Nogle Studier i Saxo Grammaticus

Ludvig Daae

Nogle Studier i Saxo Grammaticus

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, fjerde Bind, 1907 (s. 129-160).

For et Aars Tid siden fortolkede jeg efter de Studerendes Ønske i et Par Semestre udvalgte Dele af Saxos beundringsværdige Verk, fortrinsvis partier, der angaa Norge. Disse Forelæsninger, ved hvilke jeg havde den sjeldne Glæde at see ogsaa en dansk Student blandt mine stadige Tilhørere, have givet Anledning til, at de nedenstaaende Bemærkninger ere nedskrevne.

---

I.

En samlet Undersøgelse af Saxos personlige Forhold til Norge og hans Verks Betydning som Kilde særlig til Norges Historie er endnu ikke anstillet. For de danske Forskere har en saadan Undersøgelse ligget fjernere. De norske Historikere have i den Grad betragtet »vore« (ɔ: Islændingernes) Sagaer som de afgjort paalideligste Kilder til norsk Historie, at Saxo nærmest kun er bleven benyttet som en subsidiær, supplerende Kilde. Efter min Mening fortjener Saxo navnlig for sin Samtids Vedkommende en større Opmærksomhed, naturligvis især, hvor det gjelder Norges Forhold til Danmark og Sammenstød mellem de to Riger.

Det følger af sig selv, at det, naar man vil danne sig en Mening om Saxos Værd for norsk Historie, maa blive af største Betydning at komme paa det Rene med, hvilken Adgang og hvilke Betingelser Forfatteren har havt til at skaffe sig Kundskab om Norges Land, dets Forhold og dets historiske Traditioner. Hidtil har man paa Forhaand antaget, at hans Efterretninger om Norge alene have beroet paa de Fortællinger om dette Land, han har kunnet høre af Danske eller, om det kom høit, paa de Iagttagelser, han har havt Leilighed til at gjøre, naar Nordmænd eller Islændinger indfandt sig i Danmark.

Jeg er derimod kommen til den Tro, at Saxo personlig har besøgt Norge og befaret en større Del af dets Kyster, og at han saaledes har havt Anledning til ved selvsyn at skaffe sig en langt sikrere og frugtbarere Kundskab om Landet, end den, man kan erhverve blot gjennem Andres Fortællinger. At Saxo har været i Norge, mener jeg at gjøre sandsynligt ved en Sammenligning mellem hans Beretninger om de to Tog, som Valdemar I har gjort til Norge i Aarene 1165 og 1168.

Det første af disse Tog skildres, skjønt det indledes med en længere Oversigt over Hovedbegivenhederne i Norges Historie efter Harald Gilles Død, i sig selv temmelig kortfattet^[1].

Men desto udførligere, livfuldere og mere interessant beskrives det andet Tog. Herpaa maa man allerede af den Grund sætte saa meget større Priis, som dette Tog ikke med et Ord omtales i nogen islandsk Kilde, saa at altsaa Historien paa dette Punct vilde være gaaet fuldstændig til Grunde, om ikke Saxo havde bevaret den^[2]. Grunden til, at Saxo med saa stor Forkjærlighed har beskrevet dette andet Norgestog, kunde allerede søges i en for ham meget vigtig Omstændighed. Absalon, som vel at mærke ikke omtales som Deltager i det første af Valdemars norske Tog og derfor maa antages ikke at have havt noget dermed at gjøre, sees udtrykkelig ikke alene at have været med paa det andet, men endog under dette at have spillet en betydelig Rolle. Saxo, »Absalons Klerk«, kunde altsaa af sin Patrons Mund have faaet en Besked om dette Tog, fyldigere og for ham betydningsfuldere, end den, han har havt om det første.

Men Beretningen har Momenter, som aabenbart lettere kunne forklares som umiddelbart stammende fra et Øienvidnes Iagttagelser, end som Gjengivelser af Andenmands Fortælling, hvor fortrinlig en saadan end kunde have været.

Skildringen af Valdemars Modtagelse i Tønsberg, hvor man gaar ham i Møde med festlig Procession, »saa at man ved en religiøs Ceremoni gjorde sin Underkastelse fuldkommen«, er meget malende. Erling Skakkes Stridsmænd havde flygtet fra Borgen. Det er høist interessant at læse: »Kongen steg op ad Bakken^[3] [til » Slotsbjerget«], betragtede Fjeldet, beundrede dets steile Top og erkjendte, at Befæstningen var uindtagelig, idet Naturen her havde gjort mere, end Kunsten.«

Er denne livfulde Gjengivelse af Kongens Stemning og Tale paa Slotsbjerget allerede mærkelig, gjelder dette endnu mere andre Steder i Fortællingen. Efterat Misfornøielsen med Toget hos nogle af de danske Krigere er skildret gjennem Nils Oxes Tale i første Person og Absalons bestemte Optræden derimod, faar man høre om Flaadens Seilads videre langs Kysten. Man kom, hedder det, til Portør, og om denne Havn siger Saxo, at »den er berømt af Sigurd Slembes udmærkede Tapperhed, thi her var det, at han med faa Skibe beseirede en uhyre stor Flaade«.

Er det nu sandsynligt, at Saxo har hentet denne eiendommelige, netop for en Mand med historisk Sands særlig interessante Oplysning af Absalons eller en anden Deltagers senere Beretning til ham i Danmark? Det er ikke rimeligt, at almindelige Danske, naar de kom til Portør, just skulle have erkyndiget sig om stedets historiske Minder eller, om noget saadant tilfældigvis var blevet dem berettet, bevaret, hvad de fik at høre, og bagefter fortalt det til Saxo. Tænker man sig derimod denne som personlig nærværende, bliver det en helt anden Sag. Mærkes maa det nu, at Sigurd Slembes Bedrifter netop høre til de Partier af Norges Historie, som Saxo med størst Udførlighed og Liv har beskrevet^[4].

Maaskee endnu mærkeligere er det, at Saxo under Skildringen af Seiladsen nordover langs Norges Kyst gjør den Bemærkning, at man »kom saa langt, at ved Sommersolhvervs Tid befandtes Nætterne at være saa lyse og i den Grad lige med Dagen, at der næsten ingen Forskjel blev paa Døgnets Tider, ja saa, at man endog om Natten kunde læse den fineste Skrift«.

Jeg spørger her: Er det antageligt, at man ombord paa Valdemars Flaade har været særlig literær og overhoved givet sig meget af med at læse Skrift, det være sig ved Dag eller Nat? Det er ikke sandsynligt, at Høvdingerne, end sige Mandskabet har givet sig af med at læse. Men har »Absalons Klerk« været med, kan det rigtignok let forklares, at dette Træk er kommet med i Skildringen.

Paludan-Müller har med vanlig Genialitet paapeget en Række af Stykker i den Del af Saxos Verk, som han har giver Navnet: »Absalonspartiet«, om hvilke Stykker det aabenbart maa antages, at de bero paa Saxos umiddelbare Iagttagelse af Begivenheder og Phænomener som Øienvidne. Han bemærker^[5]: »Tager man Absalonspartiet nærmere i Øiesyn, vil man finde, at det for en stor Deel bestaar af høist livlige Enkeltskildringer, der vel i Texten ere stilistisk sammenarbeidede, men i den indre Sammenhæng temmelig løst forbundne.« Han nævner nu en Række Exempler paa saadanne Partier af Saxos Verk, om hvilke han siger, at »de røbe sig ikke alene som hidrørende fra et Øienvidne til de skildrede Begivenheder, men synes endog at være nedskrevne under det endnu friske Indtryk af de mærkelige eller rystende Scener«. Mellem de af Paludan-Müller fremhævede Steder er der flere, der angaa Begivenheder udenfor Danmark, f. Ex. »det prægtige Stykke om Arkonas og Karenz’s Erobring, om Flaadens Farer og Absalons Aandsnærværelse paa Toget mod Julin og ved det mislykkede Forsøg paa at føre Flaaden ud gjennem Odermundingen ved Divenow« o. s. v. Er der da altsaa med Paludan-Müller Grund til at antage, at Saxo har ledsaget Absalon til Østersøens sydlige Kyster, bliver det ikke mindre sandsynligt, at han i 1168 har fulgt sin Herre til Norge.

