Register over norske Folkenavne
I en foregaaende Aargang af dette Tidsskrift har jeg faaet hidført et Stykke om Brugen af norske Folkenavne, og ved samme Leilighed havde jeg ogsaa tænkt at tillægge et Register over alle de gamle Navne, som endnu ere brugelige i Landet, forsaavidt som man knade faae dem samlede; men da Samlingen endnu syntes at være for liden, saa blev den holdt tilbage, for at den ved Leilighed kunde blive forøget og forbedret. Vistnok er Samlingen endnu ikke fuldkommen, og i alle Fald troer jeg, at den indeholder for faa Kvindenavne, da nemlig disse ere vanskeligst at samle, fordi der findes saa faa af dem i de Lister og Brevskaber, som man bedst har Adgang til. Men alligevel kunde det dog være nyttigt, at Samlingen blev udgiven, da den maaskee kunde tjene til nogen Oplysning for dem, som ville tænke paa denne Sag, og det vil siden blive lettere at samle det, som endnu fattes. – Foruden de Navne, som jeg har optegnet efter egen Iagttagelse, er ogsaa en Deel indført efter adskillige Bøger og Navne-Lister, især efter den store Jordebog eller Matrikul af 1838. Jeg har ogsaa benyttet saadanne Samlinger, som ere noget ældre, hvoriblandt ogsaa Pontoppidans Navneregister (i hans norske Glossarium), som rigtig nu er et hundrede Aar gammelt, men alligevel, som det syntes, burde tages med, saa meget mere som det ved nøiere Efterspørgsel er blevet oplyst, at de allerfleste Navne i dette Register endnu findes at være i Brug paa et eller andet Sted, saa at der ikke bliver ret mange, som kunne siges at være ganske aflagde.
I det følgende meddeles først en Liste over norske Navne og derefter nogle Oplysninger om saadanne Navne, som enten ere af fremmed eller uvis Oprindelse. Ved en Deel af de norske Navne ere adskillige Afvigelser i Udtalen og Skrivemaaden satte ved Siden af Navnet, og i disse Tilfælde er altsaa at mærke, at den første Form er den, som holdes for at være rettest eller passeligst at skrive. Nogle faa Forkortninger ere brugte, nemlig: „M.“ for Mandsnavn, og „Kv.“ for Kvindenavn. „Matr.“ betyder Matrikulen (af 1838). „Jf.“ betyder: jævnfør (derved henvises til et andet Navn, som man kan mærke sig til Sammenligning). Et Spørgsmaalstegn (?) efter et Navn betyder, at der er nogen Tvivl ved Navnet, især om hvorvidt det er ret opfattet eller forstaaet.
Alv. Eller Alf efter den gamle Skrivemaade.
Alvhild. (Alvilda), Kv.
Anbjørg (Ambjør), Kv. Fordum Arnbjørg.
Anbjørn (Ambjønn). Fordum Arnbjørn.
Andor, M. Egentlig Arnthor. (Nordenfjelds).
Anfinn. For Arnfinn.
Anfred, M. (I en Navneliste fra Sogn).
Anfrid, Kv. (I Pontoppidans Navneliste).
Angjerd (Angjær), Kv. Fordum Arngerd.
Angrim. Mest i Trondhjems Stift.
Angunna, Kv. (Hardanger). Fordum Arngunn.
Ankjell. I Mandals Amt.
Anlaug, Kv. I Tellemarken.
Anstein. For Arnstein. (Søndenfjelds).
Anvald. (Uvist hvorhelst).
Anved. Fordum Arnvid. Alle disse Navne skulde egentlig skrives med „Arn,“ men de findes dog ogsaa i gamle Breve skrevne med „An“ efter Dagligtalen.
Are, M. I Raabygdelaget.
Arne. (Jf. Aane).
Arnulv, ogsaa udtalt Annulv og Anulv.
Arve (eller Arved?) M. Fra Jarlsberg og fl.
Asbera (Asper) Kv. I Tellemarken. I dette og de følgende Navne skulde Forstavelsen egentlig ikke hedde As men Aas; og der er ogsaa nogle faa Navne, som saavidt man veed, altid udtales med Aas eller Os. Disse skulle siden anføres under Aa.
Asbjørg, Kv. Hos Pontoppidan.
Asbjørn. Mest i Agershuus Stift.
Asborg (Aspor), Kv. Fra Lister Fogderie.
Asgaut. I Kristiansands Stist.
Asgjeir (Askjer, Askjei), M. I Tellemarken og fl.
Asgjerd (Askjær), Kv. I Tellemarken.
Asgrim. Valders og flere Steder.
Askjell. Bergens Stift. (Et andet Navn „Axel“ synes at staa i Forbindelse hermed).
Aslak. Ogsaa Atlak (i Lister F.), Atlaak (i Hardanger).
Aslaug, Kv. Søndenfjelds.
Asleiv, M. (I Hallingdal?).
Asmund. Syd i Landet hedder det Osmund eller Aasmund.
Assur, M. Hallingdal og flere. Skrives ogsaa Asor og Asser. I gamle Skrifter: Øzurr; dette grunder sig paa den gamle Regel, at A gaaer over til Ø (eller O), naar der kommer U (eller O) i næste Stavelse.
Astrid, Kv. Mest søndenfjelds.
Atle, M. Søndenfjelds hedder det Asle.
Aud, M. Hallingdal (efter Matrikulen).
Auda (Aude), Kv. Fra Sandsver.
Audgrim (Augrim). Matr. fra Jarlsberg.
Audgunn, M. Sogn. Søndenfjelds: Augun og Augen. (Er noget tvivlsomt).
Andkjell (Aukjel). Fra Mandal.
Audni? (Unni), Kv.
Audun, M. Findes skrevet: Auden, Auen og Auon (efter Udtalen).
Avle, M. Østerdalen.
Aagne, M. Sogn og flere Steder.
Aake (Aage), M.
Aale, M. Senjen (efter Matrikulen).
Aalov, Kv. (Tellemarken?).
Aamund, eller Aamunde. (See ogsaa Ommund).
Aamunda, Kv. (Nyere Navn).
Aane, M. Nordland og fl. – Om Navnet Aadne, som bruges syd i Landet, skal henføres hertil eller til „Arne,“ er uvist. – Jf. Aagne.
Aanund, eller Onund; fordum Ønund. Findes skrevet: Aanon, Aanen, Anund. Det sidste er nok egentlig den ældste Form; men A gaaer over til Ø eller O, og naar N følger efter, udtales O som Aa (See Anmærkningen ved Assur).
Aarlaug, Kv. Søndfjord.
Aarstein. Søndhordland. (Matr.)
Aasa (Aase), Kv.
Aashild (Aasilde), Kv. – Aaselene og Aseline er vistnok et nyere sammensat Navn.
Aasni (Osni, Aasne), Kv. Raabygdelaget.
Aasstein. Matr. fra Hadeland.
Aasta, Kv. Tellemarken.
Aasulv. Raabygdelaget og fl. Findes skrevet: Aasuld, Aasold, Osuld, Osuf, Osof. Hertil hører vel ogsaa Asel, fra Sandsver. Disse Navne kunne godt være eet og det samme,da As, Aas og Os kunne ombyttes, og „Ulv“ kan gaae over enten til Ul, Ol, El, eller til Uv (Uf, Of).
Aasvald (Osvald). Tellemarken.
Aavald (Aavold). Raabygdelaget.
Bauge (Baugje), M. Tellemarken.
Baard (Baar, Baal). Herved mærkes, at „rd“ udtales næsten som L i Trondhjems og Agershuus Stifter, men ellers udtales det som R. Saaledes ogsaa i Navnene Gard (Finngard), Gjurd, Sigurd, Torv og fl.
Begga, Kv. Ryfylke og fl. (Maaskee en Forkortning af det gamle Bergljot).
Berge (Bergje), M. Ogsaa Berger, søndenfjelds. (Jf. Byrge)
Bergsvein. Mest i Trondhjems Stift.
Bergtor (Bertor). – Navnet Bardo og Bardon hører vel heller til Bartholomæus.
Berulv. Kristiansands Stift. Findes skrevet Bærulf, Bæruld og Børuf. Hertil hører vel ogsaa Børel og Børrild.
Besse, M. I Trondhjems Stift: Bess.
Bjarte, M. Romsdalen. Ogsaa Bjerte.
Bjug, M. Sætersdalen.
Bjørgulv. Søndenfjelds. Ogsaa Bjerulf, Bjørguf.
Bjørn (Bjønn, Bjødn).
Bjarnar (Bjørner). Matr. fra Lesjar.
Bjørne (Bjønne, Bjødne), M. Paa Voss udtales det som Bjedne. Fordum Bjarne.
Bjørnolv. Romsdalen. (I Matr. Bjørnalf).
Bodvar. Nordfjord.
Boge (Bogje). Findes skreven Baaje, Boye og Bøye.
Bonde. I Lesjar og fl.
Borgar. Søndenfjelds I Sætersdalen: Borgaar. I Matrikulen findes ogsaa Borge og Borre, som vitstnok er et andet Navn.
Borghild (Borgilda, Borrild), Kv.
Borgni (Borni), Kv. Søndfjord og fl.
Brand. Uvist hvorhelst. Jf. Gudbrand og Herbrand.
Brodd. I Trondhjems Stift.
Broder. Trondhjems Stift.
Bruse. Søndfjord o. fl.
Brynhild (Brynilda, Brynla), Kv.
Brynjulv. Findes i forskjellige Former: Brynjulf, Brynjolf, Brønjul, Brynjuld, Brynjel, Brynild og Brynhild; ogsaa Brynolf og Brynold, hvoraf de sidste kanskee kunde høre til det gamle Brunolf.
Byrge (Børge, Børre), M. Fordum Birgir. Er tildeels vanskeligt at adskille fra „Berge“ (see ogsaa Borgar). I Søndmør bruges „Byrraa“, som maa være et andet Navn.
Dag. I Hardanger, Voss og fl.
Dagfinn, nogle Steder: Daffin.
Dagni, Kv. Tellemarken.
Disa (Dise), Kv. Tellemarken. Egentlig Dis.
Dreng. I Raabygdelaget.
Dyre, M. Søndenfjelds.
Egil, eller Egjel; ogsaa udtalt Eiel og Igjil.
Eiliv (Eilev). Fordum: Eilif. Skrives ogsaa Ellef og udtales paa nogle Steder Olløv.
Eimund. Efter Pontoppidans Navneliste.
Einar. Nogle Steder Eina.
Eirik. (Udtales nogle Steder som Erik).
Eirika, Kv. (Nyere Navn).
Eivind (Eivin, Even).
Eldrid, Kv. Romsdalen.
Ellend eller Erlend, M. Hedder ogsaa Erland, Elland, Ellen og Elen. Fordum Erlend.
Elling eller Erling, (Det sidste er den gamle Form).
Endrede (Endre). Fordum Eindride.
Faste, M. Guldalen og fl.
Finn. Mange Steder.
Finboge (Finboe). Sjelden.
Finngard (Fingar, Fingal). Søndenfjelds
Finnkjell (Finkel). Valders o. fl.
Finnved. Matr. fra Søndmør.
Folke (Fokkje), M. Sætersdalen.
Folkvard (Folkvar). Mandal og fl.
Fride? (Frie), M. Efter Pontoppidans Liste.
Frode, M. Søndenfjelds (Eger, Hedemarken).
Fuse, M. Ved Bergen.
Gard (Gar). Mandal og fl.
Gardbrand. Nordfjord.
Gant. Lister og fl.
Gaute, M. (Ikke det samme som forrige).
Gils (Gilles), M. Nordland.
Gisla, Kv. (Efter Pontoppidan).
Gislaug (Gitlau), Kv.
Gisle, M. (I Bergens Stift: Gitle og Gjetle).
Gjeir, M. Tellemarken. (Aflagt). Ved dette og næstfølgende Navne mærkes, at det ikke er nødvendigt at de skulde skrives med „Gj,“ da det endog vilde være rettere at skrive dem med „G“ alene (Geir); saaledes ogsaa Asgeir, Torgeir, Vegeir, o. s. v. Men i Udtalen bør det altid hedde Gjeir.
Gjeirhild (Gjerilda), Kv. uvist hvorhelst.
Gjeirleiv (Gjerlef, Gjerløv), M. Smaalenene.
Gjeirmund (Gjermund).
Gjeirtrud (Gjertru), Kv. – Jf. Jardtrud.
Gjeirulv. Findes skrevet Gjerulf og Gjeruld.
Gjerd (Gjær), Kv. Ved Bergen.
Gjest. Sogn og flere Steder.
Gjevald. Matr. fra Østerdalen. Fordum Gjafald.
Gjurd (fordum Gyrd). Søndenfjelds. Findes skreven Juur, Juer, Juhr, Juel og Juul. Her mærkes det som før er sagt om Udtalen ved Navnet Baard.
Gløder (Gløer). Matr. fra Jarlsberg.
Gode? (Goe), M. Fra Nummedal og fl.
Grim. Trondhjems Stift.
Grimar. Tellemarken.
Grip, M. Hardanger.
Gro, eller Groa, Kv. Søndenfjelds.
Grunde, M. Raabygdelaget og fl.
Gudbera (Gudber), Kv. Fra Raabygdelaget. Ordet „Gud“ maa i dette og nogle følgende Navne vistnok tages i en særegen Betydning, nemlig som en Forandring af Gunn eller „Gunnr,“ som i det gamle Sprog ofte gaaer over til „Gudr.“ Altsaa er vel Gudbjørg egentlig det samme som Gunnbjørg, Gudlaug det samme som Gunnlaug o. s. v.
Gudbjørg (Gubbjør), Kv.
Gudbrand. Denne Form synes nu at være sjelden; derimod er Gullbrand meget brugeligt.
Gudlaug, eller Gullaug, Kv. Romsdalen.
Gudlaug (Gullaug), M. Raabygdelaget og fl.
Gudleik, eller Gulleik. – Nogle Steder ogsaa Gullak, som maaskee er et andet Navn.
Gudleiv (Gulleiv), M. Søndhordland. Ellers findes ogsaa Gullov og Gulluf, som vistnok hører hertil, hvis ikke til Gudlaug.
Gudmund. Nogle Steder: Gullmund.
Gudni (Guni), Kv. Søndmør.
Gudolv. Nordland (efter Matr.). Hertil hører vistnok Gulf (fra Sogn) og Guel (fra Valders).
Gudrid (Guri), Kv. I Sætersdalen: Guiri.
Gudrun, Kv. Udtalt: Guru (Trondhjems Stift), Guiro (Sætersdalen), Guro, Guraa (Bergens Stift), Goro (Søndenfjelds).
Gudveig, Kv. Voss.
Gudvor, K. Sætersdalen. – Jf. Gunnvor.
Gulla (Golla), Kv. Fra Trondhjems Stift. Er tvivlsomt, da man ogsaa har Navnet „Gollaa,“ som vistnok er det samme som Gudlaug.
Gulle, M. Fra Helgeland.
Gunna (Gunne), Kv. Sætersdalen.
Gunnar, M., Nogle Steder: Gunna.
Gunnbjørg (Gunbjør), Kv. – Jf. Gudbjørg.
Gunnbjørn. Mest søndenfjelds.
Gunnborg (Gunbor), Kv. Fra Nedenæs.
Gunne, M. Tellemarken og fl.
Gunnhild (Gunnilda, Gunla), Kv.
Gunnlaug, Kv. Mandal?
Gunnleik. Tellemarken og fl.
Gunnleiv, M. Mandal og fl.
Gunnrad (Gundro), M. Smaalenene.
Gunnstein. Kristiansands Stift.
Gunnulv. Er ogsaa skrevet Gunnuf og Gunnuld.
Gunnvald. Søndenfjelds.
Gunnvor, Kv. Hertil hører vel ogsaa: Gunnor.
Guttorm. (Synes egentlig at have hedt Gud-thorm).
Gyda, eller Gjøda, Kv. Udtalt: Gjøde, Jøa, Jøe.
Gyrid (Gjyri), Kv.
Gyveig? (Gyve), Kv. Sætersdalen.
Haftor. Mest i Trondhjems Stift. Nogle Steder: Hagtor, som maaskee er et andet Navn.
Hake (Hakje), M. Tellemarken. (Aflagt).
Haldor. (Egentlig Hall-thor). Nogle Steder Haldo. Fra Guldbrandsdalen har man ogsaa „Haldog,“ som maaskee er er andet Navn.
Haldora, Kv. (Egentltg Hall-thora).
Hall, M. Hardanger.
Hallbjørg, Kv. Efter Pontoppidan og fl.
Halldis, Kv. Hardanger.
Halle (Hadle), M. Ikke det samme som Hall.
