Norges Helgener/8

Ludvig Daae

Norges Helgener

Alb. Cammermeyer, 1879 (s. 111-133).

Literære og kunstneriske Mindesmærker om Olaf.

Vi gaa nu over til at omtale Mindesmærker om Olaf i Middelalderens Literatur.

De ældste af disse ere naturligvis de Kvad af samtidige Skalde, der findes optagne i Sagaerne, saasom Sighvat Thordssøn, Thormod Kolbrunarskald og Thorarin Lovtunge.

Senere møde vi Digte af geistlige Forfattere. Einar Skulessøns store og skjønne Digt Geisli er allerede ovenfor omtalt.^[1] Derhos have vi latinske Hymner, bestemte til Brug ved Gudstjenesten. Naar disse ere forfattede, og om de ere blevne til i Norge eller ere digtede af Nordmænd, vides ikke. Norges Land og Folk omtales dog paa en saadan Maade i to af dem, at det bliver rimeligt at antage idetmindste disse for norske. Det er dem, der fra det throndhjemske Missale ere gaaede over i de almindelige nyere Samlinger af middelalderlige Hymner og Sequentser. Jeg hidsætter her disse to, af hvilke den første viser sig at være bestemt for selve Olafsfesten, den anden til den ugentlige Onsdagstjeneste til Helgenens Ære:

I.

1. Lux illuxit laetabunda,
Lux illustris, lux jucunda,
Lux digna praeconio.
In solemne gaudium
Prorumpat fidelium
Sincera devotio.

2. Gloriosus hodie
Christi martyr hodie
Sublimatur solio:
Pro aeternis brevia
Commutavit gaudia
Felici commercio.

3. Insignis martyris insignis glorie
Dulcis est gaudii dulcis materia.
Insiste canticis mater Ecclesia,
Coelesti jubilo tange coelestia.

4. Inter curas absolutus
Rex Olavus constitutus
In regni fastigio.
Suspirabat in aeterna
Pervolabat ad superna
Mentis desiderio.

5. Christi tractus in odore,
Christi languens in amore,
Vires sumens ex languore.
Corde, votis, factis ore
Quem amabat coluit:
Hic nec minis nec timore
Mortis factus, nec labore

Idolorum ab errore
Multo quidem cum sudore
Gentem suam eruit.

6. Tulit ab impia gente ludibria,
Minas et odia, poenas, exilia,
Sed mente stabili.
Mira constantia devicit omnia,
Felix felicia migrans ad gaudia
Cum palma nobili.

7. Ante diem passionis
Ad instantis vim agonis
Animatus visionis
Divinae solatio,
Quod amabat, praegustavit
Praegustatum plus optavit,
Plus optatum vindicavit,
Illustri martyrio.

8. Rex et martyr triumphalis,
Tutor noster specialis,
Tua proles spiritalis
Sit ab huius mundi malis
Te tuente, libera:
Quos infestat vis carnalis
Corruptela generalis,
Pestis potens et letalis,
Nos sub tuis tutos alis
Tua salvet dextera. Amen.

(Oversættelse: 1. Den glade Dag er oprunden, den herlige, behagelige Dag, værdig at berømmes. De Troendes oprigtige Andagt udbryder i festlig Glæde.

2. Idag ophøies Christi berømmelige Martyr paa Ærens Throne. Ved en salig Omvexling bytter han de kortvarige Glæder med de evige.

3. Den herlige Martyrs herlige Ære er en sød Kilde til en sød Glæde. Hæv din Sang, moderlige Kirke, hæv dig til Himmelen med din himmelske Jubel!

4. Medens Kong Olaf, bekymret, men benaadet, levede i sin kongelige Høihed, sukkede han efter det evige Liv, higede mod det Høie med sit Sinds Længsel.

5. Dragen ved Christi Guddoms søde Duft, syg i sin Kjærlighed til Christus, samlede han nye Kræfter af sin Sygdom; med sit Hjerte, med sine Gjerninger og i sin Tale dyrkede han den, han elskede. Hverken Trudsler, Frygt for Døden eller Lidelser rokkede ham, og med stor Anstrengelse udrev han sit Folk fra Afguderiets Vildfarelse.

5. Han høstede kun spot af det ugudelige Folk, Trudsler og Had, Lidelser og Landflygtighed, men med standhaftig Sind, med beundringsværdig Fasthed beseirede han alt, idet han lykkelig vandrede til de lykkelige Glæder med sin herlige Palme.

7. Før sin Lidelses Dag, før den forestaaende Dødskamp, styrkedes og trøstedes han ved et guddommeligt Syn, fik en Forsmag paa det, som han elskede, ønskede endnu mere end det, han havde smagt, og vandt endnu mere, end han havde ønsket, ved sit herlige Martyrium.

8. Triumpherende Konge og Martyr, vor synderlige Patron, dine aandelige Børn være befriede fra denne Verdens Ulykker ved din Beskyttelse! Gid din Høire bevare trygge under dine Vinger os, der fristes af Kjødet, den store Fordærvelse. den mægtige, den dødbringende Ulykke! Amen.)

II.

1. Postqvam calix Babylonis
Illudentis fel draconis
Ebullivit penitus:
Olla fervit equilonis
Oleo devotionis
Per Olavum coelitus.

2. Fert olivae florem avis
Requiescit Noae avis
Montibus Armeniae:
Cum Olavo flat suavis
Spirans nardus, coeli clavis
Applicat Norvegiae.

