Nogle Ord om Folketællinger m. M.

Nogle Ord om Folketællinger m. M.
(Ved O. Vig.)

Til Nyaar skal der atter tages Tal paa baade Folk og Fæ, saavelsom paa Korn- og Potetesavlingen. Første Gang en saa fuldstændig Tælling blev gjort, var i 1835, og da mindes jeg godt, at somme Bønder og Husmænd var rædde og sagde som saa: „Ja, sligt er vist bare for at lægge ny Tyngsler paa Landmanden“ – og saa var der mange, som ikke vilde ud med Sandheden, men opgav Kornavlingen og Tallet paa Hestene og Kjørene og Sauerne mindre end de virkelig var. Folk gjør sig nu altid mange løse Indbildninger og snakker dumt om, hvad de ikke forstaar; og saaledes gjorde man ogsaa dengang; ti Aaret efter (1836) blev det sidste Aar, hvori norske Bønder og Kjøbstadsborgere betalte Landskat (og Kjøbstædsskat) til Statskassen.[1] Landsstyrelsen vilde altsaa ikke vide hine Ting for at paa- lægge ny Tyngsler; det var saa langtfra, at Landskatten blev større, at den tværtimod da blev rent ophævet – saa for den Sags Skyld kunde Folk gjærne sagt sandt. Noget sandere talte man da vist 10 Aar senere (i 1845), og endnu sandere vil vi haabe man fortæller Alt til Nyaar; ti nu maa dog Folk have lært, at der ingen Fare er med disse Optællinger, men at man trygt kan sige, hvormange Tønder Korn og Poteter der aarlig avles paa Gaarden, hvormange Kreaturer man har osv. Vilde Stortinget paalægge ny Skatter, saa kunde dette godt ske uden slige Tællinger, ligesaavel som Kongerne i Dansketiden gjorde det samme uden først at undersøge Tallet paa Kreaturer og Korntønder. Desuden retter ialmindelighed Skatternes Storlejk sig her i Norge efter Gaardenes Matrikel-Skyld; det kommer altsaa ikke synderlig an paa Avlingen og Kreaturholdet.

Men – vil man kanske spørge – hvorfor vil da Øvrigheden vide saa god Greje paa slige Ting, ikke bare paa Folk men ogsaa paa Fæ og Poteter og Korn? – Jo, svarer jeg, sligt vil man især kjende for to Tings Skyld. For det Første er det dog ganske artigt (interessant) baade for Øvrighed og Undersaatter at vide, hvorledes det har sig dermed i enhver Del af Landet og over det hele Land. Og for det andet kan slig Kunskab være til overmaade megen Nytte baade for Regjering, Storting, Formandskaber og for Folket idethele. – Men for at dette desbedre skal kunne indsees, vil vi tage nogle Eksempler for os.

Den første Gang, etslags Mandtal blev optaget hertillands (nemlig over Mandfolk, ældre end 12 Aar), var for 190 Aar siden (1665); og dersom Listerne fra den Tid ikke er altfor upaalidelige, saa maa Folkemængden dengang have været omkring 450,000. Omtrent 100 Aar senere (1769) var Folkemængden kring 750,000; og nu er den vel omtrent halvanden Million (1,500,000).

Norge har altsaa nu over dobbelt saamange Mennenesker som for 100 Aar siden, og over 3 Gange saa mange som for 200 Aar siden. Men naar nu dette er vist, saa kan vi spørge: Er det ogsaa rimeligt, at der nu tilvejebringes 2–3 Gange saameget af Levnetsmidler, saaat Folk kan leve ligesaa godt som dengang; eller er det – som Mange mener – vanskeligere at slaa sig fram nu end da, paa Grund af det langt større Folketal? Er Landet idethele blevet fattigere eller rigere, lykkeligere eller ulykkeligere? Har den større Folkemængde avlet flere og flere Forbrydelser? Kan Folk nu leve ligesaa længe som fordum? Er de almindelige Byrder og Tyngsler større hertillands end i andre Lande, eller er de lettere? Hvori har det norske Folk gjort Fremskridt? Hvori staar det tilbage for andre? Hvad er det, som især mangler os, og hvorledes maa dette bedst kunne afhjælpes? – Se, alle disse og flere Spørsmaal er vigtige Spørsmaal, og havde vi nu gjennem lange, lange Tider fuldstændige og paalidelige Oplysninger om alt det, som man i vore Dage søger at faa Greje paa, saa maatte vi kunne give ganske gode Svar. Nei derimod kan vi hare fra den senere Tid meddele nogenlunde fuldstændige Oplysninger, og deraf paa en Maade slutte os til den tidligere i Tilstand. Det er endel slige Eksempler jeg vil meddele. Den opmærksomme Læser vil da selv kunne gjøre sig en Mening om de fremsatte Spørsmaal.[2]

I Vaalers Præstegjæld i Smaalenene ved man, at der i Aaret 1664 skal have været 216 Heste, 949 Naut, 595 Sauer og 226 Svin. Men i 1845 var der 419 Heste, 2013 Naut, 1399 Sauer og 236 Svin. Kornudsæden var i samme Præstegjæld i 1664 Tønder, men i 1845 2303 Tønder Korn og desuden 51 Tønder Ærter og 2484 Tønder Potetes. – Tør vi tro, at hele Landet har hast forholdsvis samme Fremgang som dette Præstegjæld, saa holdes der altsaa nu mellem 2 og 3 Gange saamange Kreaturer som dengang, og saaes henimod 3 Gange saameget Korn. Dertil kommer, at Kornsæden i vore Dage vist gir flere Fold end for 200 Aar siden, da Dyrkningsmaaden nu er meget bedre; og endelig maa hertil lægges den uhyre Potetesavl, som i de sidste 40 Aar er kommen igang, og som i stor Mon har forøget Næringsmidlerne.

Der avledes i Norge i 1835 idethele 1,796,083 Tønder Korn og 2,024,941 Tønder Potetes, men i 1845 2,461,798 Tønder Korn og 3,060,938 Tdr Potetes – altsamment omframt Udsæden. – Af Nyland blev der i Aarene fra 1830 til 1845 opbrudt omkring 220,000 Maal Jord (eller næsten norske Kvadratmil), d. e. omtrent saa stor Vidde som Skjesmo Præstegjæld, eller som Borre og Ramnæs Præstegjæld ihop, eller som Avaldsnæs og Torvestad tilsammen, eller henimod af samme Storlejk som Frostens Præstegjæld.

Af Heste havde Landet i 1835 omkring 114,000 og i 1845 132,000; af Storfæ 645,000 og 843,000; af Sauer 1,029,000 og 1,448,000; af Gjeder 185,000 og 291,000; af Svin 80,000 og 89,000. – Man regner, at der i hele Europa er 1 Arbejdsdyr for 12 Mennesker, 1 Storfæ for 3 Mennesker og ikke fuldt 1 Sau for hvert Menneske. Men hos os var der 1 Hest for 10–11 Mennesker, 2 Storfæ for 3 Mennesker, og mer end 1 Sau for hvert Menneske. Derimod havde vi bare 1 Svin for 14–15 Mennesker, hvorimod andre Lande holder 1 Svin for 6 Mennesker. – Vi har altsaa forholdsvis dobbelt saa mange Dyr som andre Europæere, og endda maa vi indføre en Mængde Smør og Ost fra andre Lande; – vidner ikke dette om, at det maa være galt bevendt med vor gamle Maade at føde Kreaturene paa?

Husene i alle Landets Byer var i Begyndelsen af dette Aarhundrede takseret til omtrent 7 Millioner Daler. I 1850 havde de derimod en Værdi af over 22 Millioner. – Alle Landets Jordejendomme (omframt Skogen og Husene) skal ved Aaret 1670 have haft en Værdi af 13 Millioner Daler; ved Aaret 1800 Million, og nu omkring 100 Millioner Daler.

Ved Aaret 1650 havde Norge bare 50 Skibe paa 88 Læsters Størrelse og derover; ved 1740 fandtes derimod omtrent 700 Skibe idethele, hvoraf ganske sikkert 150 var af den nævnte Storlejk. Ved 1806 var Handelsfartøjernes Tal (store og smaa) vokset til 1650; ved 1830 til 2000; men ved Begyndelsen af 1854 var de derimod 4200 i Tallet med en Besætning af over 24,000 Mand, omframt et Par Tusinde Fartøjer, som kun gaar i indenskjærs Fart. Af hine 4200 Skibe havde næsten 600 en Størrelse af over 100 Kommerse-Læster. – Der er bare 3 Lande i Verden, som har flere Handelsskibe end det lille Norge, nemlig England, Nordamerika og Frankrig; men intet Land paa Jorden har i Forhold til Folketallet saa mange Skibe som vi.

1815 havde Norge 15 Skibsfyre; nu har vi henimod 40. Vore Fyrgrejer paa Sørkanten af Landet hører nu til de bedste i Verden.

Trælastudførselen udgjorde straks efter 1815 160,000 Trælast-Læster. Ved 1853 udgjorde den henimod 300.000 Læster. (Dog var den ogsaa for 50 Aar siden 260,000, ja allerede i 1664 240,000 Læster).

Af Klipfisk og Tørfisk udførtes for 100 Aar siden 57,000 Skippund aarlig. Ved 1805 vokste denne Udførsel til 110,000 Skippund; men ved 1846 til 170,000 Skippund og derover, altsaa 3 Gange saa meget som for 100 Aar siden. – Af Sild udførtes for 50 Aar siden ikke over 50,000 Tønder aarlig; nu gaar denne Udførsel op til 700,000 Tønder om Aaret, d. e. 12–14 Gange saa meget som i hin Tid.

Der indførtes for 100 Aar siden noget over en halv Million Tønder Korn aarlig. Nu indføres der omkring 1 Million. – Ved 1820 indførtes 173,000 Skaalpund Smør, 165,000 Skaalpund Flesk, 195,000 Pund Ost, 11,000 Pd. Talg og 20,000 Pd. Uld. Men ved 1853 indførtes omtrent 8 Gange saa meget Smør som ved 1820, 6 Gange saameget Uld, 3–4 Gange saameget Flesk, 3 Gange saa meget Ost, 16 Gange saameget Talg.

Ved 1820 indførtes af Kaffe henimod 1 Million Skaalpund, men nu (1853) over 8 Gange saameget. Ligeledes indføres der nu 4 Gange saameget The og Sirup, samt mer end dobbelt af Salt og Vin mod i 1820. Derimod er Tobakindførselen omtrent den samme nu som da, og af fransk Brændevin indføres endog meget mindre end i 1820. (Desuden er vor egen Brændevinsbrænding, som engang frembragte 15–16 Millioner Potter aarlig, nu gaat ned til 9 Millioner, altsaa 6 Potter for hvert Menneske i Landet).

Af Kaffe brugtes der altsaa ved 1820 1 Skaalpund for hvert Menneske, og ligesaa af Sukker. Nu er dette steget til 5–6 Skaalpund af hver Sort. For hvert Menneske i Sverrig bruges ogsaa 5 Pund Sukker men bare 2 Pund Kaffe; i Danmark Pd. Sukker og 3 Pund Kaffe; i Holsten 10 Pund Sukker og 6 Pund Kaffe; i England 17 Pd. Sukker og 1 Pd. Kaffe; og i Belgien 6 Pd. Sukker og 8 Pd. Kaffe for hvert Menneske.

Hele Afdraatten af Kreaturerne i Norges Land udgjør aarlig omkring 12 Millioner Daler; Udbyttet af Agerdyrkningen 8 Millioner, af Fiskerierne 4 Mill., af Skogsbruget henimod 4 Millioner, og af Bergværkerne 1 Million.

Den første Sparebank hertillands oprettedes i 1822, og endnu i 1840 fandtes der kun 24 slige Indretninger iblandt os. Men i 1845 havde det norske Folk 59 Sparebanker med en Pengesum af 3,638,408 Spdlr. Og skjønt de følgende Aar var trange Aar, saa var dog i 1850 Sparebankernes Tal vokset til 90 med 4,639,338 Spdlr. Denne Pengeslump af over halvfemte Millioner Daler tilhørte 53,000 Indskydere.

Gaardsbrugene var i Aaret 1802 79,256 i Tallet;. i 1820 93,621, og i 1845 112,930. Saaledes er flere og flere Gaarde bleven kløvet. – I 1825 var af Gaardbrugerne kun de 59,461 Selveiere; de andre var altsaa, Lejlændinger eller Forpagtere. Men i 1845 var Selvejernes Tal steget til omkring 83,000. – Af Husmænd med Jord var her i 1825 48,706, men i 1845 58,049. (Husmænd uden Jord var i sidstnævnte Aar 48,592).

Af de Gaarde, som havde haft fælles Jord, „Tejg om Tejg,“ var der i Aarene 1835 til 1845 ikke mindre end 8–9000, som foretog sig ordentlig Udskiftning. Og dog skal der endnu være over 20,000 Gaarde, som har Hjemjorderne (Indmarken) i Fællesskab.

Kongehuset og Hoffet brugte ved 1740 omkring 850,000 Rdlr. aarlig; ved 1770 omtrent 950,000; ved 1806 omkring 600,000 Rdlr. Nu giver Norge til sit Kongehus bare omtrent 100,000 Spdlr. aarlig – De andre Udgifter er især til Armeen (omtr. 800,000 Daler aarlig); til Sjøforsvaret (Marinen) omtrent 300,000 Daler; til Regjeringen 140,000; til Stortinget 40,000; til Højesteret og Overretterne omkring 40,000; til Amtmændene 35,000; til Fogderne 30,000; til Toldopsynet 320,000; til Strafanstalterne 120,000; til Universitetet omkring 26,000; til Fyrvæsenet 30,000; til udenlandske Sager 40,000 Spdlr. osv.