Hallfrid, Kv. (Efter Pontoppidan).
Hallgjeir. Hardanger og fl.
Hallgjerd (Halgjær), Kv.
Hallgrim. Søndenfjelds.
Hallkjell.
Hallmund? (Hellemund). Agershuus Stift.
Hallrid (Haldri), Kv. Søndhordland.
Hallstein.
Hallvard (Hallvar, Haldor, Hælvoor).
Hallveig? (Helvig), Kv.
Harald.
Hasle, eller Hatle, M. Voss.
Hav, M. (Efter Pontoppidan). Fordum Hafr.
Haakatla, Kv. Sogn.
Haakon. (Haakaan, Haakaa).
Haavald (Haavel, Hovel). Er tvivlsomt, da det vel kunde være en Forandring af Haavard (Haaval).
Haavard (Haavar, Hover).
Hein, M. Fra Lister. Maaskee det gamle Hedin.
Heine, M. Søndhordland og fl.
Helga (Helge, Hæge), Kv.
Helge (Helje), M. Der findes ogsaa Holje, Hølje og Hove, som maaskee kunde høre til et andet Navn. Jf. Holgjeir.
Hella (Helle), Kv. Tellemarken og fl.
Helling. Lister og Mandal.
Heming (Hemming). Nordland og fl.
Herbjørn. Tellemarken.
Herborg (Herbor), Kv. Ved Bergen.
Herbrand. Søndenfjelds.
Herdag. I Nordland (Salten).
Hergils (Hergjuls, Herjus). Raabygdelaget og fl.
Herlaug (ogsaa Hellaug), M. Voss og fl.
Herleik (ogsaa Helleik, Hellik). Kristiansands Stift.
Herleiv (Herlef, Herlof?) Søndfjord og fl.
Hermod. Tellemarken og fl.
Hermund. Sogn og fl.
Hilda (Hilde, Hille), Kv. Fordom Hild.
Hildeborg (Helleborg, Hyllebor), Kv.
Hildebrand. Fra Guldalen.
Hildegunna, Kv. Hardanger.
Hjarrand (Jarand, Jærand), M. Kristiansands Stist og fl. I Søndhordland udtales det som Kjærrand (ligedan som Kjell for Hjell, og Kjun for Hjun); man skriver det ogsaa „Tjerrand,“ men dette har ingen Grund.
Hogne (ogs. Hugne), M. Søndhordland og fl.
Holgjeir (for Holmgjeir?). – Jf. Helge.
Holm. Smaalenene og fl.
Hoskuld. Lister, Mandal. I Tellemarken: Huskuld.
Huge (Huje), M. Mandal.
Hugleik (Hauleik, Hovlik). Trondhjems Stift.
Inga (Inge), Kv. Ryfylke og fl.
Ingebera (Ingjeber), Kv. Søndmør.
Ingebjørg, Kv. Udtales forskjelligt: Ingjebjør, Inbjør, Embjør; ogsaa Yngjebjør (Hardanger), Ymbør (Stjørdalen).
Ingeborg, Kv. (Udtales med „ge,“ ikke „gje“).
Ingegjerd (Ingjegjær, Ingjær, Inger), Kv.
Ingeleiv, No.
Ingemaard (Ingemor), M. – See Maard.
Ingemund. Ryfylke og fl.
Ingerid (Ingjeri), Kv.
Inggard (Ingal), M. Romerige.
Inghild (Ingild, Engel), Kv. Lister og fl.
Ingjeld (Ingjil, Engel), M. Fordum Ingjald.
Ingulv (Ingul), M. Fra Østerdalen.
Ingvald.
Ingvar. I Ryfylke og flere Steder.
Ivar. Nogle Steder: Iva og Iver.
Jardtrud (Jartru), Kv. Forskjelligt fra Gjeirtrud.
Jofred, M. Fra Mandal.
Jogjeir. Tellemarken. – Hertil hører vel Navnet Jegjeir og „Jøger.“ fra Valders.
Jokjell. Fra Mandal. (Matrikulen).
Jorid (Jori), No. Fra Lister.
Jorun, Kv. Raabygdelaget og fl. Nordenfjelds: Jøron, Jøren. Findes ogsaa skrevet: Joren, Joran, og Giørrund.
Jostein (Jøsten, Justen). Trondhjems Stist.
Jørund, M. Raabygdelaget og fl. Er nok mere almindeligt end man troer, da det gjerne udtales som Jøren og forvexles med Jørgen.
Karl. – Ved Trondhjem forekommer „Kal,“ som maaskee kunde være et andet Navn, nemlig det gamle Kale.
Katla, Kv. Søndhordland. (Beslægtet med Kjetel).
Kaare, M. Bergens Stift.
Kjelberg (Kjelber). M. Trondhjems Stift.
Kjell. (Egentlig samme som følgende).
Kjetel. Søndenfjelds ogsaa Kjitil.
Kleng, M. Ryfylke.
Knut.
Kolbein.
Kolbjørn. Hallingdal og fl.
Lage (Lagje), M. Søndenfjelds.
Ledulv, eller Lidulv (Leuf). Tellemarken.
Ledvard, el. Lidvard. Mest i Kristiansands Stist. Findes skrevet: Ledvor, Levor, Levard, Levar og Lever.
Leidulv (Leiulf, Leiuld, Leiel). Kristiansands Stift.
Leik (Leig, Leeg). Lister og Mandal.
Leiv (Leif, Lev), M. Kristiansands Stift.
Liv, Kv. Nogle Steder: Liva eller Live.
Ljodolv. Hertil hører nok „Ljoel“ fra Raabygdelaget og Jøel (ogsaa skrevet Giøel) fra Lister og flere Steder. Ogsaa Ludolf er egentlig det samme.
Ljot, M. Sætersdalen.
Ljotolv? Hertil hører vistnok Navnet „Jødel“ fra Jæderen og Lister (hvor Ordet „Ljot“ vel kunde gaae over til Jod eller Jød). I Tellemarken findes ogsaa et Navn „Lotov,“ men om dette hører hertil, er mere uvist.
Loden (Løden). Trondhjems Stift.
Lodvard. I Tellemarken Lodvor (Loddvor). Hertil hører vel ogsaa „Lodvær“ fra Guldbrandsdalen.
Lodve. (Fordum Lødvir). Hertil maaskee: Love (fra Senjen) og Løve (fra Romsdalen).
Magne, M. Voss og fl.
Magnild (egentlig Magnhild), Kv.
Maard (Maar), M. Søndfjord. Fordum Mord, el. Mørd.
Milda (Mille), Kv. Fra Nordland.
Mildrid, Kv. Søndmør og fl.
Narve, M. Søndenfjelds.
Navar. Fra Ryfylke.
Nerid (Næri, Nirt), M. Raabygdelaget og fl. Fra Jarlsberg har man ogsaa Nirild, som maaskee er et andet Navn.
Nottolv (Nottov, Notto). Raabygdelaget.
Nup? (Nub), M. Fra Hallingdal og fl.
Odd, M. (Ogsaa skrevet Aad).
Oddbjørg, Kv. (Udbjør, hos Pontoppidan).
Odde, M. Fra Helgeland.
Oddgjeir. Søndfjord.
Oddlaug (Aadlog), Kv. Fra Lister?
Oddmund. Hardanger.
Oddveig, No. (Udve, hos Pontoppidan).
Odulv (Oulf). Efter Matr. fra Romerige.
Olaug, Kv. Søndenfjelds.
Olav (Ola, Ole). Det almindeligste Mandsnavn.
Olava, Kv. (Ikke meget gammelt).
Olbera (Olber), Kv. Tellemarken?
Olbjørn (Aalbjønn, Olbjødn). Hallingdal.
Olmod (Aalmo), M. Hardanger.
Olve, M. Raabygdelaget. I Hardanger: Olver. Fordum Ølvir.
Ommund el. Omund. Fordum Ogmund (Øgmundr).
Orm. I Kristiansands Stist.
Ottar (Aattar, Aatter).
Palle, M. Nordfjord.
Palme, M. Ringerige og fl.
Ragna, Kv. Søndhordland og fl. Ogsaa: Rogna. Voss.
Ragnild (Ragnilda); egentlig: Ragnhild, Kv.
Ranvid (Randi); egentlig: Ragndid, Kv.
Rannmod (Randmo), M. Romsdalen.
Rannveig, Kv. Hertil hører vel Rannei og Rønnog eller Rønnaug.