3. Rex Olave, qui regium
Nomen habes egregium
Unctionis:
Cujus nomen est oleum

Effusum per aculeum
Passionis,

4. Rex Olave nos exaudi,
Assistentes tuae laudi
Omni quarta feria:
Quia tui tunc agonis
Et felicis passionis
Colitur memoria.

5. Christi Martyr hanc cohortem,
Pro qua subiisti mortem,
Junge coeli civibus:
Delictorum nos a faece
Tua purga sancta prece
Cunctis et a sordibus. Amen.

(Oversættelse: 1. Efterat Babylons bespottelige Dages Galdebæger ganske er kogt over, varmes nu i Nordens Kar Fromhedens himmelske Olie fra Olaf.

2. Duen bringer Oliebladet. Noahs Ark hviler paa Armeniens Bjerge, med Olaf blæser en Duft af den søde Nardus, Himmelens Nøgle nærmer sig til Norges Strande.

3. Kong Olaf, hvis herlige og kongelige Navn tyder paa Salvelsen, hvis Navn er Olie^[2] udgydt ved Lidelsens Braad,

4. Kong Olaf, bønhør os, der hver Onsdag synge til din Pris, fordi din Død og din salige Lidelse ihukommes paa hin Dag!

5. Du Christi Martyr, giv denne Skare, for hvilken du gik i Døden, Plads blandt Himmelens Borgere, befri du os ved din hellige Forbøn fin syndernes Uhumskhed og fra al Urenhed! Amen.)

Af senere Digte om Olaf have vi allerede i foregaaende Capitel omtalt de islandske viser om Omstændighederne ved hans Søn Magnus’s Fødsel. Der haves ogsaa en Olafsrima af Islændingen Einar Gilssøn, rimeligvis fra det fjortende Aarhundredes Midte eller anden Halvdel, i ethvert Fald ældre end 1395.^[3] Hertil kommer de i danske Visesamlinger forekommende, af A. S. Vedel for første Gang udgivne to Viser, den ene om St. Olafs Kapreise med sin Broder Harald, den anden om hans Kamp med Troldene, hvilke begge tidligere ere omtalte, ligesom det ogsaa ovenfor er antydet som en Mulighed, at Draumekvædets Olaf kunde være Olaf den hellige.

Allerede i Olafsdyrkelsens ældre Periode og en rum Tid, førend Olafs egentlige Historie blev nedskreven af chronister og Sagamænd, blev der, vel helst paa Latin, optegnet Legender om ham, bestemte til oplæsning ved Gudstjenesten, saasom Fortællinger om hans Virksomhed til Christendommens Udbredelse og Befæstelse samt Beskrivelse af hans Martyrdød og af hans Mirakler. Saadanne geistlige Optegnelser have sandsynligvis allerede været til i det ellevte Aarhundrede^[4] og gaves i ethvert Tilfælde, førend Theodoricus Monachus (mellem 1177 og 1179) forfattede sin Norges Krønike, thi denne Forfatter henviser udtrykkelig til saadanne Skrifter »af flere«.^[5]

Disse ældste Legendebøger foreligge vistnok ikke mere i sin oprindeligste Skikkelse, men have dog afgivet Grundlaget til de Beretninger af samme Art, som ere blevne os bevarede. Disse ere dels norrøne, dels latinske.

Til første Klasse hører først den i en gammel norsk Homiliebog opbevarede Sermon med tilføiede Jertegn om Olaf,^[6] de dermed meget nøie overensstemmende Legender i den kortere Olafssaga,^[7] der paa Grund af sit Indhold og sin Aand af P. A. Munch er bleven benævnt den legendariske Saga. Det er i senere Tid godtgjort, at denne Sagas Forfatter er den islandske præst og Lovsigemand Styrme Kaaressøn med Tilnavnet Frode († 1245).^[8] Dernæst kommer Snorres Fremstilling af Olafs Jertegn. Denne er en dobbelt, thi Snorre har ikke alene i sit store Verk, den saakaldte Heimskringla, bearbeidet ogsaa Olafs Historie, men er derhos ogsaa Forfatter af en af dette uafhængig Saga om denne Konge.^[9] I begge disse Skrifter meddeler Snorre Olafsmirakler, men ordnede efter forskjellige Principer. I Heimskringla fortælles disse i de Kongers Sagaer, i hvis Regjeringstid de formentlig skulde have fundet Sted, i den særlige Olafssaga derimod forekomme de samlede. Snorres Behandling af Olafs Historie ansees, som bekjendt, i enhver Henseende som hans Mesterverk.^[10] Hertil komme forskjellige mindre Sagastykker (þættir),^[11] samt endelig en liden legendarisk Olafssaga, der først for kort Tid siden er bleven udgivet og ikke er uden Vigtighed.^[12]

De latinske Beretninger om Olafs Helligdom og Jertegn ere især at søge i de saakaldte Breviarier og Missaler, som i Middelalderen udarbeidedes i de forskjellige Kirkeprovindser eller Stifter, og hvoraf en stor Del bleve udgivne i Trykken i Slutningen af det femtende og Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, medens andre forbleve utrykte. Til disse liturgiske Kilder har jeg ikke havt Adgang i det Omfang, jeg kunde ønske, og den nedenstaaende Udsigt er derfor ikke fuldstændig.

