udtryk for hans kjærlighed til fædrelandet. I hans fortale til 2den udgave af „Danmarks politiske Forbrydelser“ heder det ogsaa: „Lessing har sagt, at den der ikke ved visse Leiligheder taber Forstanden, har ingen at tabe, og Falsen den ældre med ikke mindre Sandhed, at den der ikke ved visse Leiligheder bliver varm, maa være Iis. Enhver billigtænkende Læser vil derfor uden Vanskelighed tilgive mig, at jeg er geraadet i Hede midt under Fortællingen af visse Begivenheder.“ Eftertidens læser vil formentlig, uden at hans fædrelandskjærlighed behøver at være af nogen ringere art, med en vis munter følelse høre Wergeland fortælle om de danske forbrydelser: „Da Harald (Blaatand) ved disse Ugjerninger havde skaffet den norske kongelige Familie af Veien, deelte han Riget med Hakon Jarl. Men han blev snart saa voldsom imod denne sidste, hvis onde Anslag han havde at takke for sin Deel i Norges Rige, hvis gode Anslag og hvis norske Troppers Tapperhed han havde at takke for, at ikke Tydskerne, under Otto den anden, ved Dannevirket knusede ham, — at Jarlen maatte tænke paa at løsrive sig og Riget fra denne Tyran.[1] — Hvorudover Harald rustede sig og kom med 1200 Skibe til Lindesnæs, plyndrede, afbrændte og ihjelslog paa alle Søekanter, indtil han kom i Egnen af Alrekstad ved Bergen, og erfarede, at Jarlen der stod færdig at tage imod ham med en stor Magt; thi da fik han paa engang en uimodstaaelig Lyst til at vende tilbage. Men paa det at hans Flugt maatte være ham mindre skammelig, besluttede han at angribe Island; thi dette Land havde meget opirret ham ved en Landdags Beslutning, at der skulde digtes Nidviser for hvert Næs eller Odde i Landet, Kong Harald til Forhaanelse og en evig Spot og Skam, fordi han havde tilegnet sig strandet islandsk Kjøbmandsgods, og ingen Opreisning givet dem derfor, uagtet deres Klager.
Men hans Krigsraad overtalede ham snart til at lade dette Anslag fare, ved at afmale ham Islændernes uovervindelige Raserie til at forsvare sig, ja endog med Eventyr om forfærdelige Trolde, som skulde forsvare hver Klippe der; saa man seer, denne Drot og hans Mænd vare ligesaa feige og rædde for Normændene, som de vare troløse mod dem.“
„En Konge og et Rige, der allerede var bedækket med saa mange Forbrydelser imod det norske Folk, skulde imidlertid skylde dette Folks Ædelmodighed og Mandhaftighed sin Redning fra sine frygteligste Fiender. Saa gik det til i Aaret 986. Da Keiser Otho den tredie trængte ind paa Danmarks Grændser og truede med dets fuldkomne Undertvingelse, da kom Hakon med sine norske Helte Danmark til Hjelp, fordriver Tydskerne og seiler seierrig tilbage til sit Norge. Saa gik det ogsaa til i Aaret 989, da Otho kom tredobbelt saa mægtig og frygtelig tilbage. Harald anraaber atter Hakon om Hjelp. Hakon kommer med 100 Skibe. Harald frasiger sig høitidelig det Herredømme, han hidtil paa Grund af Forræderiet mod Graafeld havde indbildt sig at have over Vigen, og al Fordring paa Skat af Norge. Den danske Flaade gaaer til Eideren og Harald samler alle sine Tropper i Jylland. Den norske Flaade gaar til Slien, og de norske Tropper besætte Danvirke. Den danske Flaade bliver slagen. Fienderne trænge frem til Lands og til Vands. De vove et Forsøg paa den norske Flaade ved Slien, men de norske Søehelte slaae dem tilbage De angribe Danvirke, men ogsaa her vare Normænd. Hakon anførte