Raste, M. Nordland. (Maaskee Finsk).
Ravald. Fra Namdalen.
Raadgjerd (Raagjær), No. Nordland?
Reidar (Reiar, Reier), Kristiansands Stift og fl.
Reidulv (Reiulf). Søndenfjelds. Hertil hører nok ogsaa Reiel, fra Nordfjord.
Reidunn, Kv. (Reien, hos Pontoppidan).
Rikulv. Hardanger.
Rikvald, eller Rekvald. Buskerud.
Roald. Stavanger Amt og fl. Hertil henfører man ogsaa Navnet Vrold eller Vraal, som bruges i Raabygdelaget.
Roar. Sogn og fl.
Roe, M. Fra Romsdalen.
Rognald. Fordum Rognvald, Ragnvald.
Rollaug, M. Stjørdalen og fl.
Rolleiv, M. Raabygdelaget og fl.
Rolv (Rolf). Mangesteds.
Romund, ogsaa Raamund. Nedenæs og fl.
Sakse (Saxe).
Salmøy, Kv. Efter Pontoppidan.
Salve. Maaskee det samme som Solve.
Seming (Semming). Østerdalen og fl.
Serkve, M. Søndmør.
Sigbjørn. Kristiansands Stift.
Sigbrand. Lister.
Sigfred, M. Nordland.
Sigfus. Ved Bergen.
Sigmund. Lister og fl. Nogle Steder Simund, som let bliver forvexlet med Simon.
Signi (Signe), Kv.
Sigrid (Sigri, Siri), Kv.
Sigtrud, Kv. Nordhordland.
Sigurd. Raabygdelaget og fl. Det gaaer ellers over til Sjugur, Sjur og Sjul.
Sigvald. Lister, Nedenæs og fl.
Sigvard. (Egentlig det samme som Sigurd). Gaaer sædvanlig over til Siver og Syver; nogle Steder Sivert.
Sigved, M. Ryfylke.
Sigvor, Kv. Ved Bergen.
Sindre, M. Hadeland og fl.
Sjofar. (Wilse’s Beskrivelse over Spydeberg).
Sjovald. (Pontoppidans Navneliste).
Sjovat. Sogn, Hardanger og fl.
Sjovor, Kv. (Efter Pontoppidan).
Sjønde (Sjønne, Skjønne), M. Odalen og flere. Fordum Sjaunde.
Skage (Skaje). Fra Mandal.
Skakk. I Sogn.
Skjolde (Skjølle), M. Ved Kristiania. Fordum Skjalde. Der findes ogsaa Skjøller, som maaskee fordum har hedt Skjaldar. (Beslægtet med Skjold).
Skjaldulv. Fra Nedenæs. Findes skrevet Schøluf og Schelluf.
Skule, M. Fra Lister og fl.
Snare. M. Raabygdelaget?
Solle, M. Sogn, Valders. Fordum Sørle.
Solmund. (Forvexles stundom med Salomon).
Solve, M. I Hallingdal Sølve. Hertil hører maaskee Salve og Saave i Tellemarken.
Solveig (Sølvei, Sylvei), Kv
Sondolv (Saandov). Tellemarken.
Sone, M. Kristiansands Stift. Nogle Steder: Saane.
Staale, M. Mandal og fl. – Staal i Trondhjems Stift.
Stein. Mest søndenfjelds.
Steinar. Nogle Steder: Steina.
Steinarna (Steinanne), Kv. Søndmør (aflagt).
Steinbjørn. Mandal.
Steinfinn. Tellemarken?
Steingrim. Mangesteds.
Steinulv (Stenuf). Tellemarken og fl.
Steinvor, Kv. Hertil hører ogsaa: Steinor.
Sterkulv? (Sterkuld). Lister og Mandal.
Stig, M. Mandal og fl.
Stigand (Stian). Nedenæs og fl.
Stillaug, M. Smaalenene og fl. Fordum Styrlaug. Det Navn, som skrives Stilluf og Stillef, er maaskee et andet Navn: Stilleiv?
Styrk? (Størk, ogsaa Stork). Vestenfjelds.
Styrkaar, M. Mangesteds.
Sundre, M. Tellemarken.
Svale, M. Søndhordland og fl.
Svana, Kv. Fra Mandal.
Svanhild, Kv. (Uvist hvorhelst).
Svanlaug, Kv. I Sætersdalen: Svallaug. I Tellemarken bruges „Svaanaug,“ som maa være et andet Navn.
Svein.
Sveinke (Svenkje), M. Mandal og fl.
Sveinung. Raabygdelaget og fl.
Sverke. Søndhordland og fl. I Stjørdalen forekommer „Svert,“ som vistnok er et andet Navn.
Sæbjørn. Mangesteds.
Sæborg, Kv. Fra Valders.
Sæfinn (Sefin). Efter Pontoppidan.
Sæfred (Sevrid, Sæfre), M. Ryfylke og fl.
Sæmund. Trondhjems Stift. I Søndmør bruges Samund og i Tellemarken Saamund; det sidste hører maaskee til Solmund.
Sævald (Sevald). Mangesteds.
Sævat (Sevat), M. Egentlig det samme som Sjovat (af Sæ, d. e. Sø). I gamle Skrifter findes ikke disse Navne men derimod Sighvat, som rimeligviis nu vilde udtales som Sikvat.
Tengel. Nedenæs og fl.
Tjodgjeir (Kjogjeir). Sætersdalen og fl. Ogsaa skrevet: Tjøger, Kydjer, Kyer. Hertil hører vel ogsaa Tøger, og maaskee Tyge.
Tjodolv (Kjølv). Søndhordland og fl. Hertil hører vel ogsaa: Tjøl, Kjøl og Tjøle, fra Lister og Mandal.
Tjodvald (Kjøvald). Ved Arendal.
Tjodvor (Kjodvor), Kv. Raabygdelaget.
Tjostar (Kjøster). Fra Røldal.
Tjostolv. Findes skrevet paa ti forskjellige Maader: Tjøstolf, Kjøstof, Tjøstof, Tjostuf, Tjøstol, Kjøstol, Tjøstøl, Kjøstøl, Tjøstel og Kjøstel.
Tjoskvald. Tellemarken? (Landstads Folkeviser, 380).
Tolv (Tolf), M. Nedenæs, Jarlsberg o. fl.
Tora (Tore og Tor), Kv. De Navne som begynde med „Tor,“ have i forrige Tider været skrevne med Th eller en enkelt Bogstav (Þ), som har havt en særegen Udtale og været forskjellig fra „T.“ Ligesaa: Tengel, Tjodgjeir, Tjostolv og flere. Men dette har ogsaa været Tilfældet med mangfoldige andre Ord, som nu skrives med „T.“
Torald (eller Toralde), M. Hertil ogsaa Tarald.
Torarna, No. Hertil høre vistnok Navnene Torann, Tørran og Taran, hvis de ikke skulde være Forvanskninger af Torunn.
Torbera (Torber), Kv. Ryfylke og fl.
Torberg (Torder), M. Trondhjems Stift.
Torbjørg (Torbjør), Kv. Sætersdalen og fl.
Torbjørn.
Torborg, Kv. Kristiansands Stift.
Tord (Tor, Tol), M. Fordum Thord (Þordr). – Om Udtalen see Baard.
Tordis, Kv. Nummedal (?)
Tore, M. Fordum Thorir.
Torfinn. Vestenfjelds.
Torgard (Torgal), M. Østerdalen og fl.
Torgaut. Fra Bergens Stift?
Torgils, eller Torgjuls. Nordfjord og fl. Ellers findes: Torjus, Torjes, Torgis, Torris og Tørris, som vistnok høre hertil (hvis ikke til det gamle Torgjest). Navnet Truls bliver ogsaa henført til Torgils.
Torgjeir. Hertil høre: Torjer, Torje; Targjei, Tarjer, Tarje; Terjer, Terje.
Torgjerd (Torjær), Kv. Ved Bergen.
Torgrim. Søndenfjelds.
Torgunna, Kv. Hardanger.
Torhild (Torilda), Kv. Efter Pontoppidan.
Torkjell (Torkill). Nogle Steder Torkjell.
Torlak (Tollak). Nogle Steder Tallak.
Torlaug (Tollaug), Kv. Romsdalen.
Torleik (Tolleik). Hertil hører maaskee ogsaa „Tolli“ fra Lister og Mandal.
Torleiv (Tolleiv), M. Mest søndenfjelds. Hertil ogsaa Talleiv, Taddeiv (Sætersdalen) og Tellef.
