Nogle Notitser om Johan v. Mönnichhofen
I Oxenstiernas samlinger i det svenske rigsarkiv findes der i en pakke, indeholdende „forhandlinger mellem Sverige og Nederlandene 1612–1654“, en række breve fra svenske agenter i Amsterdam, der dels ere stilede til kongen, dels til Johan Skytte. Derimellem er der også nogle, som angå den expedition, der i 1612 afgik fra Holland til Norge under anførsel af Johan von Mönnichhofen. Uagtet de deri indeholdte oplysninger ikke ere af nogen særdeles vigtighed, kunne disse dog have sin interesse, så meget mere som de måske ere de eneste, der findes i det svenske rigsarkiv, såvel om denne, som om Sinclairs expedition, udenfor hvad Cronholm har meddelt i „Gustaf Adolfs historia“ I, 175–178.
1. I det første af disse breve, der er dateret Amsterdam 30 Juli 1612 og stilet til Johan Skytte, fortælles, at „Johan von Munickhoeuen“, der havde 1200 mand ombord på fire skibe, var bleven opholdt i fem uger af modvind og derfor havde „wohl 4000 maler vncosten extraordinarij traegen mussen vmb dz follick in kleine schiffen mit kost vndt dranck zu underhalten vnd darober alles versetzen und verpfenden mussen, was er hatte“. Imidlertid var han gået under sejl den 14de „vnndt albereitt by Drontten zu Roemssdael ankhommen, ein theil bauren erschlaegen vnnd etzliche heuser verbrenndt, in meinungh so seinen wegh in Zweden mitt dem Vollick zu nehmen“. For øvrigt oplyses i brevet, at M. havde havt mange vanskeligheder og bekostninger ved at holde sine folk sammen, endnu, forinden han blev liggende vejrfast. (Da han allerede 19 Juli landede i Stjørdalen (ikke Romsdalen), må Mønnichhofen have havt en forholdsvis hurtig overrejse).
2. I det andet brev, der er dateret Amsterdam 24 August 1612 og ligeledes stilet til Johan Skytte, berettes, at de skibe, som havde ført „den Herrn Johan von Muninckhoeuen“ til Norge, nu vare komne tilbage med den efterretning, at han var landet med sine folk „3 oder.4 meil oben Drontten zu Moerssdall“, og at man håbede, at han måtte „nunmehr mit sein Folck in Zweden, nit ohne grosse Mühe vndt gefahr, weil er so vrageconditionnirett an lavdt kommen, angelangett sein“. Ligeledes fortælles i dette brev, at „der Obrister Leutenant Harquett, ein Schotzman“ havde lejet et skib for at sejle til Edinburgh, „vmb de Folck, so Spens in Schottlandt sollte haben laessen annehmen, nach Zweden zu pringen, wie er fürgibt“. Dog anså brevskriveren det for mindre rimeligt, at et sådant foretagende skulde lykkes så sent på året, især da hans folk ikke vare bevæbnede, medens man i Norge var „allenthalben in gewehr“. Det synes af denne ytring, som om der foruden den Sinclairske expedition endnu har været påtænkt en lignende med skotske tropper igennem Norge, men at denne plan – formodentlig af de samme grunde, som anføres i dette brev – atter er bleven opgivet.
3. Det tredie af disse breve er dateret Amsterdam 10 (?) November 1612 og stilet til kongen, men er så stærkt beskadiget, at det kun for en mindre del kan læses. Også her nævnes „Obrister Johan von Munnickhoeuen“, som da må have været i Sverige. Såvidt det kan sees, må denne og Johan Skytte have underrettet brevskriveren om, at Kristian IV („der Dhene“) var „gar zwach von Krieges Vollich, nit mehr dan etwan 3 oder 4000“ og derfor havde sendt „Blasius von Pellinarii von Basel“ og kaptejn Frederik Jetzima, der tidligere skulde være rømt fra svensk krigstjeneste, til Tyskland for at hverve, i den mening, at han i foråret skulde have et stort antal nyt krigsfolk samlet. Det antoges da, at det var Kristian IVs tanke, at udruste en flåde på femti skibe eller flere og dermed gjøre et angreb på Stockholm med 10 eller 11,000 mand.
4. Mønnichhofen havde allerede, forinden han i 1612 optrådte som hverver i Holland, været i svensk tjeneste, hver han under 29 Novbr. 1611 af Gustaf Adolf fik bekræftelse på sin tidligere indehavte bestilling som „generalfeltvagtmester“ med en månedlig løn af 300 daler svenske penge, hver daler beregnet til to og treti rundstykker. Dette kongebrev er indført i den svenske rigsregistratur, der ligeledes indeholder flere andre breve fra 1611, vedkommende Mønnichhofen, eller som hans navn også skrives, „Mønichhofuen“, „Mønichåfuen“, „Menickhof“, „Mønichhof“ og „Mønichoffen“. Ligeledes anføres hans titel noget forskellig, snart som „general-vagtmester og øverste“, snart som „øverste–vagt-mester“.
Det første af disse kongebreve, dateret 2 November 1611, indeholder en befaling til statholderen i Stockholm om at overlade Mønnichhofen to par rener, som kongen havde foræret ham.
Under 3 November blev der udstedt en befaling om, at Mønnichhofen, som afdrag på den fordring, han havde på kronen, skulde få så meget klæde, som han behøvede til en sørgeklædning.
Ved et kongebrev af 25 November fik han tilladelse til at holde en fugleskytte, som ved Stockholm kunde skyde så meget, som han og hans hustru behøvede til sit bord, af fugle og andet vildt.
Under samme datum erholdt han ligeledes brev på Nora gård og gods med to sogne og al deres rente.
Under 28 November udgik der et brev fra enkedronningen, hvori det pålagdes Henrik Falkenberger at levere Mønnichhofen 10,500 rdl. af de penge, „som i Lybbek stodhe“. Dette må have stået i forbindelse med hans hvervingsrejse til Nederlandene, hvorhen han skulde sejle fra Elfsborg til Amsterdam med nogle svenske orlogsskibe, der efter den første bestemmelse skulde have ført de hvervede tropper tilbage. Mønnichhofen fik derfor også under 2 December fuldmagt, som øverstbefalende over skibene. Ligeledes blev det bestemt, at der skulde medgives ham et parti oksehuder, som han skulde sælge i Holland for at anvende de derfor indkomne penge til de nødvendige udgifter for skibene og krigsfolket. Sandsynligvis er dog denne del af planen ikke bleven udført, og Mønnicchofen er på en anden måde kommen over til Nederlandene.
Grunden til, at der ikke i relationer fra England eller Skotland findes lignende oplysninger om Sinclairs foretagender, må sandsynligvis søges deri, at denne ikke; som Mønnichhofen, optrådte som selvstændig hverver, men selv var hvervet af Englænderen Spens, der i England og Skotland forestod de svenske hvervinger. Heller ikke forekommer Sinclairs navn i de breve fra Spens, som nu findes i det svenske rigsarkiv, og det må således bero på et rent tilfælde, om der fra dette skal kunne tilvejebringes nye oplysninger om hans expedition.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |