Noget om Folkevennen
Aftenbladet for 16de Marts har en Opsats, hvori der siges, at vort Selskab har tabt sin Anseelse i den store Almenhed formedelst den Maade, hvorpaa Folkevennen har været redigeret siden O. Vigs Tid. Det Meste af hvad der har staaet i Folkevennen, er forfeilet, siges der, og Aarsagen søges i Forfatternes Videnskabelighed. Det at være Videnskabsmand og at være Folkeskribent ansees for to aldeles forskjellige Egenskaber, og der fremsættes det Raad, at om Selskabet end finder det sikrest at have en videnskabelig dannet Mand til at staa i Spidsen for Redaktionen, saa maa det ud paa Folkedybet for at opsøge sig saadanne Medarbeidere, der kan tale med Folkets egen unge og tænke paa Folkets egen Maade“ o. s. v.
Jeg kan ikke sige, jeg har lært Noget af dette Stykke; thi dette Raad er upraktisk, og hin Forklaring om, hvori Feilen stikker, er altfor ufuldstændig.
Alligevel kom jeg til endnu engang at overveie Folkevennens hele Stilling, og navnlig kom min Tanke til at fæste sig ved den Omstændighed, at baade i O. Vigs og i min Tid have saa overmaade faa andre Forfattere beæret og understøttet Folkevennen med Bidrag.
En nærmere Forklaring herom turde maaske interessere Selskabets Medlemmer og Folkevennens Læsere; thi Sagen angaar dem.
Først de 6 Aargange, som O. Vig redigerede. I Gjennemsnit har hver Aargang bestaaet af omtrent 24 Ark, og deraf har Redaktøren selv leveret af originale Opsatser noget over 10 Ark samt af Avis-Tidender omtrent 2 Ark, medens andre Forfattere have leveret henved 10 Ark, og noget over 2 Ark har bestaaet af laante Sager, Oversættelser og Bearbeidelser. De nævnte andre Forfattere ere: theologisk Kandidat H. Brun, nuværende Expeditionssekretær Lehmann, Overlærer Knudsen, Bergmester Sexe, Sprogforsker I. Aasen, Forst-Kandidat Asbjørnsen, Løitnant Bang, Professor Monrad, Statsagronom Christensen, Student H. Lassen, Student Otto Lundh, Fru Hanna Winsnæs, Forstmester Barth og en Ubenævnt (længere historiske, naturhistoriske, landøkonomiske og andre belærende Afhandlinger), Kirkesanger Reitan, Lensmand Paulsen, Professor Rasch og tvende Unævnte kortere Foredrag af forskjelligt Indhold samt en Boganmeldelse), Seminarist Throndsen, Storthingsmand Ueland og et Par Unævnte (Sagn fortalte i Landsmaalet), og endelig Adolf Strøm, J. O. Veseth, Rørdam, S. W. Thorne, Præst Jørg. Mo og en Ubenævnt (korte Digte). Naar jeg tilføier, at nogle af de førstnævnte Forfattere foruden det omtalte Slags Afhandlinger ogsaa have leveret Digte og andre korte Stykker, saa tror jeg, at Opregningen skal være fuldstændig.
Dernæst de to Aargange, som jeg har redigeret (1858 og 1859). I Gjennemsnit har hver Aargang bestaaet af noget over 32 Ark, og heraf har jeg selv leveret 15 Ark, en fast Medarbeider har fyldt 9 Ark med Avistidender, andre Forfattere have bidraget med henved 7 Ark, og noget over 1 Ark er laant fra Tydsk og Engelsk. De andre Forfattere, der have ydet den nævnte Bistand, ere: Agronom Christensen, Forstmester Meydell, theologisk Kandidat Horn, juridisk Kandidat Nikolaysen, Distriktslæge Gotaas og en ubenævnt Mand (mere fagmæssige Afhandlinger), Kirkesangerne Olafsen og Reitan samt jur. Kand. Roll (Taler og korte Foredrag af almindeligt Indhold), Sognepræsterne S. O. Wolff og Fleischer, Lektor Christie og H. Lassen (Meddelelser om en Søndagsskole og et Almuebibliothek samt Anmeldelser af Bøger), Seminarist Sommer og Kirkesanger Thorkildsen (Prøver af Landsmaalet), samt Rørdam (Digte). Tilføie bør jeg, at fra to-tre andre Hænder har der været mig tilstillet nogle ganske smaa Bidrag, som ikke ere blevne benyttede.
