Svenskerne jublede over Foreningen i den første Tid.

De fleste troede, at Norge virkelig var erobret. Men ogsaa de, som vidste bedre Besked, lod sig nøie. Der var jo vundet adskilligt. Sverige, som for 6 Aar siden stod paa Afgrundens Rand, havde nu sine Forhold fuldt ordnede. Og ved Foreningen var det for al Fremtid sikret mod „de russisk-danske Alliancer, som altid havde truet Sveriges Frihed.“

Ogsaa Ligeberettigelsen mellem Rigerne kunde taales. „Om Indbyggernes Antal i det ene Rige viste en betydelig Overvægt, saa opveiedes denne af det andet Lands gunstige Betingelser for Forsvar“ (Karl 13des Proposition for Stænderne 12 April 1815).

I Baghaand havde man desuden Haabet om de to Nationers frivillige „Sammensmeltning til et Folk.“ „Det norske folk måste mötas med förtroende; då äger det nog nordisk redbarhet att blifva svenskt.“ (A. G. Silfverstolpe paa Rigsdagen i 1815).

Med denne Sammensmeltning syntes det imidlertid at ville gaa sent, og der opstod efterhaanden Misnøie. Med Sveriges under Foreningen tiltagende Kraft begyndte Svenskerne at undre sig over, at de i 1814 havde været saa „eftergivende.“ Det maatte have været „Høimodighed“. Men havde man været høimodig, saa skulde Norge til Gjengjæld være taknemmeligt. Af Taknemmelighed skulde vi lade Sverige faa, hvad det i 1814 ikke havde kunnet erobre.

Der opkom en Uvilje mod Norge. Ligesaa opstod en vis Uvilje mod Karl Johan. Man syntes, han havde snydt Sverige. Ikke havde han skaffet det Finland tilbage, og heller ikke havde han tilveiebragt nogen Erstatning. I Virkeligheden havde Karl Johan bare tænkt paa sig selv og sit Dynasti.

Karl Johan fastholdt dog foreløbig Foreningen som den var bleven stiftet. Den var jo hans „eget Værk“. Mulig europæisk Indblanding var ham hellerikke tilpas, især saalænge han endnu bare var „Tronfølger.“

Men siden 1818, da han ved Ruslands Beskyttelse i Fred og Ro havde kunnet bestige de forenede Troner, blev hans Holdning overfor Norge mere vaklende. For at befæste sin Stilling i Sverige maatte han i nogen Grad give efter for det Tryk, der fra storsvensk Hold øvedes paa ham med Hensyn til Norge.

At saadant Tryk har været øvet kan nu bevises[1]. —

I de første Frihedsaar var Norge i en næsten fortvilet Pengenød. Det hele Finansvæsen var i Forvirring og maatte ordnes fra nyt. Dette krævede saa svære Ofre af det fattige Folk, at der endog fleresteds opstod Uroligheder. Under disse vanskelige Forhold kom saa Danmark med sine Krav om, at Norge skulde betale sin Del af den gamle dansk-norske Statsgjæld.

Karl Johan var bange for europæisk Indblanding overfor Sverige (det var den hellige Alliances Tid), og han hjalp derfor Norge med at trække Underhandlingerne i Langdrag. Ved Hjælp af Englands Mægling fik han ogsaa Gjældsbeløbet nedsat. Men undertiden var hans Optræden overfor Norge i høi Grad besynderlig.

Gamle Statsraad P. Motzfeldt fortæller fra 1819 og 1821, at Norges Konge haanede Norge for dets Armod. Og ikke det alene. Han lod Nordmænd høre, at naar Landet var saa armt, havde det heller ikke Raad til at være — selvstændigt.

Der synes virkelig at have været spekuleret i Norges økonomiske Nød. Der var i 1822 Spørgsmaal om, enten man skulde reise et Laan eller tage af Bankens Sølvbeholdning; det sidste vilde være meget farligt for Landets Pengevæsen og Kredit. Men Karl Johan ønskede dette. „Man bør se paa Opinionen,“ sagde han; „er den for, at Banken skal tages, saa bør man virke for, at det sker; hvir Storthinget vil rinere sig, saa lad det gjøre det; det blir dets Sag!“

Der blev ogsaa ligefrem slaaet paa, at Norge kunde faa Hjælp med Betalingen af sin Gjæld, hvis det vilde opgive Selvstændigheden[2].

Aaret 1821 var overhoved et kritisk Aar. Tilbudet om at afkjøbe Norge dets Selvstændighed vandt intet Gehør, og man greb da til Trusler. Stormagterne skulde ville skride ind. For at give diss Trusler Eftertryk forlangte Karl Johan midt under Pengenøden betydelige Beløb til Øgelse af Krigsmagten. Kunde Norge ikke tilveiebringe disse Beløb, — „nu, saa erstatte Storthinget Mangelen ved en oplyst Patriotisme, ved Enighed, Moderation og ved at slutte sig med Brodersind nærmere til Sverige, fra hvilket Norge i forekommende Tilfælde kan ene faa Hjælp til sit Forsvar.“

Foruden Gjældssagen forelaa i 1821 Adelsloven til Afgjørelse. Karl Johan likte ikke, at Storthinget vilde ophæve Adelen. Men dertil kom, at Loven nu skulde vedtages for 3die Gang; derved vilde den blive Lov uden Kongens Sanktion, og det likte han endnu mindre. Han gjorde en voldsom Modstand, og navlig skræmtes der med Stormagterne. „I Fortrolighed“ forevistes Papirer, der gav sig ud for at være Uddrag af fremmede Regjeringers Udtalelser; her betegnedes Thinget som revolutionært, „carbonarisk“, og Kongen tilraadedes at bruge Magt, fik endog Løfte om Hjælp til dette. Men Motzfeldt erklærer sig moralsk overbevist om, at „kun saare lidet, om noget, af alt dette er kommet fra de udenlandske Kabinetter“; alt tyder paa, at det „er fabrikeret for at hidsendes som en Fugleskræmme for Storthinget“. I ethvert Fald er det ikke sandsynligt, at Udlandet skulde havde lagt saadan Vægt paa denne i sig selv ubetydelige Sag, hvis der ikke paa Forhaand var slaaet Allarm fra svensk Side.

