Norges Selvstændighedskamp/3

Arne Garborg

Norges Selvstændighedskamp

Bibliothek for de tusen hjem, 1894 (s. 49-86).

Efter Afgjørelsen i 1871 begynder den langvarige indre Forfatningsstrid, som ved at styrke Folkemagten skulde sætte Norge istand til under parlamentariske Forhold med nye Kræfter at gjenoptage sin Selvstændighedskamp.

Denne satte in paany, saasnart Forfatningsstriden var til Ende.

Allerede Vetospørgsmaalet var blevet søgt omgjort til en unionel Sag. Tre svenske Statsraader afgav den 6te Marts 1884 følgende Erklæring: „Unionen forudsætter og betinger, at der ligesaalidt i Norges som i Sveriges Grundlov maa kunne vedtages Forandringer uden Kongens Samtykke.“ Det var i ny Form KRavet fra 1860: Norge skulde paa Grund af Foreningen ikke ene kunne raade over sin Grundlvo efter sammes § 112. Dette Forsøg blev dog uden Betydning.

Hvad der tvang det unionelle Spørgsmaal frem igjen, var den Omstændighed, at Sverie i 1885 paa egen Haand omordnede sit Udenrigsstyre. Herved blev Norges Stilling i væsentlig Grad forværret. Den gamle Ordning havde været uheldig for os; den nye blev, som Høireføreren Emil Stang har udtrykt det, „absolut utilfredsstillende“.

————————

Ikke Kongen skulde længer staa som Leder af Sveriges ydre Politik. Udenrigsministeren skulde styre den, i Navn som i Gavn, og under fuldt konstitutionelt Ansvar.

Men nu var Sveriges Udenrigsminister i Tidens Løb mer og mer blevet den virkelige Leder ogsaa af Norges udenrigske Anliggender. Nogen Forandring heri var fra svensk Side ikke at vente Stillingen vilde da blive den, at Norges Udenrigssager skulde bestyres — ikke engang i Navnet af norsk Myndighed, men ligefrem af en en svensk Embedsmand, som for sin Bestyrelse af dette norske Anliggende var ansvarlig ikke for Norges, men for Sveriges Nationalforsamling.

Hertil kom, at selve det ministerielle Raad var blevet omorganiseret. Det skulde nu bestaa af tre, istedetfor før af to svenske Statsraadsmedlemmer, og alle tre skulde deltage i Sagernes Behandling under konstitutionelt Ansvar. Herimod havde Norge kun sin ene Statsminister, der ovenikjøbet i de fælles diplomatiske Sager ikke engang havde Stemme, end sige Ansvarlighed. Hans Adgang til Raadet var hellerikke begrundet i Lov, men alene i en Resolution, der naarsomhelst kunde tages tilbage.

Ved saaledes eneraadigt at omordne sit Udenrigsstyre, uden Hensyn til Norges Interesser, havde Sverige i Handling erkjendt, at diplomatiske Sagers Behandling ikke var noget Fællesanliggende. Og Norge, der i 70 Aar med Taalmodighed havde fundet sig i en uheldig Ordning, saa længe den ikke indeholdt nogen ligefrem Fornægtelse af dets Ret, var nu nødt til at optage Sagen. Thi fand vi os i, hvad der nu var sket, saa vilde den norske Konges Myndighed over Norges Udenrigspolitik være gaaet over paa Sverige, og dermed vilde det have været forbi, ikke blot med Rigernes Jevnlighed, men ogsaa med det, som vi efter Folkeretten forstaar ved Norges Selvstændighed.

Thi at Norge skal være selvstændigt vil (efter Prof. Aschehoug) sige, at det skal have „ikke blot sine særskilte Statsmagter, sin særegne Nationarepræsentation og Regjering, men overhoved sine særskilte politiske Institutioner“ („Norges nuvær. Statsforfatn.“ I, S. 139). Herunder hører ikke mindst de Institutioner, hvorved Nationen træder i Forhold til andre Folk. Thi „en Stats Selvstændighed, Uafhængighed eller Suverænitet viser sig deri, at den i det ydre Samkvem med andre Folk træffer sine Bestemmelser frit og uafhængigt af fremmede Magter.“^[1] Blev det lovformelig overladt til en anden Nationa at styre vor Udenrigspolitik, da var det „selvstændige Norge“ blevet som en umyndiggjort Mand, hvis Ord og Underskrift ikke gjælder uden Formunderens Samtykke.

Men det er ikke bare en Æressag for en Stat at have eget Udenrigsstyre. Det har ogsaa den største praktiske Betydning. „Dersom der i en eller anden Gren af den indre Styrelse begaaes nogen Feil, saa lader det sig gjerne rette paa, og Skaden vil i saadant Fald altid kunne bæres. Men Misgreb paa den ydre Politiks Omraade kan sætte selve vor politiske og nationale Tilværelse i Fare“ (Prof. Aschehoug)^[2]. Dertil kommer endnu den ydre Politiks Betydning for Landets Næringsliv. Handels- og Sjøfartstraktater, Told-, Post-, Telegraf-Overenskomster o. lign. kan være af stor Vigtighed for et Lands Fremgang og Trivsel. Af Bodøsagen har vi lært, hvad et ansvarsløst Udenrigsstyre kan koste os i rene Penge. Konsulatvæsenets Betydning for en sjøfarende Nation som vor skal siden blive omtalt.

At berøve et Folk Retten til selv at skjøtte sin ydre Politik er saaledes et dybt og farligt Indgreb i dets hele Tilværelse. For atter at tale med Prof. Aschehoug: „Det, at vore allervigtigste og allermest skjæbnesvangre Anliggender skal kunne afgjøres, uden at nogen norsk Mand har Ret til at blive hørt derom, er saa stort et Skaar i vor Selvstændighed, at det næsten tager sig ud som Ironi, naar man siger, at Norge og Sverige er ligeberettigede — kun med den Undtagelse, at Norgen ingen Andel har i Styrelsen af de diplomatiske Anliggender; thi denne Undtagelse er saa stor, at den Ligeberettigelse, som bliver tilbage, bliver kun et Fragment“ (se Unionsakt-Debatten 1871).

————————

Imidlertid erkjendte Sverige, at Norge var forfordelt, og tilbød Underhandlinger. Og Nordmændenes Hensynsfuldhed fornægtede sig hellerikke nu. Efter hvad der var passeret, havde de ikke blot Ret, men Opfordring til at „tage Sagen i sin egen Haand“; alligevel vilde man, at Forhandlingernes Vei først skulde være prøvet.

Det første Resultat af Ministeriet Sverdrups Forhandlinger med den svenske Regjering var Protokollen af 15de Mai (1885). Ifølge denne skulde Norge opnaa: Adgang til det ministerielle Raad for ligesaa mange norske som svenske Statsraadsmedlemmer. De norske skulde deltage i Sagernes Afgjørelse under Ansvar for Storthinget.

Men til Gjengjæld skulde Norge — give efter i Hovedsagen. Det skulde anerkjende Sveriges Ledelse af den norske ydre Politik. Sveriges Udenrigsminister skulde lovfæstes som norsk og gjennem Rigsakten gjøres til Foreningsvilkaar, saa vi for al Tid vilde have fraskrevet os Selvstændighedens Ret paa denne Kant. Den Pris var for dyr. Ingen Indrømmelser kunde berettige til en saadan pofrelse. Den kunde hellerikke iværksættes. Efter Forfatningen lod det sig simpelthen ikke gjøre at lægge et norsk Embedsomraade ind under fremmed Myndighed.

Den Kritik, 15de Mai-Protokollen mødte allerede i Storthinget 1885 (ketil Motzfeldt), bragte Ministeriet Sverdrup til at fravige den, hvorefter Forhandlingerne fra svensk Side blev afbrudte. I 1886 blev den fra alle Knater dømt og desavoueret, endog af Regjeringschefen selv, som hævdede, at Sagen maatte blive at ordne paa norsk Vei. „Ingen,“ sagde Johan Sverdrup, „bestrider Sveriges Ret til at forandre sin Grundlov; men da faar man ogsaa tillade, at Norge lige selvstændigt raader over sin Grundlov og lader indflyde i den de Bestemmelser, som det anser for at være nyttige for de vigtigste Statøiemed, og som er forenelige med de Pligter, det har overtaget.“ Han tilføiede: „Det skal blive en historisk Kjendsgjerning, at hvis der er opstaaet Strid, saa er Skylden ikke vor.“

I Dagsorden af 21de Juli 1886 udtalte Storthinget sin Forvisning om, at „det norske Folk i Troskab mod Konge og Fædreland vil værne om Rigets Ære og Ret og støtte Regjerings og Storthings forenede Arbeide for at erhverve Norge den Andel i Styrelsen af de udenrigske Anliggender, som tilkommer det i Kraft af dets Stilling som selvstændig og med Sverige ligestillet Stat i Unionen.“

Dagsordenen blev vedtaget med 75 mod 32 Stemmer.