Torljot (Tolljot), M. Efter Pontoppidan.
Tormod (Tormo).
Tormund. Mandal og fl.
Torni (Todni, Tone), Kv. Raabygdelaget. Hvorvidt Navnet Trone (i Søndfjord) kunde henføres hertil, er uvist.
Torolv. I Sætersdalen Torov.
Torrid (Tori), Kv. Raabygdelaget.
Torstein (Tosstein).
Torunn, Kv., Ryfylke.
Torvald. Søndenfjelds. – Det Navn, som skrives „Torvild,“ er maaskee et andet Navn.
Tov, M. Tellemarken. (I nogle Tilfælde kunde det vel være det samme som Tolv).
Tova, Kv. Er bekjendt, men synes at være aflagt.
Trond (Tron) M.
Trude (eller True), M. Søndfjord.
Trygg, M. Buskerud og fl.
Turid, No. Mest søndenfjelds. (Jf. Torrid).
Tuve (Tue), M. Smaalenene og fl.
Tyre eller Tyri, Kv.
Ulv. I Sætersdalen Uv. Bruges ellers mest i Sammensætning med andre Navne, og hedder da tildeels Olv (især naar den forrige Stavelse har O), f. Ex. Torolv, Nottolv. Det forandres paa nogle Steder til „Uv“ (Bjørguv, Gunnuv, Steinuv) og paa andre Steder til „Ul“ og „El“ som i Brynjul og Brynjel.
Ulve, M. Fra Valders og fl.
Ulvhild (Ulvilda), Kv. Efter Pontoppidan.
Unn, Kv. Hallingdal? I Ryfylke: Unna.
Vagn (Vogn), M. Efter Pontoppidan.
Valborg, Kv.
Vald (Vall), M. Nordfjord.
Valgjerd (Valjær), Kv. Sogn.
Vebjørn. Søndenfjelds.
Vebrand. Nummedal.
Vegjeir. Hertil hører vel „Vier“ fra Søndhordland og „Viggjer“ i Hallingdal.
Vehild? (Viel eller Vi’ill), Kv. Nummedal.
Vehjelm. (Vielm). Søndmør. Urigtig skrevet Vilhelm.
Vemund. Ved Bergen.
Vermund. Lister og Mandal.
Vetle, M. Søndenfjelds. (Fordum Veterlide). Hertil hører maaskee „Velle“ fra Jæderen.
Veulv. Fra Smaalenene.
Vigleik. Hardanger og fl.
Viking. Vestenfjelds.
Vilborg, Kv. Sætersdalen.
Vilhjelm? Om Navnet „Viljen,“ fra Jæderen, hører hertil, er uvist. Ellers bruges Villam og Villum, som synes at være fremmedt.
Villeik. Synes at være forskjelligt fra Vigleik. Villak fra Ryfylke og flere Steder, synes ogsaa at være et andet Navn.
Ystein. Hallingdal og Bergens Stift.
Ytorm (ogsaa Ytyrme). Hardanger.
Øgeleiv? Kv. fra Tellemarken. Findes skrevet Egelev.
Øygils (Øyus). Fra Bergens Stift (?)
Øygunn, Kv. Tellemarken.
Øystein (Østen). Om det nordenfjeldske „Esten“ hører hertil, er uvist, og ialfald synes Aastein og Ystein at adskille sig herfra.
Øyulv. Hertil: Øyuv, el. Øyuf, fra Raabygdelaget, og Øyel, fra Voss.
Øyunn, Kv. Tellemarken.
Øyvind (Øven). Synes at være forskjelligt fra Eivind.
Dette er da altsaa en Liste over saadanne Navne, som
kunne ansees som ægte norske, eller som Navne af første
Rang for vort Lands Vedkommende. De allerfleste af dem
findes ogsaa i gamle norske Skrifter, og deri har man da
oftest en Veiledning med Hensyn til Navnenes Opfatning
og Skrivemaade.[1] Der er dog ogsaa nogle Navne, som
jeg ikke bar fundet i gamle Skrifter, men som jeg alligevel
har indført i denne Liste, fordi de synes tydelig nok at være
dannede af gamle norske Ord. Saadanne Navne ere: Audkjell,
Bonde, Gardbrand, Herdag, Ingebera, Inggard, Oddmund,
Sæbjørg, Tjodvor, Tormund, Veulv, Øyunn og flere.
Imidlertid findes der vistnok mange flere norske Navne, som ikke endnu ere samlede. I de gamle Skrifter findes ialfald en stor Mængde, foruden dem som her ere opregnede. Da det er muligt, at mange af disse Navne endnu bruges paa et eller andet Sted i Landet, og det desuden kunde være nyttigt at have saa mange som muligt samlede paa eet Sted, skal jeg her anføre en Række af saadanne gamle Navne, nemlig følgende:
Alvdis. Alvgjerd. Arndis. Arnheid. Arnhild (Annild). Arnmod. Arnrod (Andro). Asmod. Audbjørn. Audgils. Audulv. Bergljot. Bjørg, Kv. Brandulv. Bryngjerd, Kv. Duk. Eldgrim. Finngjeir. Finnvard. Frøygjerd. Frøystein. Gautulv. Gjeirbjørg. Gjeirlaug. Gjeirni. Gjeirrid, Kv. Gjeirstein. Gjeirvald. Gissur. Glum. Grimhild, Kv. Grimkjell. Gudmar. Gudrød. Hallbera, Kv. Hallbjørn. Hallfred. Hallvor, Kv. Hauk. Havgrim. Havstein. Haamund Haarek. Herbjørg. Herdis, Kv. Hergrim. Herjulv. Herrid, Kv. Herstein. Hertrud, Kv. Hervald. Hervor, Kv. Hilderid, Kv. Hjelm. Hjorleiv. Hjormund. Holte. Hun. Hungjerd, Kv. Hunrod Hvat (Kvat). Inge (M.). Ingunn, Kv. Jofrid, Kv. Jogrim, Jomar. Kalv. Kjelbjørn. Kjelrid, Kv. Kolfinn. Koll. Kvik. Loft. Modolv. Nefstein. Oddleiv, Kv. Oddvor, Kv. Ottrek. Ragnar. Ragnfrid, Kv. Rane. Ravn. Runulv. Rut. Sigbjørg, Sigleiv, Kv. Sigrod. Sigtrygg. Skjaldvor (Skjeldvor), Kv. Skofte. Solvor, Kv. Starkad. Steinrod (Stendro). Steintor. Sumarlide. Særek. Tind. Tjodgjerd, Tjodhild og Tjodunn, Kv. Torballa, Kv. Torodd. Torvard. Torvor, Kv. Ufeig. Ulvkjell. Valbrand. Valdis, Kv. Vale. Valgard. Vedis, Kv. Vegard. Vegjest. Vekjell. Velaug, Kv. Veleiv. Vestein. Vigar. Vigdis, Kv. Vigfus. Vilgjeir. Vilgjerde. Vilmund.
I de nyere Navnesamlinger findes der ellers endeel Navne, som see ud til at være norske, men som jeg dog ikke har vovet at optage i Listen, deels fordi der er Tvivl om, hvorvidt de ere ret skrevne eller ret opfattede, og deels fordi man ikke med Vished kan lægge dem ind under noget bekjendt gammelt Navn. Saadanne ere følgende. – Aggrim (fra Sogn). Al eller Ael (fra Smaalenene). Angunn (som Mandsnavn). Aseli (Aslin?), Kv. Austein (Audstein?). Auver (fra Sætersdalen og Tellemarken)[2]. Aale (maaskee Adils). Aanet (fra Nordland; maaskee det gamle Aandot eller Øndott). Aasjul (fra Buskerud). Aastie, M. (maaskee Aaste). Bagge. Bellest. Bjermund. Bovilda (maaskee Baughild). Brede. Bølung. Dam. Dan. Daae (skrives David, men neppe med Ret). Domilda, Kv. (hos Pontoppidan). Durdei og Dyrdei, Kv. Fribjørn (Frøybjørn?). Gasse (Mandal). Gaukje, Kv. (Hardanger). Gjerkje, Kv. Gjessa, Kv. Gjote (i Smaalenene). Harkel (maaskee Herkjell). Helle, M. Jodda eller Joddo, Kv. (maaskee Gyda). Jorrus. Jøde, M. Levin (Lidvin?). Løk. Nerild, M. Nøttung. Omfred (maaskee Holmfred). Ott (fra Mandal). Riborg, Kv. Romert (maaskee Rodmar). Sellik (maaskee Sæleik). Soland. Stoe. Strømme (Strøyme?). Tala, Kv. (i Ryfylke). Taale. Tolli (see Torleik). Torgunn (som Mandsnavn). Vaadju (fra Mandal; maaskee Valtjov[3]) Vete (fra Smaalenene). Ødven (manske Oddvin). Ørjar (ogsaa skrevet Ørger). – Saadanne Navne som Harvor, Inkvar, Vikan og deslige som findes i Matrikulen, ere rimeligviis indkomne ved Trykfeil.