Overfor Regjeringen som overfor Storthinget, vistes aabenbar Foragt. Det ene truende Reskript sendtes Storthinget efter det andet og offentliggjordes i svenske Aviser. Trykkefriheden søgtes indskrænket. De morsksindede Blade sattes under Tiltale Gang efter Gang. Enhver Anledning til Konflikt benyttedes med en Iver, der maatte synes paafallende. Stadig fik Nordmændene høre, at de havde „faaet“ Friheden ved Karl Johans og Sverige „Høimodighed“, og at de derfor ikke havde anden Ret end den, man fandt Grund til at unde dem. Udtalelser om, at „Kongen ikke kunde have noget imod, at Norge sattes tilbage til Kieler-Traktatens Standpunkt“, cirkulerede uden at blive modsagte. Saadan troløs og eggende Tale syntes alene at kunne have til HEnsigt at hidse Nordmændene til Handlinger, som kunde give Paaskud til Indblandning.

Ogsaa militær Demonstrationer benyttedes. Den 26 April skriver Motzfeldt: „Cirka 15000 Svensker have Ordre at være færdige at marschere efter 24 Timers Varsel — hvorhen — og i hvad Øiemed? ja derom melder Texten intet.“ Senere befalede Karl Johan, trods Pengenøden, og trods Regjeringens Modforestillinger, at der skulde afholdes en Øvelsesleir af 300 Norske og 3000 Svenske paa Strækningen mellem Kristiania og Moss. Denne Troppesamling kom istand (paa Etterstad), og et mærkeligt Tilfælde vilde, at de svenske Soldater havde faaet skarpe Patroner, medens de norske kun havde løse. Smatidig kom svenske Krigsskibe til Kristiania. En Note sendtes om til de fremmede Mager med voldsomme Beskyldninger mod Storthinget og Nordmændene. Statholderen fik en hemmelig Ordre om at sætte op en Liste over „de Desperate“ i THinget; „thi“, heder det, „dersom man nødes til at bruge Magten, saa bør Retfærdighedens Sværd ei ramme de uskyldige.“ — Der staar virkelig „Retfærdighedens Sværd“.

„Et Mørke hænger over alles Aasyn i denne Tid,“ skriver Motzfeldt, „og man ser paa Enhver Udtrykket af den mest spændte Forventing.“ Selv kan han „ei komme fra den Tanke, at der pønses paa at gjøre et Slag, et Greb i Konstitutionen“. Han ved ikke andet at trøste sig med, end „Vedkommendes“ (ɔ: Karl Johans) „Ustadighed og maaske Mangel paa Resolution til at udføre nogen decisiv Streg.“

Der var ikke saa meget Karl Johan, man mistænkte. Nordmændene kunde ikke for Alvor mistro sin Konge, og Karl Johans vindende, ligefremme​ Væsen saavelsom hans store Godgjørenhed bevirkede, at Folket holdt af ham, trods alt. Men man saa, at han var under en meget stærk storsvensk Indflydelse, og ingen kunde forudse, hvor langt han af denne kunde blive dreven.

Storthinget fastholdt i det væsentlige sit Standpunkt, men gav efter saavidt ske kunde uden at gaa Konstitutionen og Landets Ære for nær. Uveiret drev da efterhaanden over.

————————

Men Planerne om Grundlovens Omstøbning holdt sig. Karl Johan begyndte nu med sin Forsøg paa at omgjøre Forfatningen ad lovlig Vei.

En lang Række Grundlovsforslag (hele 13) blev fremsatte. De fordrede for en stor Del de samme Forandringer, som Svenskerne forgjæves havde søgt gjennemførte i 1814. Nu mente man, at Storthinget skulde være føieligere. Man ((b1|reg|nede}} regnede herved paa den bekjendte Ting, at Embedsmænd vanskelig bevarer sin Selvstændighed overfor den Myndighed, der ansætter og forfremmer dem; — Storthinget bestod jo endnu mest af Embedsmænd.

Forslagenes væsentlige Indhold var:

De norske Statsraader, der ifølge Grundloven opholder sig i Stockholm, men skifter hvert Aar, skulde herefter kun skifte hvert andet eller tredie Aar; derved vilde de komme under sterkere svensk Indflydelse. Kongen skulde kunne afskedige alle Embedsmænd undtagen Dommere; herved vilde Embedsstanden blive endnu mere afhængig. Storthinget skulde sammentræde kun hvert 5te Aar; Kongen skulde have Opløsningeret samt vælge Thingets Præsidenter; Thinget skulde forpligtes til at behandle Kongens Forslag først; endelig skulde § 79 udgaa, saa Kongen fik absolut Veto; ved disse Bestemmelser vilde Storthingets Magt, Indflydelse og Initiativ svækkes til Fordel for Kongemagten. Men da Kongemagen repræsenteredes ved Kongen af Sverige, vilde selvfølgelig med den øgede kongelige Magt ogsaa Sveriges Indflydelse vokse.

Storthinget i 1824 har været betegnet som et af de moderateste af alle Thing; ikke desto mindre blev de kongelige Grundlovsforslag af dette Thing alle tilhobe forkastede.

