Noget om Biskop Mag. Jens Nilssøn og hans Skrifter

Noget om Biskop Mag. Jens Nilssøn og hans Skrifter

Historisk Tidsskrift, anden Række, sjette Bind, 1888 (s. 305-329).

For adskillige aar tilbage beskjæftigede jeg mig med undersøgelser om Oslobispen Jens Nilssøns livsforhold og forfattervirksomhed, navnlig i den tanke at udgive hans udførlige og indholdsrige reiseoptegnelser. Dette maatte dog opgives, da personlige forhold gjorde mig det umuligt at paatage mig et saa omfattende literært arbeide. Hermed har jeg da ogsaa al grund til at være tilfreds. Thi dr. Y. Nielsen, som senere overtog det samme arbeide, har formaaet at udføre det paa en saadan maade, som det ikke vilde have lykkedes mig. Gjennem hans udgave af Jens Nilssøns visitatsbøger og reiseoptegnelser er et historisk kildeskrift af overmaade stor betydning blevet fuldt ud tilgjængeligt for almenheden. Dette skrift har været kjendt og benyttet af historikere i over et hundrede aar; men saalænge størsteparten deraf henlaa i manuskript, har benyttelsen nødvendigvis været baade besværlig og ufuldstændig. Fremtidige forskere af vor kirkehistorie, kulturhistorie og personalhistorie vil her længe finde nok af ubenyttet stof. Af særlig betydning er selvfølgelig det topografiske udbytte, som kan hentes af dette verk. Ogsaa sprogmanden vil her finde meget af interesse; han vil navnlig faa vigtige bidrag til undersøgelsen af, hvordan det norske bysprog saa ud for 300 aar siden. Denne del af vor sproghistorie venter endnu paa sin bearbeider; naar en saadan kommer, vil han saavel i Jens Nilssøns som i hans tvende samtidiges, den lidt ældre Absalon Pederssøns og den lidt yngre Peder Klaussøns efterladte arbeider finde materiale nok.

Benyttelsen af verket lettes i høi grad ved de righoldige anmerkninger af topografisk og historisk indhold, hvormed udgiveren har ledsaget det, og ved det af O. Gr. Lundh forfattede register, som navnlig for personalhistorikere vil være af uvurderlig betydning Hvad der imidlertid udgjør den værdifuldeste del af det udgaven ledsagende apparat, er det forudskikkede omrids af den gamle Oslobisps liv, der optager mere end 200 sider. I denne udtømmende biografi betragtes biskopens virksomhed fra alle sider. Navnlig vil det lys, som falder over hans literære betydning og den kreds af humanister, hvori han færdedes i Oslo, være nyt og interessant for mange.

I denne biografiske skildring dvæler forfatteren ogsaa udførligen ved biskopens slegtskabsforhold og kommer derved til at drøfte en af mig for mange aar siden mundtlig fremsat hypothese. Jeg omtalte nemlig i sin tid for prof. dr. L. Daae, at jeg af forskjellige grunde fandt det antageligt, at biskop Jens Nilssøn og jesuiten pater Laurits Nilssøn, almindelig kaldet Kloster-Lasse – den ene vor kirkes kraftigste vern i slutningen af det 16de aarhundrede, den anden vor navnkundigste apostat — var brødre. Prof. Daae berørte denne gisning, som han gav medhold, i den udsigt over Tønsbergs historie, som han kort efter forfattede i anledning af denne bys tusendaarsfest; Tønsberg gjaldt nemlig endnu ifølge den sedvanlige angivelse for at være Kloster-Lasses fødeby.^[1] Denne af mig privat fremsatte formodning har jeg ikke offentlig søgt at gjøre rede for, dels fordi sagen forekom mig mindre vigtig, dels fordi jeg droges bort fra deslige undersøgelser.

Dr. Y. Nielsen har i sin indledning gjort den nævnte hypothese til gjenstand for en længere omtale og imødegaaelse,^[2] der slutter med, at „efter hvad der hidtil er offentliggjort, synes der ikke at være meget sterke grunde, som taler for dette slegtskab“. Da der i virkeligheden intetsomhelst er offentliggjort desangaaende, men spørgsmaalet nu alligevel er trukket frem, har jeg fundet det rigtigt, saa godt som jeg nu formaar, at fremstille, hvad der kan tale for hin antagelse.

Siden jeg nu alligevel skulde skrive noget om mag. Jens Nilssøn, har jeg medtaget nogle andre bemerkninger om ham, hans slegt- og hans forfattervirksomhed, fremkomne under læsningen af dr. Y. Nielsens verk.

1.

Mag. Jens Nilssøns slegtskabsforhold.

Om biskop Jens Nilssøns fader ved man intet andet, end hvad sønnen selv fortæller: at han var dansk af fødsel, hed Nils Jørgenssøn Frendeson, var „en skipper og styremand“ og døde i Oslo 28 februar 1549. Frendeson (Frendesonius) var altsaa hans familienavn, hvilket sønnen dog aldrig bruger.^[3] Det er dannet af døbenavnet Frende (Frænde), der ikke er mere paafaldende som fornavn end „Fader“ eller „Broder“; ogsaa af disse dannedes tidlig familienavne: Farsonius, Feddersen, Brorson. Fornavnet Frende har jeg kun fundet en eneste gang i Norge;^[4] derimod forekommer det af og til i Danmark. Paa Jens Nilssøns tid levede der personer af navnet Frendeson i nærheden af Ribe, i Roskilde^[5] og andensteds i Danmark, uden at der dog vides noget om, hvorvidt nogen af disse var af biskopens slegt. Ved siden af Frendeson findes ogsaa det usammensatte Frende brugt som efternavn, ligesom jo i det hele taget ikke sjelden det enkle døbenavn (især vistnok naar det var mindre almindeligt) brugtes som familienavn ved siden af det med -son sammensatte. Som et eksempel blandt flere kan anføres, at den danske forfatter Nils Fædder i 1560 kalder sin egen broder: Mats Fæddersen.^[6]

Om pater Laurits Nilssøn (Kloster-Lasse) ved man, at hans slegtsnavn var Frende. Hans fader hed altsaa Nils Frende, biskopens fader hed Nils Frendeson, og da i henhold til den tids brug „Frende“ og „Frendeson“ ikke kan betragtes som andet end vekslende former af samme familienavn, forekommer det mig saare sandsynligt, at vi her kun har med én person at gjøre. At der af et familienavn, som paa den tid er saa sjeldent i Norge, at ellers ingen kjendes deraf, skulde samtidig (og, som vi skal høre, i samme by) leve to mænd med samme fornavn, vilde være, om ikke aldeles utænkeligt, saa dog et høist underligt træf.