Hvor langt mod Nord Valdemars Flaade er naaet i 1168, siger Saxo ikke bestemt, men fortæller kun, som vi have hørt, at man kom didhen, hvor Forskjellen paa Nat og Dag omtrent var borte. Munch^[6] har ment, at man i dette Punct »neppe kan have været sydligere, end henimod Bergen, maaskee man endog var kommen lige til Stadtland«, og han tilføier i en Note, at »dette forsaavidt er det rimeligste, som Forbjerget der afgav ligesom en bestemt Grændse for Indenskjærsfarten«. Det synes imidlertid mere sandsynligt at antage, at Seiladsen har strakt sig endnu adskilligt videre mod Nord, thi Bergen, ja endog Stadtlandet hører dog til den sydlige Del af Norge, hvor Sommernatten ikke let er i den Grad lys, som Saxo her beretter, at den var ved Nordgrændsen for Toget. Efter Ordene^[7] skulde man endog tro, at Valdemar var naaet til »Midnatssolens Land«, hvilket dog paa den anden Side. ikke er rimeligt. Sandsynligt turde det være, at han idetmindste er naaet op til f. Ex. Mundingen af Throndhjemsfjorden.

Det bør ikke lades ubemærket, at Iagttagelserne paa dette Tog aabenbart ligge til Grund for den kortfattede Omtale af Norges Natur, der findes i Saxos længe efter den Tid skrevne og til Erkebiskop Andreas Sunessøn stilede Fortale til sit historiske Verk^[8]. De Ord om det »yndigste«. (amoenissima) Danmark og det vilde Norge (tot inculta locorum spatia – – nihil praeter aspera saxa atque invias rupes), som han under Beskrivelsen af Norgestoget lægger i Munden paa Nils Oxe, der vilde bevæge Valdemar til at vende om allerede ved Tønsberg, disse Ord ere ret overensstemmende med Fortalens kun endnu en Smule mere rhetoriske Udmaling af Norges ublide Natur^[9]. Observationen af de lyse Nætter gjentages ogsaa i Fortalen, om end i varierede Udtryk.

II.

Den danske Forsker Dr. Axel Olrik, der har givet saa vigtige og betydelige Bidrag til Belysning af Saxos Oldhistorie og dens Kilder, har gjort sig megen Flid med at paavise, hvorfra Historieskriverens mange norske »Fornaldarsagaer« stamme^[10]. Han mener at have godtgjort, at Saxo har dem fra Island, ja endog at hans viden stammer fra en eneste, naturligvis Danmark besøgende Islænding. Men han mener tillige, at disse Saxos Fornaldarsagaer ere »tildannede og udformede af Nordmænd«. Islændingen skulde altsaa ikke have hørt disse Sagaer hjemme paa sin fjerne Ø, han maatte først have hørt dem i Norge og derefter have gjenfortalt dem for Saxo.

For nu at forklare, hvorledes dette er gaaet for sig, fremsætter Dr. Olrik skarpsindige Formodninger, om »hvad Berøring med Norge har en Islænding haft, som er reist fra sit Hjemland til Danmark?« (S. 280). Han har, mener Forfatteren, skaffet sig Part i et Skib, der gik mellem Island og Norge, hvor der rimeligvis var baade Islændinger og Nordmænd ombord, og er saa kommen til en norsk Havn, allersnarest til Nidaros. For nu at komme derfra til Danmark, er han enten gaaet ombord paa et Skib, som har havt dette til directe Maal, eller i Mangel deraf paa et, der gik til det sydlige Norge, og er saa kommen ned langs vestkysten til Lindesnes, hvorfra Skibet enten har sat Kurs ind efter Oslo eller seilet lige over Skagerrak forbi Skagen til Kattegat og Øresund.

Videre udvikler nu Forfatteren, at samtlige de norske Stedsnavne, der forekomme i Saxos Fornaldarsagaer, findes netop paa Kysten fra Throndhjemsfjorden til Lindesnes. »Islændingen« skulde da under sin Seilads langs Kysten have hørt Sagaerne og mærket sig Localiteterne. For at gjøre en saadan Antagelse sandsynlig anfører han Steder af Landnámabók, der skulle »give et Billede af, hvorledes den lange Seilads langs Kysten kortedes ved Fortællinger om de mærkelige Steder, man saa underveis«. Dr. Olrik udfinder, at »Saxos Stedfæstelser fordele sig paa hele Kystlandet fra Throndhjemsfjorden til Norges Sydspids«. Han paapeger Øen Hiteren med Baldershagen, Frøkasund, Rusla ved Indseilingen til Sognefjorden, Stikla paa Karmøen, Rennesø, Aumar o. s. v.

Som Resultat finder nu Dr. Olrik, »at hans Gjetning, at Saxos Fornaldarsagaer egentlig ere Skippersagaer, løser en hel Række Vanskeligheder« (hvilke jeg dog her ei vil gaa nærmere ind paa).

Villig anerkjender jeg Skarpsindigheden i Dr. Olriks udførlig fremsatte Hypothese. Men jeg tillader mig dog at spørge, om ikke »Vanskelighederne« endnu lettere end gjennem en Islændings hypothetiske Reise »løses« gjennem Sandsynligheden af Saxos egen personlige Færden langs den norske Kyst i det mindste fra Tønsberg og til langt op imod Nord. Saxo egen ovenfor citerede Bemærkning om Havnen Portør som Skueplads for en Bedrift af Sigurd Slembedegn peger jo uimodsigeligt paa, at Ankomsten til denne Udhavn har foranlediget, at man har givet tilbedste Fortællinger om Sigurd, ganske som det i vore Dage af og til hænder, at Passagerer paa et Dampskib, endog Folk af tarvelig historisk Dannelse, komme til at tale om 1812 og »Najadens« Undergang, naar man passerer den ikke langt fra Portør beliggende Havn Lyngør, eller om 1532 og Christiern II, naar man befinder sig i Nærheden af det i samme District beliggende Hestnes.

Valdemar kom til Norge 1168 som forbunden med et Parti, der bekjæmpede Magnus Erlingssøn. Det er utvivlsomt, at der paa hans Flaade befandt sig ikke faa endog ret fremstaaende Nordmænd. Saxo siger jo selv udtrykkelig til Slutning, at de »fornemme Nordmænd, som havde ledsaget Kongen«, skilte sig fra ham, da han omsider vendte om og seilede tilbage til Danmark, »fordi de skammede sig ved at forlade sit Fædreland«.^[11] Herpaa lægger jeg megen Vegt. Det var naturligvis i de høiere Classer, at den historiske Tradition fortrinsvis var bevaret, og Saxo tor derfor formentlig i et saa udsøgt Selskab have havt Anledning til at høre fuldt saa indholdsrige og paalidelige Beretninger som de »Skippersagaer«, en Islænding maaskee kunde gjøre Regning paa at indsamle under en Kystreise paa et almindeligt Handelsskib.

Om Mythologi og Sagnhistorie udtaler jeg mig ikke. Men det forekommer mig indlysende, at Saxo ikke kan andet end faa en ikke lidet større Betydning som Kilde til norsk Historie, naar man tør antage, at han som Deltager i et dansk Tog til Norge har havt Anledning til at lære Landet at kjende, idet man kan være vis paa, at ban har benyttet Leiligheden til at sætte sig ind i Forholdene og navnlig til at indsamle historisk Kundskab saa godt, som vel muligt.