Ved disse Tider begyndte Karl Johan sin Kamp mod Nordmændenes Festligholdelse af sin Frihedsdag. Da Statholderen Sandels ikke syntes ham streng nok i denne Sag, gav han ham Afsked og indsatte i Stedet Grev Platen, en Mand, der havde lovet at „indforlivee Nordmændene med de tro Svensker, selv om dette med Tiden skulde lægge ham i Graven.“ Karl Johans Had til den norske Selvstændighedsfest gik saa vidt, at han i 1828 endog sammenkaldte Tropper, ja traf Anstalter til at lade svenske Soldater rykke mod Kristiania, om Nordmændene skulde gjøre Mine til at feire den. I 1829 kom „Torveslaget“, hvor der virkelig anvendtes Magt, skjønt det, der skulde gjælde for „Oprør“, var i særdeles Grad uskyldigt. Det skulde for Alvor indbankes i Nordmændene, at de havde „faaet“ sin Frihed af Svenskerne og Karl Johan. Men Nordmændene vilde ligesaa lidt nu som før godkjende denne Forvanskning af Historien.

Thinget i 1827 viste en saa tydelig Kulde overfor de kongelige Grundlovsforslag, at Karl Johan fandt det rettest at tage dem tilbage, hvorpaa han — fremsatte dem paany, til Behandling af Storthinget i 1830.

Men i 1827 dukkede det unionelle Spørgsmaal op fra en anden Kant. Spørgsmaalet om Ordningen af vort Udenrigsstyre kom paa Dagsordenen.

————————

Efter den ældre Opfatning var de Kongen selv, som forestod den udenrigske Politik. Han lod Sagerne forberede paa den Maade, han selv fandt bedst; „man tænkte sig den Gang aldeles ikke, at der laa nogen stærk Vægt paa, hvem der var Kongens Veiledere og Raadgivere i de Ting“ (E. Stang i Storth. 21 Febr. 1891). Udenrigsministeren var nærmest at opfatte som hans Privatsekretær for disse Anliggender[3].

For Rigsforsamlingen saavelsom for Storthinget i 1814 havde det derfor staaet som mindre nødvendigt at give nærmere Forskrifter i Sagen. Dens praktiske Ordning vedkom nærmest Kongen. Storthinget havde ogsaa mere end nok med Ordningen af de indre Forhold i Landet. Man nøiede sig da med i Grundloven at fastslaa norsk Udenrigsstyre i sin Almindelighed. Kun med Hensyn til Behandlingen af hemmelige diplomatiske Sager blev der givet en særlig Bestemmelse (Mai-Grundl. § 33, strøget i den ændrede Grundlov; se herom Utheim: „Grundloven om Norges Udenrigsstyre“, S. 40—50).

Kongen fandt det nu foreløbig bedst at behandle Norges Udenrigssager sammen med de svenske, altsaa i det saakaldte „ministerielle „Raad“, der bestod af Udenrigsministeren og et andet svensk Statsraadsmedlem. Formelt kunde denne Ordning taales; den var jo „norsk“, al den Stund vor Udenrigspolitik lededes direkte af Norges Konge; men praktisk var den i høi Grad uheldig og ubetryggende. Ingen havde Ansvar for de norske Beslutninger; Protokollerne kunde aldrig forlanges fremlangte; de Oplysninger, Norges Regjering sad inde med, kunde ikke med fornøden Styrke eller til rette Tid gjøres gjældende. Hvor daarligt Norge i Virkeligheden var stillet skulde man nu faa Erfaring om — gjennen Bodøsagen.

————————

Nogle engelske handelsmænd, Everth & Co., havde i Ledtog med en Finlænder Gerss drevet Smuglertrafik oppe i Nordland. Ved Bodø havde Banden sin Hovedstation.

Overfor de norske Embedsmyndigheder optraadte den paa fulstændig lovløs Maade. Ved falske Foregivender og Forklaringer blev Toldvæsenet ført bag Lyset; dets Funktionærer søgtes bestukne, dets Vagter fordrevne; Vidner, som kunde blive besværlige, fjernedes; Toldvæsenets Segl blev brudte, beslaglagte Vere og Skibe bortførstes; videst blev Frækheden dreven den 28de Febr. 1819, da ligefrem Vold blev anvendt og den norske Stat ved Indbrud og Ran paa den groveste Maade forurettet og krænket.

I Henhold til optagne Forhør bestemte da Kongen, at de Skyldige skulde drages til Ansvar for Domstolene.

Men ved Hjælp af løgnaktige Fremstillinger og falske Dokumenter fik Smuglerne den engelske Regjering til at tage sig af deres Sag. Og hvad der var endnu mere besynderligt: ogsaa Sveriges Udenrigsminister (der tillige fungerede som norsk) stillede sig paa Smuglernes Side. Han gjorde dette saa aabenbart, at „det saa ud, som om han var sat til at varetage disses og ikke den norske Stats Interesser“.[4]

Utrolige var de Krav, som blev stillede fra engelsk Side. De Varer m. m., som Smuglerne ikke selv havde kunnet røve med sig, skulde Norge udlevere; den paabegyndte Retsundersøgelse skulde stanses, og istedetfor Straf skulde Smuglerne af Noge have — Skadeserstatning. Den svenske („og norske“) Udenrigsminister støttede af al Magt disse Krav. Istedetfor at „anvende sine Talenter til at gjøre den britiske Minister bekjendte med Sagen ogsaa fra den anden Side“, førte han Englands Sag mod de norske Myndigheder. Den Redegjørelse, som Regjeringen i Kristiania havde udarbeidet efter de optagne Forhør og andre embedsmæssige Indberetninger, tog han intet Hensyn til; den blev neppe engang den engelske Minister meddelt. Mod Norges Embedsmænd udslyngedes de haardeste Beskyldninger; de var ulydige, uretfærdige, uærlige. De norske Domstole beskyldtes for Partiskhed. Regjeringen, som hele Tiden søgte at imødekomme de engelske Krav saa langt som det med nogen Rimelighed kunde ske, ja længer, fik høre, at den modvilligt forhalede Sagen og viste sig illoyal. Vilde Norge ikke strax bøie sig for de engelske Krav, saa kom England til at hævne sig paa Norges og Sveriges Handel. Saa længe blev Kongen paa denne Maade bearbeidet, til han gav efter og mod sin egen tidligere Beslutning frafaldt den restlige Undersøgelse. Sagen blev overgidt til diplomatisk Behandling og var dermed for vort Vedkommende tagt. Thi ved Forhandling kunde naturligvis den sterkere Magt tiltvinge eller tiltrue sig omtrent hvad den vilde, — naar den fik Hjælp ogsaa af „vor“ Udenrigsminister.