Jens Nilssøn og Kloster-Lasse opgives begge at være fødte i 1538. Hvad den første angaar, er aarstallet sikkert nok, men dagen kjendes ikke. For Kloster-Lasses vedkommende er det visselig fremkommet ved tilbageregning fra hans dødsaar, da han ved sin død 5 mai 1622 anføres at være 84 aar. Sikkert er det, at han i begyndelsen af januar 1583 angav sin alder til 44 aar;^[7] han maa altsaa være født sidst i 1538 eller først i 1539 og har ved sin død været mellem 83 og 84 aar.

Jens Nilssøn og Kloster-Lasse sattes i samme skole, nemlig i Vor Frue skole i Kjøbenhavn. Den første optoges i den 1554 og gik der omtrent i 2 aar, hvorefter han sandsynligvis forblev i København til 1558. Om Kloster-Lasse fortæller Joh. Stephanius i 1606, at han angav at have frekventeret denne skole „for 50 aar siden“. „50 aar“ er vistnok kun nævnt som et rundt tal, da der hverken for Kloster-Lasse eller Stephanius kom an paa nogen særlig nøiagtighed i dette stykke. Naar dr. Y. Nielsen bemerker om denne tidsangivelse, at „hvis den er at tage efter ordene, kan Kloster-Lasse først være kommen ind paa skolen, efterat Jens Nilssøn havde forladt den“^[8] (nemlig i 1556), saa siger selve ordene: at have gaaet i skole (visitavisse scholam) intet om, naar han optoges deri. Der er altsaa intet iveien for, at begge kan have samtidig gaaet i Vor Frue skole, om end skolegangen for Kloster-Lasse som den yngre varede længer, hvilket sikkert sees deraf, at han endnu gik der under rektoren Anders Kjøge, som først tiltraadte 1558.

Efter et kort ophold i Oslo kom Jens Nilssøn tilbage til Kjøbenhavn i 1559 og boede saa i 3 aar her samtidig med Laurits. Begge forlod denne by i 1562, og senere har de ganske vist ikke seet hinanden. Kloster-Lasse blev et af den katholske propagandas ihærdigste og dristigste redskaber, medens Jens Nilssøn kom til i sit fødeland at indtage en fremragende plads i den protestantiske kirke. Saalænge han stod i spidsen for Oslo og Hamars stift, merkes ingen forsøg paa reaktion i katholsk retning. I hans visitatsbøger nævnes neppe jesuiter en eneste gang. Udenlands har vistnok allerede i hans levetid unge nordmænd faldt i jesuiternes hænder; men vi hører intet til, at de i hjemmet har søgt at virke for papismens sag. Anderledes blev det, saasnart biskopen i de første maaneder af aaret 1600 var afgaaet ved døden. Der høres nu stadig om overgange til katholicismen, om forsøg paa at virke for den hjemme i Norge, og den ene actio jesuitica afløser den anden. Nu retter ogsaa Kloster-Lasse al sin bestræbelse paa at bringe sine landsmænd tilbage til den katholske tro. Det ser næsten ud, som om hensynet til den mand, med hvem han nærmest havde maattet tørne sammen, hidtil havde holdt ham tilbage.

Det er nemlig just i Jens Nilssøns stift, at disse forsøg i katholsk retning optræder efter 1600, og tildels i den kreds, som havde staaet ham nærmest. Saaledes hører hans svoger og fortrolige ven provst Rasmus Hjorts sønner til de mere fremtrædende apostater. Deres senere svoger, biskopens egen søstersøn Finn Sigurdssøn, der havde staaet ham meget nær og jevnlig fulgt ham paa hans visitatsreiser, viser sig ogsaa straks efter biskopens død vunden af jesuiterne. Han havde været udenlands fra sommeren 1594 til sommeren 1597 og var vistnok allerede da under paavirkning af dem. Mod slutningen af 1599 drog han igjen udenlands.^[9] Efter et ophold i Kjøbenhavn indskreves han i april 1600 ved Rostoks universitet, hvor han tog magistergraden, men agtede sig forøvrigt til jesuiterne i Sydtyskland (iter susceperat ad jesuitas superioris Germaniæ). Han traf imidlertid i Rostok sammen med den unge Jens Bjelke, paa hvis bekostning han nogle maaneder levede som hans hovmester. Den 19 oktober 1600 reiste de begge fra Rostok til Güstrov, Brandenburg, Wittenberg og Leipzig, hvor de skiltes. Finn reiste derfra til Prag, hvor han gjennem sin slegtning Laurits haabede at erhverve reiseunderstøttelse af jesuiterne (ubi per affinem suum Laurentium a jesuitis viaticum lucrari sperabat).^[10]

Ved denne Laurits, der paa den tid havde adskilligt at sige blandt jesuiterne i Sydtyskland, kan jeg ikke tænke mig nogen anden end Kloster-Lasse. Skulde der samtidig i Prag være to norske apostater af anseelse, begge af navnet Laurits, vilde det være et ligesaa underligt træf, som at der i Oslo samtidig skulde være to af navnet Nils Frende eller Frendeson.