overalt, hvor meest fornødent gjordes, hvor de heftigste Anfald skedte; og Keiseren maa med anseeligt Tab og uforrettet Sag vende tilbage til sine Skibe. Medens de jydske Tropper stod hinsides Eideren og ventede Fienden, holdt Hakon tre Træfninger med Keiseren og kastede ham tilbage, saa han stod færdig ganske at opgive sit Tog mod Danmark. Imidlertid gjør Keiseren en Diversion ti1,Norge, for at faae de ubetvingelige Normænd til at vende hjem. Da Hakon hører, at keiserlige Skibe vare afreiste til Norge, forlader han Danmark, for at ile Fædrenelandet til Hjelp. Nu vare de Danske overladte til sig selv. Den norske Prinds Olaf Trygvesen, en vandrende Kjæmpe og Ridder, indfinder sig hos de Keiserlige og fører Seieren med sig og Danvirke opfarer i Røg. Harald binder tre Gange an med Keiseren og Olaf bliver tre Gange overvunden, og maa indgaae alt, hvad Keiseren foreskriver ham. Hakon laae da i Limfjorden og kunde ei komme over for Modbør. Den overvundne Harald sendte ham Bud om at komme ham til Hjelp. Hakon iler, baade for at hjelpe de Danske, og for at redde dem af sine egne Folk, som endnu vare enten i den danske eller svenske Krigshær, hvilke Ved hans Bortreise kunde blive et Offer for hans Fiender. Men da han ankom, var det kun en List af den utaknemmelige Harald, for med Magt at tvinge Hakon til at lade sig døbe[2] og tage Præster med sig til Norge. Forbittret over denne voldsomme Medfart og nu fuld af Foragt for Harald og hans Mænd, gik han tilbage til sine Skibe, og saasnart Børen blæste, kastede Præsterne i Land, seilede først ned til Øresund og rasede paa begge Bredder, og drog saa hjem.“ — Jomsvikingernes uheldige tog gir paa samme maade forfatteren anledning til at falde i staver i nordmændenes vidunderlige egenskaber: „Normændenes uovervindelige Tapperhed slog disse drabelige Vikinger, og den hele Røverfærd tjente kun til at sætte det norske Heltemod i et nyt Lys.“ Knud den stores optræden i Norge og Sven Alfivasøns regimente gjør naturligvis et pinligt indtryk paa forfatteren: „Hvad sagde hertil de stolte, nu saa skammelig bedragne Normænd.“ „I dyb Smerte betragtede Folket Olaf for en Martyr, ligesaavel for den norske Frihed som for Religionen, og sit nuværende Slaverie for en Straf af Himlen for det paa den ædle Konge begangne Mord.“ „Nogle af Norges bedste Mænd droge derfor øster til Rusland og hentede Olufs Søn, Magnus. Saasnart denne Prinds viste sig i Nationens Skjød, udfoer de norske Vaaben af Skeden, og Tyrannerne forsvunde.“ „Bønderne sagde Sven lige i Ansigtet, at de ei vilde have ham mere, og Sven med sine danske Herrer forføiede sig hjem, bedækkede med Skam. Og maatte Storeknud selv opleve denne Ende paa sit Herredom i Norge.“ Om Magnus den godes tog til Danmark 1046 heder det: „Kongen havde mindre Folk, men større Skibe end Forræderen (Sven Ulfsen). Seieren blev atter den retfærdige Sags. Sven mistede sin hele Flaade, ja sit eget Skib, flydde op i Skåne, og Magnus satte efter ham langt op i Landet. Magnus straffede sine troløse danske Undersaatter.“ Da Harald Haardraade drager hjem efter Slaget ved Nisaa, er forklaringen: „Denne Helt var nu kjed af at slaae de Danske, sluttede Fred med dem, for at indsamle flere Laurbær i England.“
Hvad er nu den dybere aarsag til dette barnlige skryd, som falder dobbelt besynderligt hos en mand af Nicolai Wergelands skarpe tanke?
