Norges Selvstændighedskamp/1
De svenske Konger havde tænkt paa at erobre Norge helt siden Gustav Adolfs Tid. Men de havde ikke havt Held med sig i dette. I Aaret 1809 saa det snarere ud til, at Sverige skulde blive erobret.
Det havde Krig paa 3 Kanter: mod Rusland i Øst, mod Danmark i Syd og mod Norge i Vest. Provinsen Finland var allerede erobret. Rusland og Danmark tænkte paa at dele Sverige imellem sig. Den svenske Konge, Enevoldsherskeren Gustav 4, kunde ikke forsvare sig, men vilde heller ikke give sig. For at frelse Landet fra Undergang gjorde da de svenske Adelsmænd Revolution. Gustav 4 blev afsat og landsforvist; Fred sluttedes; en konstitutionel Forfatning blev indført og en ny Konge valgt (Karl 13).
Hermed var Sverige reddet. Men det kunde Svenskerne for en stor Del takke Nordmændene for.
En svensk Hær var af Gustav 4 sendt ind i Norge; Nordmændene under Kristian August havde drevet den ud igjen og stod nu færdige til at gjøre Indfald i Sverige. Alligevel gik de ind paa at holde Fred, saa Svenskerne (under Adlersparre) kunde gaa til Stockholm og støtte Revolutionen. „Jeg skal aldrig glemme, hvad Nordmændene gjorde og hvad de kunde have gjort i 1809," skrev Adlersparre siden. —
Men for at faa Fred med Rusland havde Sverige maattet afstaa Finland og blev derved fra en stor til en liden Magt. Dette kunde de svenske Herrer ikke taale; et dybt Had til Rusland opstod. Og Hovedtanken i svensk Politik blev: Finlands Gjenvindelse.
Derfor var det, at den franske General Bernadotte (Karl Johan) blev valgt til Sveriges Kronprins i 1810; man troede, at Sverige gjennem ham skulde komme i Forbund med Keiser Napoleon. Ved dennes Hjælp skulde saa Finland faaes tilbage.
Men Karl Johan var aldeles ikke Napoleons Ven. Han søgte tvertimod Forbund med sin gamle Herres Fiender, og da først og fremst med den Magt, som Svenskerne havde paakaldt hans Hjælp imod, — nemlig Rusland. Og for at blive Venner med Rusland, opgav han Finland. Czaren skulde faa beholde dette sit „Rov" i Ro. Svenskerne fik den Trøst, at de i Finlands Sted skulde faa en ny Provins, — nemlig Norge.
Da vaagnede den gamle Tanke om Norges Erobring til nyt Liv. Nu skulde det ske; 3 Aar efter 1809. Til Norges Betvingelse skulde i Tilfælde ogsaa russiske Soldater anvendes. Karl Johan fik Løfte herom, mod til Gjengjæld at love, at han vilde deltage med Rusland og dets Forbundne i Kampen mod Napoleon.
Ingen spurgte om Nordmændenes Vilje. Derimod søgte man Englands, Preussens, Østerriges Samtykke. England vred sig en Stund. Den Maade, hvorpaa man her vilde behandle et fredeligt Folk, der ingen havde fornærmet og ingen vilde fornærme, var „skammeligere end Polens Deling," blev der sagt. Men Frygten for Napoleon gjorde, at ogsaa England gik med tilsidst, og Karl Johan tog da „Sveriges sista tilgångar", som Udenrigsministeren udtrykte sig, og drog afsted for i Kampen mod Napoleon at vinde Norge.
Hans Stilling under denne Kamp var ikke god. Han skulde ikke blot kjæmpe mod sin forrige Herre og Velgjører Keiseren, men i Virkeligheden ogsaa mod sit Fædreland; dertil kom hans naturlige Mangel paa Beslutsomhed og Fasthed; de forbundne fandt, at han optraadte med for liden Kraft. De viste ham Mistillid; han fik endog Frygt for, at de kunde være istand til at bedrage ham. Derfor fandt han det bedst selv at varetage sit Tarv. Efter Slaget ved Leipzig rykkede han med Svenskerne samt en Del Preussere og Russere ind i Holsten, hvor han gav sig til at føre Krig paa egen Haand, for at tvinge den danske Konge til at afstaa Norge. I Holsten blev han liggende saa længe, at de forbundne Magter holdt paa at tabe Taalmodigheden med ham; England vilde tilsidst endog tage ifra ham de Hjælpepenge, det havde bevilget ham. Da maatte han af sted. Det var netop saa vidt han fik Tid til at afslutte — Kielertraktaten.
Kielertraktaten (afsluttet 14de Januar 1814) er en Overenskomst, hvorved Kongen af Danmark aftræder sine Rettigheder over Norge til Kongen af Sverige.