At Kloster-Lasse i 1600 opholdt sig i Prag, kan vistnok ikke fortiden bevises, men er i sig selv sandsynligt nok. Efter at have tilbragt et aar i Wien kom han i slutningen af 1582 til Ollmütz, hvor han indtog en fremragende stilling i den jesuitiske verden, men synes fra 1586 af at have havt stadigt ophold i Prag, hvor han var universitetets „cancellarius et studiorum præfectus“, kreeredes til doktor i theologien og i den følgende tid sees at have foretaget promotioner inden det filosofiske fakultet.^[11] Alt taler for, at Kloster-Lasse har opholdt sig i Prag, lige til vi i 1602 finder ham i Braunsberg, hvorfra han den 1ste oktober daterede et lidet flyveskrift, der betegner sig som udgaaet fra „de studenter af Danmark og Norge, som uden sit fædreneland i adskillige akademier og høie skoler studere.“

Den slegtning, mag. Finn henvendte sig til i Prag, antager jeg altsaa har været hans morbroder Kloster-Lasse, og intet er rimeligere, end at han har opholdt sig hos Kloster-Lasse, indtil denne forlod syden; thi netop i 1602 hører vi først igjen noget til mag. Finn, da han i dette aar opnaaede at blive rektor paa Herlufsholm.^[12]

Da jeg i sin tid for dr. L. Daae fremsatte formodningen om slegtskabsforholdet mellem biskop Jens Nilssøn og Kloster-Lasse, maatte jeg forudsætte, at den almindelige beretning, at sidstnævnte var fra Tønsberg, ikke kunde være rigtig, saameget mere som jeg ikke fandt den støttet i samtidige kilder.^[13] Senere har jeg faaet fuld vished for, at han, som af mig antaget, var fra Oslo.^[14]

Mine grunde til at opstille dette slegtskabsforhold er altsaa hovedsagelig disse: de var fra samme by, faderens navn og familiens navn var det samme, de var samtidige, sendtes i samme skole, og desuden var begge Finn Sigurdssøns slegtninger.^[15]

---

Mag. Jens Nilssøn, der har nedtegnet udførlige oplysninger om sine børn, er sparsom med efterretninger om sin øvrige slegt. Som supplement til hans optegnelser og til de af dr. Y. Nielsen samlede oplysninger skal jeg i det følgende anføre, hvad jeg har fundet.

Af familien Frendesonius forekommer der i det 17de aarhundrede personer i Norge, uden at deres slegtskabsforhold til biskopen for tiden lader sig paavise. Rimeligvis har foruden faderen ogsaa en broder af denne nedsat sig i Oslo, og de kan antages at nedstamme fra denne. Der kjendes saaledes en Sakarias Søvrenssøn Frendesonius fra Solør (Solinsulanus), som blev student 1620 og døde som sogneprest i Faaberg 1667, samt hans børn Samuel Sakariassøn Frendesonius, der blev student 1653, og Else Sakariasdatter, gift med sogneprest Jens Gram i Vardal.^[16]

Biskopens moder Hilleborg Jonsdatter var af norsk bondeslegt. Hendes forældre Jon Moen, der var død før 1528, og Ingerid Gunnarsdatter boede paa Moen i Eidsberg. Disse egtefolk havde to sønner, der begge hed Erik, og døtrene Maren og Hilleborg. Om disse søskende heder det i en gammel optegnelse: „Da den yngre Erik er falden i en ulægelig sygdom og den ældre intet haver villet gjøre hannem tilgode, men hans tvende søstre Maren og Hilleborg Jonsdøtre haver ladet sig hans elendighed gaa til hjerte og haver opholdt hannem med kost og anden underholdning samt derhos haver ladet bruge medicin og lægedom imod hans sygdom (dog det haver været forgjeves), da haver fornævnte Erik den yngre, halvandet aar førend han døde, givet sine søstre Hilleborg og Maren saameget han haver arvet i Søndre Moen, baade løst og fast“. Den yngre Erik Jonssøn var død i 1528, i hvilket aar hans gave til søstrene stadfæstedes ved en paa Oslo raadstue afsagt rigens dom, medmindre den ældre broder udløste dem. Dette skede ikke; men ikke destomindre vedblev han og efter hans død hans efterkommere ulovligen „at tilholde sig samme gaard“. I 1602 blev gaarden fradømt Abraham Moen, hvis oldefader hin ældre Erik Jonssøn var. Ikke destomindre brugtes den endnu i 1622 af dennes slegt, nemlig af Paul Olufssøn Moen, der var gift med Abrahams søster.

Da Maren Jonsdatter synes at være død ugift,^[17] gik retten til gaarden over paa Hilleborgs søn biskop Jens Nilssøn. Hvorvidt han har gjort sine fordringer gjældende, kan ikke sees. Men biskopens svigersøn Oluf Lauritssøn, der ogsaa havde tilkjøbt sig sine medarvingers krav, indbragte sagen for herredagen i 1622, hvor gaarden tildømtes ham.^[18]

Af de mange breve og bevisligheder, der fremlagdes ved denne sags behandling, faar vi ogsaa nogle hidtil ukjendte oplysninger om biskopens børn.

Hans datter Margrete (Marte), der var født 1593, egtede før 1619 den ovennævnte Oluf Lauritssøn, som var borger i Oslo og foged over „Ranne (Verne?) klosters gods“.^[19] Oluf og Margrete Jensdatter boede i sine senere aar paa Sand i Baadstads anneks i Trygstad og blev der begravne. Deres søn Laurits Sand, biskopens dattersøn, født i Oslo 1619, blev 1662 raadmand i Bergen; samme aar skjænkede han til erindring om sine forældre en messing-lysekrone med 12 arme til Baadstad annekskirke, hvor den endnu hænger. Han var i 1665 en af anførerne for borgerkompagnierne under engelskmændenes angreb paa den hollandske flaade i Bergens vaag.^[20]

Af ovennævnte retssag fremgaar, at biskop Jens Nilssøn foruden de i hans genealogiske optegnelser anførte børn ogsaa har havt en søn Jens Jenssøn. Da biskopen har afsluttet sine optegnelser (ligesom i det hele sin literære virksomhed) med aaret 1598, er altsaa denne søn født senere, sandsynligvis efter faderens død, da han fik dennes navn.

Af biskopens mange børn levede i 1622 foruden datteren Margrete kun sønnerne Nils og Jens, hvis livsstilling og senere skjæbne er ubekjendt.