Sagen blev fremmet med febrilsk Hast. Storthinget skulde møde om ganske kort Tid; men det kunde man ikke vente paa. Ei heller blev efter Grundlovens Bud Betænkning indhentet fra den norske Regjering. Den engelske Udenrigsminister krævede Sagen ordnet, før Parlamentet fik fat i den; ellers kunde den blive brugt som Vaaben mod det Ministerium, hvoraf han var Medlem. Og Sverige vilde gjerne indynde sig hos den engelske Regjering. Derfor blev Norges Interesser ofrede. Det vil i vanskelige Tilfælde let gaa saa. Den svenske Udenrigsminister maa naturligvis altid først tænke paa Sverige. Norge er jo ikke hans Fædreland. Og ingen kan kræve ham til Regnskab for norske Sagers Skjæbne.

Statssekretær P. C. Holst fik Fuldmagt til at underhandle paa Norges Vegne. Fra engelsk Side mødte en Hr. Denowan. Men da denne blev spurgt om sin Fuldmagt, havde han ingen. Han erklærede, at han kom som Repræsentant for de engelske „Kjøbmænd“; den britiske Minister agtede aldeles ikke at forhandle med Norges Finansdepartement. P. C. Holst besvarede denne Uforskammethed med at bede sig fritaget for sit Hverv, og Finansdepartementet indvilgede hans Andragende.

Men saa megen Stolthed var der ikke hos Norges Konge. Efter den svenske Udenrigsministers Raad gav han efter paany. Som Grund angaves ligefrem Norges Svaghed. Holst fik Paalæg om at forhandle med Denowan og maatte bøie sig, hvor nødig han vilde.

Af Denowan mødtes han med Hensynsløshed og Haan. Repræsentanten for de engelske Smuglere blev hovnere i sin Optræden og strammere i sine Fordringer, „alt som han fandt Vedkommende eftergivende eller rettere svag; det var jo i sin Orden“. (P. Motzfeldt). Han var ligefrem grov i sine Beskyldninger mod den norske Regjering. „Det er umuligt at tænke sig, at en saadan Adfærd og en saadan Sag kunde finde Medhold i nogen civiliseret Stat“, udtaler Protokolkomitéen af 1827. „At en Konge, hvis Mod og Kraft Europa har beundret, og et Folk, som altid bar et hædret Navn i Historiens Aarbøger og hos fjerne Nationer, skulde saaledes ei blot tvinges til at betale dem, som havde trodset Lovene, krænket Territorialrettigheden og den offentlige Sikkerhed og udøvet Vold og Ran, men enda tillige lade sig af disses Mandatarius, Prokurator Denowan, sige, hvad ingen privat Mand kunde tillade sig at lade være upaatalt, — det er en Tanke, som oprører enhver Normand, der føler for Konge og Fædreland.“

Den dygtige norske Underhandler kunde under disse Forhold intet udrette. Han paaviste klart og uimodstaaeligt Grundløsheden i de engelske Krav, og den norske Statsraadsafdeling tilraadte hans Udtalelser i de bestemteste Udtryk; man tilbød ogsaa, „af Agtelse for den engelske Regjering og dens Indskriden“, at Forbryderne skulde slippe for Straf; ja for at være imødekommende til det yderste vilde man endog lade Kongen „af særdeles Naade“ tilstaa dem et Gratiale — 24,000 Kr., 80,000 Kr. eller endnu mere —; men intet hjalp. „Vor“ Udenrigsminister tog under den hele Forhandling „virksom Del i Denowans og det engelske Gesandtskabs Fordringer, medens der i Dokumenterne ikke findes det ringeste Spor til, at han har ladet den norske Regjerings meddelte Oplysninger komme i allermindste Betragtning.“ (Protokolkom. 1827). Han fik tilsidst Kongen til at befale Holst at give efter for Denowans Krav, og Resultatet blev, at Norge, hvis Love var brudte, hvis Landshøihed var krænket, hvis Statskasse var besvegen, skulde for alt dette ingen Opreisning faa, men til Forbryderne desuden betale en „Erstatning“ af ialt 324,000 Kroner. Styrelsen havde, som Protokolkomiteen udtalte, „ikke kunnet hævde Ret og Retfærdighed“, men havde „ved blotte Trusler maattet lade sig skrække til at indgaa paa Vilkaar som efter en uheldig Krig“.

Desuden kostede Sagen Norge 130,000 Kroner til Retsundersøgelser, der var blevne nødvendige paa Grund af de engelske Smugleres frække og grundløse Beskyldninger mod norske Embedsmænd.

————————

Det var i Anledning af denne Sag, at Spørgsmaalet om diplomatiske Sager kom paa Bane.