Det var ikke Danmark, der aftraadte sine Rettigheder til Sverige; den danske Stat havde nemlig ingen Rettigheder over Norge at bortgive. Norge og Danmark, de to „Tvillingriger“, udgjorde i retslig Henseende „ligestillede Dele af det samme Monarki.“[1] Norge blev vistnok styret fra Danmark, men havde aldrig tabt sin folkeretslige Rang som eget Kongerige. Det havde ogsaa sin egen Konge. Denne, som tillige var dansk Suveræn, herskede i Norge ikke efter fremmed Vilje, men i Kraft af Norges egen gamle Arvefølgelov. Fra dansk Side blev det forsøgt at omdanne Norge til dansk Provins; men Forsøget blev uden Retsvirkning. Ikke Danmark kunde altsaa forføie over Norge, men Kongen af Danmark, og det kunde han ene og alene, fordi han ogsaa var norsk Suveræn.
Men heller ikke han kunde forføie over Norge længer end Lov og Ret tillod. Var Norge et eget Rige, saa kunde det ikke engang af sin Konge bortgives eller overdrages uden sit eget Samtykke. Men om sit frivillige Samtykke var Norge ikke engang spurgt. Og om „aftvunget Samtykke“ kunde der ligesaalidt være Tale. Der stod ikke en eneste fremmed Soldat paa norsk Grund, fandtes ikke engang en fiendtlig Hær paa Marsch imod Norge. Samtidig havde Landet sit eget Krigsvæsen, der i Tilfælde vilde være fuldt istand til at overtage et ordnet Landsforsvar. Kongen kunde ikke bortgive Landet. Bare én Ting kunde han: selv frasige sig Tronen.
Kielertraktatens „Bortgivelse“ af Landet havde da ingen retslig Gyldighed.
Men selv om den det havde havt, — saa havde det ialfald ikke været Sverige, som ved Kielertraktaten havde faaet Ret over Norge.
Dette ved vi nu. I det oprindelige Forslag hed det virkelig, at Norge skulde overgives til „Sverige“. Men i Traktaten selv blev „Sverige“ udtrykkelig forandret til „Kongen af Sverige“, og det efter Ønske af Karl Johan selv.[2]
Han havde sikkert sin Mening med dette. Karl Johan var, som et svensk Blad har sagt, „en man, som kommit fjärran från och icke kände sig så fast i sadlen, som landets gamle förstar gjordt. Derför resonnerade han som så: två riken äro alltid bättre än ett; ty mister du det ena, kan det andra stå dig åter.“ Maaske havde han ingen særlig Tillid til de svenske „Kongemagere“. Folk, som havde myrdet en af sine Konger (Gustav 3) og fordrevet en anden, kunde tiltroes noget af hvert; derimod var Nordmændene i en næsten sørgelig Grad bekjendte for sin Kongetroskab.
Traktaten skjelner tydelig mellem „Kongen“ og hans „Rige“. Hvor den handler om Provinsen Pommern, heder det saaledes: Provinsen „skal tilhøre Kongeriget Danmark og deri indforlives“; men om Norge siger den: „det skal tilhøre Kongen af Sverige“ og „udgjøre et Kongerige forenet med Sverige.“ Denne Forskjel i Udtryksmaaden er meget betegnende.
Rettighederne over Norge blev, som C. Th. Sørensen siger i den ovennævnte Afhandling, aftraadte, ikke til Sverige, men til Sveriges Konge, og det „paa det udtrykkelige Vilkaar, at han ikke maatte give disse til Sverige, men at han skulde lade Norge være et selvstændigt Rige forenet med Sverige paa samme Maade som det tidligere havde været forenet med Danmark.“
Norge blev ved Kielertraktaten bekræftet i sin Værdighed som Kongerige; det skulde bare skifte „Suveræn“. Og den nye Suveræn forpligtede sig udtrykkelig til at regjere Norge som eget Rige, ɔ: efter dets egne „Love, Friheder, Rettigheder og Privilegier“.[3]
Men ikke engang Kongeskiftet kunde Traktaten, som sagt, med retslig Virkning gjennemføre. Det er en sikker folkeretslig Sats, at en Traktat alene kan forpligte de kontraherende Parter. Norge var ikke kontraherende Part ved denne Leilighed; Kielertraktaten kunde altsaa ikke forpligte dette Land. Kongen af Sverige fik ved denne Traktat ingen lovlig Ret til at være Konge i Norge.
Kielertraktatens eneste retsgyldige Virkninger var følgende:
- Den danske Konge ophørte at være Norges Suveræn.
- Den svenske Konge vandt folkeretslig Adgang til at søge at blive norsk Konge. Den tidligere norske Konge vilde ikke længer hindre ham heri, men heller støtte ham, „saavidt det af ham beroede“.