Af størst Interesse for os af disse Kirkebøger ere de efter Foranstaltning af Throndhjems næstsidste Erkebiskop udgivne Skrifter: Breviarium Nidrosiense. Paris 1519, 8vo., og Missale pro usu totius regni Norvegie secundum ritum sancte metropolitane Nidrosiensis ecclesie. Haun. 1519, fol., de første Bøger fra Norge, der ere blevne trykte.^[13] Man vil i disse Skrifter finde en Samling af Olafslegender, Oplysninger om Tjenesten paa Helgenens Festdage samt Hymner til hans Ære. Lettest tilgjængeligt er Breviariets Indhold, St. Olaf vedkommende, i et af Langebek foranstaltet Optryk.^[14]

Medens den norske Kirke først 1519, altsaa ikke ret længe før den katholske Kirkes Fald, kom i Besiddelse af saadanne trykte liturgiske Bøger, havde i Danmark og Sverige endog flere Stifter faaet sine særskilte Missaler og Breviarier. En Undersøgelse af disse i de danske og svenske Bibliotheker vil maaske kunne bringe noget Udbytte for Olafs Helgenhistorie. Her skal kun gjøres opmærksom paa, at allerede Langebek har meddelt Bidrag i denne Retning fra Missale Aboense (1488), Miss. Hauniense samt Breviarum Scarense,^[15] ligesom han ogsaa har aftrykt Arne Magnussens Afskrift af gamle haandskrevne svenske og islandske Missaler.^[16] For kort Tid siden er ogsaa i det danske Geheimearchiv fundet nogle Lectioner om Olaf, der vare blevne brugte til Omslag om et gammelt Regnskab.^[17]

Endelig maa af Legendebøger om Olaf nævnes en paa svensk affattet Samling af Jertegn, kaldet «Sagan om S. Olof, Norges Konung«.^[18]

Af denne Art Kilder fra Lande udenfor Norden have vi allerede i det foregaaende Capitel omtalt det Lybekske Passionale. Meget nær beslægtede med dette ere tvende nederlandske Fremstillinger af Olafs Martyrium. Den ene af disse blev allerede 1485 trykt i en i Løwen udkommen Helgenbog, Legenda Sanctorum, og som dennes Kilde anføres igjen et Haandskrift, der i forrige Aarhundrede blev fremdraget fra Utrecht. Jeg kjender dem kun fra et, dog, som jeg antager, nøiagtigt Referat,^[19] hvoraf sees, at de i Smagløshed og plumpe Opdigtelser ikke give det Lybekske Passionale det mindste efter. Da, som sagt, Legenda Sanctorum udkom 1485 og altsaa er trykt før end Passionalet, kunde man tro, at hin ogsaa var dettes Kilde. Jeg er dog tilbøielig til at tro det Omvendte, da det utrechtske Manuscript ordret har den samme Fortælling som Passionalet om, at Olaf paa Korset bad for den søfarende Kjøbmand, thi denne Invention røber dog utvivlsomt sin hanseatiske Oprindelse. Endnu haves en Samling af Legender om Olaf, der fandtes i Bodeck, et Kloster i Paderborns Stift. Denne stemmer i det Væsentlige med de nordiske Legender.^[20]

Af danske Skrifter udenfor den geistlige Literatur kan nævnes Saxo. Han kjender dog kun meget lidet af Olafs Historie, og selv dette er unøiagtigt og tildels feilagtigt. Saxo omtaler og anerkjender vistnok Olafs Hellighed, men dvæler kun ganske kort derved.^[21]

Paa svensk haves en rimet Fremstilling af Olafs Liv, der 1679 blev udgiven af Johan Hadorph under følgende Titel: »Sanct Olaffs Saga på Swenske Rim fordom öffwer 200 år sedan uthdragin af then gambla och vidtlyftige Norske sagan och har korteligare forfattat, uthskrifwin af ett gammalt m^sto archivi«. Denne Rimkrønike gaar til Olafs ophøielse til Helgen og hans Søn Magnus’s Thronbestigelse og hidrører rimeligvis fra det femtende Aarhundrede og i ethvert Fald fra den katholske Tid, da den ender med en Bøn til

Helgenen:

Han ware oss hull med sinne Böön.
Rycke oss med sik i Himmelriike Löön.

For Olafs Helgenhistorie har den neppe særlig Interesse, uden forsaavidt at den kjender og (S. 36–37) omtaler Olafs Kampe med Troldene:

Han kom i Uthbygd ther woore Trull
Med myckla ohyre the ware full.
En riikan Bonde monde hen gästa,
Hans kåra war det alldramästa,
Sagde: jak haffwer af trulldom myckla nöd,
Jak wäntar, at the warda min död.
Siden jak tok wiid Christna troo
Jak haffwer hafft hwaske liisa eller roo.
Olaf ther tha korssit giorde.
Trollen tha wägen tädan sporde,
En diefwol tog til at öpa
Nöduger skel jak hädan löpa.
Engin hafde mik kommit bort,
Hafde mik ey degre Olaf spordt.
Et Troll, som draap X män
Han giordit i Stena och stender än,
Flere Troll han och bortdref,
Siden folckit i friid blef.^[22]