Imidlertid gives der ogsaa endeel Navne, som vistnok synes at være indkomne fra andre Lande, især Tydskland og England, men som dog have megen Lighed med de indenlandske Navne og desuden have været saa længe brugelige i Landet, at de paa en Maade kunne ansees som norske. Saadanne ere: Albrikt (egentlig Adelbrikt). Albeid (Adelheid). Algunna. Alvald. Bothild. Botolv. Brikt. Godfred. Godskalk. Godvin. Ingebrikt (Imbrekt, Embret). Jetmund. Jetvald. Markvard. Njell (i Ryfylke). Reinold. Rolland (eller Roland). Sunneva (Synneve, Sønnov[4]). Tide. Ulrik (som ogsaa kunde tages i en norsk Form: Ulvrek). – Af tydske Navne, som i lang Tid have været bekjendte og brugelige i Landet, kan man desuden mærke sig følgende: Aarent, Berent eller Bern .(Bernhard), Eilert, Fredrik, Gisbrekt, Gjert (Gerhard), Henning, Henrik, Hermann, Kjønik, Konrad, Lambrekt, Lodvig, Reinert (Reinhard), Robert, Tidemann, Verner.
Forøvrigt kan jeg her ikke indlade mig paa at opregne de mange fremmede Navne, som til forskjellige Tider ere indkomne i Landet, deels fordi en saadan Opregnelse vilde blive alt for vidtløftig for dette Skrift, og deels fordi den heller ikke kan være synderlig nødvendig, da nemlig saadanne Navne sædvanlig have en eller anden særegen Form eller Endelse, som giver dem en vis fremmed Klang, saa at Folk, som ikke ere meget fordærvede paa Sprogsandsen, ville snart kunne mærke, at de ikke passe til Landets Sprog. Imidlertid er der dog mange af disse Navne, som allerede i den ældre Tid ere blevne lempede efter den norske Udtale ved en Forkortning eller Forandring i Formen, og som altsaa her i Landet have faaet en ny Skikkelse, som tildeels er meget afvigende fra den oprindelige. Om saadanne Navne kunde vistnok nogen Oplysning i visse Tilfælde være ønskelig, og derfor tillægges her et Register over saadanne forkortede og forandrede Navne, som ere af fremmed Oprindelse:
| Abelone: Apollonia. | Eli: Helena (Elina). |
| – Abel, Kv. det samme. | Else: Elisabeth. |
| Alet: Adelheid. | Elsebee, det samme. |
| Alis: Adalis (Adalissa). | Falentin
|
| Anders: Andreas. | Femja: Euphemia |
| Arian: Hadrianus. | Frans: Franciskus. |
| Aagaat: Agatha. | Gammel: Gamaliel.[5] |
| Balser: Balthasar. | Gjert: Gerhard. |
| Barbraa: (Barbro): Barbara. | Gregar: Gregorius?[6] |
| Baste: Sebastian. | Gregus, det samme. |
| – Bastian, det samme. | Greis, det samme. |
| Bendik: Benedictns. | Hans: Johannes. |
| Bent, det samme. | Helse: Elisabeth. |
| Beret: Brigitta (Birgitta). | Jan: Johannes. |
| Bern: Bernhard. | Jens, det samme. |
| Bertel: Bartholomæus. | Jokum: Joachim. |
| Birte: Brigitta. | Jon (Jo): Johannes. |
| Boel: Bothilda? | Jønet: Dionetta? |
| Brit, Brita: Brigitta. | Jørg: Georgius. |
| Dave: David? | Karen (Karn): Catharina. |
| Daarte: Dorothea. | Kari (for Katrin), det samme. |
| Dines: Dionhsius. | Karina, ligesaa. |
| Dønnes, det samme. | Karsten: Christian?[7] |
| Dønet: Dionetta. | Kirsti: Christina. |
| Edies: Ægidius? | Kirstina, ligesaa. |
| Klas: Nikolaus (Jf. ogsaa Claudius). | Merette: Margreta. |
| Mette, det samme? | |
| Klaves, det samme. | Mikjaal (Mikjell): Michael. |
| Klemet: Clemens (Clement). | Mons (Maangs): Magnus. |
| Kristen: Christian(us). | Morits: Mauritius. |
| Kristi: Christina. | Nille: Petronella? |
| Lars: Laurentius. | Nils: Nikolaus. |
| Lasse, det samme. | Paal: Paulus. |
| Lavrans, ligesaa. | Peer (Pe), Petrus. |
| Lispet: Elisabeth. | – Petter (Petr), d. samme. |
| Lorens: Laurentius. | Pernille: Petronella. |
| Madli: Magdalena. | Rasmus: Erasmus. |
| Magla, det samme?[8] | Sakris: Zacharias. |
| Mali (Maili), det samme. | Salm: Salomon. |
| Malina: ligesaa. | Sammel: Samuel. |
| Maret: Margreta. | Sander: Alexander. |
| Margjet, det samme. | Silla: Cecilia |
| Mari: Maria. | Sissel, det samme. |
| Marn: (Maren), maaskee: Mariana, eller det franske Marion (Marie). | Stin: Christina? |
| Suffi: Sophia | |
| Sølfest: Sylvester. | |
| Martein: Martinus. | Søren: Severinus. |
| Mats (Mass): Matthias. | Teis: Matthæus? |
| Mattis, det samme. | Toms: Thomas |
| Mens: Magnus (Eller maaskee Clemens?) | Tønnes: Antonius. |
| Vinsians: Vincentius. |
Nogle af de her tilføiede Forklaringer ere uvisse og beroe paa en Gisning, hvorfor de ogsaa ere betegnede med Spørgsmaalstegn. Men der er endnu adskillige Navne, som ere endnu mere tvivlsomme, da det endog er uvist, om de ere fremmede eller ikke. Saadanne ere: Ael (Kv.),[9] Arit, Bentein,[10] Brigda og Brygda, Kv; som synes at staae i Forbindelse med det fornævnte Brita eller Brigitta), Fartein,[11] Fordel (fra Nordland), Govert, Ida, Ina, Kvive,[12] Rallas, Rønius, Synvis (M.),[13] Vendel, Kv. Villas, Ædel, Kv., Ørjan og Ørjar[14]. Det træffer sig undertiden, at et Navn kan have nogen Lighed med et fremmedt Navn og dog tillige synes at være af norsk Oprindelse, saa at der altsaa bliver endmere Tvivl om hvorledes Navnet skal skrives. Saaledes kan man opfatte Navnet Adna (ved Bergen) enten som Anna eller som et norskt Navn: Arna; ligesaa Austen enten som Augustinus eller som norsk: Andstein; Justen som Justinus eller som norsk: Jostein; Jøren som Jørgen (Georg) eller norsk: Jørund; Salmon som Salomon eller som norsk: Salmund; Simon som det bibelske Simon eller norsk: Sigmund; Sille som Cecilia eller som norsk: Sæhild. Lignende Tilfælde ere her allerede paapegede ved Navnene Gammel, Gregar, Magla, samt de sidst anførte Bentein og Fartein. I nogle af disse Tilfælde er det vistnok rettest at bolde sig mest til den norske Form, saaledes at man hellere skriver Jorund end Jørgen, hellere Salmund end Salomon, og maaskee Audstein hellere end Augustin; men naar den norske Form er mere tvivlsom (saasom ved Adna, Gregar og Sille), bliver det dog tryggere at skrive Navnet efter den tilvante Brug eller idetmindste efter Udtalen.[15] I denne Henseende bliver der overalt en anden Regel at følge ved de fremmede Navne end ved de norske. Ved de Navne, som have sin Grund i vort eget gamle Sprog, maa man overalt holde sig til den gamle Form, saa vidt som nødvendigt og passeligt kan være; men ved de fremmede Navne vilde det ikke nytte synderligt at gjøre nogen Tilbagegang til deres oprindelige Form, saa meget mere som denne tildeels er tvivlsom nok; og det er altsaa bedst at holde sig til den forkortede eller tillempede Form, som disse Navne engang have faaet efter en almindelig Udtale. Naar vore Forfædre optoge saadanne Navne, da lempede de dem efter sit eget Tungemaal, saa at Navnene sædvanlig bleve kortere og stundom ogsaa fik nogen Lighed med norske Ord, hvorved de altsaa bleve lettere at nævne og komme ihu. Saaledes blev f. Ex. Pavenavnet Martinus omdannet til Martein, hvorved man altsaa kom til at tænke paa et Par norske Ord: Mar (Sø) og Tein (Stang); dette gav rigtignok ikke den rette Mening, men det havde dog altid nogen Betydning, medens derimod Martinus havde ingen Betydning for Menigmand. Dette er altsaa det samme Tilfælde, som ofte finder Sted ved andre Ord, f. Ex. Rettual for Ritual, Kappelaan for Kapellan o. s. v.[16] Det kan vel paa en Maade kaldes en Forvanskning; men slige Forvanskninger ville altid indfinde sig der, hvor Folket endnu har en klar Sands for sit Fædrenesprog og saaledes ikke lettelig taaler noget, som ikke passer dertil. At det saaledes paa et Sted falder Folk vanskeligt at lære fremmede Ord og Navne, behøver just ikke at ansees som et Mærke paa Eenfoldighed eller ringe Evner, da det kun er en naturlig Modstræben imod en forvildende Indblanding af fremmede og ubekvemme Former. At man derimod paa et andet Sted finder Folk, som ere meget nemme til at lære fremmede Navne og fremmed Udtale, er saaledes heller ikke noget Mærke paa Dannelse og gode Evner, da det vistnok ofte kun er et Tegn paa, at Sandsen for Fædrenesproget er svækket og sløvet, saa at alle Former klinge lige godt, og man altsaa med Lethed kan bruge den Skik, som man faaer mest Ære for.