Noget andet og mere kunde Kongen af Danmark ikke overlade eller give, eftersom han ingen anden Ret eiede over Norge end den, han ved selve Traktaten fraskrev sig.
„Da det norske Folk saaledes, hverken paa Grund af gjældende statsretslige Bestemmelser med Hensyn til dets Forhold til den aftrædende Konge, ei heller paa Grund af almindelige statsretslige Grundsætninger, og ikke engang paa Grund af Krigens Ret kan ansees for at have været forpligtet til som et viljeløst Redskab for andres Formaal at overgive sig til den i Kielertraktaten udseede nye Konge“ (Rydin), saa havde Kielertraktaten for Norge ingen anden Betydning end den, at Landet derved blev løst fra sit Lydighedsforhold til de danske Monarker. I samme Øieblik var det da gjenindtraadt i sine ældgamle Rettigheder som eget Rige og kunde nu frit bestemme over sin Skjæbne, saa vidt dets Evne rak.
Vi ved, hvilket Indtryk Kielertraktaten gjorde paa Nordmændene. De havde altid været sin Landsfader tro. Nu havde denne Landsfader villet sælge dem, ikke blot til en Fremmed, men til en Fiende. Han havde ofret Norge for at redde Danmark. Saa maatte de da se, at Norge med al sin Troskab dog havde været Stedbarnet. Denne bitre Erfaring vakte endelig den norske Selvfølelse.
Andre Forhold og Indflydelser havde i senere Tid bidraget til at vække og nære Nordmændenes Fædrelands- og Frihedssind; læs herom Prof. Sars: „Historisk Indledning til Grundloven.“[4] Da saa Efterretningen om Kielertraktaten kom, samlede de sig om Landets Statholder, Ætlingen af deres gamle Kongehus, Prins Kristian Fredrik, afviste Kielertraktatens Voldsværk, gav sig i Kraft af Rigets urgamle Suverænitet en Forfatning og valgte Kristian Fredrik til Norges Konge. Og Landet stod frit og selvstændigt som i fordums Tid.
Kampen mod Napoleon var endt og den store Keiser afsat. Karl Johan, som havde drømt om at blive hans Eftermand, blev skuffet i dette sig Haab og drog nordover igjen for at gjennemføre Kielertraktaten. Den eneste af de forbundne Magter, som viste nogen Interesse for ham, var Czaren. Ved hans Indflydelse fik Karl Johan Løfte om diplomatisk Hjælp fra Magternes Side; desuden skulde han af Rusland og Preussen faa Soldater og af England Penge og Krigsskibe fra Betvingelse af Norge, saa fremt dette fremturede i sit Frihedssind.
Paa den Maade mente Karl Johan, at det skulde gaa fort. „Jeg vil kunne raade over 10—20,000 Russere og 10—12,000 Preussere“, skrev han til General Essen[5]. „Jeg har bedet Keiser Alexander om at sende et Korps paa omtrent 5—6000 Mand fra Archangel til Trondhjem; naar Norge saaledes bliver angrebet paa tre eller flere Steder, er det rimeligt, at Kampen ikke bliver lang.“ En svensk Hær var allerede paa Vei for at „tage Norge i Besiddelse“. Men det gik ikke ganske som han tænkte.
Den diplomatiske Hjælp kom, — en Gesandt fra hver af de forbundne Magter. Men de viste sig langtfra saa ivrige som Karl Johan havde ønsket; det syntes sletikke at være dem om at gjøre, at Norge gik op i Sverige. Da de i Danmark fik bedre Rede paa den norske „Opstand“, end Karl Johan havde givet dem, stoppede de den svenske Hær for at forsøge en fredelig Overenskomst. De optraadte som Mæglere mellem Norge og Karl Johan, idet de, som de sagde, regnede paa den svenske Konges „Høimodighed“. Maaske vilde han være glad ved at kunne aabne sit Forhold til Norge med „en udmærket Velgjerning“.
Men der var fra svensk side ikke Tale om Høimodighed.
I Proklamationer af 10de og 17de Julde havde Karl 13. og Karl Johan atter og gjentagende fastholdt den svenske „Ret“ efter Kielertraktaten. Karl 13. kaldte sig allerede „Konge af Norge;“ Nordmændene var hans „vildledte Undersaatter“; de havde ingen Ret til Selvstændighed; den, de havde tiltaget sig, var „ubeføiet“; Rigsforsamlingen paa Eidsvold var „lovstridig“; alt, hvad den havde besluttet, var „ugyldigt“, og Karl 13, forbød udtrykkelig sine „norske Undersaatter“ at efterleve den. Hele den norske Reisning i 1814 var „Oprør“ og „Forbrydelse“. Af Frihed skulde Nordmændene ikke have andet end hvad Kongen af sin Godhed vilde tildele dem. Vilde de ikke bøie sig, saa kom nu Karl Johan med svenske og russiske Soldater for at tvinge dem til Lydighed.