Protokolkomiteen af 1827 henledede Opmærksomheden paa, hvor vigtigt det var „for Norge og for Kongen som norsk Konger at have særskilte norske diplomatiske Agenter i de Lande, med hvilke Norge nærmest staar i Forbindelse.“ Havde Norge havt sin egen Gesandt i London, vilde denne Sag „aldrig have faaet det Udfald som den fik.“ Disse Udtalelser blev enstemmig vedtagne af Odelsthinget, hvor flere Medlemmer af Storthinget i 1814 havde Sæde. At eget norsk Diplomati havde „Medhold i Grundloven“ blev udtrykkelig udtalt.

Storthinget, som indsaa, at Tidspunktet ikke var heldigt for Løsningen af denne store Sag, indskrænkede sig imidlertid til i en Adresse at anmode Kongen om at tilstede den norske Statsminister og de øvrige konstitutionelle Raadgivere Deltagelse i Behandlingen af de diplomatiske Sager.

Karl Johan svarede, at han vilde fremgaa som hidtil. —

————————

Omkring 1830 forandredes den herskende Aandsretning i Europa. Femmagtsforbundet (dne hellige Alliance) opløstes, og med Julirevolutionen begyndte en mere frisindet Tid. men Karl Johan fortsatte sin reaktionære Politik, som om intet var passeret.

Hans Grundlovsforslag skulde nu forelægges for Thinget 1836. For at stemme Nordmændene til Eftergivenhed besluttede han da at gjøre dem en Indrømmelse med Hensyn til Behandlingen af de udenrigske Sager. Ved Resolution af 13de April 1835 bestemtes, at et norsk Statsraadsmedlem skulde „være tilstede“, naar fælles diplomatiske Sager behandledes; i særligt norske Sager skulde han ogsaa „kunde“ ytre sin Formening. Han fik ingen Del i Sagernes Forberedelse og intet Ansvar for deres Skjæbne.

Denne „Indrømmelse“ var af saa lidet Værd, at den nærmest var „skikket til at forøge Norges Utilfredshed med dette Anliggendes Behandlingsmaade.“[5] Den virkede ogsaa derefter. De kongelige Grundlovsforslag blev i 1836 „henlagte“ uden saa meget som Komitebehandlig. Derimod indgik Storthinget (efter at det var blevet opløst og strax igjen indkaldt) med en Adresse, hvori det paany fremholdt Vigtigheden af at faa de norske Udenrigssager skjøttede paa forsvarlig Maade.

Adressen, der var foreslaaet af Repræsentanterne fra Kristiania, nævnte ogsaa flere Ting, der vedkom Norges Stilling i Unionen. Betegnende nok for Retningen i den svenske Unionspolitik havde man f. Ex. anbragt det norske Rigsvaaben paa svenske Mynter og Embedssegl; Storthingets Anmodninger om Ret for norske Skibe at føre det norske Flag paa alle Farvande var blevet afviste med mere eller mindre begrundet Tale om Sjørøverstaterne, der skulde ville kræve urimelige Afgifter for Flagets Anerkjendelse; Kongen kaldte sig Konge af Sverige og Norge ogsaa i norske Dokumenter; saadant stemte ikke med Norges anerkjendte Selvstændighed og Ligeberettigelse, og Storthinget ønskede Forandringer.[6] Denne Adresse gav Stødet til Nedsættese af den 1ste Unionskomité, der sammentraadte i Stockholm Høsten 1839.

Denne Komite skulde ikke omarbeide Rigsakten, kun behandle de Punkter, som Storthingsadressen havde nævnt. Forslag om Rigsakts-Revision fremkom vistnok, nemlig i 1840, fra den norske Statsraadsafdeling i Stockholm; men Regjeringen i Kristiania modsatte sig dette. Rigsakten var i alt væsentligt som den skulde være. Det var netop det gode ved den, at den ikke gik i Enkeltheder; alene saaledes kunde den blive bestandig. Heri var ogsaa den svenske Regjering enig.

Men hvordan det er gaaet til eller ikke; i 1843 blev dette Standpunkt forladt. Begge Regjeringer skiftede Mening, og Komiteen fik Paalæg om — at revidere Rigsakten. Dog skulde Foreningens Principer holdes oppe.

Men Nordmændene af den gamle Skole vilde ikke vide af nogen Omarbeidelse af Rigsakten. Tre af Komiteens fire norske Medlemmer udtraadte, deriblandt P. Motzfeldt, der havde været Medlem baade af Rigsforsamlingen paa Eidsvold og af det overordentlige Storthing i 1814. De erstattedes af nye Mænd, som var mindre klare eller befæstede i det gamle Standpunkt.

Der udarbeidedes nu Forslag til ny Foreningsakt i 150 Paragrafer. Det var færdigt 4de Novbr. 1844 og udmærkede sig „ved den Fordomsfrihed og, man kunde gjerne sige, modige Retskaffenhed, hvormed Komiteens svenske Medlemmer anerkjendte Norges Ligeberettigelse med Sverige og fuldkommen sideordnede Stilling“ (B. Dunker). Men Fællesskabet blev udvidet i betydelig Grad (bl. a. foresloges fælles Udenrigsminister). Den norske Regjering omarbeidede Forslaget og søgte i forskjellige Henseender at rette paa dette (1847); det saaledes ændrede Forslag blev derpaa oversendt den svenske Regjering. Men længer kom det ikke. Man syntes det indrømmede Norge for meget, og det „stededes til Hvile uden Ceremoni“.

————————

Oskar 1. opgav sin Fars paagaaende Politik og søgte at binde Rigerne sammen ad fredelige Veie.

I 1855 nedsattes to unionelle Komiteer, som udarbeidede Forslag til nye Love 1) om de to Rigers Handel om Skibsfart; 2) om Fuldbyrdelse i det ene RIge af Domme, som var afsagte i det andet. Rigsdagen fandt disse Love gavnlige for Sverige og vedtog dem. Storthinget fandt dem uheldige for Norge og forkastede dem (1857).