Der er endnu en stor Deel Navne, som jeg helst vil udelade, og som jeg heller ikke har søgt at samle, nemlig de mange Nymodens Navne, som vare omtalte i det forrige Stykke, og som egentlig ikke høre hertil, da det kun var mit Formaal at opregne de Navne, som have nogen Grund i vor Historie og vort Fædrenesprog eller idetmindste have nogen gammel Hævd i Landet. Ved denne Leilighed vilde jeg gjøre et lidet Tillæg til det, som i det forrige Stykke var sagt om de gamle Navnes Betydning, da maaskee en eller anden af Læserne kunde have Lyst til at tænke mere paa denne Sag Efter hvad der ved den foregaaende Leilighed blev forklaret, er en stor Deel, ja endog de fleste af vore Navne sammensatte af to forskjellige Ord, og alligevel ere dog de fleste af dem saa korte, at man lettelig vil tage i dem som et enkelt Ord, og desuden er man ogsaa altid tilbøielig til at troe, at ethvert Navn skal have en enkelt Betydning, saa at det ikke betegner to Ting, som ikke have nogen Sammenhæng. Men imidlertid synes dog mange af disse Navne netop at betyde to Ting, som ikke passe sammen. Vistnok er der altid endeel Sammensætninger, som man kan faae en fuld Mening af,[17] men saa er der ogsaa mangfoldige andre, som ere saaledes lavede, at de sammensatte Ord enten ikke give nogen tydelig Mening eller ogsaa føre til en Mening, som er meget tvivlsom og vaklende; f. Ex. Bjørnolv (Bjørn og Ulv), Kolbjørn (Kul og Bjørn), Hallkjell (Steen og Kjedel), Jostein (Heste-Steen; maaskee: Hestfolkets Ædelsteen eller den ypperste af de ridende), Arnstein (Ørne-Steen, eller ogsaa „Arenstein,“ Arnens eller Hjemmets Ædelsteen). Saaledes kan „Gunnstein“ være Stridens Steen (Ædelsteen) eller Perlen iblandt de stridende, men det kan ogsaa være en simpel Sammenbinding af de to Navne Gunn og Stein; ligesaa kunde „Hallstein“ maaskee opfattes som „Hallar-Stein,“ d. e. Hallens Ædelsteen eller Husets Prydelse, men det seer dog snarere ud til, at det kun er en Sammensætning af Navnene Hall og Stein, som begge betyde „Steen,“ og isaafald giver det ingen Mening (Et andet Exempel paa Sammensætning af to Ord med lige Betydning er Navnene Gunnhild og Hildegunn). Saaledes bliver Forklaringen ofte meget uvis og allermest da, naar Navnets første Deel er selv et Navn, som kan bruges alene (f. Ex. i det fornævnte Bjørnolv); og nu er det netop Tilfældet med en stor Deel af vore Navne, at de bestaae af to slige Dele, som begge ere særskilte Navne. Det er derfor meget rimeligt, at Navnets første Deel er i disse Tilfælde kun et Tillæg, som skal adskille det ene Navn fra det andet, saa at f. Ex. Arnstein, Gunnstein, Hallstein, Jostein, Torstein og Øystein kun skulde være Skillemærker imellem de forskjellige Slægter, som brugte Navnet „Stein;“ altsaa det samme, som man nu sigter til, naar man sammensætter to Familie-Navne, eller naar man giver en Mand et Tillægs-Navn efter den Slægt eller Lyd (): Familie), hvortil han hører,f. Ex. „Arne-Jon,“ d. e. Jon af Arnes Familie. Navnets egentlige Betydning ligger saaledes altid i den sidste Deel eller det sidste Ord i Navnet; derimod synes den første Deel ofte at være tilkommen ved et eller andet Tilfælde, saaledes at man derved ikke har tænkt paa nogen Sammenhæng i Betydningen[18].
Der er ellers endeel Navne med en Betydning, som maaskee nogle nu om Stunder ikke synes ret vel om, nemlig Navne af Dyr, saasom Bjørn, Ulv, Besse (ɔ: Bjørn), Are(Ørn), og Navne af Baaden saasom Odd, Gjeir (Spyd) og Brand (Sværd). Men man behøver da heller ikke at tage disse Navne i den almindeligste Betydning; thi det er dog altid rimeligt, at naar vore Forfædre gave sine Børn saadanne Navne, da havde de netop en høiere Mening dermed; de tænkte saaledes vistnok, at Navnet af et vildt og modigt Dyr skulde betegne Mod og Frihedssind og Styrke til at taale meget, og ligeledes at Navnet af et godt Vaaben skulde betegne Duelighed til at forsvare sit Hjem og hjælpe fine Venner, naar nogen Fare var paa Færde. Imidlertid skorter det heller ikke paa Navne med en mere mild og hyggelig Betydning, og hertil kan man blandt andre henføre de mange Kvindenavne som ende med Dis, Gunn, Hild og Trud, da man nemlig kan opfatte dem som Navne paa Aander, som tage Deel i Livets Strid eller omsvæve og opfriske de stridende. Disse Navne tilhøre nemlig de saakaldte Valkyrjer,[19] som efter den hedenske Tro vare et Slags høiere Aander, næsten som Gudinder, som vare med i Krigen og raadede for Seieren, men ellers opholdt sig i Himmelen, hvor de modtoge de faldne Kjæmper som velkomne Gjæster. Her er rigtignok atter noget, som hentyder paa Strid og Ufred; og man kunde maaskee sige, at vi have alt for mange Navne af denne Betydning, da Tiderne nu ere saaledes forandrede, at det ikke er Krigen, men tvertimod Freden, som er Folkets høieste Ønske. Men naar vi tænke os noget om, saa vide vi, at der er anden Strid end den, som føres med Sværd og Spyd eller med Krudt og Kugler. „Livet er en Strid,“ pleier man ofte at sige, og dette har vist ogsaa sin gode Grund, om end ikke alle have lige meget at stride med. Vi kunde her minde os om den Strid, som saa ofte maa føres for at fremhjælpe en god og retfærdig Sag, som har store Hindringer imod sig; men vi ville helst minde os om det, som er almindeligst og lettest at forstaae, nemlig om den Strid, som de fleste Folk maa føre for at komme vel igjennem Verden; det vil sige, om den megen Uro og Møie, som de maae have for at vinde sit Ophold og værge sig imod de mangfoldige Farer paa Sø og Land, som de idelig maae gaae i Mode. Og allerede heraf vil man finde, at de Dyder, som høre til Striden, nemlig Mod og Udholdenhed og Kraft til at taale meget, ville altid være gode at have, om der end ikke er aabenbar Krig forhannden. Det er jo netop denne Djervhed og Duelighed„ som man i det daglige Liv sætter saa megen Priis paa, baade hos Mand og Kvinde. Disse Egenskaber ville saaledes altid behøves, og de Navne, som hentyde derpaa, ville altsaa ikke til nogen Tid kunne siges at være upassende.