For 100 Aar siden døde rimeligvis 1 Menneske af 47. Ved 1780 døde 1 af 48. Fra 1826 til 1835 døde 1 af 51, og fra 1836–1845 kun 1 af henimod 53.[3] Deraf maa vi bestemt slutte, at det nu er bedre at leve end før.[4] – Endnu mærkeligere blir disse Oplysninger, naar vi ser, at der paa Island der 1 af 30, i Rusland 1 af 32, i Preussen 1 af 35, i Frankrig 1 af 42, i Sverrig 1 af 44, i England 1 af 45, i Danmark en af 47–49 osv. (Se E. Sundts Bog Side 7). Naar saa er, maa det være klart, at det norske Folk lever under bedre Kaar og kan forsaavidt kaldes lykkeligere, end de fleste andre Folk i Verden.

Mærkeligt er det, at Dødeligheden stedse er mindst i Trondhjems Stift – at der ved voldsomme Dødsfald omkommer forholdsvis næsten dobbelt saa mange Mennesker i Norge som i Danmark, og 34 Gang saamange som i Frankrig, – samt at slige Dødsfald er over 3 Gange saa talrige i Tromsø som i Trondhjems Stift, og at de siden 1826 ikke er vokset synderlig i noget Stift uden i Tromsø. Ligesaa mærkeligt er det, at der i Norge begaaes forholdsvis 10 Gange saamange Selvmord som i Irland og Italien, og dobbelt saamange som i England, skjønt rigtignok bare Halvparten saamange som i Danmark – og ikke mindre mærkeligt, at der af Selvmord i Bergens Stift stadig er langt under Halvparten imod i Trondhjems og Kristiania Stist.[5] Selvmordene er ellers bleven forholdsvis flere og flere Tid for Tid, idetmindste siden 1826.

Ogsaa Ugjærningerne idethele er vokset i stor Mon. I 1837 var der (af Justitsforbrydelser) for hele Riget 1 Domfældt for hver 990 Mennesker, men i 1846 1 for hver 623, og i 1851 1 for hver 479 Mennesker. – Imidlertid er ogsaa her Forskjellen stor mellem Byer og Amter. I Kristiania By domfældtes 1846 1 af hver 74 Mennesker, og i 1851 1 af 83; i Trondhjems By 1816 1 af hver 187, og i 1851 1 af 200; i Bergens By 1846 1 af hver 193, og i 1851 1 af 498; i Kristianssands By 1846 1 af hver 239, og i 1851 1 af 288 Mennesker. Altsaa synes det, som om det i disse Byer er blevet noget bedre i den sidste Tid, skjønt det i hele Landet er blevet værre. – Af Landdistrikterne var det i 1846 værst i Finmarkens Amt (1 Domfældt af 415), saa i Akershus Amt (1 af 473), dernæst i Smaalenenes (1 af 562), Buskeruds (1 af 601), Stavangers (1 af 626), Jarlsbergs og Laurviks (1 af 637), Søndre Trondhjems Amt (1 af 640), Bratsbergs (1 af 801), Lister og Mandals (1 af 864), Romsdals Amt (1 af 884), Hedemarkens (1 af 908), Nordre Bergenhus Amt (1 af 1147), Nordlands (1 af 1213), Kristians (1 af 1300), Nedenæs Amt (1 af 1315), Søndre Bergenhus (1 af 1856) og bedst i Nordre Trondhjems Amt (1 af 2017). I 1851 var Ordenen noget anderledes, saaledes at det var værst i Smaalenenes Amt (1 Domfældt af 357), dernæst i Hedemarkens (1 af 374), saa i Finmarkens (1 af 376), Buskeruds (1 af 389), Akershus (1 af 417), Jarlsbergs og Laurviks Amt (1 af 447), Romsdals (1 af 459), Stavangers (1 Domfældt af 555), Nordlands (1 af 596), Søndre Trondhjems (1 af 637), Nordre Bergenhus (1 af 684), Nedenæs (1 af 782), Bratsbergs Amt (1 af 838), Kristians Amt (1 af 856), Søndre Bergenhus Amt (1 Domfældt af 1007), Nordre Trondhjems Amt (1 af 1109), og bedst i Lister og Mandals Amt (1 Domfældt af hver 1190 Mennesker).