Dens Mening forstaar man, naar man sammenligner den med det Forslag sagde i Realiteten det samme, men udtalte Haab om en Ordning „ved fælles Bestræbelser“ ɔ: ved fortsatte Forhandlinger med Sverige. Gjennem den vedtagne Dagsorden blev altsaa i 1886 Forhandlingspolitiken afvist og Norges Beslutning om at ordne Sagen paa norsk Vei („ved Regjerings og Storthings forenede Arbeide“) for første Gang bestemt hævdet. Derved betegner Dagsordenen af 1886 et Vendepunkt.

Men nogen Klarhed med Hensyn til Realiteten var der ikke. (Saml. Protokolkomiteens Indstilling O. V, samt Qvams Forslag af 1886 om Tillæg til Grl. § 38). Betydningen af den svenske Grundlovsforandring af 1885 var endnu ikke ret gaaet op for Nordmændene. Sagen maatte udredes og diskutteres. Derfor kunde der nu kun blive Enighed om at holde sig Veien aaben og fri. Man fastholdt Norges Ret i Almindelighed „som selvstændig og med Sverige ligestillet Stat“. Det skulde dog snart gaa op for Flerheden af det norske Folk, at denne Norges Ret ikke kunde fyldestgjøres paa mere end én Maade.

————————

Ved det følgende Valg opstillede begge Partier Ordningen af de udenrigske Anliggender paa sit Program. Venstre seirede; men da dets to Grupper („rene“ og „moderate“) ikke kunde enes, overtog Høire Regjeringen (E. Stangs 1ste Ministerium). Forhandlingernes Vei blev da paany betraadt.

Men ogsaa for Høire mislykkedes Forsøget. Man opnaaede den Indrømmelse, at Udenrigsministerens Svenskhed ikke skulde nævnes i Lovens Text. Men i Præmisserne blev det til Gjengjæld fra begge Sider udtrykkelig fastslaaet og erkjendt, at svensk skulde han være. Og for at opnaa dette hvde den Stangske Regjering (28de Jan. 1891) maattet tie til en svensk Protokoltilførsel om, „at hverken Rigsakten eller nogen anden unionel Lov indrømmer Norge Deltagelse i de diplomatiske Sagers Behandling“, — en Paastand, der var ligesaa uefterrettelig som for Norge krænkende. Regjeringen havde ogsaa maattet gaa med paa den svenske udvidende Fortolkning af Begrebet „Fællessager“ (se ovenfor).

Det Stangske Forslag blev forkastet i Sverige som i Norge. Storthinget fastholdt gjennem Berners Dagsorden „Norges Ret som selvstændig Rige til fuld Ligestillethed i Unionen og dermed dets Ret til paa konstitutionelt betryggende Maade at varetage sine udenrigske Anliggender“ samt udtalte „Forvisningen om, at det norske Folk aldrig vil bifalde en Ordning, der kan blive en Hindring for Gjennemførelsen af Norges fulde Ret paa dette Omraade“ (21de Febr. 1891), — hvorefter Stangs Ministerium fratraadte.

To norske Regjeringer havde nu opbudt al sin Evne for at opnaa en Ordning ved Forhandlinger med Sverige. De havde tilbudt mer, end Foreningsakten gav dem Lov til, og forlangt mindre, end der efter Foreningsakten var vor Ret. Og dog var vi blevne afviste.

Saa skal det da aldrig kunne siges, at vi ikke først har prøvet Forhandlingernes Vei. Vor Optræden vil af Historien blive betegnet som ganske besynderlig hensynsfuld, — navnlig sammenlignet med Svenskernes i 1885.

Men de gjentagne Nederlag vakte en stedse klarere Opfatning i Norge af, at Forhandlingernes Vei var en falsk Vei. Det var daarlig Politik at forlange som Indrømmelse, hva man traktatmæssig besad som Ret. Ikke den svagere var det, som burde slippe det bestaaende Retsgrundlag; den sterkere Modpart vilde da selvfølgelig stille alle de Forlangender, han troede sig at have Magt til at gjennemføre.

Retningen havde i det hele været falsk. 80 Aars faktisk Fællesskab med Hensyn til udenrigske Anliggender havde bragt Lovens Krav i Forglemmelse; vi havde vant os til den Forestilling, at det, som var blevet Praxis, ogsaa maatte være Lov. Og dog havde hele denne Praxis »udviklet sig ved Siden af, tildels i Strid med Loven«. (Den svenske Statsministers Foredrag, Dok. S. 3, Side 5, Storthingsforh. I for 1862—63). Man havde stadig, som Statminister Steen har udtrykt det, villet „gaa over fra svensk Ordning til fælles“, — hvilket Sverige med sin berettigede nationale Selvfølelse ikke kunde gaa med paa uden til Gjengjæld at erholde mere end Norge kunde indrømme; den rette rigsaktsmæssige Vei var: „fra svensk Ordning til norsk“. Istedetfor at gaa ud fra den bestaaende, lidet lovmæssige Nødhjelps-Ordning burde man vende tilbage til Grundloven og Rigsakten og bygge paa det der lagte faste Retsgrundlag. (Steens Programtale paa Lillestrømmen 16de August 1891).

Hermed indtraadte Sagen i et nye Stadium. Der kom Klarhed over Vei som over Maal. Ved at vende tilbage til Grundlov og Rigsakt indsaa man, at dette Spørgsmaal alene kunde løses gjennem Udskiftning.

I Henhold til indhentede Udtalelser fra Landets Venstreforeninger havde Landsventremødet den 30te Januar 1891 (før den Bernerske Dagsorden) opstillet som Valgrpogram: „en Ordning af diplomatiske Sagers Behandling, der indfører betryggende konstitutionel Ansvarlighed for norsk Statsmyndighed.“

Høire havde intet lært og intet glemt; det vilde fremdeles forhandle paa Grundlag af den bestaaende Fællesordning. Men Valgene gave Venstre Ret. Der valgtes 64 Venstremænd, medens Høire og de Moderate, der mere og mere nærmede sig hinanden, raadede over kun 50 Stemmer tilsammen.

Efter dette optog den nye Regjerings Formand, Statsminister Steen Udenrigssagen som Regjeringsprogram. I den ovennævnte Tale paa Lillestrømmen reiste han Fordringen om egen norsk Udenrigsminister.

————————

Jeg holder paa egen Udenrigsminister, udtalte Regjeringschefen, —

fordi denne Ordning stemmer bedst med Grundloven;

fordi den stemmer bedst med det virkelige Sagforhold: enhver sit — to Stater forbundne kun i Krig,

fordi enhver anden Ordning, som har været forsøgt, har vist sig umulig, og dette Spørgsmaal maa løses;

fordi den styrker Unionen og skal fæstne de Baand, som ofte har været svage; og endelig

fordi dette er den eneste Ordning, som Sverige kan gaa med paa uden at opgive noget af sit eget.

I disse Ord er Venstres hele Opfatning udtrykt.

Men det er ikke blot Venstres Opfatning; det er god, gammel norsk Opfatning overhoved.

Særlig om det første Punkt, at eget Udenrigsstyre stemmer med Grundloven, har vi en Række Udtalelser, som dels direkte, dels indirekte, beviser dette^[3]. Saaledes siger Generalkonsul Munch-Ræder:

„Det er saa langt fra at være ved Grundloven af 1814 forbudt at have egen Udenrigsminister, at der tvertimod findes bestemte Antydninger om, at en saadan bør eller ialfald kan ansættes. — Og da Norge er et selvstændigt Rige, maa det ligefrem være berettiget til at have egen Udenrigsminister, hvis det ikke har fraskrevet sig denne Ret. Og nogen saadan Fraskrivelse har ikke fundet Sted.“ („Unionen og egen Udenrigsminister“, S. 18—29).

Fredrik Stang udtaler i sin Grundlovsfortolkning, at saaledes som Grundloven blev redigeret, er det blevet „juridisk umuligt, at Norge kunde blive repræsenteret hos fremmede Magter ved fælles for begge Riger udnævnte Gesandter“.

Gaarders Grundlovsfortolkning: „Fællesskab i disse Anliggender strider endog ligefrem mod Grundlovens §§ 21, 22 og 92.“

Prof. Aschehoug: „At Norge skal være et selvstændigt Rige vil sige, at det skal have ikke blot sine egne Statsmagter, — men overhoved sine særskilte politiske Institutioner.“ Sin Lære om fælles (eller svensk) Udenrigsstyre bygger han ikke paa Grundloven, men, som Høire forøvrigt, paa et „Unionens Begreb“, som han har konstrueret uden at tage Hensyn til, at Unionens virkelige Begreb er i alle sine Punkter og Dele bestemt ved Rigsakten.