At biskopen har havt adskillig slegt i Eidsberg og omliggende bygder, er rimeligt nok. I visitatsbøgerne (s. 485) fortælles, at en bonde fra Bergsogn ved navn Habo (Hagbard) Engerud, der var beslegtet med biskopen, kom til ham under visitatsen i Skjeberg og blev buden tilbords i prestegaarden sammen med bispen og presterne. Denne Habo Engerud var ogsaa i slegt med adelsmanden Oluf Kalips, som efter alt at dømme har været en homo novus fra Østlandet.^[21]

2.

Om Jens Nilssøns reiseoptegnelser.

At nedskriveren af de udførlige reiseoptegnelser er biskopens famulus Oluf Børgessøn og hverken bispen selv eller nogen anden af hans ledsagere, dette er nu hævet over enhver tvivl. Hvad der har bragt flere forskere i vildrede, er vistnok den omstændighed, at forfatteren om sig selv bestandig taler i 3dje person (dog i flertal: „vi“). At denne Oluf Børgessøn var nordmand, hvilket dr. Nielsen paaviser af optegnelsernes norske sprogfarve, fremgaar med sikkerhed af edsprotokollen for prester i Oslo stift, i hvilken han føier „Asloensis“ til sit navn. Han døde, som dr. Nielsen oplyser, som sogneprest i Urskog; i Oslo kapitelsbøger findes nogle bidrag til hans senere livshistorie.

Det anføres af dr. Nielsen som sikkert, at haandskriftet til reiseoptegnelserne af biskop Peder Hersleb medtoges fra Oslo bispearkiv ved hans forflytning til Danmark, hvilket allerede tidligere ved forskjellige leiligheder er udtalt af dr. L. Daae.^[22] Det forholder sig dog i virkeligheden dermed saaledes, at haandskrifterne, som vistnok aldrig har været indlemmede i bispearkivet, henimod midten af forrige aarhundrede erhvervedes af sogneprest Christian Grave paa Eker, der efter Langebeks vidnesbyrd var „en meget omhyggelig mand saavel i at opsøge alle slags norske antikviteter som i at samle dokumenter og skrifter til den nordiske histories oplysning.“^[23] Der foreligger flere vidnesbyrd om, at Grave rundhaandet har betænkt dels det danske selskab, hvoraf han selv var medlem, dels biskop Hersleb med sendinger af norske oldsager og dokumenter.^[24] Hvad særlig Jens Nilssøns reiseoptegnelser angaar, har vi fra Graves egen haand tvende udtalelser om denne gave. Fra Drammen sender han 1748 til Langebek „6 Bind af en gammel lærd Præst udi Norge navnlig Oluf Byrgessen, Sognepræst fordum til Brunlaugs Næs, hans haandskrevne Sager, hvis Indhold De selv seer.“ Gaven var af Grave bestemt „til Selskabets Bogsamling“.^[25]

En anden udtalelse derom haves fra 1750. I dette aar tilstiller Grave fra Eker prestegaard Hersleb en latinsk skrivelse, idet han sender ham Johannes Sylvius’s haandskrevne poetiske bearbeidelse af Davids psalter og Salomons høisang. Han skriver deri, at det efter hans mening er en hovedopgave for historiens elskere at opstøve gamle manuskripter og indlemme dem i „store mænds“ bibliotheker og derved redde dem fra undergang. Han nævner som tidligere af ham til Hersleb nedsendte gaver Oluf Børgessøns, Anders Dallins, Frants Ribers og Nils Chronius’s skrifter.^[26]

Det sees altsaa, at Grave, som først havde tiltænkt det danske selskab haandskrifterne, forandrede denne bestemmelse og forærede dem til Hersleb, vistnok fordi denne, der selv havde været biskop i de samme stifter som Jens Nilssøn, havde personlig interesse af visitatsbøgerne. Det er ellers at merke, at Grave i 1748 sender „6 bind“, medens der i katalogen over Herslebs bibliothek (1758) kun opføres 4. To er altsaa i de mellemliggende aar skilt fra de øvrige. Jeg antager, at det ene er beretningen om reisen i Telemarken 1595, der senere igjen forenedes med de øvrige i Thotts samling, og at det andet er optegnelserne om Fritsøreisen i 1593, som maaske af Schøning er laant og medtaget til Trondhjem og senere er forblevet der; det vides, at Schøning har kjendt og benyttet disse haandskrifter.

Forresten viser det sig af Graves breve, at man paa den tid, da haandskrifterne endnu var i Norge, havde god rede paa, at Oluf Børgessøn var nedskriver eller forfatter af disse optegnelser. Man kan neppe her tænke sig, at Grave gjennem studium af indholdet var kommen til denne sikkerhed. Sandsynligvis har der til haandskrifterne knyttet sig enten en skriftlig underretning, som nu er forsvunden, eller maaske snarere en mundtlig tradition om forfatteren. Jeg antager, at Oluf Børgessøn, som vistnok var i biskop Jens Nilssøns tjeneste til dennes død, derefter har faaet beholde bøgerne som sin private eiendom, hvorefter de gjennem hans arvinger er komne til Grave. Rimeligvis var den Børge Olufssøn, som ved 1670 blev prest i Drammen, forfatterens søn og har i saa fald bragt bøgerne med sig derhen. Naar Grave lader Oluf Børgessøn være sogneprest i Brunlanes istedenfor i Urskog, tør det skrive sig fra en forveksling med hr. Gregers Børgessøn, som var prest der henimod slutningen af det 17de aarhundrede.

3.

Jens Nilssøns literære forbindelser.