Da nu Gesandterne kom og vilde stemme Karl Johan til Eftergivenhed, ja faa ham til at anerkjende den Grundlov, han selv kaldte lovstridig, blev han rasende. „Den svense Hær kunde ikke nøies med disse Betingelser; den forlangte ikke andet end at kjæmpe, saafremt Norge ikke vilde underkaste sig.“ Gesandterne søgte at overtale ham, fremholdt bl. a., at Krigen ogsaa vilde skade Sverige. „Det er det samme“, svarede han: „jeg skal hvert Aar tage en Landsby, en By, et Amt; jeg skal føre Krigen i to Aar, fire, ti, tyve Aar, hvis det kræves; lad gaa, om der falder 60,000 Svensker. Lad baade mig og min Søn Oskar falde, — Norge skal erobres.“ Han sendte Gesandterne tilbage til Norge med sit Ultimatum (sidste Ord): enten fik Nordmændene gaa ind paa de fra svensk Side opstillede Betingelser, eller ogsaa skulde det norske „Oprør“ med Magt betvinges.
Men Gesandternes Optræden havde gjort ham urolig. Han vidste ikke længer, om han kunde stole paa de fremmede Magter, og rykkede mod Norge uden at afvente de russiske og preussiske Hjælpetropper.
Kong Kristian Fredrik var daarlig forberedt paa at føre Krig, og duede ikke til det heller. Han ledede Forsvaret paa en saa elendig Maade, at der endog opstod Mistanke om Forræderi.
Men under Oberst Krebs seirede Nordmændene ved Lier og Matran og under Hegermann ved Onstadsund, medens Fredriksstens Fæstning (ved Fredrikshald) blev glimrende forsvaret af General Ohme. De norske Vaabens Ære reddedes trods Kong Kristian. Iøvrigt var det Norges Lykke, at Krigen ogsaa fra svensk Side førtes svagt og uden Klem.
Karl Johan var som Hærfører forsigtig næsten til Ængstelighed. Han saa, at han ikke var stærk nok til at være sikker for Nederlag, og et tabt Slag turde han ikke risikere. Det vilde skade hans militære Ry og svække hans Anseelse baade i Sverige og i Europa. Han skjønte nu ogsaa selv, at han havde et Folk imod sig, og hvad en Folkereisning kunde have at betyde, det havde selve Keiser Napoleon faaet merke tilsidst. Karl Johan maatte ogsaa betænke, at naar han vilde blive Nordmændenes Konge, saa var det ikke klogt at egge dem altfor meget op imod sig.
Efter 14 Dages Felttog havde han erobret Østsiden af Glommen (som Kong Kristian havde villet rømme frivilligt) samt Fredrikstad Fæstning (som ogsaa egentlig var opgiven paa Forhaand, da den ikke var holdbar). Men intet afgjørende Slag var vundet, hverken til Sjøs eller til Lands; paa sin høire Fløi havde han endog lidt Nederlag. Fredrikssten Fæstning krævede en lang og regelmæssig Beleiring, og selv om den blev erobret, var endnu paa langt nær den Linje naaet, hvor det norske Forsvar efter Krisplanen skulde begynde at udfolde sin Kraft. „Han saa en lang og alvorlig Krig for sig, som han tilmed ikke kunde gjennemføre med egne Tropper“.
Thi hellerikke Sverige var forberedt paa Krig. Man havde ikke ventet nogen Modstand fra Norge. Og efter Krisen i 1809 og Kampen i 813—14 var Sveriges Tilstand alt andet end blomstrende. En virkelig Erobringskrig vilde, som Karl Johan selv udtalte, koste Sverige „flere Folk, end dette tyndt befolkede Land kunde taale“.[6]
Men de fremmede Hjelpetropper var endnu ikke paa Vei. Kanske vilde han tilsidst ikke faa dem.
Han vidste, hvordan Sagerne stod. De gamle legitime Fyrstehuse kunde ikke have nogen særlig Sympathi for en Opkomling og forhenværende Revolutionsmand, som han var. De havde indladt sig med ham, fordi de havde havt Brug for ham mod Napoleon; men eftersom Frygten for Napoleon svandt, blev Stemningen mere og mere kjølig overfor ham, medens der var en tydeligt stigende Interesse for Danmark. Selv Rusland kunde Karl Johan neppe ubetinget stole paa nu, efterat Gesandterne, deriblandt ogsaa den russiske, havde tilraadet ham at anerkjende Norges Forfatning.