Den rolle, nordmændene havde spillet som nation i nogle hundrede aar, var ikke ærefuld. Naar Nicolai Wergeland vilde se den ældste tids feider som en række heltegjerninger af nordmænd, — overgreb og rænker af danske, stemte ikke denne opfatning synderlig med historien; hans klager over de danskes holdning efter Kalmarunionen kom derimod virkeligheden betydelig nærmere. Nordmændene havde kun i ringe grad formaaet at værne om sine interesser. Den rolle, Norge spillede i unionen, mindede ikke lidet om den stilling, en afsides provins gjerne vil indta. Saa kom den vanærende Kieler-traktat, hvor Danmark „afstod“ Norge. Og det felttog, hvor Norge skulde forsvare sin uafhængighed, blev kun til en daarlig begyndelse. Naar Norge alligevel opnaaede en saavidt tilfredsstillende ordning, skyldtes det i første linje Karl Johans ønske om snarest muligt at fastslaa unionen som en kjendsgjerning. Med andre ord: den norske nationalfølelse var let saarlig. Deraf denne trang til kunstig at stimulere den nationale stolthed, til at fremdrage alt, som kunde gi den næring[3]. I besiddelse af en betydelig selvfølelse, af en fædrelandskjærlighed, som de tidligere krænkelser ingenlunde havde svækket, var mange nordmænd ved krisen i 1814 blit grebne af en næsten febrilsk stemning: glæden over det vundne blandede sig med den usikkerhed, der fulgte den uvante fornemmelse at skulle staa paa egne ben. Baade denne og hin søgte da at overdøve de pinlige erindringer, alt det, der syntes at gjøre Norges navn ringere, ved en høirøstet chauvinisme, ved lydelig at raabe afveien for dette fremtidens folk, der maatte søge saa langt tilbage for at finde sine traditioner.
Denne chauvinisme kommer helt ubehersket tilorde hos Nicolai Wergeland. Selv en stolt selvbevidst mand, med megen tillid til sine evner, var han ogsaa stolt paa sit folks vegne; med sin juridiske logik forbandt han en naiv umiddelbarhed, der lod ham føle sig som den rette defensor for en forurettet nation. Det er ud fra dette, man maa forstaa baade hans ungdommelige dokumentation af „Danmarks Forbrydelser mod Norge“ og hans bedre overveiede, men ikke mindre lidenskabelige tilrettevisning til Welhaven: „Forsvar for det norske Folk.“ Han ser i sine unge aar det norske folk — det være nu ved egen fortjeneste eller ved en lykkelig konstellation af begivenheder, — bli sin egen herre, gives leilighed til at skabe sin egen kultur. Han er selv med, han har tilbudt dette kulturarbeide hele sin aandelige formue. Det er kun delvis, man har taget den i brug. Men som ældre oplever han, at hans søn melder sig, ung, varm, rig paa glæde og tro, — Nicolai Wergeland føler, at det, han selv ikke har naaet, har Henrik Wergeland vilje og evne til at naa. Saa høres der en stemme af umiskjendelig dansk accent: hvad vil denne Henrik Wergeland, hvilken mislyd, hvilken norsk smagløshed, — og hvor er det ikke lille og daarligt alt herhjemme i Norge, tror virkelig det norske folk, at det allerede kan slippe det danske bryst? Og den gamle stridsmand føler atter blodet koge og møder i fuld rustning.
— Nicolai Wergeland var og blev en rede stridsmand. Da han skal møde Herslebs og Falsens angreb, viser han straks sin taktiske dygtighed: hans forsvar for den angrebne bog er langt bedre end bogen selv. Han samler Herslebs grovheder i en stor pose og viser dem frem: samlede paa den maade blir de latterlige. Som tidligere nævnt føres striden uden vid, men Wergeland er dog den, der bedst ved at tilspidse en braad,[4] og han forstaar at lede striden mod punkter, hvor han har en gunstig stilling. Falsen har — ligesom ogsaa Hersleb — taget Saxo i forsvar; her er en smuk anledning, og Wergeland skynder sig at vise, hvor han er vel bevandret i ældre og yngre kritik over Saxo, han levner den gamle historieskriver, „dette ocean af fabler“, kun saare liden honnør, og kommer saaledes indirekte sine modstandere tillivs: „Hr. F. bebreider mig, lig hans Forgjænger, at jeg har betragtet Saxos historiske Arbeider for Ammestue-Væv. Saa stor Mangel paa kritisk Sands, historisk Smag, saa kjellingagtig Lettroenhed, kan jeg ikke tiltro mine Modstandere, at jeg skulde antage denne Bebreidelse for alvorlig meent.