Af svenske Skrifter, der leilighedsvis omtale St. Olaf, kan nævnes det store, vistnok i mange Henseender upaalidelige, men dog ubetinget vigtige og indholdsrige Verk af den landflygtige Prælat og titulære Erkebiskop Olaus Magnus, Historia de gentibus Septentrionalibus. Man vil ogsaa her finde omtalt St. Olafs Kampe med Troldene og disses Forvandling til Sten^[23] og, som ovenfor anført, Sagnet om Olafs Død ved Snigmordere, kjøbte af Knut den mægtige,^[24]2 og endelig fortæller Olaus, at der i Throndhjems Domkirke, saavelsom i andre Kirker, jevnlig findes Skind af hvide Bjørne og af Ulve, som Jægere skjænke dertil, for at der for deres Værdi kan kjøbes voxlys til Gudstjenesten.^[25] Som bekjendt have gamle Bjørnehuder eller Levninger af saadanne indtil den senere Tid været at se i enkelte afsides Kirker.^[26] Olaus Magnus’s Broder Johannes Magnus og den ældre Forfatter Ericus Olai († 1486), der selv havde Helgenry og maaske kan betragtes som Nordens yngste Helgen, yde neppe noget Udbytte for Olafs Historie. Større Betydning kan heller ikke tillægges den svenske Forfatter Johannes Vastovius, der 1622 som landflygtig Mand fra Warschau tilegnede Kong Sigismund III. af Polen sin Vitis Aquilonia, en Samling af svenske Helgeners Levnetsbeskrivelser, blandt hvilke han ogsaa har givet Olaf en Plads.^[27] Som bigot Katholik interesserede nemlig Kong Sigismund sig varmt for de Helgener, der havde været dyrkede i hans Fødeland Sverige, ja synes endog at have villet indføre disses Dyrkelse i Polen.^[28]

Efter denne korte Udsigt over St. Olafs-Literaturen skal endelig paapeges nogle Exempler blandt de mange kunstneriske Fremstillinger af Helgenen og hans foregivne Bedrifter.

De ældste Afbildninger af Olaf ere udentvivl at søge paa Sønnen Magnus den godes Mynter. Norske Mynter af denne Konge kjendes hidtil neppe, men derimod haves adskillige danske. I flere af disse forestilles paa Adverserne en Figur, der ikke kan betegne nogen anden end Olaf, thi den har ved den venstre Side en Øxe og ved høire en Korsstav. Andre have paa sine Adverser en siddende Figur med Glorie om Hovedet og Evangeliebogen paa Brystet, i venstre Haand en Korsstav, medens den høire er opløftet til velsignelse. I en af disse sidste Mynter er ogsaa Helgenens Navn bagvendt indsat. Denne Fremstilling synes laant fra byzantinske Mynter, hvor den samme Figur betegner Christus selv. Atter andre af Magnus’s Mynter have en siddende Olafsfigur uden Bogen paa Brystet, en enkelt med Scepter i Haanden.^[29]

Olafs Billede forekommer ogsaa paa endel af de Mynter, som de sidste Erkebiskopper i Throndhjem have slaaet, efterat Erkestolen i det femtende Aarhundrede havde gjenerhvervet sin en Tidlang tabte Myntret. Paa Erik Walkendorfs Mynter sees saaledes St. Olaf staaende med Glorie om Hovedet, iført Kappe og med en langskjæftet Øxe i den høire og Rigsæblet i venstre Haand, hvorhos han træder paa et Uhyre med kronet Menneskehoved. Omtrent paa lignende Maade fremstilles Helgenen paa nogle af Eriks Eftermands. Olaf Engelbrektssøns, Mynter, dog sidder han her paa Thronen under en Baldakin.^[30]

Den samme Olafsfigur, som vi se paa hine Erkebispers Mynter, forekom ogsaa utallige Gange i udskaarne Træbilleder, hvoraf mange endnu ere bevarede. Troldet eller Dragen, hvorpaa Helgenen træder, er naturligvis et symbol paa det overvundne Hedenskab. Hyppig ere deslige Afbildninger anbragte paa Alterskabe, der i Regelen have været udførte i Udlandet efter Bestilling fra Norden.^[31] Hans Attribut er her som oftest Øxen, den berømte »Hel«. I Røsts Kirkes Alterskab vil man saaledes finde St. Olaf med Hue paa Hovedet og Krone derover samt med Kalken i Haanden og den kronede Drage under Fødderne og paa hver Side af ham en Bispefigur med Stav.^[32] Stundom findes Helgenen ogsaa afbildet paa Sølvsager, f. Ex. i Buksnæs Kirke paa Stetten af en Kalk, hvor han sees med Krone med vaiende Fjedre og langskaftet Øxe samt Kalk i Haanden og med den kronede Drage under Fødderne.^[33] I Hammars Kirke i Nerike i Sverige fandtes i gamle Dage hans Træbillede anbragt ude paa Kirkegaarden, hvilket Almuen pleiede at tilbede, men allerede i Reformationsaarhundredet lod dog en Præst, Ericus Laurentii, hvis Mod i denne Anledning berømmes, Billedet borttage til Almuens store Forbitrelse.^[34] Flere af denne Art Billeder ere aftrykte i Bøger. Blandt de sjeldnere af saadanne Aftryk kan nævnes et fra Liikis eller Oulfsby i Finland, hvilken Kirke var ham helliget, og hvis andet Navn vistnok ogsaa hidrører fra denne Omstændighed. Dette Billede, hvor Olaf fremstilles med Krone, Øxe, Rigsæble og Drage under Fødderne, er udførlig beskrevet i den Bog, hvori det er aftrykt.^[35] Et aldeles lignende Billede vil man ogsaa finde meget smukt aftrykt i Hadorphs Udgave af den rimede svenske Olafssaga.