Indirekte har endog Karl Johan erkjendt, at Norge har lovlig Ret til eget Udenrigsstyre. I Brev til Norges Statholder (16de April 1818) bedre han denne anvende alle Grunde for at overbevidse Nordmændene om Urimeligheden af egne norske Gesandter m. v.; han nævner selv disse Grunde. Men der findes ikke et Ord om, at egne norske Gesandter skulde stride mod Grundlov eller Rigsakt.^[4]

Protokolkomiteen og Odelsthinget af 1827 udtalte sig enstemmig for Vigtigheden og Grundlovsmæssigheden af særskilte norske diplomatiske Agenter (se ovenfor S. 37).^[5]

Storthinget 1837 udtalte i en Adresse: „Saavel Norges materielle Interesser som dets politiske Værdighed so uafhængig Stat, og dets med Sverige aldeles sideordnede Stilling i Unionen, gjør det utvilsomt til en retmæssig Fordring, at Norge tilstædes den samme Garanti, som Sverige er i Besiddelse af, for at se samtlige enten egne eller begge Unionsstaters fælles diplomatiske Anliggender forsvarligen pleiede.“^[6]

Vi anfører endelig en Udtalelse af den norske Regjering 1847, der i sin Indstilling om den 1ste Unionskomites Arbeide gjør opmærksom paa, „at den norske Grundlovs § 22 kfr. med § 92 formentlig tilstrækkelig godtgjør, at Norges og Sveriges Fællesskab i diplomatiske Anliggender ikke med Nødvendighed er grundet i de nu bestaaende Foreningsakters Bestemmelser.“

————————

Betrager vi Grundloven selv, finder vi en Række Bestemmelser, som forudsætter eget norsk Udenrigsstyre.

§ 1 fastslaar for Norge et selvstændigt Riges Rettigheder i Almindeliged; til disse hører, som vi har set, ikke mindst Repræsentationsretten overfor Udlandet.

Vi kan fremdeles nævne § 31, der bestemmer, at alle norske Regjeringshandlinger skal kontrasigneres af en af de norske Statsministre (det er altsaa ulovligt, at norske Udenrigssagers Afgjørelse kontrasigneres af den svenske Udenrigsminister), samt § 75 g, hvorefter Storthinget skal lade sig meddelse „de Forbund og Traktater, som Kongen paa Statens Vegne har indgaaet med fremmede Magter“. Med „Kongen“ menes den norske Konge, og han slutter Forbund paa „Statens“, ikke paa de „to Staters“ eller paa „Unionens“ Vegne.

Men Hovedbestemmelserne findes i følgende §§:

§ 26: Den norske Konge har „Ret til at begynde Krig og slutte Fred, indgaa og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandter.“

§ 22: Gesandter og Konsuler er Embedsmænd. De kan uden Dom afsættes af Kongen i norsk Statsraad; altsaa er de norske Embedsmænd.

§ 21: Som norske Embedsmænd skal Gesandter og Konsuler udnævnes af Kongen i norsk Statsraad og sværge eller høitidelig tilsgie Norges Konstitution og Konge Troskab og Lydighed.

§ 92: De skal være norske Borgere. Konsuler kan dog være af fremmed Nationalitet.

At Gesandter og Konsuler ikke mere end andre norske Embedsmænd kan underordnes et andet Lands Regjering er en Selvfølge. Ved at opstille et eget norsk Gesandt- og Konsulkorps har Grundloven ogsaa krævet et eget norsk Udenrigsdepartement som dette Embedsværks Overmyndighed (sml. ogsaa Grl. § 12).

————————

Grundlovens Tale er saa tydelig, at Modstanderne af norsk Udenrigsstyre har maattet gribe til den Udvei, at paastaa, at §§ 21 og 22 i sin nuværende Form maa være indkomne i Grundloven ved en „Inkurie“ (Skjødesløshed).

Men vi ved:

1) at baade Storthinget og de svenske Kommissærer passede paa, hvad der i 1814 blev sat ind eller strøget ud i Grundloven. Havde Kommissærerne opnaaet Ret for Sverige til at bestyre Norges Udenrigsanliggender ved svenske Embedsmænd, da vilde de sikkerlig ikke have tilladt, at modsatte Bestemmelser kom ind „ved Inkurie“;^[7]

2) at Spørgsmaalet om Udenrigsstyrelsen særskilt var under Overveielse i 1814. I Kristian Fredriks Forslag til ny Grundlov var Bestemmelserne om norsk Repræsentation i Udlandet strøgne med den Bemærkning, at Norge jo nu skulde have Udenrigsstyre fælles med Sverige. Man var altsaa fuldt opmærksom paa den Sag. Men trods Kristian Fredriks Forslag blev Mai-Grundlovens Hovedbestemmelser i denne Sag af Storthinget opretholdte.

Grundloven lader sig paa dette Punkt ikke rokke.

Og hvad Grundloven her havde bestemt, kunde hellerikke omgjøres ved Rigsamten, da Storthinget i 1815 savnede Bemyndigelse til at give nye Forskrifter i denne Sag. (Se ovenfor, Slutn. af Afsnit I).

Imidlertid har den svenske Opfatning, i Mangel af noget bedre, alligevel søgt at tilfortolke sig Støtte i Rigsakten. Det er dennes § 4, som skal have gjort diplomatiske Sager til Fællessag.

Men § 4 i Rigsakten er Grundlovens § 26, og den Del af Paragrafen, som handler om diplomatiske Sager, er ordret afskreven efter Grundloven af 17de Mai. Den kan da ikke have været ment som Fællesbestemmelse. Den hjemler Norges Konge Ret til at afslutte Traktater, udsende Gesandter osv., og hvad der ved Paragrafens Indtagelse i Rigsakten er sket, det er, at den norske Konges Ret i denne Henseende er blevet udtrykkelig anerkjendt ogsaa af Sverige. Den er blevet Foreningsvilkaar.

Vi maa nemlig erindre, at Rigsakten under sin Tilblibelse for en væsentlig Del antog Karakter af en traktatmæssig Anerkjendelse fra Sveriges Side af Norges Ret som selvstændig Stat. Grunden var, at Sverige ønskede Unionen, medens Norge, „med motsträfvighet tilträdande den, søkte omgärda sig med garantier för sin sjelfständighet i densamma“ (Rydin, „Föreningen“ S. 250). I den Aand er den at læse og at fortolke. § 4 er et Bevis mere for Norges Ret.

Men samme § 4 har dog bestemt, at Krigs Erklæring skal behandles som Fællessag, indvendes der. Ja; tilfældigvis var det netop Krig og Fred, som efter Forudsætningerne skulde være Fællessag. Det er da rimeligt, at den undergives Fællesbehandling; deraf kan intet sluttes med Hensyn til de øvrige Sager i Paragrafen. Afsnittet om Krig er et Tillæg, som først senere er kommet til; at man fandt Plads for Tillægget om Fællessagen Krig ved § 26, kan ikke forvandle alt, som nævnes i § 26, til Fællessag. Hvad der oprindelig var ment som en udelukkende Rettighed for Norges Konge, vedbliver at være en udelukkende Rettighed for Norges Konge, indtil noget andet bestemmes. I § 26 (Rigsaktens § 4) er intet gjort til Fællessag uden Krig; alt det øvrige vedbliver altsaa at være hvad det var: en udelukkende Rettighed for Norges Konge.

Dette er udtrykkelig erkjendt ogsaa fra svensk Side.

Under de Forhandlinger, som gik forud for Vedtagelsen af Rigsakten, udtalte de svenske Stænder om § 26, at „det enda“ (eneste) i denne Paragraf, som skulde kunne fordre Rigsdagens „medgifvande“, var Bestemmelsen om det sammensatte Statsraad, der skulde behandle Spørgsmaalet om Erklæring af Krig.^[8] Dermed var Paragrafens øvrige Indhold (almindelige diplomatiske Sagers Behandling) erklæret for at være en udelukkende norsk Sag, Sverige uvedkommende.

Men saa skal Rigsaktens § 5 (Grl. § 38) gjøre de diplomatiske Anliggender til Fællessag. Thi at diplomatiske Anliggender „angaar begge Riger“ maa vel erkjendes?

Nogle diplomatiske Sager „angaar begge Riger“, nemlig de, der vedrører Krig og Fred. De andre, d. v. s. næsten alle, kan og skal afgjøres af hvert Rige særskildt.