Da var det, at han bestemte sig for at lade sit Ultimatum falde. Det gjaldt at komme til Forstaaelse med Nordmændene, medens Tiden var god. Og han tilbød Vaabenstilstand og Forhandling paa det samme Grundlag, han for 14 Dage side havde afvist: Norges Anerkjendelse som selvstændig Stat, — uden at nævne Kielertraktaten.
Han erklærede sig villig til at anerkjende den „lovstridige“ Grundlov og det „forbryderske“ Eidsvoldsverk. Der skulde kun foretages de „for Rigersnes Forening nødvendige“ Forandringer i Forfatningen, og selv dette kun i Samraad med Storthinget (der altsaa nu erkjendtes som lovlig Magt). Til Gjengjæld forlangtes kun, at Kong Kristian skulde frasige sig Tronen, samt at Fredriksstens Fæstning, skjønt ikke erobret, skulde aabnes for Svenskerne.
Kong Kristian gik ind paa dette, og saa kom Konventionen til Moss istand, 14de August 1814.
Hermed var Kielertraktaten fra svensk Side, retslig set, opgiven.
Det overordentlige Storthing sammentraadte den 7de Oktober 1814. Kong Kristian nedlagde Kronen og forlod Landet. Karl 13. sendte „Kommissærer“ til at underhandle med Storthinget om Norges Forening med Sverige.
Skjønt Kielertraktaten var opgiven, søgte man nu at bringe den til Gyldighed igjen. Kommissærerne havde i saa Maade strenge Paalæg. De skulde kræve Karl 13. strax anerkjendt og Foreningen uden Disput antagen. Foreningen med Sverige under en Konge skulde da ansees erkjendt af Norge som dets Pligt ifølge Kielertraktaten.
Men Storthinget tog ingen Notits af dette.
Kong Kristians Tronfrasigelse blev indtil videre ikke modtaget. Saalænge den ikke af Storthinget var formelig modtaget, var Kristian Fredrik fremdeles Norges Konge, og der var altsaa ikke Plads for Anerkjendelse af nogen ny Suveræn.
Kommissærerne belv af Storthinget betitlede „Hans svenske Majestæts Kommissærer“. Men for at det nu ikke skulde faa Udseende af, at den ændrede Grundlov blev til ved Forhandlinger med Sverige (hvorved den var bleven en Kontrakt, som Norge ikke havde havt Eneraadighed over), bestemtes det, at Storthinget ikke skulde forhandle med de svenske. Der nedsattes hertil en Komite, og den skulde hellerikke „forhandle“ med Kommissærerne, bare „modtage Oplysninger“ af dem. Saaledes havde Storthinget sikret sig til begge Sider med virkelig diplomatisk Kalrsyn og Kløgt.
En anden Komite nedsattes til Undersøgelse af Landets Hjælpemidler. Denne Komite kom efter en Tids Arbeide til det Resultat, at Landet i høi Grad trængte Ro.[7] Paa Grund af dette norske Hensyn vedtog da Storthinget, (20de Oktober), at Norge skulde forenes med Sverige under én Konge, — men „som et selvstændigt Rige“ og kun „under viss Betingelser“. Trods Svenskernes Forlangende om, at den nye Konge skulde vælges før Betingelserne blev fastsatte, besluttedes derhos, at Valg af Konge ikke skulde ske før man var bleven enig om de fornødne Grundlovsforandringer.
De svenske Kommissærer indfandt sig Dagen efter i Storthinget og holdt en — Takketale.
Unde de paafølgende Forhandlinger blev det svenske Forslag til ny Grundlov ikke lagt til Grund.
Storthinget holdt sig til Eidsvoldsgrundloven; den var Norges gjældende Konstitution, som nu blot „i Andledning af Foreningen“ skulde „nærmere bestemmes“.
Kommissærerne fandt sig i alt dette. Dermed var Kielertraktaten for anden Gang opgiven.
Ogsaa i de fleste enkelte Punkter blev de svenske Fordringer frafaldte. Foruden større Raadighed over Norges Krigsmagt havde man ogsaa ønsket Ret for Kongen til at uddele Adelsværdighed, til at udnævne Thingets Præsidenter, til at ansætte svenske Embedsmænd i Norge og omvendt, til at indlægge svenske Garnisoner i norske Fæstninger; endvidere vilde man have Rigsretten forandret og den konstitutionelle Ansvarlighed svækket o. m.; men det meste af dette blev allerede paa Forhaand opgivet.
Den Eftergivenhed, som fra svensk Side blev vist, havde dog intet med „Høimodighed“ at bestille.