Foruden i Kirker anbragtes Olafsbilleder ogsaa paa Relikviegjemmer og andre Gjenstande i den private Andagts Tjeneste. Et saadant Relikviegjemme forsynet med Sølvkjæde, og altsaa vel bestemt til at bæres, og hjemmehørende i Vinje i Thelemarken, findes i Universitetets Samling.^[36] Deslige Billeder af Olaf have udentvivl været meget stærkt udbredte. Forfærdigelsen af Helgenbilleder var nemlig ogsaa her i Norden en ikke altid ganske ubetydelig Industrigren og omtales udtrykkelig som saadan af en svensk Forfatter fra Catholicismens sidste Dage.^[37] Navnlig har der udentvivl fra Valfartsstederne været drevet ikke saa liden Handel med saadanne Billeder.

Enkeltstaaende Afbildninger, Figurer og Smaabilleder forekom nemlig hyppigt af alle mere betydelige Helgener, og de Kalkmalerier, Altermalerier og udskaarne Fremstillinger af Olaf, som ere bevarede fra Middelalderen, savne derfor ikke Sidestykker for de øvrige Helgeners Vedkommende. Men hvor det gjelder større Compositioner, indtager Olaf en aldeles fremragende og enestaaende Plads i den nordiske Kunst. Hans Liv og de Sagn, som knyttede sig til dette, vare nemlig ganske anderledes rige paa kunstneriske Motiver end f. Ex. Knud Konges og St. Eriks, i Sammenligning med hans, helt tarvelige Legender. Hvor Nordens Kunstnere ikke tyede til Bibelen selv eller til fremmede Helgensagn, var det St. Olaf, af hvis sublime Historie de hentede sine kjæreste Sujetter.^[38]

Disse større Fremstillinger behandle i Regelen enten Olafs Lidelse og Død eller hans vidunderlige Seilads og Kamp med Troldene, stundom begge i Forening. Vi ville omtale nogle af de vigtigste blandt disse Billeder. Et af de berømteste er en Antependiumstavle af Gran- eller Furutræ, som 1591 fra »Throndhjems Kirke«, hvorved ikke kan forstaaes nogen anden end Domkirken, bortførtes til Kunstkammeret i Kjøbenhavn og nu befinder sig i Museet for nordiske Oldsager sammesteds. Den er 1,08 M. høi og 0,95 M. bred og indeholder Oliemalerier paa Kridtgrund. I Midten staar Olaf under en gotisk Bue og holder i høire Haand Øxen, i venstre Rigsæb1et, om hans kronede Hoved er en Glorie, og han er iført en blaa skindforet Kappe. Ved Kongens Side er i et Baand over Tavlen anbragt de fire Evangelisters Symboler. I øverste Felt tilvenstre sees St. Olafs Drøm. Fra Jorden til Himlen gaar en Stige, og ved dens øverste Ende er Christus fremstillet i Skyerne, vinkende den slumrende Konge til sig.^[39] I Feltet nederst tilvenstre er Kongen fremstillet tilhest, rustet til Kamp. Han vender sig halvt om og giver en Præst en fyldt Pung, hvorved aabenbart sigtes til Fortællingen om, at Olaf før Slaget ved Stiklestad gav, rigtignok ikke en Præst, men en Bonde, Penge til at lade holde Sjælemesser for de af hans Fiender, som maatte falde i den forestaaende Kamp.^[40] I Feltet nederst tilhøire er fremstillet Kongens Fald i Slaget. Han er allerede segnet til Jorden, har kastet Skjoldet fra sig og modtager nu de dræbende Saar, Øxehugget i høire Knæ, spydstik i Brystet og Sværdhug i venstre skulder oppe ved Halsen. Thore Hund er kjendelig ved sin Kofte af Rensdyrskind. Bag Kongen sees flere Krigere i Kamp. Fra Olafs Hoved udgaar et Baand, bestemt til at bære en Indskrift af hans sidste Ord; lignende Baand sees ogsaa ved de foregaaende Felter, ved det første udgaaende fra Christus, ved det andet fra Olaf. I Feltet øverst tilhøire er fremstillet Skrinlægningen. Hovedet hviler paa en rigt udsyet Pude, de tre blodige saar sees, Haaret og skjægget synes at være voxet efter hans Død i forrige Felt. En Biskop stænker Liget med Vievandskosten, og en anden Geistlig øser en Vædske ud over Liget af en Kande. Endnu fire andre Geistlige sees, af hvilke den ene holder en opslagen Bog, en anden en Bispestav. Rammen er malet med Efterligninger af indfattede Stene.^[41]

En smuk Afbildning af Stiklestadkampen med alle de ved Kongens Drab medvirkende Personer forekommer ogsaa som Initialfigur i Haandskriftet af Flatøbogen. Dette er mærkeligt, thi vel er Olaf ofte afbildet i de islandske Haandskrifter, navnlig i den nysnævnte Flatøbog samt i forskjelige codices af Jonsbogen, men almindeligvis ere disse Aftegninger kun enkelte Figurer.^[42]

Afbildningerne af St. Olafs seilads og Kamp med Troldene slutte sig til den af Viserne om ham, der behandler dette Sagn, men minder dog ogsaa om det Sagn om hans Kamp med Havfruen, der er bevaret i Sagaerne.