Forøvrigt har diplomatiske Sager aldrig været behandlede efter § 5; de behandles, som vi har set, efter § 11 og 12 i den svenske Grundlov.

Endelig, og især, har man villet henvise til Rigsaktens § 7; her skulde være en vis Støtte at finde for de svenske Fordringer.

Som før nævnt hører Rigsaktens § 7 med til Særbestemmelserne om den fælles Konge. Den bestemmer, at naar Kongen af en eller anden Grund er regjeringsudygtig, skal han erstattes af en „Interimsregjering“. Denne skal bestaa af 10 norske og 10 svenske Ministre og have sit Sæde i Stockholm.^[9] Lighedsprincipet er til det yderste gjennemført. Saaledes skal det ved Lodtrækning afgjøres, om den svenske eller den norske Statsminister skal være Formand først; siden skal de bytte hver Uge.

Under disse Omstændigheder skal nu de diplomatiske Sager foredrages af „Statsministeren for de udenrigske Anliggender“ ɔ: den svenske Udenrigsminister.

Oprindelig stod der „Hofkansleren“. Ved at vælge ham og forbigaa Udenrigsministeren havde Storthinget i 1815 villet undgaa selv Skinnet af Fællesskab i de diplomatiske Sagers Behandling. Men i 1845 ophævedes det svenske Hofkansler-Embede, og Udenrigsministeren maatte da indsættes i hans Sted. Forandringen vakte ingen Opmærksomhed hverken i Norge eller Sverige. Man tog den fra begge Sider for hvad den var: en blot og bar reglementarisk Forandring^[10].

Nu har man villet slutte: naar den svenske Udenrigsminister skal foredrage norske diplomatiske Sager under extraordinære Omstændigheder, saa maa det være Meningen, at han altid skal foredrage dem.

Feilslutningen er tydelig. Den særlige Bestemmelse for Undtagelsestilfældet kan ligesaa snart bevise, at der i Almindelighed gjælder en anden Regel. Under de og de særlige Omstændigheder tillades den svenske Minister brugt; deraf kan netop ikke sluttes, at han skal bruges bestandig.

Men saa har man lagt Vægt paa, at der staar bestemt Enkeltal: „Statsministeren for de udenrigske Anliggender“ (før: „Hofkansleren“). Altsaa slutter man, at der ifølge Rigsaktens § 7 kun skal findes én Udenrigsminister (eller før: én Hofkansler) i de forenede Riger.

Men i Virkeligheden vilde man af det bestemte Enkeltal ikke kunne slutte noget andet eller mere, end at der ifølge §&Nbsp;7 kun skal findes én Udenrigsminister i Interimsregjeringen.

Det er naturligt, at man kun tænkte sig én Udenrigsminister der. Under Interimsregjeringen har nemlig Norge alle sine Fagministre hjemme i Kristiania. Der skal de bestyre sine Departementer som ellers. De ti norske Statsraader i Interimsregjeringen er allesammen „Ministre uden Portefølje“ — har ikke noget Departement. Derimod fungerer de svenske baade som Fagministre og som Interimsregenter. Altsaa vil der i Interimsregjeringen overhoved findes én Fagminister af hver Sort, nemlig den svenske. Det bestemte Enkeltal har saaledes i ethvert Tilfælde sin Grund. Deraf at drage nogen Slutning af konstitutionel Betydning vilde være ganske utilstedeligt. Ved Særbestemmelsen i § 7 er intet paabudt om Ordningen af Norges Udenrigsstyre; men endnu mindre er derved noget forbudt.

Undertiden hører man sige, at om den bestaaende Ordning ikke stemmer med Lovene, saa maa den ialfald efter 80 Aars Brug have faaet en Art Hævdsret. Hellerikke det Argument holder Stik.

Den bestaaende Ordning har fra norsk Side aldrig været mere end taalt, og der har Gang paa Gang været forsøgt paa at faa den ændret.

Og siden den svenske Reform af 1885 er Norges Krav paa en Omordning fra alle Sider ubetinget anerkjendt.

I Storthinget 19de Juni 1891 udtalte f. Ex. Høires Fører E. Stang: „Det var den fulde Sandhed, at vi ikke kontraktmæssig havde indgaaet paa den bestaaende Ordning. Det var Forhold, som var taalt. Taleren havde dybt beklaget, at Sverige i 1885 havde forandret det ministerielle Raads Sammensætning, og han havde siden stadig gjentaget, at den Maade, hvorpaa disse Ting var ordnet, gav Norge Krav paa, at der skede en Reform.“

I Sammensat Statsraad 17de Januar 1891 udtalte Kongen, at Norge ved Behandlingen af de diplomatiske Sager ikke har opnaaet „den Deltagen, der svarer til dets ved Foreningen tilsikrede statsretslige Selvstændighed.“

————————

Eget Udenrigsstyre var den eneste Løsning; men i Overensstemmelse med sine Traditioner vilde Storthinget gaa roligt og sindigt frem og ikke paa engang, men skridtvis, indføre den nye Ordning. Man besluttede at begynde med Spørgsmaalet om egne Konsuler, da dette formentes at have størst praktisk Betydning for Landet. Idet man under Debatten i 1891 fremholdt eget norsk Udenrigsstyre som Norges Program, fattede man foreløbig kun Beslutning vedkommende Konsulatsagen.

Der var fra alle Sider Enighed om den konstitutionelle Side ved denne Sag. Konstitutionskomiteen var „ikke i Tvil om, at der var fuld grundlovsmæssig Adgang for Norge til at ansætte særskilte norske Konsuler“, og Høires Fører, E. Stang, udtalte, at „kunde han overbevises om Nødvendigheden af norske Konsuler, saa gik han med derpaa, da hans Opfatning i denne Sag alene bestemtes af de norske Interesser.“

Efter Folkeretten gjælder det da ogsaa, at „enhver Stat, som har særskilt Flag, kan have sine egne Konsuler“. (Aschehoug, Norges nuv. Statsforfatn., 2den Udg. S. 168).

Storthinget besluttede (22de Juni 1891), at Spørgsmaalet skulde søges udredet, hvorefter den Steenske Regjering nedsatte „Konsulatkomiteen“, der bestod af sagkyndige Mænd uden Hensyn til Partistandpunkt. Medlemmerne var Generalkonsul W. Christophersen (Formand), Konsulat-Attaché Schancke (Sekretær), Skibsreder Chr. Michelsen, Skibsreder og Disponent Rolk Antword, Konsul Alf Monsen, Vicekonsul Tornøe og Kammerherre Mohr. Kun en af disse, Skibsreder Chr. Michelsen, tilhørte Venstre.

Komiteen kom følgende enstemmige Resultat:

„Norges maritime og komercielle Interesser kræver med Bestemthed: 1) at Norge overtager den fulde Ledelse af sit Konsulatvæsen; 2) at til Konsuler paa de vigtigste Poster kun antages Nordmænd.“ Indstillingen omtaltes med Anerkjendelse af Venstre- som Høireblade (blandt de sidste kan nævnes Fagbladet „Norsk Sjøfartstidende“) og vandt Tilslutning af Fagfolk i begge Partier. Selv i Sverige blev den vel bedømt. Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning roste den som „saglig og om Sagkundskab vidende“ og udtalte, at det nuværende Forhold i flere Henseender var ukorrekt („oefterrättligt“). Norges Ønske om egne Konsuler „burde hellerikke i Sverige møde andet end Tilfredshed“, mente det anseede Blad.

Konsulatkomiteens Indstilling er trykt som Bilag til Sth. Prp. No. 49 for 1892 (Sth. Forh. 2. Del b.). Ifølge de her fremlagte Oplysninger havde Norges Handelsflaade i 1889 en Drægtihhed af ca. 1,700,000 Reg. Tons, medens Sveriges samtidig udgjorde ca. 500,000 Reg. Tons, altsaa ikke paa langt nær Tredjedelen. I Fragt tjente den norske Handelsflaade s. A.: Kr. 120,808,000.₀₀. Den svenske derimod kun: 38,865,000.₀₀. Antal norske Sjømænd var: ca. 58,6000; Antal svenske: 24,100. Men Bestyrelsen af denne for Norge saa overveiende vigtige Næringsgren er indordnet som Underafdeling af det svenske Udenrigsdepartement. Og Konsulat-Embederne benyttes for en stor Del som Vente- eller Retrætposter for svenske Diplomater. Den svenske Udenrigsminister giver Instruxer ogsaa i norske Anliggender; det norske Indredepartements Konsulatkontor har i Forhold til ham kun en underordnet Myndighed.