Hvorfor er det saa faa Forfattere, som i disse 8 Aar have skrevet i Folkevennen? Man skulde dog troet, at der maatte være flere af de mange Theologer, Kandidater og Præster, som gjerne vilde være med i denne Maade at fremme Folke-Oplysningen. Og man kunde vente, at vore Digtere gjerne vilde benyttet Folkevennens Hefter til at hilse paa Folket. Hvor ere de blevne af? Hvorfor have de holdt sig tilbage? Tingen er saa meget forunderligere, som jeg seer, at i Danmark kunne mange og mangeslags Tidsskrifter trives saa vel formedelst Understøttelse af Forfattere i de forskjelligste Livsstillinger og med de forskjelligste Studier og Interesser, Digtere, Militære, Jurister, Biskopper, Professorer. Hvad er det da, som er i Veien her hjemme hos os? Vel ved jeg, at Danmark overhoved har flere skrivedygtige Folk end Norge, og at de daglige Gjøremaal i vort besværlige Land optage en saare stor Del af vore bedste Mænds Tid og Kraft, saa der ikke bliver stort tilovers til Forfatterskab. Men saa overordentlig stor maa dog Forskjellen mellem disse Lande ikke være i Virkeligheden, og jeg er storlig bange for, at der er Noget, som afholder vore Mænd fra at skrive netop for Folkevennen.
Engang bad jeg en af Norges mest yndede Forfattere om at betænke Folkevennen med et Stykke. „Saa De mener – svarede han med en Blanding af Bitterhed og Vemod –, at jeg kunde skrive for Folkevennen? jeg, som nu paa nogle Aar saa ofte har maattet høre, at jeg ikke er af Folket og ikke hører Folket til.“
Jeg tror, at dette Exempel belyser Stillinger altfor vel. Der har paa nogle Aar været yttret slige Begreber om den saakaldte folkelige Stil og fremsat slige Fordringer til Folkeskribenter, at mange af vore bedste Forfattere have fundet det raadeligst at holde sig udenfor.
Mange interessere sig for Folkevennen, ikke for sin egen Skyld, men med Tanke om Almuen, hvis Oplysning de ville see befordret. Naar de saa faa see et Hefte, saa mønstre de Stykkerne. „Er dette folkelig Stil?“ „Nei, det er ikke folkelig Stil.“ Og dermed lægges Heftet bort.
Adskillige af de Forfattere, jeg har nævnt, have skrevet i Folkevennen en Gang og aldrig mere. Jeg har en Mistanke om, at dette kommer sig deraf at de have mærket noget til en saadan Bedømmelse af deres velmente Arbeider.
Da vort Selskab havde bestaaet paa 6te Aar og Folkevennen i ligesaa lang Tid havde været redigeret af vor fortræffelige og nu fra alle Sider savnede O. Vig, blev der i Folkevennen for 1857 trykt en Navne-Fortegnelse over Selskabets Medlemmer. Denne Fortegnelse er meget lærerig. I Stavanger Amt f. Ex. var der 63 Medlemmer; men blandt dem kan der ikke sees at være saa mange som en eneste Bondemand. Af de 75 Medlemmer af Hedemarkens mægtige Bondebygd er ikke Trediedelen hvad man kalder slette og rette Bønderfolk. Blandt de 347 Medlemmer, som staa anførte for Christiania By og Akers Præstegjeld, kunne neppe 10 henregnes til Haandværks- eller Arbeidsklassen. Overalt er det mest Embedsmænd, Skolelærere, Studenter, Kontorister, Proprietærer, Kjøbmænd, som have ladet sig tegne som Medlemmer af vort Selskab; men det er vel Bøndernes, Haandværkernes, Fiskernes, Matrosernes, Husmændenes store Mangfoldighed, som f. Ex. menes med „Folke-Dybet“ i hin Avis-Opsats.