Allerede den 7de Oktober havde Karl Johan i Brev til Kommissærerne sagt, at om man kunde skaffe ham 40,000 Mand og i det mindste 6 Millioner Rigsdaler, saa skulde han kunne tvinge Nordmændene til „ikke at gjøre Fordring paa andre Rettigheder end dem, som et erobret Land kan forlange“. Men disse Hjælpemidler kunde ikke skaffes. Statsraad Wirsén havde allerede erklæret, at med November Maaned var alle Ressourcer forbi.[8]
Dertil kom de politiske Forhold. Den 11te Oktober skrev Karl Johan til Karl 13.: „Det er os af Vigtighed at anvende alle Midler for ufortøvet at afslutte Foreningen, saa at vi maatte findes i Tid betryggede mod de Storme, som truer Europa.“ I et andet Brev fra denne Tid siger han: „I et Øieblik, da alle Udsigter for vor Politik afhænger af de store Magters Enighed eller Uenighed, er intet vigtigere for os end at vise, at Foreningen er kommen istand gjennem Nationens (ɔ: Norges) frie Vilje.“
Han var bange for Wiener-Kongressen, der snart skulde træde sammen. Hvis nogen der gav sig til at ransage Kielertraktaten (og det var meget rimeligt), saa vilde det være bedst for Sverige, om det kunde møde op med Foreningen i fuldbragt Stand. Og Foreningen burde helst være slig, at Norge ikke fik Anledning til Misnøie. En Klage fra Norges Side vilde af Sveriges eller Karl Johans Uvenner let kunne blive brugt som Paaskud for Indblanding, og hvad Følgerne deraf kunde blive var umuligt at beregne. Legitimitetstanken (at kun de gamle Fyrstehuse havde Ret til at regjere) greb stærkt om sig ved Hofferne i denne Tid. Man likte ikke de nye Forhold, som Revolutionerne havde frembragt. Sæt at Wienerkongressen slog en Streg over alt, som var hændt i Sverige i 1809—10 og gjenindsatte Gustav 4. eller ialfald hans Søn, som enkelte af „Kongemagerne“ sagdes at interessere sig for? — Bedst altsaa at komme til Ro, og siden at holde sig saa stille som muligt.
Derfor drev han af al Magt paa, at man skulde skynde sig. Man fik opnaa hvad man kunde af Nordmændene, men Hovedsagen var: at det gik fort — og pent. De svenske Herrer likte ikke al denne Eftergivenhed. Men Karl Johan vidste, hvad det for ham gjaldt, og saa trøstede han sig med, at hvad man gav efter nu, — det kunde man tage igjen siden. „Uden Tvil,“ skrev han til Kommissærerne, „vil vore Efterkommere faa adskilligt at bestille med at gjennemføre den endelige Sammensmeltning af de to Nationer. men det kan være politisk klogt at overlade noget af Arbeidet til dem, saa deres Patriotisme blir ledet i lignende Retning som Engelskmændenes overfor Skotland.“ Denne Bagtanke om, at man ved at give efter for Nordmændene skulde opnaa netop „hvad man syntes at eftergive“, nemlig en Sammensmeltning af de to Folk til et, kom i det hele oftere frem (se f. Ex. Silfverstolpes Diktamen paa Rigsdagen i 1815).
Imidlertid benyttede Storthinget sig med Fasthed og Klogskab af Omstændighederne til at bringe Norges Frihed og Selvstændighed i Havn, og saa sint Karl Johan end ofte var, maatte han dog stundom rose Thinget for dets „Forsigtighed“. „Det var yderst omhyggeligt for paa det nøiagtiste at iagttage gjældende konstitutionelle Former, saa at det ikke lod sig komme til Last nogen Forføining eller nogen Forsømmelse, der under de nuværende Forhold kunde fortolkes som en Usikkerhed (tvekan) med Hensyn til Norges Egenskab af et selvstændigt Rige med egen, lovligt virkende Regjeringsmagt“ (Rydin). —
— Kun ugjerne gik Nordmændene ind paa Foreningen. Svenskerne var ikke blot det flere Gange stærkere Folk; men den Maade, hvorpaa de var gaaede frem for at faa Foreningen istand, var ikke egnet til at vække Tillid. Norge havde ogsaa Erfaringer fra den danske Union, som opfordrede til Forsigtighed; det norske Standpunkt maatte da af alle Grunde blive: ikke at afstaa mere til Foreningen end absolut nødvendigt.