Til de mærkeligste Kunstverker i denne Henseende hører først og fremst det enestaaende Kalkmaleri, som indtil for faa Aar siden fandtes i Vallensbæk Kirke (to geogr. Mile i Vest for Kjøbenhavn), og som en kyndig Archæolog af Hensyn til Costumet henfører til Dronning Margretes eller Erik af Pommerns Tid.^[43] Vi se her Hellig-Olaf med sit røde Skjæg og med sin Øxe »Hel« i Haanden staaende i Løftingen paa sit Skib »Oxen«, vi se det skride mod de rullende Bølger og den stærke Søgang, der synes billedlig udtrykt ved den søsyge Kriger, som bøier sig udover Skibets Ræling, vi se Klipperne og den lede Trold »med Negle som Bukkehorn, og hvis Kløer vare slemme at se til«, i Færd med at drage Skibet »i Bjerget ind«, idet han tager »Snekken om Horn og Stavn«, men strax »synker han i Klippen ned«, »saa dybt over begge sine Knæ«. Troldkvinden er her en fagerlokket Havfru, som hjelper sin Mage at dreie Skibets Ror. Dette Billede er det eneste hidtil opdagede Kalkmaleri i danske Kirker, hvis Emne er hentet fra et nordisk Sagn.

Allerede Vallensbæk-Maleriet viser sig at tilhøre en Tid, da deslige Fremstillinger havde begyndt at tabe det gamle, strenge og alvorlige Præg, og navnlig fortjener den søsyge Kriger at bemærkes. Lignende Træk gjenfindes tildels i svenske Fremstillinger af samme Emne. Af saadanne kjendes mindst tre, nemlig i Kirkerne i Floda i Södermannland, i Tegelsmora i Upland og i Kumbla i Vermeland, hvilke alle tre ligeledes fremstille Seiladsen og Troldekampen. Disse svenske Malerier antages for yngre end Vallensbæk-Maleriet, og dette er renere og smukkere end de svenske Maleres.^[44]

Maleriet i Floda har særegen Interesse, fordi en, rigtignok meget utydelig, Indskrift angiver, at det ikke skal være den hellige Olaf, men derimod den hellige Erik, hvis Seilads her forestilles. Alle de sædvanlige Olafsattributer ere imidlertid tilstede, og det kan derfor neppe være tvivlsomt, at denne Indskrift kun beror paa en Navneforvexling. Men selv denne er mærkelig, fordi den yderligere bestyrker, hvad vi ovenfor (S. 49) har anført om den inderlige Forbindelse, som stedse fandt Sted mellem disse to Helgeners Dyrkelse i Sverige. Olaf havde i dette Land vundet en Plads, hvorfra Erik ikke helt kunde fortrænge ham. De to Helgener bleve ligesom Sveriges Dioskurer, og selv om Indskriften virkelig var mere end en Feiltagelse, vilde den ikke bevise andet, end at Olafs Bedrifter stundom overførtes paa hans Broderhelgen Erik.^[45]

Fra Unionstiden har man ogsaa danske Billeder af Olaf og Knud Konge i Forening. Dette staar vistnok i Forbindelse dermed, at man dengang betragtede disse Konger eller alle tre Nordens Kongehelgener tilsammen som fælles Patroner for de dengang forenede Riger. Man erindre saaledes, at nordiske Riddere i hin Tid ved Ridderslaget aflagde Ed med Paakaldelse af alle tre Helgener, der ogsaa ved andre Leiligheder kaldes »de tre Patroner«.^[46] I Kirken i Kirke-Helsinge i Løve Herred vil man paa Døbefunten, der er af Sten, finde en Figur udhugget paa hver af dennes otte Sider. Hver anden er et fabelagtigt Dyr, hveranden en Menneskefigur i Brystbillede, nemlig: 1. en kronet Figur med Hellebarde (St. Olaf), 2. en lignende med oprakte Hænder (Knud Konge), 3. Figur med stor Nogle i høire, en Bog i venstre Haand (St. Peder), 4. Figur med Blomst i Høire, Sværd i Venstre (St. Paulus). I det nærliggende Kirkestillinges Kirke findes ogsaa Olafs og Knud Konges Billeder sammenstillede i to Malerier paa Træ paa Dørene ved Indgangen til Choret. Knud bærer Spyd og Scepter, Olaf er i Rustning og fører Hellebarden, begge ere kronede, og over Malerierne ere deres Navne anbragte.^[47]