I Handelsomsætning staar Norge meget tilbage for Sverige. Komiteen har en Formodning om, at dette Forhold, hvad Udførselen angaar, kunde have været bedre, om vi havde havt et velordnet norsk Konsulatvæsen. De nuværende Fælleskonsuler maa enten stille sig neutralt overfor de to Landes Udførsel (være unyttige for begge Lande), eller de bliver partiske for det ene Land — og skadelige for det andet.^[11]

Imidlertid betaler Norge til det fælles Konsulatvæsen ca. Kr. 580,000.₀₀, Sverige kun ca. Kr. 320,00.₀₀ om Aaret.

—Efter Behandling i norsk Statsraad blev Komite-Indstillingen med Regjeringens Udredning oversendt Storthinget 1892 (14 Marts).

Men det yderliggaaende norske Høire havde allerede begyndt at gjøre Politik af Sagen. Høires Hovedorgan slog unionel Allarm. Eget norsk Konsulatvæsen, som „Morgenbladet“ i 1858 (23 Juni) havde betegnet som „den eneste Ordning, vi kan anse enten hensigtsmæssig eller stemmende med vort Lands Værdighed“, skulde nu intet andet være end „et Led i den unionelle Aktion“, som det „radikale Parti“ (Venste) beskyldtes for at forberede. konsulatkomiteens Indstilling var en „ensidig Dagbladsartikel“ osv. Trods denne Tales aabenbare Grundløshed, og skjønt der enkeltvis blev optraadt imod den ogsaa fra Høires Side, var Partidisciplinen i det hele saa stærk, at Høires Holdning i Sagen fra nu af blev en anden. Den sagkndige Komites Mening blev voerset; Sagen blev omdigtet til Bevis paa Venstres „Unionsfiendskab“; ved denne Appel til Svenskerne haabede man at berede Vanskeligheder for den norske Regjering. Det lykkedes.

Midt under Arbeidet med Konsulatsagens Forberedels modtog den norske Regjering en Underhaandsmeddelelse fra den svenske, hvori det bebudedes, at Sverige vilde gjøre Vanskeligheder i Konsulatsagen. Det skulde gjøres gjældende, at den hørte ind under Rigsaktens § 5 (Sager, som „angaar begge Riger“) og altsaa ikke kunde afgjøres af norsk Statsmyndighed alene.

Til dette kunde de norske Statsmagter aselvfølgelig intet Hensyn tage. De henholdt sig til den norske Opfatning, der indtil 1860 „ogsaa virkelig havde været svensk“: at ingen andre Sager gaar ind under Rigsaktens § 5 end de, der er „betegnede som unionelle“. Eller for at tale med den norske Regjering af 1861 (Foredrag 14 December): Naar dette Udtryk (Sager, som „angaar begge Riger“) tiltrænger Begrænsning, „maa denne, for ikke at blive mer eller mindre vilkaarlig, formentlig efter Forholdenes Natur nærmest være at søge i Rigsakten selv som det Dokument, der indeholder Reglerne for Unionsforholdet mellem Rigerne.“ I sammensat Statsraad maa kun, mener Regjeringen, de Sager behandles, som „under ét og umiddelbart angaar begge Riger“^[12].

Denne Opfatning blev pligtmæssig hævdet af Regjering som Storthing ogsaa i 1891. Det blev endvidere med Klarhed fremholdt, at der maatte skjelnes mellem Principspørgsmaalet: hvert Riges Raadighed over sine politiske Institutioner, og det ydre Fællesskab i Arrangement, som en tilfældigt bestaaende Ordning kunde have medført i det praktiske. Om Forandring i Arrangementet kunde og vilde man forhandle; men der kunde ikke „kjøbslaaes i sammensat Statsraad“ om Norges eller Sveriges engang vundne og gjensidig anerkjendte Selvstændighed. I Overensstemmelse med en Erklæring af Regjeringens Chef, Statsminister Steen, hævdede Storthinget i Moursunds Dagsorden, at „Spørgsmaalet om, hvorvidt Norge skal oprette eget Konsulatvæsen, er et udelukkende norsk Spørgsmaal, der bliver at behandle og afgjøre alene af de norske Statsmyndigheder, medens den derpaa følgende Afvikling af det hidtil bestaaende Fællesskab maa blive Gjenstand for Forhanldinger mellem norske og svenske Myndigheder.“ Til Tanken i denne Dagsorden sluttede ogsaa de moderate sig; deres Ordfører, Ueland, udtalte, at denne Opfatning i fornødent Fald maatte hævdes med Kraft. Høires og Moderates Forslag, der faldt, var nærmest at opfatte som et Udsættelsesforslag.

Den 10de Juni 1892 fattedes saa, paa Grundlag af den sagkyndige Komites Udredning og Regjeringens derpaa byggede Plan, den saakaldte „Konsulatbeslutning“:

„1. Idet Storthinget i det væsentlige godkjender den i Indredepartementets Betænkning af 14de Marts d. A. forelagte Plan for Oprettelsen af et eget norsk Konsulatvæsen, bevilges at Statskassens kontante Beholdning 50,000 Kroner til de for denne Palns Gjennemførelse nødvendige forberedende Forføininger.

2. Regjeringen anmodes om at indlede Forhandlinger med Sverige om Afviklingen af det konsulære Fællesskab og forelægge Resultaterne heraf for næste Storthing.“

Det var denne helt ud loyale Beslutning, et selvstændigt Rige ikke skulde kunne fatte i et for Landet betydningsfuldt Anliggende. Efter svensk, eller for at bruge Statsminister E. Stangs Udtryk: »ikke efter nogen norsk Mands« Raad nægtede Kongen at tage Beslutning til Følge.

Regjeringen undslog sig for at give denne Nægtelse Gyldighed ved sin Underskrift og indgav Afskedsansøgning^[13]

Kongen søgte at sanne en Høireregjering paa Grundlag af Ikke-Tilfølgetagelse af 10de Junibeslutningen. Det lykkedes ikke. Men Kongen fortsatte sin Modstand. Han opmuntredes hertil ikke blot af fremmede Raadgivere, som her paa en enestaaende illoyal Maade synes at have skudt sig ind mellem en Konge og hans Folk, men ogsaa af den ÿderliggaaende Del af det norske Høire. Denne Fraktion, der i sin Presse med paafaldende Iver forfægtede de formentlige svenske Interesser, foranstaltede midt under Krisen et Hyldningstog til Kongen i Anledning af, at han i denne norske Sag havde bøiet sig for svenske Hensyn og derved ført Ladet op i en Krise af den skarpeste Natur (5 Juli 1892), og dette høist letsindige Forsøg paa at forfalske Folkemeningen kunde naturligvis ikke stemme til Eftergivenhed.

Samtidig fremsatte Høires Fører, Stang, det Forslag til Dagsorden, der er blevet betegnet som hans »Invit til Sverige.« Han inbød her Storthinget til at udtale, „at en varig Fjernelse af de Farer, som den nuværende Tilstand af de forenede Rigers indbyrdes Forhold medfører, alene kan opnaaes ved en fuldstændig Ordning af Rigernes indbyrdes Forhold, grundet paa begges Selvstændighed og fuldt gjennemførte Ligestillet inden Unionen.“ — Det var den tredie Unionskomite, som her i „diplomatiske“ Ord stilledes i Udsigt.

Forslaget blev forkastet med 70 mod 44 Stemmer, og istedet vedtoges Lunds Dagsorden, der krævede Tilfølgetagelse af 10de-Junibeslutningen og udtlate Tillid til Ministeriet Steen. „Inviten“ blev dog, som vi skal se, forstaaet.

Kongen, vildledet af lovløse Raad, vedblev sin Modstand, men anmodede Ministertiet om at udsætte Sagen og indtil videre blive staaende. Storthinget udtalte (Michelsens Dagsorden): „Da Landets Interesser kræver, at den nuværende Krise snarest muligt bringes til en Afslutning, henstiller Storthinget til det Steenske Ministerium at efterkomme H. M. Kongens Anmodning om at tage de fremlagte Afskedsansøgninger tilbage samtidig med, at Konsulatsagens Behandling udsættes indtil videre.“

Ministeriet gjenoptog da Regjeringen, dog under de udtrykkelig udtalte Betingelser, at Spørgsmaalet fremdeles blev at behandle i norsk Statsraad, at Sagen skulde op igjen til næste Aar, og at Regjeringen selv i saa Henseende skulde have Initiativet.

————————

Men Høire fortsatte sin Agitation, og Ophidselsen i Sverige holdt sig.