Af særlig interesse er den skildring, som dr. Y. Nielsen giver af biskopens liv og omgang i Oslo. Der var dengang i denne lille by en kreds af literært interesserede mænd, som vistnok er uden sidestykke i vort land i tiden før 1660. Disse mænd syslede i større eller mindre udstrækning med fædrelandets og den almindelige historie, med latinsk digtekunst og endog med iagttagelser over naturen. Ved siden af Jens Nilssøn, der var sjælen i denne kreds, var Claus Berg, Halvard Gunnarssøn, Jakob Wolf og for en kortere tid Peder Flemløse de mest fremtrædende af disse osloske humanister. Alle de her nævnte mænd har gjort sig bekjendte ved skrifter. „At der ogsaa forøvrigt i denne by,“ bemerker forf., „har været en eller anden geistlig mand, et medlem af domkapitlet, der syslede med lærde studier og navnlig med latinsk digtekunst, er ikke umuligt, endskjønt derom savnes nærmere oplysninger“. Nogle saadanne har jeg leilighedsvis stødt paa og skal her meddele, hvad jeg har samlet om dem; med al sin mangelfuldhed vil disse oplysninger dog maaske bidrage lidt til at fuldstændiggjøre det billede, forf. har udkastet af det videnskabelige liv i Norge paa Jens Nilssøns tid.

Der levede dengang i Oslo en for historiens studium interesseret mand, Simon Nilssøn, i almindelighed kaldet Simon Skriver, der hørte til biskopens omgang.^[27] Der er bevaret et brev af aaret 1588 til ham, skrevet af den lærde og berømte professor David Chytræus i Rostok. Chytræus minder ham om Plutarchs udsagn, at da venner bør have alt tilfælles, sømmer det sig allermest, at vennerne har fælles venner. Da nu Chytræus allerede i mange aar har staaet i et meget nært og fortroligt venskabsforhold til biskop Jens Nilssøn, vilde han sætte pris paa at komme i lignende forbindelse med biskopens ven Simon Nilssøn. Hertil var der saameget mere grund, som de begge havde fælles interesse, nemlig interessen for fortidens historie (cum uterque nostrum veteris memoriæ et historiarum studiosus sit). Ved gjensidig at meddele hinanden udbyttet af sine undersøgelser vilde de begge have nytte. Han sender Simon et eksemplar af sin nylig udgivne Chronicon Saxoniæ tilligemed nogle mindre skrifter. Han savner i høi grad fyldige og paalidelige efterretninger om norske forhold og beder Simon indtrængende om at sende ham saadanne, navnlig vedrørende reisningen i Norge under Kristjern den første og det oprør, der undertryktes af hertug Kristjern (II).^[28] Simon Skriver kom virkelig ogsaa i brevveksling med Chytræus. Denne omtaler i et brev til Jens Nilssøn (uden datum, men vistnok fra det følgende aar), at han venter paa visse efterretninger om „novæ res", som Simon havde givet ham løfte om.^[29] I disse breve kaldes han dels Simon Scriba, dels Simon Syndicus. Som det fremgaar af brevene, var han en studeret mand.

Om denne Simon Nilssøn vides forøvrigt, at han var slotsskriver paa Akershus, en stilling, som han opnaaede mellem aarene 1570 og 1573.^[30] I 1574 fik han den halve rente af et ledigt kannikedømme i Oslo, men synes igjen at have tabt denne indtægt i 1580. I 1585 fik han kronens part af tienden af Nes sogn paa Romerike og erholdt i 1587 brev paa fremdeles at nyde samme.^[31] Biskopen har selv optegnet i sine reisedagbøger, at samme dag, som han kom tilbage fra sin visitatsreise i 1592, den 29 mai, døde Simon Skriver. Hans hustru var upaatvivlelig den Rønnaug, der under navnet „Rønnaug Simens“ nogle gange forekommer i den udførlige visitatsberetning. Hun eiede som enke gaarden Hasle ved Bundefjorden ikke langt fra Oslo. I 1594 var hun tilligemed andre af det fornemmere borgerskab i Oslo tilstede ved det store bryllup paa Hallingstad paa Toten, som skildres med ikke ringe anskuelighed i visitatsbøgerne. Da det forresten temmelig sjeldne navn Rønnaug just er brugeligt i bispens familie, har hun maaske været beslegtet med denne.

Blandt Chytræus’s norske korrespondenter er ogsaa Nils Olufssøn fra Tønsberg (Nicolaus Olai Tonsbergius), til hvem haves et udateret brev.^[32] Det begynder med en nytaarshilsen, af hvis indhold sikkert fremgaar, at Nils Olufssøn har været en geistlig mand. Han havde mundtlig aftalt med Chytræus, at de hyppig skulde sende hinanden meddelelser. Dette havde hr. Nils ogsaa gjort, om end noget sent; Chytræus havde modtaget to breve fra ham. I disse havde han med hensyn til skrevne kilder til Norges historie henvist til Arild Huitfeldt; men Chytræus bemerker i sit svar, at han allerede har gammel erfaring om, hvor liden meddelsomhed man kan vente fra de store, naar de sidder inde med literære skatte. — Jeg har ikke kunnet finde denne Nils Olufssøn blandt studerende i Rostok, hvor han dog vistnok maa have gjort Chytræus’s bekjendtskab. Formentlig er han den Nils Olufssøn, som i 1581 første gang forekommer som sogneprest ved Halvardskirken i Oslo, da han 17 oktober sammen med læsemesteren Halvard Gunnarssøn bekræftede en afskrift af „den røde bog“ for Rødenes prestegjælds vedkommende. Derefter nævnes han nogle gange i 90-aarene, men er ellers ikke videre bekjendt.^[33] Hans søn Oluf Nilssøn efterfulgte ham i slutningen af Jens Nilssøns levetid som sogneprest i Oslo og er sandsynligvis den Olaus Nicolai, der nævnes hos dr. Y. Nielsen (s. 92) som forfatter af et latinsk digt.^[34]