Over denne Storthingets Afgjørelse blev Svenskerne forbitrede. Andre Kranglerier („Sukkerkrigen“, den Vermlandske Flødningssag og den Ankerkse Affære) havde ægget Sindene op, og man begyndte at finde Norges Selvstændighed besværlig.

Den gamle storsvenske Misfornøielse med Unionen af 1815 fik under disse Omstændigheder Mod til at træde aabent frem. Grev Anckarsvärd’s Motion paa Rigsdagen i 1859 paastod Sveriges Overhøihed uden Sky, og Rigsakten forlangtes omgjort paa Grundlag af — Kielertraktaten.

Kort efter fattede det norske Storthing en Beslutning, som var grundet paa Principerne for den bestaaende Forening. De to Opfatninger tørnede da sammen i den skarpe unionelle Krise, som har faaet Navn af Statholderstiden.

————————

Grundlovens § 14 bestemte, at til Statholder i Norge kunde udnævnes en norsk eller svensk Mand. Allerede snart efter 1814 begyndte Nordmændene at føle denne Bestemmelse som et Lydrigemærke paa Landet. Forslag om Statholderpostens Ophævelse blev Gang efter Gang fremsat, men naaede ikke frem. Endelig lovede Karl 4. (15) ved sin Tronsbestigelse 1859 at ophæve Statholderposten, hvis Storthinget derom fattede Beslutning. Beslutningen blev da fattet (9de Decbt. 1859) og af Regjeringen indstillet til Sanktion.

Rigsakten, der indeholder Foreningens Vilkaar, nævner intet om Statholderen. Denne Sag var altsaa norsk og ene at afgjøre af Norges Myndigheder. Men den nyvaagnede storsvenske Opfatning følte Trang til at prøve sig. I Rigsdagens Ridderhus reistes gjennem Dalmans Notion den Paastand, at Statholderen var et „Unionsvilkaar“ — trods Unionsakten. Og den svenske Regjering, som nylig med fuldkommen Loyaltit havde fordømt Overhøihedskravene i Anckarsvärds Motion[7], optog nu den Delmanske Fordring i Protokollen af 7de April 1860. Statholderposten „angik begge Riger“ og kunde ikke ophæves „anderledes end paa den Maade, som for unionelle Sager i Rigsakten var bestemt“, ɔ: i sammensat Statsraad. Da Statholderposten havde sin eneste Hjemmel i norsk Grundlovbestemmelse, ideholdt Svenskernes Paastand i Virkeligheden den Lære, at ogsaa Grundloven var en Unionstraktat. Var den det, vilde Norge ikke kunne raade over den uden Sveriges Samtykke; dermed vilde svensk Overhøihed være anerkjendt, Norges Selvstændighed i Principet fornægtet og Overenskomsten af 1815 brudt.

Saa var Krisen der. Sverige viste sin „Høimodighed“ ved at tvinge den norske Konge til mod sit givne Løfte at bøie sig for svenske Krav, hvis Gyldighed han ikke erkjendte. Man lod ham endog i et Protokoldiktamen udtale, at det var svensk Paatryk, som havde bøiet ham. Hvorefter den svenske Regjering triumferede i en Protokoltilførsel om, at den i Statholdersagens Afgjørelse saa et „fornyet Bevis paa Hs. Majestæts Tilbøielighed til at imødekomme det svenske Folks Ønsker“ — uden Hensyn altsaa til det norske Folk.

Den norske Regjering protesterede mod denne eiendommelige Fremfærd.

Mod den stedfundne Afgjørelse udtalte Storthinget sig paa Nationens Vegne i sin enstemmige Adresse af 23de April 1860, hvilken Adresse blev enstemmig tiltraadt ogsaa af Regjeringen.

I denne Adresse, hvis argumentative Del væsentlig blev forfattet af Prof. Schweigaard, er det norske unionelle Standpunkt hævdet med saa megen Kraft og Klarhed, at den endnu staar som Grundlaget for vor Unionspolitik. Den samler sig i følgende 3 Sætninger:

„I den norske Konstitution findes ikke Spor af Ret for den svenske Stat til at være med ved Forandringer i Norges Grundlov;

„den norske Konstitution erklærer i utvetydide Udtryk, at Retten til at foretage saadanne Forandringer udelukkende tilhører Norges Statsmyndighed;

„i Rigsakten indeholdes Vilkaarene for den mellem Norge og Sverige indgaaede Forening.“

Den svenske Rigsdag havde i Skrivelse til Kongen af 2den April forlangt Revision af Rigsakten paa Grundlag af Tanken i Anckarsvärds og Dalmans Motioner. Hvad der ønskedes, var: Sveriges Overhøihed klart udtrykt og klart gjennemført, samt Udvidelse af Fællesskabet[8]. I Anledning af denne Rigsdagens Fordring udtalte Adressen:

„En Revision af de unionelle Bestemmelser kan fra norsk Side ikke finde Sted uden paa den i Rigsakten givne Grundvol, nemlig Rigernes Ligeberettigelse og ethvert Riges Eneraadighed i alle Anliggender, der ikke er betegnede som unionelle.“

————————

Den 9de April 1861 fremkom den svenske Justitsminister paany med Stændernes Krav om Rigsaktsrevision.

Han var mere diplomatisk end Rigsdagen, og Principet om Ligeberettigelsen fornægtedes ikke i Ord. Men des mere i Gjerning. I Stedet for den „fuldkomne Jevnlighed“, Sverige i 1815 havde erkjendt, vilde man nu have en „Ligeberettigelse efter Ydelsesevnen,“ — hvad der jo bare er et andet Ord for „Sveriges Overmagt“. Og istedetfor hvert Riges Eneraadighed i alt, som ikke vedkom Konge og Forsvar, skulde nu Unionen „udvikles“. Det sammensatte Statsraad skulde faa en større Virkekreds, og der skulde oprettes et Unionsparlament, der efter den nye Slags „Ligeberettigelse“ maatte komme til at bestaa af mindst to Svensker for hver Nordmand. Det var kort sagt en unionel Revolution, man forlangte; den bestaaende Union skulde i al Stilhed ombyttes med den, man i 1814 ikke engang med Vaaben i Haand havde kunnet vinde.