Hvad man forrige Aar havde truet med, blev nu til Handling. I Protokol af 14de Januar (Kielertraktatens Datum) 1893 udtalte Udenrigsministeren, at en Opløsning af Fællesskabet i Konsulatvæsenet var et Anliggende, hvorover Norge ikke kunde beslutte selvstændigt; dt maatte behandles efter § 5. Efter Moursunds Dagsorden var ingen Misforstaaelse mulig: det var selve Norges konstitutionelle Ret, som blev fornægtet. Det diplomatiske Fællesskab erklæredes overhoved for et „Unionsvilkaar“, — og saa kom Modtagelsen af den Stangske Invit („Broderhaanden“): Konsulatsagen skulde kunne ordnes i Forbindelse med en Omordning af den hele Udenrigsstyrelse.^[14]

Storthinget kunde herved intet gjøre. Det havde ikke engang Myndighed til at beslutte noget, hvorved en konstitutionel Rettighed blev opgivet. Den 17de Marts vedtoges Løvlands Dagsorden:

„I Tilslutning til Storthingets enstemmige Adresse af 23de April 1860 fastholder nærværende Storthing Norges Eneraadighed i alle Anliggender, der ikke i Rigsakten er betegnede som unionelle, og hævder i Overensstemmelse hermed, at Storthingets Beslutning af 10de Juni forrige Aar maa blive at behandle udelukkende af norsk Statsmyndighed og denne Saf at afjgøre uafhængig af andre fra svensk Side i Protokol af 14de Januar dette Aar reiste Spørgsmaal.“

I Henhold til Overenskomsten fra 1892 fremlagde saa Regjeringen 10de Junibeslutningen paany. Dette kunde efter Protokollen af 14de Januar paa ingen maade undgaaes, hvis man ikke vilde faa Udseende af i Handling at indrømme den svenske Indblandings Ret. Ved enig Optræden kunde Nationalforsamlingens Beslutning sættes igjennem; Ansvaret for et Nederlag maatte komme til at paahvile dem, der svigtede.

Høire svigtede, og med Høire de moderate.

Paa Protokollen af 14de Januar mente Stang at kunne danne Regjering, skjønt han ikke havde Flertal i Storthinget. Kongen kunde nu trygt fortsætte sin Modstand. Steens Ministerium fratraadte. Og Høires Fører dannede sin Regjering paa Grundlag af: Tilsidesættelse af 10de Junibeslutningen.

Den svenske Indblanding havde foreløbig seiret. Og det ved norsk Hjælp. Det føltes af alle Norsktænkende som var bitreste Ydmygelse, Landet i nyere Tid havde maattet undergaa.

————————

Det nye Høireministerium (Stangs 2det) havde ikke blot fornægtet det norske Standpunkt overfor Unionen. Da Høire (plus Moderate) var i Minoritet, var ogsaa vort grundlovsmæssige Flertalsstyre fornægtet. Den nye Regjering var dannet med svensk Hjælp paa svensk Program og havde intet andet at støtte sig til end „Tillid i Sverige“. I Publikum fik den ogsaa Navnet „den svenske Underregjering“.

Storthinget mødte den med et Mistillidsvotum ved selve dens Tiltrædelse. Da den imidlertid paa Forhaand havde bundet sig til at regjere mod Nationalforsamlingens Flertal, kunde den ingen parlamentarisk Honnør opretholde, men blev siddende.

„En Regjering maa Landet have,“ sagde Emil Stang. Et melankolsk Selvforsvar, men paa sin Vis rigtigt. Ingen anden norsk Mand havde været villig til at danne Regjering paa slige Betingelser.

Storthinget stod nu alene om at hævde den norske Stilling. Men det veg ikke. I Kraft af sin ubestridelige Ret efter Grundlov og Rigsakt fattede det (19de Juli 1893) følgende Beslutning:

„Det mellem Norge og Sverige hidtil bestaaende Fællesskab i Konsulatvæsen bliver at opsige til Ophævelse fra 1ste Januar 1895 at regne.“ Tiden blev sat saa vidt rummelig, for at Sverige skulde have Tid til at forberede en ny Ordning for sit Vedkommende.

Derpaa bevilgedes det fælles Konsulatbudget for 1893—94 med Kr. 340,450 samt Kr. 50,000 til Forberedelse af Organisationsplan for eget norsk Konsulatvæsen. Men til disse Bevilgninger føiedes følgende Betingelse:

at Regjeringen uopholdelig skulde meddele den svenske Regjering den besluttede Opsigelse, og at den skulde fremlægge for næste Storthing de fornødne Forslag for Oprettelse og Organisation af et eget norsk Konsulatvæsen overensstemmende med den i Indredepartementets Betænknig af 14de Marts 1892 opgjorte Plan.

De øvrige Poster, deriblandt Kr. 150,000 til „Norge særskilt vedkommende Konsulatudgifter“, bevilgedes som sædvanlig (Stfh. 1893, 7. D., S. 2312—2350).

Men den Stangske Mindretalsregjering afslørede sig som Kampregjering. Mod Storthingets (25de Mai) udtrykkelig udtalte Vilje lod den 10de Junibeslutningen udstaa. Ikke-Anvendelsen af de eztraordinært bevilgede Kr. 50,000 søgte den at forsvare med en ny Lære om Storthingets Bevilgningsret. Thinets Bevilgninger var kun „Summer, som var stillet til Kongens Raadighed“, og det stod til Kongen, om han vilde benytte eller ikke benytte dem (Bevilgningsveto); ja, han kunde ogsaa selv afgjøre, i hvilken Budgettermin han vilde lade dem komme til Udgift.^[15]

Hermed var Storthingets Ret til at bestemme over Anvendelsen af Statens Midler i sin Grund fornægtet. Der kunde ikke være andet igjen end Ret for Storthinget til at sige Nei til visse Bevilgninger. Men ogsaa denne Ret skulde blive angreben.

Den 25de September 1893 nægtede Regjeringen at opsige det fælles Konsulatvæsen med Sverige. Da den saaledes ikke vilde opfylde den Betingelse, som var knyttet til Bevilgningen, kunde den hellerikke bruge Pengene. Men saa paatog den sig paa egen Haand at bevilge til det fælles Konsulatvæsen. Den bevilgede af Norges Konsulatindtægter (der er norske Statsindtægter ligesaa vel som f. Ex. Tildintrader); og hvis disse ikke strak til, skulde det videre fornødne udredes af Bevilgningen til — „uforudseede og tilfældige Udgifter“.

Ganske vist kan „uforudseede og tilfældige Udgifter“ betyde meget og mangt. Men at dermed ikke kan menes Udgifter, som af Storthinget er forudseede og betingelsesvis nægtede, er saa klart, at en Regjering, som tillader sig saadant, i det hele taget ikke længer kan antages at repektere Grundlovens BEstemmelser om Bevilgningsretten.

————————

Som en Slags Undskyldning for denne sin hidtil i Norge uhørte Fremgangsmaade anførte den, at de Udgifter, hvorom her var Tale, var saadanne, som „retslig paalaa“ den norske Stat. Konsulerne skulde kunne sagsøge Norge for dem.

Men efter Konsulatforordningens §§ 119 og 121 har ikke Konsulerne retsligt Krav paa Norge for andet end hvad der medgaar til: 1) Hjemsendelse af norske Sjøfolk; 2) Understøttelse til andre nødlidende Nordmænd; 3) Transport af Forbrydere, der udleveres til norsk Myndighed; 4) Embedsreiser forordnede af Indredepartementet. Og til alle disse Udgifter havde Storthinget som sædvanligt uden Betingelse bevilget det fornødne (nemlig 150,000 Kr. til „Norge særskilt vedkommende Konsulatudgifter“.)

— Selv saadanne Midler havde Regjeringen maattet bruge i sin Kamp mod Flertalsviljen og Norges Ønsker.

————————

Protokollen af 14de Januar 1893 havde antydet, at hvis Norge frafaldt sin Ret og indlod sig i Forhandlinger, kunde Sverige maaske ville indgaa paa „fælles Udenrigsminister, svensk eller norsk“. I Henhold hertil opstillede Høire som sit unionelle Program: „fælles Udenrigsminister, norsk eller svensk, ansvarlig for begge Landes Nationalforsamlinger.“ Herved er i Formen Ligestilletheden reddet; derimod er Norges Ret til Selvbestemmelse opgiven, — og det i Realiteten.

Dertil kommer, at Fællesministeren før er prøvetog funden urugelig.

Han blev foreslaaet af den 1ste Unionskomite. Der var dengang kun Tale om juridisk Ansvarlighed. Denne skulde for Fællesministerens Vedkommende gjennemføres saaledes: Baade Storthinget og Rigsdagen skulde kunne sætte ham under Tiltale. Sagen skulde behandles af en Jury bestaaende af Delegationer (Udvalg af Befuldmægtigede) fra begge Nationalforsamlinger (6 Mand fra hver). Fandt denne Jury ham skyldig, skulde Straffen bestemmes af Høiesteret i det Land, hvor Ministeren personlig hørte hjemme.