Jeg benytter leiligheden til at omtale en samtidig nordmand, der gav sig af med latinsk digtning, uagtet der ikke haves vished for, at han hørte til biskop Jens Nilssøns kreds. Det er Erik Olufssøn Folder, som i 1580 i Kjøbenhavn lod trykke et digt til kansleren Nils Kaas’s forherligelse. Han er af N. M. Petersen opført blandt historikere, der „gav sig af med levnetsbeskrivelser, især adelens“, medens hans rette plads er blandt latinske poeter. Baade Petersen og H. F. Rørdam, der ogsaa omtaler ham, antager hans skrift for tabt.^[35] Der findes dog et eksemplar i det store kongelige bibliothek i Kjøbenhavn.^[36] Digtet er affattet i letflydende hexametre. Han priser rigerne lykkelige, fordi de har en saa mild og vis styrelse og en konge som Fredrik den anden. Derefter berømmes Kaas som „splendor patriæ, decus atque columna“, videnskabernes beskytter og som den, hvem ikke blot Danmark, men ogsaa Norge har at takke for mange velgjerninger. Skriftet udgjør 6 blade i kvart. Nye oplysninger af historisk betydning bringer det ikke, men det fortjener at nævnes ved siden af Jens Nilssøns og Halvard Gunnarssøns latinske poesier. Hvem forfatteren er, kan for tiden ikke oplyses. Men ikke usandsynligt er det, at han er den samme som borgermester i Ole Erik Olufssøn (Smaasvend), der omtales nogle gange i reiseoptegnelserne og i 1597 som enkemand blev gift med mag. Jens Nilssøns datter Hilleborg.^[37]

Den videnskabelige interesse, som ikke blot i Oslo, men paa forskjellige kanter af landet rørte sig ide sidste 30–40 aar af det 16de aarhundrede, skyldes upaatvivlelig for en meget stor del den sterke paavirkning fra Nordtysklands universiteter og videnskabsmænd, navnlig de rostokske. Dr. Y. Nielsen har kun løselig berørt biskop Jens Nilssøns forhold til de rostokske lærde Chytræus^[38] og Frederus. I Chytræus’s trykte brevsamling omtales Jens Nilssøn med stort venskab og varme. Han sendte ham stadig sine skrifter og udbad sig hans dom om dem. Hvilken pris biskopen satte paa disse, fremgaar af flere steder af hans skrifter; han citerer ham jevnlig ved siden af Melanchton, Bugenhagen og Luther selv som en af kirkens grundpiller. Der er ingen tvivl om, at af alle samtidige lærde har han sat Chytræus høiest og lært mest af ham. Biskopens svoger Rasmus Hjort siger ogsaa i den trøsteskrivelse, han sendte ham ved hans hustrus død, idet han henviser ham til Chytræus’s skrift „de morte et vita æterna", at han ved, at dette skrift ikke blot paa grund af det udmerkede indhold, men ligesaa meget for forfatterens skyld er ham kjærere end noget andet.

Med Chytræus’s svigersøn Joh. Frederus, theologisk professor og superintendent i Rostok, stod bispen maaske i endnu hyppigere forbindelse. Da hans søn Kristofer opholdt sig i Rostok, var Frederus hans „præceptor domesticus“^[39] og har rimeligvis havt ham boende i sit hus. Frederus tilegnede, som dr. Nielsen oplyser, biskopen et latinsk theologisk skrift. Han har ogsaa, ifølge en optegnelse af Schøning, forfattet et „Epitaphium“ i anledning af hans første hustrus død i 1583. Dette Epitaphium fik plads i en „Monodia“ i samme anledning, hvilken af Jens Nilssøn knyttedes til hans „Specimen Commentarii in Genesin“.^[40] Hverken Frederus’s Epitaphium eller Jens Nilssøns „Monodia“ omtales af dr. Nielsen; heller ikke jeg har seet dem. Det omtalte skrift af biskopen („Specimen“) udgaves saa snart efter hustruens død, at Frederus’s bidrag maatte komme for sent, og dette er derfor antagelig tilligemed den nævnte „Monodia“ kun indheftet i en del af oplaget.

4.

Et hidtil ukjendt skrift af mag. Jens Nilssøn.

Paa den visitatsreise, som Jens Nilssøn i 1597 foretog i Smaalenene og Baahus, sees han at have bortgivet til prester og adelsmænd eksemplarer af et skrift, kaldet „Proœmium in Genesin“, dels „bundet i rød pergamente“, dels „ubundet“. At her maa tænkes paa et af biskopen selv forfattet skrift, syntes mig straks klart, saameget mere som han ogsaa ellers som god ordensmand pleier at lade opskrive de eksemplarer af sine bøger, som han under reiserne bortskjænker. Et saadant skrift er imidlertid aldrig nævnt af de mange, som har skrevet om Jens Nilssøn, ligesaalidt som det findes i literaturleksika eller i „Bibliotheca Danica“, der indeholder fortegnelse over, hvad de danske offentlige bogsamlinger eier af dansk-norsk literatur. Men ved at blade i den af Nyerup i 1808 udgivne katalog over det trondhjemske videnskabsselskabs bibliothek stødte jeg tilfældigvis paa bogens titel. Ved imødekommenhed af selskabets direktion har jeg faaet eksemplaret – visselig det eneste, der er bevaret – tillaans og skal give en kort beskrivelse deraf.

Den fuldstændige titel er saalydende:

IN GENESIN Seu primum Mosi volumen proœmium Nuper conscriptum, & in Lectorio Asloiensi recitatum pridie Dominicæ Qvasimodogeniti, nempe secundo mensis Aprilis Anno Gratiæ MDXCVII. A IOHANNE NICOLAI Asloiensis & Hammariensis dioecesium in Norvegia Superintendente. ROSTOCHII Imprimebat Stephanus Myliander.

Paa titelbladets bagside er trykt nogle latinske disticha, til forfatterens ære forfattede af Frederus i Rostok, saalydende:

EPIGRAMMA.

Vt vidit Pietas, Boreæ quæ Præsul in oris
Protulit eloquii dexteritate sui,
Lætor, ait, gelidum Boream septemque triones
Hæc audire, homini commoda, grata Deo.
JANVS NICOLEOS mea laus, mea gloria florens
Exsuperet Pylii prospera fata senis.

Johannes Frederus.

Bogen udgjør 32 sider i liden kvart. Udstyret er temmelig tarveligt. Det forhaandenværende eksemplar, der er særdeles vel konserveret, har af forfatteren selv faaet paaskriften: Dn^o., Johanni in Vardal, er altsaa en gave til sognepresten Hans Einarssøn, der ogsaa af dr. Y. Nielsen er nævnt som en af biskopens gode venner.