“ En anden gunstig position gir Falsens udtalelser om Olaf den hellige. Wergeland er en af de første, der i nyere tid søger at gjenoplive den gamle nationalhelgens ry. „Olaf den digre“ (eller „Ole den tykke,“ som man ser ham benævnt i forrige aarhundrede) er for Falsen en konge, der „ved uhørte Grusomheder havde opvakt almindelig Misfornøielse hos den norske Nation, den han vilde paatrænge den christelige Religion.“ Wergeland karakteriserer ham som „et Offer for Fødeland, Religion, Retfærd, Menneskeslægtens dyrebareste Gjenstande.“ Paa ét punkt har modstanderne havt vanskeligt for at ramme Wergeland: det er hans opgjør med Grundtvig i anledning dennes “Qvad til Danerkongen paa hans Fødselsdag 1812.“ „Forbemeldte Fantast“ havde der tilraabt Norge: „Saa tak da Gud, at ved saa mangt et Savn han mild oplod dig Danmarks Søsterfavn. Hun som en Skjoldmø for din Odel stred, hun deelte med dig al sin Daad og Ære, hun saaed Kraft og skaffed Spiren Fred, da igjenfødt i dig blev Christi Lære; hun i din Kirke sang til hellig Lyst, hun dine Sønner ammed ved sit Bryst, og at saa vel de trivedes derefter, jo vidne kan, at Dien havde Kræfter.“ „Det hende (Danmark) gik, som det mon Ammer gaae, de glemme tit, at disse Gutter smaae, af Herreæt, som Die de mon give, engang, vil Gud, skal store Herrer blive; men var det godt, ifald de vilde bukke for Pattebarnet, mens det laae i Vugge?“ Grundtvigs digt passede godt ind i Wergelands fortegnelse over „tilføiede fornærmelser“: „— det maa hver ægte Normand sige, at Nidding var, hvem sligt ei forargede. Mig har det forarget, og skaaret i Hjertet.”
Størstedelen af polemiken mellem Hersleb & Falsen og Wergeland har kun ringe interesse. Falsen efterviser undertiden ret klart Wergelands historiske feilsyn, men synes idethele at finde mest tilfredsstillelse i at variere sin karakteristik af „le coeur ulcéré“, der havde kunnet frembringe en saadan „Skjændsel“. Hans skjældsord er ikke uden fantasi, og han tar en mængde gammel lærdom til hjælp, for at de skal virke desto eftertrykkeligere. „Paa Titelbladet kalder han (forfatteren af „Danmarks politiske Forbrydelser“) det selv en historisk Skisse (skal vel være Skizze)[5]. eller Udkast. Men dersom ikke allerede Skiltet her skulde være den første grove Usandhed, hvori man griber Forfatteren, saa maa dog nok den historiske Muse, som har inspireret ham til at skrive denne Skisse, have været en af det Slags, som Romerne kalder scortum triobolare og om hvem Bayle siger, qu’elle se tient sur les grands chemins et se livre au premier venu pour un morceau de pain.“
Polemiken veksler mellem komplimenter af denne art og høi patos. En patos, der nu og da har sterk og ægte klang. Begge parter er saarede i sine dybeste sympatier. Wergelands grundstæmning under feiden kommer saaledes varmt frem i hans fortale til anden udgave af „Danmarks politiske Forbrydelser“:
„Men svarer mig nu, Modstandere; hvad kalder I Pral i dette Værk? Er det den Sorg vi føle over vore Ulykker, eller den Trøst vi finde i vore Forfædres Berømmelse, eller det Haab vi nære om en bedre Fremtid? Hvilken af Delene det er, I udpege med hiint foragtelige Øgenavn, er eders Adfærd lige fornærmelig og lige fortjent til Irettesættelse. Noget andet kan heller ikke antages; thi Synd var det at sige, at Bogen i nogen Maade bradsker med den Styrke, Magt og Rigdom, det nyere Norge kan glæde sig ved, eller af de Bedrifter, vi under sidste Konges Anførsel udførte. Den forklarer meget mere Rigets Svaghed, og Aarsagerne, hvorfor det er bleven latterligt at tale om Norges nærværende Kraft. Desuden heder det udtrykkelig i første Forerindring 4, at Normændene ei ere stolte for deres Rigdoms og Magts Skyld. Dog I lægge ikke Skjul paa eders Tanker i denne Punkt. I sige det ligefrem, at det nu er bleven latterligt at tale om Normænds Kraft og gamle Norge. Det har mishaget Eder, at Forfatteren af denne sandfærdige Beretning har smykket sit Skrift med Forfædrenes Laurbærblade eller blandet sine Fortællinger med hvad der kunde anføres til deres Hæder. I kalde det latterligt, taabeligt, Prat, Pral. Jeg tilstaar, at jeg har begaaet dette taabelige Pralerie, at tale med Velbehag om gamle Norge og Forfædrenes Bedrifter. Jeg maa nu forsvare mig ogsaa i denne Sag; men jeg.gjør det med Skamfuldhed; thi jeg maa gjøre det for Efterkommerne af hine Tappre. I Fædrenes ædle Skygger, bliver borte,“medens jeg gjør Undskyldning for eders Sønner, at jeg har rost og hædret Eder! Norges Sønner, som ei taale at høre Beretningen om den Uret, eders Fædreneland har lidt, at ei den elskede Aarsag dertil skal saares, modtager min Undskyldning, fordi jeg har berømmet eders Forfædre.“
Wergelands modstandere gik temmelig langt i sine beskyldninger: „For Publikums Domstol staaer jeg anklaget for at have skrevet af Egennytte, og for at smigre Vore, som min Anklager ikke meget delikat udtrykker sig, nye Herrer. Hr. Hersleb, theologisk Professor ved Universitetet, er min Anklager.“ „Jeg, ganske rolig i min Bevidsthed, hvad denne inhumane Beskyldning angaar, kan forsikre, at jeg ingen andre Hensigter har havt med mit Skrift end de angivne, at jeg ikke af anden Grund har været bevæget til at udgive det, end en uimodstaaelig Drift til at aabenbare Sandheden, og at jeg aldeles ikke har tænkt paa personlig Nytte.“ — „Dommen, som mit eget Hjerte fælder over mig, er denne: Jeg, som enhver Dødelig, kan ellers have meget at bebreide mig selv, men i Henseende til det, mine Modstandere i de sidste Aar under de politiske Debatter have beskyldt mig for, da veed jeg intet med mig selv. Jeg slutter et vidtløftigt Selvforsvar, i hvilket jeg, tvungen af mine Fienders fornærmelige Anfald, har været underkastet den ubehagelige Nødvendighed at synes ubeskeden, jeg slutter det med en Paamindelse, uddragen af vor forevigede Nordahl Bruns Afhandling om fornuftig Kjærlighed til Fædrenelandet: „Det er Fædrenelandets og Statens Fiende, der leder ængstelig efter uædle Bevæggrunde hos den Mand, som dog virkelig har udrettet noget for det Almindelige. Det Land, som vil have Patrioter, maa taale, at de ere Mennesker.“ — Wergeland har ved de citerede ord træffende bestemt sit eget forhold i striden: han var visselig en mand med vilje og evne til at „udrette noget for det Almindelige“, og det var smaat og uretfærdigt, naar man „ængstelig søgte efter uædle bevæggrunde“ for hans optræden. Han var en god „Patriot“, en tro og virkelysten søn af sit land, og man fik „taale“, at han tillige var „Menneske“: besjælet af en dyb personlig ærgjerrighed, — der undertiden gjorde ham usikker i valget af de rette midler, — og bunden af nedarvede, ved egne indtryk sterkt udviklede sympatier.
- ↑ Ligesom i det følgende: udhævet her.
- ↑ Hvilken magt kunde vel tvinge denne ubetvingelige nordmand?
- ↑ En trang, som ogsaa tidligere, før foreningens opløsning, var kommet til orde (i lovprisningen af den „frie odelsbonde“ o. s. v.)
- ↑ En enkelt letkjøbt, men ganske pudsig ubehagelighed er han ikke fri for at gjenta: „Publikum foranlediger han (Falsen) ellers med det samme at lægge Mærke til, hvor megen Kraft og Betydning Amtmandens Navn endnu har tilbage, uagtet et af dets ædleste Lemmer, De, blev afhugget for Fædrenelandet.“
- ↑ Udhævet her.