Men Forslaget blev afvist af den norske Regjering (Løvenskjold, I. H. Vogt, Herm. Foss, Petersen, Fr. Stang o. fl.) som upraktisk. Disse Mænd kunde „ingenlunde“ være med paa denne Ordning. Den vilde „føre til fast uløselige Forviklinger og Vanskeligheder.“ Derfor prøvede de med et andet Forslag: Fællesministeren skulde være enten norsk med Ansvar for Storthinget eller svensk med Ansvar for Rigsdagen. Men dette Forslag vilde ikke Sverige vide af igjen. Som en Høireforfatter har sagt: Svenskerne vilde aldrig have taalt, at Sveriges Udenrigspolitik blev leder af en norsk Mand, der bare var ansvarlig for Storthinget.

Dermed var Fællesministeren færdig. Den 2den Unionskomite lod ham hvile i Ro. Kun Komiteens svenske Medlemmer vilde have gaaet med paa ham, — dersom de havde faaet Unionsparlament (Fælles-Storthing). Men det var der jo ikke Tale om for Norge at gaa med paa. Thi Unionsparlament betyder Samrøring, og Samrøring vil praktisk talt sige: det mindre Lands Opgaaen i det større, Norges gradvise Forvandling til svensk Provins.

Fællesministeren var umulig. Alle var enige om det. Prof. Aschehoug udtalte: „Saa længe man ei har noget Unionsparlament, kan man ingen fælles Udenrigsminister faa.“ „Det lader sig overhovedet ikke gjøre“, siger han, „at stille Udenrigsministeren i samme Forhold til begge Riger“; thi enten maatte man da gjøre ham uansvarlig — „hvilket intet af Rigerne vil“ —, eller man maatte sætte ham under Kontrol af et Unionsparlament, — „hvilket Norge ikke vil.“ Nogen anden Udvei til at gjøre Udenrigsministeren fælles „kan intet Menneske paavise,“ siger Aschehoug.^[16]

Den svenske Statsmand De Geer har i sine Minnen tænkt sig Fællesministeren ansvarlig for begge Nationalforsamlinger paa den Maade, at han alene skulde kunne tiltales, naar Storthing og Rigsdag derom blev enige. Dette vilde vel bare være en ny Maade at gjøre ham „uansvarlig“ paa.

Heller ikke Emil Stang har kunnet paavise nogen ny „Udvei til at gjøre Udenrigsministeren fælles“. Man har oftere spurgt ham, hvorledes han har tænkt sig Ordningen af Fællesministerens Ansvar; men der har til Dato ingen Oplysning været at faa.

Men maaske skal det gjælde for et Svar, at der fra Høires Side saa ofte henvises til Johan Sverdrups Udtalelser i 1886?

I det Aar fremkom Sverdrup med nogle Bemærkninger om, hvorledes han for sin Del tænkte sig en Ordning med Fællesminister. Sagen forelaa ikke, og hans Bemærkninger var rent personlige, saa han fik ikke noget Svar; Spørgsmaalet om Udenrigsministeren var dengang „fra alle Hold skudt i Baggruden“ (H. E. Berner). Og selve hans Tanke var saadan, at hans gamle Venner vel bare maatte spørge sig selv, om den kunde være ment —: Udenrigsministeren skulde gjøres ansvarlig for „Delegationer.“

Ikke bare dømmende Delegationer som de, der blev foreslaaede af den 1ste Unionskomite, men kontrollerende Delegationer. Hvad vil det sige? Hvad er Delegationer, som vælges af begge Riger og træder sammen for at øve konstitutionel Kontrol? — Det er bare et andet Ord for Unionsparlament.

Om dette Parlament var sammensat af lige mange norske og svenske eller af færre norske end svenske, — Sammenrøringen var ialfald i Gang. Og Norges Indflydelse paa Fællesministeren blev ikke større i det ene Tilfælde end i det andet. I Tilfælde af Uenighed mellem Rigerne vilde nemlig Ministeren altfor godt vide, at hver svensk Delegeret repræsenterede dobbelt saa mange Vælgere som hver norsk.

Det bliver da det samme, enten Høire-Regjeringen vil kalde sit Fællesstorthing „Unionsparlament“ eller „Delegationer“. Foreningen af 1815 vil i begge Tilfælde være omkalfatret, og Norges Riges Selvstændighed vil have faaet, et afgjørende Knæk.

At der tænkes paa en saadan Fællesrepræsentation er blevet sandsynligt siden Høires Landsmøde i Aar. Programmet fik paa dette Møde en Forandring, som er talende.

Fællesministeren, ansvarlig for „begge Landes Nationalforsamlinger“, forvandledes til: Fællesministeren „ansvarlig for begge Lande.“

Ikke for Nationalforsamlingerne altsaa. I al Stilhed er der aabnet Adgang til en Ordning, hvorefer Fællesministeren bliver ansvarlig for én Forsamling, der repræsenterer begge Lande, d. v. s. „Delegationer“ eller „Unionsparlament“. — i begge Tilfælde: unionel Fællesreæsenation.

Maaske tror man, at vi kan gaa med paa alt, hvis vi til Gjengjæld opnaar „Realiteten“: egne Konsuler. Hertil kan svares med Statsminister Steens Ord i Storthinget 1892: „Realiteternes Realitet, er dog her at værne om og bjerge det, som er Norges Selvbestemmelsesret.“

————————

Neppe nogensinde har der været budt Nordmændene et mere radikalt Valgprogram end Høires nuværende.

Den bestaaende Forening, der er bygget paa begge Rigers Selvstædnighed og Ligeberettigelse, skal afløses af en Forening, der i et Hovedpunkt bygger paa Sammenrøringsprincipet.

Derved forandres ogsaa Grundlovens Hovedtanke. § 1 om Norge som frit og selvstængdigt Rige vil da blive at fortolke derhen, at Norge er et halv-selvstændigt Rige med kun „indre Frihed“ (home-rule). § 26 første Passus bliver død og magtesløs; §§ 21, 22, 31, 75, 92 undergaar væsentlige Indskrænkninger. Norges hele unionelle og folkeretslige Stilling bliver en ny. Efter 80 Aars Selvstændighed skal vort Fædreland atter begynde at glide lovformelig ind under fremmed Overhøihed.

Men netop fordi Programmet er saa radikalt, melder det sig stilfærdige Former. Dets væsentlige Indhold er ikke engang nævnt. Og dets Forsvarere kalder sig „konservative“ og „moderate“. De kalder sig endog norsksindede. Kun vil de være „hensynsfulde“, siger, de, overfor Sverige.

Det vil vi alle.

„Det er rigtigt at være hensynsfuld“, som Sivert Nilsen udtalte i Storthinget 2den Marts 1892. „Men Hensynsfuldheden faar sig rette Værd, naar den er gjensidig, og den bør ikke føre til, at den ene Part opgiver sig selv og sit eget; den faar da let Karakter af Underkastelse. Paa det Punkt maa et frit Folk være varsomt.“

————————

I Modsætning til de „konservative“ Grundlovs- og Unions-Omstøbere vil det „radikale“ Venstre fastholde Grundloven efter dens gamle Mening og fastholde Foreningen som den efter Rigsakten er.

Paa den Maade trro vi at være mest hensysnfulde ogsaa overfor Broderriget.

Sverige bør ikke ønske Unionen forandret. En paatvungen eller paanarret svensk Overhøihed vil skaffe Sverige en Fiende paa Vestgrænsen istedetfor en Ven, og dette vil svække Sverige ligesaa meget, som en frivillig Forening støtter og styrker det.

Foreningens Mening er, at Sverige skal være betrygget mod Vest ligesom Norge mod Øst; derved indspares store Summer paa Militærbudgettet og store Mængder af Arbeidskraft, hvilket igjen kommer Landenes Udvikling tilgode. Men gjør Sverige Norge til sin Fiende, vil Unonens Mening forfeiles. Sverige vil atter maatte overtage øgede Militærbyrder (det har allerede begyndt), og derved svække baade sin Økonomi og sin Udviklingsevne. Men der er dem, som gjerne ser, at Sverige svækker sig.

Det svenske Folk vil det samme som vi: fredelig Udvikling. Og de svenske Herrer ved, hvad allerede Karl Johan indsaa: at Fred og god Forstaaelse paa Halvøen er nødvendig, om Forviklinger skal undgaaes, der vilde være ligesaa farlige for Sveriges Selvstændighed som for Norges. Derfor er deres Politik blevet den: at søge at lempe Norge indunder sig ved stille Paatryk — og ved norsk Hjælp. Men den norske Nationalfølelse er nu bleven saa stærk, at selv en saadan „stille Erobring“ vilde blive uheldsvanger. Det troløse Brud paa de ved Foreningens Stiftelse indgangne Forpligtelser vilde vække det gamle Nationalhad og den gamle Nationalmistro til fuldt Liv igjen. Ethvert Forræderi mod Norge vil ubønhørlig vise sig at være i lige Grad et Forræderi mod Sverige.