Den norske Regjering fastholdt (i Betænknig af 14 Dec. 1861) Union af 1815 som den var, idet den henviste til Adressen af 1860. Den Union, Svenskerne nu vilde have, gav saa langt fra Udsigt til, „hvad Foreningsakten efter norsk — og indtil for kort Tid siden ogsaa virkelig efter svensk — Opfatning var tilsikret Norge, nemlig fuld Uafhængighed og principiel Ligeberettigelse“, at den meget mere syntes at anvise Norge en Stilling, „som neppe kunde undgaa lidt efter lidt at nærme sig til den enkelte og underordnede Landsdels Stilling i en Helstat.“ Norge foretrak Foreningen som den var, selv med dens enkelte Ufuldkommenheder. I ethvert Fald maatte en Sag som denne „behandles i norske Former“ og ikke af nogen „unionel Komité“.

Efter en Replik fra den svenske Minister (De Geer) blev Sagen foreløbig stillet i Bero ɔ: udsat. men nu indtræder en Vending.

I den norske Regjering indtraadte i disse Dage (for 2den Gang) Fr. Stang. Han havde før været baade liberal og norsk[9]; nu opgav han Standpunktet fra 1814. Han enedes med De Geer om at faa en Unionskomité nedat, og forfattede sammen med ham det „diplomatiske Aktstykke“, som fra først af banede Vei for denne Komité: det kgl. Protokoldiktamen af 18de Febr. 1862[10].

Her opgives for første Gang fra norske Side det ubetingede Krav paa Ligeberettigelse, Selvstændighed og streng Begrænsning af Fællesskabet. Men det er gjort saa behøndigt, at med god Vilje og god Tro kunde man den Gang til Nød overse Svigtningen. storthinget svarede 15de Juni 1863 med en Dagsorden, der var istandbleven ved et Kompromis mellem dem, som troede paa det kgl. Diktamen, og dem, som forstod det; den lød:

„Storthinget, der fastholder, at en Revisjon af de unionelle Bestemmelser — naar Hs. Maj. maatte finde, at det rette Tidspunkt til at forberede en saadan maatte være kommet — alene kan finde Sted paa den i Rigsakten given Grundvold, nemlig Rigernes Ligeberettigelse og Eneraadighed i alle Anliggender, som ikke er betegnede som unionelle, — og som i Hs. Majestæts Diktamen af 18 Febr. 1862 paaskjønner et Udtryk for den samme Opfatning af de Vilkaar, hvorpaa en Revision kan foregaa“, — b eslutter, osv.

Meningen var at afvise Revision paa det svenske Grundlag, men samtidig at være saa elskværdig som mulig mod Kongen. Man har siden lært at vogte sig lidt for slig Elskværdighed; man har set, at den kan mistydes og misbruges. Dagsordenen blev fortolket som Tilladelse til at nedsætte en Unionskomité. Denne kom efter mange Vanskeligheder istand (1865) og blev færdig med sit Forslag til Unionsakt 29de Aug. 1867.

Forslaget blev af den norske Regjering godkjent og fremlagt til Behandling for Storthinget i 1871.

————————

Fællesskabet skulde efter dette Forslag væsentlig udvides[11].

Forskjellige Forhold, der før havde været afgjorte af hvert Rige for sig, skulde nu ordnes ved Fælleslovgivning. Istedetfor det bestaaende „sammensatte“ Statsraad, der i Virkeligheden er norsk Statsraad eller svensk Statsraad, kun med Tiltræde af tre Medlemmer fra det andet Rige i særlige Sager, skulde nu et unionelt Statsraad oprettes, d. v. s. „et Fællesministerium for begge Riger med en Fællesgrundlov (Unionsakten), som skulde staa over de særskilte Rigsgrundlove, og med et fælles Virkefeldt, der var af stor Udstrækning og omfattede de betydningsfuldeste Anliggender for begge Nationer“ (Joh. Sverdrup i Unionsdebatten 1871). „En ubestemmelige Mængde Sager“ inddroges under Fællesafgjørelse, og Forslagets Udtryk var i denne Henseende saa lidet begrænsede, at der vilde „være Adgang til at benytte dem paa saa godt som hvilkensomhelst Sag, der maatte komme paa Bane“ (Konstitutionskomiteen 1871). Saa langt var man nu kommen bort fra den ældre Opfatning.

Det er forstaaeligt, om end ikke ædelt, at det stærkere Rige vil udvide Fællesskabet. Ved alle Fællesafgjørelser vil jo dets Stemme veie mest, og jo flere Fællessager der blir, des mer vil altsaa dets Indflydelse over det svagere Folk vokse. Derfor ønsker Sverige fælles Behandling ikke blot for virkelige Fællessager, men ogsaa for de Sager, der direkte angaar det ene Rige og kun indirekte det andet, medens norsk Standpunkt altid var, at alene de Sager er fælles, som direkte angaar begge Riger, og hvorover altsaa Beslutning kan udfærdiges „ved en for begge Riger fælles Expedition“[12]. Det er dette Standpunk, det norske Høire siden 70-Aarene har forladt. Og naar nogen i det mindre Land vil være med paa at udvide Fællesskabet, — da skal man i det samme Land begynde at tage sig i Vare.