I Köping i Vestmannland fandtes eller findes maaske endnu en kunstig udarbeidet og stærkt forgyldt Altertavle, der beskrives saaledes i en Topographi af 1728: Midt paa Tavlen staar Jomfru Maria med Jesusbarnet i sin Favn, og to Engle holde en tillukket Guldkrone over dets Hoved. Paa hendes høire Side staar St. Olaf, middels af Væxt, med lysebrunt Haar, bredt Ansigt, hvid Hud, vakker og rød, han har ogsaa Krone paa Hovedet, blaa kongelig Kroningskappe over Skuldrene, ved sin Side et stort Sværd, i høire Haand en Kalk og i den venstre en lang og bred Øxe. Under hans Fødder ligger et Trold med Menneskehoved og Krone samt med Guldbaand om Halsen, der nedentil har en styg Dragekrop, fire Fødder med Kløer og en lang Hale. Omkring St. Olafs Hoved staar paa Altertavlen med gamle Munkebogstaver: Sancte Oleff ora pro nobis. Paa den venstre Side af Jomfru Maria staar St. Ursulas Billede med udslaget Haar, Krone paa Hovedet, Guldkappe over sig og i den høire Haand et Guldscepter. Omkring disse tre store Billeder staa mindre Billeder af de tolv Apostle. Altertavlens Bagside er afdelt i flere Partier, alle udstyrede med Billeder. Paa den ene staar en Abbed med grøn og hvid »Kløvhat« paa Hovedet, og ved Siden af ham en Munk i rød, lang Kjole og en Messebog med røde og sorte Bogstaver i Haanden. Disse forestilles at døbe en Konge, der knæler ved Funten og ligesom lader Abbeden øse Vand paa sit Hoved af denne; bag Kongens Ryg ere hans Betjente malede, den ene i grønne Klæder, den anden i randede, og den sidste holder Kongens Krone paa Haanden under dennes Daab. Endnu to Personer staa hos, den ene i Munkedragt, den anden med Turbant paa Hovedet.^[48] I den anden Afdeling af Altertavlens Bagside ser man et Skib med heisede og udspændte Seil, i Takkelet sidder en Engel, og nede paa Dækket staar St. Olaf med sin Øxe i Haanden og bag ham to af hans Folk skibet staar paa Land, men males alligevel som gaaende for fuld Vind. I tredie Afdeling staar den romerske Kirke i en Jomfrues Skikkelse med Krone og »trædende paa den tyrkiske Keiser«, i den fjerde sees Christi Korsfæstelse, i den femte en Kirke, ved hvis Alter Christus sees bunden til en Pæl, og flere andre Billeder, i den sjette en Jomfru med udslaget Haar, der ligeledes antages for den romerske Kirke, i den syvende en Kvinde, der knæler for en Pave. I det ottende Felt sees atter St. Olaf med Krone i et seilende Skib blandt en Hob Søfolk, og øverst paa Tavlen Christi Crucifix. Ved Foden af Altertavlen ere endnu tre Afdelinger med forskjellige Billeder. Endelig knyttede der sig til denne mærkelige Altertavle det Sagn, at den oprindelig hørte hjemme i Throndhjem, hvorfra den skulde være bleven bortført i en Krig. Det skulde have været bestemt, at dette Krigsbytte skulde bringes til Stockholms Slotskirke, »men da Billedet var kommet til Köping, var det umuligt at faa det videre afsted, hvormange Heste man end spændte for Læsset«.^[49]

Ved sit Besøg i Rom medbragte Kong Christiern I. et smukt, i Hvalrostand udskaaret Reisealter, der fremstillede St. Olafslegenden i 9 Felter, hvilket han forærede Paven. Ved en senere dansk Konges eller Kronprinds’s Besøg i Italien, man mener Frederik IV.s, blev dette Billede igjen givet tilbage og hjembragt til Kjøbenhavn, hvor det nu bevares i det oldnordiske Museum. Da Hvalrostand hyppigere benyttedes som Materiale i Norge end i Danmark, har man ment, at dette smukke Alter snarest turde hidrøre fra en norsk Kunstner.^[50]

1. Trykt i Flatøbogen, I. S. 1–7, og Fornmanna Søgur, V. S. 349–370. Særskilt udg. af Lars Wennberg (Geisli. Einar Skulason orti. Lund 1874. Diss.), hvilken Udgave er ledsaget med fuldstændig Oversættelse og Commentar. Jvfr. Efterladte Skrifter af R. Keyser, I. S. 322–324.
2. Paronomasi: Olla, oliva, oleum, Olavus.
3. Den er nemlig optagen i Flatøbogen (I. S. 8–11.), cfr. Efterladte Skrifter af R. Keyser, I. S. 341.
4. Keysers og Ungers Bemærkninger i deres Udgave af Olafs Saga. Chra. 1849. S. 122.
5. Theod. Mon. cap. 20. Cfr. Gustav Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning, Kbhvn. 1872, S. 32.
6. Gammel norsk Homiliebog, udg. uf C. R. Unger, Chra. 1854, S. 146–168.
7. Olafssaga, udg. af Keyser og Unger, cap. 103–126.
8. Gustav Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning, S. 37 fgg. Om Styrme se R. Keysers Efterladte Skrifter, I. S. 459.
9. Udg. af Munch og Unger, Chra. 1853.
10. Gustav Storm, l. c. S. 7 og 150 fgg.
11. Fornmanna Søgur, V. S. 155 fgg. Flatøbogen, II. S. 225 fgg.
12. Udgivet af C. R. Unger i hans Samling Heilagra Manna Søgur (II. S. 158–182, cfr. Udgiverens Fortale, S. XX).
13. Se om disse Bøger, af hvilke den første er overordentlig sjelden, ja neppe nogensteds findes ganske fuldstændig, den anden derimod er bevaret i adskillige Exemplarer, Chr. Bruuns Aarsberetninger fra det st. kgl. Bibl. I. S. 263–275, samt L. Daae i Norsk hist. tidsskr., IV. S. 491 fgg.
14. Scr. Rer. Dan. II. p. 539–552.
15. Scr. Rer. Dan. III. p. 636–638 (her Varianter til den ovenfor aftrykte Hymne: Lux illuxit laetabunda), 543 og 539–642.
16. Scr. Rer. Dan. II. p. 529 fgg. Ogsaa Breviarium Stregnense skal være af Interesse for Olafs Helgenhistorie, se Hadorphs Udg. af den svenske Olafssaga, Förespråket.
17. Aarsberetninger fra det kgl. Geheimearchiv for 1875 (B. VI. H. 2, p. XXV), hvoraf sees, at en Afskrift er meddelt Prof. Dr. Gustav Storm, fra hvis Haand en ny Recension af disse Kilder maaske tør ventes.
18. Trykt i G. Stephens’s Fornsvenskt Legendarium, II. Stockholm 1858, S. 859–880.
19. I Acta Sanctorum, Mens. Jul. Tom. VII. p. 89–90.
20. Trykt i Acta Sanctorum. Mens. Jul. Tom. VII. p. 113–117.
21. Saml. ed. Müller, I. p. 515–516.
22. Ikke uden al Interesse for Sprogforholdene paa Unionens Tid turde følgende Linier i denne svenske Rimkrønike om Olaf være:
    Norges mål thet kan ey hwar,
    Å swensko tala thes er jak war,
    jag niuter ath en annar man,
    Som Norges tunga tala kan.
    