Det var paa dette Standpunkt, Storthinget stillede sig, og der blev det urokkelig staaende. I denne Henseende var alle enige, ogsaa de „unionsvenlige“. Det blev fra begge Sider med Styrke fremholdt, at hvis Foreningen ikke kunde vindes med Bibehold af Norges Ret og Ære som selvstændig Nation, saa vilde man heller vove alt, værge sit land til sidste Blodsdraabe. Man søgte til alle Sider at omgjærde og sikre dets Selvstændighed. Norge Ære og Frihed vilde ikke kunne ansees opretholdt, om vi skulde maatte „stole paa en anden Magts Ædelmod“ med Hensyn til vor Fremtid. Og trods de vanskelige Forhold undgik Storthinget endog Skinnet af at have bøiet sig for Magtens Tvang. Nationens Repræsentanter, som „hvade besluttet Foreningen“, burde „frit og værdigt bestemme Betingelserne for samme“ og ikke lade sig dem „foreskrive som af en seirende Erobrer“. Storthinget var sig sin Pligt bevidst og opfyldte den. Med den krigsvandte svenske Hær paa 3 Miles Afstand, med øvede Diplomaters Fælder og Snarer overalt paa sin Vei, med Europas Stormagter imod sig og ingen, ikke engang sin egen Konge, med sig, stod den høie Forsamling rolig og fast i Følelsen af sin Ret og gjennemførte Foreningen paa de af den selv bestemte Principer. Med Rette kunde Karl Johan i den kgl. Proposition for de svenske Stænder i 1815 holde følgende Lovtale over Thinget: „Norges Riges Repræsentanter viste sig lige værdige sin Bestemmelse og sine Medborgeres Tillid. Uden at rives med af Omstændighederne, bedømmende dem alene som en Indledning, ikke som en Betingelse for sin Beslutning, søgte Norges Storthing ... paa en Gang at varetage Folkets Frihed og Statens Anseelse, Medborgeres Rettigheder og Rigets Ære.“
Foreningens Betingelser („Vilkaar“) blev saaledes fastsatte:
Norge skulde være et frit og selvstændigt Rige, der havde Konge og Forsvar fælles med Sverige.
I alle egne Anliggender skulde det styre sig selv; i alle fælles Anliggender (Spørgsmaal vedkommende Konge og Forsvar) skulde det have lige Indflydelse med Sverige.
Dette blev ogsaa gjennemført med Hensyn til de udenrigske Forhold. Norge skulde have sit eget Udenrigsstyre (sml. Udredningen nedenfor under Afsnit III); men Udenrigssager, som angik begge Riger (ɔ: ligefrem vedkom det fælles Forsvar) skulde afgjøres i sammensat Statsraad efter Principet: lige Indflydelse eller „fuld Jevnlighed“ (Grundlovens § 26, 2det Afsnit og § 38). Om den foreløbige Ordning, hvorefter Kongen lod de norske Udenrigssager behandle sammen med de svenske, se nedenfor. —
Først da Grundloven var gjennemgaaet og Foreningsvilkaarene fastsatte, modtog Storthinget Kong Kristians Thronfrasigelse og valgte Karl 13. til „Norges konstitutionelle Konge“ (ɔ: Konge ikke efter Kielertraktaten, men i Kraft af den norske Konstitution.( Karl 13. modtog Kongeværdigheden paa disse Betingelser og aflagde Ed til Norges Grundlov.
Kielertraktatens Opgivelse og Foreningens Karakter af Frivillighed blev siden ved alle Leiligheder fra svensk Side erkjendt. Denne Erkjendelse kom til Orde, først i de svenske Kommissærers Indberetning til Karl 13. af 4de November, siden i Karl Johans og Karl 13.s Taler til Storthinget eller dets Deputationer, endvidere i den svenske Konges Proposition for Rigsdagen 12te April og 10de Mai s. A.; fremdeles, og paa en særdeles tydelig Maade, i Udenrigsministerens Skrivelse til de svenske Gesandter ved Wienerkongressen og de fremmede Hoffer (se „Morgenbladet“ 3die Januar 1893); senere i Breve fra Karl Johan og Udenrigsministeren i Anledning af Opgjøret med Danmark osv. osv.,; men paa den høitideligste og mest forbindende Maade blev Erkjendelsen afgiven i selve Foreningsakten, hvor Karl 13. sammen med Rigsdagen og Storthinget gjør vitterligt for alle, at Foreningen er tilveiebragt, „ei ved Vaaben, men ved fri Overbevisning“.
Forenings- eller „Rigs“-Akten blev vedtaget i 1815.
Grundlovens §§ 7 og 42 havde givet „næste Storthing“ Myndighed til at fastsætte nærmere Bestemmelser om de Forhold, der omtales i §§ 7, 39, 40 og 41 (Tronfølgervalg samt Interimsregjering). Herom skulde ifølge § 42, i Realiteten ogsaa efter § 7, gives Lov „bygget paa fuldkommen Lighed mellem begge Riger[9]“
Storthinget i 1815 var saaledes ikke bemyndiget til at give andre Bestemmelser end dem, der indeholdes i Rigsagtens §§ 3 (Tronfølgervalg) samt 6 og 7 (Interimsregjering). Da den svenske Rigsdag ønskede en Lov, som indeholdt Foreningsvilkaarene samlet, blev desuden i Rigsakten alle de Grundlovsparagrafer indtagne, der efter svensk Opfatning i 1815 „vedkom begge Riger“[10], dog med Undtagelse af to, nemlig Grl. § 8, der blev ordnet ved særlig Lov, samt Grl. § 42, der var blevet fyldestgjort ved selv Istandbringelsen af Rigsakten.