Unionsparlament var ikke foreslaaet. Men, som den svenske Statsminister udtalte i sit Foredrag af 12 Septbr. 1868: det unionelle Statsraad maatte drage det unionelle Storthing efter sig. Sverige kunde „rolig afvente det Tidspunkt, da Spørgsmaalet om Fællesrepræsentation vilde blive vakt fra norsk Side[13]. Med Hensyn til Forsvarsvæsenet skulde saa meget fastsættes ved unionel Lov, at de enkelte Rigers Myndighed i dette Hovedanliggende vilde blive særdeles indskrænket. Diplomatiske Sagers Behandlig skulde udtrykkelig overlades til Sverige. Det var over Ordningen af dette Anliggende, at der fra norsk Side var ført Klage. Unionsfoslaget svarede paa denne Klage ved lovformelig at fastlaa den Ordning, hvorved Nordmændene følte sig saa brøstholdne. Saa meget opnaaede vi — for alt, hva vi opgav.

I sin Helhed var Forslaget et ret godt Udtryk for den Opfatning, der vilde, at „Sverige skulde spille ørste Violin i Foreningen, og at Norges Kræfter skulde stilles til Sveriges Raadighed og virke til Sveriges Storhed og Fremtid, uden Hensyn til, om det stemte med Norges Selvstændighed og Uafhængighed“ (Joh. Sverdrup 1871). At Stockholm blev fastslaaet som begge Rigers Hovedstad var da bare det korrekte formelle Udtryk for dets hele Retning og Aand.

Storthinget holdt nu som altid fast ved den bestaaende Forening. Men Forslaget til ny Unionsakt fik 17 Stemmer.

Det var det første alvorlige Varsel om, at vort før saa standhaftige norske Embedsparti ikke længer vilde være at stole paa i Selvstændighedskampen.


  1. Se f. Ex. Schinkel-Bergmans »Minnen« X, S. 214—215. Karl Johan afviste dog dengang Forsøget; Foreningen var brugbar som den var, om han end kunde ønske ugjort »nogle af de Indrømmelser, som Omstændighederne havde nødt ham til at gjøre i 1814.« — Se fremdeles: »Breve og Optegnelser af Peter Motzfeldt«, udg. af K. Motzfeldt. — I 1828 skev Norges svenske Statholder Grev Platen til Karl Johan og opfordrede ham indstændig til at gjøre Statskup »i Spidsen for et Korps svenske Tropper«; Hofkansleren Wetterstedt var med paa dette. Et Brev af lignende Indhold skrev Platen noget efter til Wetterstedt. (Brevene er meddelte af den svenske Statsmand De Geer i hans Mindeskrift over Grev Platen.)
  2. Se »Breve og Optegnelser af P. Mortzfeldt« S. 217 og 262; sml. Karl Johans Reskript til Storthinget af 28de Juni 1821.
  3. Sml. den svenske Regjeringsform § 11: »Diplomatiske Sager kan Kongen lade forberede og behandle paa den Maade, der synes ham bekvemmest«. Se ogsaa Rigsakten, ifølge hvis § 7 norske diplomatiske Sager oprindelig skulde foredrages for Interimsregjeringen af en kgl. Hoffunktionær (»Hofkansleren«).
  4. Yngvar Nielsen: »Norges Historie efter 1814« S. 353.
      Se forøvrigt: »Bodøsagen« var Storthingets Arkivar samt
    P. C. Holsts og P. Motzfeldts efterladte Optegnelser.
  5. Se B. Dunker: »Om Revision af Foreningsakten«, I, S. 8—9.
  6. Spørsgsmaalet om Kongens Titulatur ordnedes af Oskar I ved hans Tronbestigelse (1844). Ligesaa Spørgsmaalet om Rigsvaabenet. Endvidere fik Norge ligesom Sverige sig eget Orlogsflag. Men Glæden derover dæmpedes noget ved, at Orlogsflagets Unionsmærke trods Gl. § 111 ogsaa indsattes i Koffardiflaget (sml. Morgenladet for 13de Aug. 1844).
  7. Udenrigsministeren Grev Manderstrøms Cirkulærnote af 7de Novbr. 1859.
  8. B. Dunker: »Revision af Foreningsakten« I., S. 57—88.
  9. Sml. hans Grundlovsfortolkning fra 1833. Han havde ogsaa en væsentlig Del i Regjeringsindtillingen af 1837 om den 1ste Unionskomités Forslag.
  10. De Geers »Minnen« S. 228—229.
  11. Den ældre Opfatning af Fællesskabet er udtalt af den 1ste Unionskomité saaledes: »Det vilde være et utilbørlig Indgreb i den ethvert Rige særskilt tilkommende Selvstændighed at udstrække Rigernes indbyrdes Fællesskab videre end de to Hovedbetingelser, Forening under én Konge og fælles Forsvar uundgaaelig kræver.« Og af den norske Regjering i 1847: »Fjerner man sig fra den Hovedtanke, at Foreningen mellem Norge og Sverige er bygget paa Fællesskab med Hensyn til Konge og til Krig og Fred, da forlader man ikke blot det bestaaende, men aabner tillige Døren for Vilkaarlighed og udsætter sig for at svække og rokke Unionen istedetfor at styrke og befæste dem.«
      En lignende Erkjendelse blev fra svensk Side afgiven endnu saa sent som i 1861, da Statsminister De Geer udtalte: »I den nu gjældende Foreningsakt er de forende Riger neppe i noget Tilfælde undtagen i Spørgsmaalet om Krigserklæring og Fredsslutning betragtede som en Enhed«, — og: »Sveriges og Norges Forening er neppe noget mere end en Personal-Union« (8th. Forh. 1862—63 I, S. 5).
  12. Norske Regjerings Betænkn. 14 Dcbr. 1861, S. 36—37.
  13. Paa lignende Maade udtalte Professor Rydin sig paa Rigsdagen i 1869.