Det seer ud til, at han ikke har følt sig tiltalt af Nordmændene. Flere Steder i hans Verk pege i denne Retning. Medens man neppe kan finde Ytringer hos Saxo, der tyde paa Uvilje mod de Svenske, thi dertil kan man dog ikke egentlig regne hans Paastand, at intet Folk villigere optager Landflygtige eller lettere bortjager dem^[12], har han strengere Domme om de Norske. Han beskylder dem saaledes for, at de fremfor noget andet finde Behag i at drikke umaadeligt^[13]. Er nu dette maaskee kun en henkastet Ytring, vidner et andet Sted om en dybere Antipathi. Det er der, hvor Saxo fortæller om Svensken Gunnar, der angriber Norge og først ødelægger Jæderen og derpaa beseirer den norske Konge Regnald og saa for ret at hævne det overvundne Folk for dets Feighed satte en Hund til Høvding over det. Hvad skal man tro, at han hermed har tilsigtet, uden at lade et hovmodigt Folk føle sig grundig straffet for sit Overmod ved at maatte bøie sin stive Nakke for en gjøende Hund.« – – »Saaledes opnaaede han ved at knække Nordmændenes Hovmod, at de ret tydeligt fik at føle, hvilket Skaar der var gjort i deres Stolthed, eftersom de saa sig tvungne til at vise en Hund Lydighed.«^[14] Saxos Udgiver, P. E. Müller udtaler her, at det neppe kan negtes, at Udtrykkene tale for, at Saxo ikke har yndet de Norske. Knude det end tænkes, at disse til Fortællingen om ældgamle Oldsagn knyttede Udbrud nærmest kun burde forstaaes som rhetoriske Udbrud, er der dog ogsaa andre Steder hos Saxo, der bestemt tyde paa, at han ikke har holdt af Nordmændene. Fornemmelig bør her mærkes nogle meget heftige Ytringer i Sven Tveskjægs Historie. Saxo giver her en fabelagtig Fortælling tilbedste om Olaf Tryggvessøn og Sigrid Storraade. Det hedder, »at Olaf havde stevnet Sigrid til sig ombord paa et Skib, og da hun traadte ud paa en til dette anbragt Bro, blev Brættet, hun gik paa, trukket bort under hende, saa hun styrtede paa Hovedet i Vandet. Søfolkene, som havde faaet Befaling hertil, nøiedes saa ikke med at have tilføiet den ophøiede Dronning denne Tort, men for at lade hende forstaa, at de ansaa hende for et liderligt Kvindfolk, gave de sig til at raabe og vrindske ad hende. Dette var norsk fin Opførsel, fuld af Svig og Spot – hvo som viser det Folk Godhed og Venlighed, maa sandelig være belavet paa at faa alt andet end Tak derfor.«^[15] Allerede Torfæus, hvis mangen Gang mærkeligt skarpsindige Bemærkninger ikke bør fornemt oversees, som den Keyser-Munchske Skole tidt har gjort (baade hvor det gjælder ham og Schøning), fandt det tænkeligt, at disse »Invectiver« staa i Forbindelse med Saxos Harme over Erling Skakkes formentlige Utaknemlighed mod Kong Valdemar^[16]. En lignende Formodning udtaler P. E. Müller i Noterne til Saxo, uden som det synes at have været opmærksom paa Torfæus. Det kan derhos bemærkes, at Saxo, idet han omtaler Magnus den godes Succession efter Harde-Knud i Danmark, i høie Ord roser sine Landsmænd for den Samvittighedsfuldhed, hvormed de respecterede den mellem Magnus og den danske Konge trufne Arvepagt, idet de fandt sig i at foretrække den fremmede Magnus for Sven Estridssøn, der var af dansk Kongeblod^[17]. Det tør antages, at han her har villet rose sine Landsmænd paa de Norskes Bekostning.

III.

At Saxo saaledes, idetmindste til sine Tider, har været uvillig stemt mod de Norske, bør dog ingenlunde i væsentlig Grad forringe vor Tillid til ham som Fortæller af den virkelig historiske Tids, navnlig Samtidens Historie. Jo mere den norske Historieforskning kommer til at erkjende, at der ikke kan tillægges islandske Traditioner en saa vidtgaaende Tillid, som hidtil er viist dem, vil Saxos Værd sikkert blive mere og mere paaskjønnet.

Her skal kun gjøres et Forsøg paa en Sammenstilling af hans Historie med de sagamæssige Kilder til Magnus Erlingssøns Historie. Disse Kilder ere, som bekjendt, Fagrskinna og Snorre; Knytlinga Saga kan ikke komme i Betragtning. Selvfølgelig bliver her nærmest kun Tale om de Partier af Norges Historie i denne Konges Dage, der angaa Norges Berøringer med Danmark.

Det er indlysende, at Saxo ligeoverfor disse to islandske Kildeskrifter til Historien i Tiden fra 1161 nødvendigvis maa have visse Fortrin, hvilke dog hidtil ingenlunde ere ret bemærkede eller fremhævede.

Saxo levede nemlig for det første samtidig med hin Tids Begivenheder, medens Fagrskinna og Snorre ere betydelig yngre. Førstnævntes Affattelsestid sættes nu med Rette saalangt ned i Tiden som 1230–1240, altsaa samtidig med Snorres Historieskrivning; den sidste kan altsaa ikke have benyttet Fagrskinna. Nu maa vistnok Morkinskinna, der antages ligesom Fagrskinna og Snorre at have fort Fremstillingen ned til 1177, men hvis senere og os her vedkommende Stykker ere tabte, rimeligvis være at henføre til en lidt ældre Tid (henimod 1230), og den har maaskee ligget til Grund for Fagrskinna.^[18] I ethvert Tilfælde staar altsaa Saxo Begivenhederne noget over en Menneskealder nærmere. Hertil kommer, at Saxo ganske sikkert gjennem sin daglige Omgang med Absalon, om hvis politiske Indflydelse og Betydning det er overflødigt at tale, har havt en særegen Adgang til at kjende Tidens danske og dansk-norske Politik og blive indviet i alle dennes Hemmeligheder. Snorre derimod og de anonyme Forfattere af (Morkinskinna og) Fagrskinna vare neppe i det heldige Tilfælde at kunne belæres af saadanne i Rigsanliggender nøie indviede Personligheder. De skreve i Haakon Haakonssøns Regjeringstid. Men da laa ikke alene, som Enhver veed, Erling Jarl, Magnus Erlingssøn, Erkebiskop Eystein og alle den Tids mægtigste Nordmænd forlængst i sin Grav, men – hvad der ikke nok kan fremhæves – Sverres voldsomme omvæltninger havde knust de Ætter og Kredse, i hvilke Overleveringen fra de nævnte Mænds Dage under normale Forhold maatte kunne tænkes bevarede. Biskop Nicolaus af Oslo († 1225) har maaskee været den sidste, ganske vist høist ensidige og lidet paalidelige Bærer af hine Dages mere intime politiske Erindringer. Selv en Mand med Snorres Evner har under sine Ophold i Norge havt vanskeligt nok for at skaffe sig dyberegaaende Indsigt om de Ting, hvorom her er Tale. Snorres Ven Skule Jarl maatte man jo nærmest tænke paa som hans Veileder, men Jarlen, opdragen, som han var, mellem Birkebenere, har neppe havt meget indgaaende Viden om Tiden før Kong Sverre.

P. A. Munch har da ogsaa i Fortalen til sin i 1859 udgivne Oversættelse af Snorre (pag. XXI) indrømmet, at det sidste Parti af dennes Verk er dets svageste, og anstillet forskjellige skarpsindige Betragtninger over Aarsagerne hertil.

IV.

Vil man nu studere den dansk-norske Historie i Tiden fra 1161 og ned gjennem de følgende Aar indtil 1170, vil det formentlig være mindre heldigt, saaledes som man almindelig har gjort, at forsøge paa gammeldags Maade at combinere Saxos og Sagaernes Beretning. De bør derimod betragtes hver for sig og saa sammenholdes, men ikke sammenblandes.

Magnus Erlingssøns Historie begynder, som bekjendt, dermed, at Kong Inges Parti, dengang han var falden 1161, besluttede fremdeles at holde sammen og ikke underkaste sig Haakon, Sigurd Munds Søn, hvis Parti havde vundet den foreløbige Seier. Efter en Raadslagning, om hvem man skulde tage til Konge blandt de kvindelige Descendenter af Kongehuset, faldt Valget paa Christina Sigurdsdatters og Erling Skakkes Søn. Hvor stor Tillid man kan skjænke Snorres udførlige Referat af de forudgaaende Forhandlinger – i Fagrskinna, der paa dette Punct har en Lacune, findes derom Intet – hvor Talere optræder i oratio recta, faar staa derhen. Men der er her en Omstændighed tilstede, som ikke alene lades uomtalt af Snorre, men som, saavidt jeg veed, heller ikke senere Historikere have fæstet sig ved. I Sverres Saga (Cap. 83) faar man pludselig vide, at Kong Inge havde efterladt en Søn, Harald, der i Aaret 1184 optræder i Bergen mellem Magnus Erlingssøns Folk og længere ud paa samme Aar blev en af de Faldne i Slaget ved Fimreite. Dette er mærkeligt. Da Kong Inge selv ved sin Død var en ganske ung Mand, maa denne Harald ved Faderens Bortgang vistnok have været et lidet Barn. Men det var ogsaa den femaarige Cognat Magnus Erlingssøn. Haralds Forbigaaelse er altsaa mærkelig. Maaskee har han været en posthumus, ligesom Haakon Haakonssøn? I ethvert Fald er det af Interesse, at han, Kongesønnen, som voxen har fundet sig i at være Magnus’s Tjener, og at ikke Nogen har fundet paa at benytte ham i Partiøiemed.

Efterat Magnus imidlertid var hyldet af Inges forrige Parti i Norge, men en haard Kamp øiensynlig vilde forestaa, inden der kunde tænkes paa at faa ham almindelig anerkjendt, besluttede Erling sig til at søge Hjælp hos Kong Valdemar og begav sig med sin Søn ned til Danmark. Snorre omtaler ikke, at Christina, Magnus’s Moder, paa hvis nære Slægtskab med Valdemar Haabet om dansk Understøttelse vel for en væsentlig Del maatte bygges, dennegang var med paa Færden. Derimod medfulgte Kong Inges Moder, Dronning Ingerid, som her for sidste Gang omtales^[19]. Hun ledsagedes af to Sønner; mellem dem har sandsynligvis været den senere Biskop Nicolaus, der dog endnu ei kan have været voxen. Videre medfulgte Jon Kutiza, en i den følgende Tid af og til nævnt ivrig Tilhænger af Magnus og Erling; han hørte hjemme i Thrøndelagen, var idetmindste siden Lendermand og nævnes endnu (1185) som tilhørende Kuflungernes Parti. Færden talte 10 Skibe, og det hedder, at man henvendte sig til Kong Valdemar og til Dronning Ingerids danske Søn Buris.

Ogsaa Saxo kjender dette Danmarkstog, skjønt han kun nævner Erling og Magnus ved Navn. Han omtaler derhos, at det var Jylland, hvor de Norske kom hen. Han tilføier ogsaa, at de bleve modtagne med de største Hædersbevisninger, og at der ydedes dem rigelig Understøttelse for den Tid, de vare hjemmefra, og stor Udrustning^[20], hvilket vel vil sige, at de bleve forsynede med forskjellige Fornødenheder til den forestaaende Kamp med Haakon Sigurdssøn.

Snorre angiver saa, at der sluttedes en meget vidtrækkende Overenskomst mellem Valdemar og Erling. Den første skulde yde Kong Magnus al den Hjælp, som han maatte tiltrænge for at vinde Norge og »holde det siden«. Til Gjengjæld skulde »Valdemar have det Rige i Norge, som hans »Frænder« Harald Gormssøn og Svein Tjugeskjæg havde havt, »hele Viken nord (ɔ: vest) til Rygjarbit« (ɔ: Gjernestaugen, der dannede Østgrænsen for Agder).

Fagrskinna har, som anmærket, her en Lacune. Men paa et senere Punct omtaler ogsaa denne Kilde en saadan Overenskomst om, at »hvis Magnus blev Konge i Norge«, – Overenskomsten maa altsaa ogsaa her sættes til 1161, -da denne endnu ikke var kommen i Besiddelse af Riget – da skulde Kong Valdemar »tilegne sig alt Landet, som ligger mellem Danmark og Lindesnes med Skat og Skyld, som i fordums Tid Danekongerne havde havt«. Valdemar skulde altsaa have endnu mere, end hvad Snorre, der kun taler om Landet til Rygjarbit, lader Erling afstaa. Fagrskinnas Forfatter lader tilsidst endog Erling give Valdemar et lidet Cursus i dansk-norsk Historie (sagði konungi bæði forn dœmi ok ný. – – mintisk hann á þat, er Hákon hinn ríki jarl hafði haldit Norgesveldi at léni af Danakonungi!). Fagrskinna tilføier endelig, at Valdemar paa sin Side lovede at understøtte Erling til at underlægge sin Søn Landet^[21].

Det synes mig lidet troligt, at en Overenskomst mellem Erling og Valdemar har været bygget paa dunkle Minder om, at Viken i sin Tid havde hørt til Daneveldet, og overhoved paa Traditioner, der gik tilbage til Hedenskabets Dage. Det er rimeligere i begge Contrahenter at see Realpolitikere, som tænkte paa den givne, actuelle Situation og paa de Fordele, enhver af dem kunde haabe at afvinde denne. Den hele Tale om Gorm, Haakon Jarl, Viken til Rygjarbit eller Lindesnes o. s. v. turde snarest være – islandske Phantasier. For Islændinger, som rugede over gamle, uklare Forestillinger fra en længst svunden Tid, kunde det ligge nær, naar de hørte noget om en Forhandling mellem Danmark og Norge, hvor Danmark var den overlegne Magt, da strax at tænke tilbage paa Haakon Jarl o. s. v. I Norge var der vist ikke Mange, som under kritiske Spørgsmaal i Samtiden vendte Blikket mod en taaget Oldtid, og i Danmark har vel slet Ingen hengivet sig til den Art Betragtninger. Thi naar ikke engang Saxo hentyder dertil, have sikkert ikke Andre været inde paa saadanne Tanker.

De følgende Begivenheder vise aabenbart, at Erling maa have misligholdt Forpligtelser ligeoverfor Valdemar, thi paa anden Maade kan neppe det Fiendskab mellem Rigerne forklares, der snart sees at have afløst det i 1161 fremtrædende varme Venskab. Men hvori disse Forpligtelser have bestaaet, kan visselig nu ikke siges. Har der været Tale om et Vasalforhold, da vilde det være sandsynligere, at Magnus for hele Norge har skullet erkjende et Slags dansk Overhøihed, end for en enkelt Provinds’s. Vedkommende. Herpaa kunde nemlig de af Saxo fortalte Betingelser ved det endelige Forlig i 1170, hvortil vi senere skulle vende tilbage, synes at tyde, tildels ogsaa andre Omstændigheder.

Erling seirede over Haakon, som det maa antages, uden anden dansk Hjelp, end den Udrustning med Krigsfornødenheder, som han strax har faaet hos Valdemar. Et Par Aar efter (1163, som Hertzberg har vist at være det rette Aar) kunde han lade sin Søn krone. Vi skulle ikke her opholde os ved denne af Andre nys udtømmende behandlede Begivenhed. Kun bemærke vi, at Snorre kun har lidet indgaaende Kjendskab til, hvad der foregik. Han tror, ar Kroningen i Norge var fremkaldt ved Exempler fra England og – Danmark, hvor han mener at allerede Sven Estridssøn var kronet Konge. Sandheden er, at Norge er det første af Nordens Lande, som har seet en Kongekroning. Men mærkeligere er det, at Snorre slet ikke kjender til den gjennemgribende Forandring i Norges Statsret, de store Indrømmelser til Geistligheden og de nye Regler for Thronens Besættelse, som bleve vedtagne og lovfæstede. Dette er et mærkeligt Bevis paa, hvad jeg ovenfor har udtalt om, hvor afsvækkede Traditionerne fra denne Tid vare blevne i Norge, da Snorre skulde skrive sit Verk i Haakon Haakonssøns Tid. At heller ikke Saxo omtaler disse Ting, er derimod ikke underligt, thi han berører kun leilighedsvis norske Forholde, hvilke han ogsaa betegner som fjernere liggende og hans Verk lidet vedkommende, naar det ei er nødvendigt at berøre dem for den danske Histories Skyld^[22]. Men han har ingenlunde været uvidende om, hvilken Magt Hierarkiet i Magnus’s og Erlings Tid havde vidst at tilvende sig, thi han siger udtrykkelig, at »Bispernes Magt i Norge paa den Tid var ganske umaadelig«^[23].