Ifølge sin Tilblivelse er altsaa Rigsakten den fuldstændige, og altsaa eneste, Foreningskontrakt. Udenfor den findes ingen „Unionsvilkaar“. Den erklærer sig ogsaa selv at være fuldstændig. „Saa have vi“, heder det i dens Indledning, „ei troet at kunne paa en værdigere og høitideligere Maade for kommende Tider befæste Vilkaarene for den mellom Norge og Sverige trufne Forening“ „end ved at overnskomme om i en særskilt Rigs-Akt at indbefatte og indføre bemeldte Vilkaar aldeles saaledes, som de her nedenfor følge;“ d. e.: de Vilkaar, som er vedtagne for Foreningen, er i Rigsakten aldeles fuldstændigt og aldeles nøiagtigt indbefattede og indførte.
Blandt de saaledes indførte Foreningsvilkaar møder vi som No. 1: „Kongeriget Norge skal være et frit, selvstændigt ... Rige.“ Dertil slutter sig § 4, 1ste Passus, om den norske Konges Repræsentationsret overfor Udlandet. Som Ligeberettigelsen mellem Rigerne ifølge Grundlovens § 42 er Forudsætningen for den hele Kontrakt, saaledes finder vi i Kontraktens første Paragraf Selvstændigheden som øverste Unionsvilkaar.
Rigsaktens andre Bestemmelser samler sig om de to Punkter, hvorom der var besluttet at skulle være Fællesskab: Konge (§§ 2, 3, 6, 7, 8, 9, 10, 11) og Forsvar § 4, 2det Passus, og § 5). Vi har da her i klare og tydelige Træk Foreningens Grundprinciper, saaledes som disse blev bestemte og fastsatte af Fædrene i 1814, nemlig:
- Begge Rigers Selvstædnighed og indbyrdes Ligeberettigelse;
- Fællesskab alene med Hensyn til Konge samt Krig og Fred.
- ↑ Sml. en Afhandling af den danske Historiker Kapt. C. Th. Sørensen i »Politiken« 6te, 7de og 9de Oktober 1893. Se ogsaa den anseede svenske Statsretslærer Prof. Rydins Bog »Föreningen emellan Sverige och Norge«, S. 1—17.
- ↑ Dette har han ogsaa selv fortalt; se herom »Recueil des lettres etc. de Charles XIV Jean«, II, S. 58 fg.
- ↑ Paastanden om, at Norge ved Kielertraktaten blev overdraget til Sverige har i Virkeligheden alene kunnet holdes oppe ved Hjælp af en falsk Gjengivelse af Traktatens Text; se ovennævnte Afhandling af C. Th. Sørensen og Rydins »Föreningen« S. 44, Noten.
- ↑ De tusind Hjems Forlag; Pris 40 Øre. (En anden Bog, som bør læses er: Dr. Sigurd Ibsen: »Unionen«. Samme Forlag, 80 Øre.)
- ↑ De i det følgende citerede Breve fra Karl Johan findes i Schinkel-Bergmans »Minnen« eller i »Bidrag til Norges og Sveriges Historie 1812-1816« ved Yngvar Nielsen.
- ↑ »Kampen om Norge« af C. Th. Sørensen. »Felttåget i Norge 1814« af den svenske Kapt. I. Mankell. »Norge og Sverige i 1809 og 1814« af Artillerikaptein A. Motzfeldt.
- ↑ Landets Stilling var mislig, men ikke fortvilet: se f. Ex. Kapt. Motzfeldt: »Norge og Sverige i 1809 og 1814« med Bilage.
- ↑ Rydin, Föreningen, Side 140, Note 1.
- ↑ Dette var ogsaa Forudsætningen fra svensk Side. Sveriges Konge siger i sin Proposition af 12te Aptil 1815 til Rigets Stænder, at ved FOreningen var »en fuldkommen Jevnlighed oprettet mellem Rigerne uden Hensyn til deres Folkemængde eller Landenes Produktion.« Rigsdagen svarede med at erklære »En fullkomlig jämlikhet bägge Rikena imellan kafta Riksens Ständer erkändt.« (Rydin, Föreningen, Billager S. 101-128).
- ↑ Se de i forrige Note citerede Dokumenter.