Det har ellers før været omtalt, at mange af vore gamle Navne ere vanskelige at forstaae, og jeg for min Deel tilstaaer, at der ere mange, som jeg endnu ikke veed at forklare med nogen Vished Imidlertid er vel en saadan Forklaring heller ikke saa meget nødvendig, og ialfald seer det ud til, at Folk nu om Stunder ikke see saa meget efter Betydningen som efter.Korthed og Velklang Nei er Velklangen vistnok en Ting, som beroer saa meget paa Smag og Behag, at det som synes vakkert for den ene, synes stygt for den anden; men alligevel troer jeg dog, at de norske Navne i Almindelighed slet ikke kunne kaldes ildeklingende. Maaskee er der nogle faa, som kunne være noget tungføre (saasom Bergsvein, Tjodvald, Ingegjerd); men slige Navne blive gjerne lidt forkortede i Dagligtalen, saa at man ikke pleier at have nogen Nød af dem. De fleste af vore Navne ere imidlertid saa korte og lette at nævne, at ingen Forkortning behøves; og mangfoldige af dem have desuden en saadan Klang, som vistnok de fleste af os kunne være fornøiede med; saasom: Dag, Hall, Stein, Leik, Odd, Andor, Gonnar, Gunnnlv, Hermod, Solmund; Helga, Inga, Gunna, Hilda, Ragna, Gunnvor, Haldora, Sæborg, Torunn, Øyunn.
Men hvad man nu end for Resten vil sige om Navnenes Klang eller Form, saa er dog det vist, at det er netop disse Navne, som passe sig bedst for vort Folk, og som paa bedste Maade stemme sammen med vore historiske Minder, med vore Hjemsteders Navne og med Landets Tungemaal i det Hele. De tilhøre dette Land og dette Folk fra de allerførste Tider, som man veed noget om; de tilhøre den Slægt, som har ryddet og bygget dette Land, og som siden har hævdet og forsvaret Landet lige til denne Tid. De holdt sig vedlige i de forrige Vankundighedens Tider, da Folket vidste kun liden Besked om sine Fædres Historie; det skulde derfor være saa meget mere at vente, at de kunde holdes vedlige i disse Tider, da Kundskaben om vore Forfædre atter er opkommen og stadig vedbliver at udbrede sig til alle Stænder og alle Steder i Landet.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det er en stor Uleilighed ved de Navne, som man kun finder i nyere Skrifter, at Skrivemaaden ikke altid er at stole paa, da Navnene lettelig forvanskes ved Skrivfeil og Trykfeil, og nogle af dem endog sædvanlig skrives paa en Maade, som hverken passer til Udtalen eller til Navnenes gamle og rette Form, f. Ex. Tjerrand for Kjerrand (Hjarrand), Ørgen for Ørjan, Ingeborg for Ingebjørg. Man kan saaledes ikke vide, hvorledes et Navn skal opfattes, førend man hører, hvorledes det udtales af Almuen i de Bygder, hvor det bruges. Og det værste er, at en daarlig Skrivemaade atter virker paa Udtalen, saa at ogsaa denne med Tiden forvanskes.
- ↑ Dersom Navnet udtaltes som „Auvar,“ vilde jeg opfatte det som Audvard; men da dette ikke er Tilfældet, maa det have en anden Grund. Efter de tellemarkiske Lydformer kunde det kanskee være det samme som Olver, men ogsaa dette har noget imod sig.
- ↑ De gamle Navne, som gaae ud paa tjov (Tyv), f. Ex. Arntjov, Geirtjov, Gunntjov, – synes dog i den senere Tid at være komne i Vanhyldest hos Folket, saa at man nu ikke finder noget Spor af dem. Navnet Fridtjov (Fredtyv) kommer ikke i Betragtning; da man opfatter det som et fremmedt Navn og kalder det „Frittioff.“
- ↑ Navnet er som bekjendt af den hellige Sunneva, som skal være indkommen fra Irland og død paa Selja (Selløen); det er mest almindeligt i Bergens Stift. De vigtigste norske Helgen-Navne ere ellers: 1) Olav, efter Kong Olav Haraldson den hellige (Sankt-Olaf), som faldt paa Stiklestad, Aar 1030. 2) Hallvard, efter den hellige Hallvard Vebjørnson, som var en Frænde af Olav den hellige og boede ved Dramsfjorden. Navnet Hallvard er mest brugeligt søndenfjelds, og Olav mest nordenfjelds, dog er det sidste meget brugeligt over hele Landet.
- ↑ Da det udtales som Gamm’l, endog i Bergens Stift, saa kan det neppe være det norske Gamall eller Gamle.
- ↑ I nogle Tilfælde er det vel muligt, at „Greggar“ kunde være det norske Grjotgard.
- ↑ Karsten skal egentlig være en nedertydsk Form af Navnet Christian.
- ↑ Magla kunde ogsaa være en Forkortning af Magnild (Magnilla).
- ↑ Maaskee Alhild (Adelhild).
- ↑ Maaskee Benedictinus, men kunde ogsaa være norsk.
- ↑ Maaskee Valentinus; imidlertid findes det ogsaa i meget gamle Skrifter i en anden norsk Form nemlig: Farthegn.
- ↑ Brages i Nordland og er maaskee Finsk.
- ↑ Synvis (fra Østerdalen) synes dog at være norsk, da nemlig „Sundvis“ forekommer i gamle Breve fra Jæmteland.
- ↑ Ørjan, som nu ogsaa skrives Ørgen og Urian, findes allerede i gamle Breve, men er alligevel vanskeligt at forstaae. Der haves Exempler paa, at Ørjan er sat i Stedet for „Ægidius,“ men at det skulde være samme Navn som dette, synes dog utroligt. Snarere kunde man tænke paa en Forkortning af Georgianus eller noget lignende.
- ↑ Det kommer ogsaa an paa Stedet, hvor Navnet bruges. Til Exempel nævner jeg Navnet „Joel,“ hvis Hjemsted jeg ikke kommer ihu. Dersom dette bruges i Nordland, da er det vistnok det bibelske Joel, men hvis det bruges i de sydlige Egne, hvor bibelske Navne ere sjeldne, da er det hellere det gamle norske „Ljodolv,“ da nemlig Ordet Ljod paa mange Steder udtales som „Jo,“ og Ulv eller Olv gaaer lettelig over til „El.“
- ↑ Et morsomt Exempel paa dette Slags Forandring er i den sidste Tid meddeelt fra Kristiansands Stift, nemlig „Talekraften“ for „Telegrafen.“
- ↑ Saasom: Ledvard: Hærens Vogter (eller Folkets Forsvarer). Folkvard, ligesaa. Herbrand: Hærens Sværd (altsaa en stor Hjælper i Striden). Tjodgjeir: Folkets Spyd eller Værge. Gunnvald: den som raader for Striden. Sigvald: den som volder eller raader for Seier. Sigfus: den som tragter efter Seier. Vebrand: Helligdommens Sværd (Forsvar). Brynhild: den bevæbnede Skjoldmø (den vel udrustede Deeltagerinde i Striden). – Hertil kunde man henføre nogle, som synes at gaae ud fra et Steds Navn, f. Er Sondolv (Sand-Ulv). Øyulv (Øens Forsvarer, eller den djerve Karl fra Øen), Sæbjørn (Sø-Bjørn), o. fl.
- ↑ Ved de Navne, som ere sammensatte med et Gudenavn fra den hedenske Tid (saasom Aas og Tor), har dog vistnok en høiere Betydning været paatænkt; og ialfald maa der have været en særegen Grund til, at saa mangfoldige Navne begynde med Tor (Thor). Navnene Tor og Aas kunne ellers ogsaa tages i en anden Betydning, nemlig som Udtryk for Kraft eller Styrke.
- ↑ Udtales næsten som „Valkjørjer.“ – Her mærkes ogsaa et Par andre Navne, nemlig Gjerd og Rid (Sig-rid o. s. v.), som vel ikke høre til Valkyrjernes Navne, men dog synes at have en lignende Betydning.