Da et Par Aar efter Erlings og Valdemars Forhandlinger Forholdet mellem dem var blevet spændt, sees Valdemar at have ladet Udsendinge gaa til Norge for at kræve hans Ret; men Erling skal have henskudt sig under Almuen, der saa til Thinge negtede at finde sig i nogen Underkastelse under Danmark, idet de efter islandske Kilder henholdt sig til Historiens Vidnesbyrd om, at de Danskes Regimente i længst forsvunden Tid havde været saa ulykkeligt. En udmærket Historieforsker har i sin Tid træffende sammenlignet denne Erlings Appel til Thingalmuen med Frants I’s Fremgangsmaade, da han i Freden i Madrid 1526 havde maattet afstaa Hertugdømmet Burgund til Carl V, men, efter at være kommen paa fri Fod, lod Burgunds Stænder protestere mod Afstaaelsen^[24]. Efter E. Hertzbergs Beregninger af Tidsfølgen i disse Aars Historie^[25] skulde de ovennævnte danske Sendemænd have været nærværende i Bergen kort før Magnus’s Kroning der om Sommeren 1163 (formodentlig ogsaa overværet denne) og saa ud paa Høsten have fulgt Erling til Østlandet, hvor det omtalte Thing holdtes med Almuen, og vel derefter have vendt hjem til Kong Valdemar.

Imidlertid havde allerede samme Aar, som Kong Haakon var falden i Slaget ved Sekken^[26] (1162), denne Konges Tilhængere paany samlet sig og ladet en anden af Sigurd Munds Sønner, den saakaldte Sigurd Marcusfostre, udraabe til Konge paa Eidsivathing. Saxo kjender den nye Thronprætendent, dog uden at angive hans Navn, idet han (p. 793) kun benævner ham Marci alumnus. (Af Sagaerne – jeg følger fremdeles Hertzbergs Tidsberegning – vide vi, at baade Sigurd og Marcus henrettedes i Bergen 1164). Nu, fortæller Saxo, henvendte de Henrettedes Tilhængere sig først til Kong Karl Sverkerssøn i Sverige, »som syntes at staa i en vis Slægtskabsforbindelse med Norges Konger«^[27]. Her opnaaedes ikke nogen virkelig Hjelp, og nu sendte Partiet Bud til Valdemar for at søge Bistand hos denne og lovede »en Deling af Norge«^[28]. (Man maa her spørge: mellem hvem? Valdemar skulde vel have den ene Part, men, da Sigurd var falden, hvem skulde have den anden? Endnu var jo ikke nogen ny Prætendent opstillet). Kong Valdemar, fortsætter Saxo, vilde ikke uden videre stole paa de norske Misfornøiede, men lod nu Nordmændenes Sindelag undersøge ved hemmelige Udsendinge, og det viste sig da, at adskillige Norske virkelig vare tilbøielige til Frafald fra Magnus og Erling^[29].

Saxo beretter om hemmelige danske Agenter, og saadanne have altsaa virkelig optraadt her. Snorre har, som bekjendt, en Fortælling om noget lignende. Hvad der især maa interessere i den sidstes Fortælling, er, at Snorre lader Agenterne optræde i Thrøndelagen. Dette viser nemlig klart, at Valdemars Planer om at underkaste sig Norge idetmindste nu ikke have indskrænket sig til Viken, men maa have omfattet det hele Land; at han begyndte med at ville vinde Thrønderne, kom vel af, at han havde faaet Kundskab om, at disse var Erling fiendske. Men Snorres Fremstilling er forøvrigt uklar, idet det efter ham skulde see ud, som at Agenterne i Virkeligheden kun udgave sig for at være danske, men at disse danske Mænd egentlig vare udsendte af Erling selv for under Foregivende af, at de kom i Valdemars Ærende, at friste Thrønderne, for at han derved kunde sætte deres Troskab paa Prøve. Derefter skal saa Erling have gjort et Tog til Throndhjem og strengt straffet de compromitterede. Helt paalidelig synes denne Snorres Fortælling ikke at være, da man jo dog af Saxo veed, at Valdemar selv havde sendt slige Folk ud, og at de vendte tilbage til ham med Besked; det maatte da i det høieste kun være nogle af disse Danske, som maaskee Erling havde lokket over til sig. De siges hos Snorre at have givet sig Udseende af Pilegrime til St. Olaf, men da han samtidig lader dem komme til Throndhjem om Vinteren, medens dog Pilegrime uden Tvivl nærmest søgte did om Sommeren til Helgenens Festdage, bliver ogsaa dette mistænkeligt. Og hertil kommer endelig, at Fortællingen i ganske paafaldende, ja i altfor høi Grad minder om et lignende, mindre ædelt Træk, der tillægges Harald Haarderaade^[30].

Efterat Valdemar ved sine udsendte Agenter var bragt til den Tro, at han kunde gjøre Regning paa Tilslutning i Norge, foretog han saa det første Tog til Landet 1165, hvorom baade Saxo og Islændingerne vide at tale. Interessant er Saxos Oplysning om Orm Kongsbroder, hvem han vistnok især har mærket sig, fordi han, som ogsaa anføres, var Halvbroder af den danske Buris. Han lader nemlig denne søge Valdemar og love ham Lydighed, dog uden at dermed skulde skee Brud paa hans Troskab mod Magnus. Heri synes mig at ligge et vink om, at Erling i 1161 har lovet den danske Konge, at han skulde være Norges Lensherre, thi paa den Maade kunde jo Orm ypperlig være begge Kongers Tjener. Og Orm har naturligvis i sin fremskudte Stilling været nøie indviet i, hvad der i 1161 har været vedtaget, ja ikke usandsynlig i det Aar kan have fulgt med til Danmark, hvor jo hans Moder og to af hans Stovreimske Halvbrødre udtrykkelig nævnes blandt Magnus’s og Erlings Ledsagere.

Saxos Fortælling om Valdemars første Norgestog viser ganske utvetydigt, at hans Hensigt nu var at »forene det norske Rige med det danske«, og Forfatteren mener, at det vilde have lykkedes ham, om han ikke havde spildt Tiden, men forfulgt Erling, der havde trukket sig tilbage til fjernere Egne. Dette tor jo være tvivlsomt. Enden blev, at Toget §mislykkedes, men en »stor Mængde Nordmænd, som havde sluttet sig til Valdemar, forlod med ham Landet og levede en Tidlang dels paa Kongens, dels paa Høvdingernes Bekostning«.

Nu følger Beretningen om, at Erling søgte at hevne sig ved at gaa angrebsvis frem mod Danmark. Det er ikke nødvendigt her at gaa i Enkeltheder, men Saxos Beretning om Erlings Tog til Danmark indeholder særdeles fortræffelige Skildringer. Paludan-Müller har utvivlsomt Ret, naar han regner Absalons Mode med Erling i Nærheden af Kjøbenhavn blandt de Begivenheder, hvortil Saxo har været Øienvidne^[31]. Derefter følger det andet danske Forsøg paa at erobre Norge, som Sagaerne ikke have et Ord om. Det er ovenfor udførlig omtalt.

Endelig har vi saa det endelige Forlig mellem Norge og Danmark, hvor Saxo ubetinget maa betragtes som Hovedkilden, fuldt paalidelig og velunderrettet som han er, i Modsætning til Islændingerne.

Saxo, i hvis Verk Erlings Hustru Christina overhoved ikke nævnes, har Intet om hendes Reise til Danmark, der saaledes, om den end har fundet Sted, neppe maa tillægges nogen større Betydning.