Skriftet er tilegnet medlemmerne af domkapitlet og presterne i Oslo, af hvilke særlig nævnes hr. Nils Olufssøn, mag. Halvard Gunnarssøn, hr. Claus Berg, hr. Hans Søvrenssøn, mag. Jakob Wolf og hr. Peder Matssøn.^[41] I tilegnelsen omtaler forfatteren, at han i nærværelse af de fleste af domkapitlets medlemmer, af en del andre venner, blandt hvilke mag. Kristofer Hjort var den vigtigste (inter quos præcipuus erat M. Christophorus Cervinus, vir egregia eruditione & virtute clarus), samt desuden af hele skolen nylig har holdt det indledningsforedrag til sine forelæsninger over Genesis, som han nu har bestemt sig til at udgive i trykken og tilegne de nævnte mænd. Dedikationen er dateret Oslo den 10 april.

Selve foredraget har denne overskrift: In primum librum Moysi, qui Genesis inscribitur, Præfatiuncula, habita Asloiæ Die Saturni 2 Apr. Anno Domini 1597.

„Mine forelæsninger, kjære tilhørere,“ begynder han, „som hidtil har været afbrudte ved mine hyppige reiser og andre forhindringer, har jeg nu besluttet med Guds hjælp at fortsætte.“ Han udvikler derefter i almindelighed, hvorledes intet er nyttigere og nødvendigere for mennesket end at betragte Guds ord. Særlig finder han, at første Mosebog giver anledning til at tale om alt, hvad der tjener til den kristnes tarv baade for dette liv og det tilkommende. Han agter at anlægge sine forelæsninger i en kort og summarisk form, greit og klart, uden stort apparat At udarbeide lærde og vidtløftige afhandlinger er ikke nødvendigt og vilde heller ikke falde saa let for ham paa grund af de daglige henvendelser og beskjæftigelser, som hans stilling medfører, ligesom ogsaa formedelst arbeider og vanskeligheder, som visitatserne bringer, og mange andre ting, der lægger beslag paa hans tid. Ogsaa i dette indledningsforedrag vil fremstillingen have mere tilfælles med den daglige samtales udtryksmaade end med en omhyggelig udarbeidet tale.

Her er ikke stedet for en Sammenhængende udredning af skriftets indhold. Af enkeltheder skal jeg kun pege paa den lovtale over astronomiens studium, hvortil skabelseshistorien giver forfatteren anledning. Himmelens lys, siger han, er plantede paa firmamentet ikke blot for at skaffe varme og lys og for at afdele døgnets og aarets tider, men ogsaa, ut sint signa pluviarum & imbrium ac tempestatum, & annonæ, valetudinis & temperiei in corporibus hominum & reliquorum animantium, & originis ac mutationis atque excidii imperiorum, regnorum & urbium, pacis item & belli o. s. v. Astronomien var for Jens Nilssøn som for hele hans samtid uadskillelig fra astrologien. – Idet han taler om dødens magt, der bortriver den høiest stillede som den fattigste, minder han tilhørerne om fru Katharina Gyldenstjernes for alle saa sørgelige død (paa Akershus) den 8 marts det foregaaende aar. – Ganske i tidens smag er det, at klassiske autoriteter, som Platon, Aristoteles, Xenofon og Demokrit, Cicero og Plinius, paaberaabes i et foredrag af væsentlig religiøs karakter. Dette forekommer mindre stødende her, hvor selve fremstillingen og sprogbehandlingen minder ikke lidet om de klassiske mønstre; Jens Nilssøn bevæger sig i det latinske sprog ikke blot med lethed, men tillige med en vis venustas og uden de mange kunster, som senere kom paa mode.

Det er for de tider ret merkeligt, hvor hurtig bogens udgivelse er besørget: fortalen er skreven 10 april, og i de første dage af juli havde biskopen allerede faaet sine eksemplarer fra bogtrykkeren i Rostok. Sandsynligvis har Frederus været hans mellemmand i Rostok og saaledes faaet leilighed til at tilføie sit „Epigramma“. Samtidig har vistnok biskopen sendt ham ogsaa et andet arbeide til trykning; thi den 2 august lod han „skrive et brev til Frederum i Rostok de carmine imprimendo, som han (Frederus) haver hos sig.“ Rimeligvis er digtet blevet trykt, men ethvert spor deraf er nu forsvundet.