De uægte Børn udgjorde i Aarene 1826–35 for hele Riget mellem Fjortende- og Femtende-Delen af alle Børnefødslerne tilsammen. Men i 1836–45 udgjorde de omkring Trettende-Delen og nu endog Ellevte-Delen; saaledes er Tallet vokset. – Ellers er der stor Forskjel paa Stifterne. Allerværst er det i Trondhjems Stift; i det førstnævnte Tidsrum udgjorde der de uægte Børn mellem Ottende- og Niende-Delen af det hele Børnetal; i sidste Tidsrum akkurat Ottende-Delen; nu er det endog vokset til omkring Syvende-Delen. Dernæst kommer Tromsø Stift, hvor de uægte Børn i hint første Tidsrum (1826–35) udgjorde omkring Ellevte-Parten, og i det andet Tidsrum (1836–45) mellem Niende- og Tiende-Parten. Saa kommer Kristiania Stift: første Tidsrum mellen Trettende- og Fjortende-Delen, og andet Tidsrum Tolvte-Delen. Bergens Stift er meget bedre; de uægte Børn udgjorde der i første Tidsrum omkring Toogtyvende-Parten, og i andet Tidsrum mellem Nittende- og Tyvende-Parten. Men allerbedst er det i Kristianssands Stift, hvor desuden Tilstanden var omtrent lige i begge Tidsrum, idet de uægte Børn udgjorde bare Firetiende-Delen af det hele Børnetal, som føddes. – At der ellers kan være overordentlig stor Skilna mellem Præstegjældene i et og samme Stift, det sees af Side 138.


Jeg skal ikke denne Gang opvarte med flere Tal. De Fleste, tror jeg, vil allerede skjønne, at slige Oplysninger, som for sagt, kan være baade artige og nyttige, og at vi maatte ønske at have ret mange slige fra gamle Dage. Lad os da nu gjøre, hvad der tilforn er blevet forsømt, og opgive Alting sandfærdigt og fuldstændigt; saa skal vore Efterkommere have baade Nytte og Fornøjelse deraf. – Naar næste Tælling er tilende, og de derved indkomne Oplysninger blir bekjendt, skal jeg kanske i Korthed meddele det vigtigste deraf, forat man da kan se Ligheden eller Forskjellen mellem dette sidste Tiaar og de foregaaende, som her især er omtalt.





Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Landskatten udgjorde i 1816–1820 henimod en halv Million (500,000 Daler) aarlig (og Kjøbstædsskatten omtrent 110,000) – Landskatten i 1825 378,000 (og Kjøbstædsskatten 80,000) Landskatten i 1836 henimod 73,000 (og Kjøbstædsskatten 17,500 Daler). – Siden den Tid har Landalmuen ingen anden Skat haft end Kommyne-Skatter præstegjældsvis og amtsvis (saasom til Fattigvæsenet, Skolevæsenet, Sygevæsenet og Vejvæsenet).
  2. Det er af M. B. Tvethes norske „Statistik“ og af Aschehougs Afhandlinger i „Tidsskrift for Videnskab og Litteratur,“ at jeg især henter de følgende Oplysninger. – Ordet „Statistik“ betegner en Tilstandslære, som især grunder sig paa Tal.
  3. Se E. Sundts Bog: „Om Dødeligheden i Norge“ Side 8 og 59.
  4. At det timelige Udkomme bar stor Indflydelse paa Levealdederen og Dødeligheden, saa at denne for en stor Del retter sig derefter, det ser vi af Uaarene. I Aarene 1735, 36, 37, 38 og 39 døde der i Norge henimod 16,000 Mennesker aarlig; men de følgende Aar var ikke gode, og især var 1741 et skrækkeligt Uaar, og saa døde der i 1741 over 24,000, og i 1742 endog over 44.000 Mennesker. De følgende Aar, som var gode, sank Dødeligheden atter til 17–18,000 Mennesker aarlig. Men ved Hungersaaret 1773 døde igjen over 35,000, og i 1813 over 26,000 Mennesker. Endog saa stor som Folkemængden nu er, dør der ialmindelighed i vort Land ikke stort over det sidstnævnte Tal.
  5. Om alt dette, se Sundts Bog Side 84, 120, 158, 160, 161, 182 og 184. En Bog som den, der ikke indeholder andet end statistiske Betragtninger og Beregninger, vil kanske falde Somme lidt tung og tør; men meget i den maa dog være artigt nok for Enhver, f. Eks. Side 7, 71, 113 og 120 samt Dødeligheds-Kortet Side 122.