Saxo beretter om det berømte Mode i Ringsted 1170, hvor Danmark saa sin første Kongekroning, idet Valdemars syvaarige Søn Knut (VI) der blev salvet. Samtidig blev ogsaa Kongens Fader, Knud Lavard, høitidelig skrinlagt som Helgen. Derefter fremtraadte som Erling Skakkes Gesandter Helge, Biskop af Oslo^[32], samt Erkebiskop Stephanus af Upsala. Fra et ophøiet Sted bade de om Fred for Nordmændene og udviklede, at Valdemar paa denne Glædesdag burde være særlig fredelig stemt, og deres »udmærkede Veltalenhed gjorde omsider Indtryk«. Det blev tilstaaet, at Erling skulde faa Kongen i Tale. Efter Biskop Helges Forlangende bestemtes saa Esbern Snare, skjønt han nylig var saaret og ikke endnu helbredet, til at gaa til Norge som Gissel, medens to Nordmænd, en Erling^[33] og en Ivar, skulde forblive i Danmark som Kong Valdemars Gisler. Da Esbern mødtes med Erling i Norge, vexlede de skarpe Ord »paa et Thing«. Derefter kommer Erling Skakke selv til Danmark med fire Skibe, ledsaget af den nysnævnte svenske Erkebisp. Esbern snare forbliver i Norge, medens Absalon mødte Erling ved Isøre paa Sjelland og førte ham over til Jylland til Kongen. Her sluttedes endelig Forlig, idet Erling aflagde Ed paa, at han skulde paatage sig at opfostre Danekongens yngre Søn Valdemar (den senere Valdemar Seier), der var et ganske lidet Barn, og gjøre ham til Jarl (dux), og dersom Erlings Søn Magnus ikke fik ægtefødte Børn (der staar liberis, ikke filiis) da skulde Valdemar den yngre blive det norske Riges Arving. Erling blev samtidig Kongens haandgangne Mand (miles) og skulde, naarsomhelst det var paakrævet, stille sexti norske skibe (formodentlig bemandede) til Valdemars Tjeneste. Erling skal saa siden i Norge have bekjendtgjort dette Forlig til Thinge. Et Skib var sendt op fra Danmark for at hente Esbern Snare tilbage, og denne forlod Norge efter at have modtaget Gaver af Folket, bestaaende af Buer og Pile^[34].

De islandske Beretninger paastaa, at Erling ved denne Leilighed blev dansk Jarl. Dette maa efter det ovenstaaende være urigtigt. Han blev Kongens miles, ikke hans dux. Allerede Munch^[35] har her stillet sig tvivlende ligeoverfor Sagaerne, og det er sikkert rimeligst at tillægge den samtidige Saxo større Troværdighed. Jarletitelen har han visselig faaet af sin Søn. Og hans Vasalforhold angaar det hele Norge og ikke – »Viken«.

Nogen videre Betydning har Forliget ikke faaet, uden forsaavidt som Krigstilstanden mellem Rigerne ophørte. Valdemar blev ikke sendt til Norge for at opfostres, og Tilstandene der vare jo heller ikke indbydende, især efterat Birkebenernes Optræden havde gjort Borgerkrigen chronisk. Lenstjeneste blev heller ikke ydet, og Norges oprevne Tilstand har gjort dette umuligt. Men venskabelig Forstaaelse vedblev at herske mellem Landene, og efter sin Faders Død seer man Magnus Erlingssøn søge Tilflugt i Danmark. Efterat Valdemar II var bleven Konge i sit Hjemland, optræder han dog en Gang (i 1205) paa en Maade, der minder lidt om gamle Paastande paa dansk Overhøihed over Norge, idet han indfinder sig i Tønsberg og paa en Maade disponerer over Norges Throne til Erling Steinvegs Fordel.

Hermed ophører Saxos Beretninger om norske Forhold og Begivenheder, naar alene undtages, at han indflettede en kort, men desto mere indholdsrig og vigtig Beretning om Kong Sverre^[36], hvem han er fuldt paa det rene med at stemple som Bedrager. Herom skal jeg ikke udtale mig, da jeg nys har behandlet dette Spørgsmaal i dette Tidsskrift.

I nærværende Afhandling har jeg nærmest holdt mig til de af Saxos norske Episoder, der angaa hans egen Samtid. Jeg har meent, at der maa tillægges disse en Troværdighed og Betydning, større end den, de norske Historikere hidtil have indrømmet dem. Selvfølgelig er der ogsaa i de foregaaende Afsnit af Saxos Verk Meget, der fortjener nærmere Undersøgelser fra norsk Standpunct. Det vilde være mig særdeles kjært, om denne lille Opsats kunde bidrage til at skaffe Saxo flere norske Læsere, især blandt de, for hvert Aar Færre og Færre, der endnu kunne forstaa hans latinske Original. Han er nemlig af de Forfattere, som det er meget vanskeligt at gjengive i en virkelig Oversættelse.

---

Tillæg.

Dronning Ingerid.

Skjønt denne letfærdige Kvinde kun ganske i Forbigaaende har noget med det Emne at bestille, hvormed jeg her har beskjæftiget mig, benytter jeg denne Leilighed til nogle Bemærkninger om hendes Historie, da en saadan herefter neppe for mig vil tilbyde sig.

Hun var, som bekjendt, af svensk Kongeæt, men spiller en vis Rolle i alle tre nordiske Rigers Historie. Hendes Fader var Regnald, Søn af Kong Inge I af Sverige. Den berømte Margrete Fridkulla, først Norges, derefter Danmarks Dronning, var altsaa hendes Faster og kom til at virke bestemmende paa hendes Skjebne. Margrete fik hende nemlig gift med Henrik Skatelaar i Danmark, Sven Estridssøns Sønnesøn, og skjænkede hende i den Anledning betydelige svenske Godser. Ægteskabet blev imidlertid ulykkeligt. Saxo har (p. 628) en meget pikant Historie om hendes Utroskab: Hun rømte fra sin Mand om Natten, klædt i Mandsdragt, og indlod sig i en Elskovshandel med en ung Mand, om hvem det hedder: muliebriter allectam, viriliter cultam furtive derexit, hvilke Ord jeg overlader det til Læseren at oversætte efter eget Behag. Men Æigtemanden satte efter hende og traf hende i Aalborg klædt som Tjenestekvinde^[37] og førte hende, efterat Elskeren var forduftet (elapso), tilbage til Hjemmet. Men da han mente, at denne Skandale skyldtes Knuds (Lavard) Raad, lagde han denne for Had.

Henrik Skatelaar faldt i Slaget ved Fodevig i Skaane 4. Juni 1134. Ingerid havde med ham havt tre eller fire Sønner: 1) Magnus, der knyttedes til Moderens Hjemland Sverige, hvor han endog en kort Tid blev Konge, men faldt 1161 i Kampen med Karl Sverkerssøn, efter selv at have ladet Erik den hellige dræbe. 2) Regnald, der var sin Broder Magnus’s Jarl. 3) Buris, der blev i Danmark og der længe spillede en lidet hæderlig Rolle og 4) den mindre bekjendte Knud.

Ingerid sad just ikke længe Enke efter Henrik Skatelaar. Thi efter sit Nederlag ved Fyrileiv 10. August 1134 (lidt over 2 Maaneder efter Slaget ved Fodevig) kom Harald Gille til Danmark, som han igjen forlod saa snart, at han endnu samme Aar kom til Bergen. Under dette Ophold i Danmark maa han have knyttet Forbindelse med Ingerid, som nu blev hans Dronning. Da nu, som bekjendt, Harald Gille myrdedes 13. Dec. 1136, og hans Søn med Ingerid, der fik det svenske Kongenavn Inge, ved Faderens Død var paa andet Aar, er det klart, at Ægteskabet (eller i et hvert Fald Samlivet) med Ingerid maa være indtraadt senest i den første Del af 1135. Inge maa vel have været den eneste Frugt af dette Ægteskab, under hvilket Harald forøvrigt holdt en Frille, Thora Guttormsdatter, til hvem han allerede tidligere maa have staaet i Forhold, da hans Søn med hende, Sigurd Mund, var et Par Aar ældre end Inge. Hendes Forhold til Kongen maa, som kan sluttes af det bekjendte Væddemaal, som gik forud for Harald Gilles Mord, have været ganske offentlig bekjendt; hun har været en Art maitresse en titre.