Venste vil ikke være med paa noget saadant Forræderi. Det forlanger den bestaaende Forening opretholdt og gjennemført; thi den alene kan fremme Rigernes Lykke. Søger man fra storsvensk Side at bevæge os til Eftergivenhed ved Trusler og Frygt, afviser vi denne illoyale Politik med al den Foragt, som den fortjener. Ved roligt, men bestemt at fastholde den bestaaende, af hele Europa anerkjendte Foreningsakt og dens Principer er vi paa sikker Grund, og det svenske Folk vil tilsidst forstaa os. Herpaa bygger vi, „uden Overmod, men ogsaa uden Frygt.“ Vi fortsætter Fædrenes fredelige Kamp for Fædrelandets Selvstændighed „inden de bestaaende Statsdokumenters Ramme“, som Venstres Fører har sagt, overbeviste om, at intet kan sprænge Foreningen — uden altfor vedholdende Forsøg fra den stærkeres Side paa at tiltvinge sig en Overhøihed, Foreningsakten eller dens Forudsætninger ikke kjender.

Høire vil absolut, at Venstre skal være „unionsfiendsk“. Men ingen Nordmand hader Foreningen, saa længe den giver Rum for begger RIgers Selvstændighed, hvilket Foreningen af 1815, loyalt gjennemført, gjør. At vi med Energi fastholder den engang vundne Selvstændighed maa nu som før „vittna om en känsla, hvars ädla driffjeder hvarje svensk man vil erkänna“ — for at tale med de svenske Kommissærer fra 1814. Det er en Følelse, som er respekteret hos alle civiliserede Folk.

Der hersker i Norge „en almindelig Enighed om, at saa længe Foreningen med Sverige vedbliver at nyde sin jevne Fremgang i Overensstemmselse med de ved dens Indgaaelse fra begge Sider vetagne Principer, vil den ogsaa vedblive — i uadskillelig Fordbindelse med den ved disse anerkjendte Frihed og Selvstændighed for ethvert af Rigerne — at udgjøre en sikker Grundvold for Fædrelandets Lykke.“ Saa talte den norske Regjering af 1861, og Venstre deler dens Asnkuelse.

I Henhold dertil er dets unionelle Program for næste Valg:

1. Gjennemførelse af 10de Junibeslutningen og:
2. Eget Udenrigsstyre.

---

1. v. Holtzendorffs europæiske Folkeret, overs. af Fr. Hagerup, S. 38. — Sml. norsk Regjeringsindstilling af 14de Oktbr. 1834 (Depart. Tid. 1835, S. 262).
2. »Om Unionskomiteens Udkast til en ny Foreningsakt«. S. 210. — Allerede flere Gange har Norge og Sverige været nær ved at komme i Krig (1848—49, 1855—56, 1863—64, 1885), uden at Norge kunde øve nogen Indflydelse paa Forhandlingerne. Ogsaa nu er vi maaske i større Fare end vi tror. I alle europæiske Blade har der været fortalt om et hemmeligt Forbund mellem Sverige og Tyskland (hvor Norge naturligvis ogsaa fik danse med), og Rygtet er ikke blevet tilfredsstillende benægtet.
3. Læs herom mere hos: I. Utheim: »Grundloven om Norges Udenrigsstyre«. (»De tusen Hjems« Forlag 1894).
4. Brevet, der findes i det kgl. Bibliothek i Stockholm, er meddelt i Oversættelse i Dagbl. for 27de Marts 1894.
5. Sml. ogsaa den norske Regjerings Indstilling af 14de Oktober 1834 (Dep. Tid. 1835, S. 262 fg.).
6. Sml. karl Johans Udtalelse til Storthinget 26de Oktober 1818: »De tvende Rigers Forhold til hinanden, der ikke er grundet paa Traktaten i Kiel, men paa mindrelig Overenskomst, giver Norge Ret til fuldkommen Reciprocitet i Forholdet til Sverige.« Norge har altsaa efter Konstitutionen samme Ret til norsk som Sverige til svensk Udenrigsminister; ved disse to Ministres Samarbeide fremkommer for Norge den rette »Deltagelse i de udenrigske Sagers Behandling«.
7. De svenske Kommissærer foreslog i 1814, at Ordene »Gesandter og Konsuler« skulde udgaa af § 22; men Storthinget »fandt ikke tilstrækkelig Aarsag til denne Paragrafs Forandring.« (Storth. Forh. Udg. af 1815, S. 256).
8. Constitutions-Utskottets Betänkande af 25. April 1815.
9. Dette sidste blev foreslaaet af Storthinget, som nok ved dette Forslag vilde opnaa andre Ting end noget Skin af Førsterang for Sverige. (Sml. B. Dunker, »Revision af Foreningsakten«, I, S. 168).
10. Sth. Forh. 1845, VII, S. 72—73. Sml. Sth. Forh. 1842, III, S. 254.
11. Et Exempel: I Indien er der skarp Konkurrence mellem norske og svenske Fyrstikker; det er her Millioner om at gjøre. I 1892 blev til »norsk« og svensk Konsul her nede ansat — Agenten i Indien for »Sveriges almänna Exportförening«! — De norske Fyrstikfabriker skal allerede have begyndt at mærke Følger af dette.
     Et andet Exempel: I December 1893 holdtes i Brüssel en international Udstilling af Fødemidler, deriblandt særskilt Afdeling for alskens Konserver, Fisk, Meieriprodukter, Vildt, Øl, Is, kort netop slige Sager, som vi kunde Konkurrere i. Vi har i Brüssel baade en Gesandt og en Generalkonsul; men vor Regjering blev ikke underrettet om Udstillingen, før det blev for sent for vore Forretningsmænd at deltage.
12. Dette har ogsaa været Praxis. »Hvis der kun har været Spørgsmaal om, at Kongen skulde udøve Regjeringsmyndighed for det ene af Rigerne, maa det siges at have været den almindelige, skjønt ikke ganske undtagelsesfrie Praxis, at Beslutningnen, selv om den har angaaet noget fælles eller indbyrdes Anliggende, er bleven afgivet i vedkommende Riges særskilte Statsraad.« (Den 2. Unionskomite, Storth.-Forh. 1868—69, 7de Del S. 14.)
13. Man har søgt at bestride Regjeringens Ret til at nægte sin Underskrift. Den skulde have protesteret til Protokols for at fri sig fra Ansvar, men underskrevet og dermed gyldiggjort Kongens Beslutning, uagtet den ansaa samme for landsskadelig. Denne Lære ophæver i Virkeligheden den konstitutionelle Ansvarlighed og stemmer heller ikke med, hvad der tidligere har været antaget. Den norske Regjerings Betænkning af 1847 (forfattet af Fredrik Stang) siger: »Den norske Grundlov gjør vel ikke Nægtelse af Kontrasignation til Pligt for Vedkommende, saaledes som den svnekse Regjeringsform; imidlertid er der paa den anden Side intet, der betager et Statsraadsmedlem den naturlige Rettighed at nægte Kontrasignation og nedlægge sit Embede.« Praxis taler ogsaa herfor:
     I 1821 befalede Karl Johan Regjeringen at udfærdige Obligationer til Betaling af den danske Gjæld, uden at Storthinget havde bevilget Fonds dertil. Finantsministeren, Grev Wedel-Jarlsberg, nægtede at underskrive og indgav Ansøgning om Afsked. Karl Johan gjorde intet ved dette (P. Motzfeldts »Breve og Optegnelser«, Dagbog fra 1821.)
14. Ogsaa Rigsdagen sluttede sig til Protokollen af 14de Januar uden dog at have villet udtale sig om Spørgsmaalet fra et konstitutionelt eller retsligt Synspunkt. (Erklæring af Landtmannapartiets Fører Jonsson i Hof.)
15. »Opfattes Kongens Nægtelse af Tilfølgetagelse af en Bevilgningsbeslutning som en Erklæring om, hvorvidt han agter at benytte eller ikke benytte et til hans Raadighed stillet Beløb, findes ingen Anvisning i Grundloven om, at Kongen skulde tabe sin Adgang til at benytte Bevilgningen ved ikke ingen Udgangen af Budgetterminen at have udtalt sin Bestemmelse.« (Sth. Dok. No. 103 for 1893.)
16. »Om unionskomiteens Udkast til ny Foreningsakt«, S. 170—71. Sml. Unionsakt-debatten 1871.