Jens Nilssøns „Proœmium“ afgiver forøvrigt et nyt vidnesbyrd om hans store virkelyst. Vi ser af dette skrift, at han jevnligen har pleiet at holde theologiske foredrag paa skolens læsestue (lectorium), hvor da foruden skoleungdommen ogsaa mange andre har været hans tilhørere. Han har saaledes deltaget i den virksomhed, som i embeds medfør paalaa hans ven, læsemesteren Halvard Gunnarssøn.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Kort Beskrivelse over Tønsberg i Anledning Tusindaarsfesten 1871 S. 31.
2. S. 16—17.
3. I dennes ældste segl staar kun IENS NILSEN samt aarstallet 1564 og et almindeligt bomerke.
4. Dipl. Norv. III 628.
5. I denne by nævnes 1588 en Laurits Frendeson, „vicarius og typographus“ (Script. R. Danic. IX).
6. N. M. Petersens Lit. Hist. 1. udg. II 274.
7. Supplementum Catal. Collegii Olomucensis (i det k. k. Statsarkiv i Wien).
8. Indledn. S. 16.
9. Kirkehist. Saml. 3. R. I 340.
10. Schønings afskrift „ex manuscripto quodam lacero et vetusto“ i gl. kgl. Saml. 4to 2830 paa det st. kgl. bibl. i Khvn. Ordet „affinis“ bruges paa den tid ikke blot i betydningen „svoger“, men ogsaa om slegtninger i almindelighed. Nogen svoger af mag. Finn har man heller ikke at tænke paa. Selv var han endda ikke gift. Hans søster havde allerede 12 aar været gift med hr. Laurits Frantssøn (Flor), men denne var paa den tid og længe efter sogneprest i Nannestad og vides ikke at have havt noget med jesuiterne at gjøre. Hans studietid falder desuden meget tidligere; allerede i 1584 var han i Heidelberg (L. Daae: Agricolæ Apophth. præf. p. X).
11. Efter optegnelser i Mähr. Landesarchiv i Brünn.
12. Wad: Meddel. om rektorerne paa Herlufsholm s. 16.
13. Den ældste mig bekjendte angivelse af Tønsberg som hans hjemstavn er Joh. Messenius’s Scondia Illustr. VII 28.
14. I det ovenfor citerede Suppl. Catal. Collegii Olomuc. (mig meddelt af dr. L. Daae) kaldes han udtrykkelig „P. Laurentius ex Asloia“.
15. At Jens Nilssøn gav sin anden søn navnet Laurits (kfr. dr. Nielsens Indledning s. 16) vil jeg ikke tillægge anden vegt, end at det viser, at dette navn var gjængs i familien.
16. Hist. Tidsskr. 2. R. IV 74. Kirkehist. Saml. 3. R. V. 794. Personalhist. Tidsskr. 2. R. II 74. Sakarias Søvrenssøn er maaske søn af den Søvren Rasmussøn, der forekommer i visitatsbøgerne og var prest i Hof i Solør fra 1594 til 1614, senere slotsprest paa Akershus.
17. Vistnok før 1573, da biskopen rimeligvis har opkaldt sin i det aar fødte datter efter denne sin moster.
18. Herredagsprotokol for 1622 i Thjemske vid.-selskab.
19. Hans broder Peder Lauritssøn var raadmand og senere borgermester i Fredriksstad.
20. Aarsberetn. fra foren. til n. fortidsm. bevaring, 1882 p. 183. A. N. Kiær: Norges laud og folk I 267. N. Mag. II 542 (hvor der feilagtigen staar „Jens Glostrup“ for„ Jens Nilssøn“).
21. Oluf Kalips var nær beslægtet med den osloske borgermester Søvren Mogenssøns († april 1625) første hustru Adelus Hansdatter († 22 juni 1613: deres gravsten førtes i sommeren 1884 fra Oslo til universitetets have) og med raadmand i Oslo Mikel Funtins hustru Tore Hansdatter. Disse søstres farfader boede paa den betydelige gaard Hvam i Store-Nes; fra den i samme prestegjeld liggende gaard Funden kan maaske Mikel Funtin skrive sig. Kfr. visitatsbøgerne s. 464 og 622.
22. Aktmæssige Bidr. til d. norske Kirkes Historie s. 3. Throndhjems Stifts geistlige Historie s. 158. Hist. Tidsskr. 2. R. V 170.
23. Danske Magasin III 3.
24. Se f. eks. Norges gl. Love IV 421. Topogr. Journ. II 5.
25. Nyerups Langebekiana s. 46.
26. Testes mihi sunt Olaus Borgeri, Andreas Dallinus, Franciscus Riiberus, Nicolaus Chronius, ut et alii, præter præsentem Johannem Sylvium. (Thottske Mskr. fol. 9 paa d. st. kgl. bibl. i Kbhvn.) De her nævnte haandskrifter findes nu paa det store kgl. bibliothek, hvortil de er komne fra Thotts og tidligere Herslebs bibliothek.
27. Han er tidligere nævnt i Hist. Tidsskrift (2. R. V 261) af dr. L. Daae.
28. Epistolæ D. Chytræi s. 927.
29. Epistolæ D. Chytræi s. 699.
30. I 1570 var endnu Paul Paulssøn slotsskriver (N. M. Petersens Lit. Hist. I. udg. II 274). Den 27 juli 1573 vidimerede Simon Nilssøn som slotsskriver en forordning af Povel Huitfeldt (N. gl. Love IV 778, hvor feilagtigen staar Thimenn Nilsson).
31. Norske Rigsregistranter II 97. 373. 599 og 698; paa registret er der gjort to personer af ham.
32. Epistolæ D. Chytræi s. 757.
33. Han er forskjellig fra den magister Nils Olufssøn, der i 1577 var sogneprest ved samme kirke; i registret til visitatsbøgerne er de blandet sammen.
34. Olaus Nicolai Ansloensis blev indskreven i Rostok i mai 1586 (L. Daaes Matrikler I 102).
35. N. M. Petersens Lit. Hist. 1. udg. III 368–69. Rørdams Kbhvn. Univ. Hist. 391. Han kaldes af Rørdam og i registret til Pet. Lit. Hist. Erik Nilssøn Folder, hvortil Nyerups og Krafts Literaturleksikon har givet anledning; derimod har Worm det rette.
36. Hjelmstjernes saml. 4to 4087. Da skriftet er saa sjeldent, hidsættes den fuldstændige titel: Ἐξήγησις virtutum et rerum gestarum nobilissimi et amplissimi herois, antiquo generis splendore, singulari authoritate, insigni scientia & omni virtutis genere præstantissimi Dn: Nicolai Caasii, Domini de Torup, Serenissimi Danorum & Noruagianorum Regis Frederici II Cancellarii & Consiliarij prudentissimi, Domini sui reuerendissimi: Scripta ab Erico Olao Foldero Norvag: Hafniæ Typis Andreæ Gutterwitzij 1580.
37. Reiseoptegn. s. 57. 458. 567. Oplysninger om ham af H. J. Huitfeldt i N. Saml. 8vo II 505).
38. Indledn. s. 68.
39. Epistolæ Chytræi s. 699.
40. Johannes Frederus scripsit Epitaphium in obitum conjugis Ep. Joh. Nicolai Aslo., insertum hujus monodiæ in obitum conjugis, annexæ Specimini Commentarii in Genesin. (Schønings Excerpter i det st. kgl. bibl., gl. kgl. saml. 4to 2830).
41. Reverendis viris, doctrina, pietate, sapientia, humanitate, et multis Spiritus sancti donis præstantibus, Dn. Nicolao Olai filio, pastori Asloensi: M. Haluardo Gnnnario Theologo: Domino Claudio Bergio Cantori: Dno. Johanni Severino Ripensi: M. Jacobo Jacobæo Volfio Otthoniensi: & Dn. Petro Matthiæ Morsiano, reliquisque Dominis Capitularibus & verbi ministris hic Asloiæ. fratribus in Christo charissimis S.