Ingerids tredie Ægtemand var den norske Lendermand Ottar Birting, der kaldes en »mægtig Høvding«, men dog, som man af Sigurd Jorsalfarers, hans Lykkes Befordrers, Saga erfarer, oprindelig var en fuldstændig Parvenu. At Ottar Birting af Snorre omtales som en trofast Støtte for sin Stedsøn Kong Inge, kan tyde paa godt Forhold ogsaa mellem ham og Ingerid, men Ottars Søn af en tidligere Forbindelse, Alf Rode, der ogsaa blev Lendermand, stod siden paa Haakon Herdebreds Side imod Inge og blev tilsidst dræbt i Throndhjem som Erling Skakkes Uven. Der nævnes ikke Børn af Ingerids Egteskab med Ottar. Derimod havde Ingerid faaet en uægte Søn, den siden bekjendte Orm Kongsbroder, hvis Fader hed Ivar Sneis. Efter den Maade, hvorpaa Orms Fødsel omtales hos Snorre, kunde man, naar man ikke tænkte nærmere derover, tro, at Ingerids liaison med Ivar skulde have fundet Sted efter Ottar Birtings Drab’ der af Munch (D. n. F. Hist. II 802) sættes til 1146, og saa siger ogsaa Munch (II. 804): »Efter Ottars Død^[38] havde hun, letfærdig, som hun fra Ungdommen havde været, en Søn med Ivar Sneis.« Dette er imidlertid umuligt, thi Orm Kongsbroder var i Kampen ved Oslo 1161, da Inge faldt, en af Hovedanførerne og udmærkede sig særlig, saa at han nødvendigvis maa være født længe før 1146 og, da man vel helst maa hensætte hans Fødsel til et af Ingerids ledige Intervaller, maa han være født, førend hun ægtede Ottar Birting. Om Ivar Sneis vides egentlig Intet, men da det omtales, at Orm Kongsbroder havde sin Æt i Viken, er det ikke rimeligt, at Faderen har været en ganske simpel Mand. Munchs Hypothese, at Orm skulde være opkaldt efter Erling Skakkes Fader »Kyrpinge-Orm«, forekommer temmelig vilkaarlig. Et lidet Vink om, at en Ætling af Orm Kongsbroder siden har naaet en høi Stilling, har jeg allerede tidligere^[39] ment at finde deri, at Orms Halvbroders, Biskop Nicolaus’s, Efterfølger som Oslo Biskop havde det dog ikke meget sædvanlige Navn Orm. Det vilde være ret sandsynligt, at Nicolaus havde havt en Frænde til »Nepot«, gjort ham til Kannik og søgt at bane ham Vei til Successionen.

Maaskee har den selv efter Datidens Tænkemaade og Sæder for Ingerid i ethvert Fald ikke hæderfulde Forbindelse med Ivar Sneis gjort det lettere for en Mand af Ottar Birtings Herkomst at opnaa Giftermaal med en Kvinde, der var Sønnedatter af en svensk Konge, havde været gift først med en dansk Konges Sønnesøn, derpaa med en regjerende Konge af Norge, og af hvis Sønner en havde været svensk, en anden norsk Konge, men hun havde jo nu gaaet gjennem mange Hænder.

Endnu en Gang indgik Ingerid Ægteskab, det fjerde, med Lendermanden Arne Ivarssøn, som derfor fik Navnet »Kongsmaag«. Hun, der vel under Ægteskabet med Ottar har havt Ophold i Throndhjem (der blev i det mindste Ottar dræbt, og der levede dennes Søn Alf), fik nu til Hjemsted Gaarden Stovreim, i Nutidens Udtale Stavreim, der ligger i Nordfjord, Eids Præstegjeld, omtrent 11 Kilometer udenfor Nordfjordeidet paa Fjordens Nordside^[40]. Dette Ægteskab blev frugtbart, thi Ingerid fødte Arne ikke mindre end fire Børn, tre Sønner og en Datter. Sønnerne vare Inge, hvis Navn er paafaldende, da Moderens Søn af dette Navn med Kong Harald dog endnu maa have levet ved hans Fødsel, men om hvem ellers Intet vides, Nicolaus, den bekjendte Biskop, og Philippus af Herdla (nu Herlø, udenfor Askø og Holsenø i Nordhordland), der blev Magnus Erlingssøns Lendermand og faldt paa Ilevolden 1180. Datteren Margreta var gift først med Lendermanden Bjørn Buk, der faldt paa Kalvskindet 1179, derpaa med Simon Kaaressøn († 1190), hvis Sønner vare Baglerkongen Philippus og »Hr. Andres«, hvis Søn Gregorius af Stovreim var gift med Haakon den gamles uægte Datter Cecilia.

Efter Besøget i Danmark høres, som sagt, ikke mere om Ingerid, der dog maa antages at være vendt tilbage til Norge og at have levet der til sin Død. Kong Sverre giver i en af sine Taler hendes Børn, af hvilke jo Nicolaus var hans Dødsfiende, et lidet hædrende Vidnesbyrd. Det lader sig heller ikke negte, at mellem dem af hendes Sønner, der have gjort sig kjendte i Historien, er Orm Kongsbroder næsten den eneste, som giver et godt Indtryk. At f. Ex. Buris’s og Nicolaus’s lidet tiltrækkende Egenskaber kunne betragtes som Arv fra Moderen, kan dog sikkert ikke med Vished paastaaes. Thi bortseet fra de utvetydige Vidnesbyrd, vi have om Ingerids Letfærdighed, hvorved den afblomstrede Dame tør have givet slet Exempel og i ethvert Fald ikke bidraget til at høine Moralen i Norges fornemste Kredse – man kan tænke paa Kongedatteren og Kongemoderen Christina Sigurdsdatter, Erlings Hustru, hvis Liv ikke var renere – veed man lidet eller Intet om Ingerids Personlighed og Aandsevner. Det berettes rigtignok af Snorre, at hun lagde Iver for Dagen, da Harald Gille var død, for at faa sin Søn med ham, Inge, tagen til Konge, ligesom det hedder, at hun siden ophidsede Inge til Hevn over Sigurd Mund.

Mere lader sig altsaa neppe sige om Dronning Ingerid. Dog staar et Spørgsmaal tilbage, der har sin Interesse, fordi det ogsaa griber ind i hendes ulige mere sympathetiske Fasters, Dronning Margrete Fridkullas Historie. Dette Spørgsmaal angaar den sandsynlige Tid for Ingerids Fødsel og altsaa tillige hendes sandsynlige Alder paa de forskjellige Vendepunkter i hendes Livsbane.

Dronnning Margrete Fridkullas Dødsdag vides efter sikre Vidnesbyrd at have været 4. November, hvorimod Dødsaaret kun omtales i en eneste Kilde og der henføres til 1117. Allerede Langebek har holdt for, at hun maa have levet længere, nemlig til omtrent 1130. Den Forfatter, som senest har behandlet Dronningens Historie, Dr. Hans Olrik, polemiserer mod Langebek og de mange, der senere have tiltraadt dennes Mening, og vil hævde Aaret 1117 som det rette^[41]. Hans Grunde herfor kunde synes at være gode, men Ingerids Historie paa den anden Side ogsaa synes at gjøre et senere Dødsaar sandsynligere.

Gaar man nemlig ud fra Saxos Beretning om, at det var Dronning Margrete, som stiftede Ingerids Giftermaal med Henrik Skatelaar, maa dette Ægteskab altsaa være ældre end 1117 eller dog allersenest være stiftet i det Aar. Men nu see vi Ingerid indgaa nye Ægteskaber først 1135, derpaa noget efter 1136 og endelig efter 1146, og dertil erfare vi, at hun i det sidste Ægteskab endnu faar 4 Børn. I ethvert Fald maatte hun ved sit Giftermaal med Henrik Skatelaar have været meget ung. Jeg har dog kun villet gjøre opmærksom paa denne Sag, uden videre at ville indlade mig paa den.

Margrete Fridkulla havde, som ovenfor omtalt, skjænket Ingerid store Besiddelser i Sverige. Siden skulle disse have tilhørt Sønnen Magnus, som blev Konge der. Sandsynligvis ere de inddragne efter hans Fald af Seierherren Karl Sverkerssøn, og hendes norske Arvinger have vel ingen Deel opnaaet i dem. De norske Lændermænd, som bleve hendes to sidste Ægtefæller, have neppe ved hende tilgiftet sig synderlig Formue, men rimeligvis mere tænkt paa den Ære og Indflydelse, der kunde naaes ved at blive »Kongsmaag«.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Saxo, ed. P. E. Müller p. 793–795.
2. Det er høist characteristisk, at Keyser med sin devote Kulsviertro paa Sagaernes Ufeilbarhed og Fortrin for andre Kilder tager saa lidet Hensyn til Saxos prægtige Beretning, hvis Sandfærdighed og Paalidelighed skulde synes indlysende for enhver fordomsfri Læser, at han alene omtaler den i Forbigaaende med den Bemærkning, at Valdemar I »skal have (!!) landet i Viken«, men snart maatte vende om! (Norges Historie af R. Keyser, udg. af O. Rygh, Christiania 1870, I, S. 97.
3. Der staar (p. 818): superato clivo. Det maa aabenbart være den Bakke eller Klev, som endnu hedder »Danekleven«. Skulde den have faaet sit Navn ved denne Leilighed?? En liden Ø ved Tønsberg hedder ogsaa »Danholmen«.
4. Saxo p. 786–89. I den Skildring nævner han ellers ikke Sigurds Kamp ved Portør, hvilken dog kjendes ogsaa fra Sagaerne.
5. (Dansk) Historisk Tidsskrift, 4. R., V, 337 flg.
6. D. n. F. Hist. III, 27. Steenstrup (Danmarks Riges Historie I, 619) siger, at de Danske naaede »lige til Sognefjorden«. Men der er Forskjellen paa Nat og Dag ved Midsommerstid dog større end den af Saxo beskrevne, om end Sommernætterne overalt i Norge ere lysere end i Danmark.
7. Der staar (Saxo p. 820): Ad qvarum (ɔ: noctium) lumen, solis beneficio procuratum, levi contemplatione exiles literae legi poterant.
8. Saxo, pag. 13.
9. Saxei situs deformitas, rupes infoecundae et scopuli undiquesecus, tristes locorum salebrae.
10. Axel Olrik, Sakses Oldhistorie, norrøne Sagaer og danske Sagn. En literaturhistorisk Undersøgelse. Kbhvn. 1894, S. 272 fgg.
11. Saxo p. 821: Norvagiensis nobilitas, quæ venienti regi comes extiterat, linqvendae patriae pudore revertentem prosequi supersedit.
12. Saxo p. 683: Neque enim ulla gens exules aut promptius recipit aut facilius respuit.
13. p. 653: Norvagienses summam in potionis magnitudine voluptatem habent.
14. p. 352: Et plenus superbiæ populus insolentiam suam manifestius puniri cognosceret – – ita Norvagiensium tumore exploso obtentum est, ut liqvidius fastus sui detrimenta cognoscerent.
15. Saxo pag. 503: Haec est Norvagica humanitas, dolis ac derisione instructa, – et sans quisquis ei populo humanitatem atque obsequium erogat, ingratis beneficium praestat.
16. Torfæi Hist. rerr. Norv. III 568.
17. Saxo p. 538.
18. Jeg holder mig med Hensyn til disse Kildeskrifters sandsynlige Affattelsestid til Finnur Jonssons: Den oldnorske og oldislandske Literaturs Historie. II. S. 625–639. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
19. Se det til Slutning tilføiede Excurs.
20. Saxo p. 792: Erlingus ad Jutiam appulit ibique in summa regis dignatione versatus uberes exilii impensas et amplissima commeatuum instrumenta percepit.
21. Fagrskinna, Munchs og Ungers Udg. S. 179, 183.
22. F. Ex. p. 786: Et quoniam externa nostris hoc loco connexa sunt, quaedam de re Norvagica cognosse fastidio non sit; p. 895 (efter omtalen af Sverre): Sed ne peregrinis ulterius immorer, stilum ad propria referam.
23. p. 794: Pontificum ea tempestate ingens apud Norvagiam auctoritas erat. At han skriver »erat« og ikke est, har naturligvis sin Forklaring i, at han godt vidste, at Hierarkiets Vælde ikke blev langvarigt, men snart knækkedes af Sverre.
24. Werlauff i Molbechs Tidsskrift for Historie, Literatur og Konst II (1828) S. 485. Denne Afhandling: »Om Krigen mellem Danmark og Norge i Slutningen af trettende og Begyndelsen at fjortende Aarhundrede, med nogle Bemærkninger over de tidligere Forhold mellem Rigerne« fortjente at være mere paaagtet af norske Historikere, end den synes at være.
25. Norsk hist. Tidsskrift 4 R. III., S. 138 fgg.
26. I Haakons Historie er der hos Saxo en Afvigelse fra Sagaernes Beretning. Saxo siger nemlig (p. 792), at der var opstaaet en Uenighed mellem den unge Konge og hans fornemste Høvding, Sigurd Jarl af Reyr, fordi Haakon havde negtet ham Midler (impensas) til Krigsførelse, hvorfor Sigurd havde skilt sig fra denne, var flygtet til Sverige og, efter at være kommen tilbage derfra, dræbtes af Erlings Folk. Jeg veed ikke, hvorfor den samtidige Saxos Beretning skal forkastes, alene fordi den ei stemte med yngre Islændingens.
27. Tidligere (p. 651) har Saxo berettet, at Karl var en Søn af Sverker med en norsk Kvinde Ulfhild, som han havde bortført fra hendes Mand. Ulfhild skal efter Snorre have været en »Ætling af Thore Hund«.
28. I den overleverede Text af Saxo (p. 793) staar: Norvagiae petitione promissa. Som det synes med Føie har afdøde Overlærer J. Kinch i Ribe i sine fortjenstlige »Bidrag til en Textkritik af de 7 sidste Bøger af Saxos Danmarkshistorie« (særsk. Aftr. af Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1874, S. 303–304) rettet petitione, der ingen Mening synes at give, til det let forstaaelige: partitione.
29. I de 1898 paabegyndte, desværre siden ikke fortsatte Regesta Norvegica har G. Storm (S. 12) uden videre mellem Documenter opført Valdemars »Breve« til Erling og til Thrøndernes Høvdinger samt disses Svar. Dette forekommer dristigt, da man ingen anden Hjemmel har for disse »Breves« Existens i sin Tid, end islandske Sagaskrivere, der dog utvivlsomt aldrig have seet dem for sine Øine. Overhoved ere i disse Regester flere »Breve« optagne, som ikke alene ere tabte, men om hvilke det neppe ubetinget kan paastaaes, at de nogensinde havde været skrevne eller netop havde det i Sagaberetninger angivne Indhold.
30. Flatøbogen III, p. 347 fg.
31. Dansk hist. Tidsskr. 4 R. V. 338.
32. Han var ganske nylig bleven Biskop Thorsteins Eftermand og efterfulgtes siden af Nicolaus Arnessøn. Om hans Optræden i Danmark vide Sagaerne Intet og kjende ham overhoved ikke.
33. Denne Erling er maaskee identisk med en Mand af samme Navn, der senere af Saxo nævnes som Deltager i de Danskes Kampe i Pommern (p. 980). Mere om ham vides neppe, men Saxo kalder ham paa det sidst citerede Sted: Illustri inter Noricos loco natus, og jeg har derfor tænkt paa en samtidig Erling af Bjarkø-Ætten. Ivar er vistnok ganske ukjendt.
34. Saxo p. 852–854. Tidligere hedder det hos Saxo, at Nordmændene paa den Tid særlig lagde Vind paa Bueskydning og tiltroede sig stor Dygtighed heri.
35. D. n. F. Hist. III 34.
36. p. 894–95.
37. In cultu familiari; P. E. Müller forklarer det: »in vestitu muliebri; familiaris h. l. est solitus«. Denne Forklaring forekom mig strax ganske urimelig, og jeg har siden bemærket, at allerede J. Kinch (Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, 1874, S. 320–21) har forklaret det paa samme Maade som jeg (»Ternedragt«).
38. Udhævet af mig.
39. Se min Krønike om Erkebisperne af Nidaros.
40. W. S. Dahl, Biskop Nikolas Arnessøn, en kritisk historisk Fremstilling, Kristiania 1884, S. 2.
41. Hans Olrik, Knud Lavards Liv og Gerning, Kbhvn. 1888, S. 207.