23. Ol. Magni Hist. de gentibus Septentr., Romae 1555, Fol. p. 75.
24. L. c. p. 275, 336. Naar Forfatteren som sin Kilde angiver Saxo, kan det dog neppe af dennes Historie udledes, at han har troet, at Knut har bestukket nogen til at dræbe Olaf, end sige snigmyrde ham, men vel til at betvinge ham (domestico bello opprimendum curavit, Saxo, ed. Müller, I. p. 520).
25. L. c. p. 621.
26. Saaledes f. Ex. i Hedals Kirke i Valders. Faye, Norske Folke-Sagn. 2. Udg. S. 133.
27. Joh. Vastovii Gothi Vitis Aquilonia, ed. Er. Benzelius, Ups. 1708, 4to, p. 27–30.
28. Acta Sanctorum, Mens. Jul. Tom. VIII, p. 87.
29. C. J. Schive, Norges Mynter i Middelalderen. S. 20–22 samt de tilhørende Afbildninger.
30. C. J. Schive, Norges Mynter i Middelalderen, S. 152–154.
31. L. Dietrichson, Den norske Træskjærerkunst, Chra. 1878. S. 53.
32. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger. S. 688.
33. N. Nicolaysen l. c. S. 689.
34. Follén, Strengnäs Stifts Herdaminne, Strengnäs 1817, II. S. 209–210.
35. Joh. Tolpo, Diss. de S. Olavi N. R. pravo religionis zelo (praes. Mag. A. Scarin). Aboae 1728. 4to. Dette sjeldne Skrift er ikke uden Interesse for Olafshistorien.
36. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 232. Et meget interessant norsk Relikviegjemme, der foruden af St. Olaf i sin Tid ogsaa har indeholdt Levninger af adskillige andre Helgener, deriblandt Knud Konge, Knud Hertug, Islændingen Thorlak af Skaalholt, Magnus jarl o. s. v., tilhørte i forrige Aarhundrede Biskop Hersleb og er afbildet i Danske Magazin III. S. 1, hvor man ogsaa vil finde lærerige Bemærkninger om Relikviegjemmerne i det Hele. Et andet findes afbildet i Worsaaes Nordiske oldsager, Fig. 510.
37. »Qvaestus maximus est in imaginibus sanctorum, regni tutelarium pa- tronorum«. Ol. Magni Hist. de gentibus Septentr., Romae 1555. p. 216.
38. Se Dr. Henry Petersen i Folkekalender for Danmark, 1871, S. 128.
39. Sammenlign Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, Chra. 1849, cap. 89.
40. Sammesteds cap. 86.
41. I. Undset. Norske Oldsager i fremmede Musæer, Chra. 1878, 4to, S. 57–58.
42. Meddelelse fra Dr. Henry Petersen.
43. Dr. Henry Petersen i Folkekalender for Danmark, 1871, S. 122 fgg., hvor Billedet er gjengivet. Den følgende Beskrivelse er laant fra Dr. Petersens Afhandling.
44. Dr. Henry Petersens nysnævnte Afhandling i Folkekalender for Danmark, 1871, S. 128–131, hvor samtlige tre Billedet findes gjengivne.
45. Det er derfor paafaldende, naar Dr. H. Hildebrand i Ny Illustrerad Tidning, B. XIV. S. 338 (19de October 1878) bemærker: »Konung Olof åtnjöt väl i Sverige ett mycket stort anseende, men man synes icke kunna antaga, att han skulle så godt som hafva trängt ut minnet om den svenska konung Erik.« Tingen er den, at det ikke er Olaf, der har fortrængt Erik, men Erik, der (tildels) har fortrængt Olaf, hvis Dyrkelse i Sverige allerede var noksom grundfæstet inden Eriks Død og Optagelse blandt Helgenerne.
46. Saaledes ved det store Ridderslag, der ledsagede Christopher af Bayerns danske Kroning i Ribe 1443. F. Nannestad, Diss. de Mariolatria, Hafn. 1742, 4to, p. 41. Allen. De tre nord. Rigers Hist. IV. 1. S. 168.
47. J. F. Fenger i Kirkehist. Saml. II. S. 482. En Beskrivelse af Døbefunten i Danske Atlas, VI. S. 250, er urigtig.
48. Den svenske Beskriver af Maleriet bemærker, at det ikke kan være St. Olafs Daab, som her forestilles, men hans Grund, at denne skal være døbt af Olaf Tryggvessøn, er som bekjendt intet afgjørende Bevis.
49. Johan Göstaf Hallmann, Beskrifning öfwer Köping, Stockholm 1728, S. 29–39.
50. Meddelelse af Dr. Henry Petersen. Kun et Par af Felterne have hidtil været afbildede (i Antiquités Russes, I. p. XXXI, tab. IX.)