Ifølge Opgaver i Folkevennen selv har Selskabet havt følgende Antal Medlemmer:
| ved | Begyndelsen | af | 1853 | omtrent | 2600, |
| - | – | - | 1854 | – | 2500, |
| - | – | - | 1855 | – | 2700, |
| - | – | - | 1856 | – | ? |
| - | – | - | 1857 | – | 2955, |
| ved | Udgangen | af | 1857 | omtrent | 3600, |
| - | – | - | 1858 | – | 4133, |
| - | – | - | 1859 | – | 4244. |
I 1857 eller i O. Vigs sidste Aar steg altsaa Antallet pludseligt og betydeligt, og det har senere holdt sig paa langt større Høide end i de foregaaende Aar. Dette maa imidlertid utvivlsomt tilskrives ikke Folkevennen, men nogle af Tillægshefterne, nemlig Bærentzens Atlas og Daas Jordbeskrivelse. Men af de nye Medlemmer, som paa denne Maade ere vundne for Selskabet, høre neppe mange til de mindre oplyste Klasser, og derfor er det troligt, at en nøiagtig Tælling fremdeles ligesom i 1857 vilde vise et forholdsviis lidet Antal Medlemmer af den store Almue.
Det var vistnok Tanken og Haabet fra Begyndelsen af, at Folkevennen skulde faa sine fleste Læsere blandt Almuen, eller, som Nogle saa gjerne udtrykke sig, blandt det egentlige Folk. Men det er ikke blevet saa, selv ikke i O. Vigs Tid. Aarsagerne kunne være flere. Jeg tænker her paa, at en Dalers Udgift om Aaret vel er for meget for en Arbeidsmand; han har heller ikke Tid til at læse saa mange Bøger som vort Selskab leverer for samme Daler. Jeg tænker ogsaa paa dette, at en meget stor og anseelig Del af vore Landsmænd i religiøs Ensidighed tage Anstød af Bøger og Forfattere, som give sig af med den „folkelige“ Stil, Noget som de bør vide, der idelig indskjærpe som Hovedregel „at tale med Folkets egen Tunge og tænke paa Folkets egen Maade“.
Hvad nu end Aarsagen er til, at Folkevennen ikke er trængt saa langt ned i Samfundet, som det jo maatte ønskes, saa forekommer det mig, at det Eneste, som er at gjøre, det er at tage Tingen som den er. Folkevennen har nu engang vundet sig en Læsekreds, ikke dybt nede blandt Almuen, ikke høit oppe paa Samfundets Høider, men i den store Kreds af tænksomme og fædrelandssindede Medborgere, som staa Almuen nær nok til personlig at kunne indvirke paa dens Tænkemaade og Levesæt, og som selv ere modtagelige for de Betragtninger og Stemninger, som Landets bedste Forfattere monne være istand til at udtale i almindelig jevn norsk Stil. En saadan Læsekreds skulde man omsider lære at agte som en meget anstændig Del af vort Folk, og det skulde ikke fordres af ellers dygtige og yndede Forfattere, at de, naar de ville skrive for Folkevennen, skulle gjøre Vold paa sig selv og forsøge paa at skrive paa en særegen Maner, som man indbilder sig mere skulde tiltale en Læsekreds, der endnu ikke er 6 neppe vil blive samlet om vort Tidsskrift.
Thi saaledes at gjøre Vold paa sig selv, det er Noget, som vanskelig en retskaffen Forfatter bekvemmer sig til. Og det er en væsentlig Ting for et Tidsskrift som Folkevennen, at der raader en retskaffen Villie. Den er maaske i Længden den bedste Folkeskribent, som mest redeligt og inderligt vil Folkets Vel og i sin Iver derfor ikke stort ændser Stilen og Bogstaverne.
Men hver Fugl synger med sit Neb, og nogle Øren ville have det saa, andre saa. Derfor ønskeligt, om vort Tidsskrift jevnlig kunde byde sin Læsekreds en udvalgt Samling af flere folkevenlige Forfatteres Arbeider, og jeg tror at kunne indestaa for, at Mængden af Folkevennens Læsere vilde sætte stor Pris paa, at nu en, nu en anden af vore kjendte Digtere, Videnskabsmænd, Talere, vilde benytte vort Tidsskrift som Mark for deres aandelige Virken.
Eilert Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |